Monthly Archives: september 2012

Hvor politisk skal kirken være?

Siger kristendommen, at de rige skal betale mere i skat end dem med lavere indkomst? Og hvad med skat på financielle transaktioner, kan den begrundes teologisk?

Disse spørgsmål blev højaktuelle, da Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa (Leuenberg Kirkefællesskabet) holdt generalforsamling i Firenze 20.-26. september. En udtalelse om den økonomiske krise i Europa blev i dag onsdag vedtaget, hvor begge punkter indgår som kirkernes opfordring til hvad politikerne bør gøre.

Vi tre danske delegerede stemte imod med vores røde stemmekort. De stod i kontrast til den skov af hænder med grønne kort, som udtalelsen blev vedtaget med. For os folkekirkedanskere er tanken fremmed at kirkerne på denne måde skal udtale sig om politik, men for resten af de prostantiske kirker i Europa er tanken om ikke at blande sig fremmed. Ja, for dem ville det være utænkeligt ikke at sige noget om den økonomiske krise, der rammer så mange familier, når Europas Kirker mødes.

Jeg prøvede tidligt på generalforsamlingen at gøre den danske position klar. I Danmark blander folkekirken sig ikke i så konkrete politiske forhold, som fx hvordan regeringen skal føre skattepolitik. Det har affødt mange samtaler i løbet af ugen. En tysker mente jeg var modig, fordi jeg turde sige offentligt, at kirke og politik ikke skal blandes. I Tyskland har man nemlig en historie, hvor kirkerne under nazismen var tavs om jøderne. Derfor er kirkerne i dag meget opmærksomme på at blande sig i politik for at leve op til deres ansvar. Set i det lys kan alle sikkert blive enig om, at kirken i visse situationer bliver nød til at tale om politiske forhold for at være tro mod sit eget budskab.

Jeg vil da også mene at folkekirken skal blande sig i samfundsforhold. Og for min skyld må stiftsrådene gerne udtale sig om fx kummerlige forhold for de mange udenlandske hjemløse. Der hvor jeg selv trækker grænsen er, når kirken blander sig i partipolitik eller bliver for konkret i dens løsningsforslag på områder der ikke er dens kompetence. Vi lever ikke i samme politiske situation som Tyskland i 1930’erne, men vi lever under en økonomisk krise, der påvirker millioner af mennesker. Skal kirken tie i en sådan situation? Nej. Problemerne skal påtales og politikerne råbes op. Men alligevel synes jeg, udtalelsen på generalforsamlingen var forkert formuleret.

Folkekirken skal være med i de økumeniske fællesskaber bl.a. for at trække den slags udtalelser i den rigtige retning. Og vi fik da også påvirket dokumentet, så det blev mere balanceret og bl.a. fik kirkernes eget ansvar med.

Hvad ville du have stemt?

 

Af Christian Roar Pedersen

Udtalelsen fra generalforsamlingen kan læses her: www.cpce-assembly.eu/media/pdf/Unterlagen/18-Wort-zur-Lage-EN.pdf

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Reklamer

At være fri til fremtiden

Sang, bekendelse og bøn i Firenze.

Ballet er ved at være forbi. Det er onsdag morgen på CPCEs generalforsamling i Firenze. Stemmerne er blevet talt og hørt. Forslag diskuteret og vedtaget. Kommaer er flyttet og udtryk er ændret. Diskuteret, forstået og misforstået på tværs af landegrænser og konfessioner. Sunget, bekendt og bedt – sammen og for os selv. Ingen har tvivlet på viljen og evnen til at forstå hinanden. Hver dialog, men også hver uenighed – i konferencesalen såvel som over middagsmaden – har bragt os et skridt nærmere det, som vi ønsker, nemlig at kunne være kirke sammen. Et kirkefællesskab baseret på gensidig frihed til de forskellige kirkelige traditioner og konfessioner.

Men hvad så nu? Vi er kommet i mål, men har vi også nået de mål, vi havde sat os for? Og ikke mindst hvordan lever vi op til generalforsamlingens motto ”frei für die Zukunft” i det fortsatte arbejde?

Reformationsjubel?

