Author Archives: mellemkirkeligblog

Blog: Mission i folkekirken skal ikke spændes for en politisk vogn

 

IMG_4428

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

 

”Mission og politik” har ikke været et tema i en dansk kirkelig og politisk kontekst i mange år. Men Jellingestenen, der også kaldes Danmarks dåbsattest, er et vidnesbyrd om sammenhængen mellem mission og politik i kong Harald Blåtands virke for over 1000 år siden, ”den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.

Reformationen for 500 år siden var ganske vist ikke mission i klassisk forstand, men alligevel: her var det også kongen, der dekreterede danskernes omvendelse – denne gang fra katolicisme til luthersk kristendom.

Sidste gang spørgsmålet om mission og politik kom op, var i 1700-tallet i forhold til jøderne. I 1714 var der blevet oprettet et ministerium for mission, ”Missionskollegiet”, som indsendte et forslag til kongen om at anvende nogle af de penge, som var afsat til oprustning og krig for gennem undervisning og økonomisk støtte at omvende jøderne til kristendommen. Forslaget blev dog ikke vedtaget.

Men få år senere tog kongen selv et initiativ til jødernes omvendelse. Efter inspiration fra den pietistiske leder Spener besluttede kongen i 1728, at mændene i det jødiske samfund i København hver torsdag skulle indfinde sig i Vajsenshusets kirke for at overvære prædikener eller foredrag ved to tysktalende præster ved Skt. Petri Kirke. Formålet var ud fra Bibelen og fornuftsgrunde at få dem til at omvende sig til kristendom (Kilde: Martin Schwarz Lausten, Jøder og kristne i Danmark. Fra middelalderen til nyere tid. Forlaget Anis, 2012).

Siden grundloven af 1849, der indebar indførelse af religionsfrihed, og statskirkens overgang til folkekirke, har spørgsmålet om mission og politik ikke været aktuelt i en dansk kirkelig og politisk kontekst. Spørgsmålet har imidlertid været et gennemgående tema i den moderne misssionsbevægelse i Afrika og Asien, hvor sammenhængen mellem kolonialisme og mission er blevet kritisk analyseret.

I de seneste dage er spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik imidlertid dukket op på den politiske og kirkelige scene, som det fx fremgår af en artikel i Jyllandsposten for nylig, “Politikere vil have flere præster til at missionere mere over for muslimer“. I slutningen af maj måned sendte Marie Krarup, MF for Dansk Folkeparti, og forsvarsordfører, fem spørgsmål til kirkeministeren om folkekirken og mission. Spørgsmålene blev fulgt op af en kronik i Berlingske Tidende den 2. Juni, ”Vi bør støtte kristen mission blandt muslimer i Danmark”.

Her skriver Krarup bl.a., at ” Det forekommer mig absurd, at den danske stat ofrer millioner af kroner på at prædike demokrati og menneskerettigheder ude omkring i den store, vide verden, men at give støtte til, at muslimer i Danmark kan høre Guds ord, er der ingen, der rigtig tænker på”.

Samme dag citeres hun i en artikel i Jyllands-Posten, ”Marie Krarup vil have kristent missionsarbejde på finansloven” citeres hun for at tilføje, at ”Vi kan da ikke være bekendt at lade muslimerne fortabes for evigt, fordi vi kun vil dialogisere med dem, men ikke give dem det budskab, der er sandheden, livet og vejen”.

Nu er Marie Krarup – i hendes optik – af gode grunde optaget af at staten skal finansiere mission blandt muslimer. Men hvis man forestillede sig, at det blev foreslået, at staten skulle finansiere mission blandt jøder eller blandt ateister i Danmark, så ville der nok blive et ramaskrig!

