Category Archives: Lutherseminar i Wittenberg, november 2009

Den 8. – 20. november afholdes det første internationale Lutherseminar i Wittenberg. Seminaret er arrangeret af det Lutherske Verdensforbunds nyoprettede center i Wittenberg, og ideen er at føre 12 teologer og – studerende fra det Lutherske Verdensforbunds (LVF) forskellige medlemskirker sammen i to uger for at læse og diskutere Luther i hans historiske omgivelser. Seminaret afholdes som optakt til Det Lutherske Verdensforbunds markering af 500-året for reformationen i 2017. Frem mod jubilæet vil der to gange om året være events på centret i Wittenberg.

En uge om kultur, teologi og økumeni

Hundrede unge lutheranere mødtes i Wittenberg og diskuterede fattigdom, klima, sult, flygtninge og den store elefant i det lutherske rum: Homoseksualitet.

Af Marie Thybo Andersen

I lufthavnen i Berlin bliver jeg mødt af en busfuld unge mennesker, som udleverer Young Reformers key-hangers med vores navn og nationalitet. Nogle måneder forinden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i Workshop Wittenberg – en konference for over 100 unge mennesker fra mere end 60 forskellige lande. Dog med dét til fælles, at vi kalder os selv for lutheranere. Med dette udgangspunkt vil forsøget være, at vi sammen skal debattere, diskutere og måske endda blive klogere på, hvilket fælles ståsted og grundlag, som vi derudfra kan basere en tro på.

For mindre end et år siden havde jeg kun hørt navnet Det lutherske Verdensforbund (på engelsk the Lutheran World Federation, LWF) og pludselig sidder jeg i Wittenberg, en times kørsel fra Berlin, og føler mig meget langt væk hjemmefra – og det til trods for, at der sidder unge mennesker omkring mig, der er noget længere væk hjemmefra end jeg er!

Efter en dag med indkvartering og rundvisning i den hyggelige og historisk spændende by, var der velkomst ved Martin Junge, som arbejder som generalsekretær for LWF. Det var overvældende at blive budt officielt velkommen med store ord om, at det er et bevidst valg fra LWF’s side, at poste penge og kræfter i unge mennesker for at få en sådan konference op at stå, simpelthen fordi, reformatoren Martin Luther for snart 500 år siden selv var ung, da han begyndte at råbe højt, hvilket senere skulle vise sig at være begyndelsen på en reformation. Og med de store ord fra Martin Junge: ”It is allowed to be loud! ”, var konferencen for alvor skudt i gang.

Wittenberg1

Dagenes struktur mindede for så vidt om hinanden: Morgen-ceremoni, arrangeret af os deltagere på skift, oplæg, workshop. Så frokost, efterfulgt af mere dybdegående workshops om eftermiddagen.

Efter den første dag var jeg fyldt op til randen af tanker og spørgsmål: Hvad er det, vi skal reformere? Skal vi overhovedet reformere og ikke bare udvikle os selv og dét, vi kalder kirken? Kan man begynde en reformation af en kirke eller en teologi og bevare interessen for den respektfulde økumeni samtidig? Hvad kan vi samles om trods mange forskelle og uenigheder (fx sakramenter og synd, bare for at nævne eksempler)?

Der faldt dog i løbet af de følgende dage lidt ro på tankerne og spørgsmålene. Et af nøgleordene for denne konference/workshop blev hurtigt slået fast: dialog. Dialog er vigtigt, når der er noget i en kirke eller i en teologi, man ikke forstår eller er direkte uenig i. Dialog er vigtigt i økumeniske sammenhænge, lige så vel som i inter-religiøse sammenhænge. Som Martin Junge formulerede det: ”Økumeni skaber enhed på den måde, at dialogen skaber forståelse for andres vidnesbyrd og forståelse for andres kristendom. ”

Men så kom dagen, hvor provokatøren – eller reformatoren om man vil! – i mig blev vækket!
Fra den opsatte scene og talerstol, hvorfra oplæggene blev holdt, blev der debatteret mange emner, som man mente, var de emner, der lige nu fyldte meget i de forskellige verdensdele og regioner; fattigdom, klimaforandringer, sult, flygtninge, mangel på uddannelse osv. Mange reflekterede og engagerede unge og knap så unge mennesker forklarede om emnerne og gav bud på, hvordan man kan engagere endnu flere unge til at kæmpe for at hjælpe flygtninge eller fattige, både lokalt, globalt eller endda internationalt. Et spændende initiativ, som vi fra ’den nordiske region’ (Danmark, Norge, Sverige og Finland), snakkede om, hvorvidt og hvordan vi kan bidrage til.

