Monthly Archives: november 2009

Afsked

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Lørdag formiddag. De første deltagere tog hjem i går, en stor gruppe i morges. Levente til Rumænien. Martin til USA. Celestin til Rwanda. Vi er kun et par stykker tilbage og er blevet inviteret på frokost hos Ruth og Hans.

Afslutningen og afskeden blev fejret på behørig vis med en Luthermenu på en restaurant, der har specialiseret sig i at servere hvad man kunne have fået i 1535 hjemme hos hr. og fru. Luther. Vi fik overrakt diplomer, der var taler, hyldest og klap. Matti, Nils og jeg tog på bar for at vende verdenssituationen en sidste gang.

Det er helt rørende.

Og sjældent har to uger i mit korte liv været så horisontudvidende.

  1. Snævert dogmatisk-teologisk: Jeg har endelig forstået hvordan Luther kan tale om troen som en gave, kan tale om troende børn, og kan tale om troens gerninger.

  2. Samtidsekklesiologisk: hvordan ser kirken ud i fremmede lande? Der er overvejelser om polygami, homoseksuelle og kvindelige præster. Der er diskussioner med pentekostale, fundamentalister og katolikker. Der er præster der vandrer rundt for at besøge menigheder, andre prædiker imod forbrugermentaliteten, nogle er i mindretal både som folk og som kirke, andre har statskirke med endnu større medlemsprocent end Danmark.

  3. Menneskeligt: hvor er der mange dejlige mennesker rundt omkring. Jeg regner ikke med at kunne holde kontakt med særligt mange, men hvis jeg en dag skulle stå hjemløs, ved jeg at jeg er velkommen i Sao Paulo, Pennsylvania, Cape Town, Schlesien, Reuthlingen, Helsinki, Prag, Kigali, Wittenberg og Lusaka.

Om kætteri og bibel

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Jeg kunne have kaldt dette indlæg De feminis III, men det ville alligevel sætte et forkert fokus. Ved middagsbordet i dag fik jeg snakket lidt med en af de unge utroligt dygtige kvinder på kurset, og hun inspirerede mig på to vigtige områder:

M: Du har brugt ordet kætteri nogle gange. Med hvilken ret, anden en kirkehistorisk, kan man tale om kætteri i dag?

Grundlæggende mener jeg at man ikke kan tale om kættere, kun om kætterske positioner. På Nikæakonciliet blev to kætterier fordømt: det gnostiske (Jesus er Gud) og det arianske (Jesus er skabning). Det blev fastslået at Jesus er BÅDE Gud OG menneske.

M: Lige præcis. Men var denne vedtagelse ikke mest et spørgsmål om magt?

K: Muligvis, men også om sandhed! Den gnostiske og den arianske position evner ikke at gælde som samlet forståelse af budskabet i de bibelske skrifter. Disse positioner døet ud fordi de ikke evnede at beskrive sandheden om forholdet mellem Gud og menneske som det kommer til udtryk i skrifterne.

M: Men er dette ikke bare et spørgsmål om fortolkning?

K: Nej, jeg mener faktisk man kan sætte sig ned diskutere sine læsninger af Bibelen rationelt! Nogle tolkninger er bedre end andre og skal efterprøves teologisk. Kættersk er den position, som ikke giver den rette beskrivelse af troen.

M: Men der er da stor forskel på din lutherske fortolkning og gnostikerens. Mindre forskel mellem den katolske lære og din. Selv mellem din nærmeste lutherske kollega og dig vil der være forskel. Betyder kætteri så alle de positioner der ikke er dine?

K: Den katolske position vil jeg ikke kalde kættersk. Der er seriøse punkter til diskussion i den romersk-katolske lære, men ikke så meget at det er afgørende. Jeg vil derfor præcisere: Kættersk er den position som beskriver troen forkert i en sådan grad at det ødelægger forholdet mellem Gud og menneske. Bare for at tage et ekstremt eksempel, vil jeg med al ret kun sige at en kristendom der prædiker at man skal forfølge jøder fordi de dræbte Jesus, vil jeg kalde kættersk.

