Lutheranere og mennonitter forsonet – trods blivende forskelle

D. 22. juli 2010 tog Det Lutherske Verdensforbund (LVF) et nyt og hidtil uset økumenisk skridt. På vegne af dets 70 millioner medlemmer bad LVF om tilgivelse – fra Gud og fra dagens mennonitter – for de forfølgelser, som lutheranerne tilføjede de såkaldte gendøbere på reformationstiden. Det skete på LVFs generalforsamling i Stuttgart, i den samme by der i 1945 dannede rammen for de tyske kirkers Stuttgarter Shuldbekenntnis, hvori kirkerne vedgik sig deres medansvar for Det tredje Riges uhyrligheder.

Kan man få tilgivelse for noget, man ikke har gjort?

Men er der ikke her en principiel forskel mellem ting, der foregik i Anden Verdenskrig og på reformationstiden. Jo, der er afstanden i tid til forskel, og dertil naturligvis omfanget af misgerning. Men den helt principielle forskel er nok den, at de tyske kristne havde et umiddelbart medansvar for nazismen – mange var partimedlemmer og var på andre måder involveret. Men hvad har den lutherske kirke i Danmark eller Madagaskar at gøre med det faktum, som nu er kommet frem, nemlig at både Luther og Melanchthon opildnede myndighederne til at forfølge, straffe og henrette gendøberne, uanset at hovedparten var principielle pacifister?

Forskellen er, at man i retlig forstand kun er ansvarlig for handlinger, man selv har begået. Moralsk ansvarlighed har man imidlertid for det fællesskab, som man er en del af. Tænk fx på en busrejse med skolen – her er både lærere og elever moralsk ansvarlige for hinandens handlinger, uanset at de ikke er det i lovens forstand. Det drejer sig ikke om graden af skyldfølelse, men om at tage ansvar for de skader, der rent faktisk er påført andre. Skyld har man, fordi man skader.

Kan man også tale om ansvar i en mere udvidet forstand? Tankegangen bag LVFs ønsket om bede mennonitterne om tilgivelse er, at også de lutherske kirker udgør et fællesskab, hvori den enkelte kirke og det enkelte medlem af kirken er ansvarlig for mere end sig selv. Kirken er et åndeligt fællesskab. De lutherske kirker er således en del ”de helliges samfund” (communio sanctorum), som det hedder i Trosbekendelsen. Således har også den romersk-katolske kirke et ansvar at varetage i forbindelse med præsters misbrug af mindreårige, også selvom misbrugene falder ind under lovens forældelsesfrist eller skyldes præster, der for længe siden er gået på pension, eller endda er afdøde.

På tilsvarende måde hæfter også de lutherske kirker for de uretfærdigheder, der er begået imod uskyldige – i den lutherske kirkes navn. De historiske studier, som LVFs Strasbourg Institut de sidste fem år har gennemført sammen med mennonitterne har således til mages forskrækkelse vist, at lutheranere – inklusive Luther og Melanchthon – direkte eller indirekte har ansvar for henrettelsen af omkring 100 af de omkring 2500 gendøbere eller ”anabaptister”, der blev tortureret og dræbt på grund af blasfemi (en an klage der på den tid udløste dødsstraf).

Men var gendøberne ikke selv voldelige?

Jamen var gendøberne ikke blandt bondeoprørere, ledet af Thomas Müntzer? Jo, det er rigtigt nok. Og kunne Luther ikke have ret i at bede myndighederne om at ”slå de hunde ned”, når nu de påbegyndte en borgerkrig med en voldsom blodsudgydelse til følge. Jo, måske, og sådan har vi også lært det i skolen, endda på universitetsniveau.

Men ingen af os (eller kun de allerfærreste) har fået den anden halvdel af historien at vide, nemlig at Melanchthon og Luther så sent som i 1536 skrev et brev, hvori de opfordrede myndighederne til at forfølge og straffe gendøberne fysisk til døden, fordi de angiveligt var løgnere, der i virkeligheden kun pønsede på at udføre undergravende virksomhed, eftersom de var Djævelens børn. Lutheranerne skelnede ikke mellem bondeoprørerne fra 1525 og de senere pacifistister blandt gendøberne – herunder martyreren Menno Simmons, som mennonitterne har opkaldt sig efter. En enkelt undtagelse er der dog heldigvis i lutherdommen: Luthers yngre ven Johannes Brenz argumenterede for, at myndigheden kun kunne give straf for den civile kriminalitet, mens man over for gendøberne kun skulle anvende skriftens ord. ”Hvilken pointe er der i at studere skriften, hvis resultatet bliver, at den allermest lærde doktor (i teologi) bliver bøddel”, spurgte han.

At beklage, at fortryde, at undskylde, at bede om tilgivelse – hvad er forskellen?

LVFs generalforsamling har nu – enstemmigt og i form af højtidelig gudstjenestefejring sammen med mennonitterne – valgt ikke kun at ”beklage” fortiden, eller kun at ”fortryde” den. Man har heller ikke kun sagt ”undskyld”, som det er kommet på mode de senere år. Man har valgt at bede Gud og mennonitterne om tilgivelse for de begåede synder i en tillid til Kristi løfte om, at de synder, der forlades på jorden, også forlades i himlen (Mathæus 16,19). Hvad er forskellen mellem at beklage, at fortryde, at undskylde eller at bede om tilgivelse? Det har man indgående diskuteret på tidligere rådsmøder i Arusha 2008 og Geneve 2009.

