Pave Frans’ missionale økumeni

Fra den økumeniske gudstjeneste på Det Økumeniske Institut i Geneve, hvor Pave Frans kom og prædikede og deltog i fejringen af Kirkernes Verdensråds (KV) 70 års jubilæum. Fra venstre mod højre ses biskop i United Methodist Church, Mary Ann Swenson, generalsekretær i  KV, Olav Fykse Tveit, Pave Frans samt Dr. Agnes Aboum fra den anglikanske kirke i Kenya. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, kommenterer her de økumeniske signaler, som Pave Frans har udsendt i forbindelse med sit besøg hos Kirkernes Verdensråd i Geneve. 

Læs Pave Frans’ tale til Kirkernes Verdensråd på Det Økumeniske Institut i Geneve, 21. juni 2018 (på engelsk)

I sidste uge besøgte Pave Frans Kirkernes Verdensråd Centralkomite i det Økumeniske Center i Geneve i anledning af Kirkernes Verdensråds 70 års jubilæum. Her holdt paven en prædiken med udgangspunkt i Paulus’ opfordring til Galaterne om at vandre i Ånden (Gal 5,16 & 25) og knyttede til ved temaet ”Walking together, working together, praying together – pilgrimage of justice and peace”, som er Kirkernes Verdensråds vision for sit arbejde i disse år.

Paven kom ikke med en løsning på de teologiske stridspunkter mellem Den Katolske Kirke og kirkerne i Kirkernes Verdensråd, men , som han sagde : ”Vore forskelle må ikke blive undskyldninger. Selv nu kan vi vandre i Ånden: vi kan bede, evangelisere og tjene sammen. Det er muligt, og det behager Gud. At vandre, bede og arbejde sammen: det er den store sti, som vi er kaldet til at følge. Og den sti har et klart mål, nemlig enhed”

I sin efterfølgende tale til centralkomiteen tog paven udgangspunkt i tallet 70, og mindede om, at Herren befaler os at tilgive hinanden ikke kun 7 gange, men 70 gange 7 (Matt 18,22), og han udtrykte sin glæde over, at der nu efter århundreders konflikt trods alt er banet ”en sti af forsonet fællesskab, der har som mål den synlige manifestation af det broderskab, som allerede nu forener troende”.

70 var også tallet på de disciple, som Jesus sendte ud i mission (Luk 10). Tallet på disse disciple reflekterer tallet på verdens folkeslag, som vi finder på de første sider i Bibelen (sml. 1 Mos 10)”. Hvad viser det os, om ikke, at mission er rettet til alle nationer og at enhver discipel, for at være en sådan, må blive en apostel, en missionær”.

Paven mindede endvidere om, at Kirkernes Verdensråd udsprang af missionsbevægelsen (”at de alle må være ét, for at verden må tro”, Joh 17,21), men gav udtryk for en bekymring, som ”kommer fra et indtryk, at økumeni og mission ikke længere er så tæt sammenflettet, som de var i begyndelsen.

Men missionsmandatet, som er mere end diakoni og fremme af menneskelig udvikling, kan ikke negligeres eller tømmes for dets indhold. Det bestemmer selve vores identiet. Forkyndelsen af evangeliet til verdens ende er en del af selve vor væren som kristne.”

Paven advarede om, at ”vi ikke ville være tro mod den mission, der var betroet os, hvis vi nedgjorde denne skat til en rent immanent humanisme, tilpasset øjeblikkets mode. Og vi ville heller ikke være gode vogtere af den, hvis vi bare prøvede at begrave den af frygt for verden og dens udfordringer (Matt 25,25).”

Hvad pave Frans præsenterede var egentlig en opfordring til en missional økumeni, der ikke bygger på en dogmatisk enhed, men på at vandre, bede og arbejde sammen i mission.

”Det, der virkelig er behov for, er en ny evangelisk rækken ud (”outreach”). Vi er kaldet til at være mennesker, der erfarer og deler evangeliets glæde, lovpriser Gud og tjener vore brødre og søstre med hjerter, der brænder af et længsel efter at åbne horisonter af godhed og skønhed som dem, der ikke er blevet velsignet med i sandhed at kende Gud, ikke kan forestille sig. Jeg er overbevist om, at en forøget missionsimpuls vil lede til større enhed. Lige som i de første dage markerede forkyndelsen kirkens forår, sådan vil evangelisering markere opblomstringen af et nyt økumenisk forår.”

Også i denne tale knyttede paven til ved temaet om at vandre, bede og arbejde sammen. Vi må vandre sammen ind til Kristus og hjælpe hinanden med at forblive forenet med ham, og må vandre ud mod ”de mange eksistentielle periferier i dagens verden for at medvirke til at bringe evangeliets helende nåde til vore lidende brødre og søstre. Vi må også bede sammen: ”Bøn er økumeniens ilt”, sagde paven, og opfordrede til, at vi bad for hinanden.

