Monthly Archives: september 2018

CPCE blog: ”Have you heard of Grundtvig?”

cpce billedeFra CPCEs generalforsamling i Basel september 2018. Foto: CPCE. 

“Jeg havde en klar fornemmelse af, at deltagerne på CPCE-generalforsamlingen vidste meget mere om forholdene i Danmark, end vi i Danmark ved om kirkeforhold og teologi i det øvrige Europa,” skriver Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende, der deltog i CPCE’s generalforsamling i Basel.

Sammen med to andre repræsentanter – professor Ulla Schmidt og Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige råd– er jeg sendt ’i byen’ på vegne af Den danske folkekirke som delegeret på generalforsamlingen for de protestantiske kirker i Europa (Community of Protestant Churches in Europe, CPCE), der finder sted hvert sjette år. I år i Basel.

Den folkekirkelige særstilling

I den til tider forvirrende blanding i CPCE af små og store medlemskirker – lutherske, reformerte, metodister m.m. – skiller Den danske folkekirke sig ud ved at have den særlige styringsform (eller snarere netop mangel på samme), der bevirker, at ingen kan ’tale på folkekirkens vegne’, hvilket jo selvsagt gør det umuligt for os som delegerede at forpligte folkekirken på at indgå i et tættere samarbejde. Eller i hvert fald kan vi ikke forpligte os på et styrket samarbejde, hvis dette samarbejde betyder, at folkekirken afgiver nogen form for suverænitet i forhold til et fælles europæisk beslutningsorgan, en synode.

De øvrige deltagere på generalforsamlingen lader til at være vant til ’os danskere’, og de forholder sig venligt overbærende til, at vi igen-igen påpeger vores specifikke situation. Og selvom det forekommer dem selvindlysende, idet det allerede fremgår af grundlaget for CPCE, Leuenbergkonkordiet fra 1973, tager forsamlingen det også med stor ro, at vi beder om at få udspecificeret som kommentar til rapporten om Church communion (kirkefællesskab), at samarbejdet kun kan styrkes i det omfang, det ikke strider med de enkelte kirkers specifikke lovgivning eller begrænser deres suverænitet. Aber selbstverständlich, lyder svaret. Man fornemmer samtidig også, at en del andre kirker deler vores betænkelighed ved at styrke samarbejdet på et formaliseret strukturelt niveau og derfor også på egne vegne bakker op om forbeholdet.

Enighed og forskellighed

Men hvad kan det så, dette samarbejde, som vi på visse områder har vores forbehold overfor?

Det er åbenlyst – og vel nærmest banalt at pointere – at det er godt at mødes på tværs af nationale, kulturelle og konfessionelle grænser, og at man bliver klogere af det. Som konkret eksempel er der i den evangelisk-lutherske kirke i Estland en dominerende konservativ fløj, som har problematiseret at skulle mødes med repræsentanter for bl.a. Den danske folkekirke pga. forskelle i synet på homoseksualitet, men fora som CPCE tvinger imidlertid medlemslandene til at mødes med hinanden, og det må uanset udfaldet af disse møder og samtaler siges at være en god ting.

I disse år – hvor opbakningen til EU og til europæisk samarbejde i det hele taget ligger på et meget lavt niveau i de enkelte europæiske lande – må der i høj grad siges at være grund til at finde sammen i tværnationale europæiske samtalefora. Og på generalforsamlingen i Basel var der også flere, der efterspurgte, at CPCE kunne tale med en mere hørbar kristen-humanistisk stemme ind i den aktuelle europæiske afmatning, også selvom der næppe vil kunne opnås entydighed i CPCE i forhold til, hvad en kristen-humanistisk europæisk stemme så har at sige.

Det bør være en konstant opgave for CPCE at være opmærksom på, hvad der har en specifik europæisk-protestantisk nødvendighed. Der kan være emner, der enten vil være særlige for de europæiske protestantiske kirker, eller være emner som – alle indbyrdes forskelle til trods – de europæiske protestantiske kirker har et markant andet syn eller anden vinkling på end fx den katolske eller ortodokse kirke. Dette har fx vist sig i den rapport, der omhandler etik i forhold til reproduktionsmedicin: Selvom der på ingen måde kan siges at være en entydig ’protestantisk stemme’ på området, er der ingen tvivl om, at rapporten afspejler en væsentlig anden tilgang til spørgsmålene end det ville være tilfældet i fx en katolsk sammenhæng.

