Category Archives: KEK generalforsamling

KEKs generalforsamling fra en stewards perspektiv…

Af Janni Persson

Unge på formøde
For mig, begyndte rejsen i mandags (1.juli). Jeg skulle til Budapest, hvor Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) holdt generalforsamling. KEK holder generalforsamling cirka hvert femte år efter de gamle vedtægter, der på dette års møde blev ændret til en mere effektiv, gennemskuelig og fleksibel ordning, der dog er for kompliceret at beskrive her.

Jeg ankom til Boat Fortuna Hotel, der ligger på Donau-floden på Pest-siden i Budapest, som er adskilt af Donau. De fleste af de 30 stewarder var indlogeret her. Stewardernes opgave under generalforsamlingen er, kort fortalt, at hjælpe tilmed alt det praktiske, men de første to dage stod den på forberedelse og diverse selskabslege, for før man kan arbejde godt sammen må man kende hinanden i hvert fald en lille smule.

Vi blev kastet lige ud i det med en frokost. Dette gav mig mulighed for at komme i snak med mine med-stewarder. Stewarderne er unge kristne, fra mange lande i Europa og fra forskellige kirkeretninger. Med på introdagene deltog også de unge delegerede til generalforsamlingen, dvs dem under 30 år. Det, at de unge fik to dage for sig selv forud for generalforsamlingen, gjorde, at man fik muligheden for også at høre om deres kirker og hvilke sociale problemer og diskussioner de slås med i deres hjemland, som fx i forhold til vielse af homeseksuelle og accept af kvindelige præster.

Hvis jeg skal pege på det bedste ved at være med på generalforsamlingen, vil jeg pege på de samtaler og erfaringer, der blev udvekslet før og under mødet mellem de unge. De unge delegerede kunne fortælle om deres erfaringer, hvis de havde været stewarder før, og vi havde jo det tilfælles at vi alle er unge og på en eller anden måde involveret i en kristen kontekst og interesseret i økumeni.

Eftermiddagen sluttede med et cityrally-løb, hvor vi bl.a. så tre kirker; en luthersk, en ortodoks og en katolsk. Om aftenen var alle trætte, men der var en arbejdsgruppe, som blev ved med at arbejde på ‘The youth contribution’, der blev præsenteret senere på generalforsamlingen.

Stud. theol. Janni Persson er steward på KEKs generalforsamling.

Stud. theol. Janni Persson er steward på KEKs generalforsamling.

Dagen efter brugte vi på forberedelse til vores forskellige arbejde på selve konferencen den efterfølgende dag. Vi blev inddelt i grupper, så nogle arbejdede i selve hallen, andre med planlægning af andagt og andre igen med dokumenterne. Jeg arbejdede med dokumenterne, et arbejde, der gik ud på at printe og kopiere dokumenter til de delegerede.

Kirkemøde set fra sidelinjen
Selve generalforsamlingen har været et større kaos, end jeg umiddelbart gik ud fra. Det, der skulle diskuteres, var en ny organisatorisk form, men mødet er indtil nu (lørdag den 6.) endt i diskussioner mellem enten minoritetskirkerne og de større kirker eller mellem de forskellige kirkefamilier (ortodokse vs. protestanterne).

Dagene er rimeligt ens. Mødet begynder kl 8.30 med morgenbøn og fortsætter med diskussioner og afstemninger, afbrudt af frokost, middag og bøn. Der er dog også noget gruppearbejde, hvor der diskuteres om de artikler, der skal diskuteres i plenum. Det er rigtig godt, mener jeg, da det giver mulighed for at forberede og høre de andres tanker om emnet og kan udvide forståelsen for de andre kirkesamfund – og det er vel egentlig derfor vi er her, ikke?
Dagene slutter altid med aftenbøn – en fredelig måde at gå hjem på.

Forståelse og dialog er generelt svært – fx som nævnt mellem protestanter og ortodokse – for på hvilket grundlag skal dialogen være, og hvad er målet for dialogen? Det er også vigtigt at sætte sig grundigt ind i hvilken teologi og hvilken historie, de deltagende kirkesamfund har for rigtigt at kunne forstå hinandens forskellige traditioner og drive økumeni. Økumeni handler om forståelse og respekt mere end det handler om assimilation eller accept. Det er vigtigt at huske på, når man sidder i det. Det som sådan en generalforsamling mangler, er måske at de (ofte ældre) delegerede også bliver rystet sammen og får mulighed for at være sammen og tale i et afslappet atmosfære, for jeg tror det vil gavne fællesskabet i CEC. Men jeg ser jo kun det hele fra sidelinjen, fra en stewards perspektiv.