M: Diskussionen her afhænger selvfølgelig af i hvilken forstand Bibelen er normerende og hvordan man læser Bibelen. Hvad er din tilgang til det?

K: Jeg har aldrig havde fundet en bibelteori der passer nogenlunde med den virkelighed det er at læse og leve med Bibelen. Rent akademisk kan man selvfølgelig vælge en bestemt metode, men det er ikke det vi taler om.

Der findes to ekstremer, som er de logisk nemme at forsvare, nemlig enten at Bibelen er Guds ord fra ende til anden, eller at Bibelen er menneskets ord fra ende til anden. På et andet niveau hører man om mistænksomhedens hermeneutik som en litterær tilgang, og svaret på dette bliver så en tillidens hermeneutik, men også dette er jo en tilgang, der proklamerer: “jeg vil læse Bibelen sådan og sådan”.

For mig har det været afgørende at læse Bibelen og lade Guds ord komme bag på mig. Som Guds ord. Men den historiske og litterære kritik kan sagtens være med til at åbne for en betydning af Guds ord henvendt til mig.

I-lande og u-lande – hvem står i gæld til hvem?

Anders Gadegaard skriver fra Kirkernes Verdensråds UN Advocacy Week i New York

Konkret advocacy: Besøg hos flere end 15 landes FN-missioner – samtidigt

I-lande og u-lande – hvem står i gæld til hvem?

I dag delte mødets ca. 100 deltagere sig op i flere end 15 grupper og besøgte et tilsvarende antal landerepræsentationer ved FN for at redegøre for kirkernes indsats i klimaspørgsmålet og anmode landene om at forholde sig til kirkernes fælles dagsorden: At sikre en bindende aftale i København, alternativt sikre at der opnås klare, målbare og både kortsigtede og langsigtede aftaler om reduktion i CO2-udslippet. Samt at de højt udviklede lande påtager sig et medansvar for at få indført bæredygtig industriel teknologi i udviklingslandene. Endvidere ønsker kirkerne at sætte fokus på de befolkningsgrupper som rammes hårdest af klimaforandringerne og tvinges til at forlade deres jord, enten på grund af tørke eller oversvømmelser som i dele af Afrika og på Stillehavsøerne. Kirkerne ønsker, at der opnås international enighed om at indføre begrebet klimaflygtninge som en ny internationalt anerkendt kategori med ret til tilsvarende beskyttelse. – Som altid er kirkernes grund til at engagere sig i sådanne politiske emner,

I FN har en lang række lande sluttet sig sammen i en interessegruppe: Aosis (Association of Small Island Societies), og flere ambassadører fra disse lande, som både er præget af fattigdom og allerede i dag udsat for store klimamæssige forandringer, talte indtrængende om nødvendigheden af, at kirkerne ud fra deres tilstedeværelse hos og blandt lokalbefolkningerne bidrager politisk til at fastholde disse mål. De hævdede, at kirkernes støtte er uundværlig, hvis der skal opnås resultater, fordi indflydelsesrige lande ikke har megen opmærksomhed på de små og fattige landes vilkår. Det er lande som Grenada, Samoa og Belice. Ambassadøren fra Belice oplyste, at det af gode grunde er begrænset, hvad de selv kan gøre, når 85% af nationalbruttoprodukt går til at betale renter og afdrag på deres internationale gæld! Så det globale gældsspørgsmål hænger uløseligt sammen med de fattige landes mulighed for at bidrage til afhjælpningen af klimaproblemet. Ambassadøren rejste det rimelige spørgsmål, om hvem det egentlig er, der står i gæld til hvem, når talen er om I- og U-lande. Skylder verdens rige lande ikke u-landene at genoprette den udnyttelse af ressourcer, der har fundet sted igennem to-tre hundrede år, og som har skabt i-landenes velstand? Ingen modsagde ambassadøren. Såkaldt u-landshjælp er ikke udtryk for godgørenhed, men en simpel pligt, og man kan med rette sige det samme om indsatsen imod klimaforandringerne: At de lande, som forurener mest også må yde mest inklusive hjælpen til de fattigste lande.

