Kirkesamfund i Sydkorea er i kraftig vækst

Sarang

I en sydkoreansk megakirke samles hver søndag stort set det samme antal kirkegængere, som vi samles i alle kirker i folkekirken på en gennemsnitssøndag.

 

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd bringer glimt fra den globale kirke. Denne gang fortæller Mogens Mogensen om megakirker i Seoul, Sydkorea

På den International Association of Mission Studies – konference, der i midten af august blev afholdt i Seoul, nøjedes vi ikke med at studere og tale om mission. Hele dagen i dag har været afsat til ”exposure trips”, og jeg valgte at deltage i en tur rundt til tre af Seouls ca 25 megakirker, og fik dermed mulighed for at deltage i hele tre gudstjenester på én søndag.

Kristendommen er kun godt et par hundrede år gammel i Korea, men væksten i Sydkorea har i de seneste årtier været meget stor. I dag er ca. en tredjedel af befolkningen kristne, mens ca. 1/5 skønnes at være buddhister – og den resterende halvdel af befolkningen ikke har nogen religiøs tilknytning.

Godt og vel to tredjedele af de kristne er protestanter, og resten er katolikker. Der er i alt ca. 38.000 protestantiske kirker – og bare i Seoul, hvor halvdelen af befolkningen er kristne – er der ca. 8.000 protestantiske kirker. Det er imidlertid ikke kun antallet af kristne, der er vokset eksplosivt, det gælder også antallet af protestantiske kirkesamfund. Der er 171 protestantiske ”denominations”, og blandt presbyterianerne alene 40 kirkesamfund!

Første stop var Onnuri Community Church , der hører til en af de 40 presbyterianske kirkesamfund, og faktisk den, som driver det universitet, hvor vores konference afholdes. Det er en evangelikal kirke med et meget stærkt fokus på lokal evangelisering og global mission, deraf også kirkens navn ”Onnuri”, der betyder ”hele verden”.

Kirken blev grundlagt i 1986 af Yong Jo Hah, der indtil sin død for få år siden var kirkens ”senior pastor”. At være seniorpastor er noget helt andet end at være ”kirkebogsførende sognepræst” i Danmark. I praksis er det ham (for det er vist nok altid en mand), der træffer de endelige beslutninger i de fleste sager.

For kirkens grundlægger var visionen knyttet til Apostlenes Gerninger 29! Bibelstærke læsere af dette blogindlæg vil vide, at der kun er 28 kapitler, og det er netop pointen: målet er at fortsætte de ”gerninger”, som apostlene udførte i de første 28 kapitler. Kirken har en vision 2000, der handler om at udsende 2000 missionærer. Indtil videre har kirken godt 1900 aktive udsendte missionærer.

Onnuri church

Til gudstjenesten kl. 9 var der fulde huse. Det vil sige ca. 2500 i selve kirkerummet, og så måske et par tusinde andre rundt omkring i den store kirkebygning. Senior Pastor Lee var på rejse til Japan, hvor kirken har et stort missionsarbejde, så det var en af de andre præster, der prædikede.

Teksten var taget fra Ruths bog kap. 4, og prædikenen handlede om, at Gud altid vil tage imod os, når vi kommer til ham og velsigne os, uanset hvilken situation vi er i. Efter gudstjenesten, en rundvisning og en frokost var der mulighed for at stille spørgsmål til kirkens arbejde. Vi fik mange spændende ting at høre om kirkens mangfoldige virksomhed, men da jeg spurgte ind til, hvorfor mon det eksplosive kirkevækst i Sydkorea var blevet ledsaget af en voldsom vækst i kirkesamfund, også blandt presbyterianerne, som kirken tilhørte, var svaret blot: ”Vi har problemer, bed for os.”

Næste stop var Yoido Full Gospel Church, der er verdens største kirke mht. antal gudstjenestedeltagere. Menigheden er grundlagt i 1958, men først i 1973 blev den nuværende imponerende Yoido-kirke bygget på Yoi-øen i Han floden.

Full-gospel

Grundlæggeren er David Yongi Choo, der nu er pensioneret, men heldigvis prædikede ved den eftermiddagsgudstjeneste, som vi deltog i. Han prædikede om den rige mand og Lazarus i Lukas 16, og overskriften over hans prædiken var ”Ligegyldighed”.

