Hvor politisk skal kirken være?

Siger kristendommen, at de rige skal betale mere i skat end dem med lavere indkomst? Og hvad med skat på financielle transaktioner, kan den begrundes teologisk?

Disse spørgsmål blev højaktuelle, da Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa (Leuenberg Kirkefællesskabet) holdt generalforsamling i Firenze 20.-26. september. En udtalelse om den økonomiske krise i Europa blev i dag onsdag vedtaget, hvor begge punkter indgår som kirkernes opfordring til hvad politikerne bør gøre.

Vi tre danske delegerede stemte imod med vores røde stemmekort. De stod i kontrast til den skov af hænder med grønne kort, som udtalelsen blev vedtaget med. For os folkekirkedanskere er tanken fremmed at kirkerne på denne måde skal udtale sig om politik, men for resten af de prostantiske kirker i Europa er tanken om ikke at blande sig fremmed. Ja, for dem ville det være utænkeligt ikke at sige noget om den økonomiske krise, der rammer så mange familier, når Europas Kirker mødes.

Jeg prøvede tidligt på generalforsamlingen at gøre den danske position klar. I Danmark blander folkekirken sig ikke i så konkrete politiske forhold, som fx hvordan regeringen skal føre skattepolitik. Det har affødt mange samtaler i løbet af ugen. En tysker mente jeg var modig, fordi jeg turde sige offentligt, at kirke og politik ikke skal blandes. I Tyskland har man nemlig en historie, hvor kirkerne under nazismen var tavs om jøderne. Derfor er kirkerne i dag meget opmærksomme på at blande sig i politik for at leve op til deres ansvar. Set i det lys kan alle sikkert blive enig om, at kirken i visse situationer bliver nød til at tale om politiske forhold for at være tro mod sit eget budskab.

Jeg vil da også mene at folkekirken skal blande sig i samfundsforhold. Og for min skyld må stiftsrådene gerne udtale sig om fx kummerlige forhold for de mange udenlandske hjemløse. Der hvor jeg selv trækker grænsen er, når kirken blander sig i partipolitik eller bliver for konkret i dens løsningsforslag på områder der ikke er dens kompetence. Vi lever ikke i samme politiske situation som Tyskland i 1930’erne, men vi lever under en økonomisk krise, der påvirker millioner af mennesker. Skal kirken tie i en sådan situation? Nej. Problemerne skal påtales og politikerne råbes op. Men alligevel synes jeg, udtalelsen på generalforsamlingen var forkert formuleret.

Folkekirken skal være med i de økumeniske fællesskaber bl.a. for at trække den slags udtalelser i den rigtige retning. Og vi fik da også påvirket dokumentet, så det blev mere balanceret og bl.a. fik kirkernes eget ansvar med.

Hvad ville du have stemt?

 

Af Christian Roar Pedersen

Udtalelsen fra generalforsamlingen kan læses her: www.cpce-assembly.eu/media/pdf/Unterlagen/18-Wort-zur-Lage-EN.pdf

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

At være fri til fremtiden

Sang, bekendelse og bøn i Firenze.

Ballet er ved at være forbi. Det er onsdag morgen på CPCEs generalforsamling i Firenze. Stemmerne er blevet talt og hørt. Forslag diskuteret og vedtaget. Kommaer er flyttet og udtryk er ændret. Diskuteret, forstået og misforstået på tværs af landegrænser og konfessioner. Sunget, bekendt og bedt – sammen og for os selv. Ingen har tvivlet på viljen og evnen til at forstå hinanden. Hver dialog, men også hver uenighed – i konferencesalen såvel som over middagsmaden – har bragt os et skridt nærmere det, som vi ønsker, nemlig at kunne være kirke sammen. Et kirkefællesskab baseret på gensidig frihed til de forskellige kirkelige traditioner og konfessioner.