Et emne, som dog på intet tidspunkt i dagene var blevet nævnt fra scenen, var homoseksualitet og/eller homoseksuelle ægteskaber. I min hverdag som teologi-studerende er det et emne, der ofte bliver vendt og heftigt diskuteret. Min overordnede holdning er, at kærlighedens sprog er ligesom det religiøse; det ligger uden for vores menneskelige begrebs- og formuleringsverden. Lige som jeg ikke selv bevidst valgte at blive forelsket i min kæreste, gælder det samme for dem, der bliver forelsket i én af samme køn. Kærligheden imellem dem er den samme – og efter min mening, er denne kærlighed lige smuk i Guds øjne uanset køn.

Da jeg spurgte mine tre ”regions-fæller” ind til emnet, var de alle mere eller mindre enige med mig. De kunne også fortælle, at det også er et aktuelt emne, både i og uden for deres landes kirker. Hvor Martin Luther gik hen på Wittenbergs Slotskirkes dør og hamrede sine 95 teser op, gik jeg ud til den store idé-opslags-tavle og skrev med store bogstaver: ”CAN WE DISCUSS HOMOSEXUALITY? ”. Normalt er det ikke et emne, jeg brænder for. Min kæreste er en mand, jeg kender ikke mange homoseksuelle, men dét, at det føltes som ”den store elefant i rummet, som man ikke må nævne”, som repræsentanten fra Norge udtrykte det, gjorde, at jeg følte det som noget netop nævneværdigt!

Er det reformation de vil ha´, er det reformation de skal få!

Det, der efterfølgende skete, sker så ofte, når man handler provokativt; man skal stå til ansvar for sin handling. Jeg blev derfor spurgt, om jeg ville være ordstyrer og ansvarlig for god ro og orden til en halvanden times eftermiddags-workshop om homoseksualitet, hvilket jeg gik ind til med både spænding og nervøsitet. Især da det viste sig, at også mange fra Afrika, Latinamerika og Indien var interesseret i at debattere dette emne – hvor uenighederne viste sig at være store og mange! Uden at gå nærmere i detaljer kan det siges, at den gode ro og orden blev overholdt, men en enighed om emnet var umulig. Holdningerne var simpelt hen for langt fra hinanden.

Wittenberg2

For mit vedkommende sluttede hele ugen af med en stor kulturel aften, hvor alle regioner skulle forberede et kulturelt indslag. Det indeholdt flotte national-dragter, mærkeligt mad, smukke sange, henna-tatoveringer, sjove danseindslag og, vigtigst af alt; 100 unge mennesker, der på trods af workshops og diskussioner der ikke nødvendigvis når til enighed og spørgsmål der ikke nødvendigvis får et entydigt svar, ender ud i én stor salsa-dans i 100 farver.

Jeg ved endnu ikke, om jeg har fundet svaret på det spørgsmål, jeg også havde i begyndelsen om, hvor meget uenighed og forskelle én teologi/kirke kan rumme . Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at selvom begrebet dialog tit bliver brugt, er det ikke at undervurdere. Vi bliver kun klogere på hinanden og os selv ved at bruge ord og ved at erkende og anerkende, at vi ikke nødvendigvis når til enighed om alt, men at vi af den grund netop ikke må stoppe dialogen dér, men fortsætte.

Lige nu har jeg lyst til at opspore alle unge mennesker i Danmark, der kalder sig kristne, på den ene eller anden måde, til et kæmpestort økumenisk møde, hvor vi skal præsentere vores kristne liv og identitet med hinanden, være en masse i dialog, debattere og diskutere en masse om gudsforståelse og kærlighed og ligheder og forskelle. På den måde tænker jeg, at vi kan blive klogere på hinanden – vores næste – og på os selv.

Og midt i denne dans griber en repræsentant fra Ghana fat i mig og siger TAK for, at jeg bragte emnet op, selvom han ikke er enig med mig. Hans holdning om forskelle og uenigheder var i hvert fald klar: ”Du er lutheraner, jeg er lutheraner. Det er denne ramme af forskellige fortolkninger, som den lutherske identitet netop kan bære!”

