Fra CPCEs generalforsamling i Basel september 2018. Foto: CPCE.
“Jeg havde en klar fornemmelse af, at deltagerne på CPCE-generalforsamlingen vidste meget mere om forholdene i Danmark, end vi i Danmark ved om kirkeforhold og teologi i det øvrige Europa,” skriver Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende, der deltog i CPCE’s generalforsamling i Basel.
Sammen med to andre repræsentanter – professor Ulla Schmidt og Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige råd– er jeg sendt ’i byen’ på vegne af Den danske folkekirke som delegeret på generalforsamlingen for de protestantiske kirker i Europa (Community of Protestant Churches in Europe, CPCE), der finder sted hvert sjette år. I år i Basel.
Den folkekirkelige særstilling
I den til tider forvirrende blanding i CPCE af små og store medlemskirker – lutherske, reformerte, metodister m.m. – skiller Den danske folkekirke sig ud ved at have den særlige styringsform (eller snarere netop mangel på samme), der bevirker, at ingen kan ’tale på folkekirkens vegne’, hvilket jo selvsagt gør det umuligt for os som delegerede at forpligte folkekirken på at indgå i et tættere samarbejde. Eller i hvert fald kan vi ikke forpligte os på et styrket samarbejde, hvis dette samarbejde betyder, at folkekirken afgiver nogen form for suverænitet i forhold til et fælles europæisk beslutningsorgan, en synode.
De øvrige deltagere på generalforsamlingen lader til at være vant til ’os danskere’, og de forholder sig venligt overbærende til, at vi igen-igen påpeger vores specifikke situation. Og selvom det forekommer dem selvindlysende, idet det allerede fremgår af grundlaget for CPCE, Leuenbergkonkordiet fra 1973, tager forsamlingen det også med stor ro, at vi beder om at få udspecificeret som kommentar til rapporten om Church communion (kirkefællesskab), at samarbejdet kun kan styrkes i det omfang, det ikke strider med de enkelte kirkers specifikke lovgivning eller begrænser deres suverænitet. Aber selbstverständlich, lyder svaret. Man fornemmer samtidig også, at en del andre kirker deler vores betænkelighed ved at styrke samarbejdet på et formaliseret strukturelt niveau og derfor også på egne vegne bakker op om forbeholdet.
Enighed og forskellighed
Men hvad kan det så, dette samarbejde, som vi på visse områder har vores forbehold overfor?
Det er åbenlyst – og vel nærmest banalt at pointere – at det er godt at mødes på tværs af nationale, kulturelle og konfessionelle grænser, og at man bliver klogere af det. Som konkret eksempel er der i den evangelisk-lutherske kirke i Estland en dominerende konservativ fløj, som har problematiseret at skulle mødes med repræsentanter for bl.a. Den danske folkekirke pga. forskelle i synet på homoseksualitet, men fora som CPCE tvinger imidlertid medlemslandene til at mødes med hinanden, og det må uanset udfaldet af disse møder og samtaler siges at være en god ting.
I disse år – hvor opbakningen til EU og til europæisk samarbejde i det hele taget ligger på et meget lavt niveau i de enkelte europæiske lande – må der i høj grad siges at være grund til at finde sammen i tværnationale europæiske samtalefora. Og på generalforsamlingen i Basel var der også flere, der efterspurgte, at CPCE kunne tale med en mere hørbar kristen-humanistisk stemme ind i den aktuelle europæiske afmatning, også selvom der næppe vil kunne opnås entydighed i CPCE i forhold til, hvad en kristen-humanistisk europæisk stemme så har at sige.
Det bør være en konstant opgave for CPCE at være opmærksom på, hvad der har en specifik europæisk-protestantisk nødvendighed. Der kan være emner, der enten vil være særlige for de europæiske protestantiske kirker, eller være emner som – alle indbyrdes forskelle til trods – de europæiske protestantiske kirker har et markant andet syn eller anden vinkling på end fx den katolske eller ortodokse kirke. Dette har fx vist sig i den rapport, der omhandler etik i forhold til reproduktionsmedicin: Selvom der på ingen måde kan siges at være en entydig ’protestantisk stemme’ på området, er der ingen tvivl om, at rapporten afspejler en væsentlig anden tilgang til spørgsmålene end det ville være tilfældet i fx en katolsk sammenhæng.
Have you heard of Grundtvig?
For mit eget vedkommende er mødet i Basel øjenåbnende i forhold til, hvor velinformerede og reflekterede de andre europæiske protestantiske kirker – eller repræsentanterne herfor – er, hvad angår hinanden. Generelt har de protestantiske kirker i Europa et godt indblik i, hvordan vilkårene og tænkningen udfolder sig på tværs af såvel lande- som konfessionelle grænser. Det kan skyldes min egen uvidenhed, det indrømmer jeg meget gerne, men jeg havde også en klar fornemmelse af, at deltagerne på generalforsamlingen vidste meget mere om forholdene i Danmark, end vi i Danmark ved om kirkeforhold og teologi i det øvrige Europa.
”Have you heard of Grundtvig?” spurgte jeg forsigtigt, når jeg skulle forsøge at forklare, hvad mit arbejde i Grundtvig-Akademiet går ud på. ”Yes, of course,” lød svaret, mens min viden om, hvilke teologiske tænkere, der i særlig grad har formet fx den evangeliske kirke i Estland eller Østrig, er nærmest ikke-eksisterende.
Den danske folkekirke skiller sig ud ved ikke at have nogen styreform, hvilket umuliggør – selv hvis vi ville – at vi kan forpligte os på et mere formaliseret samarbejde. Men det at Folkekirken gør sig besværlig og stritter imod en højere grad af integration bliver af langt de fleste af dem, jeg nåede at tale med, blot opfattet som ’en del af charmen’ ved det europæiske protestantiske samarbejde.
Som Rosangela Jarjour, der på generalforsamlingen bragte en hilsen fra de evangeliske kirker i Mellemøsten, som hun er generalsekretær for, sagde, så kan der være gode grunde til, at der skal være grænser for, hvor tæt de enkelte kirker og kirkesamfund trækkes sammen: ”If you bring them too close they will end up going far away from each other.” (Hvis man bringer dem for tæt på hinanden, ender de med at gå i hver deres retning).
Den danske folkekirke skiller sig også ud ved at være den kirke med den absolut højeste procent af medlemmer i sit land. Med afstand. Til trods for at der også i folkekirkelige sammenhænge ofte tales om faldende medlemstal, så er Den danske folkekirke sammenlignet med andre europæiske protestantiske kirker virkelig en ’folkekirke’, folkets kirke. Der er ingen tvivl om, at det spiller afgørende ind, at folkekirken i Danmark er så stærkt lokalt forankret, og at fx præsterne i folkekirken ansættes af et lokalt valgt menighedsråd og ikke indsættes ’oppefra’ af kirkeorganisationen, sådan som det er i mange andre lande.
Ikke desto mindre er dette jo en af Den danske folkekirkes aktuelle udfordringer, fordi det bliver sværere og sværere at få folk til at stille op til menighedsråd og forpligte sig på et krævende bestyrelsesarbejde for en fireårig periode. Men her er altså et område, hvor vi set med mine øjne ikke bør lade os inspirere alt for meget af de andres måde at gøre tingene på, eller rettere – for det er selvfølgelig også en måde at tage ved lære på – vi bør lære af de andre, hvordan man ikke skal gøre. Hvad vi så skal gøre, står ikke helt klart for mig.
Mellemkirkelig blog 