“Lad os vende tilbage og besøge brødrene” – Om Kirkernes Verdensråds solidaritetsbesøg i Zimbabwe

Kirkernes Verdensråd mødtes med Zimbabwes Kirkeråd. Her trykker Kirkernes Verdensråds generalsekretær Olav Fykse Tveit hånd med oppositionslederen i Zimbabwe, Morgan Tsvangirai. Foto: Claus Grue/Kirkernes Verdensråd/WCC.

Af Mogens S. Mogensen
Formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Da Kirkernes Verdensråd i 1998 under overskriften ”Turn to God – Rejoice in Hope” holdt sin generalforsamling i Harare, var Zimbabwe midt i en alvorlig økonomisk, social og politisk krise. I år, 19 år senere, besluttede Zimbabwes Kirkeråd at sende en opfordring til Kirkernes Verdensråd om et solidaritetsbesøg i landet, et besøg som netop er blevet afviklet.

Jeg havde fornøjelsen af at være en del af delegationen, der foruden Kirkernes Verdensråds generalsekretær og en af vicegeneralsekretærerne bestod af repræsentanter for kirker og organisationer i Mozambique, Zambia, Canada, Sverige, Norge og Danmark.

Læs Kirkernes Verdensråds nyhed om solidaritetsbesøget i Zimbabwe.

Overskriften over indbydelsen var hentet fra Apostlenes Gerninger kapitel 15, hvor Paulus siger til Barnabas: ”Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.”

Hvordan har brødrene og søstrene i Zimbabwe det så i dag? Zimbabwes kirkeråd, der gennemlevede en krise, er blevet omstruktureret og revitaliseret med en ny dynamisk ledelse, hvilket lover godt for kirkens enhed i Zimbabwe. Men den økonomiske, sociale og politiske krise er om muligt blevet endnu værre siden 1998.

Den 93-årige Robert Mugabe regerer på 37. år, og landet er stadig ramt af sanktioner og er isoleret internationalt. Alle er imidlertid meget optaget af, at der næste år skal være valg, og hvad det måtte føre med sig.

Formålet med solidaritetsbesøget var blandt andet:

– At styrke den økumeniske kristne enhed i den aktuelle kritiske situation i Zimbabwe
– At fremme Zimbabwes Kirkeråds rolle som en vigtig aktør mht. løsning af den nationale krise

– At finde måder, hvorpå Kirkernes Verdensråd og dets medlemskirker kan ledsage Zimbabwes kirker i deres bestræbelser på at bidrage til relevante løsninger i forhold til den bredere nationale situation

– At øge den økumeniske opmærksomhed mht. valgene i 2018 og støtte kirkernes bestræbelser for at monitorere valgene.

I tirsdags mødtes delegationen i Victoria Falls med ledere fra kirkerådet, hvor vi fik en grundig introduktion til udviklingen i kirkerådet og den økonomiske, sociale og politiske krise i landet. Dagen efter fløj vi til Harare, hvor vi under en middag mødtes med ledere af en lang række af Zimbabwes kirker, samt repræsentanter for kirkerådet og det udvalg. Her blev der sat fokus på kirkernes enhed og på kirkernes og dermed også kirkerådets ansvar for at bidrage til at fremme retfærdighed, fred og forsoning i landet.

Delegationen mødtes med kirkerådets ledere med politikere. Det første møde fandt sted i justitsministeriet, med vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, der også er justitsminister – og efter sigende en mulig afløser for Mugabe som præsident for Zimbabwe, hvis det regerende parti vinder valget. Senere samme dag mødtes vi med oppositionens leder Morgan Tsvangirai på hans kontor. Det var tydeligt at mærke, at politikerne anerkendte, at kirkerne spillede en meget vigtig rolle i det offentlige liv. Ikke som partipolitiske aktører, men som en moralsk stemme i samfundet, og som det sted, hvor politiske modstandere måske kunne mødes.

Dagens klimaks var imidlertid en meget festlig økumenisk gudstjeneste i den anglikanske domkirke i Harare. Det var en rigtig afrikansk gudstjeneste med masser af sang og dans, og en økumenisk gudstjeneste, hvor de forskellige kirker gav hver deres bidrag.

I sin prædiken ud fra Kolossenserbrevet kapitel 3 sagde Kirkernes Verdensråds generalsekretær, Olav Fykse Tveit, blandt andet, at enhed er ikke en luksus, som vi kan begynde at rette vor opmærksomhed mod, når vi har løst vore andre vigtige problemer, det være sig i kirker, familier, samfund, nationer.

Nej, enhed er det, vi er skabt til, og det, vi af Kristus er frelst til. Enhed med Kristus og enhed med hinanden. ”Kirkerne er kaldet til at være ét, så Guds kærlighed i Kristus kan ses – og mere end det, så at Guds kærlighed i Kristus må herske i denne verdens brudte realiteter, enten det er her i Zimbabwe eller i Norge … Vi er kaldet til at være ét, så at vi kan vise, at der altid er nye muligheder for tilgivelse, for nyt liv, for en ny begyndelse, for nye relationer.”

