Category Archives: Leuenberg Kirkefællesskabet

I september 2012 afholdes den 7. generalforsamling i Leuenberg Kirkefællesskabet – Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa. Omkring 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker vil være repræstenteret på generalforsamlingen i Firenze. Den danske delegation blogger fra generalforsamlingen. Find mere information om mødet på www.cpce-assembly.eu.

CPCE blog: Fællesskabet styrkes i Basel

 

gudstjeneste baselFra festgudstjenesten ved CPCEs generalforsamling i Basel søndag d. 16. september 2018. Foto: CPCE.

Af Mogens Kjær, europamedarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Etiske udfordringer i forbindelse med menneskelivets tilblivelse, de historiske kirkers relationer til migrantkristne, videreuddannelse af præster, og hvad vi forstår ved kirke og fællesskab mellem kirker, er nogle af de emner der er til behandling på generalforsamlingen i Community of Protestant Churches in Europe (CPCE), et kirkefællesskab der tidligere hed Leuenberg, fordi det er baseret på Leuenberg konkordien. Folkekirken har været medlem af CPCE siden 2001.

190 repræsentanter fra 98 europæiske kirker er til møde i Basel i Schweiz. Heraf er der 84 delegerede, og folkekirken har sendt 3: Mogens Mogensen, formand for Det mellemkirkelige Råd, professor Ulla Schmidt, teologi i Aarhus, og Ingrid Ank, leder af Grundtvig Akademiet. Endvidere deltager Hans Vium Mikkelsen, Søren Abildgaard og Mogens Kjær i mødet.

Der har været afholdt valg til den nye bestyrelse af CPCE ,hvor Ulla Schmidt nu kommer til at sidde efter dansk-norsk ønske.

En generalforsamling skuer både frem og tilbage. Der har været udført meget studiearbejde i den forløbne 6-års-periode med stærk dansk deltagelse. Ulla Schmidt har arbejdet med etiske spørgsmål, Bo Kristian Holm, fra teologi i Aarhus, med kirkefællesskab, Hans Vium Mikkelsen fra FUV med videreuddannelse af præster og Mogens Mogensen om kristne migranters relationer til de etablerede kirker.

15 unge deltager i mødet som stewards. I forbindelse med åbningen af generalforsamlingen fik de ordet i en række indslag over ’I have a Dream!’ Og de flestes drøm var enten en styrket enhed mellem kirkerne, eller et ønske om at vi må forkynde evangeliet med glæde, frimodighed og på en relevant måde for alle.

Søndag var der festgudstjeneste i den pragtfulde og godt fyldte domkirke i Basel. Det var en glæde at deltage i en gudstjeneste som reformerte, lutheranere og metodister kunne føle sig hjemme i. Der var også en fin gæst, kardinal Kurt Koch fra Vatikanet, som sammen med formanden for CPCE underskrev en erklæring om at de protestantiske kirker i Europa vil indgå i en studieproces med den katolske kirke om ’kirke og kirkefællesskab’. Underskriften blev kraftigt applauderet af menigheden. CPCE har haft en evne til at forsone kirker og styrke fællesskabet mellem dem, så måske er der håb om at protestanter og katolikker kan nærme sig hinanden yderligere.

 

Reklamer

CPCE blog: Økumeni handler om solidaritet

cpce basel 1Fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel 15. september. Foto: Leuenberg-fællesskabet.

Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, beretter fra Leuenberg-fællesskabets generalforsamling i Basel.

’Οικουμένη’ er et græsk ord, der oprindelig betød den beboede jord, og dermed alle de mennesker, som bebor jorden. Senere er ordet blevet brugt i en mere begrænset betydning, nemlig som hele kristenheden, dvs. alle kirker og alle kristne i hele verden, og ’økumeni’ er arbejdet for forståelse og enhed mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

På generalforsamlingen for ”Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel har vi i disse dage beskæftiget os indgående med en række aspekter af ’οικουμένη’ og ’økumeni’. Vi begyndte med en andagt under ledelse af generalsekretæren for Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, syreren Rosangela Jarjour, og sang i den forbindelse én arabisk salme ”Ya qudsa ruhillah” (Erschein, du Heiliger Geist), og den syriske Kyrie ”Moran ethra hama’ lain” (Herr, erbarme dich). Senere  bragte hun hilsner fra kirkerne i Mellemøsten og fortalte om kirkernes katastrofale situation i Syrien og appellerede om støtte. Det var en påmindelse om, at økumeni handler om at vi som kirker udviser solidaritet med andre kristne, men også om som kirke at være solidarisk med mennesker, der lider nøde, overalt på hele den beboede jord.

