“Kirkerne bliver nødt til at flytte”

Kirkernes Verdensråd, Genève den 6. juli 2014, interview af Susan Kim

Klimaforandringer ændrer livet ved Grønlands kyster
Selvom biskop Sofie Petersen kan tale overbevisende om de videnskabelige årsager til klimaforandringer, vil hun hellere tale om, hvad der er ved at ske med folk i hendes hjemområde, Grønland.

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Som biskop i Grønlands stift i folkekirken, bor Sofie Petersen i det samme grønlandske kystsamfund, som hun er vokset op i. ”Lige nu er der to kirker, som er bygget ud til Grønlands kyst, hvis fundamenter bøjer og bukker, fordi permafrosten forsvinder i vores land. Store dele af landet ændrer sig,” siger hun. Der er ikke noget, man kan gøre for at redde disse bygninger, hvor de er, tilføjer hun. ”Disse kirker bliver nødt til at flytte.”

Sofie Petersen ser sig selv som en del af et samfund af oprindelige folk i Grønland. Hun voksede op med en dyb forståelse for den jæger- og fiskerkultur, som stadig omgiver hende. ”Vi mærker implikationerne af klimaforandringerne, fordi mange af vores kirkemedlemmer er jægere og fiskere, som nu må arbejde under ekstreme vejrforhold. Deres hustruer og børn er også dybt berørte.” Rejebestanden reduceres fortsat, mens fiskestimer, som ikke naturligt hører til i Grønland, flytter ind i farvandene. ”Fiskerne er nødsagede til at udskifte deres udstyr,” siger hun.

Ekstremerne forværres
For de oprindelige folk, som Sofie Petersen siger lever ”tættere på naturen”, har klimaforandringerne påvirket dyrebestande på en måde, som ikke blot er bemærkelsesværdig men direkte alarmerende. ”For eksempel kommer isbjørnene nu ind i byerne, ind i beboede områder, fordi de er sultne.”

Gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité, organisationens besluttende organ, har Sofie Petersen kunne dele historierne om oprindelige folk fra Grønland samt høre nyt fra oprindelige folk fra andre regioner. ”Vi har set det i Canada, i Alaska – huse der falder i vandet.”

Sofie Petersen har et tæt forhold til sit lokalsamfund. Hendes far var præst, og hun besluttede som 11-årig, at det ville hun også være. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle,” siger hun.

Hun mener, at oprindelige folk kan fortælle deres historie og hjælpe resten af verden til bedre at forstå den globale opvarmning.”Det er en vigtig sag, som påvirker i hele verden,” siger hun.

Sofie Petersen ønsker, at folk bliver bedre til at forstå, at klimaforandringer ikke nødvendigvis resulterer i højere temperaturer året rundt. ”Det betyder, at vejrekstremerne er værre – det bliver koldere, og det bliver varmere, og ekstremerne bliver mere og mere ekstreme. I ville ønske, folk havde bedre forståelse af dette. I Grønland regner det nu, som det plejer i Danmark. I Danmark regner det nu som det plejer i troperne. Uanset hvilket land du bor i – det er i gang.”

Interview med Sofie Petersen under møde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité.
Oversættelse: Rebekka Højmark Svenningsen, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Læs mere om KV’s arbejde om klimaretfærdighed og varetagelse af skaberværket her.

Ny formand for Kirkernes Verdensråd: Rådet er ikke hvad det har været…!

 

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Af Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Der er Centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd. Repræsentanter fra de omkring 350 medlemskirker er samlet i Genève for at lytte til rapporter og for at tage beslutninger om Verdensrådets fremtidige opgaver og strategi. På podiet står kenyanske Dr. Agnes Abuom. Hun er ny formand for Kirkernes Verdensråd, valgt på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013, og hun aflægger nu sin første rapport til Rådets centralkomité, organisationens højeste beslutningsorgan. Folkekirken har sine to medlemmer på plads: Kirsten Auken og Sofie Petersen. Jeg selv er med som rådgiver.

