Monthly Archives: november 2013

Ord og handling?

Af biskop Sofie Petersen

Biskop Sofie Petersen (t.h.) sammen med Kirsten Auken. Begge er medlemmer af KV's nye Centralkomité.

Biskop Sofie Petersen (t.h.) sammen med Kirsten Auken. Begge er medlemmer af KV’s nye Centralkomité.

I tiden op til og på vejen til Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan dukker tankerne fra forrige generalforsamling i Porto Alegre op igen. Bliver der sat handling bag alle de fine ord?

Hvem er ”oprindelige folk”?
I to dage før den egentlige generalforsamling deltog jeg i Indigenous preassembly – urfolks/oprindelige folks generalforsamling med temaet ”God of life, Renew the people of the Land”. Hvem er egentlig indigenous? Der er ikke sat en definition på det, hvorfor bl.a. spørgsmålet om afrikanerne burde have deltagere med, blev rejst af én fra Afrika. Senere ved en indigenous samling under generalforsamlingen, hvor der blev nedsat et ad hoc udvalg med deltagelse fra hver region i verden, blev dette igen nævnt, men da ingen deltog fra Afrika, vil der blive rettet henvendelse herom.

Skønt vi er nok så forskellige i udseende, kultur, kirke- og samfundsforhold, mærkes nærheden meget stærkt. Vi er forenede i vores tro og vores nære tilknytning til og afhængighed af ”Moder Jord” og den deraf udsprungne spiritualitet. Som tidligere koloniserede fylder spørgsmålet om undertrykkelse, også af oprindelig kultur, fortidens ”spøgelser” en del, og det er mærkbart, at forsoningsarbejdet stadig er nødvendigt, og at ønsket om et værdigt liv er stort.

Derfor er temaet for generalforsamlingen ”God of life, lead us to justice and peace”, både indadtil og udadtil, og så for den enkelte deltager, en stærk bøn.

Pastor Sung, fredsaktivist
Denne bøn kunne også stå som overskrift på den tur på Jeju Island – 45 minutters flyvetur syd for Busan – som tre fra den danske delegation sammen med atten andre deltog i. Efter afgang meget tidligt om morgenen og uden morgenmad blev fem fra gruppen – to af os danskere – kastet direkte ind i en ”politisk aktion”; vi skulle besøge en fredsaktivist Pastor Sung i fængslet, som havde siddet inde flere gange, i sidste omgang siden april, uden rettergang. Sammen med adskillige andre, og en stor del af en landsby, kæmper de og laver stille demonstrationer imod bygning af en flådebase på øen. Tilstedeværelsen af militære anlæg har aldrig beskyttet den lokale befolkning på stedet, tværtimod er de mere udsatte i tilfælde af krig. Et besøg, der gjorde stort indtryk og berørte os. Senere på dagen, under et besøg i fredscenteret i landsbyen tæt ved flådebasen, fortalte afskillige personer os om deres synspunkter i deres modstand mod flådebasen.

Det, vi troede, skulle være et besøg i lokale menigheder og et kig i et af Unescos verdensarvsområder, fik bønnen ”God of life, lead us to justice and peace” endnu en anden vinkel. Dette viser et andet syn på kirken, som vi i grønlandsk/dansk sammenhæng er helt uvant med, nemlig at Kirken involveres direkte i samfundsdebatten og må tale den svage parts sag.

Intryk fra Busan
Mange indtryk og møder der skal fordøjes hver eneste dag: Møder med enkeltpersoner og indtryk, der beriger og forhåbentligt, gennem os, bliver til glæde for vore menigheder. Ikke mindst bliver der udtalt mange ord, og mange gode hensigter er til stede, men det er ønskværdigt at man ikke ”kvæler” den nødvendige dialog ved blot at ride sine egne kæpheste, og netop beskæftiger sig med det, økumenisk arbejde går ud på: inspiration, berigelse og dialog.

Sofie Petersen er biskop i Grønland og genvalgt medlem af Kirkernes Verdensråd som repræsentant for oprindelige folk.

