Category Archives: KV generalforsamling

“Kirkerne bliver nødt til at flytte”

Kirkernes Verdensråd, Genève den 6. juli 2014, interview af Susan Kim

Klimaforandringer ændrer livet ved Grønlands kyster
Selvom biskop Sofie Petersen kan tale overbevisende om de videnskabelige årsager til klimaforandringer, vil hun hellere tale om, hvad der er ved at ske med folk i hendes hjemområde, Grønland.

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Som biskop i Grønlands stift i folkekirken, bor Sofie Petersen i det samme grønlandske kystsamfund, som hun er vokset op i. ”Lige nu er der to kirker, som er bygget ud til Grønlands kyst, hvis fundamenter bøjer og bukker, fordi permafrosten forsvinder i vores land. Store dele af landet ændrer sig,” siger hun. Der er ikke noget, man kan gøre for at redde disse bygninger, hvor de er, tilføjer hun. ”Disse kirker bliver nødt til at flytte.”

Sofie Petersen ser sig selv som en del af et samfund af oprindelige folk i Grønland. Hun voksede op med en dyb forståelse for den jæger- og fiskerkultur, som stadig omgiver hende. ”Vi mærker implikationerne af klimaforandringerne, fordi mange af vores kirkemedlemmer er jægere og fiskere, som nu må arbejde under ekstreme vejrforhold. Deres hustruer og børn er også dybt berørte.” Rejebestanden reduceres fortsat, mens fiskestimer, som ikke naturligt hører til i Grønland, flytter ind i farvandene. ”Fiskerne er nødsagede til at udskifte deres udstyr,” siger hun.

Ekstremerne forværres
For de oprindelige folk, som Sofie Petersen siger lever ”tættere på naturen”, har klimaforandringerne påvirket dyrebestande på en måde, som ikke blot er bemærkelsesværdig men direkte alarmerende. ”For eksempel kommer isbjørnene nu ind i byerne, ind i beboede områder, fordi de er sultne.”

Gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité, organisationens besluttende organ, har Sofie Petersen kunne dele historierne om oprindelige folk fra Grønland samt høre nyt fra oprindelige folk fra andre regioner. ”Vi har set det i Canada, i Alaska – huse der falder i vandet.”

Sofie Petersen har et tæt forhold til sit lokalsamfund. Hendes far var præst, og hun besluttede som 11-årig, at det ville hun også være. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle,” siger hun.

Hun mener, at oprindelige folk kan fortælle deres historie og hjælpe resten af verden til bedre at forstå den globale opvarmning.”Det er en vigtig sag, som påvirker i hele verden,” siger hun.

Sofie Petersen ønsker, at folk bliver bedre til at forstå, at klimaforandringer ikke nødvendigvis resulterer i højere temperaturer året rundt. ”Det betyder, at vejrekstremerne er værre – det bliver koldere, og det bliver varmere, og ekstremerne bliver mere og mere ekstreme. I ville ønske, folk havde bedre forståelse af dette. I Grønland regner det nu, som det plejer i Danmark. I Danmark regner det nu som det plejer i troperne. Uanset hvilket land du bor i – det er i gang.”

Interview med Sofie Petersen under møde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité.
Oversættelse: Rebekka Højmark Svenningsen, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Læs mere om KV’s arbejde om klimaretfærdighed og varetagelse af skaberværket her.

Ny formand for Kirkernes Verdensråd: Rådet er ikke hvad det har været…!

 

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Af Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Der er Centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd. Repræsentanter fra de omkring 350 medlemskirker er samlet i Genève for at lytte til rapporter og for at tage beslutninger om Verdensrådets fremtidige opgaver og strategi. På podiet står kenyanske Dr. Agnes Abuom. Hun er ny formand for Kirkernes Verdensråd, valgt på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013, og hun aflægger nu sin første rapport til Rådets centralkomité, organisationens højeste beslutningsorgan. Folkekirken har sine to medlemmer på plads: Kirsten Auken og Sofie Petersen. Jeg selv er med som rådgiver.