Ved det konstituerende møde i går den 25. September blev det nye trehovede konsistorium valgt, bestående af Gottfried Locher, præsident for rådet for den schweiziske evangeliske kirke, Klára Tarr Cselovszky, den evangeliske kirke Ungarn og Friedrich Weber, biskop fra den evangelisk lutherske landskirke Braunschweig, til hvem præsidentposten gik.

En af arbejdsopgaverne for det nykonstituerede råd er markeringen af 500 året for reformationen I 2017. Men hvad er det egentlig vi fejrer? Måske er jubilæum ikke den rigtige betegnelse – eller ikke helt dækkende. Markeringen af Reformationens 500 år må rumme både en erindring, et tilbageblik – visioner og ønsker for fremtiden. Men det slår ikke helt til. Reformationens øjemed var en fornyelse af den ene kirke i Jesus Kristi, affødt af den situation kirken stod i.

Ligeledes må markeringen af Reformationen tage afsæt i en refleksion og et blik på os selv. Hvorfor er vi protestanter? 500 året for reformationen udfordrer os til at bevæge os udover konfessionelle grænser og skel. Det er derfor CPCEs opgave ikke at fejre os selv, men med eftertænksomhed, bevidsthed og udsyn også forholde os til slagsiden af reformationen. Hvad kan vi gøre bedre? Hvordan kan vi være mere imødekommende? Og står vi til tider evangeliet i vejen? Verdens centrum er ikke vores kirke eller konfession, men budskabet om Jesus Kristus, Guds kærlighed, som vi bygger vores kirke på.

Af Marie Høgh

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (CPCE) består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Kommer kirkefornyelse indefra – eller fornyer vi bare kirkens strukturer for dog at gøre noget?

Så provokerende stillede en tysk biskop det op på dagens konference ved kirkekonferencen i Firenze. Det kom fra flere sider stærkt frem, at der er behov for fornyelse. Mange gamle protestantiske kirker i Europa er i hastig tilbagegang. Jeg lærte i skolen engang, at kirken i Schweiz var reformert. Nu hører jeg en schweizisk kirkemand nævne, at den reformerte kirke i hans land har oplevet en sådan tilbagegang, at folk ikke længere er sikre på, om kirken overhovedet findes der længere om et par årtier! En tilsvarende dyb pessimisme kom til udtryk fra repræsentanter for de reformerte i England og Holland.

Tilbagegangen tvinger naturligvis nogle kirkesamfund ud i strukturændringer på den hårde måde. Fra Skotland hørte vi om planer for oplæring af lægmandspræster, der – ulønnet – skal fylde de mange huller ud i menighederne, fordi man ikke mere har råd til at aflønne præster.

Enten er vores kolleger på konferencen meget sortseende – eller også er Europas kulturliv i totalt opbrud og europæisk protestantisk kirkeliv med. Hjemme i Danmark sker da der også en del nyt mellem år og dag. Ja da. Men man tænker alligevel i sit stille sind: Hvornår var den periode, hvor midaldrende folk ikke følte, at der skete store forandringer omkring dem?

Indtil nogen belærer mig om noget andet, vil jeg tillade mig at mene, at man overdriver behovet for ”det nye”. Der kan bestemt være behov for ændringer af kirkens ydre forhold på visse områder. Men kirkens liv og fornyelse kommer altid indefra, fra Guds Ord, bønnen og den åndelige fordybelse. Dette blev heldigvis også understreget i konferencens teologiske hovedforedrag. Så vi kan med god samvittighed satse på at være gode til – gerne endda blive lidt bedre til – de opgaver, der ligger lige for i sogne og kristelige foreninger.

Andre har tænkt på det samme
Korte glimt fra vidt forskellige kirker i Europas meget forskellige lande viser, at det ofte er de samme praktiske løsningsforslag, man griber til. I Serbien satser den metodistiske kirke på at gøre noget for børn og når ad den vej ud til nye grupper. I delstaten Hessen i Tyskland satser landskirken på at styrke provstiniveauet i kirken. Sådan er der forbløffende mange lighedspunkter med danske folkekirkelige forhold.