Læs Fykse Tveits prædiken her.

Mange gav bagefter udtryk for stor glæde over at opleve at fejre gudstjeneste sammen på tværs af kirkeskellene.

Inden vi skiltes, opsummerede repræsentanter for kirkerådet sammen med delegationen de vigtigste prioriteter for arbejdet fremover.

– Kirkens rolle i det offentlige rum. Kirken i Zimbabwe spiller allerede en langt større rolle, end vi kender det i de nordiske lande, men der er brug for, at kirkerne står sammen om at bidrage til retfærdighed, fred og forsoning i samfundet.

– National dialogproces for at fremme den nationale enhed. Kirken kan – fordi den er hævet over partipolitik – måske bidrage til at skabe en platform for en national dialog mellem de politiske partier, erhvervslivet, NGOer og andre for at afmontere de konflikter, der truer landets enhed, og finde fælles løsninger.

– Global og national kirkelig monitorering af næste års valg. Der har vist sig at være en accept fra politikerne af, at kirken bidrager ikke bare til at motivere kirkens medlemmer til deltage i valgene, men og så til monitorering af valgene

– Økonomisk udvikling i Zimbabwe til gavn for almindelige mennesker. Økonomien er gået helt i stå, og alle gode kræfter nationalt og internationalt må arbejde sammen om at skabe økonomisk udvikling, og et særligt fokus må være på at udvikle mineindustrien, på en sådan måde, at værdierne kommer folket i Zimbabwe til gavn.

– Kirkerådets økonomiske bæredygtighed. Målet med den igangværende omstrukturering er, at rådet ikke fremover vil være afhængig af støtte udefra til driften af sit sekretariat, men kan søge støtte til særlige projekter.

Læs mere om Zimbabwes Kirkeråds fremtidige arbejde her.

Måske vil der om 10 eller 20 år være repræsentanter for kirker uden for Zimbabwe, som siger – med Paulus til Barnabas:

”Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.”

Det ville være meget glædeligt, hvis det så vil vise sig, at det virkelig lykkedes zimbabweanerne – med kirkens hjælp – at udvikle Zimbabwe til et land præget af retfærdighed, fred og forsoning – og velfærd for alle.

LVF blog: I folkekirken bider vi ikke på en insisterende politisk dagsorden

Af Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia

Søren Abildgaard deltog i Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia og reflekterer her over, hvad han kan tage med hjem fra Namibia til en folkekirkelig dansk sammenhæng. Foto: Albin Hillert/LVF.

Efter en uge med møder, samtaler og inspiration fra hele verden (eller i hvert fald den del af verden, der udgøres af de officielle repræsentanter for kirker i den lutherske tradition) melder eftertanken sig.

I de daglige landsbygrupper, hvor der er plads til at gå i dybden med dagens tema og til at udveksle fortællinger fra hver vores vidt forskellige virkeligheder, lyder det afsluttende spørgsmål altid: Hvad kan dagens drøftelse bruges til hjemme i vores lokale kirker og menigheder?

Den globale lutherske tradition har på 500 år bevæget sig fra Wittenberg til Windhoek. I Wittenberg er der i dag kun er cirka 10 procent kristne tilbage. Det er derfor meget passende at fejre reformationsjubilæet på et stadion i Katutura, et township i Windhoek, Namibia. Den lutherske tradition har bevæget sig fra en tysk-nordisk kontekst til i dag at opleve sin største vækst i det globale syd.

Dermed bliver det også et åbent spørgsmål, hvor meget vi i dag kan lære af hinanden som lutherske kirker, eller om Folkekirken har mere tilfælles med kirker, der lever i den samme sekulariserede virkelighed – eller måske med de nordiske kirker, som deler det samme udspring i relationen til stat og folk og i øvrigt har formået at fastholde en status som majoritetskirker.

“Liberated by God´s Grace” (befriet af Guds nåde) var det overordnede tema for generalforsamlingen og  det sætter rammen for et fælles teologisk sprog om nåden som både en gratis gave og som et kald, som vi deler med alle døbte.

Her vil der også i danske menigheder være inspiration til samtalen om tro og kristendom. Der er måske nok behov for at omsætte det til en dansk virkelighed og i et enkelt og virkningsfuldt sprog, hvis det for alvor skal slå igennem.

Det kan måske være med til at stimulere en fornyet interesse for forholdet mellem troen og det individuelle og kollektive engagement i samfundet. Vi bliver ikke frelst i kraft af vore gerninger, men troen må også føre til gode gerninger. Kristendommen kan ikke være tavs med henvisning til en misforstået opfattelse af Luthers to-regimentelære.