Der sker en hel del i så stor en organisation, som Kirkernes Verdensråd er. Derfor er Agnes Abuoms rapportering lang. Adskillige tætskrevne sider fremlægges, og jeg må indrømme, at jeg efter en ret sen ankomst til Genève aftenen i forvejen, og som konsekvens deraf en relativ kort nattesøvn, nok ikke får fat i alle hendes ord og pointer. Dog går min opmærksomhed fra 0 – 100 på meget kort tid, da jeg hører Kirkernes Verdensråd nye formand proklamere, at Rådet har mistet sin berettigelse: ”The World Council of Churches has been loosing its usefulness…!”.

Det var en overraskelse, tænker jeg. En stor en af slagsen. Faktisk. Godt nok skal en ny formand jo altid benytte lejligheden ved første fremtræden at sætte sig i respekt og helst føre nye ideer og indsigter på banen. Men dette er dog overraskende. Ikke at jeg ikke med jævne mellemrum møder netop det udsagn i folkekirken: De store økumeniske organisationer er ligegyldige og i bedste fald uden effekt. Men derfra og så til at høre det erklæret indefra, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin berettigelse…?! Kan det virkeligt passe…?!

Da resten af salen ikke reagerer på samme måde som jeg, strejfer tanken mig, at jeg måske kan have hørt forkert. Jeg griber den udleverede trykte rapport og finder frem til det afsnit, som ifølge mine ører angiveligt skulle indeholde de kontroversielle ord. Således, i afsnit 47, finder jeg frem til det aktuelle udsagn og læser for mig selv: ”The World Council of Churches has been loosing its youthfulness…!” – Agnes Abuon talte ikke om Verdensrådets vigende ”usefulness” men pegede på, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin ”youthfulness”, sin ungdommelige friskhed. Ikke helt på samme vis en overraskende konstatering – om end en vigtig observation – når det nu handler om en organisation, der i 2014 kan se tilbage på 66 års aktiviteter.

Således beroliget kan jeg sammen med resten af salen vende opmærksomheden mod næste session på Centralkomitemødet: Tre vidneudsagn om kirkens situation og rolle i nogle af verdens brændpunkter. Præsten Peter Tibi fortæller om sit hjemland, ikke bare en af verdens yngste stater men også en af verdens skrøbeligste – den fejlslagne stat Sydsudan, hvor mennesker ikke længere kan regne med staten som ramme om fællesskabet, og kirkerne derfor med hjælp fra Kirkernes Verdensråd forsøger at opretholde menneskelig værdighed mod alle odds.

Dr. Sang Chang fra Korea beskriver dernæst situationen for iturevne familier på de to sider af konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Selv er hun født i Nord men flygtet til Syd. Savnet, som lever dybt i hendes familie, er et symbol på konflikten i det todelte folk på den koreanske halvø. Kirkernes Verdensråd har efter Generalforsamlingen i Sydkorea sidste år arbejdet på at etablere en freds- og forsoningskonference med deltagelse fra begge sider i konflikten. Kirken, som står stærkt i Sydkorea, er dybt involveret.

Slutteligt taler biskop Emmanuel Udofia fra Nigeria engageret, men også forstemmende, om kirkernes oplevelse af den ekstremistiske muslimske terrororganisation Boko Harams aktiviteter i det nordlige Nigeria. Senest er organisationen blevet kendt for at bortføre piger fra en kristen kostskole for derefter at holde dem i fangenskab og tvangskonvertere dem. Kirkerne i Nigeria arbejder sammen med Kirkernes Verdensråd på at samle moderate muslimer og kristne lokalt, som kan modarbejde Boko Harams modbydelige fremfærd.