Der sker en hel del i så stor en organisation, som Kirkernes Verdensråd er. Derfor er Agnes Abuoms rapportering lang. Adskillige tætskrevne sider fremlægges, og jeg må indrømme, at jeg efter en ret sen ankomst til Genève aftenen i forvejen, og som konsekvens deraf en relativ kort nattesøvn, nok ikke får fat i alle hendes ord og pointer. Dog går min opmærksomhed fra 0 – 100 på meget kort tid, da jeg hører Kirkernes Verdensråd nye formand proklamere, at Rådet har mistet sin berettigelse: ”The World Council of Churches has been loosing its usefulness…!”.

Det var en overraskelse, tænker jeg. En stor en af slagsen. Faktisk. Godt nok skal en ny formand jo altid benytte lejligheden ved første fremtræden at sætte sig i respekt og helst føre nye ideer og indsigter på banen. Men dette er dog overraskende. Ikke at jeg ikke med jævne mellemrum møder netop det udsagn i folkekirken: De store økumeniske organisationer er ligegyldige og i bedste fald uden effekt. Men derfra og så til at høre det erklæret indefra, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin berettigelse…?! Kan det virkeligt passe…?!

Da resten af salen ikke reagerer på samme måde som jeg, strejfer tanken mig, at jeg måske kan have hørt forkert. Jeg griber den udleverede trykte rapport og finder frem til det afsnit, som ifølge mine ører angiveligt skulle indeholde de kontroversielle ord. Således, i afsnit 47, finder jeg frem til det aktuelle udsagn og læser for mig selv: ”The World Council of Churches has been loosing its youthfulness…!” – Agnes Abuon talte ikke om Verdensrådets vigende ”usefulness” men pegede på, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin ”youthfulness”, sin ungdommelige friskhed. Ikke helt på samme vis en overraskende konstatering – om end en vigtig observation – når det nu handler om en organisation, der i 2014 kan se tilbage på 66 års aktiviteter.

Således beroliget kan jeg sammen med resten af salen vende opmærksomheden mod næste session på Centralkomitemødet: Tre vidneudsagn om kirkens situation og rolle i nogle af verdens brændpunkter. Præsten Peter Tibi fortæller om sit hjemland, ikke bare en af verdens yngste stater men også en af verdens skrøbeligste – den fejlslagne stat Sydsudan, hvor mennesker ikke længere kan regne med staten som ramme om fællesskabet, og kirkerne derfor med hjælp fra Kirkernes Verdensråd forsøger at opretholde menneskelig værdighed mod alle odds.

Dr. Sang Chang fra Korea beskriver dernæst situationen for iturevne familier på de to sider af konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Selv er hun født i Nord men flygtet til Syd. Savnet, som lever dybt i hendes familie, er et symbol på konflikten i det todelte folk på den koreanske halvø. Kirkernes Verdensråd har efter Generalforsamlingen i Sydkorea sidste år arbejdet på at etablere en freds- og forsoningskonference med deltagelse fra begge sider i konflikten. Kirken, som står stærkt i Sydkorea, er dybt involveret.

Slutteligt taler biskop Emmanuel Udofia fra Nigeria engageret, men også forstemmende, om kirkernes oplevelse af den ekstremistiske muslimske terrororganisation Boko Harams aktiviteter i det nordlige Nigeria. Senest er organisationen blevet kendt for at bortføre piger fra en kristen kostskole for derefter at holde dem i fangenskab og tvangskonvertere dem. Kirkerne i Nigeria arbejder sammen med Kirkernes Verdensråd på at samle moderate muslimer og kristne lokalt, som kan modarbejde Boko Harams modbydelige fremfærd.

Har man hørt disse fortællinger, ved man, at Kirkernes Verdensråd på ingen måde har mistet berettigelse. Tværtimod. Vi tænker ikke så meget over det i folkekirken, hvor vi hverken skal kæmpe med en fejlslagen stat, et delt folk eller ekstreme muslimske terrororganisationer. Men kirken er mere end folkekirken og verden mere end Danmark. Kirkernes Verdensråd er med til at sætte kirken og verden – og kirken i verden – på dagsordenen.