Efter min personlige mening går man dog galt i byen, når temaet foldes ud i undertemaerne om, at hverken frelsen, mennesker eller skabningen er til salg.

For en dansk folkekirkelig bevidsthed vil meget herfra blive opfattet som udtryk for en bestemt og til tider noget énsidigt insisterende politisk dagsorden. Af samme grund får Det Lutherske Verdensforbunds studier og konklusioner på disse områder nok en noget begrænset udbredelse i folkekirkens menigheder.

Det er i forvejen vanskeligt at argumentere ud fra kristendommen i en dansk samfundsmæssig kontekst, og det bliver bestemt ikke lettere, når man forsøger at sætte en global dagsorden.

Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om relevansen hjemme i vores lokale kirker og menigheder.

Her skal vi nok forsøge at finde andre samtalepartnere end den globale lutherske tradition, hvis vi for alvor skal have inspiration til at håndtere de udfordringer, som folkekirken måske står over for i de kommende årtier. Der er kirker i vores nærområde, som allerede har mødt disse udfordringer, og som måske også har fundet gode svar på dem. Det kunne tale for at styrke især den europæiske dialog.

Det skal vi gøre uden at glemme, at der også er fjernere slægtninge, der lige som os lever i traditionen fra det, der skete i Wittenberg i 1517. Slægtninge, der har brug for, at vi følger dem på vejen, og som måske kan vise os helt nye veje.

LVF bør have mere fokus på vestlige kirkers udfordringer

Af Birger Nygaard, sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Billedet fra festgudstjenesten ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia – en global luthersk markering af reformationsjubilæet. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Folkekirken er medlem af Det Lutherske Verdensforbund (LVF). De sidste to år har den gennem en midlertidig hævning af kontingentbetalingen næsten levet op til sin kontingentforpligtelse. Denne forøgede investering i medlemskabet har naturligt fået Folkekirkens Mellemkirkelige Råd til at arbejde med sine ønsker og forventninger til medlemskabet.

Traditionelt har LVF haft sin styrke og sit fokus på udviklings- og nødhjælpsarbejde – og arbejder rigtigt godt hermed! I disse år bidrager LVF til opretholdelse af 2,3 millioner flygtninges liv. Det er en vigtig og betydelig opgave.

Men for os som folkekirke kan dette arbejde synes fjernt fra vores folkekirkelige hverdag. Derfor er det rimeligt at spørge ind til, hvordan LVF mere konkret kan bidrage til folkekirkens liv og vækst – og hvordan folkekirken over for andre kirker kan bidrage med indsigt og erfaring. Vi befinder os som en del af den vestlige kristenhed, der står i nogle særlige udfordringer, der som regel er ganske forskellige fra kirkerne i Syd.

Derfor har vi i Mellemkirkeligt Råd i over et år arbejdet for, at Vestens kirker kommer højere på LVFs dagsorden, idet LVF er det naturlige internationale kirkefællesskab, hvor vi som lutherske kirker kan tale med ligesindede om fælles problematikker.

Ved generalforsamlingen i Namibia har vi sammen med især vore nordiske søsterkirker arbejdet for at fremme dette.

Vi har en god fornemmelse af, at anliggendet bliver hørt i kommende programprioriteringer i LVF. Lykkes det godt, vil folkekirken i langt højere grad komme til at opleve LVF tæt på.

En række af de arbejdsgrupper, initiativer og prioriteringer, vi aktuelt har i folkekirken, vil kunne befrugtes af international inspiration, når vi sætter os sammen og lytter til de erfaringer, der gøres i vore nærområder, det vil sige ikke mindst i vore nabokirker i Norden og i Tyskland.

Aktuelt arbejder vi i Mellemkirkeligt Råd med, hvad det stigende antal migranter (hvoraf flygtninge kun er en lille del) betyder for folkekirken. Vore nabokirker er i samme situation. Og som globalt kirkefællesskab er vi også i forbindelse med kirker i Afrika m.v., hvor migrantstrømme opstår.

Omkring netop et sådant emne, som kommer til os udefra, giver det meget god mening at finde gode løsninger i samtale med andre.  Vi vil kunne få gavn af det arbejde, andre allerede har gjort og på denne måde hurtigere nå frem til gode løsninger. Og det vil kunne modvirke, at vi som lutherske kirker ender i alt for mange forskellige teologier og ordninger på områder, hvor der bør være en fælles kirkelig substans. Det er vist, hvad det økumeniske handler om.

 

 

 

LVF blog: Klimakrisen er et globalt problem – og som kirke har vi et ansvar

 

Af biskop Henrik Stubkjær, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

Martin Kopp, som forsker i teologi på universitetet i Strasbourg, holdt oplæg om klimakrisens globale udfordringer på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Det er 40 år siden Det Lutherske Verdensforbund på generalforsamlingen i Dar es Salaam for første gang fokuserede på klimakrisen og vores overforbrug. Meget er sket siden da: Bevidstheden om klimakrisen er blevet markant større – men udfordringerne er blevet endnu større.