Generalforsamlingen har givet mig et unikt indblik i det økumeniske arbejde i Europa og åbnet en ny dør i økumeniens verden for mig. Jeg er taknemlig for at jeg fik mulighed for at tage med og håber at kunne udbrede kendskabet til CEC og økumenisk dialog i Danmark, når jeg vender hjem med den danske delegation på mandag.

Janni Persson er stud. theol. og steward, dvs. medhjælper, på KEKs 14. generalforsamling i Budapest, 3.-8. juli.

“Der er håb for kirkernes fællesskab i Europa”

En uge med hårde og dramatiske forhandlinger i europæisk kirkepolitik sluttede med en vedtaget forfatning for Konferencen for Europæiske Kirker, skriver formand for Økumenisk Ungdom og delegeret for folkekirken Christian Arffmann

SONY DSCHvordan sikrer man rummelighed i kirken? Hvordan kan man etablere en styringsstruktur i kirken, der sikrer en bred og fair repræsentation af skriftsyn og forkyndelse? Hvordan sikrer man, at alle får lov til at sidde med ved bordet, og at fordelingen mellem mindretal og flertal er fair? Det er spørgsmål, som ofte bliver stillet i diskussionen om en fremtidig styring i folkekirken i Danmark.

De samme spørgsmål blev stillet igen og igen i løbet af den uge, jeg har været til generalforsamling i Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), der sluttede mandag d. 8. juli 2013.

Læs resten af artiklen på kristendom.dk.

Valg til bestyrelsen – og vejen fremad

Af Karsten Fledelius

Kirkerne reagerer på offentlige anliggender
Sidste forretningspunkt søndag aften var forelæggelsen af Public Issue rapporten, som koncentrerede sig om så alvorlige emner som de drastiske konsekvenser i flere europæiske lande af den økonomiske krise, i særdeleshed den stigende ungdomsarbejdsløshed, samt den alvorlige situation i Europas nærområder i Mellemøsten og Nordafrika, især Syrien og Ægypten.

Karsten Fledelius præsenterer rapporten om offentlige anliggender.

Karsten Fledelius præsenterer rapporten om offentlige anliggender overfor generalforsamlingen.

Dokumentet har særligt fokus på forfulgte religiøse minoriteter og tilfangetagne kristne kirkeledere i i Syrien og Republikken Makedonien, og på udsatte kristne kulturminder i lande, hvor de kristne udgør et mindretal. Rapporten blev særdeles vel modtaget, nogle delegater sagde bagefter til undertegnede (som var rapportør for Public Issues Committee), at de nu virkelig så nødvendigheden af en organisation som CEC. For rapporten indeholder ikke blot generelle anbefalinger fra Generalforsamlingen til verden udenfor, men også breve fra CEC i de konkrete tilfælde, hvor hurtig handlen er påkrævet, i første række vedrørende de tilfangetagne biskopper.

Samlet budskab fra generalforsamlingen
Generalforsamlingens generelle Message, budskab, er fremadrettet, uden dog helt at se bort fra de frustrationer, som også er kommet i udtryk under generalforsamlingen (”At times it was a difficult process..”). Der var kun få kritiske bemærkninger og småkorrektioner til budskabet, som lige som Public Issues rapporten blev godkendt med hovedsagelig redaktionelle ændringer.

Lidt flere ændringer blev foreslået og indsat til Policy reference Committees rapport, som drejer sig om CECs arbejdsopgaver frem til næste generalforsamling, men igen meget positivt modtaget. Også Finanskomiteens rapport blev forelagt og godkendt uden mange indvendinger. Vi var klart nået til en konsensus-fase efter de intense vedtægtsdrøftelser, men gennemgående havde arbejdet i de forskellige komiteer, som havde arbejdet under et stort tidspres, givet meget tilfredsstillende resultater.

