Nye temaer og nyt dansk medlem i Faith and Order

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol. og ph.d.-studerende

Juli 2015

Siden Kirkernes Verdensråd blev oprettet i 1948, har kommissionen ”Faith and Order” (Tro og kirkeordning) udgjort en vigtig del af rådets arbejde. ”Faith and Order” er et teologisk diskussionsforum, som har det erklærede formål at arbejde for, at alle kristne kirker kaldes til synlig enhed. ”Faith and Order” udgiver løbende tekster, der dokumenterer den fortsatte samtale mellem verdens kirker.
Hvert syvende år vælges der nye medlemmer til ”Faith and Order”. Medlemmerne vælges fra de kirker, der har tilsluttet sig Kirkernes Verdensråd samt fra Den katolske Kirke. I 2014 valgtes 49 medlemmer til en ny kommission, og her iblandt var jeg selv efter at være blevet nomineret af Folkekirkens mellemkirkelige Råd som dansk kandidat og derpå valgt ind.
I dagene d. 17.-25. juni deltog jeg i mit første møde i ”Faith and Order”. Mødet blev afholdt på klosteret Caraiman i Rumænien. Klosteret ligger ved landsbyen Busteni, ca. halvanden times kørsel fra Bukarest, og er placeret så tilpas højt oppe i bjergene, at temperaturen er let kølig og udsigten pragtfuld.

Nye teologiske fokusområder
Under mødet besluttede den nye kommission sig for at fokusere på især tre overordnede temaer i de kommende syv år. Temaerne blev løst defineret undervejs, og kommissionens medlemmer blev inddelt i tre studiegrupper, der skal gå videre med de enkelte emner.
Kirkernes Verdensråd arbejder for tiden under temaet ”Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsfærd”. På mødet i Rumænien blev det bestemt, at ”Faith and Order” skal se sit arbejde i forhold til dette overordnede pilgrims-tema, som i vid udstrækning må forstås symbolsk. I sig selv er temaet inspireret af Salme 85,11: ”retfærdighed og fred kysser hinanden”.

Kommissionen lagde sig fast på de følgende tre temaer:
1) Kirken på retfærdighedens og fredens pilgrimsvandring i verden af i dag (The Church on a Pilgrimage of Justice and Peace in Today’s World),
2) En pilgrimsfærd mod en fælles forestilling om og vision for Kirken (Pilgrimage towards a Common Vision of the Church),
3) En retfærdighedens og fredens pilgrimsrejse ift. moralske spørgsmål (The Pilgrimage of Justice and Peace and Moral Discernment).

Et udsnit af den nye Faith and Order-kommission. Maria Munkholt Christensen står i tredje række lige foran manden med solbrillerne.

Jeg blev selv en del af arbejdsgruppe nr. 2, der skal beskæftige sig specifikt med Kirken. Emnet er altså ekklesiologi, læren om kirken. Vi skal blandt andet se på, hvad kirken er; hvad kirken bør være; hvad kirken kan være osv. Den forrige kommission udarbejdede et dokument, The Church towards a Common Vision, som har en traditionel, vestlig og temmelig højkirkelig stil. Vi vil i arbejdsgruppen arbejde videre med dokumentets ideer og samtidig forsøge at indhente og inddrage perspektiver fra kirker, der endnu ikke er kommet til orde i ”Faith and Order”. Når man ser på verdens kirker, må man konstatere, at meget er i forandring, og vi vil forsøge at have blik for nye måder at være kirke på. Ikke dermed sagt, at vi absolut skal være kirke på en ny måde, men vi kan overveje, hvordan man teologisk kan og bør tale om kirken i verden.
De øvrige to arbejdsgrupper skal behandle andre spørgsmål, bl.a. om kirkernes rolle i en multireligiøs verden, og om hvordan kristne kirker kan forholde sig til forskellige ”moralske spørgsmål”. En opgave er for eksempel at undersøge, hvordan forskellige kirker træffer afgørelse i moralske spørgsmål. Det er i høj grad såkaldte ”moralske spørgsmål”, der i dag skiller kirkerne, i modsætning til de dogmatiske spørgsmål, der traditionelt har været kirkesplittende.