”Gud betragter ligegyldighed som synd. Hvis vi er ligegyldige over for vor næstes smerte eller nød, er vi ikke anderledes end den rige mand”, sagde han. ”Vi lever i et ligegyldigt samfund. Selvom vi lever på samme sted i årevis, ved vi ikke hvem vore naboer er. Vi ved ikke engang, hvem der dør i vort nabolag. For nylig viste en undersøgelse, at stadig flere mennesker dør i ensomhed. Det er et alvorligt samfundsmæssigt problem.”

Men som den gode samaritaner, må vi praktisere kærlighed, for Gud finder behag i et liv præget, hvor vi giver og deler. ”Hvis vi viser omsorg og deler vor kærlighed med vor næste, smiler Gud til os.” Hver søndag afholder kirken 7 gudstjenester, der hver har plads til 10-12.000 deltagere.

Sidste stop på rundturen var SaRang Church, et virkeligt imponerende bygningsværk med glasfader og en dyr indretning, og med 18 etager over jorden og 8 under jorden (parkeringskældre), der blev indviet sidste år.

Umiddelbart blev jeg chokeret over, at man kunne bruge så mange penge på et kirkebyggeri – kunne pengene ikke være brugt på de fattige i stedet? Men så kom jeg til at tænke på middelalderens katedraler, som må have taget sig endnu mere imponerende ud den gang sammenlignet med almindelige menneskers boliger. De blev bygget til Guds ære – og måske også til ære for dem, der byggede dem. Det er nok ikke anderledes med dette kirkebyggeri, der bestemt har været og er meget omdiskuteret i Seoul i dag. Sarang betyder kærlighed, og overalt stod der ”Gud er kærlighed”. SaRang Church er også en presbyteriansk kirke, men hører til en af de andre 39 kirkesamfund end Onnuri Church.

Sarang

Hver søndag er der fire gudstjenester med ca. 10.000 deltagere i hver for en menighed bestående af 80.000 medlemmer. Efter gudstjenesten, hvor grundlægger og senior pastor Lee prædikede, og rundvisningen fik vi mulighed for stille spørgsmål til Paul Lee, pastor og søn af senior pastor. Han fortalte bl.a. om kirkens omfattende missionsarbejde, med 370 missionærer udsendt til 50 lande.

I modsætning til de fleste andre megakirker, havde Sarang Church valgt udelukkende at sende missionærer ud gennem eksisterende missionsselskaber. Lee var meget åbenhjertig mht. kirkens situation i Korea. De protestantiske kirkers vækst er gået i stå, og han forudså, at de pga sekulariseringen– ligesom kirkerne i Amerika og Europa – ville opleve tilbagegang, med mindre Sydkorea oplevede en alvorlig krise, som igen ville få folk til at søge kirken.

For en ganske almindelig dansk folkekirkekristen var det overvældende at opleve disse megakirker og deres megamissioner, og tilmed konstatere, at i en af megakirkerne samles hver søndag stort set det samme antal kirkegængere, som vi samles i alle kirker i folkekirken på en gennemsnitssøndag.

Seoul, august 2016
Tekst og foto: Mogens S. Mogensen

 

Hjemsendte konvertitter lever i stor fare i Afghanistan

Af Bent Dahl Jensen

Inden for de seneste to-tre år er mindst tre afghanske asylansøgere, der er konverteret fra islam til kristendommen, blevet tvangsudsendt til Afghanistan efter at have fået afslag på asyl i Danmark. Begrundelsen for afslagene har været, at Flygtningenævnet – den øverste instans i behandlingen af asylsager – ikke har fundet personens konvertering troværdig. Senest blev 19-årige A sendt tilbage i begyndelsen af august 2015.

Undergrundsnetværk
Nogle af de hjemsendte konvertitter mødtes i en periode i et kristent undergrundsnetværk. Men det er blevet splittet, efter at en mand og hans to sønner blev dræbt tidligere på året. Kilder med kontakt til netværket oplyser, at man i Afghanistan ikke er i tvivl om, at det var familiens tilknytning til netværket, der var baggrunden for drabene.
”Netværket er lammet efter drabene, og derfor er det svært at holde kontakten til de hjemsendte asylansøgere, der var i kontakt med det,” forklarer en dansk kilde, der har haft kontakt med netværket.
Vedkommende tilføjer, at telefonforbindelserne er dårlige til Afghanistan, især til områder uden for Kabul, og at der er risiko for at blive aflyttet af Taleban.

Én flygtet videre til Iran
En afghansk konvertit, T, der blev udsendt i 2013, er så vidt vides flygtet til Iran, hvor vedkommende har familie, og hvor det – trods overgreb mod kristne, især konvertitter – er lettere at leve som kristen, da der i modsætning til Afghanistan er offentlige kirker i flere byer.
En anden afghansk konvertit, M, der i 2013 blev sendt tilbage til Afghanistan, opholder sig i dag i hovedstaden Kabul. Her har han fået kontakt til et undergrundsnetværk af kristne, og hans familie er også begyndt at komme i netværket, oplyser en dansk kilde, som har været i kontakt med manden for nylig.

