Category Archives: LVF Council møder

En uge om kultur, teologi og økumeni

Hundrede unge lutheranere mødtes i Wittenberg og diskuterede fattigdom, klima, sult, flygtninge og den store elefant i det lutherske rum: Homoseksualitet.

Af Marie Thybo Andersen

I lufthavnen i Berlin bliver jeg mødt af en busfuld unge mennesker, som udleverer Young Reformers key-hangers med vores navn og nationalitet. Nogle måneder forinden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i Workshop Wittenberg – en konference for over 100 unge mennesker fra mere end 60 forskellige lande. Dog med dét til fælles, at vi kalder os selv for lutheranere. Med dette udgangspunkt vil forsøget være, at vi sammen skal debattere, diskutere og måske endda blive klogere på, hvilket fælles ståsted og grundlag, som vi derudfra kan basere en tro på.

For mindre end et år siden havde jeg kun hørt navnet Det lutherske Verdensforbund (på engelsk the Lutheran World Federation, LWF) og pludselig sidder jeg i Wittenberg, en times kørsel fra Berlin, og føler mig meget langt væk hjemmefra – og det til trods for, at der sidder unge mennesker omkring mig, der er noget længere væk hjemmefra end jeg er!

Efter en dag med indkvartering og rundvisning i den hyggelige og historisk spændende by, var der velkomst ved Martin Junge, som arbejder som generalsekretær for LWF. Det var overvældende at blive budt officielt velkommen med store ord om, at det er et bevidst valg fra LWF’s side, at poste penge og kræfter i unge mennesker for at få en sådan konference op at stå, simpelthen fordi, reformatoren Martin Luther for snart 500 år siden selv var ung, da han begyndte at råbe højt, hvilket senere skulle vise sig at være begyndelsen på en reformation. Og med de store ord fra Martin Junge: ”It is allowed to be loud! ”, var konferencen for alvor skudt i gang.

Wittenberg1

Dagenes struktur mindede for så vidt om hinanden: Morgen-ceremoni, arrangeret af os deltagere på skift, oplæg, workshop. Så frokost, efterfulgt af mere dybdegående workshops om eftermiddagen.

Efter den første dag var jeg fyldt op til randen af tanker og spørgsmål: Hvad er det, vi skal reformere? Skal vi overhovedet reformere og ikke bare udvikle os selv og dét, vi kalder kirken? Kan man begynde en reformation af en kirke eller en teologi og bevare interessen for den respektfulde økumeni samtidig? Hvad kan vi samles om trods mange forskelle og uenigheder (fx sakramenter og synd, bare for at nævne eksempler)?

Der faldt dog i løbet af de følgende dage lidt ro på tankerne og spørgsmålene. Et af nøgleordene for denne konference/workshop blev hurtigt slået fast: dialog. Dialog er vigtigt, når der er noget i en kirke eller i en teologi, man ikke forstår eller er direkte uenig i. Dialog er vigtigt i økumeniske sammenhænge, lige så vel som i inter-religiøse sammenhænge. Som Martin Junge formulerede det: ”Økumeni skaber enhed på den måde, at dialogen skaber forståelse for andres vidnesbyrd og forståelse for andres kristendom. ”

Men så kom dagen, hvor provokatøren – eller reformatoren om man vil! – i mig blev vækket!
Fra den opsatte scene og talerstol, hvorfra oplæggene blev holdt, blev der debatteret mange emner, som man mente, var de emner, der lige nu fyldte meget i de forskellige verdensdele og regioner; fattigdom, klimaforandringer, sult, flygtninge, mangel på uddannelse osv. Mange reflekterede og engagerede unge og knap så unge mennesker forklarede om emnerne og gav bud på, hvordan man kan engagere endnu flere unge til at kæmpe for at hjælpe flygtninge eller fattige, både lokalt, globalt eller endda internationalt. Et spændende initiativ, som vi fra ’den nordiske region’ (Danmark, Norge, Sverige og Finland), snakkede om, hvorvidt og hvordan vi kan bidrage til.