Endelig må vi også arbejde sammen. Og her var hans princip: ”Lad os se, hvad vi konkret kan gøre sammen, i stedet for at blive modløse over det som vi ikke kan. … Så lad os spørge os selv: Hvad kan vi gøre sammen?” Her nævnte paven specifikt ”vore mange brødre og søstre i forskellige dele af verden, især i Mellemøsten, som lider, fordi de er kristne”.

Fem hundrede år efter den splittelse af den vestlige kristenhed, som reformationen indebar, er der heller ikke med Pave Frans’ taler udsigt til nogen nært forestående teologisk forbrødring, der fx vil kunne føre til fælles nadverfejring og gensidig anerkendelse af hinandens kirker.

Der vil også fremover være brug for teologiske samtaler om alt det, der skiller vore kirker, men Pave Frans peger her på, at der er også er en anden vej til kirkens enhed, en enhed som i dag er mere farbar end tidligere, nemlig at vi trods vore teologiske forskelle og uenigheder vandrer sammen, beder sammen og arbejder sammen – til gavn for den verden, som vi er sendt for at tjene. Man kunne tale om en missional økumeni, hvor forkyndelsen af evangeliet får en central placering.

I en tid, hvor også det danske samfund bliver præget af en større og større kirkelig og religiøs mangfoldighed, er der vigtig inspiration at hente i Pave Frans’ økumeniske overvejelser, ja, måske kunne de lige frem give ny ilt til den økumeniske bevægelse.

Christiansfeld, onsdag, den 27. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Oprindeligt udgivet som blogindlæg på Mogens Mogensens blog.

KEK blog: Hvordan undskylder man for det, man ikke har gjort?

Europas kirker har midt i denne omskiftelige tid, Europa er midt i lige nu, et ansvar for at skabe fred. Ikke mindst fordi mange konflikter har et religiøst bagtæppe, skriver Christian Roar Pedersen, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers (KEK) 15. generalforsamling i Novi Sad. Billedet er fra en gudstjeneste i Novi Sad d. 3. juni 2018 til minde om byens krigsofre. I midten i lilla ornat ses KEKs afgående præsident, biskop Christopher Hill, og til venstre for ham KEKs generalsekretær Heikki Huttunen. Foto: Mladen Trkulja/CEC

 

Af sognepræst Christian Roar Pedersen

Et spørgsmål kan printe sig ind i ens sind. Det kan vække eftertanke. Det kan gøre en klogere.

Til generalforsamlingen for Konferencen af Europæiske Kirker (KEK), var der en ung tysk kvinde, der tog mikrofonen til en workshop om fredsskabelse og spurgte: “Hvordan kan man undskylde, det som man ikke har oplevet? Jeg kan føle smerten, men hvordan kan jeg undskylde det, jeg ikke har gjort?”

Alle i salen vidste med det samme, at hun talte om nazisternes ugerninger, men det blev ikke nævnt med et ord. Der er en kollektiv bevidsthed om disse ting. Den unge tysker blev ofte konfronteret med sit lands fortid, når hun var ude at rejse.

Spørgsmålet er blevet hos mig siden. Det hænger i luften. Hvor lang er ikke historien, vi slæber med os? Ikke bare i Tyskland, men i alle europæiske lande. Vi mødes lige nu i Serbien, der for få årtier siden var midt i en blodig konflikt. Det mærkes tydeligt, at sårene endnu ikke er helede. Hvor lang tid skal der gå, inden det sker? Til generalforsamlingen er flere gæster fra Mellemøsten. Hvor lang tid skal der gå, før de retfærdigheder, mennesker udøver mod hinanden i Syrien er glemt?

Der er ingen nemme svar på spørgsmålet, men det vækker eftertanke, når man taler om fred og forsoning.

Konferencen for Europæiske Kirker vil have fredsarbejde som en af sine prioriteter for de næste fem år. Der skal nedsættes en Peace Task Force, og i 2019 afholdes en fredskonference i Paris. KEK blev grundlagt i 1959 i Nyborg. Europas kirker ville bygge bro mellem øst og vest og søge at hele sårene efter Anden Verdenskrig.

I dag er verdenskrigen langt væk, men som den tyske kvindes spørgsmål viser, er den ikke glemt. Hvor nemt er det ikke at skabe splid, krig og ødelæggelse? Hvor svært er det ikke at vinde freden og skabe forsoning?

Europas kirker har midt i denne omskiftelige tid, Europa er midt i lige nu, et ansvar for at skabe fred. Ikke mindst fordi mange konflikter har et religiøst bagtæppe. Man kan ikke forstå konflikten i Ukraine uden at forstå, hvordan den ortodokse kirke i landet er splittet. Her på Balkan har konflikterne både etniske og religiøse under- og overtoner. Religion er en del af problemet. Om man kan lide det eller ej.

