En missional folkekirke – er det muligt? Oplæg på Folkekirkemødet på Himmelske Dage på Heden

Mission og diakoni var på dagsordenen, da der blev holdt Folkekirkemøde på Himmelske Dage på Heden. Foto: Henrik Helms/Himmelske Dage.

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

For år tilbage ville det være problematisk at tale om folkekirke og mission. Men hvorfor taler vi i folkekirken om mission i dag? Det gør vi, tror jeg, af to grunde. For det første har sekulariseringen ført til et traditionstab og en fremmedgørelse fra kirke og kristendom i dele af befolkningen, samtidig med at folkekirkens medlemsprocent er konstant for nedadgående. For det andet har globaliseringen og den dertilhørende migration ændret vort ellers meget homogene samfund, så vi i dag oplever en voksende kulturel og religiøs mangfoldighed.

Men hvad er mission?
Det har der været og er der stadig meget delte meninger om. Men for 15 år siden konstaterede professor i missiologi, Viggo Mortensen, at der var ved at opstå en bred konsensus om, at mission var ”at præsentere og repræsentere kristendom for mennesker af anden tro eller ingen tro”. Altså en ret bred definition af mission. I teologiske kredse er der også en ret bred enighed om at forstå mission som kirkens deltagelse i Guds mission. Dvs. mission har ikke sin rod hverken i missionsselskaber eller kirken, men i Gud selv. Som tidl. ærkebiskop Rowan Williams udtrykte det: ”Mission is finding out what God is doing, and joining in.”

Men hvad er så en missional kirke? Udtrykket går tilbage til en bog, der udkom i 1998 med titlen ”Missional Church”. En missional kirke er en kirke i mission, hvor mission ikke er en bestemt aktivitet, men er en del af kirkens grundlæggende væsen, noget der gennemsyrer alt hvad kirken er og gør. I tolv teser, som jeg ikke vil slå op på kirkdøren, men præsentere her, vil jeg give et bud på, hvordan en missional folkekirke ser ud.

1.At være missional folkekirke indebærer, at vi har noget på hjerte og vil nogen noget.
Hvad er det vi har på hjerte, som vi ikke kan lade være med at dele med andre? Det er de gode nyheder, evangeliet, som er både kirkens og den enkelte kristnes livsgrundlag. Det er den formålsformulering, som folkekirken fik i 2006 i Betænkning 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, nemlig ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”.

2.En missional folkekirke er en kirke for hele folket
Folkekirken er ikke en klub, der skal varetage sin medlemmers interesser. Som Dietrich Bonhoeffer udtrykte det, så er det at være kirke altid at være kirke for andre, uanset om de er medlemmer eller ej. Når folket ændrer sammensætning, som det sker i disse år, så må det naturligvis også påvirke folkekirkens måde at være kirke på. Fx når ca. 14% af befolkningen er første- eller anden generations indvandrere, hvoraf ca. halvdelen er kristne. Vi må være kirke på en sådan måde, så flest mulige vil føle sig hjemme i fællesskabet.

3.En missional folkekirke har fokus på sit centrum og ikke på sine grænser
Evangeliet har været forkyndt her i landet i over 1000 år, og alle er mere eller mindre påvirket af kristendommen, uanset hvad de kalder sig, og kun Gud kender menneskers hjerter. Det er ikke kirkens opgave at sætte grænser og dømme nogen inde og andre ude i forhold til kristendommen. En missional kirke må altid have fokus på at pege på det centrum som Kristus er i håbet om, at mennesker må blive draget mod ham.

4. I en missional folkekirke er gudstjeneste, undervisning og diakoni også altid mission
En række folkekirkelige betænkninger o.l. beskriver folkekirkens opgaver som gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Men ud fra et missional kirke –perspektiv giver det ikke mening, at gøre mission til en særlig fjerde aktivitet adskilt fra gudstjeneste, undervisning og diakoni. I stedet mener jeg, at vi må sige, at mission, at det kirken gør ”ad intra” (indadtil) – nemlig gudstjeneste, undervisning og diakoni – det gør den også ”ad extra” (udadtil). Opgaven bliver at tilføje gudstjenesten en grænseoverskridende missional dimension, så den åbner sig for omverdenen. Og på samme måde med undervisningen, hvor det handler om at inddrage flere i samtalen om troen. Og ligeledes mht. diakonien.

5. I en missional folkekirke er gudstjenesten altid en missionsgudstjeneste
I gudstjenesten bliver vi kaldt sammen for at lytte til evangeliet, for at lovsynge Gud, for at bede, for at blive velsignet, for at dele nadveren – for derefter at blive udsendt med Guds kærlighed og velsignelse i ryggen for at tjene vore medmennesker. Der er derfor ikke kun en sproglig, men også indholdsmæssig forbindelse mellem messe og mission.

6. En missional folkekirke giver rum for samtale om tro og liv og for fordybelse, dannelse og undervisning i den kristne tro
Troen næres ikke kun ved forkyndelsen, som det sker i prædikenen, men også gennem samtalen om evangeliet, samtalen om tro og liv. Det gælder for gammeldanskere, der måske har brug for at genfinde deres religiøse sprog, og det gælder for nydanske konvertitter, der har brug for at forstå og kunne sætte ord på deres nye tro.

7. En missional kirke oversætter det kristne sprog og den kristne praksis ind i en sekulær begrebsverden
Evangeliet må altid inkarneres i kulturen, det må kontekstualiseres, det gælder også i dag, hvor vi møder en sekulær kultur (og på samme måde må evangeliet kontekstualiseres ind i andre kulturelle og religiøse kontekster). Evangeliet har altid skullet ”oversættes” til nye sprog og ind i nye kulturelle sammenhænge, for at det kunne give mening for tilhørerne.

8. En missional kirke er brobygger både til det sekulære samfund og til etniske og religiøse minoriteter
En missional folkekirke må være i dialog med alle dele af samfundet og må være med til at bygge bro i forhold til forskellige segmenter af befolkningen. I forhold til de meget sekulariserede dele af samfundet, hvor der kun er ringe forståelse for religion. I forhold til etniske minoriteter, der har brug for at kunne spejle sig i folkekirken. I forholdet mellem majoritetssamfundet af gammeldanskere og minoritetssamfundet af nydanskere.