Men hvad så nu? Vi er kommet i mål, men har vi også nået de mål, vi havde sat os for? Og ikke mindst hvordan lever vi op til generalforsamlingens motto ”frei für die Zukunft” i det fortsatte arbejde?

Reformationsjubel?

Ved det konstituerende møde i går den 25. September blev det nye trehovede konsistorium valgt, bestående af Gottfried Locher, præsident for rådet for den schweiziske evangeliske kirke, Klára Tarr Cselovszky, den evangeliske kirke Ungarn og Friedrich Weber, biskop fra den evangelisk lutherske landskirke Braunschweig, til hvem præsidentposten gik.

En af arbejdsopgaverne for det nykonstituerede råd er markeringen af 500 året for reformationen I 2017. Men hvad er det egentlig vi fejrer? Måske er jubilæum ikke den rigtige betegnelse – eller ikke helt dækkende. Markeringen af Reformationens 500 år må rumme både en erindring, et tilbageblik – visioner og ønsker for fremtiden. Men det slår ikke helt til. Reformationens øjemed var en fornyelse af den ene kirke i Jesus Kristi, affødt af den situation kirken stod i.

Ligeledes må markeringen af Reformationen tage afsæt i en refleksion og et blik på os selv. Hvorfor er vi protestanter? 500 året for reformationen udfordrer os til at bevæge os udover konfessionelle grænser og skel. Det er derfor CPCEs opgave ikke at fejre os selv, men med eftertænksomhed, bevidsthed og udsyn også forholde os til slagsiden af reformationen. Hvad kan vi gøre bedre? Hvordan kan vi være mere imødekommende? Og står vi til tider evangeliet i vejen? Verdens centrum er ikke vores kirke eller konfession, men budskabet om Jesus Kristus, Guds kærlighed, som vi bygger vores kirke på.

Af Marie Høgh

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (CPCE) består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Kommer kirkefornyelse indefra – eller fornyer vi bare kirkens strukturer for dog at gøre noget?

Så provokerende stillede en tysk biskop det op på dagens konference ved kirkekonferencen i Firenze. Det kom fra flere sider stærkt frem, at der er behov for fornyelse. Mange gamle protestantiske kirker i Europa er i hastig tilbagegang. Jeg lærte i skolen engang, at kirken i Schweiz var reformert. Nu hører jeg en schweizisk kirkemand nævne, at den reformerte kirke i hans land har oplevet en sådan tilbagegang, at folk ikke længere er sikre på, om kirken overhovedet findes der længere om et par årtier! En tilsvarende dyb pessimisme kom til udtryk fra repræsentanter for de reformerte i England og Holland.

Tilbagegangen tvinger naturligvis nogle kirkesamfund ud i strukturændringer på den hårde måde. Fra Skotland hørte vi om planer for oplæring af lægmandspræster, der – ulønnet – skal fylde de mange huller ud i menighederne, fordi man ikke mere har råd til at aflønne præster.

Enten er vores kolleger på konferencen meget sortseende – eller også er Europas kulturliv i totalt opbrud og europæisk protestantisk kirkeliv med. Hjemme i Danmark sker da der også en del nyt mellem år og dag. Ja da. Men man tænker alligevel i sit stille sind: Hvornår var den periode, hvor midaldrende folk ikke følte, at der skete store forandringer omkring dem?

Indtil nogen belærer mig om noget andet, vil jeg tillade mig at mene, at man overdriver behovet for ”det nye”. Der kan bestemt være behov for ændringer af kirkens ydre forhold på visse områder. Men kirkens liv og fornyelse kommer altid indefra, fra Guds Ord, bønnen og den åndelige fordybelse. Dette blev heldigvis også understreget i konferencens teologiske hovedforedrag. Så vi kan med god samvittighed satse på at være gode til – gerne endda blive lidt bedre til – de opgaver, der ligger lige for i sogne og kristelige foreninger.