Tidligere præsident Barack Obama udtrykte det således: ”Vi er den første generation, som mærker følgerne af klimakrisen – og vi er den sidste, der kan gøre noget ved dem!”

LVF’s tidligere klimamedarbejder Martin Kopp holdt hovedtalen på generalforsamlingens 6. dag, hvor temaet for dagen var ”Creation not for sale”. Her fik vi de skræmmende tal over udviklingen i verdens udledning af drivhusgasser, og de afledte effekter på natur og diversiteten i dyre- og fugleliv.

Martin Kopp kaldte da også klimakrisen for det 21. århundredes største udfordring. Siden 1970 har vi forbrugt mere, end jorden kan producere på en bæredygtig måde. Og samtidig med det, så er forbruget ekstremt ulige fordelt, hvilket øger verdens ulighed og er grobund for konflikter.

Skal vi for alvor arbejde for en bæredygtig udvikling, må vi nødvendigvis se på den verdensøkonomiske model vi har. En model som alene ser på profit og udvikling, men som ikke har øje for lighed og bæredygtig udvikling.

Monica Villarreal, præst i Flint, Michigan, fortalte om, hvordan den tidligere bilproducentby gik helt ned, da bilindustrien i USA kollapsede. Der skulle spares, og vandforsyningen blev omlagt, så man hentede drikkevand fra den lokale flod. Vandet var forurenet af tidligere udledninger, hvilket betød, at børnene alle blev syge af alt for høje koncentrationer af bly, som kan få betydning for resten af deres liv.

En biskop fra Papua New Guinea fortalte om mineindustri, som lægger enorme landarealer øde, og han citerede Einstein for engang at have sagt: ”Når det sidste træ er væk, og når den sidste fisk i havet er væk, og den sidste dråbe rent vand er væk, da kan vi ikke spise penge.”

En repræsentant for den etiopiske kirke fortalte om tørke, som tvang i tusindvis af landmændsfamilier til at forlade deres jorde – det er ganske enkelt ikke muligt at overleve der længere.

Klimakrisen er et globalt problem, men vi har som kristne, der tror på en skabende Gud, som skabte jorden og alle levende væsner i sin kærlighed, og som gav mennesket opgaven at værne om skaberværket, et særligt ansvar for at råbe op og at gøre noget i praksis.

Der er ikke nogen enkelt løsning, men den starter hos den enkelte og i menighedens fællesskab. Solceller og jordvarme er allerede flere steder blevet installeret i sognegårde og præsteboliger.

Tiden er ikke til håbløshed og apati. Tiden er til handling, så vore børn og børnebørn også kan opleve glæden ved Guds fantastiske skaberværk en forårsdag i Danmark og i Afrika.

LVF blog: En global kirkelig samtale

Af biskop Marianne Christiansen, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

Jeffrey Fongao fra den evangelisk-lutherske kirke i Papua Ny Guinea. I baggrunden kan man ane biskop Marianne Christiansen. Foto: Brenda Platero/LVF.

 

Frokost i Namibia med en lettisk og en rwandisk biskop, en kvinde fra Canada og en studerende fra Wisconsin, en præst med rasta-hår fra Chicago og en teolog fra Tanzania. På vej op ad trappen til 5. sal, pustende sammen med en kvinde i guldsandaler og sari; “Hello, hvor er du fra?”

“Danmark,”

“Åh, det er jer, vores kirke har et samarbejde med i Tamil Nadu.”
Det bedste ved at være her er samtalerne. Over bordet, i samtalegrupper og i salen. I dag var temaet i plenum “Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) og det viste sig at være et tema, der involverede mennesker fra hele kloden i samtale om såvel menneskehandel og økonomisk udbytning og ulighed, som vilkårene i sundhedssektoren og bevidstheden om, hvordan internettet gør menneskers personlige liv til varer.

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard deltager også i den globale kirkelige samtale om værdien af menneskeliv. Foto: Brenda Platero/LVF.

Alle kan tage ordet i den store forsamling på omkring 600 mennesker. Det gjorde i dag både Jørgen Thomsen fra Folkekirkens Nødhjælp og Søren Abildgaard fra Landsforeningen af Menighedsråd – hvis indlæg om ikke at gøre den globale markedsøkonomi i sig selv til det store onde, men derimod presse på i de enkelte lande for en anderledes fordeling af goderne, vakte gehør og blev fulgt op af stemmer fra det afrikanske kontinent.

I samtalen meldte sig repræsentanter fra Korea, Papua Ny Guinea, Sydafrika og Indien – og der er kun et lille bitte udsnit af de stemmer, der tog ordet for at pege både på problemer i udnyttelsen af mennesker og på veje til at fremme respekten for menneskets værdighed.