Uendelige perspektiver
Jeg har store forventninger til kommissionens videre arbejde. Personligt har det allerede efter en uge været en stor oplevelse at være en del af ”Faith and Order”. Her finder man pludselig sig selv i samtale med en amerikansk franciskaner-munk, en jamaicansk baptist og en indisk ortodoks. Det er som at møde kirkehistorien ansigt til ansigt.
På mødets første dag besøgte Kirkernes Verdensråds norske generalsekretær, Olav Fykse Tveit, kommissionen og talte til os om alles ret til håb. På mødets sidste dag afsluttede ordstyreren Susan Durber med at påpege den passion, hvormed Jesus selv bad om enhed iblandt troende, da han bad om, at ”de alle må være ét” (Joh. 17,21). Med sådanne bemærkninger blev mødet indrammet af væsentlige ord, som i sig selv giver anledning til videre teologiske samtaler.

“Kirkerne bliver nødt til at flytte”

Kirkernes Verdensråd, Genève den 6. juli 2014, interview af Susan Kim

Klimaforandringer ændrer livet ved Grønlands kyster
Selvom biskop Sofie Petersen kan tale overbevisende om de videnskabelige årsager til klimaforandringer, vil hun hellere tale om, hvad der er ved at ske med folk i hendes hjemområde, Grønland.

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Som biskop i Grønlands stift i folkekirken, bor Sofie Petersen i det samme grønlandske kystsamfund, som hun er vokset op i. ”Lige nu er der to kirker, som er bygget ud til Grønlands kyst, hvis fundamenter bøjer og bukker, fordi permafrosten forsvinder i vores land. Store dele af landet ændrer sig,” siger hun. Der er ikke noget, man kan gøre for at redde disse bygninger, hvor de er, tilføjer hun. ”Disse kirker bliver nødt til at flytte.”

Sofie Petersen ser sig selv som en del af et samfund af oprindelige folk i Grønland. Hun voksede op med en dyb forståelse for den jæger- og fiskerkultur, som stadig omgiver hende. ”Vi mærker implikationerne af klimaforandringerne, fordi mange af vores kirkemedlemmer er jægere og fiskere, som nu må arbejde under ekstreme vejrforhold. Deres hustruer og børn er også dybt berørte.” Rejebestanden reduceres fortsat, mens fiskestimer, som ikke naturligt hører til i Grønland, flytter ind i farvandene. ”Fiskerne er nødsagede til at udskifte deres udstyr,” siger hun.

Ekstremerne forværres
For de oprindelige folk, som Sofie Petersen siger lever ”tættere på naturen”, har klimaforandringerne påvirket dyrebestande på en måde, som ikke blot er bemærkelsesværdig men direkte alarmerende. ”For eksempel kommer isbjørnene nu ind i byerne, ind i beboede områder, fordi de er sultne.”

Gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité, organisationens besluttende organ, har Sofie Petersen kunne dele historierne om oprindelige folk fra Grønland samt høre nyt fra oprindelige folk fra andre regioner. ”Vi har set det i Canada, i Alaska – huse der falder i vandet.”

Sofie Petersen har et tæt forhold til sit lokalsamfund. Hendes far var præst, og hun besluttede som 11-årig, at det ville hun også være. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle,” siger hun.

Hun mener, at oprindelige folk kan fortælle deres historie og hjælpe resten af verden til bedre at forstå den globale opvarmning.”Det er en vigtig sag, som påvirker i hele verden,” siger hun.

Sofie Petersen ønsker, at folk bliver bedre til at forstå, at klimaforandringer ikke nødvendigvis resulterer i højere temperaturer året rundt. ”Det betyder, at vejrekstremerne er værre – det bliver koldere, og det bliver varmere, og ekstremerne bliver mere og mere ekstreme. I ville ønske, folk havde bedre forståelse af dette. I Grønland regner det nu, som det plejer i Danmark. I Danmark regner det nu som det plejer i troperne. Uanset hvilket land du bor i – det er i gang.”

Interview med Sofie Petersen under møde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité.
Oversættelse: Rebekka Højmark Svenningsen, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Læs mere om KV’s arbejde om klimaretfærdighed og varetagelse af skaberværket her.

Ny formand for Kirkernes Verdensråd: Rådet er ikke hvad det har været…!

 

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Af Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Der er Centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd. Repræsentanter fra de omkring 350 medlemskirker er samlet i Genève for at lytte til rapporter og for at tage beslutninger om Verdensrådets fremtidige opgaver og strategi. På podiet står kenyanske Dr. Agnes Abuom. Hun er ny formand for Kirkernes Verdensråd, valgt på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013, og hun aflægger nu sin første rapport til Rådets centralkomité, organisationens højeste beslutningsorgan. Folkekirken har sine to medlemmer på plads: Kirsten Auken og Sofie Petersen. Jeg selv er med som rådgiver.

Der sker en hel del i så stor en organisation, som Kirkernes Verdensråd er. Derfor er Agnes Abuoms rapportering lang. Adskillige tætskrevne sider fremlægges, og jeg må indrømme, at jeg efter en ret sen ankomst til Genève aftenen i forvejen, og som konsekvens deraf en relativ kort nattesøvn, nok ikke får fat i alle hendes ord og pointer. Dog går min opmærksomhed fra 0 – 100 på meget kort tid, da jeg hører Kirkernes Verdensråd nye formand proklamere, at Rådet har mistet sin berettigelse: ”The World Council of Churches has been loosing its usefulness…!”.

Det var en overraskelse, tænker jeg. En stor en af slagsen. Faktisk. Godt nok skal en ny formand jo altid benytte lejligheden ved første fremtræden at sætte sig i respekt og helst føre nye ideer og indsigter på banen. Men dette er dog overraskende. Ikke at jeg ikke med jævne mellemrum møder netop det udsagn i folkekirken: De store økumeniske organisationer er ligegyldige og i bedste fald uden effekt. Men derfra og så til at høre det erklæret indefra, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin berettigelse…?! Kan det virkeligt passe…?!

Da resten af salen ikke reagerer på samme måde som jeg, strejfer tanken mig, at jeg måske kan have hørt forkert. Jeg griber den udleverede trykte rapport og finder frem til det afsnit, som ifølge mine ører angiveligt skulle indeholde de kontroversielle ord. Således, i afsnit 47, finder jeg frem til det aktuelle udsagn og læser for mig selv: ”The World Council of Churches has been loosing its youthfulness…!” – Agnes Abuon talte ikke om Verdensrådets vigende ”usefulness” men pegede på, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin ”youthfulness”, sin ungdommelige friskhed. Ikke helt på samme vis en overraskende konstatering – om end en vigtig observation – når det nu handler om en organisation, der i 2014 kan se tilbage på 66 års aktiviteter.

Således beroliget kan jeg sammen med resten af salen vende opmærksomheden mod næste session på Centralkomitemødet: Tre vidneudsagn om kirkens situation og rolle i nogle af verdens brændpunkter. Præsten Peter Tibi fortæller om sit hjemland, ikke bare en af verdens yngste stater men også en af verdens skrøbeligste – den fejlslagne stat Sydsudan, hvor mennesker ikke længere kan regne med staten som ramme om fællesskabet, og kirkerne derfor med hjælp fra Kirkernes Verdensråd forsøger at opretholde menneskelig værdighed mod alle odds.

Dr. Sang Chang fra Korea beskriver dernæst situationen for iturevne familier på de to sider af konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Selv er hun født i Nord men flygtet til Syd. Savnet, som lever dybt i hendes familie, er et symbol på konflikten i det todelte folk på den koreanske halvø. Kirkernes Verdensråd har efter Generalforsamlingen i Sydkorea sidste år arbejdet på at etablere en freds- og forsoningskonference med deltagelse fra begge sider i konflikten. Kirken, som står stærkt i Sydkorea, er dybt involveret.

Slutteligt taler biskop Emmanuel Udofia fra Nigeria engageret, men også forstemmende, om kirkernes oplevelse af den ekstremistiske muslimske terrororganisation Boko Harams aktiviteter i det nordlige Nigeria. Senest er organisationen blevet kendt for at bortføre piger fra en kristen kostskole for derefter at holde dem i fangenskab og tvangskonvertere dem. Kirkerne i Nigeria arbejder sammen med Kirkernes Verdensråd på at samle moderate muslimer og kristne lokalt, som kan modarbejde Boko Harams modbydelige fremfærd.

Har man hørt disse fortællinger, ved man, at Kirkernes Verdensråd på ingen måde har mistet berettigelse. Tværtimod. Vi tænker ikke så meget over det i folkekirken, hvor vi hverken skal kæmpe med en fejlslagen stat, et delt folk eller ekstreme muslimske terrororganisationer. Men kirken er mere end folkekirken og verden mere end Danmark. Kirkernes Verdensråd er med til at sætte kirken og verden – og kirken i verden – på dagsordenen.

At Rådet så har mistet noget af sin ungdommelige friskhed, det er der nok noget om. Men sådan må det være efter 66 år. Og formanden ved det og har adresseret det i sin første tale til Centralkomiteen. Så det skal nok gå.

Folkekirken og reformationsjubilæet og alle de andre…

Medlem af Det Lutherske Verdensforbunds øverste Råd, biskop Niels Henrik Arendt, skriver fra Rådets møde i Genève. Niels Henrik Arendt er udsendt for folkekirken af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Det kommende 500-års reformationsjubilæum i 2017 præger i høj grad arbejdet i Det lutherske Verdensforbund (LVF) i disse år. Det gælder også mødet i LVFs råd i disse dage. Der er en bevidsthed i de mange deltagende lutherske kirker fra hele verden om de fælles rødder i Luthers teologi og de evangeliske kirke-ordninger fra reformationstiden, og der er en vilje til fornyet besindelse på disse rødder med henblik på, hvad det indebærer ”at være luthersk i dag”.

Folkekirken har været medlem af LVF siden grundlæggelsen og har spillet en nøglerolle i organisationens historie. Folkekirkens engagement har dels handlet om bistand til søster-kirker, til at begynde med fortrinsvis i Østeuropa, i dag over hele verden, dels har vi især bidraget på det teologiske område. Vi har med vores baggrund haft meget at bidrage med, men har også modtaget afgørende inspiration og impulser fra søsterkirker og fra fællesskabet.

På den baggrund er det pinligt at konstatere, at vi stadig ikke betaler fuldt medlems-kontingent. Kontingentet beregnes på basis af medlemskab og den samfundsmæssige økonomi i de deltagende kirkers respektive lande. Dette kontingent er ikke en donation til LVF, men et regulært og fair beregnet medlemsbidrag. Kendsgerningen er, at vi nyder fuldt ud, men kun yder halvt (eller mindre). LVF er netop nu med en ny generalsekretær inde i en omstrukturering, der sikrer fuld valuta til medlemskirkerne til gengæld for deres medlemsbidrag.  Der er en meget høj omkostningsbevidsthed.

I folkekirken lyder spørgsmålet i økonomiske sager ofte: hvad får vi ud af det? Lad mig her og nu give følgende svar: Danmark er også på vej frem mod reformationsjubilæet i 2017 – regeringen har nedsat et præsidium, der skal være med til at sikre en meget bred besindelse på, hvad reformationen betød og betyder for det danske samfund og for folkekirken. Vi vil uden mindste tvivl kunne få betydelig inspiration fra tilsvarende overvejelser i andre lutherske kirker udover verden.

Men så er det sandt at sige også på tide at vi får løst spørgsmålet om vores kontingent.

Niels Henrik Arendt

Det Lutherske Verdensforbund (LVF) er et globalt fællesskab af kristne kirker i den lutherske tradition. Grundlagt i 1947 i Lund, Sverige, har LVF nu 145 medlemskirker i 79 lande, der repræsenterer over 70 millioner kristne. LVF er en af verdens store nødhjælpsorganisationer, men foretager også globale teologiske studier.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) er en del af folkekirken. Rådet er et valgt organ, som varetager folkekirkens kontakter til internationale kirkelige organisationer, andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet. Rådets arbejde finansieres gennem en årlig rammebevilling fra Kirkeministeriet.

 

Rig kirke – fattig forklaring

Sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Jørgen Skov Sørensen, skriver fra Det Lutherske Verdensforbunds Rådsmøde i Genève.

Det er en gammel nyhed, at folkekirken ikke lever op til de krav, som medlemskabet af en række internationale organisationer stiller til medlemskirkerne. Det er først og fremmest medlemsbidragene, det kniber med at betale fra folkekirkelig side. Generelt ligger folkekirkens bidrag et godt stykke under 50 % af det opkrævede beløb. De sidste mange år har det betalte bidrag til Det Lutherske Verdensforbund, LVF, som i disse dage holder Rådsmøde i Geneve med folkekirkelig deltagelse, ligget mellem 30 og 35 % af det beregnede medlemsbidrag.

Verdensforbundets kapitalopsparing, som gennem rettidig omhu med investering og afkast skal sikre en stabil fremtidig økonomi, har folkekirken aldrig bidraget til, og i 2011 har vigende rammebevillinger fra Kirkeministeriet betydet, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som administrerer folkekirkens medlemskab af organisationen, i sit budget har måttet bortskære de frivillige bidrag til organisationens solidaritetsfond, der gør det muligt for små, fattige mindretalskirker at deltage i beslutningsprocessen ved generalforsamlingerne hvert 7. år.

Vore lutherske søsterkirker i Norden er gode betalere og engagerer sig samtidigt betragteligt dybere end folkekirken i Det lutherske Verdensforbunds organisatoriske og teologiske udvikling – og ikke mindst i organisationens økonomiske velbefindende. Altid med kærlighed men ikke sjældent med en kritisk og konstruktiv tilgang, som muliggøres af det målrettede engagement. Hvorfor er det så, at folkekirken, en af verdens rigeste kirker, en velorganiseret maskine med en omsætning på over 6 milliarder kr. årligt, ikke har råd til at betale et par millioner kroner mere om året, end det for nuværende er tilfældet, forderved påtage sig det ansvar, som er passende for verdens 5. største lutherske kirke? Sagen er, at det har folkekirken naturligvis råd til. Det er som med al anden økonomi et spørgsmål om at prioritere.

Spørger man rundt om i folkekirken, i sogne, provstier og stifter, møder man da også meget ofte undren over, at folkekirken på denne vis ikke lever op til sine forpligtelser internationalt. Det er trods alt småpenge, et par millioner ud af 6 milliarder, det handler om at allokere. Vi taler om en organisation, som samler verdens lutherske kirker til gensidig inspiration og glæde over, at Luthers teologi om Guds ubetingede nåde og evangeliets frisættende kraft har ekspanderet fra den lille tyske by Wittenberg i 1517 til klodens yderste grænser i 2011 og stadig udvikles i mødet med nye kulturer og samfund, der har brug for tanker om religiøs reformation. Herudover yder Det Lutherske Verdensforbund nødhjælp til en betragtelig del af verdens hårdest ramte befolkningsgrupper og dokumenterer systematisk overgreb på mindretalskristne.

Hvorfor påtager folkekirken sig så ikke sin del af den økonomiske byrde, der naturligvis følger med en så vægtig portefølje, bliver jeg spurgt i mine samtaler med de mange lutheranere fra hele verden, som i dagene 9. – 14. juni 2011 er samlet i Genève for at lægge strategi for organisationen frem mod reformationsjubilæet i 2017. I må forstå, svarer jeg, at kirken ikke bestemmer over sin egen nationale økonomi, men har deponeret den beføjelse hos en regeringsminister og ministeriets embedsmænd. Jeg har for længst vænnet mig til, at mine europæiske, afrikanske, asiatiske, amerikanske og latin-amerikanske samtalepartnere replicerer med skepsis, når de gør mig det klart, at den redegørelse må jeg længere ud på landet med. For selvom jeg kommer fra en rig kirke er det svar dog en fattig forklaring på uviljen til at være fuldt og helt tilstede i det globale lutherske fællesskab.

Det Lutherske Verdensforbund (LVF) er et globalt fællesskab af kristne kirker i den lutherske tradition. Grundlagt i 1947 i Lund, Sverige, har LVF nu 145 medlemskirker i 79 lande, der repræsenterer over 70 millioner kristne. LVF er en af verdens store nødhjælpsorganisationer, men foretager også globale teologiske studier.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) er en del af folkekirken. Rådet er et valgt organ, som varetager folkekirkens kontakter til internationale kirkelige organisationer, andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet. Rådets arbejde finansieres gennem en årlig rammebevilling fra Kirkeministeriet.