Andre har tænkt på det samme
Korte glimt fra vidt forskellige kirker i Europas meget forskellige lande viser, at det ofte er de samme praktiske løsningsforslag, man griber til. I Serbien satser den metodistiske kirke på at gøre noget for børn og når ad den vej ud til nye grupper. I delstaten Hessen i Tyskland satser landskirken på at styrke provstiniveauet i kirken. Sådan er der forbløffende mange lighedspunkter med danske folkekirkelige forhold.

Overadministrerede kirker
Det er på mange måder meget lærerigt at deltage i en fælleseuropæisk kirkekonference. Alene den tid, 200 personer skal anvende på små procedurespørgsmål er imponerende. Og så alligevel: Man kan også have for mange udvalg, komiteer og synoder. En schweitzisk undersøgelse viste at deres præster brugte 60-70 % af deres arbejdstid på administrative ting. Det er skræmmende når præster dog burde være ”Ordets tjenere”. Her er så endnu et argument for at følge med i, hvad der sker i kirkesamfundene rundt omkring i Europa: Hvis det ender med at den danske folkekirke får en kirkeforfatning, så er overadministration noget at vogte sig for.

Af Kurt E Larsen

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

De unge præger dagsordenen på Kirkernes Verdensråds dialogkonsultation

Kirkernes Verdensråd afholder i disse dage (24.-27. jan. 2012) en kristen-muslimsk dialogkonsultation i Beirut, Libanon, omhandlende de kristnes tilstedeværelse i Mellemøsten.

De kristnes tilstedeværelse og udfoldelsesmuligheder er selvsagt forskellige i de forskellige lande i Mellemøsten, spændende fra stor til begrænset udfoldelsesmulighed. Det i denne sammenhæng interessante er, at de unge forsøger at sætte en dagsorden, trods det faktum at de kun udgør et mindretal på konsultationen. Dette forhold bæres frem på baggrund af den rolle, den yngre del af befolkningerne har spillet i det arabiske forår. Det at mange af de unge har taget del i demonstrationerne, lader til at være en stor inspiration, også for de unge deltagere på konsultationen, som kommer fra forskellige lande i Mellemøsten. At de forsøger at sætte en dagsorden, nemlig de unges dagsorden, kan illustreres ud fra følgende eksempler. Første eksempel er, at gruppen af unge under en frokost beklagede sig til arrangørerne over ikke at blive hørt og få tildelt taletid på konsultationens første dag. Andet eksempel fandt sted under en af sessionerne, hvor en ung mand talte om begivenhederne i sit hjemland. På et tidspunkt spørger han ordstyreren, om han kan få et ekstra minut. Inden ordstyreren når at svare, griber en ung kvinde mikrofonen og bryder ordstyreren af med ordene: “Lad ham tale, – vi ønsker at høre, hvad han har at fortælle”. Ordstyreren giver sig. Det tredje og måske mest overraskende indslag kom ligeledes fra to unge mennesker, en mand og en kvinde. De udtrykte åbent og meget klart en kritik af henholdsvis kirkelederne i Egypten og Syrien, for ikke at tale regimet imod. Ydermere anklagede de kirkerne for at være på regimets side, og derved for at skille kirken fra dens medlemmer. Der var ingen kirkeledere fra Egypten tilstede, men en kirkeleder fra Syrien afviste kritikken, hvilket blot gjorde de unge mere oprørte.
Som bekendt findes sandheden ofte et sted mellem to synspunkter. Men der er ingen tvivl om, at ungdommens deltagelse i det arabiske forår, både giver selvtillid og er en inspiration for konsultationens yngre deltagere. De sidder ikke blot stiltiende og lytter til de ældre deltagere. De er ikke bange for at give udtryk for andre synspunkter. De synes at være overbevist om, at de er vidne til historiske forandringer. Mere uformelt giver de udtryk for, at de godt forstår de implikationer, der kan være på spil for kirkelederne, men at lederne skal passe på ikke at forpasse en unik mulighed.