At det for Krarup ikke kun, og måske slet ikke i første omgang, handler om muslimers frelse, fremgår af kronikkens sidste sætninger. ” Det er virkelig på tide, at Danmark som land, som stat og civilsamfund besinder sig på, at vi har et kristent udgangspunkt og fundament. Hvis det smuldrer bort og erstattes med islam, vil vi få et helt, helt andet land og civilsamfund. Det skal vi naturligvis begrænse mest muligt. Dertil kan vi bruge udlændingepolitikken, men vi bør ikke overse missions-mulighederne.”

Og også tidligere i kronikken fremgår det, at det er integreringen (eller måske rettere assimileringen) af muslimer, der især optager hende.

I middelalderen og langt op i nyere tid var kirke og stat i mange lande knyttet så tæt sammen, at mission ikke kun blev betragtet som en kirkelig opgave, men i høj grad også et statsligt anliggende, undertiden forbundet med statens udenrigspolitik. I en lang række muslimske lande er der den dag i dag en nær forbindelse med religion og politik, så staten ser det som sin opgave at være med til at udbrede statsreligionen, altså mission. Et slående eksempel på det er Saudi Arabien. Hvordan man i islam i dag ser på spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik, må muslimer svare på, men i dag er de allerfleste kristne teologer enige om, at det teologisk set er endog meget problematisk at blande politik og mission sammen. Evangeliet må forkyndes eller deles uden nogen tvang eller noget pres fra staten eller andre magthavere, for evangeliet må modtages i frihed.

At det er en folkekirkelig opgave at være i mission, er der ingen tvivl om, som det også fremgår meget tydeligt af det svar fra biskop Peter Skov Jakobsen, som kirkeministeren har sendt til Marie Krarup. Biskoppen henviser således bl.a. til den betænkning, som kirkeministeriet udsendte i 2009, hvor det slås fast, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser, og at: [denne] overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift.”.

Som når det gælder alle andre spørgsmål i folkekirken, så er der naturligvis også en levende debat om, hvordan mission skal forstås, og hvordan den skal praktiseres. Men for mig at se, er det springende punkt i denne sag, at det er en politiker, der spænder kirkens mission for sin (parti)politiske vogn.

I en dansk sammenhæng er spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik kompliceret af, at vi har en folkekirke, som understøttes af staten.

I en artikel på Kristendom.dk fra 2009, drøfter Jørgen Skov Sørensen, der på daværende tidspunkt var sekretariatschef for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og i dag er generalsekretær i Danmission, de problemer, der opstår ”Når staten bliver missionær”. Er det overhovedet muligt for folkekirken at fremstå med den fornødne autenticitet i missionen, når kirken nyder opbakning fra staten? Er det overhovedet muligt som statskirke med et magtfuldt statsapparat i ryggen at fremstå som en troværdig og autentisk samtalepartner for andre religioners repræsentanter?” Svarene på de spørgsmål blæser for tiden i vinden.

Den aktuelle debat om mission og politik aktualiserer debatten om forholdet mellem stat og kirke. Som det for nylig blev slået fast i en højesteretsdom, så styres folkekirken fra centralt hold, som var den en statskirke. Men skal denne særlige danske konstruktion fungere, uden at kirken mister sin integritet – og uden at kirkens mission mister sin integritet – så forudsætter det, at politikerne ikke udnytter den næsten uindskrænkede magt de har over folkekirken, men omgås folkekirkelige spørgsmål med den tilbageholdenhed og skønsomhed, som i det store og hele har været gældende siden 1849.

Hvis politikerne derimod i højere grad begynder at politisere folkekirken og folkekirkens mission – sådan som Marie Krarup nu gør det – så er der for mig at se kun to udviklingsmuligheder: Enten bliver folkekirken efterhånden en politiseret kirke (statskirke, som vi kender det fra tiden før grundloven) uden mulighed for at være i en autentisk mission, eller også må folkekirken bl.a. af hensyn til sin uopgivelige missionsopgave skilles fra staten.

NB.