Reklamer

Når det går lige i hjertet på én

Af Kirsten Lund Larsen

From left, Shyreen Mvula, Malawian speaker with Rev. Dr Angelique Walker-Smith, moderator of the justice plenary at the WCC assembly in Busan. Foto: WCC

From left, Shyreen Mvula, Malawian speaker with Rev. Dr Angelique Walker-Smith, moderator of the justice plenary at the WCC assembly in Busan. Foto: WCC

En generalforsamling i Kirkernes Verdensråd er ikke mindst en platform, hvor kristne fra hele verden kan dele glæde og smerte og forsøge at råbe omverdenen – og hinanden, os selv – op.  I lyset af hele mødets tema: Livets Gud – led os til retfærdighed og fred.

Vi oplever alle, at noget pludselig berører én mere end andet. Det skete for mig, da spinkle 19-årige Shyreen Mvula fra Malawi gik på scenen. Med sin blå pullover og sit korte hår lignede hun bare en stor genert skolepige,  hentet direkte ind fra skolebænken i landsbyskolen, som hun stod der foran et kæmpeauditorium, fyldt med kirkeledere og kristne fra hele verden.

Historien var ikke dramatisk sammenlignet med meget andet, man hører om her. Og hendes budskab var meget enkelt: “Jeg er født som HiV-positiv, og jeg har mange spørgsmål om det, som jeg gerne vil have svar på, ikke bare i skolen, men også fra min kirke. Er jeg god nok? Vil jeg få lov til at stifte familie og få børn? Det vil jeg gerne høre min kirke bekræfte!”

Det virkede utrolig stærkt, når man ved, hvordan mange afrikanske kirkeledere stadig viger tilbage for at give netop de svar, hun efterlyser. Der findes kirker, der har krævet hiv-test, før de ville vie et par. Opfattelsen af, at HiV/aids er en straf fra Gud lever stadig, og hiv-smittede er stadig uhyggeligt stigmatiserede. Hun kom til at virke som et enkelt lille menneske overfor et overvældende kirkehierarki. Tilhørerne støttede hende med dagens største bifald.

Følelsen blev forstærket af, at de afrikanske kirker kun kunne finde ud af at opstille  én ung kandidat til deres 26 pladser i den nye centralkomité. Men der vil de gamle mænd selv sidde, til trods for at befolkningen i Afrika er den yngste af alle kontinenter.

Mødet med Shyreen bekræfter til gengæld, at det er vigtigt at blive ved med at samarbejde med kirkerne om at bekæmpe stigmatiseringen. De har indflydelsen til virkelig at gøre en forskel.

Kirsten Lund Larsen er formand for Folkekirkens Nødhjælp.

Fra konference og papir til virkelighed – hvordan?

Læsestof på mange sprog på KVs generalforsamling

Læsestof på mange sprog på KVs generalforsamling

Af Birger Nygaard

Kirkernes Verdensråd! Det lyder stort. Og stort er det at se et væld af hudfarver, klædedragter, sprog, kulturer og kirketraditioner samlet ét sted til generalforsamling. Noget andet, der er stort her, er mængden af emner, rapporter, statements, affirmations og kommentarer. Med passion kæmpes der for at få inkluderet synspunkter og formuleringer, som med stor præcision udtrykker et bestemt synspunkt i de papirer og udtalelser, der så endeligt skal sendes videre ud til verdenskristenheden og til verdenspressen med både kirkelige, sociale og politiske anliggender.

Men så er det lige, at man midt i de lange møder her kan have fornemmelsen af, at de fine papirer med vedtagne udtalelser glider ud over skrivebordskanten og dropper ned på gulvet, hvorefter der ikke rigtig er nogen, der samler dem op og får læst budskaberne. Og denne fornemmelse kan på afstand være endnu større. Det gør det let at sidde mageligt hjemme i lille Kirkedanmark og konkludere, at Kirkernes Verdensråd ikke betyder noget som helst og ikke flytter noget. Så hvad skal det hele så gøre godt for?