Næsten fredeligt valg til bestyrelsen
Helt usædvanlig var den positive modtagelse af Nomineringskomiteens forslag til den nye Centralkomité (”Governing Board” efter de nye vedtægter) ikke mindst på baggrund af, at antallet af dens medlemmer er blevet reduceret fra 40 til 20 medlemmer. Allerede det første forslag havde en fin fordeling i forhold til de gamle kriterier fra vedtægterne fra 1992, med 40% kvinder, 30% ortodokse, 25% fra minoritetskirker og  20% til unge under 30 år. I betragtning af de slagsmål, der på de fire foregående generalforsamlinger (1992, 1997, 2003, 2009) har været om opfyldelsen af kriterierne og den øvrige fordeling af pladserne, var det forbløffende, at der denne gang kun var én reel udfordring af komiteens forslag: at den nominerede danske kandidat, pastor Christian Roar Petersen fra Aalborg stift, blev foreslået udskiftet med domprovst fra Göteborg Karin Burstrand, som har siddet i den gamle centralkomités præsidium. De svenske delegater havde fået nordmændene, finnerne og letterne med på dette forslag, da de ønskede at styrke kontinuiten med den gamle centralkomité og bane vej for, at Karin Burstrand kunne vælges til vicepræsident.

Vi danskere holdt fast ved vores kandidat, men blev nedstemt. Det fandt vi naturligvis ærgerligt, så meget mere som vi gerne så mere fornyelse og foryngelse i den nye centralkomité – med ændringen faldt procentdelen af nyvalgte således fra 65% til 60%, mens aldersgennemsnittet steg. Men ændringen gav det resultat, at Karin Burstrand blev valgt til vicepræsident ved konstitueringen efter valget. Dermed er der igen kommet en kvindelig lutheraner fra Skandinavien med i ledertrojkaen (i den forrige centralkomité var den kvindelige vicepræsident fra EKD i Tyskland).

Karin Burstrand er det eneste nye medlem af ledertrojkaen, mens den tidligere præsident, den græsk-ortodokse metropolit i Frankrig, Emmanuel, bytter plads med biskop Christopher Hill fra Church of England.

CECs udfordringer frem mod 2018
Den nye ledelse står over for den omfattende opgave at gennemføre den nu vedtagne reform. At skifte hovedsæde fra Geneve til Bruxelles er i sig selv en kompliceret opgave. At få arbejdet i de gamle kommissioner, Churches and Society i Bruxelles og Churches in Dialogue i Geneve, integreret i den nye organisation og reguleret forholdet til CECs samarbejdspartnere, er en anden stor udfordring. Men det parlamentariske grundlag er bragt på plads, og den gennemgående stemning ved den smukke afslutningsgudstjeneste mandag eftermiddag var lettelse, varme og optimisme.

De sidste fem år har været en meget kritisk periode i organisationens historie, og flere medlemskirkers og samarbejdsorganisationers tålmodighed har været spændt til bristepunktet. Men det er mit indtryk, at den grundlæggende solidaritet mellem CECs medlemskirker indbyrdes og med organisationens samarbejdspartnere i det store og hele er blevet bekræftet og styrket ved generalforsamlingen i Budapest.

Om det så skal lykkes inden for de næste fem år at få den russisk-ortodokse kirke, CECs største medlemskirke, tilbage til arbejdet i CEC, er en af de store udfordringer, jeg ser for den nye ledelse af den organisation, som gennem sine første 49 år fra grundlæggelsen i Nyborg 1959 var den vigtigste kirkelige brobygger mellem øst og vest i Europa.

Karsten Fledelius er medlem af folkekirkens delegation på KEKs (Konferencen for Europæiske Kirker) 14. generalforsamling i Budapest den 3.-8. juli 2013. På generalforsamlingen fungerede han som rapporteur for arbejdsgruppen omkring offentlige anliggender.

Læs mere om generalforsamlingen her.

Dramatisk lørdag og fredeligere søndag i Budapest

Af Karsten Fledelius

Søndag 7.7. kl. 7 aften

Ved den detaljerede 2. behandling lørdag af udkastet til nye vedtægter for CEC opstod der to kriser: den ene omkring rettighederne for kirkelige organisationer associeret med CEC, det som i de nye vedtægter defineres som ”Organisations in Partnership”. Det oprindelige vedtægtsudkast fra reformgruppen i den såkaldte Uppsala-rapport forsøgte at begrænse deltagelse fra de associeredes organisationer (for eksempel de tværeuropæiske kirkelige ungdoms- og kvindeorganisationer) så meget, at deres repræsentanter spurgte sig selv, hvorfor de overhovedet skulle fortsætte med at betale medlemsbidrag til CEC?