Repræsentanten fra Papua Ny Guinea sagde:

“I mit land er det hverdag, at kvinder og børn sælges til prostitution, eller at kvinder, der søger arbejde, må prostituere sig for at få det. Kløften mellem rig og fattig bliver stadig større, og den patriarkalske magt rammer de mest sårbare” – hvortil en biskop fra Ungarn replicerede, at det desværre ikke kun var tilfældet i Papua Ny Guinea, men også i Østeuropa. Og sådan gik den globale samtale.

I samtalegruppen kom jeg i samtale med en slovensk teolog, fordi jeg forsøgte at fortælle om K. E. Løgstrups betoning af, at der ikke er en særlig kristen etik, men en fælles menneskelig etik.

Præcis det samme var sloveneren kommet frem til, blandt andet inspireret af den slovenske filosof Slavoj Žižek. Så der er mange møder og samtaler, mellem liv og bibel og teologi og filosofi og mennesker fra hele kloden.

Det er ikke dårligt.

LVF blog: Kirkelig kampgejst på den afrikanske savanne

Af Simon Kristian Blix Nielsen, teologistuderende og ungdomsdelegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

Forud for Det Lutherske Verdensforbund mødtes de unge delegerede for at tale om, hvordan de som unge repræsentanter for kirkerne kan være med til at sætte kursen. Foto: JC Valeriano/LVF.

 

Fra den 3-9 maj 2017 var omtrent 120 unge lutheranere fra 61 forskellige nationaliteter samlet i landsbyen Ondangwa i det nordlige Namibia til LWF Youth Pre-Assembly (formøde for unge).

Hvad kan en dansk, leverpostejsspisende teologistuderende så få ud af det? En hel del, skal jeg sige dig. Men før vi kommer til det, så tillad mig at give en kort forklaring på, hvorfor så mange skønne unge mennesker var samlet på en afrikakans savanne.

Youth Pre-Assembly. Foto: JC Valeriano/LVF.

 

I forbindelse med Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling, som afholdes hvert sjette år, samles delegerede fra alle medlemskirkerne for at blive enige om den kurs, som LVF skal pejle efter.

Hovedformålet for Youth Pre-Assembly var at forberede de unge til at få indflydelse på kurssætningen. For at gøre det måtte vi blive enige om tre overordnede temaer, som vi kunne bringe til generalforsamlingen og på denne måde vise, hvad der er vigtigt for unge lutheranere i dag.

Her er det så, at vi vender tilbage til det, som en dansk teologistuderende kan tage ved lære af. af Efter gode dialoger og diskussioner kom vi nemlig frem til følgende tre temaer: Revival of Churches, Education -not for sale og Equity (kirkelig vækkelse, uddannelse er ikke til salg og retfærdighed).

At sætte fokus på kirken bør selvfølgelig ikke være unaturligt for en kirkelig føderation, men alligevel var det interessant at opdage, at den tilsyneladende skrumpende folkekirke ikke var alene om at skrumpe. Det var tilsyneladende en udbredt opfattelse, at kirken havde trange kår. I mange lande råber man dog ikke vagt i gevær af den grund, da trænge kår altid har været en del af pakken. Fattigdom, udnyttelse, overgreb og forfølgelse er daglig kost mange steder.

Netop derfor er det endnu mere beundringsværdigt, at mange af sådanne kirker ikke kun tænker på overlevelse, men også på fornyelse og mission. Det var revitaliserende at opleve denne kampgejst for kirken.

Hvor vi i Europa ofte kommer til at tænke i overlevelsesbaner i disse tider hvor kirkerne skrumper, så tænker andre faktisk i vækkelsesbaner -og måske det er det, som skal til? Lad os planlægge efter vækkelse og ikke overlevelse, så kan det være vi kan få vendt skuden.

 

LVF blog: Menneskeliv er ikke til salg, men til glæde og gavn

Af Jørgen Thomsen, rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

Foto: Albin Hillert/LVF.

Vi er til morgenandagt ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling. Oppe ved alteret går en række par, hvor den éne fører den anden i lænke. En efter en nævner de mennesker, der i dagens verden lever i ufrihed: gadebørn og gældsslaver, organsælgere, ofre for menneskehandel og fattige migrantarbejdere. Mennesker med det tilfælles, at de bliver tingsliggjorte – og faktisk solgt for penge.

Morgenandagten leder over i bibelrefleksion og foredrag om befrielse, menneskeværd og konklusionen: “Mennesker er ikke til salg” – dagens overskrift på generalforsamlingen.

Den norske teolog Kjell Nordstokke holdt oplæg på temadagen “Mennesker er ikke til salg”. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Den norske teolog Kjell Nordstokke udfolder det sådan, at “menneskeliv ikke er til salg, men til liv, glæde og gavn.” Ifølge Nordstokke læser Luther Bibelen sådan, at “hvert eneste menneske er skabt med ret til at være et subjekt med en nobel bestemmelse til at tjene Gud og næsten. Ingen har ret til at reducere noget menneske til et objekt.”

