CPCE blog: Økumeni handler om solidaritet

Fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel 15. september. Foto: Leuenberg-fællesskabet.

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, beretter fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel.

’Οικουμένη’ er et græsk ord, der oprindelig betød den beboede jord, og dermed alle de mennesker, som bebor jorden. Senere er ordet blevet brugt i en mere begrænset betydning, nemlig som hele kristenheden, dvs. alle kirker og alle kristne i hele verden, og ’økumeni’ er arbejdet for forståelse og enhed mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

På generalforsamlingen for ”Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel har vi i disse dage beskæftiget os indgående med en række aspekter af ’οικουμένη’ og ’økumeni’. Vi begyndte med en andagt under ledelse af generalsekretæren for Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, syreren Rosangela Jarjour, og sang i den forbindelse én arabisk salme ”Ya qudsa ruhillah” (Erschein, du Heiliger Geist), og den syriske Kyrie ”Moran ethra hama’ lain” (Herr, erbarme dich). Senere  bragte hun hilsner fra kirkerne i Mellemøsten og fortalte om kirkernes katastrofale situation i Syrien og appellerede om støtte. Det var en påmindelse om, at økumeni handler om at vi som kirker udviser solidaritet med andre kristne, men også om som kirke at være solidarisk med mennesker, der lider nøde, overalt på hele den beboede jord.

Siden den sidste generalforsamling i Firenze i 2012 har studiegrupper arbejdet med en lang række teologiske, ekklesiologiske og etiske problemstillinger. I går drøftede vi i grupper de rapporter, som blev resultatet af dette arbejde, og i dag har vi såsom generalforsamling forholdt os til rapporternes anbefalinger og forslag. Mest spænding var der – måske især fra dansk og norsk side – omkring rapporten ”Church Communion” (kirkefællesskab). I økumeniske organisationer er der en tendens til at ville gøre fællesskaberne mere og mere forpligtende – og det gælder måske også CPCE. 

Da Folkekirken i 2001 tilsluttede sig Leuenberg-konkordien og dermed blev medlem af fællesskabet, skete det med en signaturforklaring, hvor det bl.a. blev understreget, at ”Gennem en underskrivelse af Konkordien anerkender vi vores nære tilknytning til Leuenberg Konkordiens signaturkirker. Vores underskrift indebærer ikke, at vi ser ukritisk på udviklingen i Leuenberg Kirkefællesskabet. En underskrift af Leuenberg Konkordien betyder ikke, at vi ønsker en udvikling af en protestantisk, synodal struktur i Europa.” Sammen med repræsentanter for den norske kirke følte vi os derfor forpligtet til at klargøre dette standpunkt gennem en tilføjelse til den resolution, der blev vedtaget. Heldigvis var der i generalforsamlingen forståelse for det.

 En anden spændende rapport, som vi har forholdt os til, handlede om ”Migration and Church Communion”. På generalforsamlingen i 2012 besluttede man at sætte fokus på dette område, og i flere år har en såkaldt ’expert group’ arbejdet på spørgsmålet, og jeg har haft fornøjelsen af at være med det sidste halvandet år, hvor vi blandt andet har besøgt den nigerianske Cherubim & Seraphim-kirken, der kom med migranter til England for over 50 år siden.

Generalforsamlingen besluttede at fortsætte dette arbejde ved at nedsætte en ”Advisory Group”, der i de kommende år skal lede arbejdet. To af de Cherubim & Seraphim-kirkeledere, som vi sidste år mødte i London, kom i dag til Basel for at deltage i vores generalforsamling. Tiden vil vise, om denne kirke – og andre lignende migrantkirker – en gang bliver medlem af CPCE, eller (måske til at begynde med) får en løsere tilknytning til CPCE. Som en af deltagerne på generalforsamlingen sagde, så handler det ikke kun om, hvorvidt  disse migrantkristne kan leve op til vore medlemskriterier, men i lige så høj grad, om i hvor høj grad vil er parate til at lade os forandre i mødet med dem? 

En af de hilsner, vi fik på generalforsamlingen, kom fra den engelske biskop Jonathan Gibbs, der repræsenterede de anglikanske kirker. De anglikanske kirker er med i kirkefællesskab med lutherske kirker i Norden (Porvoo-aftalen) og i Tyskland (Meissen-aftalen), men spørgsmålet er, om der en gang kan udvikles et kirkefællesskab mellem de anglikanske kirker og alle kirkerne i CPCE-fællesskabet?