Reklamer

Afsked

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Lørdag formiddag. De første deltagere tog hjem i går, en stor gruppe i morges. Levente til Rumænien. Martin til USA. Celestin til Rwanda. Vi er kun et par stykker tilbage og er blevet inviteret på frokost hos Ruth og Hans.

Afslutningen og afskeden blev fejret på behørig vis med en Luthermenu på en restaurant, der har specialiseret sig i at servere hvad man kunne have fået i 1535 hjemme hos hr. og fru. Luther. Vi fik overrakt diplomer, der var taler, hyldest og klap. Matti, Nils og jeg tog på bar for at vende verdenssituationen en sidste gang.

Det er helt rørende.

Og sjældent har to uger i mit korte liv været så horisontudvidende.

  1. Snævert dogmatisk-teologisk: Jeg har endelig forstået hvordan Luther kan tale om troen som en gave, kan tale om troende børn, og kan tale om troens gerninger.

  2. Samtidsekklesiologisk: hvordan ser kirken ud i fremmede lande? Der er overvejelser om polygami, homoseksuelle og kvindelige præster. Der er diskussioner med pentekostale, fundamentalister og katolikker. Der er præster der vandrer rundt for at besøge menigheder, andre prædiker imod forbrugermentaliteten, nogle er i mindretal både som folk og som kirke, andre har statskirke med endnu større medlemsprocent end Danmark.

  3. Menneskeligt: hvor er der mange dejlige mennesker rundt omkring. Jeg regner ikke med at kunne holde kontakt med særligt mange, men hvis jeg en dag skulle stå hjemløs, ved jeg at jeg er velkommen i Sao Paulo, Pennsylvania, Cape Town, Schlesien, Reuthlingen, Helsinki, Prag, Kigali, Wittenberg og Lusaka.

Om kætteri og bibel

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Jeg kunne have kaldt dette indlæg De feminis III, men det ville alligevel sætte et forkert fokus. Ved middagsbordet i dag fik jeg snakket lidt med en af de unge utroligt dygtige kvinder på kurset, og hun inspirerede mig på to vigtige områder:

M: Du har brugt ordet kætteri nogle gange. Med hvilken ret, anden en kirkehistorisk, kan man tale om kætteri i dag?

Grundlæggende mener jeg at man ikke kan tale om kættere, kun om kætterske positioner. På Nikæakonciliet blev to kætterier fordømt: det gnostiske (Jesus er Gud) og det arianske (Jesus er skabning). Det blev fastslået at Jesus er BÅDE Gud OG menneske.

M: Lige præcis. Men var denne vedtagelse ikke mest et spørgsmål om magt?

K: Muligvis, men også om sandhed! Den gnostiske og den arianske position evner ikke at gælde som samlet forståelse af budskabet i de bibelske skrifter. Disse positioner døet ud fordi de ikke evnede at beskrive sandheden om forholdet mellem Gud og menneske som det kommer til udtryk i skrifterne.

M: Men er dette ikke bare et spørgsmål om fortolkning?

K: Nej, jeg mener faktisk man kan sætte sig ned diskutere sine læsninger af Bibelen rationelt! Nogle tolkninger er bedre end andre og skal efterprøves teologisk. Kættersk er den position, som ikke giver den rette beskrivelse af troen.

M: Men der er da stor forskel på din lutherske fortolkning og gnostikerens. Mindre forskel mellem den katolske lære og din. Selv mellem din nærmeste lutherske kollega og dig vil der være forskel. Betyder kætteri så alle de positioner der ikke er dine?

K: Den katolske position vil jeg ikke kalde kættersk. Der er seriøse punkter til diskussion i den romersk-katolske lære, men ikke så meget at det er afgørende. Jeg vil derfor præcisere: Kættersk er den position som beskriver troen forkert i en sådan grad at det ødelægger forholdet mellem Gud og menneske. Bare for at tage et ekstremt eksempel, vil jeg med al ret kun sige at en kristendom der prædiker at man skal forfølge jøder fordi de dræbte Jesus, vil jeg kalde kættersk.

M: Diskussionen her afhænger selvfølgelig af i hvilken forstand Bibelen er normerende og hvordan man læser Bibelen. Hvad er din tilgang til det?

K: Jeg har aldrig havde fundet en bibelteori der passer nogenlunde med den virkelighed det er at læse og leve med Bibelen. Rent akademisk kan man selvfølgelig vælge en bestemt metode, men det er ikke det vi taler om.