Tilhængerne af reduktionsforslaget argumenterede med, at CEC skal være en organisation alene af kirker, ikke en bredere organisation, mens modstanderne understregede de frie organisationers traditionelt store organisatoriske og økonomiske bidrag til CECs arbejde og deres betydning for rekrutteringen til CEC og medlemskirkerne selv. De tyske repræsentanter stillede i denne situation det dramatiske krav, at spørgsmålet skulle drøftes på et møde alene med deltagelse af de valgberettigede delegater, altså med udelukkelse af organisationernes repræsentanter.

Med en lille margen blev dette forslag vedtaget, og et dramatisk møde i mødet blev afholdt for lukkede videokameraer. Lidenskaberne var stærke og atmosfæren tæt, spørgsmålet truede med at blokere hele reformprocessen. For hvis der kun kunne gennemføres noget med en lille stemmemargen, kunne man risikere at få det reviderede vedtægtsforslag forkastet i 3. og sidste behandling, hvor der kræves 2/3 flertal. Det lykkedes i sidste øjeblik for tyskerne og danskerne sammen at foreslå et kompromis, som på en klarere måde præciserede de associerede organisationers plads i CEC. Det blev præciseret, hvordan deres tilslutning skal ske, nemlig at de skal inviteres til at være repræsenteret ved generalforsamlingerne, men at de ikke skal have stemmeret på disse.  Og dette blev vedtaget med et klart flertal.

Dagens andet drama handlede om kvoterne. I de gamle regler fra 1992 fastsattes der mindstekvoter ved valget til centralkomiteen for kvinder, unge, lægfolk, præster og ortodokse repræsentanter. Disse kvoter har det ofte været vanskeligt at leve helt op til, hvad der har trukket valgene i langdrag. Det var reformgruppens forslag helt at fjerne disse kvoter fra vedtægterne og i stedet formulere en generel regel om en fair fordeling, hvor de hidtidige kvoter blev set som normsættende, men ikke ufravigelige kriterier. Efter diskussionen i arbejdsgrupperne syntes der enighed om denne ændring. Men i plenum gik slaget løs. Det endte med, at kvoterne blev fjernet fra vedtægterne undtagen på ét enkelt punkt: et minimum for repræsentation for de ortodokse på 25%. De 40% til hhv. mænd og kvinder faldt med en ganske lille margen. Også et forslag om en mindsterepræsentation for små kirker og mindretalskirker på 25% blev nedstemt. Hvordan kan det så være, at de ortodokse som de eneste fik deres mindstekrav igennem?
Baggrunden var en forståelse hos et betydeligt antal protestanter og anglikanere, at der bag det ortodokse ønske lå en dyb bekymring for at blive marginaliseret i organisationen. Vi var fra folkekirkens delegations side oprindelig mod forslaget, fordi vi ikke ønskede den ortodokse repræsentation begrænset til 25%, i tidligere centralkomiteer har den altid ligget højere. Da det ortodokse forslag således var meget moderat og udsprang af en bekymring, vi så det vigtigt at imødekomme, lykkedes det at fastholde et flertal for det, selv om det brød med det generelle princip, at bløde kvotesystemet op. Og generalforsamlingens nomineringskomités forslag til den nye centralkomité har faktisk levet op til alle fordelingskriterier, herunder 25% til de mindre kirker – og 30% til de ortodokse!
Det vigtigste ved diskussionen om de 25% var imidlertid det, at der var protestanter fra Nordeuropa, som talte for at imødekomme de ortodokse, ud fra en respekt for deres behov. Reaktionen bagefter viste, at de ortodokse nu igen følte sig som en del af familien! At der var protestanter fra Vest- og Nordeuropa, som sagde, at et CEC uden en substantiel ortodoks deltagelse ikke gav nogen mening for dem, var det tegn, de havde brug for!