 Meget længere udsigter til kirkefællesskab er der, når det gælder den katolske kirke. Ikke desto mindre var katolikkerne repræsenteret her, af Mathias Türk, som jeg også har mødt i andre økumeniske sammenhænge.

Han citerede bl.a. pave Frans for at sige, at ”Man kan ikke føre en dialog, hvis man bare bliver stående”. Det lutherske Verdensforbund har ført dialoger med den katolske kirke, som bl.a. har ført til vedtagelsen af Fælleserklæringen (1999) om en fælles forståelse retfærdiggørelsen af tro, en aftale, som Metodisternes Verdensråd siden har tilsluttet sig. Også De reformerte kirkers verdensorganisation har i mange år ført dialoger med den katolske kirke. I dag sagde CPCEs generalforsamling så ja til, at CPCE påbegynder en dialog med den katolske kirke. Kardinal Kurt Koch, lederen af det pavelige råd for fremme af kristen enhed, ankom til Basel for ved festgudstjenesten at underskrive aftalen sammen med CPCEs formand Gottfried Locher.  

Münster-katedralen, hvor vi ellers holder vore møder, skulle gøres klar til søndagens festgudstjeneste, så aftenens møde var henlagt til den middelalderlige Leonhardtskirche, der lige som Münster-katedralen i dag er en reformert kirke.

Her holdt katolikken Andrea Riccardi, der især er berømt for for 50 år siden at have grundlagt Sankt Egidio Fællesskabet, en lang og gribende tale til alle de forsamlede protestanter. Sankt Egidio fællesskabet er kendt for sit fokus på bøn og bibellæsning, evangelisering, omsorgen for de fattige, engagementet i økumeni og dialog med tilhængere af andre religioner og ikke-troende.  

Riccardis emne var ”Vort ansvar for Europas fremtid”. Europa er i dag præget af frygt, slog han fast, frygt for indvandrere, muslimer osv. og vi er tilbøjelige til at gemme os bag skudsikre dør mod globaliseringens vinde. I denne situation er der behov for omvendelse til evangeliet, for evangeliet sætter os fri fra frygt og sætter os i gang med at tjene de fattige. Frygt er sygdommen, og evangeliet er medicinen. Helt konkret foreslog han ”an ecumenical year of the gospel”, hvor vi for det første bestræber os på at sætte evangeliet i centrum af vort eget liv og vore fællesskaber, og for det andet i fællesskab mellem kirkerne gør en indsats for at kommunikere evangeliet til vore medmennesker.

Skrevet lørdag d. 17. september på CPCEs generalforsamling. Også udgivet på Mogens Mogensens egen blog

 

 

 

 

Arusha blog: I Europa har kirkerne lang erfaring med sekularisering – den erfaring får afrikanske kirker måske brug for

Fredrick Onael Shoo, ledende biskop i den lutherske kirke i Tanzania, byder velkommen til åbningsgudstjenesten på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha. Foto: Albin Hillert/WCC.

I Afrika er kirkens historie kort og man er på mange måder fortsat i gang med at finde egen identitet og rødder. Derfor kan sekulariseringsprocessen komme til at gå meget hurtigt her. Det øger udfordringen for den afrikanske kirke, skriver Anne Mie Skak Johanson, formand for Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, 14. marts 2018.

 

I Mission Afrika har vi i år fokus på uddannelse af præster og ledere. Vigtigheden af teologisk og generel lederuddannelse i syd blev i dag aktualiseret for mig på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha.

Positiv udvikling

Som vi ved, sker der mange forandringer på det afrikanske kontinent i disse år. Flere nationer og folk udvikler sig i positiv retning. Flere steder er der en voksende bevidsthed om egen identitet og egen styrke. Det kender vi også fra vores partnerskaber i Mission Afrika.

Der er ikke, på samme måde som tidligere, brug for det store antal missionærer, simpelthen fordi afrikanerne er mere uddannede, mere selvbevidste og derfor selv går ind i de opgaver, som missionærerne tidligere varetog. Desuden opererer lokale naturligt i egen kultur og tager mere og mere ansvar for eget samfund og egen udfordring. Selvom der fortsat er store udfordringer og fattigdom er dette er en positiv, glædelig og ønskelig udvikling.

