Forskellighed og enhed blandt lutheranere

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

 Man kan godt ind imellem under plenar-sessionerne føle, at der er lidt “langt mellem snapsene“. Der er en utrolig optagethed af detaljer i papirer og resolutioner (og sandt at sige er vore nordiske søster-kirker de værste i så henseende), mens der er mindre opmærksomhed på den bagvedliggende teologi.

Jeg er ikke overrasket over, at det er en meget handlingsorienteret kristendom, der kommer til orde her. Men når man for eksempel ud i alle detaljer beskæftiger sig med kvoter overalt i organisationen, ja, så bliver det jo organisationen, der kommer til at stå i centrum. Det er selvfølgelig vigtigt, at de unge sikres en mulighed for at komme til orde, men det ville være nok så interessant at vide, hvad de vil bruge deres vedtægtssikrede platform til.

Der bruges flere kræfter på symbolpolitik end på overordnet at få formuleret, hvad det i grunden vil sige at være luthersk i 2010.

Men så er der alligevel indimellem virkelige højdepunkter, bl.a. i nogle af gudstjenesterne – eller eksempelvis glæden hos de indiske lutheranere over, at forsamlingen i går (den 26. juli) fik formuleret en klar solidaritet med de 250 millioner undertrykte kasteløse i Indien. Det kan godt være, at det mere er tiden end Det lutherske Verdensforbund, der kommer til at bedre deres forhold. Men der er forståeligt nok et ønske om at blive og være set. (Og det er jo en grundlæggende begrundelse for det økumeniske arbejde: at man har blik for hinanden – at de små, oversete og måske endda forfulgte kirker her får mulighed for at blive set og opleve sig inkluderede.)

Et højdepunkt i går var også den nye generalsekretær, Martin Junges præsentationstale. Selvfølgelig var den præget af, at Det lutherske Verdensforbund aktuelt rummer ganske betydelige spændinger, endda modsætninger, og dem prøvede han at „tale ned“ – hvad jeg ikke er sikker på altid er det klogeste. Men der var klare teologiske pointer.

Kontekstualisering har været et hovedbegreb i det økumeniske arbejde, dette at kirkerne skal have lov at udvikle sig på deres egne lokale kulturelle og folkelige forudsætninger, hvorfor forskelligheder ikke skal ses som et problem, men snarere som en rigdom. Men Junge indførte nu begrebet „transkontekstualisering“ – som et udtryk for, at vi ikke bare kan feje den teologiske drøftelse til side med henvisning til kirkernes forskellige kulturelle baggrunde og kontekster. Vi må stille spørgsmål, udfordre hinanden og først og fremmest lære og lade os inspirere på tværs af vores forskelligheder.

Der er en tilbagevendende formel på mødet til håndtering af de dybe uenigheder i LWF. “We are not a community of opinions, but a communion of faith” – vi er ikke (og behøver ikke at være) et meningsfællesskab, vi er et fællesskab om en tro.

Hertil kunne man spørge: er den evangelisk-lutherske tro da ikke en række meninger, en teologi? Selvfølgelig rummer den en sammenhæng af synspunkter, og teologien er i mine øjne utroligt vigtig. Men den er øjensynlig også noget andet og mere – og det har vi godt af at blive mindet om, også i en dansk sammenhæng, hvor de forskellige kirkelige grupperinger i den grad har udviklet sig til fast afgrænsede meningsfællesskaber. Luthersk forstået er troen en gave, troen er skænket tillid, troen er afhængighed af Gud og afhængighed af hinanden. Det er afgørende at fremhæve op imod den for handlingsorienterede kristendom. Men det er måske også det vigtigste at sige op imod splittelse og uenighed: vi er alle sammen afhængige af Gud, og vi er afhængige af hinanden.

Man kan sætte sig ind i, at nogle af de unge kirker har fået nok af deres afhængighed af de gamle kirker og nu føler sig stærke nok til at udfordre fællesskabet. Men tænk om der oven over vore uenigheder kunne være en forståelse af, at vi simpelthen ikke kan undvære hinanden. At det er livsnødvendigt for begge parter at forblive i samtale.

Af Niels Henrik Arendt