Forskellighed og enhed blandt lutheranere

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

 Man kan godt ind imellem under plenar-sessionerne føle, at der er lidt “langt mellem snapsene“. Der er en utrolig optagethed af detaljer i papirer og resolutioner (og sandt at sige er vore nordiske søster-kirker de værste i så henseende), mens der er mindre opmærksomhed på den bagvedliggende teologi.

Jeg er ikke overrasket over, at det er en meget handlingsorienteret kristendom, der kommer til orde her. Men når man for eksempel ud i alle detaljer beskæftiger sig med kvoter overalt i organisationen, ja, så bliver det jo organisationen, der kommer til at stå i centrum. Det er selvfølgelig vigtigt, at de unge sikres en mulighed for at komme til orde, men det ville være nok så interessant at vide, hvad de vil bruge deres vedtægtssikrede platform til.

Der bruges flere kræfter på symbolpolitik end på overordnet at få formuleret, hvad det i grunden vil sige at være luthersk i 2010.

Men så er der alligevel indimellem virkelige højdepunkter, bl.a. i nogle af gudstjenesterne – eller eksempelvis glæden hos de indiske lutheranere over, at forsamlingen i går (den 26. juli) fik formuleret en klar solidaritet med de 250 millioner undertrykte kasteløse i Indien. Det kan godt være, at det mere er tiden end Det lutherske Verdensforbund, der kommer til at bedre deres forhold. Men der er forståeligt nok et ønske om at blive og være set. (Og det er jo en grundlæggende begrundelse for det økumeniske arbejde: at man har blik for hinanden – at de små, oversete og måske endda forfulgte kirker her får mulighed for at blive set og opleve sig inkluderede.)

Et højdepunkt i går var også den nye generalsekretær, Martin Junges præsentationstale. Selvfølgelig var den præget af, at Det lutherske Verdensforbund aktuelt rummer ganske betydelige spændinger, endda modsætninger, og dem prøvede han at „tale ned“ – hvad jeg ikke er sikker på altid er det klogeste. Men der var klare teologiske pointer.

Kontekstualisering har været et hovedbegreb i det økumeniske arbejde, dette at kirkerne skal have lov at udvikle sig på deres egne lokale kulturelle og folkelige forudsætninger, hvorfor forskelligheder ikke skal ses som et problem, men snarere som en rigdom. Men Junge indførte nu begrebet „transkontekstualisering“ – som et udtryk for, at vi ikke bare kan feje den teologiske drøftelse til side med henvisning til kirkernes forskellige kulturelle baggrunde og kontekster. Vi må stille spørgsmål, udfordre hinanden og først og fremmest lære og lade os inspirere på tværs af vores forskelligheder.

Der er en tilbagevendende formel på mødet til håndtering af de dybe uenigheder i LWF. “We are not a community of opinions, but a communion of faith” – vi er ikke (og behøver ikke at være) et meningsfællesskab, vi er et fællesskab om en tro.

Hertil kunne man spørge: er den evangelisk-lutherske tro da ikke en række meninger, en teologi? Selvfølgelig rummer den en sammenhæng af synspunkter, og teologien er i mine øjne utroligt vigtig. Men den er øjensynlig også noget andet og mere – og det har vi godt af at blive mindet om, også i en dansk sammenhæng, hvor de forskellige kirkelige grupperinger i den grad har udviklet sig til fast afgrænsede meningsfællesskaber. Luthersk forstået er troen en gave, troen er skænket tillid, troen er afhængighed af Gud og afhængighed af hinanden. Det er afgørende at fremhæve op imod den for handlingsorienterede kristendom. Men det er måske også det vigtigste at sige op imod splittelse og uenighed: vi er alle sammen afhængige af Gud, og vi er afhængige af hinanden.

Man kan sætte sig ind i, at nogle af de unge kirker har fået nok af deres afhængighed af de gamle kirker og nu føler sig stærke nok til at udfordre fællesskabet. Men tænk om der oven over vore uenigheder kunne være en forståelse af, at vi simpelthen ikke kan undvære hinanden. At det er livsnødvendigt for begge parter at forblive i samtale.

Af Niels Henrik Arendt

Palæstinenser valgt til præsident for lutherske verdensforbund

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

Det er sagt om danske menighedsrådsvalg, at de er kedelige, fordi der oftest kun er én liste opstillet og derfor intet reelt valg. Her i Stuttgart havde vi på samme måde et kedeligt valg – men der var alligevel noget ved det, som gav et sug i maven. Det handlede om valget af ny præsident for Det lutherske Verdensforbund (LVF).