Overadministrerede kirker
Det er på mange måder meget lærerigt at deltage i en fælleseuropæisk kirkekonference. Alene den tid, 200 personer skal anvende på små procedurespørgsmål er imponerende. Og så alligevel: Man kan også have for mange udvalg, komiteer og synoder. En schweitzisk undersøgelse viste at deres præster brugte 60-70 % af deres arbejdstid på administrative ting. Det er skræmmende når præster dog burde være ”Ordets tjenere”. Her er så endnu et argument for at følge med i, hvad der sker i kirkesamfundene rundt omkring i Europa: Hvis det ender med at den danske folkekirke får en kirkeforfatning, så er overadministration noget at vogte sig for.

Af Kurt E Larsen

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Læresamtaler skal genoprette nadverfællesskab i folkekirken

Gudstjenester er en integreret del af generalforsamlingen, når Fællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (Leuenberg Kirkefællesskabet) mødes.

Der er andagt morgen, middag og aften, og idag søndag var alle deltagere fra de lutherske, reformerte og metodistiske kirker til gudstjeneste i den lokale valdesiske kirke. Det er herligt, livsbekræftende og opbyggende.

Umiddelbart en selvfølge at kristne kan samles og bede, vil mange mene. Sådan er det dog ikke. Kirkesplittelser er en del af de kristnes historie, og for mange kirker er det ikke muligt at fejre gudstjeneste sammen.

Vores egen folkekirke kommer ud af reformationen, der splittede Europa, ikke bare kirkeligt, men også politisk. De lutherske og de reformerte kirker har ikke altid været bedste venner.

Derfor var det et stort skridt, da de to kirkefamilier i 1973 kunne underskrive Leuenbergkonkordien. Efter et langt forløb med samtaler kunne man anerkende hinanden som kirker, så man nu kan deltage i hinandens nadver og dele præster.

Et stort skridt efter over 450 år med splitteler. Derfor var det også stort da en kvindelig østrigsk biskop fra metodistkirken i dag kunne gå på prædikestolen i den valdesiske kirke i Firenze. Derfor er det stort, når vi onsdag alle kan fejre nadver sammen til afslutningsgudstjenesten.

For at nå disse resultater har Leuenberg Kirkefællesskabet taget udgangspunkt i, hvad kirkerne siger og gør i dag. Fortiden er der, de enkelte kirkers bekendelsesskrifter er der, men hvad kan vi sige sammen som kirker i dag? Det har været udgangspunktet. Fortiden og bekendelserne stryges ikke, men man taler sammen på ny.

Metoden har båret frugt: Siden 1973 er kirkerne blevet ved med at føre læresamtaler og producere fælles dokumenter i Leuenberg-regi. Fællesskabet er til stadighed blevet uddybet, og alle er blevet klogere på sig selv. Folkekirken underskrev i 2001. Op til denne generalforsamling har kirkerne bl.a. diskuteret skriftsyn, embedsforståelse og udvekslet erfaringer om kirkefornyelse.

De seneste dages mange andagter og samtaler har givet min en (kættersk?) tanke: Kunne vi i folkekirken lære noget af denne arbejdsmetode?

Mit svar er: Ja!

Vores kære folkekirke er under pres i disse år. Den statslige ramme om kirken er ved at krakkelere. Spørgsmålet er, hvad der skal holde sammen på kirken, når rammen er væk eller bliver løs.

Hvis vi tænker over det, er der udefra set stor uenighed i folkekirken. Ja, så stor uenighed at enkelte mandlige præster ikke vil deltage i en nadvergudstjeneste med en kvindelig præst ved alteret. Vi har med andre ord ikke fuldt kirkefælleskab! Vi kan ikke dele Herrens legeme og blod.

En sådan folkekirke hænger jo ikke sammen. Der er derfor brug for, at vi begynder at afholde læresamtaler internt i folkekirken. På samme måde som man har gjort i Leuenberg. Vi har en historie, vi har en bekendelse, men hvad kan vi sige sammen i dag?

Der er brug for en afklaring af helt centrale punkter som skriftsyn og embedsforståelse. Det har de senere års debat vist.

Løsningen må være at sammensætte grupper med repræsentanter fra grundvigsk, tidehversk og missionsk hold. Tag gerne et par stykker af os med, der ikke hører til i de kirkelige retninger. Geografisk repræsentation er selvfølgelig også vigtig. Men Kirkeministeriet er ikke velkomment, da dette er kirkens forsøg på selv at hænge sammen.