Thorsten Rørbæk
Beirut, Libanon

 

Pinse i Europaparlamentet

Det er tidlig morgen i Europaparlamentet i Bruxelles. I den store spisesal er der dækket op med croissanter, hvide duge og nydelige bordkort til de 300 parlamentarikere, embedsmænd, lobbyister og forretningsfolk der summer rundt, småsnakker og langsomt finder deres pladser. Disse forskellige mennesker er samlet for at spise sammen, for at lytte til sang og tale og for at bede sammen. Det er det årlige European Prayer Breakfast, der samler kristne fra nær og fjern i Europa.

Bag European Prayer Breakfast står en gruppe medlemmer af Europaparlamentet og en række enkeltpersoner. I Europaparlamentet findes en andagtsgruppe, hvor parlamentarikere mødes på tværs af partiskel til bøn og bibellæsning en gang om måneden. Men European Prayer Breakfast er en speciel oplevelse, der løber af stabelen een gang om året.

I år er det parlamentets præsident Jerzy Buzek, der skal tale til forsamlingen. Buzek er selv Lutheraner og kommer fra Polen, hvor han tidligere var premierminister.

Er vores kristne arv stadig værdifuld i dag?  spurgte Buzek i sin tale. “I dag oplever vi ikke bare økonomisk krise, men også en åndelig værdikrise,” understregede Buzek. Og ifølge præsidenten er der i den grad behov for de kristne værdier i Europa i dag: Det følger af vores kristne værdisæt, at når vi bliver rige, følger også ansvarlighed. Derfor har vi i Europa i dag ikke bare brug for flere jobs, mente Buzek, men også arbejdsetik. Hvis vi som kristne handler uden kærlighed, så er det blot larm og “rungende malm og klingende bjælde” sagde han og citerede Paulus (1. Kor, 13).  “Vi må fremme ideen om værdier og derved komme tilbage til vores rødder,” formanede Buzek. “I dag har vi brug for at forny vores tro og vores kristne værdier.”

Morgenbøn i Europaparlamentet – fællesskab på tværs af partiskel, nationale grænser og kulturer. Og denne “unity in diversity” blev ikke mindre stærk, da alle 300 sammen bad fadervor på deres eget sprog. Man kunne ikke helt abstrahere fra, at man sad i et politisk magcentrum. Men i et lille sekund var der dog en smag af pinse i Europaparlamentet.

Heidi Martinussen

Hvordan kan man være et redskab for fred i et af verdens største parlamenter?

Det var åbningsspørgsmålet da Tunne Kelam, en ældre, gråhåret, rolig herre, der er medlem af Europaparlamentet fra Estland, talte til en flok kirkeligt engagerede mennesker, der en blæsende novemberaften var samlet i en af Europakommissionens bygninger i Bruxelles. Aftenens komsammen var en optakt til det årlige “European Prayer Breakfast,” som hvert år samler 300 embedsmænd, politikere og kirkeligt interesserede fra Bruxelles og resten af Europa til bøn og morgenmad i Europaparlamentet. Men denne aften var der tid til at reflektere over emnet “hvordan kan vi være redskaber for fred?”

“Fred kan kun være forbundet med sandhed,” sagde Tunne Kelam. “Fra sandhed springer også frihed.”

“Og taknemmelighed er vigtig,” fortsatte politikeren. “I dag tager vi demokrati for givet. Vi fokuserer på rettigheder og vi kan ikke bygge vore liv på rettigheder alene. Vi må også tage ansvar som borgere,” sagde Kelam, og ordene klang lidt dybere, når man vidste, at de kom fra en mand, der har levet det meste af sit liv i et land, hvor både frihed og demokrati har været rettigheder, man ikke var født med, men måtte kæmpe for.