Den eneste opstillede kandidat var den lutherske Biskop over Jordan og Det Hellige Land – ja sådan kaldes det – Younan. Der skal nemlig ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan hans nye stilling som leder af en organisation, der repræsenter 70 mio. lutheranere, kan påvirke beslutningstagere og meningsdannere i den godt 60 år gamle konflikt omkring Israel. Jeg forestiller mig ikke, at han som talsmand for de lutherske kirker vil eller kan tage parti for en eller en anden bestemt løsningsmodel. Det, han får mulighed for, er fortsat at fastholde alle parter i konflikten på, at den nuværende situation er uholdbar og uværdig for alle, så at ingen – hverken parterne eller verdenssamfundet – bliver lullet ind i den forestilling, at Palæstinas nuværende situation ikke kan forbedres. Til den opgave står LVF nu stærkere end andre store religiøse samfund – netop på grund af Younans personlige forhold og kendskab til konflikten.

Det er ikke første gang, at en LVF-leder har baggrund i en af verdens konfliktzoner, for den afgående generalsekretær, Ishmael Noko, har med rødder i Zimbabwe, et personligt og engageret forhold til først bekæmpelsen af apartheidregimet i Sydafrika og senere mod hans fødelands eget diktatur.

Generalforsamlingen har vist, at LVFs ledere ikke blot er de store vestlige kirkers biskopper, men at forsamlingen også i valget til præsidentposten forsøger at påvirke verden der, hvor der er mest brug for det.

Af Asbjørn Hyldgård

Lutheranere og mennonitter forsonet – trods blivende forskelle

D. 22. juli 2010 tog Det Lutherske Verdensforbund (LVF) et nyt og hidtil uset økumenisk skridt. På vegne af dets 70 millioner medlemmer bad LVF om tilgivelse – fra Gud og fra dagens mennonitter – for de forfølgelser, som lutheranerne tilføjede de såkaldte gendøbere på reformationstiden. Det skete på LVFs generalforsamling i Stuttgart, i den samme by der i 1945 dannede rammen for de tyske kirkers Stuttgarter Shuldbekenntnis, hvori kirkerne vedgik sig deres medansvar for Det tredje Riges uhyrligheder.

Kan man få tilgivelse for noget, man ikke har gjort?

Men er der ikke her en principiel forskel mellem ting, der foregik i Anden Verdenskrig og på reformationstiden. Jo, der er afstanden i tid til forskel, og dertil naturligvis omfanget af misgerning. Men den helt principielle forskel er nok den, at de tyske kristne havde et umiddelbart medansvar for nazismen – mange var partimedlemmer og var på andre måder involveret. Men hvad har den lutherske kirke i Danmark eller Madagaskar at gøre med det faktum, som nu er kommet frem, nemlig at både Luther og Melanchthon opildnede myndighederne til at forfølge, straffe og henrette gendøberne, uanset at hovedparten var principielle pacifister?

Forskellen er, at man i retlig forstand kun er ansvarlig for handlinger, man selv har begået. Moralsk ansvarlighed har man imidlertid for det fællesskab, som man er en del af. Tænk fx på en busrejse med skolen – her er både lærere og elever moralsk ansvarlige for hinandens handlinger, uanset at de ikke er det i lovens forstand. Det drejer sig ikke om graden af skyldfølelse, men om at tage ansvar for de skader, der rent faktisk er påført andre. Skyld har man, fordi man skader.

Kan man også tale om ansvar i en mere udvidet forstand? Tankegangen bag LVFs ønsket om bede mennonitterne om tilgivelse er, at også de lutherske kirker udgør et fællesskab, hvori den enkelte kirke og det enkelte medlem af kirken er ansvarlig for mere end sig selv. Kirken er et åndeligt fællesskab. De lutherske kirker er således en del ”de helliges samfund” (communio sanctorum), som det hedder i Trosbekendelsen. Således har også den romersk-katolske kirke et ansvar at varetage i forbindelse med præsters misbrug af mindreårige, også selvom misbrugene falder ind under lovens forældelsesfrist eller skyldes præster, der for længe siden er gået på pension, eller endda er afdøde.