Har man hørt disse fortællinger, ved man, at Kirkernes Verdensråd på ingen måde har mistet berettigelse. Tværtimod. Vi tænker ikke så meget over det i folkekirken, hvor vi hverken skal kæmpe med en fejlslagen stat, et delt folk eller ekstreme muslimske terrororganisationer. Men kirken er mere end folkekirken og verden mere end Danmark. Kirkernes Verdensråd er med til at sætte kirken og verden – og kirken i verden – på dagsordenen.

At Rådet så har mistet noget af sin ungdommelige friskhed, det er der nok noget om. Men sådan må det være efter 66 år. Og formanden ved det og har adresseret det i sin første tale til Centralkomiteen. Så det skal nok gå.

Ord og handling?

Af biskop Sofie Petersen

Biskop Sofie Petersen (t.h.) sammen med Kirsten Auken. Begge er medlemmer af KV's nye Centralkomité.

Biskop Sofie Petersen (t.h.) sammen med Kirsten Auken. Begge er medlemmer af KV’s nye Centralkomité.

I tiden op til og på vejen til Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan dukker tankerne fra forrige generalforsamling i Porto Alegre op igen. Bliver der sat handling bag alle de fine ord?

Hvem er ”oprindelige folk”?
I to dage før den egentlige generalforsamling deltog jeg i Indigenous preassembly – urfolks/oprindelige folks generalforsamling med temaet ”God of life, Renew the people of the Land”. Hvem er egentlig indigenous? Der er ikke sat en definition på det, hvorfor bl.a. spørgsmålet om afrikanerne burde have deltagere med, blev rejst af én fra Afrika. Senere ved en indigenous samling under generalforsamlingen, hvor der blev nedsat et ad hoc udvalg med deltagelse fra hver region i verden, blev dette igen nævnt, men da ingen deltog fra Afrika, vil der blive rettet henvendelse herom.

Skønt vi er nok så forskellige i udseende, kultur, kirke- og samfundsforhold, mærkes nærheden meget stærkt. Vi er forenede i vores tro og vores nære tilknytning til og afhængighed af ”Moder Jord” og den deraf udsprungne spiritualitet. Som tidligere koloniserede fylder spørgsmålet om undertrykkelse, også af oprindelig kultur, fortidens ”spøgelser” en del, og det er mærkbart, at forsoningsarbejdet stadig er nødvendigt, og at ønsket om et værdigt liv er stort.

Derfor er temaet for generalforsamlingen ”God of life, lead us to justice and peace”, både indadtil og udadtil, og så for den enkelte deltager, en stærk bøn.

Pastor Sung, fredsaktivist
Denne bøn kunne også stå som overskrift på den tur på Jeju Island – 45 minutters flyvetur syd for Busan – som tre fra den danske delegation sammen med atten andre deltog i. Efter afgang meget tidligt om morgenen og uden morgenmad blev fem fra gruppen – to af os danskere – kastet direkte ind i en ”politisk aktion”; vi skulle besøge en fredsaktivist Pastor Sung i fængslet, som havde siddet inde flere gange, i sidste omgang siden april, uden rettergang. Sammen med adskillige andre, og en stor del af en landsby, kæmper de og laver stille demonstrationer imod bygning af en flådebase på øen. Tilstedeværelsen af militære anlæg har aldrig beskyttet den lokale befolkning på stedet, tværtimod er de mere udsatte i tilfælde af krig. Et besøg, der gjorde stort indtryk og berørte os. Senere på dagen, under et besøg i fredscenteret i landsbyen tæt ved flådebasen, fortalte afskillige personer os om deres synspunkter i deres modstand mod flådebasen.

Det, vi troede, skulle være et besøg i lokale menigheder og et kig i et af Unescos verdensarvsområder, fik bønnen ”God of life, lead us to justice and peace” endnu en anden vinkel. Dette viser et andet syn på kirken, som vi i grønlandsk/dansk sammenhæng er helt uvant med, nemlig at Kirken involveres direkte i samfundsdebatten og må tale den svage parts sag.