Alligevel sker netop dét, når de nævnte grupper – og mange flere – presses ud af en underreguleret verdensøkonomi, hvor 8 mænd ejer lige så meget som verdens 3,6 milliarder fattigste tilsammen (jævnfør Oxfams rapport fra 2017 om ekstrem ulighed – FNs Verdensmål nr. 10). Det betyder, at pengetanke er så store og stærke, at de kan manipulere deres egen skattebetaling, drive lønninger i bund og købe indflydelse i politik.

Hvad er kirkens rolle i den virkelighed? Ifølge Nordstokke er kirkens rolle at være en røst i det offentlige rum, som fastholder retten til, at alle mennesker kan deltage i samfundet og økonomien på fair vilkår. En røst, der italesætter grænser for grådighed og prædiker og praktiserer enkelthed, mådehold og det fælles bedste.

Vi oplever en centrifugalkraft, der kaster alle af karrusellen, som ikke er stærke nok til at holde fast. Kirkens modspil er at samle, åbne op og inkludere. Ligesom dåben er åben for alle. Og nadveren samler høj og lav.

Under en blå, skyfri solskinshimmel vandrer tankerne videre. Hvad er det, der får os til umætteligt at rage til os og bygge forråd helt ude af trit med faktiske behov? Er det en personlig udgave af den samme frygt og sikkerheds-besættelse, som er på spil i storpolitik? Som opgiver troen på fællesskabet, rejser grænsehegn og melder sig ud – for at sætte “America first,” Storbritannien først, Denmark først – og mig først? Først og sidst.

I baghovedet har jeg et essay om “Frygt” af den amerikanske forfatter Marilyne Robinson – tidligere præsident Barack Obamas yndlingsforfatter og samtalepartner, En stærk og indflydelsesrig tekst, hvor hun analyserer, hvad der er gået galt i det amerikanske samfund og hvor hun viser, hvordan frygt, foragt for de fremmede og den rige elite samt længsel efter sikkerhed har skabt et samfund, der opnår det modsatte: skuddrab, ekstrem ulighed og endnu mere at være bange for.

Marilynne Robinson udnævner evangeliets “Frygt ikke” til at være kristentroens vigtigste bidrag til den moderne samfundsdebat. Og hun minder om ironien i, at de højrenationale kristne, der taler frygten op og i dag driver muslimer og mexicanere ud af det gode selskab, er efterkommere af dem, der selv blev jaget ud af Europa som calvinister og huguenotter, lutheranere og puritanere og andre uønskede børn af reformationen i modreformation i 1700-tallet. Hvor de flygtede til Den Nye Verden, til USA. Som bådflygtninge…

Heroverfor kalder hun til samling i USA, såvel som i Europa, om det ægte kristne “Frygt ikke!” Om den frygtløshed – om det mod – der tør møde ’den anden’ i åbenhed. Det er i dag, siger Robinson, den kristne humanismes vigtigste bidrag til samfundsdebatten og til demokratiet, at turde se ethvert andet menneske som skabt i Guds billede. Og netop ikke, tænker jeg, som en vare der kan sælges efter forgodtbefindende.

 

LVF blog: Mennesker skal ikke være til salg

Af Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

Fra temadagen om “Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Foto: Albin Hillert/LVF.

Lørdagen på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling begyndte med et modbydeligt syn. Ved morgenandagten opførte en lokal namibisk dansegruppe et lille optrin, som bestod i, at halvdelen af dem havde en tung kæde om halsen og blev trukket afsted med bøjede hoveder.

Ubehaget ved at overvære dette var slående. Mennesker skal ikke være slaver. Mennesker skal ikke være til salg. Men det er de.

Fra temadagen om “Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Denne dags tema ”Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) er desværre rystende aktuelt, også selvom man ser bort fra alle de mere psykologiske og eksistentielle bånd, der binder os alle sammen på forskellig vis.

Dagen blev indledt med et oplæg af den norske professor Kjell Nordskokke, som har brugt et langt liv på at arbejde med diakoni blandt andet i Det Lutherske Verdensforbunds regi. Oplægget handlede om verdens voksende ulighed både mellem befolkningerne i verdens forskellige lande og internt blandt de enkelte landes befolkninger.

Kløften mellem dem, der har og dem, der ikke har, bliver større og større. Det gælder økonomisk og som følge heraf også i mange andre sammenhænge, for eksempel hvad angår uddannelsesmuligheder, retfærdighed og frihed.

Hvilke ”slavehistorier” har dagen så bragt i samtale med lutheranere fra hele kloden om dette alvorlige emne?