Ikke kun samfundsmæssigt og kulturelt har det afrikanske kontinent udviklet sig positivt flere steder. Også den kristne kirke har oplevet en enorm vækst både i deltagerantal og i styrke. Afrika ses af flere som det nye centrum for kristenheden. I løbet af det sidste århundrede er antallet af kristne i det Afrika, der ligger syd for Sahara, vokset eksplosivt. Evangeliet er solidt plantet i Afrikas røde jord. Det er en kæmpe velsignelse.

Sekularisering

Men i en samtale med den katolske præst Dr. Sahaya G. Selvam, som arbejder med udsatte unge og seksuelle minoriteter i Nairobi i Kenya og har boet på det afrikanske kontinent i 30 år, sættes endnu en udvikling på det afrikanske kontinent på dagsordenen. I øjeblikket er tendensen meget beskeden og opleves særligt blandt de unge. Den er forsat for ubetydelig til offentligt at blive genkendt og kan muligvis gå i sig selv igen.

Men Selvam hævder, at der med den generelt positive udvikling i samfundet også sniger sig sekularisme ind. Troen og kirkegangen er mindre betydningsfuld for de unge afrikanere end for deres forældre, og det samme gælder for den voksende middelklasse i byerne. Hvorvidt sekulariseringen for alvor vil gøre sit indtog i Afrika ved selvfølgelig ingen, men der kan være en fare for, at det kan ske for den  3. eller 4. generation af kristne og den øgede middelklasse.

Europas erfaringer

Nu har vi i Europa, og særligt i Danmark, stor erfaring med sekularisering. Som kirke og folk står vi midt i de udfordringer, som sekulariseringen bringer. Der er et tab af værdier og tryghed og spirituel praksis og sprog, som ikke er en ønskelig fremtid for vore brødre og søstre i syd.

I Europa har sekulariseringen udviklet sig over en længere periode. Der skyldes blandt andet, at kristendommen her har stærke rødder og er forankret dybt i den europæiske kultur. Det er desværre ikke tilfældet i Afrika. Her er kirkens historie kort og man er på mange måder fortsat i gang med at finde egen identitet og rødder. Derfor kan sekulariseringsprocessen komme til at gå meget hurtigt her. Det øger udfordringen for den afrikanske kirke.

Uddannelse

Hvordan kan vi stå sammen med vores brødre og søstre i syd også i denne udfordring? Kan vi hjælpe vores partnerkirker, sådan at de får mulighed for at udvide deres rodnet og forankring og stå mere sikkert i de udfordringer, som nu måtte komme i fremtiden?

Troens forankring og kirkens styrke er selvfølgelig et åndeligt anlæggende, men det handler også om teologisk skarphed og refleksion og dermed om teologisk uddannelse. Der er brug for teologisk arbejde og teologiske overvejelser, der kan skabe sund og dyb forankring i troen og som kan håndtere og bidrage i de udfordringer, som samfundsudviklingen skaber. Derfor er det så vigtigt, at vi skal støtte teologisk uddannelse.

Men ikke kun teologisk uddannelse er nødvendig for at udvide rodnettet. Også kirkernes generelle lederuddannelse kan vi med fordel være med til at facilitere. Desuden har vi brug for at støtte særligt kvinder med lederuddannelse. Der er nemlig meget sandhed i ordsproget “Educate a woman and you educate a whole family, educate a man and you educate an individual”. (Uddan en kvinde, og du uddanner en hel familie, uddan en mand og du uddanner et individ).

Viden giver myndighed, det giver værdighed og mulighed for at foretage valg. En styrket og myndig kirke i syd er bedre rustet til fremtiden.

 

Arusha blog: Discipelskab er at være kristen

Discipelskab gør noget gennemgribende ved et menneske, skriver Andreas Østerlund Nielsen. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Andreas Østerlund Nielsen, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 

Missionskonferencens undertitel er: ”Called to transforming discipleship” (kaldet til forvandlende discipelskab). Spørgsmålet er, hvad ”forvandlende discipelskab” betyder, og hvordan vi bedst sætter ord på det i en dansk, folkekirkelige sammenhæng? Jeg vil foreslå, at vi genintroducerer ordet kristen.

Transformation

Arrangørerne har med tilføjelsen ”transforming” angivet, at de mener, at der er brug for en forandring af vores opfattelse af, hvad ”discipelskab” indebærer. Transforming har en dobbelt betydning:

1) Discipelskab er noget, som forvandler disciplen. Dåbens nåde er ikke blot en tilsagt åndelig status, men en nyskabt tilstand af at leve rettet mod Kristus. Det gør noget gennemgribende ved et menneske.
2) Discipelskab indebærer, at disciple søger at forvandle verden til det bedre. At være rettet mod Kristus er ensbetydende med at være rettet mod sit medmenneske

Hvordan udtrykker vi denne dobbelthed i en dansk, folkekirkelig sammenhæng?