På tilsvarende måde hæfter også de lutherske kirker for de uretfærdigheder, der er begået imod uskyldige – i den lutherske kirkes navn. De historiske studier, som LVFs Strasbourg Institut de sidste fem år har gennemført sammen med mennonitterne har således til mages forskrækkelse vist, at lutheranere – inklusive Luther og Melanchthon – direkte eller indirekte har ansvar for henrettelsen af omkring 100 af de omkring 2500 gendøbere eller ”anabaptister”, der blev tortureret og dræbt på grund af blasfemi (en an klage der på den tid udløste dødsstraf).

Men var gendøberne ikke selv voldelige?

Jamen var gendøberne ikke blandt bondeoprørere, ledet af Thomas Müntzer? Jo, det er rigtigt nok. Og kunne Luther ikke have ret i at bede myndighederne om at ”slå de hunde ned”, når nu de påbegyndte en borgerkrig med en voldsom blodsudgydelse til følge. Jo, måske, og sådan har vi også lært det i skolen, endda på universitetsniveau.

Men ingen af os (eller kun de allerfærreste) har fået den anden halvdel af historien at vide, nemlig at Melanchthon og Luther så sent som i 1536 skrev et brev, hvori de opfordrede myndighederne til at forfølge og straffe gendøberne fysisk til døden, fordi de angiveligt var løgnere, der i virkeligheden kun pønsede på at udføre undergravende virksomhed, eftersom de var Djævelens børn. Lutheranerne skelnede ikke mellem bondeoprørerne fra 1525 og de senere pacifistister blandt gendøberne – herunder martyreren Menno Simmons, som mennonitterne har opkaldt sig efter. En enkelt undtagelse er der dog heldigvis i lutherdommen: Luthers yngre ven Johannes Brenz argumenterede for, at myndigheden kun kunne give straf for den civile kriminalitet, mens man over for gendøberne kun skulle anvende skriftens ord. ”Hvilken pointe er der i at studere skriften, hvis resultatet bliver, at den allermest lærde doktor (i teologi) bliver bøddel”, spurgte han.

At beklage, at fortryde, at undskylde, at bede om tilgivelse – hvad er forskellen?

LVFs generalforsamling har nu – enstemmigt og i form af højtidelig gudstjenestefejring sammen med mennonitterne – valgt ikke kun at ”beklage” fortiden, eller kun at ”fortryde” den. Man har heller ikke kun sagt ”undskyld”, som det er kommet på mode de senere år. Man har valgt at bede Gud og mennonitterne om tilgivelse for de begåede synder i en tillid til Kristi løfte om, at de synder, der forlades på jorden, også forlades i himlen (Mathæus 16,19). Hvad er forskellen mellem at beklage, at fortryde, at undskylde eller at bede om tilgivelse? Det har man indgående diskuteret på tidligere rådsmøder i Arusha 2008 og Geneve 2009.

Her følger min egen opfattelse af sagen: Man kan beklage hvad som helst, lige fra en regnefejl til regnvejr – ”det er jeg ked af”. Man kan fortryde meget, men altid kun bagud i tid – ”bare jeg dog havde handlet anderledes”. Man kan undskylde noget, som man enten selv eller nærmeste har gjort, men der ligger også i undskyldelsen en hurtig udvej ved at komme med undskyldende forklaringer – ”jeg gjorde det jo altså bare fordi…”. Men der er ingen vej uden om selvransagelsen og anger i forbindelse med bønnen om tilgivelse.

Men man kan kun bede om tilgivelse i håbet om, at man vil blive taget imod af den anden og at der vil komme en fremtidig forsoning i stand – i dette tilfælde med mennonitterne. Derfor har lutheranerne også forpligtet sig til at erkende sine egne dystre sider. Man har også forpligtet sig til i sin fortsatte undervisning at fastholde erindringen om fortidens ugerninger – for at kunne bringe en fremtidig forsoning i stand. Når man samtidig beder Gud om tilgivelse, flyttes perspektivet ud over en selv og ens øjeblikkelig skyldfølelse (eller mangel på samme). Man holder fast i proportionerne. Det er kun sandheden, der kan gøre en fri. En tilgivelse er en til-gift.