Siden den sidste generalforsamling i Firenze i 2012 har studiegrupper arbejdet med en lang række teologiske, ekklesiologiske og etiske problemstillinger. I går drøftede vi i grupper de rapporter, som blev resultatet af dette arbejde, og i dag har vi såsom generalforsamling forholdt os til rapporternes anbefalinger og forslag. Mest spænding var der – måske især fra dansk og norsk side – omkring rapporten ”Church Communion” (kirkefællesskab). I økumeniske organisationer er der en tendens til at ville gøre fællesskaberne mere og mere forpligtende – og det gælder måske også CPCE. 

Da Folkekirken i 2001 tilsluttede sig Leuenberg-konkordien og dermed blev medlem af fællesskabet, skete det med en signaturforklaring, hvor det bl.a. blev understreget, at ”Gennem en underskrivelse af Konkordien anerkender vi vores nære tilknytning til Leuenberg Konkordiens signaturkirker. Vores underskrift indebærer ikke, at vi ser ukritisk på udviklingen i Leuenberg Kirkefællesskabet. En underskrift af Leuenberg Konkordien betyder ikke, at vi ønsker en udvikling af en protestantisk, synodal struktur i Europa.” Sammen med repræsentanter for den norske kirke følte vi os derfor forpligtet til at klargøre dette standpunkt gennem en tilføjelse til den resolution, der blev vedtaget. Heldigvis var der i generalforsamlingen forståelse for det.

 En anden spændende rapport, som vi har forholdt os til, handlede om ”Migration and Church Communion”. På generalforsamlingen i 2012 besluttede man at sætte fokus på dette område, og i flere år har en såkaldt ’expert group’ arbejdet på spørgsmålet, og jeg har haft fornøjelsen af at være med det sidste halvandet år, hvor vi blandt andet har besøgt den nigerianske Cherubim & Seraphim-kirken, der kom med migranter til England for over 50 år siden.

Generalforsamlingen besluttede at fortsætte dette arbejde ved at nedsætte en ”Advisory Group”, der i de kommende år skal lede arbejdet. To af de Cherubim & Seraphim-kirkeledere, som vi sidste år mødte i London, kom i dag til Basel for at deltage i vores generalforsamling. Tiden vil vise, om denne kirke – og andre lignende migrantkirker – en gang bliver medlem af CPCE, eller (måske til at begynde med) får en løsere tilknytning til CPCE. Som en af deltagerne på generalforsamlingen sagde, så handler det ikke kun om, hvorvidt  disse migrantkristne kan leve op til vore medlemskriterier, men i lige så høj grad, om i hvor høj grad vil er parate til at lade os forandre i mødet med dem? 

En af de hilsner, vi fik på generalforsamlingen, kom fra den engelske biskop Jonathan Gibbs, der repræsenterede de anglikanske kirker. De anglikanske kirker er med i kirkefællesskab med lutherske kirker i Norden (Porvoo-aftalen) og i Tyskland (Meissen-aftalen), men spørgsmålet er, om der en gang kan udvikles et kirkefællesskab mellem de anglikanske kirker og alle kirkerne i CPCE-fællesskabet?

 Meget længere udsigter til kirkefællesskab er der, når det gælder den katolske kirke. Ikke desto mindre var katolikkerne repræsenteret her, af Mathias Türk, som jeg også har mødt i andre økumeniske sammenhænge.

Han citerede bl.a. pave Frans for at sige, at ”Man kan ikke føre en dialog, hvis man bare bliver stående”. Det lutherske Verdensforbund har ført dialoger med den katolske kirke, som bl.a. har ført til vedtagelsen af Fælleserklæringen (1999) om en fælles forståelse retfærdiggørelsen af tro, en aftale, som Metodisternes Verdensråd siden har tilsluttet sig. Også De reformerte kirkers verdensorganisation har i mange år ført dialoger med den katolske kirke. I dag sagde CPCEs generalforsamling så ja til, at CPCE påbegynder en dialog med den katolske kirke. Kardinal Kurt Koch, lederen af det pavelige råd for fremme af kristen enhed, ankom til Basel for ved festgudstjenesten at underskrive aftalen sammen med CPCEs formand Gottfried Locher.  