Danske disciple

Selv om vi ved hver eneste dåb hører Jesu befaling om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple”, er discipel eller discipelskab ikke begreber, som er bredt anvendt i Folkekirken eller forståelige for ret mange. Det er ikke kun et spørgsmål om utidssvarende sprogbrug, men først og fremmest et sagligt forhold: Dåben gør krav på os – at vi lever som disciple af Jesus. Det harmonerer dårligt med folkekirkens traditionelt ultimative målsætning om at ville være folkets kirke. Hvordan kan kirken – lokalt og nationalt – gøre børn, unge og gamle til disciple af Jesus, på måder som opleves inviterende i dagens Danmark?

Jesus kaldte mennesker til at blive hans disciple med opfordringen ”Følg mig!” Det var en almindeligt kendt oplæringsmodel i samtiden, som Jesus gjorde brug af: at være en læremester, som havde lærlinge, ”disciple”; det havde Johannes døber og farisæerne også.

At være kristen

Paulus bruger imidlertid aldrig udtrykket discipel, selvom sagen – at være i Kristus og at følge efter Jesus – er hovedsagen i alt, hvad han skriver. Han bruger forskellige betegnelser: ”Guds elskede”, ”de hellige”, ”de troende”, ”brødre” og ”søster”. Han kan også tale om at ”tilhøre Jesus Kristus” eller at være ”i Kristus”. Paulus havde ikke selv noget, der svarer til disciple omkring sig, men han havde ”medarbejdere”, som i perioder fulgtes med ham, og som han kan omtale som ”mit ægte barn”.

I stedet for at lede efter en nutidig oversættelse af udtrykket discipel, er vi bedre tjent med at finde en eller flere relevante betegnelser for det, som er sagen i udtrykket discipelskab. For det er sagen, som er vigtig: At kristendommen i Jesus Kristus både tilsiger en status i nåden og fordrer et liv i tro. (Vil man sige andet må man skippe halvdelen af Det nye Testamente; det kan vi ikke tage seriøst!)

Menighedsrådsmedlemmer forpligter sig på at arbejde for kirkens ”liv og vækst”. Vi kan forstå det som en afspejling af dåben. Dåben giver en identitet i Jesus Kristus og en retning efter ham ud i verden. ”Transforming discipleship” handler om identitet og retning.

Så hvad med at genintroducere udtrykket kristen? Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne (Apostlenes Gerninger 11,26). Det kan vi også gøre i Danmark. At være kristen er nemlig ikke et spørgsmål om etnicitet, kultur eller medlemskab. At være kristen er at få givet en identitet i Jesus Kristus og en retning for sit liv efter ham ud i verden. Det gør en positiv forskel, og alle er velkomne!

Arusha blog: Missionens mål er, at vi bliver til det, vi er skabt til at være

At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Anne Mie Skak Johanson, formand i Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 
Når vi har talt mission og forsøgt at beskrive den gode vej ind i efterfølgelse eller i discipelskab af Jesus Kristus, har jeg ofte hørt ordrækken – belong – believe – behave som en brugbar model.

Den rette adfærd

Her bliver adgangen ind til tro og efterfølgelse, at et menneske inkluderes i et fællesskab, hvor vedkommende kan høre til og føle sig hjemme (belong). I det fællesskab lever det kristne vidnesbyrd gennem forkyndelse og bøn og her får troen mulighed for at blomstre frem (believe). Og endelig begynder troens overbevisning og indre virkelighed at forme handlinger og holdninger (behave). Det er en langt bedre tilgang til mission og discipelskab end det tidligere fokus på ret tro og ret adfærd som adgangskrav til kirke og det kristne fællesskab i menigheden, altså believe – behave – belong.

At blive til

Men ordrækken har fået yderligere en afklarende vinkel. Rækkefølgen af ordene er den samme, men ét af ordene er helt blevet ændret. Det er ordet, som handler om adfærd (behave), og dermed forestillingen om, at en kristelig adfærd er discipelskabets mål. Det ord kan med fordel skiftes ud med ordet become, altså at blive til noget bestemt. Det giver et anderledes og sundere mål for mission.

