Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsvandring?!

– Refleksioner efter et centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd

Af Kirsten Auken, Den danske Folkekirkes medlem af KV’s Centralkomité

En lang gåtur kalder smilene frem hos KV’s Centralkomité. © WCC/Peter Williams

På Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan i november blev det vedtaget, at overskriften for de næste syv års arbejde skal være ”A Pilgrimage of Justice and Peace”.  Hvad der mere præcist lå i dette, havde vi stadig til gode at finde ud af, da vi rejste hjem, selvom vi da var blevet præsenteret for nogle skitser og tanker.

Nu har vi netop afsluttet det første møde i den Centralkomité, der blev valgt i Busan, og ”Pilgrimage” var et vigtigt, gennemgående tema på mødet. Blev vi – jeg – så klogere på, hvad det går ud på? Både ja og nej. Og måske skyldes det, at der slet ikke er noget færdigt svar – og heller ikke skal være det. Men her er nogle lommeteologiske overvejelser om, hvad det går ud på.

På centralkomitémødet vedtog vi en ”Invitation to the Pilgrimage of Justice and Peace”. Når man læser den, bliver man i hvert fald lidt klogere – også på det spørgsmål der følger lige efter: er det noget vi i Danmark (Folkekirkens mellemkirkelige Råd, andre i folkekirken, andre kirker, Folkekirkens Nødhjælp) behøver at beskæftige os med?

Svaret er for mig at se, at det kan vi næsten ikke undgå at komme til, hvis vi vil noget som helst med Kirkernes Verdensråd. ”Pilgrimage of Justice and Peace” er nemlig ikke bare et afgrænset projekt men den samlende “overligger” for hele KV’s arbejde de næste syv år – symbolsk/teologisk og praktisk: Både når KV fungerer som koordinator/facilitator for samarbejde med medlemskirkerne og ”de økumeniske partnere” (fx Folkekirkens Nødhjælp), og i forhold til KV’s eget teologiske og praktiske arbejde.

Ny enhedsforståelse
”Pilgrimsvandringen” knytter sig tæt til den nye enhedsforståelse, der udspringer af generalforsamlingen i Busan: Hvor man hidtil har talt om ”staying together”, taler man nu om ”moving together”. En bevægelse hvor vi både ER sammen og GØR NOGET sammen. Og enheden og fællesskabet er bredere end det kristne fællesskab. Det omfatter sådan set hele menneskeheden og hele den skabte verden. En åben invitation til alle, der vil være med.

Så når Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp deltager i KV’s ledsagerprogram til Israel og Palæstina, kan dette siges at være et konkret udtryk for denne ”pilgrimsvandring”. Det samme kan arbejdet med forfulgte kristne, med migrantkirker og meget af det, vi laver sammen i Danske Kirkers Råd – også selvom det slet ikke sker i regi af Kirkernes Verdensråd.

Djævlens så berømte advokat kunne måske finde på at sige, at vi så slet ikke behøver at gøre noget nyt – vi har bare fundet på en fin ny overskrift. Gammel vin på nye flasker. Og et stykke hen ad vejen er dette måske rigtigt, men så alligevel ikke. Det nye ligger for mig at se især i den nye forståelse af enheden. Det er en meget rummelig enhed, som uden videre har plads til mangfoldigheden, og som jeg tænker at mange i folkekirken måske lettere kan finde sig til rette i (jeg skal nok vare mig for at sige alle!). Vi kan blive ved at være os selv og samtidig være en del af dette større fællesskab – og vi har fælles anliggender med dette fællesskab. Vi mødes ikke bare og siger ’nøj hvor er vi enhedsagtige’. Nej, vi gør noget sammen, og i takt med, at vi gør det, vokser vores fællesskab med de andre også. Og det vi gør sammen, er det, der giver mening i vores sammenhæng, og hvor ordene ”fred” og ”retfærdighed” kalder på handling.

Hvordan oversætter vi det til dansk?
”Pilgrimsvandringen” kan således både være symbolsk og meget konkret. I den engelske invitation lægges der meget vægt på, at det er en pilgrimsvandring ”OF” justice and peace, ikke ”for” eller ”towards” justice and peace. Denne hårfine skelnen er vanskelig at oversætte til noget der fungerer på dansk. Vores nordiske søsterkirker taler om ”En Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsvandring”. Ikke så mundret synes jeg, men mere ydmyg og mindre triumfalistisk end En Pilgrimsvandring for Retfærdighed og Fred. Det er ikke bare en eller anden fredsdemonstration vi er ude på!

Ordet ”vandring” optræder slet ikke i det engelske ”pilgrimage”, og måske gør det den bredere symbolske forståelse lidt lettere end det noget mere demonstrative ”pilgrimsvandring”?
(Dermed være ikke sagt at man ikke også gerne må gå ud og vandre. Det kan faktisk være særdeles forfriskende og konkret hvis man er ved at kløjs i alle de fine ord. Det oplevede vi under centralkomitémødet da vi om søndagen var inviteret ud på en 3 timers (pilgrims)vandring som sluttede på Bossey, Kirkernes Verdensråds Økumeniske Studieinstitut, naturskønt placeret for foden af Jurabjergene med udsigt over Genèvesøen).