Et emne, som dog på intet tidspunkt i dagene var blevet nævnt fra scenen, var homoseksualitet og/eller homoseksuelle ægteskaber. I min hverdag som teologi-studerende er det et emne, der ofte bliver vendt og heftigt diskuteret. Min overordnede holdning er, at kærlighedens sprog er ligesom det religiøse; det ligger uden for vores menneskelige begrebs- og formuleringsverden. Lige som jeg ikke selv bevidst valgte at blive forelsket i min kæreste, gælder det samme for dem, der bliver forelsket i én af samme køn. Kærligheden imellem dem er den samme – og efter min mening, er denne kærlighed lige smuk i Guds øjne uanset køn.

Da jeg spurgte mine tre ”regions-fæller” ind til emnet, var de alle mere eller mindre enige med mig. De kunne også fortælle, at det også er et aktuelt emne, både i og uden for deres landes kirker. Hvor Martin Luther gik hen på Wittenbergs Slotskirkes dør og hamrede sine 95 teser op, gik jeg ud til den store idé-opslags-tavle og skrev med store bogstaver: ”CAN WE DISCUSS HOMOSEXUALITY? ”. Normalt er det ikke et emne, jeg brænder for. Min kæreste er en mand, jeg kender ikke mange homoseksuelle, men dét, at det føltes som ”den store elefant i rummet, som man ikke må nævne”, som repræsentanten fra Norge udtrykte det, gjorde, at jeg følte det som noget netop nævneværdigt!

Er det reformation de vil ha´, er det reformation de skal få!

Det, der efterfølgende skete, sker så ofte, når man handler provokativt; man skal stå til ansvar for sin handling. Jeg blev derfor spurgt, om jeg ville være ordstyrer og ansvarlig for god ro og orden til en halvanden times eftermiddags-workshop om homoseksualitet, hvilket jeg gik ind til med både spænding og nervøsitet. Især da det viste sig, at også mange fra Afrika, Latinamerika og Indien var interesseret i at debattere dette emne – hvor uenighederne viste sig at være store og mange! Uden at gå nærmere i detaljer kan det siges, at den gode ro og orden blev overholdt, men en enighed om emnet var umulig. Holdningerne var simpelt hen for langt fra hinanden.

Wittenberg2

For mit vedkommende sluttede hele ugen af med en stor kulturel aften, hvor alle regioner skulle forberede et kulturelt indslag. Det indeholdt flotte national-dragter, mærkeligt mad, smukke sange, henna-tatoveringer, sjove danseindslag og, vigtigst af alt; 100 unge mennesker, der på trods af workshops og diskussioner der ikke nødvendigvis når til enighed og spørgsmål der ikke nødvendigvis får et entydigt svar, ender ud i én stor salsa-dans i 100 farver.

Jeg ved endnu ikke, om jeg har fundet svaret på det spørgsmål, jeg også havde i begyndelsen om, hvor meget uenighed og forskelle én teologi/kirke kan rumme . Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at selvom begrebet dialog tit bliver brugt, er det ikke at undervurdere. Vi bliver kun klogere på hinanden og os selv ved at bruge ord og ved at erkende og anerkende, at vi ikke nødvendigvis når til enighed om alt, men at vi af den grund netop ikke må stoppe dialogen dér, men fortsætte.

Lige nu har jeg lyst til at opspore alle unge mennesker i Danmark, der kalder sig kristne, på den ene eller anden måde, til et kæmpestort økumenisk møde, hvor vi skal præsentere vores kristne liv og identitet med hinanden, være en masse i dialog, debattere og diskutere en masse om gudsforståelse og kærlighed og ligheder og forskelle. På den måde tænker jeg, at vi kan blive klogere på hinanden – vores næste – og på os selv.

Og midt i denne dans griber en repræsentant fra Ghana fat i mig og siger TAK for, at jeg bragte emnet op, selvom han ikke er enig med mig. Hans holdning om forskelle og uenigheder var i hvert fald klar: ”Du er lutheraner, jeg er lutheraner. Det er denne ramme af forskellige fortolkninger, som den lutherske identitet netop kan bære!”

Reklamer

Lutheranere, interfaith og indonesiske inspirationer

“Da vi besøgte Toba Lake forklarede en indfødt, at de var blevet protestanter, fordi de havde spist to missionærer, men ikke den tredje. Og han var altså protestant!”, skriver Ulla Morre Bidstrup fra luthersk rådsmøde i Indonesien.