Den har bragt de mere forudsigelige historier om ulykkelige mennesker, der udgør billig, uuddannet arbejdskraft og lever under slavelignende forhold på et eksistensminimum. Eller gruopvækkende beretninger fra de områder i verden, som i særlig grad leverer sexarbejdere (handlede eller ej) og pornoindustri til et stort internationalt sexmarkeds udbud af kvinder, børn og diverse grænseoverskridende afvigelser.

Den har også bragt historier om socialt og økonomisk forarmede samfund, hvor børn oplever, at deres far er rejst hundredvis af kilometer for at arbejde 12 timer om dagen under kummerlige og farlige forhold, og deres mor er rejst til et andet land for at arbejde som hushjælp eller på hotel for en endnu dårligere løn.

Jeg lærte i den sammenhæng et nyt ord i dag: ”social orphans” (socialt forældreløse) kaldes børn, der har forældre, men reelt vokser op uden dem og ofte lever særligt usle liv, fordi myndigheder ikke træder til, så længe forældrene findes.

Fra Hong Kong fortaltes historier om en overbefolket en by uden mulighed for geografisk ekspansion eller udflytning, som derfor lider under absurd høje kvadratmeterpriser for selv bittesmå lejligheder.

Resultatet er, at folk må arbejde meget hårdt på et kynisk arbejdsmarked for at tjene til en bolig og i øvrigt bo hele familier i lejligheder på størrelse med en bil, som det blev beskrevet.

I Tanzania opererer villige ågerkarle, som låner penge til desperate familier eller kvindegrupper, som herefter bliver dybt forgældede under de urimelige renter og må trælle for udlånerne. Ofte sælges deres arbejdskraft videre til andre, og deres situation bliver at sammenligne med slaveri.

En rød tråd gennem alle disse beretninger er, at der er tale om mennesker, som lever under slavelignende forhold af sociale og økonomiske grunde. Der er tale om mennesker, som må sætte sig selv og deres liv til salg, fordi de ikke ser anden mulighed.

Forudsætningen for disse forhold er naturligvis, at der på den anden side er nogle, der vil og har økonomisk kapacitet til at købe disse mennesker, nogle, der vil og kan udnytte deres situation. Stigende ulighed er med andre ord med til at fastholde og befordre denne ulykkelige situation.

Men hvad har en verdenssammenslutning af kirker at sige om dette? Hvad har en kristen teologi at sige? Et kristent menneskesyn må fastholde, at et menneske ikke kan ejes af et andet. Det må fastholde menneskelig værdighed, integritet og ukrænkelighed. Dette er givet mennesket som skabt i Guds billede. I dåben lyder det videre, at vi er Guds. Vi er Guds børn og vi er dermed både omfattet af Guds kærlighed og pålagt at være hans redskaber i verden.

Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamlings temadag om mennesket handler dermed ikke kun om verdens lidende, handlede, slavebundne og ufrie mennesker. Den handler også om os, der er forpligtede på at gøre noget ved disse forhold overalt, hvor vi møder dem, både som kirker, individer og samfund.

I Det Lutherske Verdensforbund kan det ske via den store nødhjælpsindsats, programmer og måske ikke mindst uddannelsestiltag. For mennesker skal ikke være til salg.

 

LVF-blog: Grundtvig-foredrag trækker et verdenspublikum

Af lektor Hanna Broadbridge, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia. 

Grundtvig-centeret er til stede ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Her ses C. A. Jensens portræt af salmedigteren fra 1843. Foto: Wikimedia Commons/H. J Storgaard Andersen.

 

Edward Broadbridge holdt foredrag om Grundtvig for et publikum, der repræsenterede både Afrika, Asien, Europa og og Amerika. De mødte alle op med hver sin forudsætning.

En kvinde fra Minnesota havde haft aner i Danmark og sang “Dejlig er den himmel blå” hver jul derhjemme, mens en namibisk kvinde intet vidste om Grundtvig; hun var blot nysgerrig! En dansker ville høre om Grundtvig på engelsk, og en indisk biskop talte flydende dansk og sang for os alle det første vers af “Lille Guds barn, hvad skader dig” – på dansk, vel at mærke! Han havde tidligere tilbragt hele seks år i Danmark og havde taget Grundtvigs “glade kristendom” til sig under opholdet.

Selve foredraget varede en time med billeder af blandt andet Udby Kirke, Jellingestenene, Rødding Højskole og optoget til paladset i 1848, hvor Grundtvig ser på “folket” med både bekymring og begejstring.

Der blev vist et billede af Grundtvigs håndskrift, som er ved at blive tydet og digitaliseret på Vartov, samt en Grundtvig-sætning på ikke færre end 286 ord, hvor Edward Broadbridge forklarede hvordan han oversætter sådan en sætning ved at bruge “salamiteknikken”!

Foruden salmen blev der sunget sangen “Hvad er det, min Marie?” mens “Folkeligt skal alt nu være” blev læst op, begge i deres engelske udgave.

Til sidst skrev deltagerne sig på en emailliste, for at de kan modtage Edward Broadbridges nye initiativ: The Grundtvig Quarterly, en email som han vil rundsende 4 gange om året.