Vi kan selvfølgelig også vælge at blive sure – eller bare vende ryggen til: ”Det der med pilgrimsvandringer var vist ikke lige Luthers kop te, og det er noget patetisk nymodens pjat, der ikke har nogen plads i folkekirken”. Nem reaktion – men også lidt kedelig, synes jeg. Hvad med at prøve en lidt mere åben og nysgerrig tilgang: ”Hvad er det vi har af fælles anliggender med de andre kirker og kristne – og bredere end det? Hvad kan den ”Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsvandring” nu betyde i vores sammenhæng? Hvordan ser vores bidrag ud? Hvor langt kan vi gå med? Måske er det fint at bare nogle af os går med? Måske er der noget af det vi laver sammen med andre kirker her i Danmark, der allerede kvalificerer sig til at være en del af ”pilgrimsvandringen”? Og hvad sker der med vores forståelse af det arbejde, vi allerede laver, hvis vi ser på det i dette lys? Måske får vi ligefrem nogle nye ideer til, hvad vi kan gøre sammen? Og måske kan vi vove os lidt længere ud sammen uden nødvendigvis helt at vide, hvor vi ender? Ja, måske har vi endda noget at bidrage med?

Overvejelserne slutter ikke her. Jeg håber andre vil tænke med – og være med.

Læs mere om pilgrimsfærd og KV’s møde i Centralkomitéen her.

“Kirkerne bliver nødt til at flytte”

Kirkernes Verdensråd, Genève den 6. juli 2014, interview af Susan Kim

Klimaforandringer ændrer livet ved Grønlands kyster
Selvom biskop Sofie Petersen kan tale overbevisende om de videnskabelige årsager til klimaforandringer, vil hun hellere tale om, hvad der er ved at ske med folk i hendes hjemområde, Grønland.

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Som biskop i Grønlands stift i folkekirken, bor Sofie Petersen i det samme grønlandske kystsamfund, som hun er vokset op i. ”Lige nu er der to kirker, som er bygget ud til Grønlands kyst, hvis fundamenter bøjer og bukker, fordi permafrosten forsvinder i vores land. Store dele af landet ændrer sig,” siger hun. Der er ikke noget, man kan gøre for at redde disse bygninger, hvor de er, tilføjer hun. ”Disse kirker bliver nødt til at flytte.”

Sofie Petersen ser sig selv som en del af et samfund af oprindelige folk i Grønland. Hun voksede op med en dyb forståelse for den jæger- og fiskerkultur, som stadig omgiver hende. ”Vi mærker implikationerne af klimaforandringerne, fordi mange af vores kirkemedlemmer er jægere og fiskere, som nu må arbejde under ekstreme vejrforhold. Deres hustruer og børn er også dybt berørte.” Rejebestanden reduceres fortsat, mens fiskestimer, som ikke naturligt hører til i Grønland, flytter ind i farvandene. ”Fiskerne er nødsagede til at udskifte deres udstyr,” siger hun.

Ekstremerne forværres
For de oprindelige folk, som Sofie Petersen siger lever ”tættere på naturen”, har klimaforandringerne påvirket dyrebestande på en måde, som ikke blot er bemærkelsesværdig men direkte alarmerende. ”For eksempel kommer isbjørnene nu ind i byerne, ind i beboede områder, fordi de er sultne.”

Gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité, organisationens besluttende organ, har Sofie Petersen kunne dele historierne om oprindelige folk fra Grønland samt høre nyt fra oprindelige folk fra andre regioner. ”Vi har set det i Canada, i Alaska – huse der falder i vandet.”

Sofie Petersen har et tæt forhold til sit lokalsamfund. Hendes far var præst, og hun besluttede som 11-årig, at det ville hun også være. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle,” siger hun.

Hun mener, at oprindelige folk kan fortælle deres historie og hjælpe resten af verden til bedre at forstå den globale opvarmning.”Det er en vigtig sag, som påvirker i hele verden,” siger hun.

Sofie Petersen ønsker, at folk bliver bedre til at forstå, at klimaforandringer ikke nødvendigvis resulterer i højere temperaturer året rundt. ”Det betyder, at vejrekstremerne er værre – det bliver koldere, og det bliver varmere, og ekstremerne bliver mere og mere ekstreme. I ville ønske, folk havde bedre forståelse af dette. I Grønland regner det nu, som det plejer i Danmark. I Danmark regner det nu som det plejer i troperne. Uanset hvilket land du bor i – det er i gang.”

Interview med Sofie Petersen under møde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité.
Oversættelse: Rebekka Højmark Svenningsen, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Læs mere om KV’s arbejde om klimaretfærdighed og varetagelse af skaberværket her.

Ny formand for Kirkernes Verdensråd: Rådet er ikke hvad det har været…!

