I-lande og u-lande – hvem står i gæld til hvem?

Anders Gadegaard skriver fra Kirkernes Verdensråds UN Advocacy Week i New York

Konkret advocacy: Besøg hos flere end 15 landes FN-missioner – samtidigt

I-lande og u-lande – hvem står i gæld til hvem?

I dag delte mødets ca. 100 deltagere sig op i flere end 15 grupper og besøgte et tilsvarende antal landerepræsentationer ved FN for at redegøre for kirkernes indsats i klimaspørgsmålet og anmode landene om at forholde sig til kirkernes fælles dagsorden: At sikre en bindende aftale i København, alternativt sikre at der opnås klare, målbare og både kortsigtede og langsigtede aftaler om reduktion i CO2-udslippet. Samt at de højt udviklede lande påtager sig et medansvar for at få indført bæredygtig industriel teknologi i udviklingslandene. Endvidere ønsker kirkerne at sætte fokus på de befolkningsgrupper som rammes hårdest af klimaforandringerne og tvinges til at forlade deres jord, enten på grund af tørke eller oversvømmelser som i dele af Afrika og på Stillehavsøerne. Kirkerne ønsker, at der opnås international enighed om at indføre begrebet klimaflygtninge som en ny internationalt anerkendt kategori med ret til tilsvarende beskyttelse. – Som altid er kirkernes grund til at engagere sig i sådanne politiske emner,

I FN har en lang række lande sluttet sig sammen i en interessegruppe: Aosis (Association of Small Island Societies), og flere ambassadører fra disse lande, som både er præget af fattigdom og allerede i dag udsat for store klimamæssige forandringer, talte indtrængende om nødvendigheden af, at kirkerne ud fra deres tilstedeværelse hos og blandt lokalbefolkningerne bidrager politisk til at fastholde disse mål. De hævdede, at kirkernes støtte er uundværlig, hvis der skal opnås resultater, fordi indflydelsesrige lande ikke har megen opmærksomhed på de små og fattige landes vilkår. Det er lande som Grenada, Samoa og Belice. Ambassadøren fra Belice oplyste, at det af gode grunde er begrænset, hvad de selv kan gøre, når 85% af nationalbruttoprodukt går til at betale renter og afdrag på deres internationale gæld! Så det globale gældsspørgsmål hænger uløseligt sammen med de fattige landes mulighed for at bidrage til afhjælpningen af klimaproblemet. Ambassadøren rejste det rimelige spørgsmål, om hvem det egentlig er, der står i gæld til hvem, når talen er om I- og U-lande. Skylder verdens rige lande ikke u-landene at genoprette den udnyttelse af ressourcer, der har fundet sted igennem to-tre hundrede år, og som har skabt i-landenes velstand? Ingen modsagde ambassadøren. Såkaldt u-landshjælp er ikke udtryk for godgørenhed, men en simpel pligt, og man kan med rette sige det samme om indsatsen imod klimaforandringerne: At de lande, som forurener mest også må yde mest inklusive hjælpen til de fattigste lande.

Det var interessant at opleve, at samtlige FN-missioner, vi besøgte, betragtede det som helt naturligt og en støtte til FN-arbejdet, at kirkerne engagerer sig i disse spørgsmål. Ja, flere, herunder den ungarske ambassadør, som jeg besøgte, udtrykte ønske om, at kirkerne sammen styrkede deres position gennem øget samarbejde både med hinanden og med de statslige repræsentationer.

FN-direktør appellerer om hjælp fra kirkerne

Anders Gadegaard skriver fra Kirkernes Verdensråds UN Advocacy Week i New York

FN-direktør appellerer om hjælp fra kirkerne

Jeg er til møde i New York. Én gang om året mødes kirkelige repræsentanter fra alle dele af verden med ansatte i de mange kirkelige hjælpeorganisationer for at drøfte de emner, kirkerne har grund til at bringe på dagsordenen i FN. Kirkernes Verdensråd (KV) har lige fra FN´s og KV’s begyndelse i 1948 været associeret til FN med særlig adgang til at udtale sig under processerne med udarbejdelsen af de forskellige resolutioner – ja, ind imellem har KV været direkte leverandør af input til den endelige tekst. Det gælder for eksempel FN’s Menneskerettighedserklæring, afsnittet om religions- og tros-frihed.