At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. I troen på Jesus bliver vi Guds børn, skabt i Guds billede, til at gøre gode gerninger som Gud forud har lagt til rette for os (Efeserbrevet kap. 2).

Vi bliver i Kristus til det, som Gud fra starten har tænkt at vi skulle blive, nemlig Guds børn med den værdighed, kraft og ranke ryg denne identitet giver. Vi skal ikke passes eller presses ind i en bestemt adfærdsnorm, men genskabes som sønner og døtre af Gud, der kaldes til at rejse sig og tage del i Guds familieforetagende. Eller sagt med andre ord, blive en del af kirken, og med alt hvad man er og har, tager del i Guds mission.

Dette mål for mission om ”at blive til” som menneske og som Guds barn i den aktuelle kontekst, skinner igennem her på konferencen i Arusha. Det er missionens mål, både i kirken lokalt, men også når vi tænker global mission. Mission skal skabe mulighed for, at Guds skabning kan ”blive til” – blive til værdige, selvstændige, stærke, og bidragende individer og samfund.

Genoprejsning

Gennem mødet med den globale kirke, gennem samtaler og foredrag slås det igen og igen fast, at hver kultur har sine normer og sit moralske kodeks. Skulle vi enes om en adfærdsmodel på tværs som model for discipelskab stod vi over for en umulig og formålsløs opgave.

Men nu er missionens mål, at hvert folk og hvert menneske i troen på Kristus nyskabes til at blive til det, som de var skabt til at være, og at adfærd og holdninger fødes ud af denne identitet.

Det betyder ikke, at moral og etik er ligegyldige elementer i kristusefterfølgelsen, men at disse må fødes i en nyskabt identitet. Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden (Galaterbrevet kap. 5). Derfor kan mission ikke udelukkende være et hjælpeprojekt eller et dannelsesprojekt, men må være et genoprejsningsprojekt.

Målet må være værdighed, selvstændighed, styrke og delagtighed for kirker og kristne, uanset om de er i Nigeria, på Fiji-øerne eller i Danmark. Ingen er for store eller for ubetydelige til at bringe deres identitet og bidrag. Alle er vi skabt til at være hele mennesker og virke med de gaver Gud har givet os – og målet er at vi ”bliver til” netop det.

Arusha blog: Kan man forkynde evangeliet for mennesker i nød?

Er mission forkyndelse af evangeliet eller samtale med mennesker i nød – eller er det begge dele? Foto: Albin Hillert/WCC.

Af Niels Iver Juul, sognepræst og delegeret ved Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha, Tanzania, 12. marts 2018

Kan man forkynde evangeliet for mennesker i nød? Et par dage inde i missionskonferencen i Arusha løb vi ind i det spørgsmål i den gruppe, som jeg sad i efter morgenens bibeltime.

En formel for forvandling

Bibeltimen blev holdt af en katolsk præst fra Nairobi i Kenya. Med afsæt i konferencens tema: “Moving in the Spirit: called to transforming discipleship” gennemgik han saligprisningerne i Mathæusevangeliet. Det gjorde han på en kraftfuld måde understøttet af et lydanlæg, der, som det vist er almindeligt her i Afrika, var skruet helt op.

Han konkluderede sin bibeltime med en tegning, som han havde brugt det meste af natten på at få til at fungere i Power Point. Den viste formlen for det forvandlede discipelskab, som konferencen skal inspirere til. Første punkt er, at man må ind i sig selv. Næste punkt er, at man må kigge opad til Kristus, fordi han kan forløse os og give os den Ånd, der bevæger. Og endelig sendes man som disciple ud til mennesket og til resten af det skabte.

Forkyndelse og livshjælp

Den morgen sad jeg til bords med en irer, en englænder, en waliser og en schweizer, og de tilhørte alle hver deres kirkeretning. Vi kom hurtigt ind i en intens samtale om hvad mission er. Dagen før havde vi hørt en congolesisk kvinde sige, at mission er samtale med mennesker om deres livsproblemer. Derigennem kunne vi være med til at give dem nåde og gøre dem frie. Men den katolske præsts gennemgang af saligprisningerne sagde noget andet: at mission både er at forkynde Jesus som verdens frelser og give mennesker livshjælp.