 

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Af Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Der er Centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd. Repræsentanter fra de omkring 350 medlemskirker er samlet i Genève for at lytte til rapporter og for at tage beslutninger om Verdensrådets fremtidige opgaver og strategi. På podiet står kenyanske Dr. Agnes Abuom. Hun er ny formand for Kirkernes Verdensråd, valgt på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013, og hun aflægger nu sin første rapport til Rådets centralkomité, organisationens højeste beslutningsorgan. Folkekirken har sine to medlemmer på plads: Kirsten Auken og Sofie Petersen. Jeg selv er med som rådgiver.

Der sker en hel del i så stor en organisation, som Kirkernes Verdensråd er. Derfor er Agnes Abuoms rapportering lang. Adskillige tætskrevne sider fremlægges, og jeg må indrømme, at jeg efter en ret sen ankomst til Genève aftenen i forvejen, og som konsekvens deraf en relativ kort nattesøvn, nok ikke får fat i alle hendes ord og pointer. Dog går min opmærksomhed fra 0 – 100 på meget kort tid, da jeg hører Kirkernes Verdensråd nye formand proklamere, at Rådet har mistet sin berettigelse: ”The World Council of Churches has been loosing its usefulness…!”.

Det var en overraskelse, tænker jeg. En stor en af slagsen. Faktisk. Godt nok skal en ny formand jo altid benytte lejligheden ved første fremtræden at sætte sig i respekt og helst føre nye ideer og indsigter på banen. Men dette er dog overraskende. Ikke at jeg ikke med jævne mellemrum møder netop det udsagn i folkekirken: De store økumeniske organisationer er ligegyldige og i bedste fald uden effekt. Men derfra og så til at høre det erklæret indefra, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin berettigelse…?! Kan det virkeligt passe…?!

Da resten af salen ikke reagerer på samme måde som jeg, strejfer tanken mig, at jeg måske kan have hørt forkert. Jeg griber den udleverede trykte rapport og finder frem til det afsnit, som ifølge mine ører angiveligt skulle indeholde de kontroversielle ord. Således, i afsnit 47, finder jeg frem til det aktuelle udsagn og læser for mig selv: ”The World Council of Churches has been loosing its youthfulness…!” – Agnes Abuon talte ikke om Verdensrådets vigende ”usefulness” men pegede på, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin ”youthfulness”, sin ungdommelige friskhed. Ikke helt på samme vis en overraskende konstatering – om end en vigtig observation – når det nu handler om en organisation, der i 2014 kan se tilbage på 66 års aktiviteter.

Således beroliget kan jeg sammen med resten af salen vende opmærksomheden mod næste session på Centralkomitemødet: Tre vidneudsagn om kirkens situation og rolle i nogle af verdens brændpunkter. Præsten Peter Tibi fortæller om sit hjemland, ikke bare en af verdens yngste stater men også en af verdens skrøbeligste – den fejlslagne stat Sydsudan, hvor mennesker ikke længere kan regne med staten som ramme om fællesskabet, og kirkerne derfor med hjælp fra Kirkernes Verdensråd forsøger at opretholde menneskelig værdighed mod alle odds.

Dr. Sang Chang fra Korea beskriver dernæst situationen for iturevne familier på de to sider af konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Selv er hun født i Nord men flygtet til Syd. Savnet, som lever dybt i hendes familie, er et symbol på konflikten i det todelte folk på den koreanske halvø. Kirkernes Verdensråd har efter Generalforsamlingen i Sydkorea sidste år arbejdet på at etablere en freds- og forsoningskonference med deltagelse fra begge sider i konflikten. Kirken, som står stærkt i Sydkorea, er dybt involveret.

Slutteligt taler biskop Emmanuel Udofia fra Nigeria engageret, men også forstemmende, om kirkernes oplevelse af den ekstremistiske muslimske terrororganisation Boko Harams aktiviteter i det nordlige Nigeria. Senest er organisationen blevet kendt for at bortføre piger fra en kristen kostskole for derefter at holde dem i fangenskab og tvangskonvertere dem. Kirkerne i Nigeria arbejder sammen med Kirkernes Verdensråd på at samle moderate muslimer og kristne lokalt, som kan modarbejde Boko Harams modbydelige fremfærd.

Har man hørt disse fortællinger, ved man, at Kirkernes Verdensråd på ingen måde har mistet berettigelse. Tværtimod. Vi tænker ikke så meget over det i folkekirken, hvor vi hverken skal kæmpe med en fejlslagen stat, et delt folk eller ekstreme muslimske terrororganisationer. Men kirken er mere end folkekirken og verden mere end Danmark. Kirkernes Verdensråd er med til at sætte kirken og verden – og kirken i verden – på dagsordenen.

At Rådet så har mistet noget af sin ungdommelige friskhed, det er der nok noget om. Men sådan må det være efter 66 år. Og formanden ved det og har adresseret det i sin første tale til Centralkomiteen. Så det skal nok gå.