Monthly Archives: september 2015

En uge om kultur, teologi og økumeni

Hundrede unge lutheranere mødtes i Wittenberg og diskuterede fattigdom, klima, sult, flygtninge og den store elefant i det lutherske rum: Homoseksualitet.

Af Marie Thybo Andersen

I lufthavnen i Berlin bliver jeg mødt af en busfuld unge mennesker, som udleverer Young Reformers key-hangers med vores navn og nationalitet. Nogle måneder forinden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i Workshop Wittenberg – en konference for over 100 unge mennesker fra mere end 60 forskellige lande. Dog med dét til fælles, at vi kalder os selv for lutheranere. Med dette udgangspunkt vil forsøget være, at vi sammen skal debattere, diskutere og måske endda blive klogere på, hvilket fælles ståsted og grundlag, som vi derudfra kan basere en tro på.

For mindre end et år siden havde jeg kun hørt navnet Det lutherske Verdensforbund (på engelsk the Lutheran World Federation, LWF) og pludselig sidder jeg i Wittenberg, en times kørsel fra Berlin, og føler mig meget langt væk hjemmefra – og det til trods for, at der sidder unge mennesker omkring mig, der er noget længere væk hjemmefra end jeg er!

Efter en dag med indkvartering og rundvisning i den hyggelige og historisk spændende by, var der velkomst ved Martin Junge, som arbejder som generalsekretær for LWF. Det var overvældende at blive budt officielt velkommen med store ord om, at det er et bevidst valg fra LWF’s side, at poste penge og kræfter i unge mennesker for at få en sådan konference op at stå, simpelthen fordi, reformatoren Martin Luther for snart 500 år siden selv var ung, da han begyndte at råbe højt, hvilket senere skulle vise sig at være begyndelsen på en reformation. Og med de store ord fra Martin Junge: ”It is allowed to be loud! ”, var konferencen for alvor skudt i gang.

Wittenberg1

Dagenes struktur mindede for så vidt om hinanden: Morgen-ceremoni, arrangeret af os deltagere på skift, oplæg, workshop. Så frokost, efterfulgt af mere dybdegående workshops om eftermiddagen.

Efter den første dag var jeg fyldt op til randen af tanker og spørgsmål: Hvad er det, vi skal reformere? Skal vi overhovedet reformere og ikke bare udvikle os selv og dét, vi kalder kirken? Kan man begynde en reformation af en kirke eller en teologi og bevare interessen for den respektfulde økumeni samtidig? Hvad kan vi samles om trods mange forskelle og uenigheder (fx sakramenter og synd, bare for at nævne eksempler)?

Der faldt dog i løbet af de følgende dage lidt ro på tankerne og spørgsmålene. Et af nøgleordene for denne konference/workshop blev hurtigt slået fast: dialog. Dialog er vigtigt, når der er noget i en kirke eller i en teologi, man ikke forstår eller er direkte uenig i. Dialog er vigtigt i økumeniske sammenhænge, lige så vel som i inter-religiøse sammenhænge. Som Martin Junge formulerede det: ”Økumeni skaber enhed på den måde, at dialogen skaber forståelse for andres vidnesbyrd og forståelse for andres kristendom. ”

Men så kom dagen, hvor provokatøren – eller reformatoren om man vil! – i mig blev vækket!
Fra den opsatte scene og talerstol, hvorfra oplæggene blev holdt, blev der debatteret mange emner, som man mente, var de emner, der lige nu fyldte meget i de forskellige verdensdele og regioner; fattigdom, klimaforandringer, sult, flygtninge, mangel på uddannelse osv. Mange reflekterede og engagerede unge og knap så unge mennesker forklarede om emnerne og gav bud på, hvordan man kan engagere endnu flere unge til at kæmpe for at hjælpe flygtninge eller fattige, både lokalt, globalt eller endda internationalt. Et spændende initiativ, som vi fra ’den nordiske region’ (Danmark, Norge, Sverige og Finland), snakkede om, hvorvidt og hvordan vi kan bidrage til.