Det var interessant at opleve, at samtlige FN-missioner, vi besøgte, betragtede det som helt naturligt og en støtte til FN-arbejdet, at kirkerne engagerer sig i disse spørgsmål. Ja, flere, herunder den ungarske ambassadør, som jeg besøgte, udtrykte ønske om, at kirkerne sammen styrkede deres position gennem øget samarbejde både med hinanden og med de statslige repræsentationer.

(Ind)spark til den danske folkekirke

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Min fornemmelse for den danske folkekirke er, at vi har ret lidt aktivt menighedsliv. Min fornemmelse er at de fleste kommer i kirke, sætter sig på bænken, hører ordet, modtager sakramentet, og går igen. Især er det min fornemmelse at denne form passer kirkegængerne utrolig fint! Her er en sammenhæng, hvor man ikke skal præstere socialt, hvor høj og lav, intellektuel og praktisk orienteret, rig og fattig kan indtræde i nadverens og gudstjenestens åndelige fællesskab på fuldstændigt lige fod. Det passer også mig utrolig fint.

Denne positive udlægning passer udmærket med de tidlige værker af Luther som vi har læst i disse to uge, hvor fokus særligt er på enkeltmenneskets stilling overfor Gud i anger, tro, tillid, dåb og gerning.

Men helt ærligt (blev vi enige om i går)… Tror vi virkelig at ordet og sakramentet alene er nok for et menneske i eksistentiel nød? Har ord og sakramente virker indbydende for mennesker, hvis det ikke følges op af (hvad folk i denne gruppe kalder) Guds tale gennem mennesker.

Har vi i Danmark ikke en vis grad af luksuskristendom, når den gennemsnitlige kirkegænger bare sætter sig, modtager og går igen uden at yde?

Jeg tror faktisk en gruppe mennesker søger til gudstjeneste når de har eksistentielle spørgsmål og problemer. Men i modsætning til lutherske kirker og pinsekirken er vi slet ikke parat til at modtage dem. For mig at se har kirken (dig og mig) tre opgaver:

  1. at opbygge menighedsfællesskaber stærke nok til at modtage folk udefra,

  2. at invitere og faktisk modtage nye folk uden at kræve nogle bestemte standarder

  3. for på denne måde at kunne arbejde med hver enkelt menneske (dig og mig). Troen skal næres og gro. Ifølge Luther!

Korsteologi

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Nu – endelig – er vi på sikker reformatorisk grund i Luthers forfatterskab.

Luther slog altså teserne op på døren i 1517, men der skete ikke rigtig noget. Der var ingen der tog notits af dem. Først et år senere da teserne blev udgivet på tysk, fik de gennemslagskraft. Luther skrev en række forklaringer, Resolutiones, hvis forord vi læste mandag, til sin gamle mester i Augustinerordenen, Staupitz, som han tilskrev en vigtig rolle i sine nye opdagelser.

Lidt senere blev Luther inviteret til Heidelberg til et møde i ordenen for at diskutere sin teologi med professorerne i denne universitetsby (et uddrag herfra onsdag). Det er i denne disputation at Luther præsenterer sin berømte korsteologi. Han kritiserer her herlighedsteologen (det er egentlig dig og mig), som ønsker at elske Gud fordi han er den højeste. Men dette er en skjult selvkærlighed, for herlighedsteologen ønsker at deltage i Guds liv for at få noget ud af det selv.

Derfor er korset så overraskende. Her viser Gud sig som den svageste, den fornedrede. Og ham skal vi elske? Så skal vi jo deltage i hans lidelser også? Ja, vi kommer alle sammen ud for lidelser i vores liv. Men de er forskellige:

  1. Nogle af dem er umulige at håndtere, der må man forsøge at se Kristus i lidelsen.

  2. Andre lidelser kan ligefrem hjælpe os til at holde os på plads. Præsten prædiker og en siger til præsten, “det var vel nok en dårlig prædiken”. Det gør ondt på præsten, men det afslører også præstens skjulte dagsorden: prædiken for applaus, ikke prædiken af kærlighed til Gud og sandhed. Men hvis præsten accepterer den lidelse og hvorfra den kommer, så kan den bryde selviskhedens spiral.

