Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
”Mission og politik” har ikke været et tema i en dansk kirkelig og politisk kontekst i mange år. Men Jellingestenen, der også kaldes Danmarks dåbsattest, er et vidnesbyrd om sammenhængen mellem mission og politik i kong Harald Blåtands virke for over 1000 år siden, ”den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.
Reformationen for 500 år siden var ganske vist ikke mission i klassisk forstand, men alligevel: her var det også kongen, der dekreterede danskernes omvendelse – denne gang fra katolicisme til luthersk kristendom.
Sidste gang spørgsmålet om mission og politik kom op, var i 1700-tallet i forhold til jøderne. I 1714 var der blevet oprettet et ministerium for mission, ”Missionskollegiet”, som indsendte et forslag til kongen om at anvende nogle af de penge, som var afsat til oprustning og krig for gennem undervisning og økonomisk støtte at omvende jøderne til kristendommen. Forslaget blev dog ikke vedtaget.
Men få år senere tog kongen selv et initiativ til jødernes omvendelse. Efter inspiration fra den pietistiske leder Spener besluttede kongen i 1728, at mændene i det jødiske samfund i København hver torsdag skulle indfinde sig i Vajsenshusets kirke for at overvære prædikener eller foredrag ved to tysktalende præster ved Skt. Petri Kirke. Formålet var ud fra Bibelen og fornuftsgrunde at få dem til at omvende sig til kristendom (Kilde: Martin Schwarz Lausten, Jøder og kristne i Danmark. Fra middelalderen til nyere tid. Forlaget Anis, 2012).
Siden grundloven af 1849, der indebar indførelse af religionsfrihed, og statskirkens overgang til folkekirke, har spørgsmålet om mission og politik ikke været aktuelt i en dansk kirkelig og politisk kontekst. Spørgsmålet har imidlertid været et gennemgående tema i den moderne misssionsbevægelse i Afrika og Asien, hvor sammenhængen mellem kolonialisme og mission er blevet kritisk analyseret.
I de seneste dage er spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik imidlertid dukket op på den politiske og kirkelige scene, som det fx fremgår af en artikel i Jyllandsposten for nylig, “Politikere vil have flere præster til at missionere mere over for muslimer“. I slutningen af maj måned sendte Marie Krarup, MF for Dansk Folkeparti, og forsvarsordfører, fem spørgsmål til kirkeministeren om folkekirken og mission. Spørgsmålene blev fulgt op af en kronik i Berlingske Tidende den 2. Juni, ”Vi bør støtte kristen mission blandt muslimer i Danmark”.
Her skriver Krarup bl.a., at ” Det forekommer mig absurd, at den danske stat ofrer millioner af kroner på at prædike demokrati og menneskerettigheder ude omkring i den store, vide verden, men at give støtte til, at muslimer i Danmark kan høre Guds ord, er der ingen, der rigtig tænker på”.
Samme dag citeres hun i en artikel i Jyllands-Posten, ”Marie Krarup vil have kristent missionsarbejde på finansloven” citeres hun for at tilføje, at ”Vi kan da ikke være bekendt at lade muslimerne fortabes for evigt, fordi vi kun vil dialogisere med dem, men ikke give dem det budskab, der er sandheden, livet og vejen”.
Nu er Marie Krarup – i hendes optik – af gode grunde optaget af at staten skal finansiere mission blandt muslimer. Men hvis man forestillede sig, at det blev foreslået, at staten skulle finansiere mission blandt jøder eller blandt ateister i Danmark, så ville der nok blive et ramaskrig!
At det for Krarup ikke kun, og måske slet ikke i første omgang, handler om muslimers frelse, fremgår af kronikkens sidste sætninger. ” Det er virkelig på tide, at Danmark som land, som stat og civilsamfund besinder sig på, at vi har et kristent udgangspunkt og fundament. Hvis det smuldrer bort og erstattes med islam, vil vi få et helt, helt andet land og civilsamfund. Det skal vi naturligvis begrænse mest muligt. Dertil kan vi bruge udlændingepolitikken, men vi bør ikke overse missions-mulighederne.”