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd holder konference om trosfrihed og religionsfrihed fredag d. 24. november 2017 på Christiansborg. Her vil der være mulighed for at drøfte bl.a. ovenstående problematik yderligere. Læs mere om konferencen her.

Reklamer

“Lad os vende tilbage og besøge brødrene” – Om Kirkernes Verdensråds solidaritetsbesøg i Zimbabwe

WCC Zimbabwe
Kirkernes Verdensråd mødtes med Zimbabwes Kirkeråd. Her trykker Kirkernes Verdensråds generalsekretær Olav Fykse Tveit hånd med oppositionslederen i Zimbabwe, Morgan Tsvangirai. Foto: Claus Grue/Kirkernes Verdensråd/WCC.
Af Mogens S. Mogensen
Formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Da Kirkernes Verdensråd i 1998 under overskriften ”Turn to God – Rejoice in Hope” holdt sin generalforsamling i Harare, var Zimbabwe midt i en alvorlig økonomisk, social og politisk krise. I år, 19 år senere, besluttede Zimbabwes Kirkeråd at sende en opfordring til Kirkernes Verdensråd om et solidaritetsbesøg i landet, et besøg som netop er blevet afviklet.
Jeg havde fornøjelsen af at være en del af delegationen, der foruden Kirkernes Verdensråds generalsekretær og en af vicegeneralsekretærerne bestod af repræsentanter for kirker og organisationer i Mozambique, Zambia, Canada, Sverige, Norge og Danmark.
Overskriften over indbydelsen var hentet fra Apostlenes Gerninger kapitel 15, hvor Paulus siger til Barnabas: ”Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.”
Hvordan har brødrene og søstrene i Zimbabwe det så i dag? Zimbabwes kirkeråd, der gennemlevede en krise, er blevet omstruktureret og revitaliseret med en ny dynamisk ledelse, hvilket lover godt for kirkens enhed i Zimbabwe. Men den økonomiske, sociale og politiske krise er om muligt blevet endnu værre siden 1998.
Den 93-årige Robert Mugabe regerer på 37. år, og landet er stadig ramt af sanktioner og er isoleret internationalt. Alle er imidlertid meget optaget af, at der næste år skal være valg, og hvad det måtte føre med sig.
Formålet med solidaritetsbesøget var blandt andet:
– At styrke den økumeniske kristne enhed i den aktuelle kritiske situation i Zimbabwe
– At fremme Zimbabwes Kirkeråds rolle som en vigtig aktør mht. løsning af den nationale krise
– At finde måder, hvorpå Kirkernes Verdensråd og dets medlemskirker kan ledsage Zimbabwes kirker i deres bestræbelser på at bidrage til relevante løsninger i forhold til den bredere nationale situation
– At øge den økumeniske opmærksomhed mht. valgene i 2018 og støtte kirkernes bestræbelser for at monitorere valgene.
I tirsdags mødtes delegationen i Victoria Falls med ledere fra kirkerådet, hvor vi fik en grundig introduktion til udviklingen i kirkerådet og den økonomiske, sociale og politiske krise i landet. Dagen efter fløj vi til Harare, hvor vi under en middag mødtes med ledere af en lang række af Zimbabwes kirker, samt repræsentanter for kirkerådet og det udvalg. Her blev der sat fokus på kirkernes enhed og på kirkernes og dermed også kirkerådets ansvar for at bidrage til at fremme retfærdighed, fred og forsoning i landet.