9. Diakoni er en missional kirkes kropssprog
Visionen for en missional folkekirkes virke er Guds rige, hvor der er retfærdighed, fred og glæde for alle. Diakoni handler om at bidrage til at hele det, der er brudt i verden, ved at tage sig af de fattige, de fremmede, de ensomme, de nødlidende, og være deres fortalere. Diakoniens formål er ikke forkynde evangeliet, men ikke desto mindre er diakonien et stærkt vidnesbyrd om det evangelium, der driver os. Diakoni er en missional kirkes kropssprog. Det er da også tankevækkende, at undersøgelser viser, at netop diakonien prioriteres øverst, når befolkningen skal beskrive, hvad de forventer af folkekirken.

10. At være en missional folkekirke indebærer, at vi i samarbejde med alle gode kræfter tager medansvar for hele samfundet
Guds mission gælder ikke kun enkeltpersoner, men hele skaberværket, så en missional folkekirke må også engagere sig i samfundet til fordel for det fælles bedste – og gøre det i samarbejde med alle gode kræfter. Vi må bidrage ved at bringe de værdier i spil, som vi finder i evangeliet og i hele den kristne tradition. Det er det, som vi kalder ”public theology”, eller på dansk ”offentlighedsteologi”

11. I en missional folkekirke er præstens rolle også at være missionær
For nogle år siden udarbejdede en arbejdsgruppe under Folkekirke og Religionsmøde en såkaldt dannelsesprofil for præster i lyset af fremtidens møde med religioner og spiritualiteter. Her blev der fokuseret på, hvordan præster burde uddannes og efteruddannes og i det hele taget dannes som præster i Kontekstuel dannelse – Erfaringsteologisk dannelse – Dialogisk dannelse -Missional dannelse – Liturgisk dannelse.

12. En missional folkekirke er præget af lægfolkets missionale praksisser
En kirke er ikke en bygning eller en præst, men – som den Augsburgske Bekendelse udtrykker det – kirken er ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes retteligt” –dvs. en forsamling af mennesker, og derfor må fokus da også være på lægfolket, og de praksisser, som udtrykker kirkens missionalitet. I bogen ”Missionsmetaforer. En håndsrækning til at tale om mission i folkekirken”, har jeg med udgangspunkt i beretningen i Lukasevangeliet kap. 10 om Jesu udsendelse af de 72, har jeg beskrevet ni missionale praksisser.

Vi må øve os i det, som vi alle kan gøre, nemlig:
– at se           – på andre mennesker med kærlighedens blik
– at bede      – til Gud for mennesker og hele verden
– at gæste     – at møde mennesker som deres gæster
– at lytte       – til mennesker og deres historier
– at dele        – alt det, vi har fået givet til deling
– at fortælle – vor egen livs- og troshistorie og den store historie
– at hele        – at være med til at hele alt det, der er brudt
– at invitere – til at ”gå med”, til fællesskab, følgeskab og fest
– at synge     – lovsange og klagesange til Gud

Er en missional folkekirke en mulighed?
Den situation, som vi står i i dag, kalder på en folkekirke, der ikke lukker sig om sig selv, men på en missional folkekirke, der frimodigt engagerer sig samfundet og bringer evangeliet i spil.

Heldigvis sker det da også. Det er ikke sikkert, at præster og andre kirkelige medarbejdere, menighedsråd og frivillige, vil kalde det mission, men meget af det, der allerede foregår rundt omkring i folkekirkens menigheder, er dybest set mission.

Folkekirken tilstedeværelse i hele landet, dens høje medlemstal, de gode samarbejdsrelationer til andre institutioner og befolkningens positive holdning til folkekirken giver da også folkekirken de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig yderligere som missional kirke.

 

CPCE blog: ”Have you heard of Grundtvig?”

Fra CPCEs generalforsamling i Basel september 2018. Foto: CPCE. 

“Jeg havde en klar fornemmelse af, at deltagerne på CPCE-generalforsamlingen vidste meget mere om forholdene i Danmark, end vi i Danmark ved om kirkeforhold og teologi i det øvrige Europa,” skriver Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende, der deltog i CPCE’s generalforsamling i Basel.

Sammen med to andre repræsentanter – professor Ulla Schmidt og Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige råd– er jeg sendt ’i byen’ på vegne af Den danske folkekirke som delegeret på generalforsamlingen for de protestantiske kirker i Europa (Community of Protestant Churches in Europe, CPCE), der finder sted hvert sjette år. I år i Basel.

Den folkekirkelige særstilling

I den til tider forvirrende blanding i CPCE af små og store medlemskirker – lutherske, reformerte, metodister m.m. – skiller Den danske folkekirke sig ud ved at have den særlige styringsform (eller snarere netop mangel på samme), der bevirker, at ingen kan ’tale på folkekirkens vegne’, hvilket jo selvsagt gør det umuligt for os som delegerede at forpligte folkekirken på at indgå i et tættere samarbejde. Eller i hvert fald kan vi ikke forpligte os på et styrket samarbejde, hvis dette samarbejde betyder, at folkekirken afgiver nogen form for suverænitet i forhold til et fælles europæisk beslutningsorgan, en synode.

De øvrige deltagere på generalforsamlingen lader til at være vant til ’os danskere’, og de forholder sig venligt overbærende til, at vi igen-igen påpeger vores specifikke situation. Og selvom det forekommer dem selvindlysende, idet det allerede fremgår af grundlaget for CPCE, Leuenbergkonkordiet fra 1973, tager forsamlingen det også med stor ro, at vi beder om at få udspecificeret som kommentar til rapporten om Church communion (kirkefællesskab), at samarbejdet kun kan styrkes i det omfang, det ikke strider med de enkelte kirkers specifikke lovgivning eller begrænser deres suverænitet. Aber selbstverständlich, lyder svaret. Man fornemmer samtidig også, at en del andre kirker deler vores betænkelighed ved at styrke samarbejdet på et formaliseret strukturelt niveau og derfor også på egne vegne bakker op om forbeholdet.

Enighed og forskellighed

Men hvad kan det så, dette samarbejde, som vi på visse områder har vores forbehold overfor?