Det der viser sig ved disse følelsesladede diskussioner, er både kulturelle forskelle, divergerende kirkesyn og forskellige traditioner for demokratiske procedurer. Da de fleste yderligere diskuterer på sprog, der ikke er deres modersmål, og med tolkning mellem engelsk, tysk og fransk, kan man ikke undre sig over, at der opstår misforståelser. Derfor er det et voldsomt job at kaste sig ud i en stor vedtægtsreform – den gældende vedtægt stammer helt tilbage fra 1992, tiden lige efter kommunismens fald. Men alle har været enige om, at det nu er nødvendigt at slanke organisationen. Og at alle må give noget for at få det til at glide.

Folkekirkens delegation stemte for de nue vedtægter for CEC.

Folkekirkens delegation stemte for de nye vedtægter for CEC.

Derfor lykkedes det lørdag eftermiddag at komme over krisens højdepunkt og få anden behandling afsluttet, godt nok med en halv dags forsinkelse. Efter gudstjenesterne søndag og lidt fritid søndag eftermiddag går arbejdet nu videre uden større pauser frem til afslutningen mandag ved frokosttid. Der har ikke været megen tid til at nyde den smukke by i sommervejret, især ikke for dem, der sidder i de forskellige arbejdskomitéer. Selv måtte jeg sammen med et medlem af staben droppe den smukke fælles flodtur på Donau lørdag aften for at gøre udkastet til Public Issues rapporten færdig til oversættelse og trykning søndag morgen. Men sådan er vilkårene. Og arbejdet i netop den komité har været utrolig spændende. Nu skal vi se, hvordan udkastet bliver modtaget af generalforsamlingen.

Søndag 7. 7. kl. 21:25: Den afsluttende afstemning: De nye vedtægter blev vedtaget med 160 stemmer for, 7 mod og 7 blanke stemmer. Hermed går vi videre til al den business, der har måttet vente indtil nu: Valget til den nye centralkomité/bestyrelse på 20 (mod før 40) medlemmer og behandlingen af de forskellige rapporter, herunder den fra Public Issues Committee.  Herom senere på bloggen.

 

 

 

 

Karsten Fledelius er medlem af den folkekirkens delegation på Konferencen for Europæiske Kirkers 14. generalforsamling i Budapest.

Et fællesskab i Den treenige Guds navn forpligter

Af Elisabeth Dons Christensen, Budapest

Den danske folkekirke har altid været noget særligt. Vi har haft en særlig selvforståelse, en særlig struktur og en helt særlig grundtvigsk selvstændigheds – og frihedskultur. Vi har – som stor nationalkirke baseret på de enkelte sognes frihed og selvstændighed – haft en ganske særlig tendens til at have nok i os selv. Og sandt er det, at folkekirken som kirke lever i og af den lokale sognetilknytning. Kirken er og skal være til stede ude i alle geografiske hjørner af det danske samfund.

Så hvad er det egentlig, vi skal med store mammutkirkemøder som den, der i øjeblikket løber af stabelen her i Budapest ved KEKs 14. generalforsamling, hvor alle store såvel som små europæiske kirkesamfund – bortset fra den katolske og den russisk-ortodokse kirke – mødes og diskuterer og fejrer gudstjeneste i samfulde og fuldt besatte seks dage? Skulle vi syv repræsentanter fra folkekirken, hvoraf vi er hele tre ordinerede og fastansatte præster, ikke egentlig hellere være blevet hjemme og forkyndt evangeliet eller bare alle sammen have ladet op til hele næste års gerning, i stedet for at sidde her og bruge en stor del af vore kræfter til at sætte os ind i den tunge Uppsalarapport om KEKs slankning og effektivisering. Høre på lange taler og indlæg om, hvor vigtigt det er med en fast kvinde – og ungdomskvotering i diverse forsamlinger og besluttende organer, tygge drøv på formuleringer og forskelle på visioner og arbejdsprogrammer, diskutere forskelle mellem kirker og associerede organisationer, om den fremtidige governing board skal have 15, 20 eller endnu flere medlemmer, om der skal være suppleanter med eller uden stemmeret, om hvordan de vælges, om samarbejdet med den katolske bispekonference skal nævnes, om man kan være med, hvis man ikke betaler bare nogle af omkostningerne selv. Og meget, meget mere.

Præsentation af KEKs arbejde 2009-2013.

Præsentation af KEKs arbejde 2009-2013.