Delegationen mødtes med kirkerådets ledere med politikere. Det første møde fandt sted i justitsministeriet, med vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, der også er justitsminister – og efter sigende en mulig afløser for Mugabe som præsident for Zimbabwe, hvis det regerende parti vinder valget. Senere samme dag mødtes vi med oppositionens leder Morgan Tsvangirai på hans kontor. Det var tydeligt at mærke, at politikerne anerkendte, at kirkerne spillede en meget vigtig rolle i det offentlige liv. Ikke som partipolitiske aktører, men som en moralsk stemme i samfundet, og som det sted, hvor politiske modstandere måske kunne mødes.
Dagens klimaks var imidlertid en meget festlig økumenisk gudstjeneste i den anglikanske domkirke i Harare. Det var en rigtig afrikansk gudstjeneste med masser af sang og dans, og en økumenisk gudstjeneste, hvor de forskellige kirker gav hver deres bidrag.
I sin prædiken ud fra Kolossenserbrevet kapitel 3 sagde Kirkernes Verdensråds generalsekretær, Olav Fykse Tveit, blandt andet, at enhed er ikke en luksus, som vi kan begynde at rette vor opmærksomhed mod, når vi har løst vore andre vigtige problemer, det være sig i kirker, familier, samfund, nationer.
Nej, enhed er det, vi er skabt til, og det, vi af Kristus er frelst til. Enhed med Kristus og enhed med hinanden. ”Kirkerne er kaldet til at være ét, så Guds kærlighed i Kristus kan ses – og mere end det, så at Guds kærlighed i Kristus må herske i denne verdens brudte realiteter, enten det er her i Zimbabwe eller i Norge … Vi er kaldet til at være ét, så at vi kan vise, at der altid er nye muligheder for tilgivelse, for nyt liv, for en ny begyndelse, for nye relationer.”
Mange gav bagefter udtryk for stor glæde over at opleve at fejre gudstjeneste sammen på tværs af kirkeskellene.
Inden vi skiltes, opsummerede repræsentanter for kirkerådet sammen med delegationen de vigtigste prioriteter for arbejdet fremover.
– Kirkens rolle i det offentlige rum. Kirken i Zimbabwe spiller allerede en langt større rolle, end vi kender det i de nordiske lande, men der er brug for, at kirkerne står sammen om at bidrage til retfærdighed, fred og forsoning i samfundet.
– National dialogproces for at fremme den nationale enhed. Kirken kan – fordi den er hævet over partipolitik – måske bidrage til at skabe en platform for en national dialog mellem de politiske partier, erhvervslivet, NGOer og andre for at afmontere de konflikter, der truer landets enhed, og finde fælles løsninger.
– Global og national kirkelig monitorering af næste års valg. Der har vist sig at være en accept fra politikerne af, at kirken bidrager ikke bare til at motivere kirkens medlemmer til deltage i valgene, men og så til monitorering af valgene
– Økonomisk udvikling i Zimbabwe til gavn for almindelige mennesker. Økonomien er gået helt i stå, og alle gode kræfter nationalt og internationalt må arbejde sammen om at skabe økonomisk udvikling, og et særligt fokus må være på at udvikle mineindustrien, på en sådan måde, at værdierne kommer folket i Zimbabwe til gavn.
– Kirkerådets økonomiske bæredygtighed. Målet med den igangværende omstrukturering er, at rådet ikke fremover vil være afhængig af støtte udefra til driften af sit sekretariat, men kan søge støtte til særlige projekter.
Måske vil der om 10 eller 20 år være repræsentanter for kirker uden for Zimbabwe, som siger – med Paulus til Barnabas:
”Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.”
Det ville være meget glædeligt, hvis det så vil vise sig, at det virkelig lykkedes zimbabweanerne – med kirkens hjælp – at udvikle Zimbabwe til et land præget af retfærdighed, fred og forsoning – og velfærd for alle.