Men religion kan af samme årsag blive en del af løsningen. Dels ved at anerkende sig arv og gæld. Dels fordi vi i kirken har et sprog for tilgivelse og forsoning. Men ikke mindst fordi vi ved, hvordan religiøse mennesker tænker. Det giver os et ansvar og en forpligtelse som kirker og enkeltindivider.

Årene der kommer vil vise, om Europas kirker kender deres besøgelsestid.

KEK blog: Vi skal leve sammen i et Europa uden krig og konflikt

 

 

Søndag d. 3. juni 2018 blev der afholdt mindemarch i Novi Sad i Serbien for at mindes ofre for massakrer, krige og bombninger i byen og for at give udtryk, at det ikke må ske igen i Europa, skriver Mogens Kjær delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien.
Af Mogens Kjær

Donau flyder gennem Novi Sad i Serbien. På bredden er der et monument af en familie der mistede livet. Deltagerne i generalforsamlingen i KEK samledes søndag omkring monumentet for at mindes massakrer, krige og bombninger i byen.

I slutningen af 2. Verdenskrig blev en større gruppe jøder, sigøjnere og serbere henrettet, og under Balkankrigen 1991-1999 blev over 150.000 dræbt i det tidligere Jugoslavien, der blev brudt op i en række enkeltstater.

Udover at mindes ofrene var den efterfølgende mindemarch langs Donau udtryk for at det ikke må ske igen i Europa. KEK var med succes aktiv i den efterfølgende freds- og forsoningsproces på Balkan ved at inddrage kirkerne.

KEK er i det hele taget grundlagt som et fredsprojekt der under den kolde krig bragte folk og kirker fra øst og vest sammen. I en workshop på generalforsamling om ’religionens rolle i konflikt og fred’ blev det fremhævet at KEK stadig har en rolle at spille ved at kunne mobilisere kirkerne når der er konflikt. Og konflikter er der.

Den farligste nu er konflikten i Ukraine der bruges til at opbygge en ny kold krig mellem Vesten og Rusland. Workshoppen understregede at der ikke er brug for militær oprustning og voldelige konfrontationer i Europa, men for fredsskabelse og konfliktløsning.

Der er både i vest og øst politikere der skaber frygt og bygger på folkets frygt for at intensivere konflikten mellem vest og øst. Rusland frygter Nato, og vestlige lande frygter Rusland. Svaret er ikke militæropbygningen og voldelige konfrontationer, men fredsopbygning. Kirkerne bør arbejde for et fredeligt Europa hvor vi løser konflikterne og kan leve sammen uden frygt.

KEK blog: Vi har brug for håb i en uretfærdig verden

 

Hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet, skriver Amalie Cordes (på billedet i midten), formand for Nødhjælpens Ungdom. På billedet taler hun på de unges vegne i en plenumdebat om Europas fremtid.  Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien 2018. Foto: Albin Hillert/CEC

 

Af Amalie Cordes, formand for Nødhjælpens Ungdom

Vi er nødt til at bevare håbet, selvom det kan være svært at gøre i en uretfærdig verden. Sådan lyder et af budskaberne på Konferencen for Europæiske Kirker, som jeg deltager i her i Serbien.

Verden kan let komme til at se håbløs ud, hvis vi fokuserer på de mange mennesker, der i dag lever i fattigdom eller nød. Gentagne gange minder deltagerne her i Novi Sad os alle sammen om, at vi lever i en verden, der lige nu ser på, imens mennesker flygter fra krigszoner, menneskerettighederne bliver truet af politiske kræfter og mennesker lider under negative konsekvenser af klimaforandringerne.

Astrid Lindgren har engang sagt: ”Alt stort som er sket i verden, skete først i et menneskes fantasi.” For at vi kan bevare håbet, kræver det af os, at vi åbner vores øjne og ikke kun husker det, som er håbløst. Vi er nødt til også at se mod det, der giver grund til håb og tro på forandring. Det håb må vi dele med andre. Det kan til tider være svært. Men hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre, og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet.

Imens jeg har levet, er der sket to enormt store begivenheder for verdenssamfundet, som også er blevet nævnt her på KEK. Den første var en kold december dag i 2015, hvor jeg fulgte med live med tårer i øjnene, da Parisaftalen blev vedtaget. Det er den mest ambitiøse klimaaftale verdens ledere nogensinde er blevet enige om. Parisaftalen skaber håb for dem, der er hårdest ramt af de negative konsekvenser af klimaforandringerne.