Samtidig har mennonitterne også erkendt deres skyld: de erkender nemlig, at de har fastholdt et billede af sig selv som de perfekte kristne over for de voldelige katolikker og reformatorer. Og de har opdaget, hvor meget de selv skylder reformationen, ikke mindst Luther. For mennonitterne er skriftens ord og Jesu eksempel helt afgørende. Anklagen imod sværmerne i Den Augsburgske Bekendelse art. 5 (at ”Helligånden kommer til mennesker udenom det ydre Ord”) ramte muligvis nogle sværmere dengang, men rammer ikke nutidens anabaptister.

Blivende uenigheder

Der er nu skrevet en fælles historie mellem lutheranere og mennonitter. Det betyder, at man fra begge side må ophøre med at anvende og videreføre falske stereotypier. Lutheranerne har nu bedt om tilgivelse og tilgivelsen er blevet skænket af mennonitterne ved en fælles fejring af gudstjenesten med over 500 deltagere i Reithalle i Stuttgart. Man gik til nadver sammen.

Men der er ikke læremæssig enighed mellem de to konfessioner. I de læresamtaler, der har fundet sted i Frankrig (1981-1984), i Tyskland (1989-1992) og i USA (2001-2004) og nu på internationalt niveau gennem LVF og dets Strasbourg Institut (2005-2010), har man lært, at billedet af gendøberne har været ensidigt og forvansket. Anabaptister er ikke sværmere og de anstifter ikke oprør, snarere tværtimod. Men to punkter står tilbage: barnedåben (CA art. 9) og den fortsatte opfattelse blandt mennonitterne, at man som kristen ikke kan påtage sig hverv i øvrigheden, der indbefatter anvendelse af tvang og vold (CA art. 16). Samtalerne vil nu gå videre, efter at forsoningen har fundet sted.

Men hvad mener egentlig vi lutheranere? Mener vi, at udøbte børn går fortabt? Og mener vi, at vi kan deltage i hvad som helst af øvrighedsgerninger, fx som lejrkommendant? Som Luther engang skrev i 1523: ”Hvor langt er man skyldig at øve lydighed over for øvrigheden”. Hvor langt?

Af Niels Henrik Gregersen

Til søndagsgudstjeneste i ”Stuttgarts paradis”

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

Uhlbach er en smuk og velholdt lille by ved Neckar med gamle bindingsværkshuse ved torvet og omgivet af bjergskråninger med velholdte vinmarker og på toppen et mausoleum bygget af kong Wilhelm i 1824 for hans unge dronning Katarina. Det er ren idyl, nærmest midt i Stuttgart (det tager kun 12 minutter at komme til centrum med S-Bahn), og stedet kaldes da også ”Stuttgarts paradis”. Byens kirke hedder Andreaskirche, og menigheden der havde inviteret nogle af delegaterne til søndagsgudstjeneste og efterfølgende samvær. En af dem var den nyvalgte præsident for Det lutherske Verdensforbund, biskop Younan, der var dagens prædikant. Bortset fra det og fra visse forsiringer i dagens anledning, især af musikalsk art, var det en helt almindelig søndagsgudstjeneste, fik vi at vide.

Hvordan tager den sig så ud, og har den noget at byde på, som vi kunne tage til os?

Liturgisk set var den meget enkel, men musikken var der gjort meget ud af, idet menigheden havde både brass band og kor, som medvirkede. 

Umiddelbart før gudstjenesten samledes præst og menighedsrådsmedlemmer (+ gæsterne) i sakristiet til en fælles bøn og gik derefter ind i kirken i procession, anført af de unge der for tiden går til konfirmationsforberedelse. Præsten indledte med hilsen og dagens motto, og vi sang tre vers af ”Hellig, hellig, hellig, Herre Gud almægtig”, derefter var der veksellæsning mellem præst og menighed af en davidssalme, efterfulgt af en bøn. Menighedsrådsformanden læste dagens prædiketekst fra Efeserbrevet, fulgt af en flerstemmig motet sunget af menighedskoret. Så var der prædiken, vi sang en Taizesalme, og præsten bad kirkebønnen, afsluttet med fadervor som vi alle bad i kor. Dermed var vi nået til dagens sidste salme ”Nu takker alle Gud”, hvorefter menighedsrådsformanden kom med en lang række meddelelser, og præsten lyste velsignelsen. Menighedskoret sluttede af med en sungen bøn om fred, før organisten stemte i med postludiet.

Hvad var så det anderledes, bortset fra at vi stod op under bønnerne, men sad ned under tekstlæsningen? Der var noget der manglede: der var ingen trosbekendelse, ingen evangelielæsning og ingen nadver (det havde man kun én gang om måneden), og salmerne var korte og havde ikke noget med dagens tekst at gøre. Det var lovlig spartansk efter min smag, og der manglede noget krop, bl.a. fordi der ikke var nadver. Til gengæld blev det udtrykt liturgisk, at menighedsrådet og præsten i fællesskab havde ansvar for gudstjenesten. Og det var nok for mig det mest inspirerende ved den gudstjeneste.

Efter gudstjenesten var der lejlighed til at snakke med kirkegængerne og høre om vilkårene for at være luthersk kirke i deres område. Der var ca. 1500 medlemmer af Uhlenbach menighed, dvs. ca. en tredjedel af byens indbyggere, og de havde en 75 % præstestilling. Der var forbløffende mange aktiviteter – men præsten gav også på tomandshånd udtryk for, at det var noget af et pres at der hele tiden skulle skabes nye events, og at der godt nok var god tilslutning til disse events, men det førte ikke til, at der kom flere til de almindelige gudstjenester. Lyder det bekendt?

Rammen om aktiviteterne var et nybygget menighedshus, og dér blev vi beværtet med en god frokost med tilhørende vin i flere udgaver fra et af menighedsrådsmedlemmernes vingård. Vinen var også god, og måske var det den der medvirkede til at løsne stemmebåndene, i hvert fald gik snakken lystigt den halve eftermiddag med de venlige og veloplagte værtsfolk. Men hvor længe var Adam i paradis? Vi var der til kl. 16, så måtte vi tilbage til Stuttgarts centrum og plenarforsamlingens papirdynger, men medbringende indtrykket af gæstfri menighed der gav os en hjertelig modtagelse.

Af Inge Lise Pedersen

Stor mangfoldighed på luthersk generalforsamling

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart:

Et kor til morgengudstjenesten – afrikanerne i farvestrålende gevandter – syngende og dansende med fremmedartede musikinstrumenter og ærværdige hoftevridende kvinder med overraskende jubelråb.

Det åbner øjnene for den mangfoldighed for kulturer og kirketraditioner, man møder ved generalforsamlingen for de lutherske kirker. Kontakter mellem forskellige nationaliteter og mellem folk, der normalt ikke mødes.

Samtaler i et tæt program, der spænder fra drøftelser om fattigdom, HIV og aids og naturligvis drøftelser af kvinders rettigheder, afbrudt af drøftelser om forretningsorden, revision af love og valg til de ledende organer.

En føderation var begyndelsen til arbejdet, men det er også blevet et kirkeligt fællesskab.

Der er naturligvis uenighed om mange spørgsmål, og der er meningsforskelle om genteknologi, synet på homoseksualitet, skriftsyn og kirkelige traditioner – og måske også en uenighed mellem syd og nord.

Som nævnt er Det lutherske Verdensforbund også et fællesskab. Vi hører til i samme familie – og det vil vi fejre i 2017 med 500 års reformationsjubilæum.

De 500 træer, der vil blive plantet i Lutherhaven i Wittenberg, er symbol på det fællesskab. På vores samhørighed.

Af Paul Verner Skærved

Farven lilla

Farveterapi er en terapiform, der bygger på antagelsen af, at vores underbevidste skulle forbinde særlige farver med bestemte forhold og hændelser i vores liv. Arrangørerne af Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart har uden tvivl tænkt sig, at arrangementet skulle tage farve af den håbefuldt lysegrønne, der pryder logo, materialer og de store bannere udenfor konference-centeret.

Indenfor er det dog farven lilla, der tegner mødet. Lilla er nemlig farven på den skjorte med hvid krave, de lutherske biskopper bærer under deres bispekors i officielle, men ikke liturgiske, sammenhænge. Hudfarverne er mange, men skjortefarven én, og hvad angår køn anes også en vis ensartethed bag skjortebrystet. Svenske, amerikanske og canadiske kvindelige biskopper fylder dog enkelte af de lilla skjorter ud på kvinders vis. Farven lilla tegner ikke bare mødet, fordi der er så forholdsmæssigt mange af de lilla skjorter blandt generalforsamlingens ca. 350 delegerede. Nej, den tegner især mødet, fordi skjorterne næsten glider sammen til ét stort stykke med lilla, når vi nærmer os Det lutherske Verdensforbunds top i form af afgående og nyvalgte præsidenter, formænd for udvalg, vicepræsidenter in spe m.m., som trykker hinanden i hænderne og holder lange takke- eller valgtaler på podiet.

Der er gode grunde til at vælge biskopper til disse krævende hverv. Grunde, der også har været medvirkende til det gode danske valg af repræsentant i det nyvalgte Council – nemlig biskop Niels Henrik Arendt. Biskopper har indsigt og erfaring med både teologi og administration, og biskopper er valgt af deres lokale kirker og bærer dermed tillid og repræsentativitet med sig.

Det ændrer dog ikke ved det tåkrummende pinlige i, at netop et luthersk organ som Det lutherske Verdensforbund, har så få lægfolk på indflydelsesrige topposter, som tilfældet er. Det maner unægtelig til eftertanke og inspirerer til lange diskussioner i den danske delegation om, hvorvidt det kvotesystem, der i øvrigt præger forbundets organer, skulle omfatte også forbundets topposter. Længere nede i systemet ser fordelingen nemlig ganske anderledes ud. Sammensætningen af Council og generalforsamlingen er styret af en hård kvotepolitik, der sikrer en vis procentdel af lægfolk, kvinder og unge under 30. Desværre omgås dette i nogle tilfælde ved, at regionerne vælger et par unge læge kvinder, så kvoterne er overholdt, og der kan blive plads til lilla skjorter for resten af pengene.

Vi kvindelige danske delegerede talte de første dage meget nedladende om disse kvotesystemer. Vi vil ikke bedømmes på vores køn, men på vores kompetencer, forsikrede vi selvbevidste hinanden. Efter et par dage blev vi dog lidt tavse. Hvis man skal man bedømmes på sine kompetencer, skal man nemlig have en fair chance for at opnå nogen.

Debbie, som repræsenterer et afrikansk land, hvor kvinder ikke levnes mange af den slags chancer, var takket være kvoterne medlem af Council sidste periode. Her havde hun ved adskillige møder ikke dristet sig til at tage ordet i de lilla skjorters selskab. Men en dag besluttede hun sig for at tage sig sammen og bare rejse sig op og sige: ”Jeg er Debbie”. Så satte hun sig igen. Men  det var et gennembrud for hende og siden turde hun godt stille de nødvendige spørgsmål, fortæller hun og går sin vej med et stort grin.

På vej ned ad gangen overhaler hun to lilla skjorter i sin multifarvede kanga. Den er så spraglet, at det ikke kan være nemt at få hoved og hale på for en farveterapeut…

Af Ulla Morre Bidstrup

"I er nutiden og fremtiden"

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling, den 20.-27, juli, i Stuttgart

“You are the present and the future (I er nutiden og fremtiden).” Sådan indledte Biskop Zephania Kameeta fra Namibia, medlem af Det lutherske Verdensforbunds (LVF) internationale bestyrelse, sin ’Key note adress’ på denne generalforsamlings formøde for unge.

Forud for LVFs generalforsamling blev et møde for alle ungdomsdelegater afholdt. Formålet for ungdomskonferencen er at forberede deltagerne til LVFs generalforsamling, og et konkret resultat heraf blev ungdomskonferencens ´Message´ til generalforsamlingen.

Igennem en to dages lang proces på ungdomskonferencen blev tre fokusområder udvalgt, som de vigtigste emner, som LVF ønskes at beskæftige sig med i fremtiden:

1. Sustainability

2. Gender justice

3. The role of the youth in enhancing the visibility of the LWF

‘Sharing’

Det førstnævnte punkt, bæredygtighed, kan ses som en sammenfatning af begrebet ‘sharing’ som blev et gennemgående emne for hele ungdomskonferencen, idet flere taler, uafhængigt af hinanden, centrerede omkring dette emne. Biskop Zephania Kameetas afgørende budskab var hans forståelse af bespisningen af de fem tusinde. Kameeta betonede, at denne histories mirakel ikke består i, at de fem brød og to fisk blev til mange kurvefulde brød og fisk. Miraklet bestod derimod i, at den store gruppe af mennesker delte den mad der var. ”It is in sharing there is life” var Kameetas afsluttende bemærkning.

LVFs kommende generalsekretær Martin Junge understregede også vigtigheden af, at mennesket lærer at give slip på det, som mennesket mener at være i besiddelse af. Vi skal lære at dele de ressourcer denne verden består af. Netop dette er afgørende i spørgsmålet om bæredygtighed.

Ligestilling

LVF består globalt af 145 lutherske kirker, som arbejder under meget forskellige vilkår. Ligestilling mellem mænd og kvinder er et emne, som øjensynligt møder større udfordringer i andre lande end Danmark. Derfor kan LVF også ses som et fællesskab, hvor der ydes støtte til de områder, der møder særligt store udfordringer på dette område.

Synlighed

Ungdomskonferencen ønsker at arbejde med LVFs synlighed i de enkelte menigheder verden over, særligt blandt unge. Ved at skabe opmærksomhed omkring LVFs tilstedeværelse samt omfattende udviklingsarbejde verden over (via World Service og Department of Mission and Development) kan vi samles i et fælles ønske om at hjælpe folk til at hjælpe sig selv.

Af Merete Juel Jensen

Salige er I, som er fattige

Kampen for større retfærdighed var det gennemgående tema på tredjedagen af generalforsamlingen i Det lutherske Verdensforbund.

Udfordringerne er mange og store:

– Det handler om klimaforandringer og naturkatastrofer, der rammer fattige og sårbare befolkningsgrupper i udviklingslandene.

– Det handler om ca. 33 millioner HIV-smittede, som har brug for en udstrakt hånd fra kirken.

– Det handler om mere end en milliard mennesker, der sulter og har brug for mad.

– Det handler om ca. 167 millioner børn under fem år, der er undervægtige på grund af akut eller kronisk sult.

– Det handler om diskrimination og undertrykkelse af kvinder .

– Osv. osv.

Alle disse problemer kalder på akut opmærksomhed fra kirkens side. Som kristne bærer vi nemlig et særligt ansvar for social retfærdighed i verden, og evangeliet udfordrer os mange steder til at hjælpe dem, der lider nød og bliver uretfærdigt behandlet.

Vi kan derfor ikke stiltiende se til, at mere end én milliard mennesker sulter, mens vi i den vestlige del af verden fører en meget dyr livsstil. Vi kan heller ikke acceptere, at kvinder bliver undertrykt og holdt uden for indflydelse. Kirken kan heller ikke lukke øjnene for de mange HIV-smittede eller de mange andre i verden, der lider nød.

Ifølge Jesus gælder det om, at vi prioriterer medmenneskelige relationer og åndelige værdier højere end materielle. I praksis indebærer det et liv præget af afkald og offer og villighed til at sætte sine egne behov til side.

Men det er et ringe offer i kampen for at give os alle et rigere liv.

Thomas Bjerg Mikkelsen

Generalsekretær i Indre Mission

Tanker fra en kølig dansker ved en varm generalforsamling

Simone Veil har sagt, at det ikke er menneskers vilje, der ændrer verden, men deres fantasi og forestillingskraft.  Det er dagens gæstetaler på tredjedagen under Det lutherske Verdensforbunds (LVF) Generalforsamling, ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams, der citerer Veil. Når Deres udsendte bed mærke i det citat, så skyldes det en stadig stigende undren over, i hvor høj grad der her appelleres til netop fantasi, forestillingskraft og følelser frem for til køligere begreber som pragmatisme, nøgternhed og vilje.

Som medlem af den danske delegation er man klædt på i lavmælt mødedisciplin i forventning om jordvindende at pløje sig frem fure efter fure i den omfattende dagsorden. Og jo, dagordenen bliver fulgt, forretningsordenen overholdt og beslutninger taget. Men det sker ikke uden en fornemmelse af, at forskellige kategorier blandes på en for os ganske uvant facon. Fx var min forventning til Rowan Williams’ tale, at den ville være kirkepolitisk og teologisk orienteret.

I stedet for hørte vi en glimrende essayistisk prædiken. En tekst med vanlig williamsk smuk poetisk kraft og stærk etisk appel, som jeg uden tvivl vil have med mig i nogen tid, for den gjorde indtryk. Som en tale ved en generalforsamling forekom den en anelse out of place. Men der er ved at opstå en snigende fornemmelse af, at det måske er den danske tilgang, der er om ikke out of place, så i hvert tilfælde en undtagelse i sammenhængen. Vi forventer skelnen mellem konfessionel bekendelse på den ene side og teologiske refleksioner på den anden; mellem streng iagttagelse af en forretningsorden og iscenesættelse af liturgisk sprog; mellem diplomatisk genoprettelse af beskadigede forbindelser og syndsbevidste bønner om tilgivelse.

Men sådan fungerer det ikke. Her blandes nøgterne forhandlingsstrategier med konfessionelle appeller, og alt efter smag kan man betragte det som en vellykket integration eller som et uproduktivt miskmask. Når man er opdraget i en dansk kirkekultur, hælder man måske mest til det sidste, men nytten og glæden ved at møde andre måder at være lutheraner på er jo netop at udfordre sin egen synsvinkel.

Og måske har Veil og Williams ret i, at det er vores fantasi og forestillingskraft snarere end vores vilje, der skal ændre verden, og at det derfor er både nyttigt og nødvendigt at give plads for liturgiske indspark og konfessionelle gennembrud, mens vi pløjer os gennem den kirkepolitiske dagsorden?

Selv foretrækker jeg vekselvirkning fremfor sammenblanding. En vekselvirkning hvor pragmatisme på den ene side ikke udgrænser fantasi, forestillingskraft og tro, og hvor følelser, smag og bekendelse på den anden side ikke invaderer og intimiderer den kølige pragmatisme. I den levende vekselvirkning er jeg overbevist om, at vi – 70 millioner lutheranere – faktisk kan ændre verden.

Og så endelig en efter-eftertanke: måske er det sådan, at fornemmelsen af at deltage i en generalforsamling, der på én gang er et kirkepolitisk møde og en gudstjeneste præcist rammer det, LVF er: en konfessionel føderation med en kirkepolitisk dagsorden, og den for en dansker forvirrende sammenblanding af kategorier kan hænde at være et spejlbillede af den kontinuerlige udfordring det er at definere LVF’s identitet.

Af Kirsten Jørgensen

Det lutherske fællesskab skal være et inkluderende fællesskab

”First I thank my God through Jesus Christ for all of you, because  your faith is being proclaimed throughout the world”. Med de ord begyndte Det lutherske Verdensforbunds (LVF) afgående præsident biskop Mark S. Hanson, sin beretning for den sidste periode i LVF’s council.

Det lagde grundtonen i en næsten prædikenlignende beretning, der hele tiden havde sit fokus på, at det lutheranske fællesskab ikke skal vende blikket indad ved at se på egen identitet og overlevelse, men snarere se udad på den verden, som det hele netop handler om.

Og dette grundlag var godt at få på plads for beretningen, der konkluderende endte med at påpege tre emner, der særligt er med til at forme det lutheranske fællesskab og dermed også den enkelte lutheranske kirke. Tre emner, der på mange måder kunne siges at være netop vendt indad, hvis det ikke havde været for den første påpegning af, at det ikke var tilfældet. Emnerne er interessante, fordi de netop viser dels, hvad der bagudrettet er blevet bygget op af spændinger, dels hvad de spændinger giver af udfordringer fremadrettet.

Lederskab, beslutningskraft og bæredygtighed var de tre emner.

Med disse tre pegede Biskop Hanson lettere formanende på, hvor vigtigt det er, at de lutheranske kirker som fællesskab er mere inkluderende over for kvinder i ledende embeder og at kirkerne leder således, at der er plads til nyskabende kræfter. Kirken taber medlemmer verden over, dog findes der menigheder, der er voksende. Dem må vi kunne lære noget af. Hanson efterspurgte altså et lederskab, der ikke i for høj grad låser fast, da det leder til forfald.

Som det andet emne stillede han spørgsmål ved de lutheranske kirker og deres fællesskabs evne til at tage beslutninger. Vigtige beslutninger drukner nemt i lange og tunge processer, der gør det sværere og sværere at diskutere teologi med hinanden. Og han gik endda skridtet videre og udtrykte stor bekymring for, at vores store teologiske arv bliver anvendt til at trække linjerne mellem varierende holdninger så skarpt op, at det snarere fører til splittelse end den enhed, som hele tiden er det vigtige mål.

Det tredje emne, bæredygtighed, dækkede over en række af problemstillinger, der alle dog pegede hen på det vigtige i at stå sammen. Bæredygtigt fællesskab, bæredygtigt miljø, bæredygtige menigheder, hvilket kræver tillid til ledelsen af LVF og at vi netop tør være afhængige af hinanden. På den måde kunne han vende tilbage til konferencens overordnede tema: ”Giv os i dag vort daglige brød”, hvor vi samles.

Af Mette Marbæk Johansen