Og også tidligere i kronikken fremgår det, at det er integreringen (eller måske rettere assimileringen) af muslimer, der især optager hende.
I middelalderen og langt op i nyere tid var kirke og stat i mange lande knyttet så tæt sammen, at mission ikke kun blev betragtet som en kirkelig opgave, men i høj grad også et statsligt anliggende, undertiden forbundet med statens udenrigspolitik. I en lang række muslimske lande er der den dag i dag en nær forbindelse med religion og politik, så staten ser det som sin opgave at være med til at udbrede statsreligionen, altså mission. Et slående eksempel på det er Saudi Arabien. Hvordan man i islam i dag ser på spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik, må muslimer svare på, men i dag er de allerfleste kristne teologer enige om, at det teologisk set er endog meget problematisk at blande politik og mission sammen. Evangeliet må forkyndes eller deles uden nogen tvang eller noget pres fra staten eller andre magthavere, for evangeliet må modtages i frihed.
At det er en folkekirkelig opgave at være i mission, er der ingen tvivl om, som det også fremgår meget tydeligt af det svar fra biskop Peter Skov Jakobsen, som kirkeministeren har sendt til Marie Krarup. Biskoppen henviser således bl.a. til den betænkning, som kirkeministeriet udsendte i 2009, hvor det slås fast, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser, og at: [denne] overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift.”.
Som når det gælder alle andre spørgsmål i folkekirken, så er der naturligvis også en levende debat om, hvordan mission skal forstås, og hvordan den skal praktiseres. Men for mig at se, er det springende punkt i denne sag, at det er en politiker, der spænder kirkens mission for sin (parti)politiske vogn.
I en dansk sammenhæng er spørgsmålet om forholdet mellem mission og politik kompliceret af, at vi har en folkekirke, som understøttes af staten.
I en artikel på Kristendom.dk fra 2009, drøfter Jørgen Skov Sørensen, der på daværende tidspunkt var sekretariatschef for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og i dag er generalsekretær i Danmission, de problemer, der opstår ”Når staten bliver missionær”. Er det overhovedet muligt for folkekirken at fremstå med den fornødne autenticitet i missionen, når kirken nyder opbakning fra staten? Er det overhovedet muligt som statskirke med et magtfuldt statsapparat i ryggen at fremstå som en troværdig og autentisk samtalepartner for andre religioners repræsentanter?” Svarene på de spørgsmål blæser for tiden i vinden.
Den aktuelle debat om mission og politik aktualiserer debatten om forholdet mellem stat og kirke. Som det for nylig blev slået fast i en højesteretsdom, så styres folkekirken fra centralt hold, som var den en statskirke. Men skal denne særlige danske konstruktion fungere, uden at kirken mister sin integritet – og uden at kirkens mission mister sin integritet – så forudsætter det, at politikerne ikke udnytter den næsten uindskrænkede magt de har over folkekirken, men omgås folkekirkelige spørgsmål med den tilbageholdenhed og skønsomhed, som i det store og hele har været gældende siden 1849.
Hvis politikerne derimod i højere grad begynder at politisere folkekirken og folkekirkens mission – sådan som Marie Krarup nu gør det – så er der for mig at se kun to udviklingsmuligheder: Enten bliver folkekirken efterhånden en politiseret kirke (statskirke, som vi kender det fra tiden før grundloven) uden mulighed for at være i en autentisk mission, eller også må folkekirken bl.a. af hensyn til sin uopgivelige missionsopgave skilles fra staten.
NB.
Folkekirkens Mellemkirkelige Råd holder konference om trosfrihed og religionsfrihed fredag d. 24. november 2017 på Christiansborg. Her vil der være mulighed for at drøfte bl.a. ovenstående problematik yderligere. Læs mere om konferencen her.
Mellemkirkelig blog 