Det har med mennesker at gøre: Betydningen af KV’s generalforsamling bliver først og fremmest synlig gennem det, som deltagere personligt bærer med sig hjem. Der sker noget særdeles dynamisk, når mennesker med meget på hjerte bringes sammen i et overvældende møde, der fremholder analyser, visioner, idéer og udfordringer i og for verdenskristenheden og -samfundet. Derfor er det afgørende at se på og følge, hvad deltagerne i verdensrådets møde gør ved det, de har set og hørt. Hvad er potentialet i 4.000 ambassadører, der ikke kan lade være med at arbejde for hjertesager, som de tager med tilbage til deres kirker og samfund? Nogle som en del af en international indsats på et konkret område. Andre som på deres helt egen måde tager et anliggende med hjem og former det, så det giver specifik mening i egen sammenhæng. Erfaringsmæssigst bliver det ofte til mangeårige eller livslange engagementer for disse mennesker, der i deres kirker og kirkelige organisationer skaber bevægelser og forandring, som – når vi ser os tilbage – har formet væsentlige træk i verdenskristenhedens vækst og måde at være kirke på. Kirkernes Verdensråd selv er som organisation en svag bevægelse og kun en ramme om denne bevægelse af mennesker.

Danmark, vi er på vej hjem!
Vi er en god gruppe danske deltagere i Busan! Vi er hjemme igen næste uge. Vi tager hver især anliggender med hjem, som vi gerne vil formidle og skabe bevægelse omkring i Danmark. Noget vil blive synligt relativt hurtigt. Andet vil vi først se udfoldet over en mangeårig periode. Nogle vil synes, at vi bliver lidt trættende at høre på, fordi vi bliver ved med at tale om de samme ting igen og igen. Men det er fordi vi gerne vil være vedholdende indtil det, vi er blevet beriget af, bliver til positiv bevægelse hos os. Nye indsigter og ideer, der bliver vigtige for og slår rod i levende mennesker, har dette potentiale for at skabe bevægelse og ny retning.  Ikke ved, at man tier stille herom, men netop bliver ved med at tale herom på en måde som papirer i et arkivskab ikke kan.

Vi lover kun at tage en brøkdel af de mange anliggender fra Busan-mødet med tilbage til Danmark. Ingen af os kan tilslutte sig alt, hvad der siges og sker her. Noget virker naivt og uhåndterligt at bruge. Vi sorterer grundigt i det. Men vi lover også, at vi ikke lader vore danske sammenhænge være upåvirket af, at der her også tænkes værdifulde tanker og udstikkes retninger i en forsamling af kirker fra hele verden.  I al ydmyghed har vi grund til at tro, at det gør en forskel, når mange forskellige kirker fra hele verden med entusiasme tager fat på fælles Busan-mødets anliggender i tjeneste for kirken og verden.

Birger Nygaard er medarbejder vedrørende mission i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

En samtale på tværs af Atlanten

Af Kirsten Auken

Siden forrige generalforsamling har Konferencen for Europæiske Kirker haft en samtale med det latinamerikanske kirkeråd om globalisering

Globalisering var et stort diskussionsemne ved den forrige generalforsamling i Kirkernes Verdensråd i Brasilien i 2006. Bølgerne gik højt, og især fra de europæiske kirkers side følte vi os presset op i et hjørne og konfronteret med en meget ideologisk sprogbrug, vi havde svært ved at se os selv i, og som ikke passede med vores erfaringer i Europa. Østeuropas erfaringer fra før murens fald, og Vesteuropas erfaring med social markedsøkonomi passede ikke rigtigt ind i den dominerende temmelig sort-hvide diskurs.

Problemet blev ikke løst på den generalforsamling. Men umiddelbart efter tog Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) kontakt til dem, der umiddelbart fremstod som de stærkeste

kritikere af Europa, nemlig det Latinamerikanske Kirkeråd CLAI, og inviterede til en dialog. CLAI tog imod invitationen, og fra begge sider blev der udpeget repræsentanter til en fælles arbejdsgruppe.

Resultatet af dette arbejde blev præsenteret på en workshop mandag eftermiddag her i Busan, hvor deltagere fra begge sider fortalte og viste film.

Vi har et anliggende med hinanden
For en der som jeg har oplevet konflikten ved forrige generalforsamling, var det en meget opmuntrende historie, om hvad det konkret kan betyde, hvis vi som mennesker og som kirker holder fast i, at vi har et anliggende med hinanden, som kræver, at vi rækker ud, taler sammen og prøver at forstå hinanden.

Første skridt var at opbygge tillid og komme ud over de umiddelbare fordomme. Lidt forsimplet opfattede europæerne latinamerikanerne som hard-core marxister og latinamerikanerne opfattede europæerne som hard-core kapitalister. Gamle ideologier som stadig låser mennesker fast i bokse. Disse mærkater blev dog hurtigt nuanceret.