Have you heard of Grundtvig?
For mit eget vedkommende er mødet i Basel øjenåbnende i forhold til, hvor velinformerede og reflekterede de andre europæiske protestantiske kirker – eller repræsentanterne herfor – er, hvad angår hinanden. Generelt har de protestantiske kirker i Europa et godt indblik i, hvordan vilkårene og tænkningen udfolder sig på tværs af såvel lande- som konfessionelle grænser. Det kan skyldes min egen uvidenhed, det indrømmer jeg meget gerne, men jeg havde også en klar fornemmelse af, at deltagerne på generalforsamlingen vidste meget mere om forholdene i Danmark, end vi i Danmark ved om kirkeforhold og teologi i det øvrige Europa.

”Have you heard of Grundtvig?” spurgte jeg forsigtigt, når jeg skulle forsøge at forklare, hvad mit arbejde i Grundtvig-Akademiet går ud på. ”Yes, of course,” lød svaret, mens min viden om, hvilke teologiske tænkere, der i særlig grad har formet fx den evangeliske kirke i Estland eller Østrig, er nærmest ikke-eksisterende.

Den danske folkekirke skiller sig ud ved ikke at have nogen styreform, hvilket umuliggør – selv hvis vi ville – at vi kan forpligte os på et mere formaliseret samarbejde. Men det at Folkekirken gør sig besværlig og stritter imod en højere grad af integration bliver af langt de fleste af dem, jeg nåede at tale med, blot opfattet som ’en del af charmen’ ved det europæiske protestantiske samarbejde.

Som Rosangela Jarjour, der på generalforsamlingen bragte en hilsen fra de evangeliske kirker i Mellemøsten, som hun er generalsekretær for, sagde, så kan der være gode grunde til, at der skal være grænser for, hvor tæt de enkelte kirker og kirkesamfund trækkes sammen: ”If you bring them too close they will end up going far away from each other.” (Hvis man bringer dem for tæt på hinanden, ender de med at gå i hver deres retning).

Den danske folkekirke skiller sig også ud ved at være den kirke med den absolut højeste procent af medlemmer i sit land. Med afstand. Til trods for at der også i folkekirkelige sammenhænge ofte tales om faldende medlemstal, så er Den danske folkekirke sammenlignet med andre europæiske protestantiske kirker virkelig en ’folkekirke’, folkets kirke. Der er ingen tvivl om, at det spiller afgørende ind, at folkekirken i Danmark er så stærkt lokalt forankret, og at fx præsterne i folkekirken ansættes af et lokalt valgt menighedsråd og ikke indsættes ’oppefra’ af kirkeorganisationen, sådan som det er i mange andre lande.

Ikke desto mindre er dette jo en af Den danske folkekirkes aktuelle udfordringer, fordi det bliver sværere og sværere at få folk til at stille op til menighedsråd og forpligte sig på et krævende bestyrelsesarbejde for en fireårig periode. Men her er altså et område, hvor vi set med mine øjne ikke bør lade os inspirere alt for meget af de andres måde at gøre tingene på, eller rettere – for det er selvfølgelig også en måde at tage ved lære på – vi bør lære af de andre, hvordan man ikke skal gøre. Hvad vi så skal gøre, står ikke helt klart for mig.

 

 

Reklamer

CPCE blog: Til gudstjeneste med valdhorn og jodlekor

Ignazio Cassis

Den schweiziske udenrigsminister Ignazio Cassis taler ved festgudstjenesten i Basel i anledning af taksigelsesdagen i Schweiz. Foto: CPCE.

 

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, beretter fra CPCEs(Leuenberg-kirkefællesskabet) generalforsamling i Basel, et fælles kirkemøde for europæiske protestantiske kirker.

Den tredje søndag i september var der Eidgenössischer Dank-, Buss- und Bettag (taksigelsesdag), som går langt tilbage i historien, men stadig fejres overalt i i Schweiz. Deltagerne i generalforsamlingen for ”Conference of Protestant Churches in Europe” (CPCE) i Basel blev inviteret til at deltage i en økumenisk gudstjeneste i Münster-katedralen. En meget festlig gudstjeneste med en jodle-liturgi med jodlekor og orkester bl.a. med valdhorn, og hvor der blev sunget og talt på både tysk, engelsk og fransk.

Midt i glæden over at deltage i en så festlig gudstjeneste kunne jeg ikke lade være med at reflektere lidt over forskelle og ligheder i forhold til en dansk folkekirkelig gudstjeneste. Det slog mig, at vi højst sang tre vers fra en salme. Vi nåede næsten ikke at komme i gang med en salme, før sangen var forbi. Og så var det da også problematisk, når man ikke fik hele salmens budskab med, fordi der kun var plads til at synge tre vers.