Udsendt før dåb
Da M blev tvangsudsendt i sensommeren 2013 var han i gang med et længere undervisningsforløb i Apostelkirken på Vesterbro i København med henblik på at blive døbt. Han nåede ikke at blive døbt, da han blev udsendt, mens oplæringsforløbet var i gang.
Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, der er præst i Apostelkirken, siger i en kommentar til de seneste oplysninger, at de bekræfter, at M’s konvertering var reel, for ellers ville han ikke risikere sit liv ved at komme i det omtalte undergrundsnetværk. At nogle af hans pårørende også er begyndt at komme i netværket, viser, at M desuden har været missionerende, efter at han er vendt tilbage til Afghanistan.

 

For yderligere information om sagen eller generelt om spørgsmålet om troværdighedsvurderinger, kontakt Søren Dalsgaard, Folkekirkens Asylsamarbejde: sd(at)interchurch.dk, 3020 8247.

Folkekirkens Asylsamarbejde er et projekt under Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Læs også

Tvangsudsendt konvertit lever i fare i Afghanistan

20 klager til FN-komité over asylafslag til konvertitter

Præster og advokater fortvivlede over asylafslag til konvertitter

 

20 klager til FN-komité over asylafslag til konvertitter

Af Bent Dahl Jensen

I de seneste år har asylansøgere, der er konverteret fra islam til kristendommen, i stigende omfang klaget til FN’s Menneskerettighedskomité, hvis de har fået afslag på asyl, fordi Flygtningenævnet har betvivlet troværdigheden af deres omvendelse til kristendommen. Pr. 30. juni 2015 verserede der 98 klagesager ved komitéen. 20 af disse er konvertitsager.

I Flygtningenævnets beretning, der udkom tidligere på efteråret, blev det oplyst, at der verserede i alt ca. 130 sager for FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Torturkomité og FN’s Kvindekomité.
”Et stort antal af de indbragte klager for Menneskerettighedskomitéen vedrører sager, hvori klageren på et sent tidspunkt som et nyt asylmotiv har gjort gældende at være konverteret fra islam til kristendommen under opholdet i Danmark. I stort set alle indbragte sager har komitéerne anmodet om opsættende virkning med hensyn til udsendelse af klageren under komitéernes behandling af sagerne,” hed det videre i Flygtningenævnets beretning.
Disse bemærkninger fra Flygtningenævnet forledte visse dele af pressen til at konkludere, at konvertitsagerne udgjorde et flertal af klagesagerne ved FN. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Flygtningenævnets sekretariatschef, Stig Torp Henriksen, oplyser – på en forespørgsel om antallet af konvertitsager – at der pr. 30. juni 2015 verserede 98 klagesager ved FN’s Menneskerettighedskomité. 15 af disse klagesager er sager, ”hvori klageren på et sent tidspunkt, efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl, som et nyt asylmotiv gjorde gældende at være konverteret fra islam til kristendommen under opholdet i Danmark.”
”Hertil kommer yderligere fem sager, hvori klageren først har oplyst om konversionen efter indgivelse af ansøgning om asyl,” oplyser Flygtningenævnets sekretariatschef.

Mange klagesager er blevet genoptaget
I mange tilfælde, hvor en asylansøger har klaget til FN’s Menneskerettighedskomité eller andre internationale organer, har Flygtningenævnet selv genoptaget asylsagen. Det betyder, at mange klagesager ikke er blevet endeligt behandlet i klageinstansen, fordi asylansøgeren ofte har fået opholdstilladelse, når sagen blev genoptaget og på ny blev behandlet af de danske udlændingemyndigheder.

Konversionssager i Flygtningenævnet
Alle asylsager bliver i første instans behandlet af Udlændingestyrelsen. Hvis asylansøgeren får afslag, bliver sagen i anden (og øverste) instans behandlet i Flygtningenævnet. Siden 1. januar 2013 og frem til den 23. september 2015 har Flygtningenævnet behandlet i alt 167 sager, hvor asylansøgerne som asylmotiv havde anført, at de var konverteret til kristendommen, fremgår det af en opgørelse, som Flygtningenævnet har foretaget for Berlingske. Disse sager omfatter alle nationaliteter, men langt hovedparten er fra Afghanistan eller Iran. Næsten to tredjedele (106 personer – svarende til 63 %) af asylansøgerne fik ophold.