Det lutherske Verdensforbunds Council (”bestyrelse”) holder møde denne uge. Hvert andet år finder mødet sted i Geneve, hvor Det lutherske Verdensforbund har hovedsæde. De øvrige år mødes de ca. 150 mennesker (inklusive rådgivere og embedsfolkene fra de mellemkirkelige organisationer) et helt andet sted på kloden for at fordele rejsebyrden en smule.

Gudstjeneste i luthersk indonesisk kirke. Foto: HKBP/Fernando Sihotang

Gudstjeneste i luthersk indonesisk kirke. Foto: HKBP/Fernando Sihotang

Dette år finder mødet sted i Indonesien. Mange både praktiske og politiske forhold gør sig gældende, når værtslandet for et internationalt arrangement skal udvælges. Det gælder hvad enten, der er tale om verdensmesterskabet i fodbold med mange års forberedelse og milliardbudgetter eller det årlige lutherske sammenrend fra hele kloden, som klarer sig med en hel del mindre.

Inspiration fra interreligiøst samfund
Når valget er faldet på Medan og det omkringliggende område på Nord-Sumatra er det bl.a. fordi de her er ualmindeligt gode til det, der i den internationale kirkelige sammenhæng hedder ”interfaith-relations”.

Det handler altså ikke bare om forholdet mellem forskellige kirker, som den klassiske økumeni retter sig mod, men om forholdet mellem forskellige religioner. Dermed kommer også omgivelserne her i Indonesien til at tematisere, hvad der er blevet et nyt og stort tema i den lutherske verdensorganisation.

For i Det lutherske Verdensforbund råder en meget stolt tradition for at prioritere sobre og teologisk gennemtænkte økumeniske samtaler – bl.a. med udgangspunkt i Strasbourginstituttet for økumenisk forskning, som er kendetegnet ved et særdeles højt teologisk og videnskabeligt niveau.

Men nu udtrykkes ønsket om at supplere dette arbejde med samtaler med helt andre religioner. Blandt andet fordi der efterhånden er langt flere lutheranere kloden over, der lever i samfund med mennesker af anden religion end mennesker af anden kirkelig konfession. Det gælder lande, som vores eget, hvor vi de sidste 40 år har haft tilflytning af især (men ikke kun) muslimer. Det gælder også mange af de lande, hvor kristendommen kun har været til stede i omkring halvandet hundrede år som følge af kolonialisering.

Hvorfor luthersk i Indonesien?
Indonesien hører til de sidste. Øerne var hollandsk koloni, men også andre drev mission på øerne i kolonitiden. Det kunne nogle steder være risikabelt. Blandt nogle af Nord-Sumatras stammer, der hører til inde i landet, var kannibalisme udbredt helt op i 1800-tallet. Da vi besøgte Toba Lake forklarede en indfødt, at de var blevet protestanter, fordi de havde spist to missionærer, men ikke den tredje. Og han var altså protestant! Blandt andre var den tyske Rhenish Mission aktiv på Nord-Sumatra. Hermed er det lutherske forklaret.

Som sagt lever de i netop dette område (og vel at mærke ikke i alle områder i Indonesien) i harmoni mellem kristne og muslimer. Noget særligt ved området er, at de to verdensreligioner kristendom og islam ramte det nogenlunde samtidig i 1800-tallet. Her er altså ikke bare tale om et møde mellem kristendom og islam, men tale om et møde mellem kristendom og islam inkorporeret i den kultur, der eksisterede i forvejen og dermed er fælles for de to grupper. Jeg er sikker på, at det ville glæde gamle Grundtvig, at man her kan konstatere, at den levende fælles folkelige historie og kultur bagom eller forud for de nye religioners tilkomst tilsyneladende knytter befolkningen tæt sammen på trods af de forskellige religioner. De var altså mennesker sammen først og kristne og muslimer så, om jeg så må sige.

En sådan situation kan vi selvfølgelig ikke rulle tiden tilbage og opnå i Danmark og lande med tilsvarende historie. Men vi kan lægge mærke til den alligevel og måske overveje, om der findes måder, hvorpå en sådan fælles folkelig og kulturel tilknytning kan opnås også, hvor det ikke kan ske forud for religionen, men måske ”bagom” religionen. I en insisteren på, hvor vigtigt det er, at vi – i hvert fald i nogen grad – går i skole sammen, køber ind samme steder, ser nogle af de samme programmer på TV og synger nogle af de samme sange og kender nogle af de samme historier.