På den anden side var det spændende at deltage i en gudstjeneste, hvor menigheden hele tiden blevet inddraget og skulle læse de svar, som hørte til i disse ”responsive readings” af både bibeltekster, bønner og andre liturgiske tekster. Det samme gjaldt også kirkebønnen, hvor vi efter hver bønneafsnit sang (i den engelske udgave) ”O Lord hear my Prayer … when I pray answer me. O Lord hear my prayer … Come and listen to me”. Jeg glædede mig også over takkebønnen efter nadveren: ”Jesus Christ, we carry you in us. Together we carry you into the world. We thank you and we pray: Lord stay with us.” Her er der for mig at se grund til at lade sig inspirere af vore søsterkirker.

Under gudstjenesten bragte Schweiz’s udenrigsminister Ignazio Cassis, der selv er katolik, en hilsen, hvor han understregede betydningen af kirkelige enhedsbestræbelser. Og kardinal Kurt Koch, der er leder af den katolske kirkes afdeling for kirkelig enhed, og CPCEs formand, Gottfried Locher, underskrev en hensigtserklæring om at etablere en officiel dialog mellem CPCE og den katolske kirke.

Prædikenen, der blev holdt af Gottfried Locher ud fra Matt 5.3-12, var af en lidt mere politisk karakter, end vi er vant til i folkekirken. Locher gennemgik Europas historie siden murens fald i 1989. Muren er væk, og vi har stadig fred i Europa, selv om vi også har haft væbnede konflikter i Europa siden da. Men ”I 73 år er Europa blevet sparet for en altomfattende katastrofe, som vi har kendt i tidligere historiske perioder. Vi har al mulig grund til at være taknemlige,” sagde Locher.

Dagens tekst mindede os om, at Jesus kalder os til at være fredsstiftere, ikke bare til at nyde freden. Fred er en flygtig størrelse, og der er også i disse år et stort potentiale for konflikt i Europa. Men hvordan kan vi i dag være fredsstiftere i Europa? Her gav Locher seks gode råd:

Vi skal ikke se den anden vej, men se konflikterne i øjnene. Vi skal kæmpe og argumentere, men gøre det på en fair måde. Vi skal være selvkritiske. Vi skal være orienteret mod Kristus, fordi en varig fred er forankret i Gud. Og endelig: ”der er kun fred, når der også er retfærdighed.”

Spørgsmålene om fred er vanskelige spørgsmål, som angår os alle. ”Og det er altid politiske spørgsmål, som er lette at stille fra prædikestolen, men vanskeligere at besvare i byrådssale og parlamenter. Politiske beslutninger er ofte kompromiser. Grænser er nødvendige i vore liv, de beskytter og leverer sikkerhed. Det ved vi godt. Men vi ved også, at virkelig fred altid er fred med retfærdighed. Det er fred for alle og retfærdighed for alle”.

At spørgsmål om fred altid er komplicerede, fik vi tydelige eksempler på, da vi sluttede dagen med i plenum at drøfte resolutionsudkast om 100-året for freden efter 1. verdenskrig og om behovet for fred i Syrien og Irak. Bølgerne i debatten gik højt, og vi nåede kun i hus med den første resolution, der endte med at opfordre det nye CPCE råd til at stille en tekst til rådighed for medlemskirkerne til evt. oplæsning i kirkerne ved markeringen af 100 året for våbenstilstanden efter første verdenskrig den 11. november. Det kan måske give god mening i Danmark, hvor mange kirker sikkert allerede har planer om at følge opfordringen til at ringe med kirkeklokkerne søndag den 11. november kl. 11.

Basel, søndag, den 16. September 2018
Mogens S. Mogensen

CPCE blog: Fællesskabet styrkes i Basel

 

gudstjeneste baselFra festgudstjenesten ved CPCEs generalforsamling i Basel søndag d. 16. september 2018. Foto: CPCE.

Af Mogens Kjær, europamedarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Etiske udfordringer i forbindelse med menneskelivets tilblivelse, de historiske kirkers relationer til migrantkristne, videreuddannelse af præster, og hvad vi forstår ved kirke og fællesskab mellem kirker, er nogle af de emner der er til behandling på generalforsamlingen i Community of Protestant Churches in Europe (CPCE), et kirkefællesskab der tidligere hed Leuenberg, fordi det er baseret på Leuenberg konkordien. Folkekirken har været medlem af CPCE siden 2001.