For KEK SKAL slankes og effektiviseres. Og det er en vanskelig proces, som har stået på siden den 13. Generalforsamling i Lyon i 2009.

Men hvordan gør man det, så det stadigvæk er sådan, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs samtidig med, at de mindre kirker ikke udelukkes og dog bærer en rimelig del af udgifterne? Hvordan bevares og udbygges dialogen mellem de europæiske kirkesamfund i en tid, hvor både store og små kirkesamfund mister medlemmer og Europa dermed står i fare for at miste det kristne værdigrundlag, som har været bærende i samfundene i de sidste 1000 til 2000 år? Og hvordan fastholdes og udbygges kirkernes mulighed for at være i dialog med de europæiske samfund og de europæiske institutioner i Strasbourg og Bruxelles, således at den kristne og humanistiske arv med religions – og  ytringsfrihed og social retfærdighed ikke glemmes?

Ja, det er emnet og temaet, der svæver over vandene. Det er det, debatten centrerer sig om. KEK skal have nye vedtægter. Vi skal blive enige, så KEK kan få mulighed for stadigvæk at være det forum, hvor de europæiske kirker kan mødes, inspirere og støtte hinanden. Og det skal såmænd nok også lykkes, selv om det er en sej proces. Af en eneste grund. Fordi de europæiske kirker ved, at et fællesskab i Den treenige Guds navn forpligter.

Temaet for konferencen hedder: “Og nu, hvad venter du på?”

Det er godt valgt, der er nemlig ikke noget at vente på. Gud har givet os hoved, hænder, arme og ben for at vi skal rejse os fra vore bekymringer og følge ham, som er gået i forvejen for os.

Det gør vi så, så godt vi kan som enkelt mennesker og som kirker. Også selv om vi udmærket ved, at vi lever i syndens verden, og der også i samarbejdet mellem os bestemt er ting, der kunne være meget, meget mere åbent, givende og inkluderende.

Men undervejs lærer vi – de alt for få pauser, der tilstedes os til trods – uendeligt meget både om hinanden og om de andres måde at være kirke på.

Det er sandelig også værd at vente på.

Elisabeth Dons Christensen er biskop i Ribe Stift og medlem af folkekirkens delegation på KEKs (Konferencen for Europæiske Kirker) 14. generalforsamling i Budapest den 3.-8. juli 2013.

Kan en splittet kirke vidne om Kristus?

Af Christian Roar Pedersen

Kommunikation fremmer forståelsen. Det gælder også for Europas kirker. I disse dage er de samlet i Budapest i Ungarn til generalforsamling for Konferencen for Europæsiske Kirker (KEK).

Meget symbolsk at samles i en by, hvor ni broer forbinder bydelene Buda og Pest. KEK har nemlig haft en vigtig rolle med at forbinde Europas kirker, siden organisationen blev grundlagt i 1959 i Nyborg. Dengang var opgaven at slå bro mellem øst og vest henover jerntæppet.

Idag er forholdet et andet. Kirkerne i Østeuropa er ikke længere fanger i kommunistiske lande. Der er andre mure, der opdeler Europa af økonomisk og social karakter, og KEK søger at give svar og være en kristen stemme ikke mindst i det kriseramte EU. Mere end nogensinde er der brug for, at kristne løfter deres røst og taler om ånd og etiske værdier på et kontinent, hvor økonomisk tænkning hersker, og der er fare for, at mammon at bliver gjort til Gud. Vi skal tjene vores næste og ikke tjene på ham eller hende. Der er en forskel!

Spørgsmålet er, om kirkerne kan være troværdige i deres vidnesbyrd, når de indbyrdes er splittede. Vi kender det fra Danmark, hvor splid i et menighedsråd kommer i aviserne og vidner mod den kristne næstekærlighed. Hvordan kan de prædike næstekærlighed, og så slås de indbyrdes, spørger en undrende avislæser sig selv med rette.

Vores kirker er med til at opdele Europa og dets befolkninger. Siden kristendommens begyndelse har der været splittelser, og idag er vi opdelt i katolikker, ortodokse, anglikanere, protestanter og hvad grupperingerne ellers hedder. Derfor er kirkernes dialog også selvransagelse. Vi bliver nød til at besinde os på, at vi har en fælles Herre.