Disse grupper skal føre læresamtaler om emner, der er centrale for folkekirken. Det vil tage tid. Ja. Men hvem ved: Måske vil man nå så langt i enigheden, at alle igen kan fejre nadver sammen i folkekirken. Når det kan lykkedes for de reformatoriske kirker i Europa, kan det også lykkedes for folkekirken!

Af Christian Roar Pedersen, sognepræst og Aalborg Stifts repræsentant i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet. Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Ikke ens men ét i Kristus

På denne tredie dag af Leuenbergfællesskabets generalforsamling i Firenze, har de delegerede søgt at nå frem til, hvordan man på konkrete punkter kan udtrykke at være ét uden at være éns. Unity in Diversity er det engelske udtryk , som gang på gang lyder. Dagen har båret præg af såvel ophedede diskussioner som demokratiske overraskelser.

I arbejdsgruppen hvor dokumentet ”Ministry, Ordination, Episkopé” blev behandlet, var diskussionslysten høj. Det var tydeligt, hvor stor en opgave det er for de delegerede at finde frem til det, man er fælles om, samtidig med at man også får understreget sin egen kirkelige traditions syn på embedet.

Et andet vigtigt punkt i dag var behandlingen af en mulig udtalelse fra generalforsamlingen om den nuværende situation i Europa med hensyn til den finansielle krise. Her blev det klart, at de deltagende kirker har forskellig tradition og mulighed for sådanne udtalelser. Den danske situation er på mange måder markant anderledes end andre deltagende kirker. Som den er nu, har Folkekirken hverken tradition eller mulighed for at udtale sig i politiske spørgsmål, da der ikke er et organ og ej heller en struktur, som kan gøre sådan. Den danske delegation gav udtryk for, at man ikke vil støtte en formulering, hvor specifikke forslag til ændret politik stilles.

Det er et stort privilegium at få lov at være steward, og det er øjenåbnende at få indsigt i, hvordan kirkepolitiske beslutninger tages – både i konferencelokalerne og i kaffepauserne – og møde engagerede teologer og kirkeledere fra forskellige kirkesamfund og lande. Jeg håber, at også den danske folkekirke må få endnu mere mulighed for at tale med, også i økumeniske sammenhænge, så den må forstå sig selv som en kirke med sine egne særpræg, men også som en kirke, som er en del af Guds store kirke midt i verden, som går på tværs af geografiske og konfessionelle skel. Hertil er Leuenbergfællesskabet et godt forum, som arbejder på, at de protestantiske kirker må finde fællestræk og fællesskab, så vi alle må være – ikke ens, ikke enige om alt, – men ét i Kristus.

Af Karen Frendø Ebbesen
Stud. teol og steward på generalforsamlingen.

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

 

 

Hvem er bedst til at læse samfundet?

I Firenze har vi tilbragt atter en dag i kælderen under det smukke gamle kloster, hvor Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa (Leuenberg-fællesskabet) holder den 7. generalforsamling i fællesskabets historie.

Et højdepunkt på denne fredag er generalforsamlingens teologiske foredrag, som prof. Michael Beintker fra Münster holder. Det får virkelig folk op af stolene og hen til mikrofonerne: Teologien fænger og ægger både til anerkendelse og modsigelse og skaber en levende teologisk samtale mellem protestanter af mange aftapninger. Den samtale, som fællesskabet først og fremmest er ramme om.

Beintker taler om et Europa uden religion. Hvor mangel på religion er blevet et ”massefænomen”. Det, han egentlig mener, er, at den kristne tro er blevet svagere, og at mennesket derfor også er blevet svagere og har brug for krykker i form af forskellige trossurrogater, altså erstatninger for troen. Hertil regner han det, han kalder kropskulten, coaching, fritidsindustrien og forskellige former for esoterisk spiritualitet.