  3. Endelig er der lidelser, som vi bare skal komme over! Tandpinen skal ikke accepteres, den skal behandles.

Ikke længe herefter skrev han Om tilgivelse af synder, et skrift hvor han i hvert fald er reformatorisk (tirsdag). Her har vi den tydelige skelnen lov og evangelium. Og så er vi helt hjemme i den reformatoriske fold. Ah…

I morgen og fredag læser vi så Om et kristenmenneskes frihed, det eneste større værk, resten har været små tekster og korte uddrag. Men dette skrift står også så centralt i Luthers forfatterskab, så det er værdigt at afslutte med.

De feminis II

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Nu vi er ved temaet, kan jeg da lige fortælle om Luthers kone Katharina. Bag enhver succesfuld mand står en måbende hustru, siger man. Bag Luther stod en ikke helt ubetydningsfuld kvinde! Luther indså i 1525 det rationelle i at gifte sig (husk, vi er før romantismen), og fandt en tidligere nonne som sin ægteviv. Tre ting var spektakulære ved denne kvinde:

  1. Luther havde ingen forstand på penge. Han gav dem ud ligeså snart han fik dem, og var altid utroligt gæstfri. Katharina sørgede derimod for at købe lidt jord, lave regnskab, hun bryggede sågar øl for at sørge for husholdningen.
  2. Parret boede i et relativt stort hus (det nuværende Lutherhaus i Wittenberg), og da Luther var en gæstfri mand, havde husholdningen som regel mellem 40 og 50 spisende gæster til middag. En ikke helt lille udfordring for husholdningsbudgettet og en ganske stor logistisk udfordring.
  3. Under disse måltider fandt de berømte Tischreden (sikkert bordtaler på dansk) sted, et helt tillæg til Weimarudgaven på seks bind med memoirer fra forskellige deltagere. Her deltog Katharina livligt, hvilket bestemt ikke var almindeligt på denne tid.

Alt i alt en dame med ben i næsen, og Luther kunne da også tilstå at han faktisk begyndte at holde af hende, ja ligefrem at elske hinanden i årenes løb.

I dag havde vi så for anden gang besøg af Dr. Troy der gav en udmærket forelæsning om forskellen mellem Luthers tid og vores. Han konstaterede at der på mange måder er kortere mellem Luther og det nytestamentlige verdensbillede, end der er mellem Luther og det nutidige vestlige verdensbillede. Læsefærdighed, tidsforståelse og de primære erhverv er helt afgørende grundlæggende eksempler på forskelle.

Han sluttede af med en interessant påstand: i år 2200 vil historikerne ikke se tilbage på det 20. århundrede og tænke på fx nazisme og kommunisme. En langt mere afgørende revolution er kvindefrigørelsen! Den ændrer nogle helt grundlæggende tydninger af verden i mere radikal grad end noget andet i dette århundrede. Doktoren virkede ikke umiddelbart så tilfreds…!

FN-direktør appellerer om hjælp fra kirkerne

Anders Gadegaard skriver fra Kirkernes Verdensråds UN Advocacy Week i New York

FN-direktør appellerer om hjælp fra kirkerne

Jeg er til møde i New York. Én gang om året mødes kirkelige repræsentanter fra alle dele af verden med ansatte i de mange kirkelige hjælpeorganisationer for at drøfte de emner, kirkerne har grund til at bringe på dagsordenen i FN. Kirkernes Verdensråd (KV) har lige fra FN´s og KV’s begyndelse i 1948 været associeret til FN med særlig adgang til at udtale sig under processerne med udarbejdelsen af de forskellige resolutioner – ja, ind imellem har KV været direkte leverandør af input til den endelige tekst. Det gælder for eksempel FN’s Menneskerettighedserklæring, afsnittet om religions- og tros-frihed.