Der findes to ekstremer, som er de logisk nemme at forsvare, nemlig enten at Bibelen er Guds ord fra ende til anden, eller at Bibelen er menneskets ord fra ende til anden. På et andet niveau hører man om mistænksomhedens hermeneutik som en litterær tilgang, og svaret på dette bliver så en tillidens hermeneutik, men også dette er jo en tilgang, der proklamerer: “jeg vil læse Bibelen sådan og sådan”.

For mig har det været afgørende at læse Bibelen og lade Guds ord komme bag på mig. Som Guds ord. Men den historiske og litterære kritik kan sagtens være med til at åbne for en betydning af Guds ord henvendt til mig.

(Ind)spark til den danske folkekirke

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Min fornemmelse for den danske folkekirke er, at vi har ret lidt aktivt menighedsliv. Min fornemmelse er at de fleste kommer i kirke, sætter sig på bænken, hører ordet, modtager sakramentet, og går igen. Især er det min fornemmelse at denne form passer kirkegængerne utrolig fint! Her er en sammenhæng, hvor man ikke skal præstere socialt, hvor høj og lav, intellektuel og praktisk orienteret, rig og fattig kan indtræde i nadverens og gudstjenestens åndelige fællesskab på fuldstændigt lige fod. Det passer også mig utrolig fint.

Denne positive udlægning passer udmærket med de tidlige værker af Luther som vi har læst i disse to uge, hvor fokus særligt er på enkeltmenneskets stilling overfor Gud i anger, tro, tillid, dåb og gerning.

Men helt ærligt (blev vi enige om i går)… Tror vi virkelig at ordet og sakramentet alene er nok for et menneske i eksistentiel nød? Har ord og sakramente virker indbydende for mennesker, hvis det ikke følges op af (hvad folk i denne gruppe kalder) Guds tale gennem mennesker.

Har vi i Danmark ikke en vis grad af luksuskristendom, når den gennemsnitlige kirkegænger bare sætter sig, modtager og går igen uden at yde?

Jeg tror faktisk en gruppe mennesker søger til gudstjeneste når de har eksistentielle spørgsmål og problemer. Men i modsætning til lutherske kirker og pinsekirken er vi slet ikke parat til at modtage dem. For mig at se har kirken (dig og mig) tre opgaver:

  1. at opbygge menighedsfællesskaber stærke nok til at modtage folk udefra,

  2. at invitere og faktisk modtage nye folk uden at kræve nogle bestemte standarder

  3. for på denne måde at kunne arbejde med hver enkelt menneske (dig og mig). Troen skal næres og gro. Ifølge Luther!

Korsteologi

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Nu – endelig – er vi på sikker reformatorisk grund i Luthers forfatterskab.

Luther slog altså teserne op på døren i 1517, men der skete ikke rigtig noget. Der var ingen der tog notits af dem. Først et år senere da teserne blev udgivet på tysk, fik de gennemslagskraft. Luther skrev en række forklaringer, Resolutiones, hvis forord vi læste mandag, til sin gamle mester i Augustinerordenen, Staupitz, som han tilskrev en vigtig rolle i sine nye opdagelser.

Lidt senere blev Luther inviteret til Heidelberg til et møde i ordenen for at diskutere sin teologi med professorerne i denne universitetsby (et uddrag herfra onsdag). Det er i denne disputation at Luther præsenterer sin berømte korsteologi. Han kritiserer her herlighedsteologen (det er egentlig dig og mig), som ønsker at elske Gud fordi han er den højeste. Men dette er en skjult selvkærlighed, for herlighedsteologen ønsker at deltage i Guds liv for at få noget ud af det selv.

Derfor er korset så overraskende. Her viser Gud sig som den svageste, den fornedrede. Og ham skal vi elske? Så skal vi jo deltage i hans lidelser også? Ja, vi kommer alle sammen ud for lidelser i vores liv. Men de er forskellige:

  1. Nogle af dem er umulige at håndtere, der må man forsøge at se Kristus i lidelsen.

  2. Andre lidelser kan ligefrem hjælpe os til at holde os på plads. Præsten prædiker og en siger til præsten, “det var vel nok en dårlig prædiken”. Det gør ondt på præsten, men det afslører også præstens skjulte dagsorden: prædiken for applaus, ikke prædiken af kærlighed til Gud og sandhed. Men hvis præsten accepterer den lidelse og hvorfra den kommer, så kan den bryde selviskhedens spiral.