  • I 2013 afgjorde Flygtningenævnet 59 sager, hvor asylansøgeren som asylmotiv havde anført, at de var konverteret til kristendommen. 24 af sagerne var genoptagne sager. Afgørelse: 19 fik afslag, 38 fik ophold og én blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
  • I 2014 afgjorde Flygtningenævnet 53 sager. 15 af sagerne var genoptagne sager. Afgørelse: 23 fik afslag, 26 fik ophold og 4 blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
  • I perioden 1. januar 2015 til 23. september 2015 afgjorde nævnet 55 sager. 36 af sagerne var genoptagne sager. Afgørelse: 12 fik afslag, 42 fik ophold og én blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Kilde: Berlingske, 10-10-2015.

For yderligere information om sagerne eller generelt om spørgsmålet om troværdighedsvurderinger, kontakt Søren Dalsgaard, Folkekirkens Asylsamarbejde: sd(at)interchurch.dk, 3020 8247.

Folkekirkens Asylsamarbejde er et projekt under Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Læs også

Tvangsudsendt konvertit lever i fare i Afghanistan

Hjemsendte konvertitter lever i stor fare i Afghanistan

Præster og advokater fortvivlede over asylafslag til konvertitter

Præster og advokater fortvivlede over asylafslag til konvertitter

Af Bent Dahl Jensen

Advokat foreslår, at præsters erklæringer i asylsager tillægges større vægt ved vurderingen af asylansøgerens troværdighed.

Sagen om den 19-årige afghanske asylansøger A, der i august blev tvangsudsendt til Afghanistan, fordi Flygtningenævnet ikke mener, at hans konvertering til kristendommen er reel, er ikke et enkeltstående tilfælde. Mindst tre gange er afghanske konvertitter, der har fået afslag på asyl, blev tvangshjemsendt inden for de seneste to-tre år. Endnu flere står til udsendelse, men de har klaget over afslaget til FN’s Menneskerettighedskomité og afventer udfaldet af klagesagerne.

Flere præster og advokater, der har tæt kontakt til asylansøgere, ser med fortvivlelse på, at Flygtningenævnet – der er øverste instans i behandlingen af asylsager – i en lang række tilfælde har afslået at give asyl til kristne konvertitter, fordi nævnet mener, at de pågældende ikke reelt er konverteret til kristendommen.
En af advokaterne, Helge Nørrung, foreslår Flygtningenævnet at støtte sig 100 procent til, hvad præster og andre eksperter på området siger.
”Det burde være ligesom i retssager, hvor man spørger Retslægerådet, hvis man har spørgsmål på det lægelige område, og så støtter sig 100 procent til deres svar. I konvertitsager burde Flygtningenævnet støtte sig 100 procent til, hvad præster og andre eksperter på området siger, frem for at sidde i nævnet og stille nogle mere eller mindre geniale spørgsmål om kristendom. Næsten alle disse erklæringer dokumenterer et længere undervisningsforløb op til dåben, ligesom præsterne udtaler sig om personens vej til omvendelsen. Flere af præsterne kender ansøgerne personligt efter lang tids gang i de pågældende menigheder,” siger Helge Nørrung.
Han mener, at Flygtningenævnet burde udarbejde et sæt retningslinjer for, hvilke forhold man ønsker belyst i en udtalelse fra en præst for at kunne lægge den til grund ved behandlingen af en asylsag.

”Det er frustrerende, at de ikke tror på os”
Pastor Susanne Krog, Pinsekirken i Rudkøbing, der har fulgt den udviste A gennem lang tid, ser gerne, at præsternes erklæringer i konvertitsager bliver tillagt større vægt. Hun erkender, at det kan være vanskeligt at afgøre disse sager, og at præster står med et stort ansvar, når de døber asylansøgere og skriver udtalelser om konversionsforløbet.
– ”Jeg har sagt nej til nogle, der ville døbes, eller foreslået, at de ventede til de havde fået mere undervisning. Og mine udtalelser/erklæringer er meget forskellige, da de er et udtryk for den praksis, jeg har set. Ved nogle er udtalelsen således på tre linjer og blot en bekræftelse af, at vedkommende kommer i kirken. Ved andre er det en tre sider lang beskrivelse af den proces, vedkommende har været igennem, og en beskrivelse af den måde, hvorpå den pågældende praktiserer sin nye tro,” siger Susanne Krog.