Det er åbenlyst – og vel nærmest banalt at pointere – at det er godt at mødes på tværs af nationale, kulturelle og konfessionelle grænser, og at man bliver klogere af det. Som konkret eksempel er der i den evangelisk-lutherske kirke i Estland en dominerende konservativ fløj, som har problematiseret at skulle mødes med repræsentanter for bl.a. Den danske folkekirke pga. forskelle i synet på homoseksualitet, men fora som CPCE tvinger imidlertid medlemslandene til at mødes med hinanden, og det må uanset udfaldet af disse møder og samtaler siges at være en god ting.

I disse år – hvor opbakningen til EU og til europæisk samarbejde i det hele taget ligger på et meget lavt niveau i de enkelte europæiske lande – må der i høj grad siges at være grund til at finde sammen i tværnationale europæiske samtalefora. Og på generalforsamlingen i Basel var der også flere, der efterspurgte, at CPCE kunne tale med en mere hørbar kristen-humanistisk stemme ind i den aktuelle europæiske afmatning, også selvom der næppe vil kunne opnås entydighed i CPCE i forhold til, hvad en kristen-humanistisk europæisk stemme så har at sige.

Det bør være en konstant opgave for CPCE at være opmærksom på, hvad der har en specifik europæisk-protestantisk nødvendighed. Der kan være emner, der enten vil være særlige for de europæiske protestantiske kirker, eller være emner som – alle indbyrdes forskelle til trods – de europæiske protestantiske kirker har et markant andet syn eller anden vinkling på end fx den katolske eller ortodokse kirke. Dette har fx vist sig i den rapport, der omhandler etik i forhold til reproduktionsmedicin: Selvom der på ingen måde kan siges at være en entydig ’protestantisk stemme’ på området, er der ingen tvivl om, at rapporten afspejler en væsentlig anden tilgang til spørgsmålene end det ville være tilfældet i fx en katolsk sammenhæng.

Have you heard of Grundtvig?
For mit eget vedkommende er mødet i Basel øjenåbnende i forhold til, hvor velinformerede og reflekterede de andre europæiske protestantiske kirker – eller repræsentanterne herfor – er, hvad angår hinanden. Generelt har de protestantiske kirker i Europa et godt indblik i, hvordan vilkårene og tænkningen udfolder sig på tværs af såvel lande- som konfessionelle grænser. Det kan skyldes min egen uvidenhed, det indrømmer jeg meget gerne, men jeg havde også en klar fornemmelse af, at deltagerne på generalforsamlingen vidste meget mere om forholdene i Danmark, end vi i Danmark ved om kirkeforhold og teologi i det øvrige Europa.

”Have you heard of Grundtvig?” spurgte jeg forsigtigt, når jeg skulle forsøge at forklare, hvad mit arbejde i Grundtvig-Akademiet går ud på. ”Yes, of course,” lød svaret, mens min viden om, hvilke teologiske tænkere, der i særlig grad har formet fx den evangeliske kirke i Estland eller Østrig, er nærmest ikke-eksisterende.

Den danske folkekirke skiller sig ud ved ikke at have nogen styreform, hvilket umuliggør – selv hvis vi ville – at vi kan forpligte os på et mere formaliseret samarbejde. Men det at Folkekirken gør sig besværlig og stritter imod en højere grad af integration bliver af langt de fleste af dem, jeg nåede at tale med, blot opfattet som ’en del af charmen’ ved det europæiske protestantiske samarbejde.

Som Rosangela Jarjour, der på generalforsamlingen bragte en hilsen fra de evangeliske kirker i Mellemøsten, som hun er generalsekretær for, sagde, så kan der være gode grunde til, at der skal være grænser for, hvor tæt de enkelte kirker og kirkesamfund trækkes sammen: ”If you bring them too close they will end up going far away from each other.” (Hvis man bringer dem for tæt på hinanden, ender de med at gå i hver deres retning).

Den danske folkekirke skiller sig også ud ved at være den kirke med den absolut højeste procent af medlemmer i sit land. Med afstand. Til trods for at der også i folkekirkelige sammenhænge ofte tales om faldende medlemstal, så er Den danske folkekirke sammenlignet med andre europæiske protestantiske kirker virkelig en ’folkekirke’, folkets kirke. Der er ingen tvivl om, at det spiller afgørende ind, at folkekirken i Danmark er så stærkt lokalt forankret, og at fx præsterne i folkekirken ansættes af et lokalt valgt menighedsråd og ikke indsættes ’oppefra’ af kirkeorganisationen, sådan som det er i mange andre lande.

Ikke desto mindre er dette jo en af Den danske folkekirkes aktuelle udfordringer, fordi det bliver sværere og sværere at få folk til at stille op til menighedsråd og forpligte sig på et krævende bestyrelsesarbejde for en fireårig periode. Men her er altså et område, hvor vi set med mine øjne ikke bør lade os inspirere alt for meget af de andres måde at gøre tingene på, eller rettere – for det er selvfølgelig også en måde at tage ved lære på – vi bør lære af de andre, hvordan man ikke skal gøre. Hvad vi så skal gøre, står ikke helt klart for mig.

 

 

CPCE blog: Til gudstjeneste med valdhorn og jodlekor

Den schweiziske udenrigsminister Ignazio Cassis taler ved festgudstjenesten i Basel i anledning af taksigelsesdagen i Schweiz. Foto: CPCE.

 

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, beretter fra CPCEs(Leuenberg-kirkefællesskabet) generalforsamling i Basel, et fælles kirkemøde for europæiske protestantiske kirker.

Den tredje søndag i september var der Eidgenössischer Dank-, Buss- und Bettag (taksigelsesdag), som går langt tilbage i historien, men stadig fejres overalt i i Schweiz. Deltagerne i generalforsamlingen for ”Conference of Protestant Churches in Europe” (CPCE) i Basel blev inviteret til at deltage i en økumenisk gudstjeneste i Münster-katedralen. En meget festlig gudstjeneste med en jodle-liturgi med jodlekor og orkester bl.a. med valdhorn, og hvor der blev sunget og talt på både tysk, engelsk og fransk.

Midt i glæden over at deltage i en så festlig gudstjeneste kunne jeg ikke lade være med at reflektere lidt over forskelle og ligheder i forhold til en dansk folkekirkelig gudstjeneste. Det slog mig, at vi højst sang tre vers fra en salme. Vi nåede næsten ikke at komme i gang med en salme, før sangen var forbi. Og så var det da også problematisk, når man ikke fik hele salmens budskab med, fordi der kun var plads til at synge tre vers.