Intryk fra Busan
Mange indtryk og møder der skal fordøjes hver eneste dag: Møder med enkeltpersoner og indtryk, der beriger og forhåbentligt, gennem os, bliver til glæde for vore menigheder. Ikke mindst bliver der udtalt mange ord, og mange gode hensigter er til stede, men det er ønskværdigt at man ikke ”kvæler” den nødvendige dialog ved blot at ride sine egne kæpheste, og netop beskæftiger sig med det, økumenisk arbejde går ud på: inspiration, berigelse og dialog.

Sofie Petersen er biskop i Grønland og genvalgt medlem af Kirkernes Verdensråd som repræsentant for oprindelige folk.

Når det går lige i hjertet på én

Af Kirsten Lund Larsen

From left, Shyreen Mvula, Malawian speaker with Rev. Dr Angelique Walker-Smith, moderator of the justice plenary at the WCC assembly in Busan. Foto: WCC

From left, Shyreen Mvula, Malawian speaker with Rev. Dr Angelique Walker-Smith, moderator of the justice plenary at the WCC assembly in Busan. Foto: WCC

En generalforsamling i Kirkernes Verdensråd er ikke mindst en platform, hvor kristne fra hele verden kan dele glæde og smerte og forsøge at råbe omverdenen – og hinanden, os selv – op.  I lyset af hele mødets tema: Livets Gud – led os til retfærdighed og fred.

Vi oplever alle, at noget pludselig berører én mere end andet. Det skete for mig, da spinkle 19-årige Shyreen Mvula fra Malawi gik på scenen. Med sin blå pullover og sit korte hår lignede hun bare en stor genert skolepige,  hentet direkte ind fra skolebænken i landsbyskolen, som hun stod der foran et kæmpeauditorium, fyldt med kirkeledere og kristne fra hele verden.

Historien var ikke dramatisk sammenlignet med meget andet, man hører om her. Og hendes budskab var meget enkelt: “Jeg er født som HiV-positiv, og jeg har mange spørgsmål om det, som jeg gerne vil have svar på, ikke bare i skolen, men også fra min kirke. Er jeg god nok? Vil jeg få lov til at stifte familie og få børn? Det vil jeg gerne høre min kirke bekræfte!”

Det virkede utrolig stærkt, når man ved, hvordan mange afrikanske kirkeledere stadig viger tilbage for at give netop de svar, hun efterlyser. Der findes kirker, der har krævet hiv-test, før de ville vie et par. Opfattelsen af, at HiV/aids er en straf fra Gud lever stadig, og hiv-smittede er stadig uhyggeligt stigmatiserede. Hun kom til at virke som et enkelt lille menneske overfor et overvældende kirkehierarki. Tilhørerne støttede hende med dagens største bifald.

Følelsen blev forstærket af, at de afrikanske kirker kun kunne finde ud af at opstille  én ung kandidat til deres 26 pladser i den nye centralkomité. Men der vil de gamle mænd selv sidde, til trods for at befolkningen i Afrika er den yngste af alle kontinenter.

Mødet med Shyreen bekræfter til gengæld, at det er vigtigt at blive ved med at samarbejde med kirkerne om at bekæmpe stigmatiseringen. De har indflydelsen til virkelig at gøre en forskel.

Kirsten Lund Larsen er formand for Folkekirkens Nødhjælp.

Fra konference og papir til virkelighed – hvordan?

Læsestof på mange sprog på KVs generalforsamling

Læsestof på mange sprog på KVs generalforsamling

Af Birger Nygaard

Kirkernes Verdensråd! Det lyder stort. Og stort er det at se et væld af hudfarver, klædedragter, sprog, kulturer og kirketraditioner samlet ét sted til generalforsamling. Noget andet, der er stort her, er mængden af emner, rapporter, statements, affirmations og kommentarer. Med passion kæmpes der for at få inkluderet synspunkter og formuleringer, som med stor præcision udtrykker et bestemt synspunkt i de papirer og udtalelser, der så endeligt skal sendes videre ud til verdenskristenheden og til verdenspressen med både kirkelige, sociale og politiske anliggender.