Deltagerne i dialogarbejdet kom på besøg hos hinanden og oplevede hinandens konkrete samfund og virkeligheder, og hvad det er der former vores forskellige måder at se verden på.

Sproget og verdensopfattelse hænger sammen
Undervejs fandt de ud af at en stor del af problemet lå i de ord, der blev brugt, og som de opfattede meget forskelligt. Konkrete eksempler på dette var:

– Marked. De europæiske deltagere opfattede først og fremmest markedet som et mødested hvor man kan udveksle varer, oplysninger og alt muligt andet. Først og fremmest et positivt ord. Mens latinamerikanerne opfattede markedet som et sted, hvor store dele af befolkningen er ekskluderet og ikke har mulighed for at deltage. Det hænger bl.a. sammen med den voldsomme ulighed i mange latinamerikanske lande.

– Stat og regeringsførelse. Er staten en modstander, som bidrager til ekskluderingen, eller ser vi staten som, ideelt set, en nøglespiller i at opbygge et velfærdssamfund, der tager sig af de svageste? Helt forskellige opfattelser.

Mødet med det norske velfærdssamfund fik i den sammenhæng stor betydning for latinamerikanerne i forhold til at forstå hvad europæerne mener, når de snakker om en social markedsøkonomi. Og mødet med erfaringerne fra Østeuropa tydeliggjorde, hvorfor mange i Europa slet ikke ser socialismen som et attraktivt alternativ til kapitalismen.

Og så var der ordet “Empire”, som var blevet et af nøgleordene i debatten. For europæerne var dette udtryk slet ikke relevant. Men i løbet af samtalen forstod de, at det måske er lidt mere relevant i en latinamerikansk kontekst. Latinamerikanerne bruger det som udtryk for udefrakommende magt, de ikke har nogen indflydelse på (fra USA, fra transnationale virksomheder, fra militæret) og som fører til fattigdom, marginalisering, vold og en følelse af magtesløshed.

Det hele førte til en meget forskellig opfattelse af globaliseringen. Er globalisering godt eller skidt? Noget der påtvinges os udefra og berøver os land, ressourcer, selvbestemmelse? Eller noget, der øger vores mulighed for at kommunikere, samarbejde og handle på tværs af grænser? Den fælles konklusion var vel nærmest, at svaret er et både-og. Globaliseringen er et tveægget sværd, der på den ene side rummer en masse muligheder og på den anden skaber en række store problemer. Det kan lyde banalt, men det skal bl.a. ses i lyset af den meget militante antiglobaliseringsbevægelse, som jeg selv har det ret svært med.

Den fælles forståelse blev lettere undervejs “takket være” finanskrisen, som gjorde, at vi også i Europa begyndte at opleve voksende fattigdom og ulighed.

Nogle af uenighederne mellem KEK og CLAI består, men den fælles forståelse er langt større nu end for 7 år siden.

Det næste store spørgsmål er så om der er plads og ressourcer til fortsat arbejde med disse emner i den kommende periode. Lige nu formuleres der anbefalinger på livet løs rundt om i workshops og økumeniske samtaler. Hvilke af disse der kommer videre, ved vi mere om, når ugen er omme.

Filmen om KEK-CLAI dialogen, “Threats and Challenges of Globalisation” kan ses i både en lang og en kort version på dette link på youtube.

Kirsten Auken er politisk rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp og nyvalgt medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité.

Kirkedage i megaformat!

Af Christen Staghøj Sinding

Teatro Ekymenikal fra National Council of Churches, Filippinerne. Foto: Joanna Lindén-Montes/WCC

Teatro Ekymenikal fra National Council of Churches, Filippinerne. Foto: Joanna Lindén-Montes/WCC

En sammenligning af Kirkernes Verdensråds generalforsamling, som i dagene 30. oktober – 8. november holdes i Busan, Sydkorea, med Danske Kirkedage er ikke så meget ved siden af, som det måske umiddelbart kan synes.


For en generalforsamling i Kirkernes Verdensråd er meget mere end stramme dagsordener, ophedede debatter, vedtagelse af udtalelser, valg af medlemmer til central- og eksekutivkomité og til diverse kommissioner og udvalg. Alt det fylder bestemt meget på generalforsamlingen i Busan. Og det kan give anledning til masser af dramatik.