Interessen for Grundtvig kan nu fortsætte ved Grundtvig-centerets stand i det store telt for hele verdens lutherske organisationer. Her kan forbipasserende få et Grundtvig-badge og en snak om oversættelsesprojektet, som sætter i verden hele 5 bind af Grundtvigs værker på engelsk inden 2020.

LVF blog: Gud kommer til mig hver dag som 200 gram ris

Af Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

Frelsen er ikke til salg, fastslog den indiske præst Monica Melanchton i sit oplæg til Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

“Frelsen er ikke noget, vi skal opnå. Frelsen er grundlaget for vores liv. Frelsen er i hverdagen, i de øjeblikke af omsorg og hjælp, hvor mennesker deler Guds nåde helt enkelt i at dele mad og drikke og livsfornødenheder. Frelse er solidaritet.”

Sådan sagde den indiske præst Monika Melanchton i sit oplæg over temaet “Salvation not for sale” (Frelsen er ikke til salg), som er et af hovedtemaerne på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. (Læg mærke til, at hun bærer det samme navn som Luthers nære medarbejder).

I går blev der under temaet “Human Beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg” sat fokus på den rædselsfulde og systematiske voldtægtskrigsførelse i Congo, der ødelægger hele samfund ved målrettet at ødelægge og ydmyge kvinder og børn. Dermed kom der også fokus på seksuel vold som et globalt og menneskefjendsk fænomen, der fratager kvinders og børn deres menneskelige værdighed.

Også i det perspektiv var det i dag håbefuldt at høre oplæg fra tre højt kvalificerede kvindelige lutherske teologer fra henholdsvis Indien, Tyskland og Surinam.

Melanchton tog fat i sammenhængen mellem teologiske doktriner og menneskers virkelighed – hvordan teologiske tolkninger kan have indflydelse på menneskers liv. Hvad forstår vi ved frelse? Er det et ensomt projekt og en spirituel oplevelse, hvor det enkelte menneske bliver forenet med Gud, eller en belønning for et dydigt liv?

Nej, frelsen er Guds gave, som sætter mennesker fri til et liv i kærlighed. Luthers indsigt var, at troen udtrykker sig i hjælp til medmennesket. Frelsen betyder solidaritet. Eftersom Kristus blev kød og blev menneske, er også frelsen menneskelig.

Melanchton gengav et digt af en pige under en hungersnød, som i korthed lød “Hver dag klokken 12 kommer Gud til mig. Han kommer som 200 gram ris. Han opretholder mit liv. Før han kom, forstod jeg ikke, at Gud elsker mig.”

Jesus valgte mad og drikke som repræsentation for sig selv, og at være til stede, hvor mennesker deler det.

Forkyndelsen af frelsen må være forskellig i forskellige livssituationer. Hvis den teologiske tolkning af frelsen gør Gud til en ensom ulv, der kun forholder sig til det enkelte menneske, så har frelsen slet ikke noget med fællesskabet at gøre, og så står man altid i fare for at gøre frelsen til noget , det kan købes eller opnås af den enkelte. Men hvis vi tror på den treenige Gud, så er Gud selv jo et fællesskab, og forholdet til Gud kan ikke isoleres fra forholdet til andre mennesker.

Danielle Dokman, præst fra Surinam. Foto: Albin Hillert/LVF.

Danielle Dokman, en præst fra Surinam, stillede spørgsmål ved, om de rige virkelig kan og vil være solidariske med den fattige, og om vi virkelig vil gøre op med markedssystemer, der sender andre mennesker i fattigdom, men gavner vores egen velfærd. Og så sagde Dokman:

“Hvis vi altid tror, at frelsen er noget vi selv har og skal bringe den til andre, så ligner det noget, som jeg kun kender alt for godt fra mit lands historie som koloni: Der var altid nogen, der ville bringe os frelsen. Måske skulle vi hellere tro på, at den gavmilde Gud, der har givet os frelsen, også har givet den til andre. Måske kan vi vove at møde hinanden med mildhed og svaghed og ikke som “Jeg har noget, du ikke ikke har” – måske kunne vi opdage frelsen som noget, vi deler”.

At teologi og liv hænger sammen er en selvfølge, men måske glemmer vi det alligevel af og til. Og forståelsen af, hvad frelse er, skulle vi ikke gerne blive færdige med at tale om. Hvad er det, vi frelses fra? Fra sult og uværdige forhold, fra sygdom, fra selvoptagethed, skyld, synd, død, ensomhed, manglende selvværd eller storhedsvanvid? Og hvad frelses vi så til?

Frelse er Guds befrielse, og mennesker befinder sig i mange forskellige former for nød – udover den grundlæggende egoisme. Der er ganske vist langt mere at sige om Gud, end at Gud kommer som 200 gram ris – men altså også det.