LVF blog: I folkekirken bider vi ikke på en insisterende politisk dagsorden

Af Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia

34631101865_12358c700f_k

Søren Abildgaard deltog i Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia og reflekterer her over, hvad han kan tage med hjem fra Namibia til en folkekirkelig dansk sammenhæng. Foto: Albin Hillert/LVF.

Efter en uge med møder, samtaler og inspiration fra hele verden (eller i hvert fald den del af verden, der udgøres af de officielle repræsentanter for kirker i den lutherske tradition) melder eftertanken sig.

I de daglige landsbygrupper, hvor der er plads til at gå i dybden med dagens tema og til at udveksle fortællinger fra hver vores vidt forskellige virkeligheder, lyder det afsluttende spørgsmål altid: Hvad kan dagens drøftelse bruges til hjemme i vores lokale kirker og menigheder?

Den globale lutherske tradition har på 500 år bevæget sig fra Wittenberg til Windhoek. I Wittenberg er der i dag kun er cirka 10 procent kristne tilbage. Det er derfor meget passende at fejre reformationsjubilæet på et stadion i Katutura, et township i Windhoek, Namibia. Den lutherske tradition har bevæget sig fra en tysk-nordisk kontekst til i dag at opleve sin største vækst i det globale syd.

Dermed bliver det også et åbent spørgsmål, hvor meget vi i dag kan lære af hinanden som lutherske kirker, eller om Folkekirken har mere tilfælles med kirker, der lever i den samme sekulariserede virkelighed – eller måske med de nordiske kirker, som deler det samme udspring i relationen til stat og folk og i øvrigt har formået at fastholde en status som majoritetskirker.

“Liberated by God´s Grace” (befriet af Guds nåde) var det overordnede tema for generalforsamlingen og  det sætter rammen for et fælles teologisk sprog om nåden som både en gratis gave og som et kald, som vi deler med alle døbte.

Her vil der også i danske menigheder være inspiration til samtalen om tro og kristendom. Der er måske nok behov for at omsætte det til en dansk virkelighed og i et enkelt og virkningsfuldt sprog, hvis det for alvor skal slå igennem.

Det kan måske være med til at stimulere en fornyet interesse for forholdet mellem troen og det individuelle og kollektive engagement i samfundet. Vi bliver ikke frelst i kraft af vore gerninger, men troen må også føre til gode gerninger. Kristendommen kan ikke være tavs med henvisning til en misforstået opfattelse af Luthers to-regimentelære.

Efter min personlige mening går man dog galt i byen, når temaet foldes ud i undertemaerne om, at hverken frelsen, mennesker eller skabningen er til salg.

For en dansk folkekirkelig bevidsthed vil meget herfra blive opfattet som udtryk for en bestemt og til tider noget énsidigt insisterende politisk dagsorden. Af samme grund får Det Lutherske Verdensforbunds studier og konklusioner på disse områder nok en noget begrænset udbredelse i folkekirkens menigheder.

Det er i forvejen vanskeligt at argumentere ud fra kristendommen i en dansk samfundsmæssig kontekst, og det bliver bestemt ikke lettere, når man forsøger at sætte en global dagsorden.

Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om relevansen hjemme i vores lokale kirker og menigheder.

Her skal vi nok forsøge at finde andre samtalepartnere end den globale lutherske tradition, hvis vi for alvor skal have inspiration til at håndtere de udfordringer, som folkekirken måske står over for i de kommende årtier. Der er kirker i vores nærområde, som allerede har mødt disse udfordringer, og som måske også har fundet gode svar på dem. Det kunne tale for at styrke især den europæiske dialog.

Det skal vi gøre uden at glemme, at der også er fjernere slægtninge, der lige som os lever i traditionen fra det, der skete i Wittenberg i 1517. Slægtninge, der har brug for, at vi følger dem på vejen, og som måske kan vise os helt nye veje.

LVF bør have mere fokus på vestlige kirkers udfordringer

Af Birger Nygaard, sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

34650021676_a324bfecb9_k

Billedet fra festgudstjenesten ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia – en global luthersk markering af reformationsjubilæet. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Folkekirken er medlem af Det Lutherske Verdensforbund (LVF). De sidste to år har den gennem en midlertidig hævning af kontingentbetalingen næsten levet op til sin kontingentforpligtelse. Denne forøgede investering i medlemskabet har naturligt fået Folkekirkens Mellemkirkelige Råd til at arbejde med sine ønsker og forventninger til medlemskabet.