Men så er det lige, at man midt i de lange møder her kan have fornemmelsen af, at de fine papirer med vedtagne udtalelser glider ud over skrivebordskanten og dropper ned på gulvet, hvorefter der ikke rigtig er nogen, der samler dem op og får læst budskaberne. Og denne fornemmelse kan på afstand være endnu større. Det gør det let at sidde mageligt hjemme i lille Kirkedanmark og konkludere, at Kirkernes Verdensråd ikke betyder noget som helst og ikke flytter noget. Så hvad skal det hele så gøre godt for?

Det har med mennesker at gøre: Betydningen af KV’s generalforsamling bliver først og fremmest synlig gennem det, som deltagere personligt bærer med sig hjem. Der sker noget særdeles dynamisk, når mennesker med meget på hjerte bringes sammen i et overvældende møde, der fremholder analyser, visioner, idéer og udfordringer i og for verdenskristenheden og -samfundet. Derfor er det afgørende at se på og følge, hvad deltagerne i verdensrådets møde gør ved det, de har set og hørt. Hvad er potentialet i 4.000 ambassadører, der ikke kan lade være med at arbejde for hjertesager, som de tager med tilbage til deres kirker og samfund? Nogle som en del af en international indsats på et konkret område. Andre som på deres helt egen måde tager et anliggende med hjem og former det, så det giver specifik mening i egen sammenhæng. Erfaringsmæssigst bliver det ofte til mangeårige eller livslange engagementer for disse mennesker, der i deres kirker og kirkelige organisationer skaber bevægelser og forandring, som – når vi ser os tilbage – har formet væsentlige træk i verdenskristenhedens vækst og måde at være kirke på. Kirkernes Verdensråd selv er som organisation en svag bevægelse og kun en ramme om denne bevægelse af mennesker.

Danmark, vi er på vej hjem!
Vi er en god gruppe danske deltagere i Busan! Vi er hjemme igen næste uge. Vi tager hver især anliggender med hjem, som vi gerne vil formidle og skabe bevægelse omkring i Danmark. Noget vil blive synligt relativt hurtigt. Andet vil vi først se udfoldet over en mangeårig periode. Nogle vil synes, at vi bliver lidt trættende at høre på, fordi vi bliver ved med at tale om de samme ting igen og igen. Men det er fordi vi gerne vil være vedholdende indtil det, vi er blevet beriget af, bliver til positiv bevægelse hos os. Nye indsigter og ideer, der bliver vigtige for og slår rod i levende mennesker, har dette potentiale for at skabe bevægelse og ny retning.  Ikke ved, at man tier stille herom, men netop bliver ved med at tale herom på en måde som papirer i et arkivskab ikke kan.

Vi lover kun at tage en brøkdel af de mange anliggender fra Busan-mødet med tilbage til Danmark. Ingen af os kan tilslutte sig alt, hvad der siges og sker her. Noget virker naivt og uhåndterligt at bruge. Vi sorterer grundigt i det. Men vi lover også, at vi ikke lader vore danske sammenhænge være upåvirket af, at der her også tænkes værdifulde tanker og udstikkes retninger i en forsamling af kirker fra hele verden.  I al ydmyghed har vi grund til at tro, at det gør en forskel, når mange forskellige kirker fra hele verden med entusiasme tager fat på fælles Busan-mødets anliggender i tjeneste for kirken og verden.

Birger Nygaard er medarbejder vedrørende mission i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

En samtale på tværs af Atlanten

Af Kirsten Auken

Siden forrige generalforsamling har Konferencen for Europæiske Kirker haft en samtale med det latinamerikanske kirkeråd om globalisering

Globalisering var et stort diskussionsemne ved den forrige generalforsamling i Kirkernes Verdensråd i Brasilien i 2006. Bølgerne gik højt, og især fra de europæiske kirkers side følte vi os presset op i et hjørne og konfronteret med en meget ideologisk sprogbrug, vi havde svært ved at se os selv i, og som ikke passede med vores erfaringer i Europa. Østeuropas erfaringer fra før murens fald, og Vesteuropas erfaring med social markedsøkonomi passede ikke rigtigt ind i den dominerende temmelig sort-hvide diskurs.