Men flere daglige gudstjenester, bibelstudier, store tematiske fællesprogrammer om formiddagen, ’ecumenical conversations’, workshops og så ’Madang’, der nærmest kan sammenlignes med Danske Kirkedages ’Mulighedernes Marked’ fylder også godt op i programmet og er med til at gøre det til en helt særlig oplevelse at være med.

I de dele af programmet mødes alle deltagere i større eller mindre grupper med deltagere fra kirker i andre dele af verden. Og her konfronteres man gang på gang med fortællinger og beretninger, som ikke kan undgå at gøre et stort indtryk og udfordre.

Som det for eksempel for mit vedkommende var tilfældet i denne eftermiddags ’ecumenical conversation’ om ’Human security’, hvor Solomon David fra KFUM, som arbejder i de arabiske Golf-stater kunne berette, at mere end 90 % – mere end 7,8 millioner – af den samlede arbejdsstyrke i Golf-staterne udgøres af migrant-arbejdere, som hovedsageligt kommer fra en række asiatiske lande og arbejder under umenneskelige forhold med meget ringe løn og i nogen tilfælde ingen løn. Kvinderne, som oftest arbejder i de arabiske hjem, er ikke omfattet af nogen form for love eller anden regulering af arbejdsforholdene. Sexuelle overgreb er meget hyppigt forekommende.
Samme ’ecumenical conversation’ satte også fokus på ’human trafficking’ – menneskehandel – som næst efter narkotika er den mest lukrative ’forretning’. Sidste år omsatte ’branchen’ skønsmæssigt for 32 milliarder – mere end Google og Starbucks tilsammen – og hvert år bliver omkring 800.000 børn, kvinder og mænd ofre for menneskehandel – i alle dele af verden!

Spørgsmålet, vi forlod hinanden med og som skal drøftes videre på morgendagens ’ecumenical conversation’, er: hvad kan og hvad skal kirkerne gøre?

Christen Staghøj Sinding er studenterpræst i Aalborg og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råds KV-arbejdsgruppe. Han deltager for Aalborg stift i KV´s generalforsamling

En økumenisk forbryder?

Af sekretariatschef Jørgen Skov Sørensen

En lille sortklædt mand med sort fuldskæg og den klassiske russisk-ortodokse panagia dinglende i en guldkæde om halsen rejser sig med et manuskript i hånden. Som han vandrer op ad midtergangen af det absurd store BEXCO konferencecenter i Busan, Sydkorea, syner han ikke af meget. Alligevel følger 3000 deltagere i Kirkernes Verdensråds generalforsamling ham med øjnene, og selv den konstante pludren fra de bagerste rækker reduceres til hvisken. Han er Metropolitten af Volokolamsk, Hilarion Alfeyev fra Moskva. Formand for Den Russisk Ortodokse Kirkes Mellemkirkelige Råd.

Metropolitten af Volokolamsk, Hilarion Alfeyev taler til Kirkernes Verdensråds  delegerede på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013

Metropolitten af Volokolamsk, Hilarion Alfeyev taler til Kirkernes Verdensråds delegerede på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013

Hilarion Alfeyev indtager podiet, retter scenevant på mikrofonerne, kigger ud over forsamlingen med en lille retorisk pause og begynder så på de rituelle tiltaler af tilstedeværende kirkelige nobiliteter. Herefter annoncerer han systematisk, hvad han vil tale om. De nye udfordrende skismaer i den økumeniske bevægelse. Han lader os forstå, at hans præsentation grunder sig på mange menneskers frygt for, at den kristne civilisation inden længe vil bukke under for sekulariseringens åg, og for det, han til en indledning kalder ”ødelæggelsen af traditionelle familieværdier”.

Moralsk forfald
Efterhånden som Hilarion Alfeyev får sig arbejdet længere ind i manuskriptet, forsvinder omskrivningerne og erstattes med ord, som peger direkte på sagens kerne. Inden længe redegør han for de samfundsmæssige ulykker forbundet med ”syndige seksuelle relationer” og han påpeger det moralsk forkastelige i en række vestlige kirkers vielser af homoseksuelle. Man kan mene meget om Hilarion Alfeyev, men man kan ikke beskylde ham for at putte med sine teologiske holdninger og sit kirkelige ståsted.

