En missional folkekirke – er det muligt? Oplæg på Folkekirkemødet på Himmelske Dage på Heden

folkekirkemødet

Mission og diakoni var på dagsordenen, da der blev holdt Folkekirkemøde på Himmelske Dage på Heden. Foto: Henrik Helms/Himmelske Dage.

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

For år tilbage ville det være problematisk at tale om folkekirke og mission. Men hvorfor taler vi i folkekirken om mission i dag? Det gør vi, tror jeg, af to grunde. For det første har sekulariseringen ført til et traditionstab og en fremmedgørelse fra kirke og kristendom i dele af befolkningen, samtidig med at folkekirkens medlemsprocent er konstant for nedadgående. For det andet har globaliseringen og den dertilhørende migration ændret vort ellers meget homogene samfund, så vi i dag oplever en voksende kulturel og religiøs mangfoldighed.

Men hvad er mission?
Det har der været og er der stadig meget delte meninger om. Men for 15 år siden konstaterede professor i missiologi, Viggo Mortensen, at der var ved at opstå en bred konsensus om, at mission var ”at præsentere og repræsentere kristendom for mennesker af anden tro eller ingen tro”. Altså en ret bred definition af mission. I teologiske kredse er der også en ret bred enighed om at forstå mission som kirkens deltagelse i Guds mission. Dvs. mission har ikke sin rod hverken i missionsselskaber eller kirken, men i Gud selv. Som tidl. ærkebiskop Rowan Williams udtrykte det: ”Mission is finding out what God is doing, and joining in.”

Men hvad er så en missional kirke? Udtrykket går tilbage til en bog, der udkom i 1998 med titlen ”Missional Church”. En missional kirke er en kirke i mission, hvor mission ikke er en bestemt aktivitet, men er en del af kirkens grundlæggende væsen, noget der gennemsyrer alt hvad kirken er og gør. I tolv teser, som jeg ikke vil slå op på kirkdøren, men præsentere her, vil jeg give et bud på, hvordan en missional folkekirke ser ud.

1.At være missional folkekirke indebærer, at vi har noget på hjerte og vil nogen noget.
Hvad er det vi har på hjerte, som vi ikke kan lade være med at dele med andre? Det er de gode nyheder, evangeliet, som er både kirkens og den enkelte kristnes livsgrundlag. Det er den formålsformulering, som folkekirken fik i 2006 i Betænkning 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, nemlig ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”.

2.En missional folkekirke er en kirke for hele folket
Folkekirken er ikke en klub, der skal varetage sin medlemmers interesser. Som Dietrich Bonhoeffer udtrykte det, så er det at være kirke altid at være kirke for andre, uanset om de er medlemmer eller ej. Når folket ændrer sammensætning, som det sker i disse år, så må det naturligvis også påvirke folkekirkens måde at være kirke på. Fx når ca. 14% af befolkningen er første- eller anden generations indvandrere, hvoraf ca. halvdelen er kristne. Vi må være kirke på en sådan måde, så flest mulige vil føle sig hjemme i fællesskabet.

3.En missional folkekirke har fokus på sit centrum og ikke på sine grænser
Evangeliet har været forkyndt her i landet i over 1000 år, og alle er mere eller mindre påvirket af kristendommen, uanset hvad de kalder sig, og kun Gud kender menneskers hjerter. Det er ikke kirkens opgave at sætte grænser og dømme nogen inde og andre ude i forhold til kristendommen. En missional kirke må altid have fokus på at pege på det centrum som Kristus er i håbet om, at mennesker må blive draget mod ham.

4. I en missional folkekirke er gudstjeneste, undervisning og diakoni også altid mission
En række folkekirkelige betænkninger o.l. beskriver folkekirkens opgaver som gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Men ud fra et missional kirke –perspektiv giver det ikke mening, at gøre mission til en særlig fjerde aktivitet adskilt fra gudstjeneste, undervisning og diakoni. I stedet mener jeg, at vi må sige, at mission, at det kirken gør ”ad intra” (indadtil) – nemlig gudstjeneste, undervisning og diakoni – det gør den også ”ad extra” (udadtil). Opgaven bliver at tilføje gudstjenesten en grænseoverskridende missional dimension, så den åbner sig for omverdenen. Og på samme måde med undervisningen, hvor det handler om at inddrage flere i samtalen om troen. Og ligeledes mht. diakonien.

5. I en missional folkekirke er gudstjenesten altid en missionsgudstjeneste
I gudstjenesten bliver vi kaldt sammen for at lytte til evangeliet, for at lovsynge Gud, for at bede, for at blive velsignet, for at dele nadveren – for derefter at blive udsendt med Guds kærlighed og velsignelse i ryggen for at tjene vore medmennesker. Der er derfor ikke kun en sproglig, men også indholdsmæssig forbindelse mellem messe og mission.