190 repræsentanter fra 98 europæiske kirker er til møde i Basel i Schweiz. Heraf er der 84 delegerede, og folkekirken har sendt 3: Mogens Mogensen, formand for Det mellemkirkelige Råd, professor Ulla Schmidt, teologi i Aarhus, og Ingrid Ank, leder af Grundtvig Akademiet. Endvidere deltager Hans Vium Mikkelsen, Søren Abildgaard og Mogens Kjær i mødet.

Der har været afholdt valg til den nye bestyrelse af CPCE ,hvor Ulla Schmidt nu kommer til at sidde efter dansk-norsk ønske.

En generalforsamling skuer både frem og tilbage. Der har været udført meget studiearbejde i den forløbne 6-års-periode med stærk dansk deltagelse. Ulla Schmidt har arbejdet med etiske spørgsmål, Bo Kristian Holm, fra teologi i Aarhus, med kirkefællesskab, Hans Vium Mikkelsen fra FUV med videreuddannelse af præster og Mogens Mogensen om kristne migranters relationer til de etablerede kirker.

15 unge deltager i mødet som stewards. I forbindelse med åbningen af generalforsamlingen fik de ordet i en række indslag over ’I have a Dream!’ Og de flestes drøm var enten en styrket enhed mellem kirkerne, eller et ønske om at vi må forkynde evangeliet med glæde, frimodighed og på en relevant måde for alle.

Søndag var der festgudstjeneste i den pragtfulde og godt fyldte domkirke i Basel. Det var en glæde at deltage i en gudstjeneste som reformerte, lutheranere og metodister kunne føle sig hjemme i. Der var også en fin gæst, kardinal Kurt Koch fra Vatikanet, som sammen med formanden for CPCE underskrev en erklæring om at de protestantiske kirker i Europa vil indgå i en studieproces med den katolske kirke om ’kirke og kirkefællesskab’. Underskriften blev kraftigt applauderet af menigheden. CPCE har haft en evne til at forsone kirker og styrke fællesskabet mellem dem, så måske er der håb om at protestanter og katolikker kan nærme sig hinanden yderligere.

 

CPCE blog: Økumeni handler om solidaritet

cpce basel 1Fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel 15. september. Foto: Leuenberg-fællesskabet.

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, beretter fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel.

’Οικουμένη’ er et græsk ord, der oprindelig betød den beboede jord, og dermed alle de mennesker, som bebor jorden. Senere er ordet blevet brugt i en mere begrænset betydning, nemlig som hele kristenheden, dvs. alle kirker og alle kristne i hele verden, og ’økumeni’ er arbejdet for forståelse og enhed mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

På generalforsamlingen for ”Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel har vi i disse dage beskæftiget os indgående med en række aspekter af ’οικουμένη’ og ’økumeni’. Vi begyndte med en andagt under ledelse af generalsekretæren for Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, syreren Rosangela Jarjour, og sang i den forbindelse én arabisk salme ”Ya qudsa ruhillah” (Erschein, du Heiliger Geist), og den syriske Kyrie ”Moran ethra hama’ lain” (Herr, erbarme dich). Senere  bragte hun hilsner fra kirkerne i Mellemøsten og fortalte om kirkernes katastrofale situation i Syrien og appellerede om støtte. Det var en påmindelse om, at økumeni handler om at vi som kirker udviser solidaritet med andre kristne, men også om som kirke at være solidarisk med mennesker, der lider nøde, overalt på hele den beboede jord.

Siden den sidste generalforsamling i Firenze i 2012 har studiegrupper arbejdet med en lang række teologiske, ekklesiologiske og etiske problemstillinger. I går drøftede vi i grupper de rapporter, som blev resultatet af dette arbejde, og i dag har vi såsom generalforsamling forholdt os til rapporternes anbefalinger og forslag. Mest spænding var der – måske især fra dansk og norsk side – omkring rapporten ”Church Communion” (kirkefællesskab). I økumeniske organisationer er der en tendens til at ville gøre fællesskaberne mere og mere forpligtende – og det gælder måske også CPCE. 

Da Folkekirken i 2001 tilsluttede sig Leuenberg-konkordien og dermed blev medlem af fællesskabet, skete det med en signaturforklaring, hvor det bl.a. blev understreget, at ”Gennem en underskrivelse af Konkordien anerkender vi vores nære tilknytning til Leuenberg Konkordiens signaturkirker. Vores underskrift indebærer ikke, at vi ser ukritisk på udviklingen i Leuenberg Kirkefællesskabet. En underskrift af Leuenberg Konkordien betyder ikke, at vi ønsker en udvikling af en protestantisk, synodal struktur i Europa.” Sammen med repræsentanter for den norske kirke følte vi os derfor forpligtet til at klargøre dette standpunkt gennem en tilføjelse til den resolution, der blev vedtaget. Heldigvis var der i generalforsamlingen forståelse for det.