En anden stor aftale, der også er blevet vedtaget i min livstid er FNs 17 verdensmål, som blev vedtaget i 2015. Verdensmålene sætter en vision for verden og et mål om, at vi ikke vil lade nogen blive efterladt tilbage, men at alle skal være med i udviklingen af en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Flere og flere virksomheder, regeringer og civilsamfundsorganisationer tager målene til sig og arbejder for at opnå dem. Her på generalforsamlingen har unge opfordret kraftigt til, at europæiske Kirker fortsætter med at tage verdensmålene til sig og arbejde med dem. Det håber jeg kirkerne vælger at prioritere, for vi har brug for verdensmålene som en vision for en mere retfærdig verden.

Vi mennesker har været med til at indrette verden, som den er i dag. Derfor bør vi også tro på, at vi mennesker kan være med til at ændre den – til det bedre. Det er lettest at være uden håb, men hvorfor være uden håb, når man kan være håbefuld?

KEK blog: Kirker skal hjælpe flygtninge med at vende tilbage til Irak og Syrien

Af domprovst Anders Gadegaard, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien. Gadegaard ses t.v. på billedet sammen med patriarken for den syrisk ortodokse kirke, Ignatius Aphrem II. Foto: Albin Hillert/KEK.

 

Anders Gadegaard, Novi Sad, den 1. juni 2018

 Dagens tema: ”Gæstfrihed”.

Formanden for føderationen af italienske protestantiske kirker, Luca Negro, gav os fra morgenstunden en stærk bibelrefleksion ud fra Hebræerbrevet kap. 13,2:  ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”. Skriftstedet refererer til historien om Abraham, der modtager 3 gæster, som han sørger for på alle måder, og det viser sig, at det var Herren selv, der kom på besøg, sammen med to engle. Og Negro tolkede buddet om gæstfrihed som en opfordring til dem om at tage sig af de tusindvis af flygtninge, der lander i Italien på flugt fra krig og ekstrem fattigdom på den anden side af Middelhavet. Og samtidigt bidrage så meget de kan til at redde dem fra druknedøden, som søger over havet i overfyldte både.

Hjælp flygtninge med at vende tilbage til Irak og Syrien

Derefter fulgte en overordentlig interessant tale af patriarken for den syrisk ortodokse kirke, Ignatius Aphrem II. Også han tog udgangspunkt i, at gæstfrihed er en kristelig pligt og roste Libanon for at have modtaget over 1,5 millioner syriske flygtninge, selv om der nærmest ikke er plads til dem i det lille land.

Og så opfordrede han alle europæiske kristne til at minde sig selv og samfundet om de grundlæggende kristne værdier, herunder at tage vel imod de fremmede flygtninge – og det betyder både at give dem mulighed for at tilegne sig Vestens værdier og levevis og samtidigt at kunne holde fast på sine rødder, herunder religiøse tilhørsforhold.

Aphrem II opfordrede de vestlige lande til at tilbyde flygtningene programmer med økonomisk hjælp, som tilskynder dem til at vende tilbage, når dette bliver muligt. Selv om han ikke regner med, at ret mange vil gøre brug af sådanne ordninger, så vil det være vigtigt for især Irak og Syrien, at ressourcestærke borgere vender tilbage.

Endnu vigtigere ønskede han et internationalt fokus på at bistå flygtningene i nærområderne med at returnere til deres oprindelige områder. Aphrem II påstod lige ud, at rigtig mange syrere i Libanon er mere end rede til at vende tilbage, men ikke kan få tilladelse til det!

De er med andre ord gjort til dobbelt uskyldige ofre for et magtspil: Først som flygtninge fra krigen, derefter som ofre for et politisk spil om magten over Syrien. Aphrem II opfordrede de europæiske stater til at gøre dette emne til en hovedprioritet i hjælpen til Syrien, og han opfordrede KEK og alle dets medlemskirker, herunder Folkekirken i Danmark, til at udøve politisk indflydelse, så der kan tilbydes sikkerhed for flygtninge, der ønsker at vende tilbage til områder i Irak og Syrien, hvilket han mener i dag er muligt, hvis der er politisk vilje til at hjælpe dem med det.

 

KEK blog: Vi er landet i nationalpolitik lige fra starten

Af domprovst Anders Gadegaard, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien

Den serbiske patriark Irinej deltog i åbningsgudstjenesten i Novi Sad. Foto: Albin Hillert/KEK.

Så åbnede 114 europæiske kirkesamfunds generalforsamling i Novi Sad, Serbien, med en velkomst ved den serbiske ortodokse patriark Irinej, som talte om behovet for at kirkerne øger samarbejdet i Europa. – Og så opfordrede han os til at kritisere den ødelæggelse, der sker af serbiske klostre i Kosovo og det tyveri af serbisk land, der sker der. Så vi er landet i nationalpolitik lige fra starten – en af de største udfordringer for det europæiske samarbejde!