6. En missional folkekirke giver rum for samtale om tro og liv og for fordybelse, dannelse og undervisning i den kristne tro
Troen næres ikke kun ved forkyndelsen, som det sker i prædikenen, men også gennem samtalen om evangeliet, samtalen om tro og liv. Det gælder for gammeldanskere, der måske har brug for at genfinde deres religiøse sprog, og det gælder for nydanske konvertitter, der har brug for at forstå og kunne sætte ord på deres nye tro.

7. En missional kirke oversætter det kristne sprog og den kristne praksis ind i en sekulær begrebsverden
Evangeliet må altid inkarneres i kulturen, det må kontekstualiseres, det gælder også i dag, hvor vi møder en sekulær kultur (og på samme måde må evangeliet kontekstualiseres ind i andre kulturelle og religiøse kontekster). Evangeliet har altid skullet ”oversættes” til nye sprog og ind i nye kulturelle sammenhænge, for at det kunne give mening for tilhørerne.

8. En missional kirke er brobygger både til det sekulære samfund og til etniske og religiøse minoriteter
En missional folkekirke må være i dialog med alle dele af samfundet og må være med til at bygge bro i forhold til forskellige segmenter af befolkningen. I forhold til de meget sekulariserede dele af samfundet, hvor der kun er ringe forståelse for religion. I forhold til etniske minoriteter, der har brug for at kunne spejle sig i folkekirken. I forholdet mellem majoritetssamfundet af gammeldanskere og minoritetssamfundet af nydanskere.

9. Diakoni er en missional kirkes kropssprog
Visionen for en missional folkekirkes virke er Guds rige, hvor der er retfærdighed, fred og glæde for alle. Diakoni handler om at bidrage til at hele det, der er brudt i verden, ved at tage sig af de fattige, de fremmede, de ensomme, de nødlidende, og være deres fortalere. Diakoniens formål er ikke forkynde evangeliet, men ikke desto mindre er diakonien et stærkt vidnesbyrd om det evangelium, der driver os. Diakoni er en missional kirkes kropssprog. Det er da også tankevækkende, at undersøgelser viser, at netop diakonien prioriteres øverst, når befolkningen skal beskrive, hvad de forventer af folkekirken.

10. At være en missional folkekirke indebærer, at vi i samarbejde med alle gode kræfter tager medansvar for hele samfundet
Guds mission gælder ikke kun enkeltpersoner, men hele skaberværket, så en missional folkekirke må også engagere sig i samfundet til fordel for det fælles bedste – og gøre det i samarbejde med alle gode kræfter. Vi må bidrage ved at bringe de værdier i spil, som vi finder i evangeliet og i hele den kristne tradition. Det er det, som vi kalder ”public theology”, eller på dansk ”offentlighedsteologi”

11. I en missional folkekirke er præstens rolle også at være missionær
For nogle år siden udarbejdede en arbejdsgruppe under Folkekirke og Religionsmøde en såkaldt dannelsesprofil for præster i lyset af fremtidens møde med religioner og spiritualiteter. Her blev der fokuseret på, hvordan præster burde uddannes og efteruddannes og i det hele taget dannes som præster i Kontekstuel dannelse – Erfaringsteologisk dannelse – Dialogisk dannelse -Missional dannelse – Liturgisk dannelse.

12. En missional folkekirke er præget af lægfolkets missionale praksisser
En kirke er ikke en bygning eller en præst, men – som den Augsburgske Bekendelse udtrykker det – kirken er ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes retteligt” –dvs. en forsamling af mennesker, og derfor må fokus da også være på lægfolket, og de praksisser, som udtrykker kirkens missionalitet. I bogen ”Missionsmetaforer. En håndsrækning til at tale om mission i folkekirken”, har jeg med udgangspunkt i beretningen i Lukasevangeliet kap. 10 om Jesu udsendelse af de 72, har jeg beskrevet ni missionale praksisser.

Vi må øve os i det, som vi alle kan gøre, nemlig:
– at se           – på andre mennesker med kærlighedens blik
– at bede      – til Gud for mennesker og hele verden
– at gæste     – at møde mennesker som deres gæster
– at lytte       – til mennesker og deres historier
– at dele        – alt det, vi har fået givet til deling
– at fortælle – vor egen livs- og troshistorie og den store historie
– at hele        – at være med til at hele alt det, der er brudt
– at invitere – til at ”gå med”, til fællesskab, følgeskab og fest
– at synge     – lovsange og klagesange til Gud

Er en missional folkekirke en mulighed?
Den situation, som vi står i i dag, kalder på en folkekirke, der ikke lukker sig om sig selv, men på en missional folkekirke, der frimodigt engagerer sig samfundet og bringer evangeliet i spil.

Heldigvis sker det da også. Det er ikke sikkert, at præster og andre kirkelige medarbejdere, menighedsråd og frivillige, vil kalde det mission, men meget af det, der allerede foregår rundt omkring i folkekirkens menigheder, er dybest set mission.

Folkekirken tilstedeværelse i hele landet, dens høje medlemstal, de gode samarbejdsrelationer til andre institutioner og befolkningens positive holdning til folkekirken giver da også folkekirken de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig yderligere som missional kirke.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s