En kvinde ved bordet havde en anden holdning. Hun sagde, at man ikke kunne forkynde om Jesus for eksempel til en mor, hvis to piger var blevet bortført af Boko Haram og slået ihjel. Her måtte det alene handle om at tage vare på et menneske i dybeste nød.
Et andet synspunkt var, at sammen med livshjælp måtte det være forkyndelsen af evangeliet om ham, som selv har været i det dybeste mørke og skabt en vej gennem det, der gives til kvinden.

Der blev ikke enighed ved bordet, men såvel bibeltime og samtale satte vigtige tanker i gang om, hvad mission er, og om det er at tage vare på et menneske i nød at bringe evangeliet som en del af den livshjælp, som Gud sender os med.

Arusha blog: “Guds globale familie er min familie”

Et lokalt skolekor optræder på missionskonferencen i Arusha. Foto: Albin Hillert/WCC. 

 

Jeg ruskes i, kaldes til at forholde mig til, og til at blive ved med at se og høre og smage. Her i Arusha stilles jeg igen ansigt til ansigt med, at Guds globale familie er min familie, skriver Anne Mie Skak Johanson, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering på vegne af Mission Afrika  

 I dag har jeg lyttet, set og smagt på en global virkelighed, som jeg må forholde mig til og som udfordrer mig. Jeg har lyttet til kvinden fra Congo, der med smerte fortalte om landets unge og de vilkår de lever under. Situationen i Congo er desperat, hundredvis af mennesker dør dagligt i urolighederne. Forældre ønsker at holder deres unge inden døre af frygt for, at de aldrig vil se dem igen, hvis de forlader huset.

Med stor smerte fortalte hun om at give håb til unge i en håbløs situation. Beretningen om Jesus, der sover i båden under sejladsen med disciplene, men dog vågnede og stilnede stormen, gav hende mod til at tro, at Jesus var i stormen og selvom han måske sov nu, ville han i sin time vågne og stilne stormen i Congo.

Bruger vi vores ressourcer rigtigt?

Dernæst mødte jeg en indisk præst, som også var dalit, altså tilhørte den laveste og mest undertrykte kaste i Indien. Heldigvis havde hans bedstemor, som én af de meget få daliter, lært at læse, da missionen startede skoler. Uddannelse blev vigtigt i familien, og nu er denne præst veluddannet og har fået en bedre plads i samfundet. Han bruger sin position til at advokere for de daliter, som fortsat lider under undertrykkelse og helt umenneskelige forhold.

Til aftenbønnen under den personlige refleksion smagte jeg på de ord, som min sidemand fra Finland delte som sin personlige opsummering af dagens oplevelser. Hun sagde: ”Det er virkeligt svært at komme fra den del af verden, hvor altid tilsyneladende bare fungerer, og der opleve, at missionens og kirkens folk er mere optaget af, hvem der skal bestemme eller om deres respektive holdninger bliver fremmet på den rigtige måde, end af at bruge deres mange ressourcer til at række ud til de dele af verden, som er i nød”.

Kirkernes Verdensråd holder konference i Arusha i Tanzania og har sat mission og evangelisering på dagsordenen. Det er begreber, som skal udforskes og defineres i dialog på tværs og globalt. Det er der på konferencen rig mulighed for. Som den opmuntrende oplevelse af unge fra alle dele af verden, som til middagens andagt under bøn lagde frø af håb for hver deres verdensdel på altret.

Den brutale, men også visse steder håbefulde globale virkelighed, altså den virkelige virkelighed, den delte personlige historie som jeg har været vidne til i dag, udfordrer mig. Ja, den presser sig ligefrem på. Som nordeuropæere og måske særligt som danskere kan vi glæde os over at leve et i samfund, som på mange måder er godt og velfungerende.

Guds globale familie

Vi kan selvfølgelig også hidse os op over, hvor udfordret vi er af globaliseringen og sekulariseringen. Men hvis vores holdning til livet sker på baggrund af, at vi ikke får set, ikke får hørt og ikke får smagt den virkelige virkelighed omkring os, så lever vi jo fattigt. Her i Arusha, i mødet med den globale virkelighed og den globale kirke mærker jeg igen et stik i hjertet og en udfordring til at stå sammen med det medmenneske og den kristne bror eller søster, der mangler eller ligefrem lider uanset om det er i Congo, i Indien eller på hjemmebanen i Danmark.

Jeg ruskes i, kaldes til at forholde mig, og til at blive ved med at se og høre og smage. Her stilles jeg igen ansigt til ansigt med, at Guds globale familie er min familie, og at Gud kalder mig og os til at bringe gode nyheder til den verden, som han elsker. Gode nyheder om Guds kærlighed i ord og handling.