At Rådet så har mistet noget af sin ungdommelige friskhed, det er der nok noget om. Men sådan må det være efter 66 år. Og formanden ved det og har adresseret det i sin første tale til Centralkomiteen. Så det skal nok gå.

Danske dagsordener og den lutherske frihed.

Lektor på Pastoralseminariet i Århus, Ulla Morre Bidstrup, skriver fra Det Lutherske Verdensforbunds Rådsmøde i Genève. Ulla Morre Bidstrup var udsendt som observatør af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Det lutherske Verdensforbunds øverste råd, Council, holdt for nyligt deres årlige møde i Geneve fra den 8. – 14. juni. Her taltes om ny struktur, drøftelse af prioriteringer frem til det lutherske reformationsjubilæum i 2017 og meget andet. Det store fællesskabs dagsordener hører næsten alle til i krydsfeltet mellem teologi og kirke og de særlige samfundsmæssige vilkår, der gør sig gældende rundt omkring i verden. Og de er unægteligt forskellige.

Når der eksempelvis tales om, hvilke områder indenfor sundhed, det Lutherske Verdensforbunds diakonale programmer bør sætte fokus på, lægger repræsentanterne fra Sydafrika vægt på, at AIDS og HIV faktisk IKKE er en overstået problematik i deres hjørne af verden, mens en repræsentant fra Norge gør opmærksom på psykiske lidelser, som vores tids store sundhedsmæssige udfordring. Sådan er der så meget – det kan godt være, at verden hele tiden bliver mindre. Den er dog stadig stor og forskelligartet!

Men to gange på et døgn kaldte en specifik dansk problematik på min opmærksomhed i min færden som observatør ved mødet. Første gang over frokostbordet, hvor jeg kom til at sidde sammen med nogle af de afrikanske repræsentanter, som var meget forundrede over den nyligt vedtagne skærpede grænsekontrol i Danmark. De så den som en del af en forkrampet kulturprotektionistisk og selvtilstrækkelig signalering til resten af verden, som de slet ikke syntes passede med så mange andre ting, de kendte det frihedselskende Danmark for…

Så blev der tid til en gåtur. Den bragte mig til én af promenaderne langs Genevesøen. Her udstiller en gruppe, der kalder sig ”Cartooning for Peace” en række store posters med enkle, men yderst kontroversielle og effektfulde satiretegninger, der tager kampen op mod undertrykkelse af pressefrihed, det ulige forhold mellem nord og syd, klimaændringer m.m.. Udstillingen turnerer verden rundt og er meget anbefalelsesværdig. Flere af tegningerne i afdelingen for pressefrihed indeholder mere eller mindre direkte dedikationer til en vis dansk tegner. Her gør vi os bemærket på ganske anden vis, hvad angår friheden.

Nu vi er ved tegningerne: En af dem forestiller en afrikansk præst, der yderst ophidset råber, at homoseksualitet er ubibelsk og øh, øh… uafrikansk! På næste og sidste tegning indvender en mere stilfærdigt udseende person, at man vel strengt taget også kan sige det sidste om Bibelen. Så er det tid til at tage tilbage til drøftelserne i Council, hvor præcis drøftelsen af synet på homoseksualitet er den varme kartoffel, som alle stadig bevæger sig om som katten om den varme grød. Ikke mindst af hensyn til de afrikanske medlutheranere.

Og sådan har vi alle vores udfordringer, når det handler om, hvad det i lutherske sammenhænge højt besungne begreb om frihed er for noget! Som bekendt er det sandt frie menneske – luthersk forstået – bundet. Men til hvad og hvordan? Det er nok en samtale værd, og den må man håbe bliver ført – også i årene op til reformationsjubilæet.

Ulla Morre Bidstrup

Rig kirke – fattig forklaring

Sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Jørgen Skov Sørensen, skriver fra Det Lutherske Verdensforbunds Rådsmøde i Genève.

Det er en gammel nyhed, at folkekirken ikke lever op til de krav, som medlemskabet af en række internationale organisationer stiller til medlemskirkerne. Det er først og fremmest medlemsbidragene, det kniber med at betale fra folkekirkelig side. Generelt ligger folkekirkens bidrag et godt stykke under 50 % af det opkrævede beløb. De sidste mange år har det betalte bidrag til Det Lutherske Verdensforbund, LVF, som i disse dage holder Rådsmøde i Geneve med folkekirkelig deltagelse, ligget mellem 30 og 35 % af det beregnede medlemsbidrag.