Her følger min egen opfattelse af sagen: Man kan beklage hvad som helst, lige fra en regnefejl til regnvejr – ”det er jeg ked af”. Man kan fortryde meget, men altid kun bagud i tid – ”bare jeg dog havde handlet anderledes”. Man kan undskylde noget, som man enten selv eller nærmeste har gjort, men der ligger også i undskyldelsen en hurtig udvej ved at komme med undskyldende forklaringer – ”jeg gjorde det jo altså bare fordi…”. Men der er ingen vej uden om selvransagelsen og anger i forbindelse med bønnen om tilgivelse.

Men man kan kun bede om tilgivelse i håbet om, at man vil blive taget imod af den anden og at der vil komme en fremtidig forsoning i stand – i dette tilfælde med mennonitterne. Derfor har lutheranerne også forpligtet sig til at erkende sine egne dystre sider. Man har også forpligtet sig til i sin fortsatte undervisning at fastholde erindringen om fortidens ugerninger – for at kunne bringe en fremtidig forsoning i stand. Når man samtidig beder Gud om tilgivelse, flyttes perspektivet ud over en selv og ens øjeblikkelig skyldfølelse (eller mangel på samme). Man holder fast i proportionerne. Det er kun sandheden, der kan gøre en fri. En tilgivelse er en til-gift.

Samtidig har mennonitterne også erkendt deres skyld: de erkender nemlig, at de har fastholdt et billede af sig selv som de perfekte kristne over for de voldelige katolikker og reformatorer. Og de har opdaget, hvor meget de selv skylder reformationen, ikke mindst Luther. For mennonitterne er skriftens ord og Jesu eksempel helt afgørende. Anklagen imod sværmerne i Den Augsburgske Bekendelse art. 5 (at ”Helligånden kommer til mennesker udenom det ydre Ord”) ramte muligvis nogle sværmere dengang, men rammer ikke nutidens anabaptister.

Blivende uenigheder

Der er nu skrevet en fælles historie mellem lutheranere og mennonitter. Det betyder, at man fra begge side må ophøre med at anvende og videreføre falske stereotypier. Lutheranerne har nu bedt om tilgivelse og tilgivelsen er blevet skænket af mennonitterne ved en fælles fejring af gudstjenesten med over 500 deltagere i Reithalle i Stuttgart. Man gik til nadver sammen.

Men der er ikke læremæssig enighed mellem de to konfessioner. I de læresamtaler, der har fundet sted i Frankrig (1981-1984), i Tyskland (1989-1992) og i USA (2001-2004) og nu på internationalt niveau gennem LVF og dets Strasbourg Institut (2005-2010), har man lært, at billedet af gendøberne har været ensidigt og forvansket. Anabaptister er ikke sværmere og de anstifter ikke oprør, snarere tværtimod. Men to punkter står tilbage: barnedåben (CA art. 9) og den fortsatte opfattelse blandt mennonitterne, at man som kristen ikke kan påtage sig hverv i øvrigheden, der indbefatter anvendelse af tvang og vold (CA art. 16). Samtalerne vil nu gå videre, efter at forsoningen har fundet sted.

Men hvad mener egentlig vi lutheranere? Mener vi, at udøbte børn går fortabt? Og mener vi, at vi kan deltage i hvad som helst af øvrighedsgerninger, fx som lejrkommendant? Som Luther engang skrev i 1523: ”Hvor langt er man skyldig at øve lydighed over for øvrigheden”. Hvor langt?

Af Niels Henrik Gregersen

Reklamer

5 thoughts on “Lutheranere og mennonitter forsonet – trods blivende forskelle

  1. Kirsten Nielsen

    Lutheranere og jøder
    Det var interessant læsning angående forsoning mellem lutheranere og mennonitter. men er der nogen der ved, om der også er optræk til tilgivelse fra lutheranere mod jøderne? Hitler skulle ha sagt, at han blot fuldførte hvad Luther sagde! Kirsten Nielsen

  2. dcv2

    Luthers jødehad er veldokumenteret, men det kom med årerne og velsagtens grundet psyisk sygdom. Når han siger i sit “storværk” om emnet “jøderne og deres løgne”, at man burde tage deres ejendomme fra dem, lade dem bo under halvtag og sætte dem til hårdt fysisk arbejde, så har vi reelt koncentrationslejrtanken.

  3. Magnus Sørensen

    Det burde vel snarere være darwinisterne, der undskyldte overfor jøderne. Hitler var jo blot konsekvent darwinist. Der er selvfølgelig også mange darwinister i “luthersk” verdensforbund, så det kan da godt være, de kan lave en undskyldning.

    I øvrigt er det jo interessant, at man holdt fælles gudstjeneste med mennonitterne, når man samtidig fastholder, at der ikke er læremæssig enighed mellem kirkerne. Det er i strid med den Augsburgske Bekendelses artikel 7, som kirkerne i LWF forsøger at bilde verden ind, at de stadig holder sig til, selvom luthersk kristendom er en umulighed i disse kirker.

  4. Jasse K.

    Jeg vil bare tilføje, at nutidens mennonitter kan uden store problemer arbejde i staten. Mange mennonitter i Europa er politisk aktive (både i fredsbevægelsen men også i politiske partier). Et kendt eksempel fra Paraguay er mennonit Ernst Bergen, som var finansminister til 2007.

    Andre eksempler er den mennonitiske fair-trade-organisation Ten Thousand Villages eller fredsaktivisterne fra Christian Peacemaker Teams. I Berlin findes den Mennonitiske Fredscenter.

    Blivende forskelle er forholdet til krig, vold, ed, barnedåben, kirkehierakiet, forholdet mellem kirke, synet på nadveren osv.

Der er lukket for kommentarer.