Det er så fattigt at være som de små aber, der holder sig for øjne, ører og mund for at udgå at forholde sig og være til stede. Selvom det nogle gange gør ondt at forholde sig og handle, så er det dog rigt og frem for alt levende. Det er min udfordring i dag, men i virkeligheden også min velsignelse. Nu sidder vi ikke alle til en international konference i Arusha – men heldigvis har vi missionsselskaber, og udsendte missionærer, og vi har venskabsmenigheder, og nydanskere fra andre kulturer og naboen og kollegaen til at hjælpe os til at være åbne og opmærksomme.

Jeg har brug for at lytte og se og smage og forholde mig til mennesker, som er anderledes end mig selv, og som lever i en anden kontekst end mig. Det har vi alle. I mødet kan vi nemlig lære og mærke og blive motiveret til aktion og græde og glædes, og vi kan involvere os og i det hele tage opleve, at det delte liv er livgivende.  Gud kalder til fællesskab og til enhed, ikke til enshed, for netop i fællesskabet er velsignelsen til at mærke efter og udvide vores forståelsesramme og erfare livet.

 

 

Arusha blog: “Er vi klar til at lære fra Afrika, hvad Guds mission er i dag?”

Leder af Rådet for Verdensmission og evangelisering, Jooseop Keum. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Den økumeniske bevægelse er virkelig i bevægelse, skriver Andreas Østerlund Nielsen, delegeret ved Kommissionen for Verdensmission og evangelisering, Arusha, 2018, på vegne af Dansk Missionsråd.

 

På besøg hos de liberale og venstreorienterede

Det var med spændt forventning, at jeg torsdag ankom her i Arusha, Tanzania, til min første økumeniske konference i regi af Kirkernes Verdensråd.

Spændt, fordi jeg var ankommet til Afrika for blot anden gang, men også fordi det, jeg som dansk ”evangelikal” altid har lært er, at Kirkernes Verdensråd er ”de liberale” og ”venstreorienterede” – teologisk, moralsk, kirkeligt, politisk. Hvordan vil det opleves at være en del af det?

Og i forventning: Dels fordi det var min fornemmelse, at den økumeniske og den evangelikale bevægelse synes at have nærmet sig hinanden, men først og fremmest fordi konferenceprogrammet ”Moving in the Spirit – transforming discipleship” lovede os at bevæge os i Ånden – discipelskab der forvandler og forvandles. Jeg ville gerne bevæges og forvandles!

Det Globale Syd

Det, som vi har mødt de første to dage, er i høj grad en økumenisk bevægelse i bevægelse. Det har gennem et årti og flere konferencer været en bevægelse mod en stærkere Helligåndsteologi inspireret af særligt den ortodokse kirke, men også de pentekostale-karismatiske kirker i Det Globale Syd; således også konferencetemaet her: Moving in the Spirit

Men ved denne missionskonference er det imidlertid blevet erklæret mere tydeligt og eksplicit end måske nogensinde før, at det også er en bevægelse mod et stærkere fokus på Kristus, her ved konferencen udtrykt ved begrebet ”discipelskab”.

En bevægelse, der her sker under inspiration fra evangelikal kristendom i det Globale Syd. Denne bevægelse sker i erkendelse af og som reaktion på, at kristendommens majoritet og centrum nu befinder sig i det globale syd, hvor majoriteten af kirkerne er evangelikale.

Afrika viser vejen frem

Jooseop Keum er leder af Rådet for Verdensmission og -evangelisation (CWME), som er arrangør af missionskonferencen. I den rapport, han aflagde på konferencens første dag, slog han fast, at det er Afrika, der er dynamiske og ledende i mission i dag. Han spurgte retorisk: ”Er vi klar til at lære fra Afrika, hvad Guds mission er i dag? Er vi klar til at blive ledt fremad af Afrika, sammen for livet?”

Keum noterede sig en øget overensstemmelse mellem den økumeniske og den evangelikale forståelse af mission. Han sagde: ”I missionens forandrede landskaber i dag må man spørge, om opsplitningen mellem økumeniske og evangelikale perspektiver stadig er relevant, for at se verdenskristendommens fremtid for os… er det tværtimod en hindring for at reformulere fremtiden for mission?”

Det er, sagde han, nødvendigt at revitalisere mission gennem samspil (convergence) og samarbejde mellem disse to forståelser af mission… Vi skal udvikle en ny synergi mellem de to.