For yderligere information om sagerne eller generelt om spørgsmålet om troværdighedsvurderinger, kontakt Søren Dalsgaard, Folkekirkens Asylsamarbejde: sd(at)interchurch.dk, 3020 8247.

Folkekirkens Asylsamarbejde er et projekt under Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Læs også

Tvangsudsendt konvertit lever i fare i Afghanistan

20 klager til FN-komité over asylafslag til konvertitter

Hjemsendte konvertitter lever i stor fare i Afghanistan

En uge om kultur, teologi og økumeni

Hundrede unge lutheranere mødtes i Wittenberg og diskuterede fattigdom, klima, sult, flygtninge og den store elefant i det lutherske rum: Homoseksualitet.

Af Marie Thybo Andersen

I lufthavnen i Berlin bliver jeg mødt af en busfuld unge mennesker, som udleverer Young Reformers key-hangers med vores navn og nationalitet. Nogle måneder forinden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i Workshop Wittenberg – en konference for over 100 unge mennesker fra mere end 60 forskellige lande. Dog med dét til fælles, at vi kalder os selv for lutheranere. Med dette udgangspunkt vil forsøget være, at vi sammen skal debattere, diskutere og måske endda blive klogere på, hvilket fælles ståsted og grundlag, som vi derudfra kan basere en tro på.

For mindre end et år siden havde jeg kun hørt navnet Det lutherske Verdensforbund (på engelsk the Lutheran World Federation, LWF) og pludselig sidder jeg i Wittenberg, en times kørsel fra Berlin, og føler mig meget langt væk hjemmefra – og det til trods for, at der sidder unge mennesker omkring mig, der er noget længere væk hjemmefra end jeg er!

Efter en dag med indkvartering og rundvisning i den hyggelige og historisk spændende by, var der velkomst ved Martin Junge, som arbejder som generalsekretær for LWF. Det var overvældende at blive budt officielt velkommen med store ord om, at det er et bevidst valg fra LWF’s side, at poste penge og kræfter i unge mennesker for at få en sådan konference op at stå, simpelthen fordi, reformatoren Martin Luther for snart 500 år siden selv var ung, da han begyndte at råbe højt, hvilket senere skulle vise sig at være begyndelsen på en reformation. Og med de store ord fra Martin Junge: ”It is allowed to be loud! ”, var konferencen for alvor skudt i gang.

Wittenberg1

Dagenes struktur mindede for så vidt om hinanden: Morgen-ceremoni, arrangeret af os deltagere på skift, oplæg, workshop. Så frokost, efterfulgt af mere dybdegående workshops om eftermiddagen.

Efter den første dag var jeg fyldt op til randen af tanker og spørgsmål: Hvad er det, vi skal reformere? Skal vi overhovedet reformere og ikke bare udvikle os selv og dét, vi kalder kirken? Kan man begynde en reformation af en kirke eller en teologi og bevare interessen for den respektfulde økumeni samtidig? Hvad kan vi samles om trods mange forskelle og uenigheder (fx sakramenter og synd, bare for at nævne eksempler)?

Der faldt dog i løbet af de følgende dage lidt ro på tankerne og spørgsmålene. Et af nøgleordene for denne konference/workshop blev hurtigt slået fast: dialog. Dialog er vigtigt, når der er noget i en kirke eller i en teologi, man ikke forstår eller er direkte uenig i. Dialog er vigtigt i økumeniske sammenhænge, lige så vel som i inter-religiøse sammenhænge. Som Martin Junge formulerede det: ”Økumeni skaber enhed på den måde, at dialogen skaber forståelse for andres vidnesbyrd og forståelse for andres kristendom. ”

Men så kom dagen, hvor provokatøren – eller reformatoren om man vil! – i mig blev vækket!
Fra den opsatte scene og talerstol, hvorfra oplæggene blev holdt, blev der debatteret mange emner, som man mente, var de emner, der lige nu fyldte meget i de forskellige verdensdele og regioner; fattigdom, klimaforandringer, sult, flygtninge, mangel på uddannelse osv. Mange reflekterede og engagerede unge og knap så unge mennesker forklarede om emnerne og gav bud på, hvordan man kan engagere endnu flere unge til at kæmpe for at hjælpe flygtninge eller fattige, både lokalt, globalt eller endda internationalt. Et spændende initiativ, som vi fra ’den nordiske region’ (Danmark, Norge, Sverige og Finland), snakkede om, hvorvidt og hvordan vi kan bidrage til.