Münster-katedralen, hvor vi ellers holder vore møder, skulle gøres klar til søndagens festgudstjeneste, så aftenens møde var henlagt til den middelalderlige Leonhardtskirche, der lige som Münster-katedralen i dag er en reformert kirke.

Her holdt katolikken Andrea Riccardi, der især er berømt for for 50 år siden at have grundlagt Sankt Egidio Fællesskabet, en lang og gribende tale til alle de forsamlede protestanter. Sankt Egidio fællesskabet er kendt for sit fokus på bøn og bibellæsning, evangelisering, omsorgen for de fattige, engagementet i økumeni og dialog med tilhængere af andre religioner og ikke-troende.  

Riccardis emne var ”Vort ansvar for Europas fremtid”. Europa er i dag præget af frygt, slog han fast, frygt for indvandrere, muslimer osv. og vi er tilbøjelige til at gemme os bag skudsikre dør mod globaliseringens vinde. I denne situation er der behov for omvendelse til evangeliet, for evangeliet sætter os fri fra frygt og sætter os i gang med at tjene de fattige. Frygt er sygdommen, og evangeliet er medicinen. Helt konkret foreslog han ”an ecumenical year of the gospel”, hvor vi for det første bestræber os på at sætte evangeliet i centrum af vort eget liv og vore fællesskaber, og for det andet i fællesskab mellem kirkerne gør en indsats for at kommunikere evangeliet til vore medmennesker.

Skrevet lørdag d. 17. september på CPCEs generalforsamling. Også udgivet på Mogens Mogensens egen blog

 

 

 

 

At være fri til fremtiden

Sang, bekendelse og bøn i Firenze.

Ballet er ved at være forbi. Det er onsdag morgen på CPCEs generalforsamling i Firenze. Stemmerne er blevet talt og hørt. Forslag diskuteret og vedtaget. Kommaer er flyttet og udtryk er ændret. Diskuteret, forstået og misforstået på tværs af landegrænser og konfessioner. Sunget, bekendt og bedt – sammen og for os selv. Ingen har tvivlet på viljen og evnen til at forstå hinanden. Hver dialog, men også hver uenighed – i konferencesalen såvel som over middagsmaden – har bragt os et skridt nærmere det, som vi ønsker, nemlig at kunne være kirke sammen. Et kirkefællesskab baseret på gensidig frihed til de forskellige kirkelige traditioner og konfessioner.

Men hvad så nu? Vi er kommet i mål, men har vi også nået de mål, vi havde sat os for? Og ikke mindst hvordan lever vi op til generalforsamlingens motto ”frei für die Zukunft” i det fortsatte arbejde?

Reformationsjubel?

Ved det konstituerende møde i går den 25. September blev det nye trehovede konsistorium valgt, bestående af Gottfried Locher, præsident for rådet for den schweiziske evangeliske kirke, Klára Tarr Cselovszky, den evangeliske kirke Ungarn og Friedrich Weber, biskop fra den evangelisk lutherske landskirke Braunschweig, til hvem præsidentposten gik.

En af arbejdsopgaverne for det nykonstituerede råd er markeringen af 500 året for reformationen I 2017. Men hvad er det egentlig vi fejrer? Måske er jubilæum ikke den rigtige betegnelse – eller ikke helt dækkende. Markeringen af Reformationens 500 år må rumme både en erindring, et tilbageblik – visioner og ønsker for fremtiden. Men det slår ikke helt til. Reformationens øjemed var en fornyelse af den ene kirke i Jesus Kristi, affødt af den situation kirken stod i.

Ligeledes må markeringen af Reformationen tage afsæt i en refleksion og et blik på os selv. Hvorfor er vi protestanter? 500 året for reformationen udfordrer os til at bevæge os udover konfessionelle grænser og skel. Det er derfor CPCEs opgave ikke at fejre os selv, men med eftertænksomhed, bevidsthed og udsyn også forholde os til slagsiden af reformationen. Hvad kan vi gøre bedre? Hvordan kan vi være mere imødekommende? Og står vi til tider evangeliet i vejen? Verdens centrum er ikke vores kirke eller konfession, men budskabet om Jesus Kristus, Guds kærlighed, som vi bygger vores kirke på.

