KEK blog: Vi har brug for håb i en uretfærdig verden

 

amalie cordes 3

Hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet, skriver Amalie Cordes (på billedet i midten), formand for Nødhjælpens Ungdom. På billedet taler hun på de unges vegne i en plenumdebat om Europas fremtid.  Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien 2018. Foto: Albin Hillert/CEC

 

Af Amalie Cordes, formand for Nødhjælpens Ungdom

Vi er nødt til at bevare håbet, selvom det kan være svært at gøre i en uretfærdig verden. Sådan lyder et af budskaberne på Konferencen for Europæiske Kirker, som jeg deltager i her i Serbien.

Verden kan let komme til at se håbløs ud, hvis vi fokuserer på de mange mennesker, der i dag lever i fattigdom eller nød. Gentagne gange minder deltagerne her i Novi Sad os alle sammen om, at vi lever i en verden, der lige nu ser på, imens mennesker flygter fra krigszoner, menneskerettighederne bliver truet af politiske kræfter og mennesker lider under negative konsekvenser af klimaforandringerne.

Astrid Lindgren har engang sagt: ”Alt stort som er sket i verden, skete først i et menneskes fantasi.” For at vi kan bevare håbet, kræver det af os, at vi åbner vores øjne og ikke kun husker det, som er håbløst. Vi er nødt til også at se mod det, der giver grund til håb og tro på forandring. Det håb må vi dele med andre. Det kan til tider være svært. Men hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre, og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet.

Imens jeg har levet, er der sket to enormt store begivenheder for verdenssamfundet, som også er blevet nævnt her på KEK. Den første var en kold december dag i 2015, hvor jeg fulgte med live med tårer i øjnene, da Parisaftalen blev vedtaget. Det er den mest ambitiøse klimaaftale verdens ledere nogensinde er blevet enige om. Parisaftalen skaber håb for dem, der er hårdest ramt af de negative konsekvenser af klimaforandringerne.

En anden stor aftale, der også er blevet vedtaget i min livstid er FNs 17 verdensmål, som blev vedtaget i 2015. Verdensmålene sætter en vision for verden og et mål om, at vi ikke vil lade nogen blive efterladt tilbage, men at alle skal være med i udviklingen af en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Flere og flere virksomheder, regeringer og civilsamfundsorganisationer tager målene til sig og arbejder for at opnå dem. Her på generalforsamlingen har unge opfordret kraftigt til, at europæiske Kirker fortsætter med at tage verdensmålene til sig og arbejde med dem. Det håber jeg kirkerne vælger at prioritere, for vi har brug for verdensmålene som en vision for en mere retfærdig verden.

Vi mennesker har været med til at indrette verden, som den er i dag. Derfor bør vi også tro på, at vi mennesker kan være med til at ændre den – til det bedre. Det er lettest at være uden håb, men hvorfor være uden håb, når man kan være håbefuld?

Skriv en kommentar