Problemet blev ikke løst på den generalforsamling. Men umiddelbart efter tog Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) kontakt til dem, der umiddelbart fremstod som de stærkeste

kritikere af Europa, nemlig det Latinamerikanske Kirkeråd CLAI, og inviterede til en dialog. CLAI tog imod invitationen, og fra begge sider blev der udpeget repræsentanter til en fælles arbejdsgruppe.

Resultatet af dette arbejde blev præsenteret på en workshop mandag eftermiddag her i Busan, hvor deltagere fra begge sider fortalte og viste film.

Vi har et anliggende med hinanden
For en der som jeg har oplevet konflikten ved forrige generalforsamling, var det en meget opmuntrende historie, om hvad det konkret kan betyde, hvis vi som mennesker og som kirker holder fast i, at vi har et anliggende med hinanden, som kræver, at vi rækker ud, taler sammen og prøver at forstå hinanden.

Første skridt var at opbygge tillid og komme ud over de umiddelbare fordomme. Lidt forsimplet opfattede europæerne latinamerikanerne som hard-core marxister og latinamerikanerne opfattede europæerne som hard-core kapitalister. Gamle ideologier som stadig låser mennesker fast i bokse. Disse mærkater blev dog hurtigt nuanceret.

Deltagerne i dialogarbejdet kom på besøg hos hinanden og oplevede hinandens konkrete samfund og virkeligheder, og hvad det er der former vores forskellige måder at se verden på.

Sproget og verdensopfattelse hænger sammen
Undervejs fandt de ud af at en stor del af problemet lå i de ord, der blev brugt, og som de opfattede meget forskelligt. Konkrete eksempler på dette var:

– Marked. De europæiske deltagere opfattede først og fremmest markedet som et mødested hvor man kan udveksle varer, oplysninger og alt muligt andet. Først og fremmest et positivt ord. Mens latinamerikanerne opfattede markedet som et sted, hvor store dele af befolkningen er ekskluderet og ikke har mulighed for at deltage. Det hænger bl.a. sammen med den voldsomme ulighed i mange latinamerikanske lande.

– Stat og regeringsførelse. Er staten en modstander, som bidrager til ekskluderingen, eller ser vi staten som, ideelt set, en nøglespiller i at opbygge et velfærdssamfund, der tager sig af de svageste? Helt forskellige opfattelser.

Mødet med det norske velfærdssamfund fik i den sammenhæng stor betydning for latinamerikanerne i forhold til at forstå hvad europæerne mener, når de snakker om en social markedsøkonomi. Og mødet med erfaringerne fra Østeuropa tydeliggjorde, hvorfor mange i Europa slet ikke ser socialismen som et attraktivt alternativ til kapitalismen.

Og så var der ordet “Empire”, som var blevet et af nøgleordene i debatten. For europæerne var dette udtryk slet ikke relevant. Men i løbet af samtalen forstod de, at det måske er lidt mere relevant i en latinamerikansk kontekst. Latinamerikanerne bruger det som udtryk for udefrakommende magt, de ikke har nogen indflydelse på (fra USA, fra transnationale virksomheder, fra militæret) og som fører til fattigdom, marginalisering, vold og en følelse af magtesløshed.

Det hele førte til en meget forskellig opfattelse af globaliseringen. Er globalisering godt eller skidt? Noget der påtvinges os udefra og berøver os land, ressourcer, selvbestemmelse? Eller noget, der øger vores mulighed for at kommunikere, samarbejde og handle på tværs af grænser? Den fælles konklusion var vel nærmest, at svaret er et både-og. Globaliseringen er et tveægget sværd, der på den ene side rummer en masse muligheder og på den anden skaber en række store problemer. Det kan lyde banalt, men det skal bl.a. ses i lyset af den meget militante antiglobaliseringsbevægelse, som jeg selv har det ret svært med.