Jeg synes, at Beintker har uret. Undersøgelser viser faktisk, at 75% af europæerne siger, at de er troende. Og alle de fænomener, som han omtaler som erstatninger for troen  –   ”krykker” –  kunne man lige så vel betragte som andre og nye måder at tro på. Hvis man tænker sådan, så er opgaven ikke at fylde tro på de tro-løse, men at tale som troende med andre troende om netop tro. Det kommer an på, hvordan man læser kulturen, og hvordan man forstår samfundet.

Det er desværre ikke altid, vi teologer er så gode til at læse samfundet. Ofte går det lidt stærkt med at blive færdige med analyserne. Og sommetider ser vi måske det, vi gerne vil se, frem for at gøre det langsommelige og besværlige arbejde med at danne os et nuanceret billede.

Min lette irritation over, at vi er nok kan være gode teologer, men at det ikke automatisk gør os til gode kulturanalytikere og politiske eksperter forstærkes om eftermiddagen, da generalforsamlingen møder Rosangela Jarjour fra sammenslutningen af de mellemøstlige kirker. Jarjour er syrer og taler passioneret om den aktuelle situation for de kristne syrere. Hun modtager stående ovation og endog en erklæring fra salen om at støtte Assad imod rebellerne.  Helt ærlig tror jeg ikke, at nogen af os i salen er i stand til at gennemskue det morads, de stakkels syrere befinder sig i pt. Og hvorfor er det nu, at de kristne i Syrien i 40 år ikke har kritiseret Assad-familiens diktatur? Ej heller i de første måneder af oprøret, da det stadig var ikke-voldeligt?

At være en god kristen betyder ikke, at man automatisk har overblik over komplekse politiske scenarier eller er i stand til at analysere ligeså komplekse kulturelle forhold. Det tænker jeg over dernede i kælderen langt væk fra sollys og slagmarker. Og er glad for at de danske stemmer i Leuenberg-fællesskabet er enige om, at det er godt og nødvendigt at diskutere alt muligt, der angår vores menneskeliv, men at vi skal afholde os fra at skrive dokumenter, der er alt for skråsikre, når det gælder om at analysere vores kultur eller som fortæller politikerne, hvad de skal gøre.

Af Kirsten Jørgensen

21.09.2012

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet. Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Kan Europas protestantiske kirker samles igen?

Reformationen betød, at kirken i Vesteuropa blev opdelt i katolikker og protestanter. Den romersk-katolske kirke forblev en enhed og har hele tiden haft deres pave i Rom, men den protestantiske gruppe blev i sig selv opdelt i en række kirker og teologiske traditioner.

Torsdag begyndte i Firenze en generalforsamling for en række protestantiske kirker i Europa, samlet i organisationen: Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa (tidligere Leuenberg-fællesskabet).

Det første indtryk af generalforsamlingen er den store forskellighed. Vi tre, som repræsenterer Folkekirken, kommer fra en kirke, der har en lang historie som folkekirke og flertalskirke. Andre lutherske delegater, fx fra Sydeuropa og Irland, kommer fra kirker, der i deres historie er blevet forfulgt og overset. Nogle kommer fra østeuropæiske lande med få resurser, mens andre af os er anderledes godt stillet. Endelig er det med til at gøre generalforsamlingen forskelligartet, at der er både lutherske og reformerte, metodister og valdesere, som ikke har samme bekendelser eller samme traditioner.

Forsamlingen kunne dog godt være endnu mere farvestrålende. Blandt de hvide mænd og kvinder savner man repræsentanter for de mange nye migrantkirker, der skyder frem over store dele af Europa. Der er heller ingen med fra pinsekirkerne, der ellers fylder en stor plads blandt Europas evangeliske kirker. Heller ikke baptisterne er med, selvom de har en baggrund tilbage til reformationstiden. ”Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa” er således et navn, der – måske – skal arbejdes for at leve bedre op til.

Hvorom alting er: Vi kan i de fem kommende dage se frem til spændende drøftelser og personlige samtaler med andre protestantiske kristne. Så tæt på – og dog så anderledes.

Hvad fremtidsmålet med bevægelsen er, vil der sikkert blive megen debat om.  Under alle omstændigheder: Det virker vigtigt, at den danske kirke er med – for at vi som delegater kan lære af andre. Og for at nogle af vores anliggender kan være hørt og være med til at præge.

Kurt E Larsen

Lektor, delegat ved generalforsamlingen for Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa.