Statement fra CCMEs generalforsamling, juni 2011
Som omtalt tidligere vedtog alle delegerede ved CCMEs generalforsamling i Bukarest, juni 2011 et statement vedr. migration i dag. Læs det her: CCME GA statement
Se også billeder fra dagene i Bukarest her.
Elisabeth Krarup de Medeiros
Elisabeth Krarup de Medeiros skriver fra Kirkernes Kommission for Migranter i Europas (ccme) generalforsamling i Bukarest:
Jeg sidder på mit hotelværelse. Det hele lakker mod enden. Både den tematiske konference om “migration i en økonomisk krisetid” og selve generalforsamlingen er færdig. Om halsen hænger mit navneskilt fortsat og under navnet står der “Evangelical Lutheran Church in Denmark”. Danmark er ikke medlem af ccme, så jeg skulle med som observatør. Men alligevel har jeg haft en stemme! Ikke bare en profetisk stemme, som ccme ellers mener vi kristne bør have omkring hele migrationsproblematikken i Europa i disse år, men også en demokratisk stemme, idet det slovakiske kirkeråd ikke var i stand til at komme, og derfor overdrog en stemme til mig. Og man må da sige, at en generalforsamling trods alt er sjovere som stemmeberettiget 🙂
Konferencen i går var interessant:
En rumænsk ortodoks patriark, åbner dagens program med at minde os om at bibelen taler ganske tydeligt om vores ansvar som kristne overfor fremmede, hvilket efterfølges af en opridsning af Rumæniens situation som både modtager af migranter og afsender af samme. Ca. 4 mio. rumænske migranter arbejder i udlandet og jeg spørger mig selv hvor mange at disse arbejder som prostituerede handlede kvinder i Danmark. De to rumænske politiske embedsmænd, der er på talerlisten fokuserer primær på to ting: Antallet af illegale migranter i Europa i disse år og kirkernes potentiale for at spille en aktiv rolle i integrationsprocessen samt i bekæmpelse af en ellers stigende xenofobi. Kirken skal gøre dette arbejde i forhold til alle migranter uanset religion. Især i mindre byer kan kirken virkelig løfte en integrationsopgave, lyder det fra en af embedsmændene. For i mindre byer er menighederne ofte knyttet tættere sammen og kan dels nå længere ud med sit budskab om migranterne og dels bedre tage imod dem. Altså en klar appel fra embedsmændene til kirkerne om at være gode partnere i udfordringen med disse års store antal migranter.
En taler fra ‘Council of Europe’ hævder at vi ikke skal dvæle så meget ved ordene “legal” versus “illegal” eller “dokumenteret” versus “udokumenteret”, som embedsmændene ellers gør. Nej, det dybereliggende spørgsmål er forholdet mellem de udviklede og underudviklede lande, samt den måde vi ser hinanden på.
Konferencen slutter at med fire landerapporter fra hhv. Grækenland, England, Ungarn og Italien. Alle kan berette om børnefamilier der pludseligt deporteres, om menneskehandel og om mennesker, der er migreret pga. drømmen om et bedre liv, men som ender med at miste det i flugten. Spørgsmålet forbliver åbent: Hvordan formår vi som kirke at “tage os af den fremmede” og at tale med en profetisk stemme i samfundet for migranterne.
……………………
Med næste del af programmet hernede forsøgte vi at tage fat i netop det. Som delegation har vi forsøgt at skabe den ramme indenfor hvilken ccme skal strukturere de næste tre års arbejde. Med to nye medlemmer (fra hhv. Cypern og Rumænien) blev det vedtaget, at ccme fortsat skal se lobbyarbejde i forhold til europæisk lovgivning, som en af sine vigtigste opgaver. Dertil kommer opgaver som beskyttelse af flygtninge i det 21. århundrede, menneskelig værdighed i arbejdsmigration, nutidig slaveri (bl.a. menneskehandel), enhed i mangfoldighed (se migration som en mulighed for kirkerne) samt kirker som bevis på inkluderende fællesskaber.
Endelig blev vi som delegation enige om at udsende en udtalelse til politikere, medier og kirker i Europa. Så snart de vedtagne justeringer er kommet til, lægger jeg denne her på bloggen.
Mæt efter to meget fyldte dage sidder jeg så som nævnt her på mit hotelværelse. Om få timer sætter jeg kurs mod Danmark. Og hvad så…? Hvad gør vi som kirke i Danmark for at “tage os af” og have en profetisk stemme”? Nå jo…flere og flere etnisk danske menigheder bliver opmærksomme på migrantmenigheder og åbner sågar op for disse. Ikke bare de fysiske rammer, men også fællesskaber og hjerter. Og det er jo skønt.
Men hvad gør vi som kirke eller som kristne, når asylansøgere deporteres til Grækenland, Irak eller Congo af danske politimænd? Hvad gør vi, når vi kan læse i aviserne at København er ved at udvikle sig til et nordisk centrum for menneskehandel? Og hvad gør vi, når stramninger af udlændingeloven gennemføres uden omtale i medierne?
Tja…måske vil et medlemsskab af ccme være med til at minde os om og inspirere os til at “tage os af” og tale profetisk på en ny måde i en tid, hvor må konstatere at migrationen er kommet for at blive.
Elisabeth Krarup de Medeiros, Integrationskonsulent i Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT)
Lektor på Pastoralseminariet i Århus, Ulla Morre Bidstrup, skriver fra Det Lutherske Verdensforbunds Rådsmøde i Genève. Ulla Morre Bidstrup var udsendt som observatør af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Det lutherske Verdensforbunds øverste råd, Council, holdt for nyligt deres årlige møde i Geneve fra den 8. – 14. juni. Her taltes om ny struktur, drøftelse af prioriteringer frem til det lutherske reformationsjubilæum i 2017 og meget andet. Det store fællesskabs dagsordener hører næsten alle til i krydsfeltet mellem teologi og kirke og de særlige samfundsmæssige vilkår, der gør sig gældende rundt omkring i verden. Og de er unægteligt forskellige.
Når der eksempelvis tales om, hvilke områder indenfor sundhed, det Lutherske Verdensforbunds diakonale programmer bør sætte fokus på, lægger repræsentanterne fra Sydafrika vægt på, at AIDS og HIV faktisk IKKE er en overstået problematik i deres hjørne af verden, mens en repræsentant fra Norge gør opmærksom på psykiske lidelser, som vores tids store sundhedsmæssige udfordring. Sådan er der så meget – det kan godt være, at verden hele tiden bliver mindre. Den er dog stadig stor og forskelligartet!
Men to gange på et døgn kaldte en specifik dansk problematik på min opmærksomhed i min færden som observatør ved mødet. Første gang over frokostbordet, hvor jeg kom til at sidde sammen med nogle af de afrikanske repræsentanter, som var meget forundrede over den nyligt vedtagne skærpede grænsekontrol i Danmark. De så den som en del af en forkrampet kulturprotektionistisk og selvtilstrækkelig signalering til resten af verden, som de slet ikke syntes passede med så mange andre ting, de kendte det frihedselskende Danmark for…
Så blev der tid til en gåtur. Den bragte mig til én af promenaderne langs Genevesøen. Her udstiller en gruppe, der kalder sig ”Cartooning for Peace” en række store posters med enkle, men yderst kontroversielle og effektfulde satiretegninger, der tager kampen op mod undertrykkelse af pressefrihed, det ulige forhold mellem nord og syd, klimaændringer m.m.. Udstillingen turnerer verden rundt og er meget anbefalelsesværdig. Flere af tegningerne i afdelingen for pressefrihed indeholder mere eller mindre direkte dedikationer til en vis dansk tegner. Her gør vi os bemærket på ganske anden vis, hvad angår friheden.
Nu vi er ved tegningerne: En af dem forestiller en afrikansk præst, der yderst ophidset råber, at homoseksualitet er ubibelsk og øh, øh… uafrikansk! På næste og sidste tegning indvender en mere stilfærdigt udseende person, at man vel strengt taget også kan sige det sidste om Bibelen. Så er det tid til at tage tilbage til drøftelserne i Council, hvor præcis drøftelsen af synet på homoseksualitet er den varme kartoffel, som alle stadig bevæger sig om som katten om den varme grød. Ikke mindst af hensyn til de afrikanske medlutheranere.
Og sådan har vi alle vores udfordringer, når det handler om, hvad det i lutherske sammenhænge højt besungne begreb om frihed er for noget! Som bekendt er det sandt frie menneske – luthersk forstået – bundet. Men til hvad og hvordan? Det er nok en samtale værd, og den må man håbe bliver ført – også i årene op til reformationsjubilæet.
Ulla Morre Bidstrup
Medlem af Det Lutherske Verdensforbunds øverste Råd, biskop Niels Henrik Arendt, skriver fra Rådets møde i Genève. Niels Henrik Arendt er udsendt for folkekirken af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Det kommende 500-års reformationsjubilæum i 2017 præger i høj grad arbejdet i Det lutherske Verdensforbund (LVF) i disse år. Det gælder også mødet i LVFs råd i disse dage. Der er en bevidsthed i de mange deltagende lutherske kirker fra hele verden om de fælles rødder i Luthers teologi og de evangeliske kirke-ordninger fra reformationstiden, og der er en vilje til fornyet besindelse på disse rødder med henblik på, hvad det indebærer ”at være luthersk i dag”.
Folkekirken har været medlem af LVF siden grundlæggelsen og har spillet en nøglerolle i organisationens historie. Folkekirkens engagement har dels handlet om bistand til søster-kirker, til at begynde med fortrinsvis i Østeuropa, i dag over hele verden, dels har vi især bidraget på det teologiske område. Vi har med vores baggrund haft meget at bidrage med, men har også modtaget afgørende inspiration og impulser fra søsterkirker og fra fællesskabet.
På den baggrund er det pinligt at konstatere, at vi stadig ikke betaler fuldt medlems-kontingent. Kontingentet beregnes på basis af medlemskab og den samfundsmæssige økonomi i de deltagende kirkers respektive lande. Dette kontingent er ikke en donation til LVF, men et regulært og fair beregnet medlemsbidrag. Kendsgerningen er, at vi nyder fuldt ud, men kun yder halvt (eller mindre). LVF er netop nu med en ny generalsekretær inde i en omstrukturering, der sikrer fuld valuta til medlemskirkerne til gengæld for deres medlemsbidrag. Der er en meget høj omkostningsbevidsthed.
I folkekirken lyder spørgsmålet i økonomiske sager ofte: hvad får vi ud af det? Lad mig her og nu give følgende svar: Danmark er også på vej frem mod reformationsjubilæet i 2017 – regeringen har nedsat et præsidium, der skal være med til at sikre en meget bred besindelse på, hvad reformationen betød og betyder for det danske samfund og for folkekirken. Vi vil uden mindste tvivl kunne få betydelig inspiration fra tilsvarende overvejelser i andre lutherske kirker udover verden.
Men så er det sandt at sige også på tide at vi får løst spørgsmålet om vores kontingent.
Niels Henrik Arendt
Det Lutherske Verdensforbund (LVF) er et globalt fællesskab af kristne kirker i den lutherske tradition. Grundlagt i 1947 i Lund, Sverige, har LVF nu 145 medlemskirker i 79 lande, der repræsenterer over 70 millioner kristne. LVF er en af verdens store nødhjælpsorganisationer, men foretager også globale teologiske studier.
Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) er en del af folkekirken. Rådet er et valgt organ, som varetager folkekirkens kontakter til internationale kirkelige organisationer, andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet. Rådets arbejde finansieres gennem en årlig rammebevilling fra Kirkeministeriet.
Sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Jørgen Skov Sørensen, skriver fra Det Lutherske Verdensforbunds Rådsmøde i Genève.
Det er en gammel nyhed, at folkekirken ikke lever op til de krav, som medlemskabet af en række internationale organisationer stiller til medlemskirkerne. Det er først og fremmest medlemsbidragene, det kniber med at betale fra folkekirkelig side. Generelt ligger folkekirkens bidrag et godt stykke under 50 % af det opkrævede beløb. De sidste mange år har det betalte bidrag til Det Lutherske Verdensforbund, LVF, som i disse dage holder Rådsmøde i Geneve med folkekirkelig deltagelse, ligget mellem 30 og 35 % af det beregnede medlemsbidrag.
Verdensforbundets kapitalopsparing, som gennem rettidig omhu med investering og afkast skal sikre en stabil fremtidig økonomi, har folkekirken aldrig bidraget til, og i 2011 har vigende rammebevillinger fra Kirkeministeriet betydet, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som administrerer folkekirkens medlemskab af organisationen, i sit budget har måttet bortskære de frivillige bidrag til organisationens solidaritetsfond, der gør det muligt for små, fattige mindretalskirker at deltage i beslutningsprocessen ved generalforsamlingerne hvert 7. år.
Vore lutherske søsterkirker i Norden er gode betalere og engagerer sig samtidigt betragteligt dybere end folkekirken i Det lutherske Verdensforbunds organisatoriske og teologiske udvikling – og ikke mindst i organisationens økonomiske velbefindende. Altid med kærlighed men ikke sjældent med en kritisk og konstruktiv tilgang, som muliggøres af det målrettede engagement. Hvorfor er det så, at folkekirken, en af verdens rigeste kirker, en velorganiseret maskine med en omsætning på over 6 milliarder kr. årligt, ikke har råd til at betale et par millioner kroner mere om året, end det for nuværende er tilfældet, forderved påtage sig det ansvar, som er passende for verdens 5. største lutherske kirke? Sagen er, at det har folkekirken naturligvis råd til. Det er som med al anden økonomi et spørgsmål om at prioritere.
Spørger man rundt om i folkekirken, i sogne, provstier og stifter, møder man da også meget ofte undren over, at folkekirken på denne vis ikke lever op til sine forpligtelser internationalt. Det er trods alt småpenge, et par millioner ud af 6 milliarder, det handler om at allokere. Vi taler om en organisation, som samler verdens lutherske kirker til gensidig inspiration og glæde over, at Luthers teologi om Guds ubetingede nåde og evangeliets frisættende kraft har ekspanderet fra den lille tyske by Wittenberg i 1517 til klodens yderste grænser i 2011 og stadig udvikles i mødet med nye kulturer og samfund, der har brug for tanker om religiøs reformation. Herudover yder Det Lutherske Verdensforbund nødhjælp til en betragtelig del af verdens hårdest ramte befolkningsgrupper og dokumenterer systematisk overgreb på mindretalskristne.
Hvorfor påtager folkekirken sig så ikke sin del af den økonomiske byrde, der naturligvis følger med en så vægtig portefølje, bliver jeg spurgt i mine samtaler med de mange lutheranere fra hele verden, som i dagene 9. – 14. juni 2011 er samlet i Genève for at lægge strategi for organisationen frem mod reformationsjubilæet i 2017. I må forstå, svarer jeg, at kirken ikke bestemmer over sin egen nationale økonomi, men har deponeret den beføjelse hos en regeringsminister og ministeriets embedsmænd. Jeg har for længst vænnet mig til, at mine europæiske, afrikanske, asiatiske, amerikanske og latin-amerikanske samtalepartnere replicerer med skepsis, når de gør mig det klart, at den redegørelse må jeg længere ud på landet med. For selvom jeg kommer fra en rig kirke er det svar dog en fattig forklaring på uviljen til at være fuldt og helt tilstede i det globale lutherske fællesskab.
Det Lutherske Verdensforbund (LVF) er et globalt fællesskab af kristne kirker i den lutherske tradition. Grundlagt i 1947 i Lund, Sverige, har LVF nu 145 medlemskirker i 79 lande, der repræsenterer over 70 millioner kristne. LVF er en af verdens store nødhjælpsorganisationer, men foretager også globale teologiske studier.
Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) er en del af folkekirken. Rådet er et valgt organ, som varetager folkekirkens kontakter til internationale kirkelige organisationer, andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet. Rådets arbejde finansieres gennem en årlig rammebevilling fra Kirkeministeriet.
Mellemkirkelig blog 