De fleste deltagere i generalforsamlingen kender godt den stærke retorik fra deres egne kirker. Det gælder også os, som kommer fra folkekirken, en kirke, der jo rummer medlemmer med samme holdninger som den russiske metropolit. Det overraskende er snarere, at det bliver sagt så tydeligt, som det gør, i en så stor forsamling som generalforsamlingen i Kirkernes Verdensråd, organisationens øverste besluttende organ. Her overrasker Hilarion Alfeyev.

Økumeniens skrøbelige konstruktion
For den økumeniske bevægelse er jo i bund og grund en skrøbelig konstruktion, som gennem sin historie først og fremmest har peget på de forhold, der samler, frem for at gå i kødet på det, der adskiller. Men måske er der noget andet og noget nyt på vej? Allerede inden Hilarion Alfeyev igen har forladt podiet og sat sig blandt generalforsamlingens delegerede, markerer flere, at de ønsker ordet.

Der spores en smule uro omkring dirigenten på podiet, og i første omgang bliver det gjort klart, at tidsrammerne slet ikke tillader diskussion. Det vækker modstand i salen. En yngre sort amerikansk kvinde har tydeligvis ikke tænkt sig at tage et nej for et nej, da hun sammen med flere vifter med sit blå papkort, som i Kirkernes Verdensråd indikerer utilfredshed med det, der bliver sagt.

”Er Kirken ikke på de marginaliseredes side?”
Dirigenten forhandler lidt med generalsekretæren, der sidder ved hans side, og giver så sin tilladelse til fire korte indlæg. Men ikke mere end det. Den amerikanske kvinde taler først. Hun anerkender det teologiske synspunkt, der er kommet til udtryk fra Den Russisk Ortodokse Kirke, men spørger så til, hvor Kirkernes Verdensråd placerer sig i forhold til de seksuelle minoriteter, som i flere lande forfølges og fængsles. Er Kirken ikke på de marginaliseredes side?

Mange af de orange ”synes godt om” papkort rækkes i vejret. Men også en del blå. En syrisk ortodoks gør derefter gældende overfor forsamlingen, at han er bestyrtet over den kritik, som den russiske metropolit har været udsat for. Det er upassende overfor en så højtstående gejstlig. Han takker Hilarion Alfeyev for hans ord.

Dernæst følger endnu to indlæg. Det første, fra Tyskland, tilslutter sig den unge amerikaners synspunkter og stiller spørgsmål ved ordentligheden af den begrænsede tidsramme til netop denne type drøftelse. Det afsluttende indlæg påpeger vigtigheden af at bevare kristne moralværdier og henviser til udfordringerne for familier i talerens hjemland, Angola. Så står det 2 – 2. Dirigenten virker mere lettet nu. Og forsamlingen haster videre til næste punkt på dagsordenen: fordelingen af repræsentanter i en række underudvalg og kommissioner. Sagen kræver afklaring inden kl. 18:30.

En mellemkirkelig befrier?
Kirkernes Verdensråd gør et stort og vigtigt arbejde som støtte for svage og marginaliserede kirker. Organisationen iværksætter nødhjælp til verdens mest udsatte. Derfor er vi nødt til at stille spørgsmålet: Sætter vi denne store indsats over styr, når vi insisterer på også at behandle de spørgsmål, som måske vil knække den økumeniske bevægelses største og mest traditionsrige organisation? Vi kan imidlertid også spørge den anden vej rundt: Knækker organisationen sig selv ved ikke at italesætte de udfordringer, der tydeligvis eksisterer? Trænger Kirkernes Verdensråd i virkeligheden til at blive sat fri gennem åbne drøftelser?

Jeg vender mig diskret om og kigger på Metropolit Hilarion Alfeyev, som sidder lidt længere nede, og tanken slår mig: Kigger jeg på en økumenisk forbryder?

Eller er Metropolitten af Volokolamsk ligefrem en mellemkirkelig befrier?

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Han deltager i Kirkernes Verdensråds generalforsamling som rådgiver for den folkekirkelige delegation.

Forventningens …..?!