Traditionelt har LVF haft sin styrke og sit fokus på udviklings- og nødhjælpsarbejde – og arbejder rigtigt godt hermed! I disse år bidrager LVF til opretholdelse af 2,3 millioner flygtninges liv. Det er en vigtig og betydelig opgave.

Men for os som folkekirke kan dette arbejde synes fjernt fra vores folkekirkelige hverdag. Derfor er det rimeligt at spørge ind til, hvordan LVF mere konkret kan bidrage til folkekirkens liv og vækst – og hvordan folkekirken over for andre kirker kan bidrage med indsigt og erfaring. Vi befinder os som en del af den vestlige kristenhed, der står i nogle særlige udfordringer, der som regel er ganske forskellige fra kirkerne i Syd.

Derfor har vi i Mellemkirkeligt Råd i over et år arbejdet for, at Vestens kirker kommer højere på LVFs dagsorden, idet LVF er det naturlige internationale kirkefællesskab, hvor vi som lutherske kirker kan tale med ligesindede om fælles problematikker.

Ved generalforsamlingen i Namibia har vi sammen med især vore nordiske søsterkirker arbejdet for at fremme dette.

Vi har en god fornemmelse af, at anliggendet bliver hørt i kommende programprioriteringer i LVF. Lykkes det godt, vil folkekirken i langt højere grad komme til at opleve LVF tæt på.

En række af de arbejdsgrupper, initiativer og prioriteringer, vi aktuelt har i folkekirken, vil kunne befrugtes af international inspiration, når vi sætter os sammen og lytter til de erfaringer, der gøres i vore nærområder, det vil sige ikke mindst i vore nabokirker i Norden og i Tyskland.

Aktuelt arbejder vi i Mellemkirkeligt Råd med, hvad det stigende antal migranter (hvoraf flygtninge kun er en lille del) betyder for folkekirken. Vore nabokirker er i samme situation. Og som globalt kirkefællesskab er vi også i forbindelse med kirker i Afrika m.v., hvor migrantstrømme opstår.

Omkring netop et sådant emne, som kommer til os udefra, giver det meget god mening at finde gode løsninger i samtale med andre.  Vi vil kunne få gavn af det arbejde, andre allerede har gjort og på denne måde hurtigere nå frem til gode løsninger. Og det vil kunne modvirke, at vi som lutherske kirker ender i alt for mange forskellige teologier og ordninger på områder, hvor der bør være en fælles kirkelig substans. Det er vist, hvad det økumeniske handler om.

 

 

 

LVF blog: Klimakrisen er et globalt problem – og som kirke har vi et ansvar

 

Af biskop Henrik Stubkjær, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

33866711813_6052816961_k

Martin Kopp, som forsker i teologi på universitetet i Strasbourg, holdt oplæg om klimakrisens globale udfordringer på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Det er 40 år siden Det Lutherske Verdensforbund på generalforsamlingen i Dar es Salaam for første gang fokuserede på klimakrisen og vores overforbrug. Meget er sket siden da: Bevidstheden om klimakrisen er blevet markant større – men udfordringerne er blevet endnu større.

Tidligere præsident Barack Obama udtrykte det således: ”Vi er den første generation, som mærker følgerne af klimakrisen – og vi er den sidste, der kan gøre noget ved dem!”

LVF’s tidligere klimamedarbejder Martin Kopp holdt hovedtalen på generalforsamlingens 6. dag, hvor temaet for dagen var ”Creation not for sale”. Her fik vi de skræmmende tal over udviklingen i verdens udledning af drivhusgasser, og de afledte effekter på natur og diversiteten i dyre- og fugleliv.

Martin Kopp kaldte da også klimakrisen for det 21. århundredes største udfordring. Siden 1970 har vi forbrugt mere, end jorden kan producere på en bæredygtig måde. Og samtidig med det, så er forbruget ekstremt ulige fordelt, hvilket øger verdens ulighed og er grobund for konflikter.