Keum peger på Missionskonferencen i Edinburgh 2010 og den fælles udgivelse af dokumentet “Christian Witness in a Multi-Religious World” (Kristent vidnesbyrd i en multireligiøs verden) som foreløbige højdepunkter for en øget udveksling og gensidig respekt.

Udfordringen til de evangelikale bevægelser må være, hvorvidt de er lige så villige til at tilnærme sig den økumeniske bevægelse – eller om de vil føle sig overlegne, fordi kristendommens bevægelse mod Syd nu globalt har givet dem en dominerende stilling? Det har de ikke råd til, for Europa er ikke Afrika. En relevant, evangelisk tro og kirke i Danmark er ikke en kopi af afrikansk kristendom.

Hvordan og hvor langt opleves denne tilnærmelse så på missionskonferencen her i Arusha? Den fornemmes tydeligt i mange indlæg og tilkendegivelser, og ikke mindst i den stærke spiritualitet – at lade sig bevæge af Ånden sker i bøn, lovprisning, meditation og over Skriften.

Sammen om bøn og lovprisning

Samtidig er det, som om den bredere enhed primært høres i udsagn og begreber som ”evangelisation”, ”Kristus-centreret”, ”discipelskab”. Konferencen bevæger sig derimod kun hen til kanten af de traditionelt centrale teologiske spørgsmål om frelse, Gudsbillede, retfærdiggørelse, synd og troens betydning.

Spørgsmålet er, om ikke det er helt som det skal være. Og det er måske der, hvor jeg selv lader mig bevæge. Er det ikke i den fælles bøn og lovprisning og samtale om bibeltekster – uden nødvendigvis at være teologisk enige og uden at mene, at det er underordnet om vi er enige eller uenige! ­­– at vi kan opbygge den gensidige tillid, som er forudsætningen for med nødvendighed at søge sandheden om Gud og om os selv sammen? Tør vi tro på, at vi er hinandens brødre og søstre i Kristus?

Om det bliver til en ”forvandling”, må de næste dage vise; men det er i hvert fald bevægende at være en del af den økumeniske mangfoldighed i Kristus.

Arusha blog: Guds ånd forvandler os

Foto: Albin Hillert/WCC

Vi er kirkefolk samlet fra hele verden, og man mærker, at der er noget der forener os, skriver sognepræst Niels Iver Juul og fortæller her om sine første indtryk fra Kirkernes Verdensråds globale missionskonference i Arusha, Tanzania

 

Mens jeg nyder den tanzaniaske sol, vil jeg gerne skrive om nogle af de første oplevelser, jeg har haft i løbet af de første dage som delegeret ved Kirkernes Verdensråds konference for verdensmission og evangelisering i Arusha.

Jeg nyder at være en del en den brogede forsamling. Forskelligheden er stor, men midt i det hele mærker man en enhed, som berører en dybt. Det er vores fælles tro på Jesus Kristus som verdens frelser.

Det sidste skal tages helt bogstaveligt. Vi har nok i Danmark brugt udtrykket, men har ment noget andet, nemlig menneskenes frelser.

Allerede i forbindelse med indledningsgudstjenesten blev det synspunkt udfordret af en reformert præst fra Syrien. Med baggrund i nyere missionsteologi understregede hun, at udtrykket “Jesus som verdens frelser” skulle tages helt bogstaveligt, at det måtte få konsekvenser for vores engagement i verden.

Prædikenen var stærkt udfordrende, og med udgangspunkt i konferencens tema: “Moving in the spirit, transforming discipleship”, fortalte hun om en præst i Aleppo, som stod i valget, om han skulle lade sig bevæge af Ånden eller midt i krigen og ødelæggelserne skulle fortsætte med at bruge det meste af tiden på at skrive sin prædikener. Han lod sig bevæge af Ånden og begyndte at hjælpe de mange nødlidende ved at dele mad ud, og så måtte søndagens prædiken holdes uden den store forberedelse under bøn om Helligåndens inspiration.

Jeg blev udfordret og kunne ikke lade være med at tænke, hvad jeg ville have gjort i hans sted. Ville jeg have lyttet til Ånden og ladet den forvandle mig, mit liv og min praksis? Ja, gør jeg det i min hverdag?

Det var et kort første indtryk fra en udfordrende konference.

Niels Iver Juul
Sognepræst i Farsø
Medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd