Farveterapi er en terapiform, der bygger på antagelsen af, at vores underbevidste skulle forbinde særlige farver med bestemte forhold og hændelser i vores liv. Arrangørerne af Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart har uden tvivl tænkt sig, at arrangementet skulle tage farve af den håbefuldt lysegrønne, der pryder logo, materialer og de store bannere udenfor konference-centeret.
Indenfor er det dog farven lilla, der tegner mødet. Lilla er nemlig farven på den skjorte med hvid krave, de lutherske biskopper bærer under deres bispekors i officielle, men ikke liturgiske, sammenhænge. Hudfarverne er mange, men skjortefarven én, og hvad angår køn anes også en vis ensartethed bag skjortebrystet. Svenske, amerikanske og canadiske kvindelige biskopper fylder dog enkelte af de lilla skjorter ud på kvinders vis. Farven lilla tegner ikke bare mødet, fordi der er så forholdsmæssigt mange af de lilla skjorter blandt generalforsamlingens ca. 350 delegerede. Nej, den tegner især mødet, fordi skjorterne næsten glider sammen til ét stort stykke med lilla, når vi nærmer os Det lutherske Verdensforbunds top i form af afgående og nyvalgte præsidenter, formænd for udvalg, vicepræsidenter in spe m.m., som trykker hinanden i hænderne og holder lange takke- eller valgtaler på podiet.
Der er gode grunde til at vælge biskopper til disse krævende hverv. Grunde, der også har været medvirkende til det gode danske valg af repræsentant i det nyvalgte Council – nemlig biskop Niels Henrik Arendt. Biskopper har indsigt og erfaring med både teologi og administration, og biskopper er valgt af deres lokale kirker og bærer dermed tillid og repræsentativitet med sig.
Det ændrer dog ikke ved det tåkrummende pinlige i, at netop et luthersk organ som Det lutherske Verdensforbund, har så få lægfolk på indflydelsesrige topposter, som tilfældet er. Det maner unægtelig til eftertanke og inspirerer til lange diskussioner i den danske delegation om, hvorvidt det kvotesystem, der i øvrigt præger forbundets organer, skulle omfatte også forbundets topposter. Længere nede i systemet ser fordelingen nemlig ganske anderledes ud. Sammensætningen af Council og generalforsamlingen er styret af en hård kvotepolitik, der sikrer en vis procentdel af lægfolk, kvinder og unge under 30. Desværre omgås dette i nogle tilfælde ved, at regionerne vælger et par unge læge kvinder, så kvoterne er overholdt, og der kan blive plads til lilla skjorter for resten af pengene.
Vi kvindelige danske delegerede talte de første dage meget nedladende om disse kvotesystemer. Vi vil ikke bedømmes på vores køn, men på vores kompetencer, forsikrede vi selvbevidste hinanden. Efter et par dage blev vi dog lidt tavse. Hvis man skal man bedømmes på sine kompetencer, skal man nemlig have en fair chance for at opnå nogen.
Debbie, som repræsenterer et afrikansk land, hvor kvinder ikke levnes mange af den slags chancer, var takket være kvoterne medlem af Council sidste periode. Her havde hun ved adskillige møder ikke dristet sig til at tage ordet i de lilla skjorters selskab. Men en dag besluttede hun sig for at tage sig sammen og bare rejse sig op og sige: ”Jeg er Debbie”. Så satte hun sig igen. Men det var et gennembrud for hende og siden turde hun godt stille de nødvendige spørgsmål, fortæller hun og går sin vej med et stort grin.
På vej ned ad gangen overhaler hun to lilla skjorter i sin multifarvede kanga. Den er så spraglet, at det ikke kan være nemt at få hoved og hale på for en farveterapeut…
Af Ulla Morre Bidstrup
Mellemkirkelig blog 