 En anden spændende rapport, som vi har forholdt os til, handlede om ”Migration and Church Communion”. På generalforsamlingen i 2012 besluttede man at sætte fokus på dette område, og i flere år har en såkaldt ’expert group’ arbejdet på spørgsmålet, og jeg har haft fornøjelsen af at være med det sidste halvandet år, hvor vi blandt andet har besøgt den nigerianske Cherubim & Seraphim-kirken, der kom med migranter til England for over 50 år siden.

Generalforsamlingen besluttede at fortsætte dette arbejde ved at nedsætte en ”Advisory Group”, der i de kommende år skal lede arbejdet. To af de Cherubim & Seraphim-kirkeledere, som vi sidste år mødte i London, kom i dag til Basel for at deltage i vores generalforsamling. Tiden vil vise, om denne kirke – og andre lignende migrantkirker – en gang bliver medlem af CPCE, eller (måske til at begynde med) får en løsere tilknytning til CPCE. Som en af deltagerne på generalforsamlingen sagde, så handler det ikke kun om, hvorvidt  disse migrantkristne kan leve op til vore medlemskriterier, men i lige så høj grad, om i hvor høj grad vil er parate til at lade os forandre i mødet med dem? 

En af de hilsner, vi fik på generalforsamlingen, kom fra den engelske biskop Jonathan Gibbs, der repræsenterede de anglikanske kirker. De anglikanske kirker er med i kirkefællesskab med lutherske kirker i Norden (Porvoo-aftalen) og i Tyskland (Meissen-aftalen), men spørgsmålet er, om der en gang kan udvikles et kirkefællesskab mellem de anglikanske kirker og alle kirkerne i CPCE-fællesskabet?

 Meget længere udsigter til kirkefællesskab er der, når det gælder den katolske kirke. Ikke desto mindre var katolikkerne repræsenteret her, af Mathias Türk, som jeg også har mødt i andre økumeniske sammenhænge.

Han citerede bl.a. pave Frans for at sige, at ”Man kan ikke føre en dialog, hvis man bare bliver stående”. Det lutherske Verdensforbund har ført dialoger med den katolske kirke, som bl.a. har ført til vedtagelsen af Fælleserklæringen (1999) om en fælles forståelse retfærdiggørelsen af tro, en aftale, som Metodisternes Verdensråd siden har tilsluttet sig. Også De reformerte kirkers verdensorganisation har i mange år ført dialoger med den katolske kirke. I dag sagde CPCEs generalforsamling så ja til, at CPCE påbegynder en dialog med den katolske kirke. Kardinal Kurt Koch, lederen af det pavelige råd for fremme af kristen enhed, ankom til Basel for ved festgudstjenesten at underskrive aftalen sammen med CPCEs formand Gottfried Locher.  

Münster-katedralen, hvor vi ellers holder vore møder, skulle gøres klar til søndagens festgudstjeneste, så aftenens møde var henlagt til den middelalderlige Leonhardtskirche, der lige som Münster-katedralen i dag er en reformert kirke.

Her holdt katolikken Andrea Riccardi, der især er berømt for for 50 år siden at have grundlagt Sankt Egidio Fællesskabet, en lang og gribende tale til alle de forsamlede protestanter. Sankt Egidio fællesskabet er kendt for sit fokus på bøn og bibellæsning, evangelisering, omsorgen for de fattige, engagementet i økumeni og dialog med tilhængere af andre religioner og ikke-troende.  

Riccardis emne var ”Vort ansvar for Europas fremtid”. Europa er i dag præget af frygt, slog han fast, frygt for indvandrere, muslimer osv. og vi er tilbøjelige til at gemme os bag skudsikre dør mod globaliseringens vinde. I denne situation er der behov for omvendelse til evangeliet, for evangeliet sætter os fri fra frygt og sætter os i gang med at tjene de fattige. Frygt er sygdommen, og evangeliet er medicinen. Helt konkret foreslog han ”an ecumenical year of the gospel”, hvor vi for det første bestræber os på at sætte evangeliet i centrum af vort eget liv og vore fællesskaber, og for det andet i fællesskab mellem kirkerne gør en indsats for at kommunikere evangeliet til vore medmennesker.

Skrevet lørdag d. 17. september på CPCEs generalforsamling. Også udgivet på Mogens Mogensens egen blog