Splittelserne skyldes ægte uoverensstemmelser, men nogle gange også fejlslagen kommunikation, hvor man taler forbi hinanden. Derfor er det så vigtigt at vi taler sammen. For at lære af hinanden og vores forskellige traditioner, men ikke mindst for at vise verden, at vi står sammen i vidnesbyrdet.

Morgenbøn i ortodox tradition.

Morgenbøn i ortodox tradition.

Hvordan foregår det så, når kirkerne mødes? Når biskopper, metropolitter, præster, lægfolk og andre syndere mødes? Bønnen er det første. Vi starter hver dag med morgenbøn og slutter med aftenbøn. Sådan bør det være. Men mest fylder de såkaldte business sessions, hvor kirkelederne sidder i en mørk plenary hall i træk fra airkondition det meste af dagen (der er program fra 08.30 til 22). Der tales om KEK’s forfatning, om kommende arbejdsområder for de næste mange år. Kommunikationen fremmer forståelsen. Også selv om man ind i mellem taler forbi hinanden på grund sprog, kultur eller simpel træthed.

Måske er kaffepauserne det vigtigste. Der kan man tale uformelt sammen og høre, hvordan situation er for de kristne i de forskellige lande. Men hvad skal man sige, når man står med kaffekoppen i hånden og møder en ortodoks biskop med stort skæg og panagia i guldkæde om halsen? Måske kunne et “godmorgen” bruges. Det var det ord Jesus mødte kvinderne med, efter han var opstået fra de døde.

Europas kristne og kirker har brug for at møde hinanden med et “godmorgen”, så de kan genopstå samlet i vidnesbyrdet om den fælles herre Jesus Kristus.

Christian Roar Pedersen er medlem af folkekirkens delegation på KEKs 14. generalforsamling.

Festlig økumenisk åbningsgudstjeneste i Paulus’ fodspor

Af Christian Arffmann

CEC’s 14. generalforsamling 2013 startede med manér. Ingen generalforsamling uden en ceremoniel åbningsgudstjeneste. Vi samledes alle i en reformert kirke beliggende ved Donaubredden. Kirken, som er ”hypercalvinistisk,” som min sidemand bemærkede, kunne godt minde lidt om en retssal. Ingen guld og tingeltangel. Kun en kæmpe prædikestol, hvorfra Ordet purt kan lyde. Gudstjenesten var præget af ro, eftertænksomhed, bøn, fordybelse og iver. Den bestod af en festlig procession, storartet orgelspil, bønner på alle mulige sprog (armensk, dansk, serbisk, portugisisk, tysk, engelsk osv.), en prædiken ved den ungarske reformerte biskop Joseph Steinbach over Johs 9, 1-7 samt fællessang (bl.a. Peter Arendts nye officielle CEC salme, What are you waiting for?).

Salmesang. "What are you waiting for?" Foto: Rebekka Højmark Svenningsen

Salmesang. “What are you waiting for?”

I økumeniske sammenhænge er det jo ikke så nemt med de der sakramenter. Men arrangørerne havde fundet på en smart løsning. Hver kirkebænk fik en skål med vand. Man skulle så dyppe sin finger i vandet og tegne et kors på sin sidemands arm og dermed minde hinanden på, at man er døbt og er blevet renset for sine synder.  Dermed blev Ap.G  22:14-16, som er et centralt skriftsted for konferencen, pludselig meget levende, og dermed blev vi som Paulus blev, efter han havde mødt Ananias.

Steinbach, som prædikede dels på ungarsk og  dels på tysk, forklarede, at vi står over for store samfundsudfordringer, som vi som kirker må forholde os til. Globaliseringen medfører forandringer, kriser og omstruktureringer. Blandt udfordringerne nævnte han sekulariseringen: nødvendigheden af stædigt at tilkæmpe sig en plads i det offentlige rum og ikke lade sig blive skubbet til side, lade sin stemme tydeligt høre og forkynde Evangeliet uden tøven. Steinbach konkluderede, at vi som kristne skal handle som Paulus. Vi er kaldet til at rejse os, bære vidne om Kristus og tjene Gud.  Paulus tøvede ikke, men skred straks til handling. Vi bør gøre det samme.

Christian Arffmann er medlem af folkekirkens delegation på den 14. generalforsamling i Konferencen for Europæiske Kirker (KEK-CEC).