På den anden side var det spændende at deltage i en gudstjeneste, hvor menigheden hele tiden blevet inddraget og skulle læse de svar, som hørte til i disse ”responsive readings” af både bibeltekster, bønner og andre liturgiske tekster. Det samme gjaldt også kirkebønnen, hvor vi efter hver bønneafsnit sang (i den engelske udgave) ”O Lord hear my Prayer … when I pray answer me. O Lord hear my prayer … Come and listen to me”. Jeg glædede mig også over takkebønnen efter nadveren: ”Jesus Christ, we carry you in us. Together we carry you into the world. We thank you and we pray: Lord stay with us.” Her er der for mig at se grund til at lade sig inspirere af vore søsterkirker.

Under gudstjenesten bragte Schweiz’s udenrigsminister Ignazio Cassis, der selv er katolik, en hilsen, hvor han understregede betydningen af kirkelige enhedsbestræbelser. Og kardinal Kurt Koch, der er leder af den katolske kirkes afdeling for kirkelig enhed, og CPCEs formand, Gottfried Locher, underskrev en hensigtserklæring om at etablere en officiel dialog mellem CPCE og den katolske kirke.

Prædikenen, der blev holdt af Gottfried Locher ud fra Matt 5.3-12, var af en lidt mere politisk karakter, end vi er vant til i folkekirken. Locher gennemgik Europas historie siden murens fald i 1989. Muren er væk, og vi har stadig fred i Europa, selv om vi også har haft væbnede konflikter i Europa siden da. Men ”I 73 år er Europa blevet sparet for en altomfattende katastrofe, som vi har kendt i tidligere historiske perioder. Vi har al mulig grund til at være taknemlige,” sagde Locher.

Dagens tekst mindede os om, at Jesus kalder os til at være fredsstiftere, ikke bare til at nyde freden. Fred er en flygtig størrelse, og der er også i disse år et stort potentiale for konflikt i Europa. Men hvordan kan vi i dag være fredsstiftere i Europa? Her gav Locher seks gode råd:

Vi skal ikke se den anden vej, men se konflikterne i øjnene. Vi skal kæmpe og argumentere, men gøre det på en fair måde. Vi skal være selvkritiske. Vi skal være orienteret mod Kristus, fordi en varig fred er forankret i Gud. Og endelig: ”der er kun fred, når der også er retfærdighed.”

Spørgsmålene om fred er vanskelige spørgsmål, som angår os alle. ”Og det er altid politiske spørgsmål, som er lette at stille fra prædikestolen, men vanskeligere at besvare i byrådssale og parlamenter. Politiske beslutninger er ofte kompromiser. Grænser er nødvendige i vore liv, de beskytter og leverer sikkerhed. Det ved vi godt. Men vi ved også, at virkelig fred altid er fred med retfærdighed. Det er fred for alle og retfærdighed for alle”.

At spørgsmål om fred altid er komplicerede, fik vi tydelige eksempler på, da vi sluttede dagen med i plenum at drøfte resolutionsudkast om 100-året for freden efter 1. verdenskrig og om behovet for fred i Syrien og Irak. Bølgerne i debatten gik højt, og vi nåede kun i hus med den første resolution, der endte med at opfordre det nye CPCE råd til at stille en tekst til rådighed for medlemskirkerne til evt. oplæsning i kirkerne ved markeringen af 100 året for våbenstilstanden efter første verdenskrig den 11. november. Det kan måske give god mening i Danmark, hvor mange kirker sikkert allerede har planer om at følge opfordringen til at ringe med kirkeklokkerne søndag den 11. november kl. 11.

Basel, søndag, den 16. September 2018
Mogens S. Mogensen

CPCE blog: Fællesskabet styrkes i Basel

 

Fra festgudstjenesten ved CPCEs generalforsamling i Basel søndag d. 16. september 2018. Foto: CPCE.

Af Mogens Kjær, europamedarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Etiske udfordringer i forbindelse med menneskelivets tilblivelse, de historiske kirkers relationer til migrantkristne, videreuddannelse af præster, og hvad vi forstår ved kirke og fællesskab mellem kirker, er nogle af de emner der er til behandling på generalforsamlingen i Community of Protestant Churches in Europe (CPCE), et kirkefællesskab der tidligere hed Leuenberg, fordi det er baseret på Leuenberg konkordien. Folkekirken har været medlem af CPCE siden 2001.

190 repræsentanter fra 98 europæiske kirker er til møde i Basel i Schweiz. Heraf er der 84 delegerede, og folkekirken har sendt 3: Mogens Mogensen, formand for Det mellemkirkelige Råd, professor Ulla Schmidt, teologi i Aarhus, og Ingrid Ank, leder af Grundtvig Akademiet. Endvidere deltager Hans Vium Mikkelsen, Søren Abildgaard og Mogens Kjær i mødet.

Der har været afholdt valg til den nye bestyrelse af CPCE ,hvor Ulla Schmidt nu kommer til at sidde efter dansk-norsk ønske.

En generalforsamling skuer både frem og tilbage. Der har været udført meget studiearbejde i den forløbne 6-års-periode med stærk dansk deltagelse. Ulla Schmidt har arbejdet med etiske spørgsmål, Bo Kristian Holm, fra teologi i Aarhus, med kirkefællesskab, Hans Vium Mikkelsen fra FUV med videreuddannelse af præster og Mogens Mogensen om kristne migranters relationer til de etablerede kirker.

15 unge deltager i mødet som stewards. I forbindelse med åbningen af generalforsamlingen fik de ordet i en række indslag over ’I have a Dream!’ Og de flestes drøm var enten en styrket enhed mellem kirkerne, eller et ønske om at vi må forkynde evangeliet med glæde, frimodighed og på en relevant måde for alle.

Søndag var der festgudstjeneste i den pragtfulde og godt fyldte domkirke i Basel. Det var en glæde at deltage i en gudstjeneste som reformerte, lutheranere og metodister kunne føle sig hjemme i. Der var også en fin gæst, kardinal Kurt Koch fra Vatikanet, som sammen med formanden for CPCE underskrev en erklæring om at de protestantiske kirker i Europa vil indgå i en studieproces med den katolske kirke om ’kirke og kirkefællesskab’. Underskriften blev kraftigt applauderet af menigheden. CPCE har haft en evne til at forsone kirker og styrke fællesskabet mellem dem, så måske er der håb om at protestanter og katolikker kan nærme sig hinanden yderligere.