Verdensforbundets kapitalopsparing, som gennem rettidig omhu med investering og afkast skal sikre en stabil fremtidig økonomi, har folkekirken aldrig bidraget til, og i 2011 har vigende rammebevillinger fra Kirkeministeriet betydet, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som administrerer folkekirkens medlemskab af organisationen, i sit budget har måttet bortskære de frivillige bidrag til organisationens solidaritetsfond, der gør det muligt for små, fattige mindretalskirker at deltage i beslutningsprocessen ved generalforsamlingerne hvert 7. år.

Vore lutherske søsterkirker i Norden er gode betalere og engagerer sig samtidigt betragteligt dybere end folkekirken i Det lutherske Verdensforbunds organisatoriske og teologiske udvikling – og ikke mindst i organisationens økonomiske velbefindende. Altid med kærlighed men ikke sjældent med en kritisk og konstruktiv tilgang, som muliggøres af det målrettede engagement. Hvorfor er det så, at folkekirken, en af verdens rigeste kirker, en velorganiseret maskine med en omsætning på over 6 milliarder kr. årligt, ikke har råd til at betale et par millioner kroner mere om året, end det for nuværende er tilfældet, forderved påtage sig det ansvar, som er passende for verdens 5. største lutherske kirke? Sagen er, at det har folkekirken naturligvis råd til. Det er som med al anden økonomi et spørgsmål om at prioritere.

Spørger man rundt om i folkekirken, i sogne, provstier og stifter, møder man da også meget ofte undren over, at folkekirken på denne vis ikke lever op til sine forpligtelser internationalt. Det er trods alt småpenge, et par millioner ud af 6 milliarder, det handler om at allokere. Vi taler om en organisation, som samler verdens lutherske kirker til gensidig inspiration og glæde over, at Luthers teologi om Guds ubetingede nåde og evangeliets frisættende kraft har ekspanderet fra den lille tyske by Wittenberg i 1517 til klodens yderste grænser i 2011 og stadig udvikles i mødet med nye kulturer og samfund, der har brug for tanker om religiøs reformation. Herudover yder Det Lutherske Verdensforbund nødhjælp til en betragtelig del af verdens hårdest ramte befolkningsgrupper og dokumenterer systematisk overgreb på mindretalskristne.

Hvorfor påtager folkekirken sig så ikke sin del af den økonomiske byrde, der naturligvis følger med en så vægtig portefølje, bliver jeg spurgt i mine samtaler med de mange lutheranere fra hele verden, som i dagene 9. – 14. juni 2011 er samlet i Genève for at lægge strategi for organisationen frem mod reformationsjubilæet i 2017. I må forstå, svarer jeg, at kirken ikke bestemmer over sin egen nationale økonomi, men har deponeret den beføjelse hos en regeringsminister og ministeriets embedsmænd. Jeg har for længst vænnet mig til, at mine europæiske, afrikanske, asiatiske, amerikanske og latin-amerikanske samtalepartnere replicerer med skepsis, når de gør mig det klart, at den redegørelse må jeg længere ud på landet med. For selvom jeg kommer fra en rig kirke er det svar dog en fattig forklaring på uviljen til at være fuldt og helt tilstede i det globale lutherske fællesskab.

Det Lutherske Verdensforbund (LVF) er et globalt fællesskab af kristne kirker i den lutherske tradition. Grundlagt i 1947 i Lund, Sverige, har LVF nu 145 medlemskirker i 79 lande, der repræsenterer over 70 millioner kristne. LVF er en af verdens store nødhjælpsorganisationer, men foretager også globale teologiske studier.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) er en del af folkekirken. Rådet er et valgt organ, som varetager folkekirkens kontakter til internationale kirkelige organisationer, andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet. Rådets arbejde finansieres gennem en årlig rammebevilling fra Kirkeministeriet.