“Hver dag spøger spørgsmålet: hvad kan jeg gøre i dag for at gøre mig fortjent til at være her – fortjene at jeg er blevet valgt?” Spurgte Tunne Kelam på sin meget rolige og ydmyge facon. Kelams egen recept er at møde andre mennesker – ligegyldig hvem det er – på en venlig og imødekommende måde. “Det er den eneste måde, hvorpå du kan opnå noget – ikke for dig selv – men for Gud og din næste,” sagde Kelam.

Og det vækker til eftertanke, at i et Europaparlament, som virker meget fjern fra dagligdagen her, og hvor der sidder 736 mennesker, der skal træffe beslutning om rigtig mange områder, der berører den måde vi i Europa arbejder og lever på, er mennesker som Tunne Kelam.

Heidi Martinussen

Forfølgelse af kristne er ikke abstrakt

Det vil være absurd at tale om religionsfrihed eller forfølgelse af kristne på en abstrakt eller neutral måde. Her taler vi jo om virkelige mennesker – sagde Joe Vella Gauci på konferencen “Trosfrihed og den europæiske respons” som Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Grundtvigsk Forum holdt på Vartov den 25. november.

Men, sidder jeg og tænker, hvordan bliver vi konkrete og hvad kan jeg gøre som medlem af folkekirken og som medarbejder i en af kirkens arbejdsgrene?

Naser Khader, der også talte på konferencen, gav nogle klare bud. Vi skal synliggøre det arbejde, kristne i f.eks. Mellemøsten allerede gør for trosfriheden. Og så skal vore politikere ikke være flinke, når de mødes med dikatoterer – men stille klare krav. Religionsfrihed skal være en del af udenrigspolitiken, mener Khader.

Elizabeta Kitanovic fra Konferencen for Europæiske Kirker fortalte på konferencen om de forskellige kanaler, hvor vi som kirker kan gøre opmærksomme på, at kristne og andre religioners ret bliver trådt under fode. For eksempel laver FN hver år en undersøgelse af religionsfrihed, som man kan indsende fakta til. Også i forhold til EU er der muligheder for at bidrage til det politiske arbejde. Men det kræver en koordineret indsats.

Jeg ved, at i folkekirken er der rigtig mange, der bekymrer sig om kristnes situation rundt om i verden – og specielt i disse tider i Mellemøsten. Og der er mange, som har kontakter eller venskabsmenigheder, hvorfra de får bulletiner om, hvordan situationen er. Hvis man nu kunne samle historier og cases, hvor det er muligt, og løfte dem op på det politiske niveau. Så ville vores tale om trosfrihedens vilkår i verden få ansigt og bliver mere konkret.

Heidi Martinussen

Hvis vi som troende ikke vil forsvare alles tro – hvorfor skulle alle andre så gøre det?

Jeg er til møde i Strasbourg med andre kirkefolk i Europa og temaet er menneskerettigheder og trosfrihed.

Skal vi som kristne drive lobbyarbejde overfor politikere for kristnes rettigheder i verden – eller skal vi tale alle religioners sag? Det har været et tilbagevendende spørgsmål i løbet af dagen.

Den anglikanske ærkebiskop afholder hvert år et foredrag om religions- og trosfrihed. I 2011 talte juristen Malcolm Evans og konkluderede:

“Hvad skal kristne gøre for at fremme religions- og trosfrihed? Som troende mennesker er det op til os at kæmpe for andres tro lige så vel som vores egen, og vi skal gøre dette baseret på vores opfattelse af, at religions- og trosfrihed er for alle. For hvis religiøse troende ikke vil forsvare andres tro, hvorfor skulle nogen som helst andre så gøre det?”

Evans konklusion er tankevækkende – og nogle af de samme tanker blev bragt på banen tidligere på dagen, hvor Fader Gabriel Nissim – som selv er kristen og engageret i Europarådets menneskerettighedsarbejde – sagde:

“Som kirker kræver vi ikke at blive tjent men at tjene samfundets fælles bedste … Vi er Jesu disciple og han sagde, at han ikke er kommet for at lade sig tjene men for selv at tjene … vi skal være fortalere for alles frihed til at tro … tro og religion er, ifølge Bibelen, dybt rodfæstet i kærlighed til og for Gud. Og der er ingen kærlighed uden frihed. Så vi skal altid være fortalere for frihed til at tænke og for samvittighedsfrihed for alle.”