 

CPCE blog: Økumeni handler om solidaritet

Fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel 15. september. Foto: Leuenberg-fællesskabet.

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, beretter fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel.

’Οικουμένη’ er et græsk ord, der oprindelig betød den beboede jord, og dermed alle de mennesker, som bebor jorden. Senere er ordet blevet brugt i en mere begrænset betydning, nemlig som hele kristenheden, dvs. alle kirker og alle kristne i hele verden, og ’økumeni’ er arbejdet for forståelse og enhed mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

På generalforsamlingen for ”Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel har vi i disse dage beskæftiget os indgående med en række aspekter af ’οικουμένη’ og ’økumeni’. Vi begyndte med en andagt under ledelse af generalsekretæren for Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, syreren Rosangela Jarjour, og sang i den forbindelse én arabisk salme ”Ya qudsa ruhillah” (Erschein, du Heiliger Geist), og den syriske Kyrie ”Moran ethra hama’ lain” (Herr, erbarme dich). Senere  bragte hun hilsner fra kirkerne i Mellemøsten og fortalte om kirkernes katastrofale situation i Syrien og appellerede om støtte. Det var en påmindelse om, at økumeni handler om at vi som kirker udviser solidaritet med andre kristne, men også om som kirke at være solidarisk med mennesker, der lider nøde, overalt på hele den beboede jord.

Siden den sidste generalforsamling i Firenze i 2012 har studiegrupper arbejdet med en lang række teologiske, ekklesiologiske og etiske problemstillinger. I går drøftede vi i grupper de rapporter, som blev resultatet af dette arbejde, og i dag har vi såsom generalforsamling forholdt os til rapporternes anbefalinger og forslag. Mest spænding var der – måske især fra dansk og norsk side – omkring rapporten ”Church Communion” (kirkefællesskab). I økumeniske organisationer er der en tendens til at ville gøre fællesskaberne mere og mere forpligtende – og det gælder måske også CPCE. 

Da Folkekirken i 2001 tilsluttede sig Leuenberg-konkordien og dermed blev medlem af fællesskabet, skete det med en signaturforklaring, hvor det bl.a. blev understreget, at ”Gennem en underskrivelse af Konkordien anerkender vi vores nære tilknytning til Leuenberg Konkordiens signaturkirker. Vores underskrift indebærer ikke, at vi ser ukritisk på udviklingen i Leuenberg Kirkefællesskabet. En underskrift af Leuenberg Konkordien betyder ikke, at vi ønsker en udvikling af en protestantisk, synodal struktur i Europa.” Sammen med repræsentanter for den norske kirke følte vi os derfor forpligtet til at klargøre dette standpunkt gennem en tilføjelse til den resolution, der blev vedtaget. Heldigvis var der i generalforsamlingen forståelse for det.

 En anden spændende rapport, som vi har forholdt os til, handlede om ”Migration and Church Communion”. På generalforsamlingen i 2012 besluttede man at sætte fokus på dette område, og i flere år har en såkaldt ’expert group’ arbejdet på spørgsmålet, og jeg har haft fornøjelsen af at være med det sidste halvandet år, hvor vi blandt andet har besøgt den nigerianske Cherubim & Seraphim-kirken, der kom med migranter til England for over 50 år siden.

Generalforsamlingen besluttede at fortsætte dette arbejde ved at nedsætte en ”Advisory Group”, der i de kommende år skal lede arbejdet. To af de Cherubim & Seraphim-kirkeledere, som vi sidste år mødte i London, kom i dag til Basel for at deltage i vores generalforsamling. Tiden vil vise, om denne kirke – og andre lignende migrantkirker – en gang bliver medlem af CPCE, eller (måske til at begynde med) får en løsere tilknytning til CPCE. Som en af deltagerne på generalforsamlingen sagde, så handler det ikke kun om, hvorvidt  disse migrantkristne kan leve op til vore medlemskriterier, men i lige så høj grad, om i hvor høj grad vil er parate til at lade os forandre i mødet med dem? 

En af de hilsner, vi fik på generalforsamlingen, kom fra den engelske biskop Jonathan Gibbs, der repræsenterede de anglikanske kirker. De anglikanske kirker er med i kirkefællesskab med lutherske kirker i Norden (Porvoo-aftalen) og i Tyskland (Meissen-aftalen), men spørgsmålet er, om der en gang kan udvikles et kirkefællesskab mellem de anglikanske kirker og alle kirkerne i CPCE-fællesskabet?

 Meget længere udsigter til kirkefællesskab er der, når det gælder den katolske kirke. Ikke desto mindre var katolikkerne repræsenteret her, af Mathias Türk, som jeg også har mødt i andre økumeniske sammenhænge.

Han citerede bl.a. pave Frans for at sige, at ”Man kan ikke føre en dialog, hvis man bare bliver stående”. Det lutherske Verdensforbund har ført dialoger med den katolske kirke, som bl.a. har ført til vedtagelsen af Fælleserklæringen (1999) om en fælles forståelse retfærdiggørelsen af tro, en aftale, som Metodisternes Verdensråd siden har tilsluttet sig. Også De reformerte kirkers verdensorganisation har i mange år ført dialoger med den katolske kirke. I dag sagde CPCEs generalforsamling så ja til, at CPCE påbegynder en dialog med den katolske kirke. Kardinal Kurt Koch, lederen af det pavelige råd for fremme af kristen enhed, ankom til Basel for ved festgudstjenesten at underskrive aftalen sammen med CPCEs formand Gottfried Locher.  

Münster-katedralen, hvor vi ellers holder vore møder, skulle gøres klar til søndagens festgudstjeneste, så aftenens møde var henlagt til den middelalderlige Leonhardtskirche, der lige som Münster-katedralen i dag er en reformert kirke.

Her holdt katolikken Andrea Riccardi, der især er berømt for for 50 år siden at have grundlagt Sankt Egidio Fællesskabet, en lang og gribende tale til alle de forsamlede protestanter. Sankt Egidio fællesskabet er kendt for sit fokus på bøn og bibellæsning, evangelisering, omsorgen for de fattige, engagementet i økumeni og dialog med tilhængere af andre religioner og ikke-troende.  

Riccardis emne var ”Vort ansvar for Europas fremtid”. Europa er i dag præget af frygt, slog han fast, frygt for indvandrere, muslimer osv. og vi er tilbøjelige til at gemme os bag skudsikre dør mod globaliseringens vinde. I denne situation er der behov for omvendelse til evangeliet, for evangeliet sætter os fri fra frygt og sætter os i gang med at tjene de fattige. Frygt er sygdommen, og evangeliet er medicinen. Helt konkret foreslog han ”an ecumenical year of the gospel”, hvor vi for det første bestræber os på at sætte evangeliet i centrum af vort eget liv og vore fællesskaber, og for det andet i fællesskab mellem kirkerne gør en indsats for at kommunikere evangeliet til vore medmennesker.

Skrevet lørdag d. 17. september på CPCEs generalforsamling. Også udgivet på Mogens Mogensens egen blog

 

 

 

 

Pave Frans’ missionale økumeni

Fra den økumeniske gudstjeneste på Det Økumeniske Institut i Geneve, hvor Pave Frans kom og prædikede og deltog i fejringen af Kirkernes Verdensråds (KV) 70 års jubilæum. Fra venstre mod højre ses biskop i United Methodist Church, Mary Ann Swenson, generalsekretær i  KV, Olav Fykse Tveit, Pave Frans samt Dr. Agnes Aboum fra den anglikanske kirke i Kenya. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, kommenterer her de økumeniske signaler, som Pave Frans har udsendt i forbindelse med sit besøg hos Kirkernes Verdensråd i Geneve. 

Læs Pave Frans’ tale til Kirkernes Verdensråd på Det Økumeniske Institut i Geneve, 21. juni 2018 (på engelsk)

I sidste uge besøgte Pave Frans Kirkernes Verdensråd Centralkomite i det Økumeniske Center i Geneve i anledning af Kirkernes Verdensråds 70 års jubilæum. Her holdt paven en prædiken med udgangspunkt i Paulus’ opfordring til Galaterne om at vandre i Ånden (Gal 5,16 & 25) og knyttede til ved temaet ”Walking together, working together, praying together – pilgrimage of justice and peace”, som er Kirkernes Verdensråds vision for sit arbejde i disse år.

Paven kom ikke med en løsning på de teologiske stridspunkter mellem Den Katolske Kirke og kirkerne i Kirkernes Verdensråd, men , som han sagde : ”Vore forskelle må ikke blive undskyldninger. Selv nu kan vi vandre i Ånden: vi kan bede, evangelisere og tjene sammen. Det er muligt, og det behager Gud. At vandre, bede og arbejde sammen: det er den store sti, som vi er kaldet til at følge. Og den sti har et klart mål, nemlig enhed”

I sin efterfølgende tale til centralkomiteen tog paven udgangspunkt i tallet 70, og mindede om, at Herren befaler os at tilgive hinanden ikke kun 7 gange, men 70 gange 7 (Matt 18,22), og han udtrykte sin glæde over, at der nu efter århundreders konflikt trods alt er banet ”en sti af forsonet fællesskab, der har som mål den synlige manifestation af det broderskab, som allerede nu forener troende”.

70 var også tallet på de disciple, som Jesus sendte ud i mission (Luk 10). Tallet på disse disciple reflekterer tallet på verdens folkeslag, som vi finder på de første sider i Bibelen (sml. 1 Mos 10)”. Hvad viser det os, om ikke, at mission er rettet til alle nationer og at enhver discipel, for at være en sådan, må blive en apostel, en missionær”.

Paven mindede endvidere om, at Kirkernes Verdensråd udsprang af missionsbevægelsen (”at de alle må være ét, for at verden må tro”, Joh 17,21), men gav udtryk for en bekymring, som ”kommer fra et indtryk, at økumeni og mission ikke længere er så tæt sammenflettet, som de var i begyndelsen.

Men missionsmandatet, som er mere end diakoni og fremme af menneskelig udvikling, kan ikke negligeres eller tømmes for dets indhold. Det bestemmer selve vores identiet. Forkyndelsen af evangeliet til verdens ende er en del af selve vor væren som kristne.”

Paven advarede om, at ”vi ikke ville være tro mod den mission, der var betroet os, hvis vi nedgjorde denne skat til en rent immanent humanisme, tilpasset øjeblikkets mode. Og vi ville heller ikke være gode vogtere af den, hvis vi bare prøvede at begrave den af frygt for verden og dens udfordringer (Matt 25,25).”

Hvad pave Frans præsenterede var egentlig en opfordring til en missional økumeni, der ikke bygger på en dogmatisk enhed, men på at vandre, bede og arbejde sammen i mission.

”Det, der virkelig er behov for, er en ny evangelisk rækken ud (”outreach”). Vi er kaldet til at være mennesker, der erfarer og deler evangeliets glæde, lovpriser Gud og tjener vore brødre og søstre med hjerter, der brænder af et længsel efter at åbne horisonter af godhed og skønhed som dem, der ikke er blevet velsignet med i sandhed at kende Gud, ikke kan forestille sig. Jeg er overbevist om, at en forøget missionsimpuls vil lede til større enhed. Lige som i de første dage markerede forkyndelsen kirkens forår, sådan vil evangelisering markere opblomstringen af et nyt økumenisk forår.”

Også i denne tale knyttede paven til ved temaet om at vandre, bede og arbejde sammen. Vi må vandre sammen ind til Kristus og hjælpe hinanden med at forblive forenet med ham, og må vandre ud mod ”de mange eksistentielle periferier i dagens verden for at medvirke til at bringe evangeliets helende nåde til vore lidende brødre og søstre. Vi må også bede sammen: ”Bøn er økumeniens ilt”, sagde paven, og opfordrede til, at vi bad for hinanden.

Endelig må vi også arbejde sammen. Og her var hans princip: ”Lad os se, hvad vi konkret kan gøre sammen, i stedet for at blive modløse over det som vi ikke kan. … Så lad os spørge os selv: Hvad kan vi gøre sammen?” Her nævnte paven specifikt ”vore mange brødre og søstre i forskellige dele af verden, især i Mellemøsten, som lider, fordi de er kristne”.

Fem hundrede år efter den splittelse af den vestlige kristenhed, som reformationen indebar, er der heller ikke med Pave Frans’ taler udsigt til nogen nært forestående teologisk forbrødring, der fx vil kunne føre til fælles nadverfejring og gensidig anerkendelse af hinandens kirker.

Der vil også fremover være brug for teologiske samtaler om alt det, der skiller vore kirker, men Pave Frans peger her på, at der er også er en anden vej til kirkens enhed, en enhed som i dag er mere farbar end tidligere, nemlig at vi trods vore teologiske forskelle og uenigheder vandrer sammen, beder sammen og arbejder sammen – til gavn for den verden, som vi er sendt for at tjene. Man kunne tale om en missional økumeni, hvor forkyndelsen af evangeliet får en central placering.

I en tid, hvor også det danske samfund bliver præget af en større og større kirkelig og religiøs mangfoldighed, er der vigtig inspiration at hente i Pave Frans’ økumeniske overvejelser, ja, måske kunne de lige frem give ny ilt til den økumeniske bevægelse.

Christiansfeld, onsdag, den 27. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Oprindeligt udgivet som blogindlæg på Mogens Mogensens blog.

KEK blog: Hvordan undskylder man for det, man ikke har gjort?

Europas kirker har midt i denne omskiftelige tid, Europa er midt i lige nu, et ansvar for at skabe fred. Ikke mindst fordi mange konflikter har et religiøst bagtæppe, skriver Christian Roar Pedersen, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers (KEK) 15. generalforsamling i Novi Sad. Billedet er fra en gudstjeneste i Novi Sad d. 3. juni 2018 til minde om byens krigsofre. I midten i lilla ornat ses KEKs afgående præsident, biskop Christopher Hill, og til venstre for ham KEKs generalsekretær Heikki Huttunen. Foto: Mladen Trkulja/CEC

 

Af sognepræst Christian Roar Pedersen

Et spørgsmål kan printe sig ind i ens sind. Det kan vække eftertanke. Det kan gøre en klogere.

Til generalforsamlingen for Konferencen af Europæiske Kirker (KEK), var der en ung tysk kvinde, der tog mikrofonen til en workshop om fredsskabelse og spurgte: “Hvordan kan man undskylde, det som man ikke har oplevet? Jeg kan føle smerten, men hvordan kan jeg undskylde det, jeg ikke har gjort?”

Alle i salen vidste med det samme, at hun talte om nazisternes ugerninger, men det blev ikke nævnt med et ord. Der er en kollektiv bevidsthed om disse ting. Den unge tysker blev ofte konfronteret med sit lands fortid, når hun var ude at rejse.

Spørgsmålet er blevet hos mig siden. Det hænger i luften. Hvor lang er ikke historien, vi slæber med os? Ikke bare i Tyskland, men i alle europæiske lande. Vi mødes lige nu i Serbien, der for få årtier siden var midt i en blodig konflikt. Det mærkes tydeligt, at sårene endnu ikke er helede. Hvor lang tid skal der gå, inden det sker? Til generalforsamlingen er flere gæster fra Mellemøsten. Hvor lang tid skal der gå, før de retfærdigheder, mennesker udøver mod hinanden i Syrien er glemt?

Der er ingen nemme svar på spørgsmålet, men det vækker eftertanke, når man taler om fred og forsoning.

Konferencen for Europæiske Kirker vil have fredsarbejde som en af sine prioriteter for de næste fem år. Der skal nedsættes en Peace Task Force, og i 2019 afholdes en fredskonference i Paris. KEK blev grundlagt i 1959 i Nyborg. Europas kirker ville bygge bro mellem øst og vest og søge at hele sårene efter Anden Verdenskrig.

I dag er verdenskrigen langt væk, men som den tyske kvindes spørgsmål viser, er den ikke glemt. Hvor nemt er det ikke at skabe splid, krig og ødelæggelse? Hvor svært er det ikke at vinde freden og skabe forsoning?

Europas kirker har midt i denne omskiftelige tid, Europa er midt i lige nu, et ansvar for at skabe fred. Ikke mindst fordi mange konflikter har et religiøst bagtæppe. Man kan ikke forstå konflikten i Ukraine uden at forstå, hvordan den ortodokse kirke i landet er splittet. Her på Balkan har konflikterne både etniske og religiøse under- og overtoner. Religion er en del af problemet. Om man kan lide det eller ej.

Men religion kan af samme årsag blive en del af løsningen. Dels ved at anerkende sig arv og gæld. Dels fordi vi i kirken har et sprog for tilgivelse og forsoning. Men ikke mindst fordi vi ved, hvordan religiøse mennesker tænker. Det giver os et ansvar og en forpligtelse som kirker og enkeltindivider.

Årene der kommer vil vise, om Europas kirker kender deres besøgelsestid.

KEK blog: Vi skal leve sammen i et Europa uden krig og konflikt

 

 

Søndag d. 3. juni 2018 blev der afholdt mindemarch i Novi Sad i Serbien for at mindes ofre for massakrer, krige og bombninger i byen og for at give udtryk, at det ikke må ske igen i Europa, skriver Mogens Kjær delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien.
Af Mogens Kjær

Donau flyder gennem Novi Sad i Serbien. På bredden er der et monument af en familie der mistede livet. Deltagerne i generalforsamlingen i KEK samledes søndag omkring monumentet for at mindes massakrer, krige og bombninger i byen.

I slutningen af 2. Verdenskrig blev en større gruppe jøder, sigøjnere og serbere henrettet, og under Balkankrigen 1991-1999 blev over 150.000 dræbt i det tidligere Jugoslavien, der blev brudt op i en række enkeltstater.

Udover at mindes ofrene var den efterfølgende mindemarch langs Donau udtryk for at det ikke må ske igen i Europa. KEK var med succes aktiv i den efterfølgende freds- og forsoningsproces på Balkan ved at inddrage kirkerne.

KEK er i det hele taget grundlagt som et fredsprojekt der under den kolde krig bragte folk og kirker fra øst og vest sammen. I en workshop på generalforsamling om ’religionens rolle i konflikt og fred’ blev det fremhævet at KEK stadig har en rolle at spille ved at kunne mobilisere kirkerne når der er konflikt. Og konflikter er der.

Den farligste nu er konflikten i Ukraine der bruges til at opbygge en ny kold krig mellem Vesten og Rusland. Workshoppen understregede at der ikke er brug for militær oprustning og voldelige konfrontationer i Europa, men for fredsskabelse og konfliktløsning.

Der er både i vest og øst politikere der skaber frygt og bygger på folkets frygt for at intensivere konflikten mellem vest og øst. Rusland frygter Nato, og vestlige lande frygter Rusland. Svaret er ikke militæropbygningen og voldelige konfrontationer, men fredsopbygning. Kirkerne bør arbejde for et fredeligt Europa hvor vi løser konflikterne og kan leve sammen uden frygt.

KEK blog: Vi har brug for håb i en uretfærdig verden

 

Hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet, skriver Amalie Cordes (på billedet i midten), formand for Nødhjælpens Ungdom. På billedet taler hun på de unges vegne i en plenumdebat om Europas fremtid.  Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien 2018. Foto: Albin Hillert/CEC

 

Af Amalie Cordes, formand for Nødhjælpens Ungdom

Vi er nødt til at bevare håbet, selvom det kan være svært at gøre i en uretfærdig verden. Sådan lyder et af budskaberne på Konferencen for Europæiske Kirker, som jeg deltager i her i Serbien.

Verden kan let komme til at se håbløs ud, hvis vi fokuserer på de mange mennesker, der i dag lever i fattigdom eller nød. Gentagne gange minder deltagerne her i Novi Sad os alle sammen om, at vi lever i en verden, der lige nu ser på, imens mennesker flygter fra krigszoner, menneskerettighederne bliver truet af politiske kræfter og mennesker lider under negative konsekvenser af klimaforandringerne.

Astrid Lindgren har engang sagt: ”Alt stort som er sket i verden, skete først i et menneskes fantasi.” For at vi kan bevare håbet, kræver det af os, at vi åbner vores øjne og ikke kun husker det, som er håbløst. Vi er nødt til også at se mod det, der giver grund til håb og tro på forandring. Det håb må vi dele med andre. Det kan til tider være svært. Men hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre, og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet.

Imens jeg har levet, er der sket to enormt store begivenheder for verdenssamfundet, som også er blevet nævnt her på KEK. Den første var en kold december dag i 2015, hvor jeg fulgte med live med tårer i øjnene, da Parisaftalen blev vedtaget. Det er den mest ambitiøse klimaaftale verdens ledere nogensinde er blevet enige om. Parisaftalen skaber håb for dem, der er hårdest ramt af de negative konsekvenser af klimaforandringerne.

En anden stor aftale, der også er blevet vedtaget i min livstid er FNs 17 verdensmål, som blev vedtaget i 2015. Verdensmålene sætter en vision for verden og et mål om, at vi ikke vil lade nogen blive efterladt tilbage, men at alle skal være med i udviklingen af en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Flere og flere virksomheder, regeringer og civilsamfundsorganisationer tager målene til sig og arbejder for at opnå dem. Her på generalforsamlingen har unge opfordret kraftigt til, at europæiske Kirker fortsætter med at tage verdensmålene til sig og arbejde med dem. Det håber jeg kirkerne vælger at prioritere, for vi har brug for verdensmålene som en vision for en mere retfærdig verden.

Vi mennesker har været med til at indrette verden, som den er i dag. Derfor bør vi også tro på, at vi mennesker kan være med til at ændre den – til det bedre. Det er lettest at være uden håb, men hvorfor være uden håb, når man kan være håbefuld?

KEK blog: Kirker skal hjælpe flygtninge med at vende tilbage til Irak og Syrien

Af domprovst Anders Gadegaard, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien. Gadegaard ses t.v. på billedet sammen med patriarken for den syrisk ortodokse kirke, Ignatius Aphrem II. Foto: Albin Hillert/KEK.

 

Anders Gadegaard, Novi Sad, den 1. juni 2018

 Dagens tema: ”Gæstfrihed”.

Formanden for føderationen af italienske protestantiske kirker, Luca Negro, gav os fra morgenstunden en stærk bibelrefleksion ud fra Hebræerbrevet kap. 13,2:  ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”. Skriftstedet refererer til historien om Abraham, der modtager 3 gæster, som han sørger for på alle måder, og det viser sig, at det var Herren selv, der kom på besøg, sammen med to engle. Og Negro tolkede buddet om gæstfrihed som en opfordring til dem om at tage sig af de tusindvis af flygtninge, der lander i Italien på flugt fra krig og ekstrem fattigdom på den anden side af Middelhavet. Og samtidigt bidrage så meget de kan til at redde dem fra druknedøden, som søger over havet i overfyldte både.

Hjælp flygtninge med at vende tilbage til Irak og Syrien

Derefter fulgte en overordentlig interessant tale af patriarken for den syrisk ortodokse kirke, Ignatius Aphrem II. Også han tog udgangspunkt i, at gæstfrihed er en kristelig pligt og roste Libanon for at have modtaget over 1,5 millioner syriske flygtninge, selv om der nærmest ikke er plads til dem i det lille land.

Og så opfordrede han alle europæiske kristne til at minde sig selv og samfundet om de grundlæggende kristne værdier, herunder at tage vel imod de fremmede flygtninge – og det betyder både at give dem mulighed for at tilegne sig Vestens værdier og levevis og samtidigt at kunne holde fast på sine rødder, herunder religiøse tilhørsforhold.

Aphrem II opfordrede de vestlige lande til at tilbyde flygtningene programmer med økonomisk hjælp, som tilskynder dem til at vende tilbage, når dette bliver muligt. Selv om han ikke regner med, at ret mange vil gøre brug af sådanne ordninger, så vil det være vigtigt for især Irak og Syrien, at ressourcestærke borgere vender tilbage.

Endnu vigtigere ønskede han et internationalt fokus på at bistå flygtningene i nærområderne med at returnere til deres oprindelige områder. Aphrem II påstod lige ud, at rigtig mange syrere i Libanon er mere end rede til at vende tilbage, men ikke kan få tilladelse til det!

De er med andre ord gjort til dobbelt uskyldige ofre for et magtspil: Først som flygtninge fra krigen, derefter som ofre for et politisk spil om magten over Syrien. Aphrem II opfordrede de europæiske stater til at gøre dette emne til en hovedprioritet i hjælpen til Syrien, og han opfordrede KEK og alle dets medlemskirker, herunder Folkekirken i Danmark, til at udøve politisk indflydelse, så der kan tilbydes sikkerhed for flygtninge, der ønsker at vende tilbage til områder i Irak og Syrien, hvilket han mener i dag er muligt, hvis der er politisk vilje til at hjælpe dem med det.