Et emne, som dog på intet tidspunkt i dagene var blevet nævnt fra scenen, var homoseksualitet og/eller homoseksuelle ægteskaber. I min hverdag som teologi-studerende er det et emne, der ofte bliver vendt og heftigt diskuteret. Min overordnede holdning er, at kærlighedens sprog er ligesom det religiøse; det ligger uden for vores menneskelige begrebs- og formuleringsverden. Lige som jeg ikke selv bevidst valgte at blive forelsket i min kæreste, gælder det samme for dem, der bliver forelsket i én af samme køn. Kærligheden imellem dem er den samme – og efter min mening, er denne kærlighed lige smuk i Guds øjne uanset køn.

Da jeg spurgte mine tre ”regions-fæller” ind til emnet, var de alle mere eller mindre enige med mig. De kunne også fortælle, at det også er et aktuelt emne, både i og uden for deres landes kirker. Hvor Martin Luther gik hen på Wittenbergs Slotskirkes dør og hamrede sine 95 teser op, gik jeg ud til den store idé-opslags-tavle og skrev med store bogstaver: ”CAN WE DISCUSS HOMOSEXUALITY? ”. Normalt er det ikke et emne, jeg brænder for. Min kæreste er en mand, jeg kender ikke mange homoseksuelle, men dét, at det føltes som ”den store elefant i rummet, som man ikke må nævne”, som repræsentanten fra Norge udtrykte det, gjorde, at jeg følte det som noget netop nævneværdigt!

Er det reformation de vil ha´, er det reformation de skal få!

Det, der efterfølgende skete, sker så ofte, når man handler provokativt; man skal stå til ansvar for sin handling. Jeg blev derfor spurgt, om jeg ville være ordstyrer og ansvarlig for god ro og orden til en halvanden times eftermiddags-workshop om homoseksualitet, hvilket jeg gik ind til med både spænding og nervøsitet. Især da det viste sig, at også mange fra Afrika, Latinamerika og Indien var interesseret i at debattere dette emne – hvor uenighederne viste sig at være store og mange! Uden at gå nærmere i detaljer kan det siges, at den gode ro og orden blev overholdt, men en enighed om emnet var umulig. Holdningerne var simpelt hen for langt fra hinanden.

Wittenberg2

For mit vedkommende sluttede hele ugen af med en stor kulturel aften, hvor alle regioner skulle forberede et kulturelt indslag. Det indeholdt flotte national-dragter, mærkeligt mad, smukke sange, henna-tatoveringer, sjove danseindslag og, vigtigst af alt; 100 unge mennesker, der på trods af workshops og diskussioner der ikke nødvendigvis når til enighed og spørgsmål der ikke nødvendigvis får et entydigt svar, ender ud i én stor salsa-dans i 100 farver.

Jeg ved endnu ikke, om jeg har fundet svaret på det spørgsmål, jeg også havde i begyndelsen om, hvor meget uenighed og forskelle én teologi/kirke kan rumme . Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at selvom begrebet dialog tit bliver brugt, er det ikke at undervurdere. Vi bliver kun klogere på hinanden og os selv ved at bruge ord og ved at erkende og anerkende, at vi ikke nødvendigvis når til enighed om alt, men at vi af den grund netop ikke må stoppe dialogen dér, men fortsætte.

Lige nu har jeg lyst til at opspore alle unge mennesker i Danmark, der kalder sig kristne, på den ene eller anden måde, til et kæmpestort økumenisk møde, hvor vi skal præsentere vores kristne liv og identitet med hinanden, være en masse i dialog, debattere og diskutere en masse om gudsforståelse og kærlighed og ligheder og forskelle. På den måde tænker jeg, at vi kan blive klogere på hinanden – vores næste – og på os selv.

Og midt i denne dans griber en repræsentant fra Ghana fat i mig og siger TAK for, at jeg bragte emnet op, selvom han ikke er enig med mig. Hans holdning om forskelle og uenigheder var i hvert fald klar: ”Du er lutheraner, jeg er lutheraner. Det er denne ramme af forskellige fortolkninger, som den lutherske identitet netop kan bære!”