Med disse ord blev vi i publikum både udfordret og opfordret til at arbejde med menneskerettigheder og for trosfrihed i bredeste forstand.

Hvordan vi skal gøre dette som kirker, er så det næste store spørgsmål – kan vi engagere os mere i Konferencen for Europæiske Kirkers fortalerarbejde? Kan vi samle de mange gode tiltag i Danmark, der allerede sker i stift og sogn, hvor man bekymrer sig om trosfrihedens vilkår i verden og gøre opmærksomme på dem i forhold til Europarådet? Det er nogle af spørgsmålene, Folkekirkens mellemkirkelige Råd vil arbejde med i forbindelse med projektet www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk

Heidi Paakjær Martinussen

Ny træningsmanual om menneskerettigheder og trosfrihed

Heidi Martinussen skriver fra Strasbourg

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), som Folkekirken er medlem af, er ved at udarbejde en træningsmanual om menneskerettigheder og religions- og trosfrihed, som kirkerne kan bruge til kurser og konferencer rundt omkring i Europa.

Jeg er i Strasbourg til det årlige møde i KEK  for medarbejdere i europæiske kirker, der arbejder med kirke og samfundsspørgsmål. Her bliver vi præsenteret for et spændende nyt projekt: KEK har produceret en samling af artikler – en human rights manual – med indføring i, hvordan de europæiske institutioner arbejder med menneskerettigheder, hvad kirkerne i Europa gør og hvad det teologiske grundlag for at arbejde med menneskerettigheder er.

Det er et inspirerende arbejde, der følges op af værktøjer tilgængelige on-line, som kan hjælpe kirker nationalt og lokalt med at få mere viden om menneskerettigheder og trosfrihed, at arrangere work-shops og kurser om emnet og måske udvikle ideer til, hvordan man kan engagere sig i disse spørsmål i samfundet.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference den 25. november på Vartov om trosfrihed – her kan du bl.a. møde Elizabeta Kitanovic, som har været med til at udvikle KEKs trænsingsmanual. Se mere på www.interchurch.dk

Læs meget mere om KEKs arbejde med menneskerettigheder på:

http://csc.ceceurope.org/issues/human-rights/human-rights-training/

C. U. Terp skriver fra konferencen for europæiske kirkers konference i Strassburg om uddannelse og medborgerskab

C. U. Terp blogger fra KEK´s konference i Strassburg

Ud med livsoplysningen!

”Er Grundtvig for de danske blot…” Ja, det synes vi vel. Grundtvig er så helt specielt os. Hvis et par fremmede nørder gerne vil være med, så ok – men dybest set er Grundtvig vores og passer os bedst indenfor Dannevirkes stærke fæstning. ”Vi er Guds folk og kirke nu, står om end voldene smuldre.”

 

Her på KEK´s konference i Strassburg om Europarådets program for demokrati og borgerskab set i kirkeligt perspektiv, dukker mange af Grundtvigs kernebegreber og tanker op som mine associationer under møderne.

 

Er livsoplysning ikke et tema, som er vigtigt for dannelsesprocesser i europæisk sammenhæng? Hvordan trives frihed, religionsfrihed, dannelse, menneskelig myndighed og politisk medleven sig i den europæiske sammenhæng?

 

Det er måske på tide, at vi tager mod til os og bringer vores kære danske livsoplysning ud i verden, i det europæiske naboskab, hvor den også hører hjemme.

 

Ud  i verden med den! Ud med livsoplysningen!

 

C. U. Terp – fmd. Grundtvigsk Forums Internationale Udvalg.