I går holdt de indonesiske værter ”cultural evening” og en traditionel dansetrup sang og dansede til musik, som har hørt de omkringboende stammer til i århundreder i traditionelle dragter. Ingen talte om, hvorvidt de dansende er kristne eller muslimer. Adspurgt svarede arrangøren, at koret sikkert bestod af begge dele.

Der er meget at lære i Medan.

Af Ulla Morre Bidstrup, Advisor for Det lutherske Verdensforbunds Council

Rådsmøde i Det lutherske Verdensforbund

Det årlige rådsmøde i Det lutherske Verdensforbund afholdes i dagene 11.-17. juni 2014 i Medan, hovedstad i det nordlige Sumatra, Indonesien. Her træffes beslutninger omkring forbundets arbejde.

Det lutherske Verdensforbund er et konfessionelt forbund af lutherske kirker, hvorfor begivenheden sættes ind i gudstjenestelig ramme. Mødet åbnedes med en gudstjeneste planlagt af værtskirkerne, og søndag under mødet er der besøg og gudstjenester i lokale menigheder.

En Batak gruppe opfører en traditionel dans, som symboliserer skriftemålet. Foto: LWF/M. Renaux

En Batak gruppe opfører en traditionel dans, som symboliserer skriftemålet. Foto: LWF/M. Renaux

Efter mødets åbning var der beretninger om det forgangne år fra præsidenten, generelsekretæren og kasseren, samt tanker om udviklingen i den kommende tid.

Der blev også tid til en ganske interessant drøftelse i grupper om forbundets identitet, og om hvordan man teologisk kan reflektere over det forhold, at forbundet er sammensat af uafhængige kirker som samtidig føler en stor grad af forpligtelse overfor hinanden.

Indonesien er et multikulturelt og – religiøst samfund, bestående af mange etniske grupper og sprog. Mødet inkluderede derfor en spændende session om, hvordan nogle af disse religiøse samfund, muslimske og kristne, lever sammen. Der har været og er fortsat spændinger visse steder, men i Medan har man fundet en fredelig måde at leve sammen på. Der er tillige forskellig lovgivning og regulering fra region til region.

I Indonesien er der ca. 6 mio. lutheranere fordelt på tolv forskellige kirkesamfund, der alle er medlem af Det lutherske Verdensforbund. Indonesiens grundlov anerkender seks officielle religioner, defineret som islam, protestantisme, katolicisme, hinduisme, buddhisme og konfucianisme, men anerkender at andre religioner findes i landet.

Af Thorsten Rørbæk, teologisk medarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

 

Hvordan fejrer man de andres fester? Katolikkerne og reformationsjubilæet

Af Ulla Morre Bidstrup, rådgiver for LVF’s råd

Det årlige ”bestyrelsesmøde” (councilmøde) i Det lutherske Verdensforbund har netop fundet sted i Genève. I disse år bærer arbejdet i Det Lutherske Verdensforund selvfølgelig præg af det forestående reformationsjubilæum. Det gør sig gældende i verdenssammenslutningens fælles samtalefora, men naturligvis også i de enkelte medlemslande. På meget forskellig vis og i med varierende ambitioner.

Ambitionerne topper ikke uventet i Tyskland, hvor teseopslaget i 1517 som bekendt fandt sted. Her fejres jubilæet i en hel dekade frem mod jubilæumsdatoen. Hvert år fokuseres der på en særlig vinkel på reformationen. F.eks. var det i 2012 reformationen og musikken, der stod på programmet. I år er det reformationen og tolerance, og i 2014 er det reformationen og politik. Emnerne afslører, hvordan reformationen var en begivenhed, der medførte omfattende ændringer i hele det tyske samfund og den tyske kultur.

I den anden ende af skalaen for omfanget af jubilæumsfejring finder man lande geografisk og kulturelt langt fra de europæiske. For vel er reformationens nybrud afgørende for disse landes kirkelige og teologiske identitet, men selve året 1517 bliver unægtelig mindre interessant, hvis ens egen kirke kun har eksisteret i 100 år og dermed – trods alt – har haft mindre indflydelse på det omgivende samfund.

