Søndag d. 3. juni 2018 blev der afholdt mindemarch i Novi Sad i Serbien for at mindes ofre for massakrer, krige og bombninger i byen og for at give udtryk, at det ikke må ske igen i Europa, skriver Mogens Kjær delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien.
Af Mogens Kjær
Donau flyder gennem Novi Sad i Serbien. På bredden er der et monument af en familie der mistede livet. Deltagerne i generalforsamlingen i KEK samledes søndag omkring monumentet for at mindes massakrer, krige og bombninger i byen.
I slutningen af 2. Verdenskrig blev en større gruppe jøder, sigøjnere og serbere henrettet, og under Balkankrigen 1991-1999 blev over 150.000 dræbt i det tidligere Jugoslavien, der blev brudt op i en række enkeltstater.
Udover at mindes ofrene var den efterfølgende mindemarch langs Donau udtryk for at det ikke må ske igen i Europa. KEK var med succes aktiv i den efterfølgende freds- og forsoningsproces på Balkan ved at inddrage kirkerne.
KEK er i det hele taget grundlagt som et fredsprojekt der under den kolde krig bragte folk og kirker fra øst og vest sammen. I en workshop på generalforsamling om ’religionens rolle i konflikt og fred’ blev det fremhævet at KEK stadig har en rolle at spille ved at kunne mobilisere kirkerne når der er konflikt. Og konflikter er der.
Den farligste nu er konflikten i Ukraine der bruges til at opbygge en ny kold krig mellem Vesten og Rusland. Workshoppen understregede at der ikke er brug for militær oprustning og voldelige konfrontationer i Europa, men for fredsskabelse og konfliktløsning.
Der er både i vest og øst politikere der skaber frygt og bygger på folkets frygt for at intensivere konflikten mellem vest og øst. Rusland frygter Nato, og vestlige lande frygter Rusland. Svaret er ikke militæropbygningen og voldelige konfrontationer, men fredsopbygning. Kirkerne bør arbejde for et fredeligt Europa hvor vi løser konflikterne og kan leve sammen uden frygt.