Et emne, som dog på intet tidspunkt i dagene var blevet nævnt fra scenen, var homoseksualitet og/eller homoseksuelle ægteskaber. I min hverdag som teologi-studerende er det et emne, der ofte bliver vendt og heftigt diskuteret. Min overordnede holdning er, at kærlighedens sprog er ligesom det religiøse; det ligger uden for vores menneskelige begrebs- og formuleringsverden. Lige som jeg ikke selv bevidst valgte at blive forelsket i min kæreste, gælder det samme for dem, der bliver forelsket i én af samme køn. Kærligheden imellem dem er den samme – og efter min mening, er denne kærlighed lige smuk i Guds øjne uanset køn.

Da jeg spurgte mine tre ”regions-fæller” ind til emnet, var de alle mere eller mindre enige med mig. De kunne også fortælle, at det også er et aktuelt emne, både i og uden for deres landes kirker. Hvor Martin Luther gik hen på Wittenbergs Slotskirkes dør og hamrede sine 95 teser op, gik jeg ud til den store idé-opslags-tavle og skrev med store bogstaver: ”CAN WE DISCUSS HOMOSEXUALITY? ”. Normalt er det ikke et emne, jeg brænder for. Min kæreste er en mand, jeg kender ikke mange homoseksuelle, men dét, at det føltes som ”den store elefant i rummet, som man ikke må nævne”, som repræsentanten fra Norge udtrykte det, gjorde, at jeg følte det som noget netop nævneværdigt!

Er det reformation de vil ha´, er det reformation de skal få!

Det, der efterfølgende skete, sker så ofte, når man handler provokativt; man skal stå til ansvar for sin handling. Jeg blev derfor spurgt, om jeg ville være ordstyrer og ansvarlig for god ro og orden til en halvanden times eftermiddags-workshop om homoseksualitet, hvilket jeg gik ind til med både spænding og nervøsitet. Især da det viste sig, at også mange fra Afrika, Latinamerika og Indien var interesseret i at debattere dette emne – hvor uenighederne viste sig at være store og mange! Uden at gå nærmere i detaljer kan det siges, at den gode ro og orden blev overholdt, men en enighed om emnet var umulig. Holdningerne var simpelt hen for langt fra hinanden.

Wittenberg2

For mit vedkommende sluttede hele ugen af med en stor kulturel aften, hvor alle regioner skulle forberede et kulturelt indslag. Det indeholdt flotte national-dragter, mærkeligt mad, smukke sange, henna-tatoveringer, sjove danseindslag og, vigtigst af alt; 100 unge mennesker, der på trods af workshops og diskussioner der ikke nødvendigvis når til enighed og spørgsmål der ikke nødvendigvis får et entydigt svar, ender ud i én stor salsa-dans i 100 farver.

Jeg ved endnu ikke, om jeg har fundet svaret på det spørgsmål, jeg også havde i begyndelsen om, hvor meget uenighed og forskelle én teologi/kirke kan rumme . Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at selvom begrebet dialog tit bliver brugt, er det ikke at undervurdere. Vi bliver kun klogere på hinanden og os selv ved at bruge ord og ved at erkende og anerkende, at vi ikke nødvendigvis når til enighed om alt, men at vi af den grund netop ikke må stoppe dialogen dér, men fortsætte.

Lige nu har jeg lyst til at opspore alle unge mennesker i Danmark, der kalder sig kristne, på den ene eller anden måde, til et kæmpestort økumenisk møde, hvor vi skal præsentere vores kristne liv og identitet med hinanden, være en masse i dialog, debattere og diskutere en masse om gudsforståelse og kærlighed og ligheder og forskelle. På den måde tænker jeg, at vi kan blive klogere på hinanden – vores næste – og på os selv.

Og midt i denne dans griber en repræsentant fra Ghana fat i mig og siger TAK for, at jeg bragte emnet op, selvom han ikke er enig med mig. Hans holdning om forskelle og uenigheder var i hvert fald klar: ”Du er lutheraner, jeg er lutheraner. Det er denne ramme af forskellige fortolkninger, som den lutherske identitet netop kan bære!”