Skal vi for alvor arbejde for en bæredygtig udvikling, må vi nødvendigvis se på den verdensøkonomiske model vi har. En model som alene ser på profit og udvikling, men som ikke har øje for lighed og bæredygtig udvikling.

Monica Villarreal, præst i Flint, Michigan, fortalte om, hvordan den tidligere bilproducentby gik helt ned, da bilindustrien i USA kollapsede. Der skulle spares, og vandforsyningen blev omlagt, så man hentede drikkevand fra den lokale flod. Vandet var forurenet af tidligere udledninger, hvilket betød, at børnene alle blev syge af alt for høje koncentrationer af bly, som kan få betydning for resten af deres liv.

En biskop fra Papua New Guinea fortalte om mineindustri, som lægger enorme landarealer øde, og han citerede Einstein for engang at have sagt: ”Når det sidste træ er væk, og når den sidste fisk i havet er væk, og den sidste dråbe rent vand er væk, da kan vi ikke spise penge.”

En repræsentant for den etiopiske kirke fortalte om tørke, som tvang i tusindvis af landmændsfamilier til at forlade deres jorde – det er ganske enkelt ikke muligt at overleve der længere.

Klimakrisen er et globalt problem, men vi har som kristne, der tror på en skabende Gud, som skabte jorden og alle levende væsner i sin kærlighed, og som gav mennesket opgaven at værne om skaberværket, et særligt ansvar for at råbe op og at gøre noget i praksis.

Der er ikke nogen enkelt løsning, men den starter hos den enkelte og i menighedens fællesskab. Solceller og jordvarme er allerede flere steder blevet installeret i sognegårde og præsteboliger.

Tiden er ikke til håbløshed og apati. Tiden er til handling, så vore børn og børnebørn også kan opleve glæden ved Guds fantastiske skaberværk en forårsdag i Danmark og i Afrika.

LVF blog: En global kirkelig samtale

Af biskop Marianne Christiansen, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

33820992853_8cd5cf7a7b_k

Jeffrey Fongao fra den evangelisk-lutherske kirke i Papua Ny Guinea. I baggrunden kan man ane biskop Marianne Christiansen. Foto: Brenda Platero/LVF.

 

Frokost i Namibia med en lettisk og en rwandisk biskop, en kvinde fra Canada og en studerende fra Wisconsin, en præst med rasta-hår fra Chicago og en teolog fra Tanzania. På vej op ad trappen til 5. sal, pustende sammen med en kvinde i guldsandaler og sari; “Hello, hvor er du fra?”

“Danmark,”

“Åh, det er jer, vores kirke har et samarbejde med i Tamil Nadu.”
Det bedste ved at være her er samtalerne. Over bordet, i samtalegrupper og i salen. I dag var temaet i plenum “Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) og det viste sig at være et tema, der involverede mennesker fra hele kloden i samtale om såvel menneskehandel og økonomisk udbytning og ulighed, som vilkårene i sundhedssektoren og bevidstheden om, hvordan internettet gør menneskers personlige liv til varer.

34631101865_12358c700f_k

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard deltager også i den globale kirkelige samtale om værdien af menneskeliv. Foto: Brenda Platero/LVF.


Alle kan tage ordet i den store forsamling på omkring 600 mennesker. Det gjorde i dag både Jørgen Thomsen fra Folkekirkens Nødhjælp og Søren Abildgaard fra Landsforeningen af Menighedsråd – hvis indlæg om ikke at gøre den globale markedsøkonomi i sig selv til det store onde, men derimod presse på i de enkelte lande for en anderledes fordeling af goderne, vakte gehør og blev fulgt op af stemmer fra det afrikanske kontinent.


I samtalen meldte sig repræsentanter fra Korea, Papua Ny Guinea, Sydafrika og Indien – og der er kun et lille bitte udsnit af de stemmer, der tog ordet for at pege både på problemer i udnyttelsen af mennesker og på veje til at fremme respekten for menneskets værdighed.