Den fælles forståelse blev lettere undervejs “takket være” finanskrisen, som gjorde, at vi også i Europa begyndte at opleve voksende fattigdom og ulighed.

Nogle af uenighederne mellem KEK og CLAI består, men den fælles forståelse er langt større nu end for 7 år siden.

Det næste store spørgsmål er så om der er plads og ressourcer til fortsat arbejde med disse emner i den kommende periode. Lige nu formuleres der anbefalinger på livet løs rundt om i workshops og økumeniske samtaler. Hvilke af disse der kommer videre, ved vi mere om, når ugen er omme.

Filmen om KEK-CLAI dialogen, “Threats and Challenges of Globalisation” kan ses i både en lang og en kort version på dette link på youtube.

Kirsten Auken er politisk rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp og nyvalgt medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité.

Kirkedage i megaformat!

Af Christen Staghøj Sinding

Teatro Ekymenikal fra National Council of Churches, Filippinerne. Foto: Joanna Lindén-Montes/WCC

Teatro Ekymenikal fra National Council of Churches, Filippinerne. Foto: Joanna Lindén-Montes/WCC

En sammenligning af Kirkernes Verdensråds generalforsamling, som i dagene 30. oktober – 8. november holdes i Busan, Sydkorea, med Danske Kirkedage er ikke så meget ved siden af, som det måske umiddelbart kan synes.


For en generalforsamling i Kirkernes Verdensråd er meget mere end stramme dagsordener, ophedede debatter, vedtagelse af udtalelser, valg af medlemmer til central- og eksekutivkomité og til diverse kommissioner og udvalg. Alt det fylder bestemt meget på generalforsamlingen i Busan. Og det kan give anledning til masser af dramatik.

Men flere daglige gudstjenester, bibelstudier, store tematiske fællesprogrammer om formiddagen, ’ecumenical conversations’, workshops og så ’Madang’, der nærmest kan sammenlignes med Danske Kirkedages ’Mulighedernes Marked’ fylder også godt op i programmet og er med til at gøre det til en helt særlig oplevelse at være med.

I de dele af programmet mødes alle deltagere i større eller mindre grupper med deltagere fra kirker i andre dele af verden. Og her konfronteres man gang på gang med fortællinger og beretninger, som ikke kan undgå at gøre et stort indtryk og udfordre.

Som det for eksempel for mit vedkommende var tilfældet i denne eftermiddags ’ecumenical conversation’ om ’Human security’, hvor Solomon David fra KFUM, som arbejder i de arabiske Golf-stater kunne berette, at mere end 90 % – mere end 7,8 millioner – af den samlede arbejdsstyrke i Golf-staterne udgøres af migrant-arbejdere, som hovedsageligt kommer fra en række asiatiske lande og arbejder under umenneskelige forhold med meget ringe løn og i nogen tilfælde ingen løn. Kvinderne, som oftest arbejder i de arabiske hjem, er ikke omfattet af nogen form for love eller anden regulering af arbejdsforholdene. Sexuelle overgreb er meget hyppigt forekommende.
Samme ’ecumenical conversation’ satte også fokus på ’human trafficking’ – menneskehandel – som næst efter narkotika er den mest lukrative ’forretning’. Sidste år omsatte ’branchen’ skønsmæssigt for 32 milliarder – mere end Google og Starbucks tilsammen – og hvert år bliver omkring 800.000 børn, kvinder og mænd ofre for menneskehandel – i alle dele af verden!

Spørgsmålet, vi forlod hinanden med og som skal drøftes videre på morgendagens ’ecumenical conversation’, er: hvad kan og hvad skal kirkerne gøre?

Christen Staghøj Sinding er studenterpræst i Aalborg og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råds KV-arbejdsgruppe. Han deltager for Aalborg stift i KV´s generalforsamling