  3. Endelig er der lidelser, som vi bare skal komme over! Tandpinen skal ikke accepteres, den skal behandles.

Ikke længe herefter skrev han Om tilgivelse af synder, et skrift hvor han i hvert fald er reformatorisk (tirsdag). Her har vi den tydelige skelnen lov og evangelium. Og så er vi helt hjemme i den reformatoriske fold. Ah…

I morgen og fredag læser vi så Om et kristenmenneskes frihed, det eneste større værk, resten har været små tekster og korte uddrag. Men dette skrift står også så centralt i Luthers forfatterskab, så det er værdigt at afslutte med.

De feminis II

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Nu vi er ved temaet, kan jeg da lige fortælle om Luthers kone Katharina. Bag enhver succesfuld mand står en måbende hustru, siger man. Bag Luther stod en ikke helt ubetydningsfuld kvinde! Luther indså i 1525 det rationelle i at gifte sig (husk, vi er før romantismen), og fandt en tidligere nonne som sin ægteviv. Tre ting var spektakulære ved denne kvinde:

  1. Luther havde ingen forstand på penge. Han gav dem ud ligeså snart han fik dem, og var altid utroligt gæstfri. Katharina sørgede derimod for at købe lidt jord, lave regnskab, hun bryggede sågar øl for at sørge for husholdningen.
  2. Parret boede i et relativt stort hus (det nuværende Lutherhaus i Wittenberg), og da Luther var en gæstfri mand, havde husholdningen som regel mellem 40 og 50 spisende gæster til middag. En ikke helt lille udfordring for husholdningsbudgettet og en ganske stor logistisk udfordring.
  3. Under disse måltider fandt de berømte Tischreden (sikkert bordtaler på dansk) sted, et helt tillæg til Weimarudgaven på seks bind med memoirer fra forskellige deltagere. Her deltog Katharina livligt, hvilket bestemt ikke var almindeligt på denne tid.

Alt i alt en dame med ben i næsen, og Luther kunne da også tilstå at han faktisk begyndte at holde af hende, ja ligefrem at elske hinanden i årenes løb.

I dag havde vi så for anden gang besøg af Dr. Troy der gav en udmærket forelæsning om forskellen mellem Luthers tid og vores. Han konstaterede at der på mange måder er kortere mellem Luther og det nytestamentlige verdensbillede, end der er mellem Luther og det nutidige vestlige verdensbillede. Læsefærdighed, tidsforståelse og de primære erhverv er helt afgørende grundlæggende eksempler på forskelle.

Han sluttede af med en interessant påstand: i år 2200 vil historikerne ikke se tilbage på det 20. århundrede og tænke på fx nazisme og kommunisme. En langt mere afgørende revolution er kvindefrigørelsen! Den ændrer nogle helt grundlæggende tydninger af verden i mere radikal grad end noget andet i dette århundrede. Doktoren virkede ikke umiddelbart så tilfreds…!

De feminis

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

En veninde skriver på mail: “Hvorfor er der ingen kvinder [tilmeldt seminaret, MC]? (spurgte mennesket). Er det meningen?” Her følger en afklaring:

Først lidt kontekstuel trivia: Seminaret her er en del af Luthersk Verdensforbunds Luther-dekade fra 2008 til 2017. Nogle har spurgt mig “begynder man allerede at fejre de der teser nu – det er jo først i 2017!” Svaret er ja. Og jeg vil gerne understrege: Reformationen var en stor begivenhed, der fortjener et tiår! Det var en tragedie (det endte med kirkens splittelse), men også en nødvendighed (det fik ryddet ud i en masse uvæsen i kirken).

Luthersk Verdensforbunds medlemmer (for 90-95 procents vedkommende) ordinerer kvindelige præster. Mere omdiskuteret er selvfølgelig spørgsmålet om homoseksuelles muligheder for at blive præster, at blive gift og at have retfærdig sex, hvilket jeg delvist har behandlet i et indlæg tidligere.

Til dette seminar har tre kvindelige deltagere fundet frem. To intelligente tyskere og en tjekke, der netop er blevet doktor (hvad der svarer til vores Ph.D). Stort tillykke! Herudover selvfølgelig vores kvindelige Assistant professor Sarah Hinlicky Wilson fra USA på omkring 35, som arbejder med økumenisk dialog mellem lutherske og ortodokse kirker, og virker utroligt dygtig!