Repræsentanten fra Papua Ny Guinea sagde:

“I mit land er det hverdag, at kvinder og børn sælges til prostitution, eller at kvinder, der søger arbejde, må prostituere sig for at få det. Kløften mellem rig og fattig bliver stadig større, og den patriarkalske magt rammer de mest sårbare” – hvortil en biskop fra Ungarn replicerede, at det desværre ikke kun var tilfældet i Papua Ny Guinea, men også i Østeuropa. Og sådan gik den globale samtale.

I samtalegruppen kom jeg i samtale med en slovensk teolog, fordi jeg forsøgte at fortælle om K. E. Løgstrups betoning af, at der ikke er en særlig kristen etik, men en fælles menneskelig etik.

Præcis det samme var sloveneren kommet frem til, blandt andet inspireret af den slovenske filosof Slavoj Žižek. Så der er mange møder og samtaler, mellem liv og bibel og teologi og filosofi og mennesker fra hele kloden.

Det er ikke dårligt.

LVF blog: Kirkelig kampgejst på den afrikanske savanne

Af Simon Kristian Blix Nielsen, teologistuderende og ungdomsdelegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

34078013910_1417427529_k

Forud for Det Lutherske Verdensforbund mødtes de unge delegerede for at tale om, hvordan de som unge repræsentanter for kirkerne kan være med til at sætte kursen. Foto: JC Valeriano/LVF.

 

Fra den 3-9 maj 2017 var omtrent 120 unge lutheranere fra 61 forskellige nationaliteter samlet i landsbyen Ondangwa i det nordlige Namibia til LWF Youth Pre-Assembly (formøde for unge).

Hvad kan en dansk, leverpostejsspisende teologistuderende så få ud af det? En hel del, skal jeg sige dig. Men før vi kommer til det, så tillad mig at give en kort forklaring på, hvorfor så mange skønne unge mennesker var samlet på en afrikakans savanne.

34421563826_36c5378bd7_k

Youth Pre-Assembly. Foto: JC Valeriano/LVF.

 

I forbindelse med Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling, som afholdes hvert sjette år, samles delegerede fra alle medlemskirkerne for at blive enige om den kurs, som LVF skal pejle efter.

Hovedformålet for Youth Pre-Assembly var at forberede de unge til at få indflydelse på kurssætningen. For at gøre det måtte vi blive enige om tre overordnede temaer, som vi kunne bringe til generalforsamlingen og på denne måde vise, hvad der er vigtigt for unge lutheranere i dag.

Her er det så, at vi vender tilbage til det, som en dansk teologistuderende kan tage ved lære af. af Efter gode dialoger og diskussioner kom vi nemlig frem til følgende tre temaer: Revival of Churches, Education -not for sale og Equity (kirkelig vækkelse, uddannelse er ikke til salg og retfærdighed).

At sætte fokus på kirken bør selvfølgelig ikke være unaturligt for en kirkelig føderation, men alligevel var det interessant at opdage, at den tilsyneladende skrumpende folkekirke ikke var alene om at skrumpe. Det var tilsyneladende en udbredt opfattelse, at kirken havde trange kår. I mange lande råber man dog ikke vagt i gevær af den grund, da trænge kår altid har været en del af pakken. Fattigdom, udnyttelse, overgreb og forfølgelse er daglig kost mange steder.

Netop derfor er det endnu mere beundringsværdigt, at mange af sådanne kirker ikke kun tænker på overlevelse, men også på fornyelse og mission. Det var revitaliserende at opleve denne kampgejst for kirken.

Hvor vi i Europa ofte kommer til at tænke i overlevelsesbaner i disse tider hvor kirkerne skrumper, så tænker andre faktisk i vækkelsesbaner -og måske det er det, som skal til? Lad os planlægge efter vækkelse og ikke overlevelse, så kan det være vi kan få vendt skuden.