På dette councilmøde var der dog fokus på et forhold omkring reformationen, som kommer de fleste af verdensorganisationens medlemmer ved i forbindelse med jubilæumsfejringen. Nemlig forholdet til den katolske kirke, som mange lutheranere bor dør om dør med lokalt, og som vi alle må forholde os til globalt. Der er heldigvis sket en del med forholdet mellem den katolske og lutherske kirke siden reformationstidens voldsomme smædeskrifter og gensidige hadefulde udfald, så det er selvfølgelig ikke den retorik, der skal genoplives ved jubilæumsfejringen. I stedet er katolikker inviteret til at deltage i jubilæumsfejringerne både nationalt og ved Det lutherske Verdensforbunds store jubilæums-generalforsamling i 2017, som kommer til at finde sted i Namibia. Paven selv vil givetvis blive inviteret – hvilket naturligvis ikke er det samme som, at han faktisk kommer…

Men det ændrer alt sammen ikke ved, at katolikker og lutheranere ser meget forskelligt på, hvad der skete i 1517. For katolikker er og bliver det et skammeligt kirkebrud og en splittelse. For lutheranere er det et afgørende nybrud og en befrielse. Den forskel, er der vist ikke mange, der forestiller sig udjævnet, men den forestående jubilæumsfejring er anledningen til at lutheranere og katolikker for første gang har sat sig ned og skrevet reformationens historie i fællesskab.

Det er sket i skriftet: ”From conflict to communion. Lutheran-Catholic Common Commemoration of the Reformation in 2017”, som blev diskuteret og taget vel imod på councilmødet I Geneve. Læg mærke til det lidt afdæmpede ord ”commemoration”, og tro nu ikke, at “communion” i denne sammenhæng henviser til fælles nadver – det ligger bestemt ikke lige om hjørnet. Men gennemgangen af forskellene i synet på ikke mindst nadver, skrift og tradition, embedssyn m.m. er både velskrevet og klargørende. Som helhed formår skriftet at tydeliggøre pave Johannes XXIIIs ord, som er gengivet i skriftets indledning: ”The things that unite us are greater than those that divide us”.

Geenralsekretær Martin Junge, LVF og Kardinal Koch, Den katolske Kirke præsenterer "From conflict to Communio". Foto: © LWF/S. Gallay
Generalsekretær Martin Junge, LVF og Kardinal Koch, Den katolske Kirke præsenterer “From conflict to Communion”. Foto: © LWF/S. Gallay

Og hvad får så katolikkerne til at sidde med ved bordet i et omfattende arbejde m.h.p. andre folks fest? Skal man tage Dr. Matthias Türk, som repræsenterer Vatikanet i samtalerne, på ordet, så mener katolikkerne faktisk at have andel i festen. I hvert fald skriver han følgende på Vatikanets hjemmeside i anledning af det nye skrifts offentliggørelse:

“Also from our Catholic side, our own conviction is “Ecclesia semper reformanda” – that the life of the Church has to be reformed all the time, in every age, so we have this common intention of reform on both sides… what we could do in this document is to indicate the main themes of the theology of Martin Luther in light of our own ecumenical dialogue, showing that many ideas of Martin Luther have been issues for the whole Church and important elements of renovation of the Church…”

Så vidt fra det store udland. Men hvad med den danske folkekirkelige fejring? Skal der holdes fest –  eller bare erindres – sammen med de danske katolikker, når jubilæumsåret oprinder? Ja, det må der jo tales med de danske katolikker om. Skal det for alvor handle om andet end skrivelser fra fjerne kontorer må fokus være lokalt i de sogne og byer, hvor der er katolske skoler og menighedsliv. Her kunne man forestille sig, at jubilæet kunne blive anledning til at komme i snak indbyrdes og blive klogere på historien og på både forskellene og det fælles anliggende.

Den danske Folkekirke er repræsenteret i LVF’s råd med biskop emeritus Niels Henrik Arendt. Ulla Morre Bistrup er rådgiver for LVF’s råd og deltager også i mødet i Genève.

Rådsmødet i Det lutherske Verdensforbund er i gang

Af Thorsten Rørbæk, teologisk medarbejder, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Det årlige rådsmøde i Det lutherske Verdensforbund finder sted disse dage på Det økumeniske Center i Genève, Schweiz. Det lutherske Verdensforbund er et globalt, konfessionelt fællesskab af 143 kirker i 79 lande, som naturligvis lever i mangeartede kontekster.

Rådsmødet behandler emner som relaterer sig til organisationens daglige drift, såsom regnskab og budget samt rapportering fra de forskellige afdelinger af organisationen mv., men agendaen indeholder også en del andre interessante temaer.

Man forbereder sig på en global fejring af reformationsjubilæet i 2017, og herudover har en arbejdsgruppe med luthersk og katolsk deltagelse udarbejdet dokumentet ’From Conflict to Communion’, der er en fælles læsning og fremstilling af reformationshistorien. Dokumentet lanceres på mødet, og i den forbindelse skal der være en paneldebat med deltagelse af Kardinal Koch fra Den katolske Kirke.

I forbindelse med åbningen af rådsmødet lanceredes en ny hjemmeside for organisationen, ligesom der er kommet nyt logo og ny visuel identitet.

Derudover påpegede generalsekretær Martin Junge, i sin rapport til rådet, nogle anliggender, som kirkefællesskabet nu og på sigt er udfordret af, såsom omskiftelige forhold, sekularisering samt det forhold, at nogle af de kirker, som historisk set har været store bidragsydere, i disse år mister medlemmer, hvorfor de økonomiske forhold kan tænkes at ændre sig over tid. Derfor ser han en udfordring i at skabe en bæredygtig organisation for fremtiden. Dette skal allerede nu holdes in mente. For at skabe bæredygtighed for organisationen blev der også faciliteret samtaler på tværs af generationerne blandt rådsmedlemmerne, ud fra en betragtning om, at alle kan lære noget fra hinanden, således at der ikke blot er tale om, at den ældre generation giver noget videre til den yngre, men at man udnytter sammensætningen af rådet til at skabe en dynamisk erfaringsudveksling.

Ledelsen kan således siges at vise ansvarlighed ved at arbejde for, at dette globale lutherske kirkefællesskab også findes i fremtiden.

 

Den danske Folkekirke er repræsenteret i LVF’s råd med biskop emeritus Niels Henrik Arendt. Ulla Morre Bistrup er rådgiver for LVF’s råd og deltager også i mødet i Genève.

Danske dagsordener og den lutherske frihed.

Lektor på Pastoralseminariet i Århus, Ulla Morre Bidstrup, skriver fra Det Lutherske Verdensforbunds Rådsmøde i Genève. Ulla Morre Bidstrup var udsendt som observatør af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Det lutherske Verdensforbunds øverste råd, Council, holdt for nyligt deres årlige møde i Geneve fra den 8. – 14. juni. Her taltes om ny struktur, drøftelse af prioriteringer frem til det lutherske reformationsjubilæum i 2017 og meget andet. Det store fællesskabs dagsordener hører næsten alle til i krydsfeltet mellem teologi og kirke og de særlige samfundsmæssige vilkår, der gør sig gældende rundt omkring i verden. Og de er unægteligt forskellige.

Når der eksempelvis tales om, hvilke områder indenfor sundhed, det Lutherske Verdensforbunds diakonale programmer bør sætte fokus på, lægger repræsentanterne fra Sydafrika vægt på, at AIDS og HIV faktisk IKKE er en overstået problematik i deres hjørne af verden, mens en repræsentant fra Norge gør opmærksom på psykiske lidelser, som vores tids store sundhedsmæssige udfordring. Sådan er der så meget – det kan godt være, at verden hele tiden bliver mindre. Den er dog stadig stor og forskelligartet!

Men to gange på et døgn kaldte en specifik dansk problematik på min opmærksomhed i min færden som observatør ved mødet. Første gang over frokostbordet, hvor jeg kom til at sidde sammen med nogle af de afrikanske repræsentanter, som var meget forundrede over den nyligt vedtagne skærpede grænsekontrol i Danmark. De så den som en del af en forkrampet kulturprotektionistisk og selvtilstrækkelig signalering til resten af verden, som de slet ikke syntes passede med så mange andre ting, de kendte det frihedselskende Danmark for…

Så blev der tid til en gåtur. Den bragte mig til én af promenaderne langs Genevesøen. Her udstiller en gruppe, der kalder sig ”Cartooning for Peace” en række store posters med enkle, men yderst kontroversielle og effektfulde satiretegninger, der tager kampen op mod undertrykkelse af pressefrihed, det ulige forhold mellem nord og syd, klimaændringer m.m.. Udstillingen turnerer verden rundt og er meget anbefalelsesværdig. Flere af tegningerne i afdelingen for pressefrihed indeholder mere eller mindre direkte dedikationer til en vis dansk tegner. Her gør vi os bemærket på ganske anden vis, hvad angår friheden.

Nu vi er ved tegningerne: En af dem forestiller en afrikansk præst, der yderst ophidset råber, at homoseksualitet er ubibelsk og øh, øh… uafrikansk! På næste og sidste tegning indvender en mere stilfærdigt udseende person, at man vel strengt taget også kan sige det sidste om Bibelen. Så er det tid til at tage tilbage til drøftelserne i Council, hvor præcis drøftelsen af synet på homoseksualitet er den varme kartoffel, som alle stadig bevæger sig om som katten om den varme grød. Ikke mindst af hensyn til de afrikanske medlutheranere.

Og sådan har vi alle vores udfordringer, når det handler om, hvad det i lutherske sammenhænge højt besungne begreb om frihed er for noget! Som bekendt er det sandt frie menneske – luthersk forstået – bundet. Men til hvad og hvordan? Det er nok en samtale værd, og den må man håbe bliver ført – også i årene op til reformationsjubilæet.

Ulla Morre Bidstrup

Folkekirken og reformationsjubilæet og alle de andre…

Medlem af Det Lutherske Verdensforbunds øverste Råd, biskop Niels Henrik Arendt, skriver fra Rådets møde i Genève. Niels Henrik Arendt er udsendt for folkekirken af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Det kommende 500-års reformationsjubilæum i 2017 præger i høj grad arbejdet i Det lutherske Verdensforbund (LVF) i disse år. Det gælder også mødet i LVFs råd i disse dage. Der er en bevidsthed i de mange deltagende lutherske kirker fra hele verden om de fælles rødder i Luthers teologi og de evangeliske kirke-ordninger fra reformationstiden, og der er en vilje til fornyet besindelse på disse rødder med henblik på, hvad det indebærer ”at være luthersk i dag”.

Folkekirken har været medlem af LVF siden grundlæggelsen og har spillet en nøglerolle i organisationens historie. Folkekirkens engagement har dels handlet om bistand til søster-kirker, til at begynde med fortrinsvis i Østeuropa, i dag over hele verden, dels har vi især bidraget på det teologiske område. Vi har med vores baggrund haft meget at bidrage med, men har også modtaget afgørende inspiration og impulser fra søsterkirker og fra fællesskabet.

På den baggrund er det pinligt at konstatere, at vi stadig ikke betaler fuldt medlems-kontingent. Kontingentet beregnes på basis af medlemskab og den samfundsmæssige økonomi i de deltagende kirkers respektive lande. Dette kontingent er ikke en donation til LVF, men et regulært og fair beregnet medlemsbidrag. Kendsgerningen er, at vi nyder fuldt ud, men kun yder halvt (eller mindre). LVF er netop nu med en ny generalsekretær inde i en omstrukturering, der sikrer fuld valuta til medlemskirkerne til gengæld for deres medlemsbidrag.  Der er en meget høj omkostningsbevidsthed.

I folkekirken lyder spørgsmålet i økonomiske sager ofte: hvad får vi ud af det? Lad mig her og nu give følgende svar: Danmark er også på vej frem mod reformationsjubilæet i 2017 – regeringen har nedsat et præsidium, der skal være med til at sikre en meget bred besindelse på, hvad reformationen betød og betyder for det danske samfund og for folkekirken. Vi vil uden mindste tvivl kunne få betydelig inspiration fra tilsvarende overvejelser i andre lutherske kirker udover verden.

Men så er det sandt at sige også på tide at vi får løst spørgsmålet om vores kontingent.

Niels Henrik Arendt

Det Lutherske Verdensforbund (LVF) er et globalt fællesskab af kristne kirker i den lutherske tradition. Grundlagt i 1947 i Lund, Sverige, har LVF nu 145 medlemskirker i 79 lande, der repræsenterer over 70 millioner kristne. LVF er en af verdens store nødhjælpsorganisationer, men foretager også globale teologiske studier.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) er en del af folkekirken. Rådet er et valgt organ, som varetager folkekirkens kontakter til internationale kirkelige organisationer, andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet. Rådets arbejde finansieres gennem en årlig rammebevilling fra Kirkeministeriet.