Mødet finder sted i det såkaldte ”Kirkecenter for FN”, opført 1962-63 lige overfor FN-bygningen på den anden side af gaden. Vi sidder ca. 100 mennesker i et lokale, hvor samtlige vinduer har udsigt til FN-bygningen – det er som konstant at blive mindet om formålet ved blot at lade blikket vandre. Bygningen tilhører kvindernes afdeling af den amerikanske United Methodist Church og har til formål at give husly til alle kirkelige grupperinger, som ønsker at samarbejde om en fælles holdning til emner på FN’s dagsorden, som har betydning først og fremmest for de befolkningsgrupper, som undertrykkes eller er ofre for stærke økonomiske og politiske kræfter og derfor har brug for særlig opmærksomhed.

Eksempelvis blev den folkelige indsats for at opnå en FN-resolution om Vold imod kvinder i 2000 koordineret herfra. Og senere, da det lykkedes i september 2007 at få en deklaration om oprindelige folks rettigheder vedtaget og et Permanent Råd indenfor FN oprettet til varetagelse af oprindelige folks interesser, var Kirkecentret stedet, hvorfra den politiske kamp blev organiseret.

Her har KV sit lille repræsentationskontor med 2-3 ansatte, ligesom også Det Lutherske Verdensforbund har sit lille FN-kontor her.

Dette års møde fokuserer på tre emner:

1. Klimaforandringerne og kirkernes rolle, med særligt henblik på de mange internt fordrevne, de såkaldte klimaflygtninge,
2. Implementeringen af deklarationen om oprindelige folks rettigheder, med eksempler fra Ecuador, Papua Ny Guinea, Congo og andre steder.
3. Menneskerettighedssituationen i Columbia, hvor tusindvis af mennesker myrdes og ”forsvinder”.

Men også mere principielle spørgsmål sættes under behandling så som ”Hvad er advocacy?”, ”Hvilken rolle spiller troen i forhold til kaldet til advocacy?”, ”Hvilke uudnyttede ressourcer besidder trosbaserede grupper i denne sammenhæng?”. Under navnet ”Global platform for theological reflection” deltager en række teologer i mødet for at udarbejde et notat, der giver svar på nogle af disse spørgsmål.

Som optakt til mødet lyttede vi til et indlæg fra direktøren for UNDP (United Nations Development Programme), nordmanden Olaf Kjørven. Han talte overraskende indtrængende om, hvor mange gode grunde, der set fra et FN-synspunkt, er til, at kirkerne involverer sig stærkt i politiske emner som klimaforandringer og generelle menneskerettighedsspørgsmål. For det første simpelthen fordi FN behøver en stærk etisk stemme, som kan flytte os ud af det dødvande, han ser, vi er havnet i hvad angår fattigdomsbekæmpelsen, og her kan kirkerne i særlig grad bidrage på grund af den status de har i de fleste samfund, som giver dem mulighed for at gå op imod såvel en voksende ligegyldighed som den udbredte grådighed og selvtilstrækkelighed. Dertil kommer, at ingen andre institutioner i verden, inklusive de statslige, kan måle sig med de religiøse i muligheden for at nå lokalbefolkningerne med oplysning og viden. En tredje alvorlig begrundelse for at involvere religiøse institutioner udgøres af det forhold, at tilsammen udgør de verdens tredje største finansielle investor og ejer 8% af klodens land. Hvis derfor alene disse grupper kunne enes om en fælles investeringspolitik, for eksempel i retning af virksomheder med lav CO2 emission, ville det intet mindre end sende chokbølger gennem det globale erhvervsliv, hævdede Olaf Kjørven. Han hævdede derfor, at der påhviler kirkerne en moralsk pligt både indadtil og udadtil til at bidrage til en ændret holdning til forbrug af ressourcer – og det kan ikke opnås uden politisk involvering både nationalt og internationalt.

Kirkernes Verdenråds UN Advocay Week

Domprovst Anders Gadegaard deltager fra den 15. – 20. november på Kirkernes Verdensråds femte årlige FN Advocacy Week. Konferencen finder sted i New York, og fokus vil i år være på mennesker, der er klimafordrevne, oprindelige folkeslags rettigheder og Colombia.

Et hovedformål med Kirkernes Verdensråds advocacy week er at gøre kirkernes bekymring på en række områder mere synlige i FN. I år vil der være speciel fokus på at slå til lyd for de rettigheder og behov, som mennesker, der er klimafordrevne har.

På konferencen deltager ansvarlige for internationale relationer og advocacy i Kirkernes Verdensråds medlemskirker og i økumeniske organisationer.