– om glæde og forvirring på vej til  Kirkernes Verdensråds (WCCs) generalforsamling i Busan

Af biskop Peter Fischer-Møller

Folkekirkelig delegation i Busan. På billedet:  Biskop Peter Fischer-Møller, Jørgen Skov Sørensen (sekretariatschef, Folkekirkens mellemkirkelige Råd) og Kirsten Auken (Folkekirkens Nødhjælp).

Folkekirkelig delegation i Busan. På billedet: Biskop Peter Fischer-Møller, Jørgen Skov Sørensen (sekretariatschef, Folkekirkens mellemkirkelige Råd) og Kirsten Auken (Folkekirkens Nødhjælp).

I begyndelsen…
En uventet, men velkommen henvendelse fra Det Mellemkirkelige Råd dumper ind i mailboksen: vil du stille dig til rådighed som delegat for folkekirken ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan, Sydkorea 29/10-9/11 2013?
Jo tak, det vil jeg gerne.

Det er jo en enestående mulighed for at mødes med kirkefolk fra hele verden.

Et levende udtryk for at kristendom ikke kun er lokalt relateret til sognet og landsbykirken og søndagsgudstjenesten. At evangeliet knytter os sammen på tværsaf sprog, kulturer og verdensdele. At ordet stadig bliver kød og tager bolig ibladt os, når vi deler troen på den treenige Gud og lader det kaste lys over vores fælles verden.

De teologiske pointer har Grundtvig været med til at åbne for mig. Jeg har haft mulighed for at arbejde med det under en studieorlov i Mexico for 10 år siden. Jeg har skrevet lidt om det i bogen: Et glimt af Gud – en mayalandsby og dens bibelhistorier. Og jeg har som formand for bestyrelsen i Danmission set, hvordan denne teologi sætter frugt i form af rigtig meget godt arbejde med præsteuddannelse, støtte til lokale kirker, fattigdomsbekæmpelse og interreligiøs dialog.

Så jeg er ikke helt forudsætningsløs. Men jeg har ikke før været med til et møde af denne slags og i denne størrelsesorden før.

Jeg har faktisk været noget skeptisk overfor “konference-økumenien” og ironiseret over de mange dokumenter og mange ord.

Men nu er der altså en mulighed for at få fordommene trykprøvet.

Forberedelse – ikke en smal sag!
Tiden nærmer sig, og materialerne begynder at banke på i mailboksen.
Efterhånden ret overvældende.
Godt at folk med erfaringer fra tidligere generalforsamlinger i WCC eller Det Lutherske Verdensforbund (LWF) skal med og kan hjælpe med at prioritere lidt i det omfattende materiale.

I forbindelse med Danske Kirkedage i Ålborg, får den danske delegation mulighed for at mødes med generalsekretær Olav Fylke Tveit, og her blev temaet for konferencen: Livets Gud – led og til retfærdighed og fred udfoldet, så det gav god mening. Og jeg får mulighed for at pege på den globale opvarmning og de globale klima- og miljøudfordringer som noget af det, jeg håber generalforsamlingen ville forholde sig til. Der bliver lyttet og nikket.

På vej til Busan
Efter en lang og varm sommer er det endelig blevet efterår. Mens bladene falder af træerne bladrer jeg mig igennem udvalgte dele af forberedelsesmaterialet. Der er lagt meget arbejde i de af de forskellige arbejdsgrupper og komiteer fremlagte papirer om kristen enhed, mission, diakoni, globalisering m.m. Men mens jeg læser mig igennem bunken,  bliver det tydeligt, at der er nogle temaer, der går igen: vægtforskydningen fra nord til syd, fokus på verdens marginaliserede og deres spirituelle ressourcer og materielle behov, og en kritisk holdning til den vestlige kultur.

Rejseuroen begynder at melde sig. Ville det ikke have været herligt med 2 uger hjemme i Roskilde med en ret blank kalender og mulighed for både at få ryddet op på skrivebordet og gravet haven? Jo! Men det er altså også rigtig godt at få løftet blikket fra de hjemlige sager.
Kastrup og Øresundsbroen bliver slugt af skyerne. Nu ser vi frem mod WCC i Busan.

Peter Fischer-Møller er biskop over Roskilde Stift og delegeret på KV’s generalforsamling.