Mødet finder sted i det såkaldte ”Kirkecenter for FN”, opført 1962-63 lige overfor FN-bygningen på den anden side af gaden. Vi sidder ca. 100 mennesker i et lokale, hvor samtlige vinduer har udsigt til FN-bygningen – det er som konstant at blive mindet om formålet ved blot at lade blikket vandre. Bygningen tilhører kvindernes afdeling af den amerikanske United Methodist Church og har til formål at give husly til alle kirkelige grupperinger, som ønsker at samarbejde om en fælles holdning til emner på FN’s dagsorden, som har betydning først og fremmest for de befolkningsgrupper, som undertrykkes eller er ofre for stærke økonomiske og politiske kræfter og derfor har brug for særlig opmærksomhed.

Eksempelvis blev den folkelige indsats for at opnå en FN-resolution om Vold imod kvinder i 2000 koordineret herfra. Og senere, da det lykkedes i september 2007 at få en deklaration om oprindelige folks rettigheder vedtaget og et Permanent Råd indenfor FN oprettet til varetagelse af oprindelige folks interesser, var Kirkecentret stedet, hvorfra den politiske kamp blev organiseret.

Her har KV sit lille repræsentationskontor med 2-3 ansatte, ligesom også Det Lutherske Verdensforbund har sit lille FN-kontor her.

Dette års møde fokuserer på tre emner:

  1. Klimaforandringerne og kirkernes rolle, med særligt henblik på de mange internt fordrevne, de såkaldte klimaflygtninge,
  2. Implementeringen af deklarationen om oprindelige folks rettigheder, med eksempler fra Ecuador, Papua Ny Guinea, Congo og andre steder.
  3. Menneskerettighedssituationen i Columbia, hvor tusindvis af mennesker myrdes og ”forsvinder”.

Men også mere principielle spørgsmål sættes under behandling så som ”Hvad er advocacy?”, ”Hvilken rolle spiller troen i forhold til kaldet til advocacy?”, ”Hvilke uudnyttede ressourcer besidder trosbaserede grupper i denne sammenhæng?”. Under navnet ”Global platform for theological reflection” deltager en række teologer i mødet for at udarbejde et notat, der giver svar på nogle af disse spørgsmål.

Som optakt til mødet lyttede vi til et indlæg fra direktøren for UNDP (United Nations Development Programme), nordmanden Olaf Kjørven. Han talte overraskende indtrængende om, hvor mange gode grunde, der set fra et FN-synspunkt, er til, at kirkerne involverer sig stærkt i politiske emner som klimaforandringer og generelle menneskerettighedsspørgsmål. For det første simpelthen fordi FN behøver en stærk etisk stemme, som kan flytte os ud af det dødvande, han ser, vi er havnet i hvad angår fattigdomsbekæmpelsen, og her kan kirkerne i særlig grad bidrage på grund af den status de har i de fleste samfund, som giver dem mulighed for at gå op imod såvel en voksende ligegyldighed som den udbredte grådighed og selvtilstrækkelighed. Dertil kommer, at ingen andre institutioner i verden, inklusive de statslige, kan måle sig med de religiøse i muligheden for at nå lokalbefolkningerne med oplysning og viden. En tredje alvorlig begrundelse for at involvere religiøse institutioner udgøres af det forhold, at tilsammen udgør de verdens tredje største finansielle investor og ejer 8% af klodens land. Hvis derfor alene disse grupper kunne enes om en fælles investeringspolitik, for eksempel i retning af virksomheder med lav CO2 emission, ville det intet mindre end sende chokbølger gennem det globale erhvervsliv, hævdede Olaf Kjørven. Han hævdede derfor, at der påhviler kirkerne en moralsk pligt både indadtil og udadtil til at bidrage til en ændret holdning til forbrug af ressourcer – og det kan ikke opnås uden politisk involvering både nationalt og internationalt.