I en sydkoreansk megakirke samles hver søndag stort set det samme antal kirkegængere, som vi samles i alle kirker i folkekirken på en gennemsnitssøndag.
Folkekirkens Mellemkirkelige Råd bringer glimt fra den globale kirke. Denne gang fortæller Mogens Mogensen om megakirker i Seoul, Sydkorea
På den International Association of Mission Studies – konference, der i midten af august blev afholdt i Seoul, nøjedes vi ikke med at studere og tale om mission. Hele dagen i dag har været afsat til ”exposure trips”, og jeg valgte at deltage i en tur rundt til tre af Seouls ca 25 megakirker, og fik dermed mulighed for at deltage i hele tre gudstjenester på én søndag.
Kristendommen er kun godt et par hundrede år gammel i Korea, men væksten i Sydkorea har i de seneste årtier været meget stor. I dag er ca. en tredjedel af befolkningen kristne, mens ca. 1/5 skønnes at være buddhister – og den resterende halvdel af befolkningen ikke har nogen religiøs tilknytning.
Godt og vel to tredjedele af de kristne er protestanter, og resten er katolikker. Der er i alt ca. 38.000 protestantiske kirker – og bare i Seoul, hvor halvdelen af befolkningen er kristne – er der ca. 8.000 protestantiske kirker. Det er imidlertid ikke kun antallet af kristne, der er vokset eksplosivt, det gælder også antallet af protestantiske kirkesamfund. Der er 171 protestantiske ”denominations”, og blandt presbyterianerne alene 40 kirkesamfund!
Første stop var Onnuri Community Church , der hører til en af de 40 presbyterianske kirkesamfund, og faktisk den, som driver det universitet, hvor vores konference afholdes. Det er en evangelikal kirke med et meget stærkt fokus på lokal evangelisering og global mission, deraf også kirkens navn ”Onnuri”, der betyder ”hele verden”.
Kirken blev grundlagt i 1986 af Yong Jo Hah, der indtil sin død for få år siden var kirkens ”senior pastor”. At være seniorpastor er noget helt andet end at være ”kirkebogsførende sognepræst” i Danmark. I praksis er det ham (for det er vist nok altid en mand), der træffer de endelige beslutninger i de fleste sager.
For kirkens grundlægger var visionen knyttet til Apostlenes Gerninger 29! Bibelstærke læsere af dette blogindlæg vil vide, at der kun er 28 kapitler, og det er netop pointen: målet er at fortsætte de ”gerninger”, som apostlene udførte i de første 28 kapitler. Kirken har en vision 2000, der handler om at udsende 2000 missionærer. Indtil videre har kirken godt 1900 aktive udsendte missionærer.
Til gudstjenesten kl. 9 var der fulde huse. Det vil sige ca. 2500 i selve kirkerummet, og så måske et par tusinde andre rundt omkring i den store kirkebygning. Senior Pastor Lee var på rejse til Japan, hvor kirken har et stort missionsarbejde, så det var en af de andre præster, der prædikede.
Teksten var taget fra Ruths bog kap. 4, og prædikenen handlede om, at Gud altid vil tage imod os, når vi kommer til ham og velsigne os, uanset hvilken situation vi er i. Efter gudstjenesten, en rundvisning og en frokost var der mulighed for at stille spørgsmål til kirkens arbejde. Vi fik mange spændende ting at høre om kirkens mangfoldige virksomhed, men da jeg spurgte ind til, hvorfor mon det eksplosive kirkevækst i Sydkorea var blevet ledsaget af en voldsom vækst i kirkesamfund, også blandt presbyterianerne, som kirken tilhørte, var svaret blot: ”Vi har problemer, bed for os.”
Næste stop var Yoido Full Gospel Church, der er verdens største kirke mht. antal gudstjenestedeltagere. Menigheden er grundlagt i 1958, men først i 1973 blev den nuværende imponerende Yoido-kirke bygget på Yoi-øen i Han floden.
Grundlæggeren er David Yongi Choo, der nu er pensioneret, men heldigvis prædikede ved den eftermiddagsgudstjeneste, som vi deltog i. Han prædikede om den rige mand og Lazarus i Lukas 16, og overskriften over hans prædiken var ”Ligegyldighed”.
”Gud betragter ligegyldighed som synd. Hvis vi er ligegyldige over for vor næstes smerte eller nød, er vi ikke anderledes end den rige mand”, sagde han. ”Vi lever i et ligegyldigt samfund. Selvom vi lever på samme sted i årevis, ved vi ikke hvem vore naboer er. Vi ved ikke engang, hvem der dør i vort nabolag. For nylig viste en undersøgelse, at stadig flere mennesker dør i ensomhed. Det er et alvorligt samfundsmæssigt problem.”
Men som den gode samaritaner, må vi praktisere kærlighed, for Gud finder behag i et liv præget, hvor vi giver og deler. ”Hvis vi viser omsorg og deler vor kærlighed med vor næste, smiler Gud til os.” Hver søndag afholder kirken 7 gudstjenester, der hver har plads til 10-12.000 deltagere.
Sidste stop på rundturen var SaRang Church, et virkeligt imponerende bygningsværk med glasfader og en dyr indretning, og med 18 etager over jorden og 8 under jorden (parkeringskældre), der blev indviet sidste år.
Umiddelbart blev jeg chokeret over, at man kunne bruge så mange penge på et kirkebyggeri – kunne pengene ikke være brugt på de fattige i stedet? Men så kom jeg til at tænke på middelalderens katedraler, som må have taget sig endnu mere imponerende ud den gang sammenlignet med almindelige menneskers boliger. De blev bygget til Guds ære – og måske også til ære for dem, der byggede dem. Det er nok ikke anderledes med dette kirkebyggeri, der bestemt har været og er meget omdiskuteret i Seoul i dag. Sarang betyder kærlighed, og overalt stod der ”Gud er kærlighed”. SaRang Church er også en presbyteriansk kirke, men hører til en af de andre 39 kirkesamfund end Onnuri Church.
Hver søndag er der fire gudstjenester med ca. 10.000 deltagere i hver for en menighed bestående af 80.000 medlemmer. Efter gudstjenesten, hvor grundlægger og senior pastor Lee prædikede, og rundvisningen fik vi mulighed for stille spørgsmål til Paul Lee, pastor og søn af senior pastor. Han fortalte bl.a. om kirkens omfattende missionsarbejde, med 370 missionærer udsendt til 50 lande.
I modsætning til de fleste andre megakirker, havde Sarang Church valgt udelukkende at sende missionærer ud gennem eksisterende missionsselskaber. Lee var meget åbenhjertig mht. kirkens situation i Korea. De protestantiske kirkers vækst er gået i stå, og han forudså, at de pga sekulariseringen– ligesom kirkerne i Amerika og Europa – ville opleve tilbagegang, med mindre Sydkorea oplevede en alvorlig krise, som igen ville få folk til at søge kirken.
For en ganske almindelig dansk folkekirkekristen var det overvældende at opleve disse megakirker og deres megamissioner, og tilmed konstatere, at i en af megakirkerne samles hver søndag stort set det samme antal kirkegængere, som vi samles i alle kirker i folkekirken på en gennemsnitssøndag.
Seoul, august 2016
Tekst og foto: Mogens S. Mogensen
Mellemkirkelig blog 