Nye temaer og nyt dansk medlem i Faith and Order

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol. og ph.d.-studerende

Juli 2015

Siden Kirkernes Verdensråd blev oprettet i 1948, har kommissionen ”Faith and Order” (Tro og kirkeordning) udgjort en vigtig del af rådets arbejde. ”Faith and Order” er et teologisk diskussionsforum, som har det erklærede formål at arbejde for, at alle kristne kirker kaldes til synlig enhed. ”Faith and Order” udgiver løbende tekster, der dokumenterer den fortsatte samtale mellem verdens kirker.
Hvert syvende år vælges der nye medlemmer til ”Faith and Order”. Medlemmerne vælges fra de kirker, der har tilsluttet sig Kirkernes Verdensråd samt fra Den katolske Kirke. I 2014 valgtes 49 medlemmer til en ny kommission, og her iblandt var jeg selv efter at være blevet nomineret af Folkekirkens mellemkirkelige Råd som dansk kandidat og derpå valgt ind.
I dagene d. 17.-25. juni deltog jeg i mit første møde i ”Faith and Order”. Mødet blev afholdt på klosteret Caraiman i Rumænien. Klosteret ligger ved landsbyen Busteni, ca. halvanden times kørsel fra Bukarest, og er placeret så tilpas højt oppe i bjergene, at temperaturen er let kølig og udsigten pragtfuld.

Nye teologiske fokusområder
Under mødet besluttede den nye kommission sig for at fokusere på især tre overordnede temaer i de kommende syv år. Temaerne blev løst defineret undervejs, og kommissionens medlemmer blev inddelt i tre studiegrupper, der skal gå videre med de enkelte emner.
Kirkernes Verdensråd arbejder for tiden under temaet ”Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsfærd”. På mødet i Rumænien blev det bestemt, at ”Faith and Order” skal se sit arbejde i forhold til dette overordnede pilgrims-tema, som i vid udstrækning må forstås symbolsk. I sig selv er temaet inspireret af Salme 85,11: ”retfærdighed og fred kysser hinanden”.

Kommissionen lagde sig fast på de følgende tre temaer:
1) Kirken på retfærdighedens og fredens pilgrimsvandring i verden af i dag (The Church on a Pilgrimage of Justice and Peace in Today’s World),
2) En pilgrimsfærd mod en fælles forestilling om og vision for Kirken (Pilgrimage towards a Common Vision of the Church),
3) En retfærdighedens og fredens pilgrimsrejse ift. moralske spørgsmål (The Pilgrimage of Justice and Peace and Moral Discernment).

Gruppebillede.FO kopi beskåret

Et udsnit af den nye Faith and Order-kommission. Maria Munkholt Christensen står i tredje række lige foran manden med solbrillerne.

Jeg blev selv en del af arbejdsgruppe nr. 2, der skal beskæftige sig specifikt med Kirken. Emnet er altså ekklesiologi, læren om kirken. Vi skal blandt andet se på, hvad kirken er; hvad kirken bør være; hvad kirken kan være osv. Den forrige kommission udarbejdede et dokument, The Church towards a Common Vision, som har en traditionel, vestlig og temmelig højkirkelig stil. Vi vil i arbejdsgruppen arbejde videre med dokumentets ideer og samtidig forsøge at indhente og inddrage perspektiver fra kirker, der endnu ikke er kommet til orde i ”Faith and Order”. Når man ser på verdens kirker, må man konstatere, at meget er i forandring, og vi vil forsøge at have blik for nye måder at være kirke på. Ikke dermed sagt, at vi absolut skal være kirke på en ny måde, men vi kan overveje, hvordan man teologisk kan og bør tale om kirken i verden.
De øvrige to arbejdsgrupper skal behandle andre spørgsmål, bl.a. om kirkernes rolle i en multireligiøs verden, og om hvordan kristne kirker kan forholde sig til forskellige ”moralske spørgsmål”. En opgave er for eksempel at undersøge, hvordan forskellige kirker træffer afgørelse i moralske spørgsmål. Det er i høj grad såkaldte ”moralske spørgsmål”, der i dag skiller kirkerne, i modsætning til de dogmatiske spørgsmål, der traditionelt har været kirkesplittende.

Uendelige perspektiver
Jeg har store forventninger til kommissionens videre arbejde. Personligt har det allerede efter en uge været en stor oplevelse at være en del af ”Faith and Order”. Her finder man pludselig sig selv i samtale med en amerikansk franciskaner-munk, en jamaicansk baptist og en indisk ortodoks. Det er som at møde kirkehistorien ansigt til ansigt.
På mødets første dag besøgte Kirkernes Verdensråds norske generalsekretær, Olav Fykse Tveit, kommissionen og talte til os om alles ret til håb. På mødets sidste dag afsluttede ordstyreren Susan Durber med at påpege den passion, hvormed Jesus selv bad om enhed iblandt troende, da han bad om, at ”de alle må være ét” (Joh. 17,21). Med sådanne bemærkninger blev mødet indrammet af væsentlige ord, som i sig selv giver anledning til videre teologiske samtaler.

Porvoo: Perspektiver i fællesskab

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol., styrelsesmedlem i Økumenisk Ungdom

Ulig de danske vikinger, der underlagde sig Yorkshire i 800-tallet, ankom den danske delegation med fredelige hensigter til ”Porvoo Church Leaders’ Consultation” i York d. 17. september 2014. Mødet strakte sig over tre dage og havde det sympatiske, men noget abstrakte tema ”Mod større enhed og tættere fællesskab”.

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Jeg rejste med som 28-årig ungdomsrepræsentant, udsendt af Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Vi var tre deltagere fra Danmark, og i alt deltog 45 repræsentanter fra de 15 kirker, som Porvoo-fællesskabet nu omfatter (heraf seks anglikanske og ni lutherske kirker). Stemningen under mødet var mild, ligesom vejret, og munter, ligesom ærkebiskoppen af York, hvis residens vi besøgte i Bishopthorpe.

I løbet af mødets seks sessioner kom det ikke til voldsomme diskussioner, hvilket undrede mig lidt. Det var vigtige spørgsmål, der blev behandlet: Hvad skal kirken? Hvordan? Og hvad skal vi med Porvoo-fællesskabet? Der synes at være en stiltiende enighed om at undlade unødige provokationer. Men tavshed kan jo være sigende, og visse forskelle skinnede selvfølgelig igennem. For eksempel kunne de forskellige syn på embedet nok aflæses, da alle biskopperne gjorde sig klar til gudstjeneste. De fleste iførte sig farverige kåber, undtagen den danske biskop, der fremstod som klerikal kontrast i sort fløjl. På den ene side hersker altså uudslettelig forskellighed og farverigdom, på den anden side anerkendes forskelligheden som en styrke for det overordnede fællesskab imellem kirkerne.

Vejen og vejens teologi fremhæves

Der var enighed om, at majoriteten har brug for minoriteten, og der var enighed om de store linjer. Kirkerne i Porvoo-fællesskabet er på vej mod tættere sammenhold, som mødets overskrift sagde. Men nøglen ligger netop i vej-metaforen, vi er på vej, mente den anglikanske biskop i Church of Ireland Michael Jackson. Målet nås ikke, og det er selve bevægelsen, der er vigtig. Han sammenlignede forholdet kirkerne imellem med forholdet imellem Treenighedens personer. Vej-metaforen blev gentaget under flere af mødets sessioner – også som billede på, hvad kirken bør være. Flere påpegede, at kirken må være til stede ”uden for murene”. Kirken må ud på vejen og møde folk, hvor de er, fysisk og mentalt. Den svenske ærkebiskop Antje Jackelén påpegede, at vi må bedrive theologia viatorum – det er teologi for dem, der befinder sig på livets vej. Vejens teologi er den ufærdige teologi, der bliver til, mens vi går i verden. Endnu findes der ingen theologia beatorum, de saliges teologi, den afsluttede teologi. Biskop Robert Giles fra The Scottish Episcopal Church fremsatte et handlings-orienteret budskab ved at udlægge Jesu lignelser og påpege den strenghed, de indeholder. Han sagde, at kirken må gå selvopofrende mod korset. Det blev uddybet som det, at kirken altid må fortsætte og må acceptere, at lønnen ligger i selve arbejdet. Robert Giles kaldte på radikalitet i kirkens arbejde – at vaske sin egen menigheds allerede rene fødder skærtorsdag er der ingen mening i. Ja, kirken skal gå mod Emmaus, sagde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen i et andet indlæg. Kirken må ikke være en pralende og selvgod kirke, men må være en lyttende kirke, der er i stand til at rumme også de søgende, anonyme Nikodemus-kristne. Hvordan kirken konkret skal gebærde sig, blev der ikke givet svar på. Vejen bliver til, når vi går.

Et fællesskab i frihed

På sin vis er Porvoo-fællesskabet ”under-struktureret”, som en af deltagerne formulerede det. Der er hverken økonomi eller personel til rådighed for fællesskabet, som drives af skiftende lederskab, fundet blandt kirkernes biskopper og præster. Den løse struktur gør det vanskeligt at søsætte konkrete tværkirkelige initiativer, men heri ligger muligvis også hemmeligheden bag fællesskabets levedygtighed. Der er ingen, der har magt til at diktere eller definere, og derfor kan mange kirker føle sig hjemme inden for rammerne af Porvoo-erklæringen. Selvom jeg kunne ønske lidt mere diskussion og handlekraft, finder jeg, at rummeligheden er en velsignelse. Der er store perspektiver i at blive bekendt med de andres perspektiv og så gå frit, enhver til sit.