Af Marie Høgh

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (CPCE) består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Læresamtaler skal genoprette nadverfællesskab i folkekirken

Gudstjenester er en integreret del af generalforsamlingen, når Fællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (Leuenberg Kirkefællesskabet) mødes.

Der er andagt morgen, middag og aften, og idag søndag var alle deltagere fra de lutherske, reformerte og metodistiske kirker til gudstjeneste i den lokale valdesiske kirke. Det er herligt, livsbekræftende og opbyggende.

Umiddelbart en selvfølge at kristne kan samles og bede, vil mange mene. Sådan er det dog ikke. Kirkesplittelser er en del af de kristnes historie, og for mange kirker er det ikke muligt at fejre gudstjeneste sammen.

Vores egen folkekirke kommer ud af reformationen, der splittede Europa, ikke bare kirkeligt, men også politisk. De lutherske og de reformerte kirker har ikke altid været bedste venner.

Derfor var det et stort skridt, da de to kirkefamilier i 1973 kunne underskrive Leuenbergkonkordien. Efter et langt forløb med samtaler kunne man anerkende hinanden som kirker, så man nu kan deltage i hinandens nadver og dele præster.

Et stort skridt efter over 450 år med splitteler. Derfor var det også stort da en kvindelig østrigsk biskop fra metodistkirken i dag kunne gå på prædikestolen i den valdesiske kirke i Firenze. Derfor er det stort, når vi onsdag alle kan fejre nadver sammen til afslutningsgudstjenesten.

For at nå disse resultater har Leuenberg Kirkefællesskabet taget udgangspunkt i, hvad kirkerne siger og gør i dag. Fortiden er der, de enkelte kirkers bekendelsesskrifter er der, men hvad kan vi sige sammen som kirker i dag? Det har været udgangspunktet. Fortiden og bekendelserne stryges ikke, men man taler sammen på ny.

Metoden har båret frugt: Siden 1973 er kirkerne blevet ved med at føre læresamtaler og producere fælles dokumenter i Leuenberg-regi. Fællesskabet er til stadighed blevet uddybet, og alle er blevet klogere på sig selv. Folkekirken underskrev i 2001. Op til denne generalforsamling har kirkerne bl.a. diskuteret skriftsyn, embedsforståelse og udvekslet erfaringer om kirkefornyelse.

De seneste dages mange andagter og samtaler har givet min en (kættersk?) tanke: Kunne vi i folkekirken lære noget af denne arbejdsmetode?

Mit svar er: Ja!

Vores kære folkekirke er under pres i disse år. Den statslige ramme om kirken er ved at krakkelere. Spørgsmålet er, hvad der skal holde sammen på kirken, når rammen er væk eller bliver løs.

Hvis vi tænker over det, er der udefra set stor uenighed i folkekirken. Ja, så stor uenighed at enkelte mandlige præster ikke vil deltage i en nadvergudstjeneste med en kvindelig præst ved alteret. Vi har med andre ord ikke fuldt kirkefælleskab! Vi kan ikke dele Herrens legeme og blod.

En sådan folkekirke hænger jo ikke sammen. Der er derfor brug for, at vi begynder at afholde læresamtaler internt i folkekirken. På samme måde som man har gjort i Leuenberg. Vi har en historie, vi har en bekendelse, men hvad kan vi sige sammen i dag?

Der er brug for en afklaring af helt centrale punkter som skriftsyn og embedsforståelse. Det har de senere års debat vist.

Løsningen må være at sammensætte grupper med repræsentanter fra grundvigsk, tidehversk og missionsk hold. Tag gerne et par stykker af os med, der ikke hører til i de kirkelige retninger. Geografisk repræsentation er selvfølgelig også vigtig. Men Kirkeministeriet er ikke velkomment, da dette er kirkens forsøg på selv at hænge sammen.

Disse grupper skal føre læresamtaler om emner, der er centrale for folkekirken. Det vil tage tid. Ja. Men hvem ved: Måske vil man nå så langt i enigheden, at alle igen kan fejre nadver sammen i folkekirken. Når det kan lykkedes for de reformatoriske kirker i Europa, kan det også lykkedes for folkekirken!

Af Christian Roar Pedersen, sognepræst og Aalborg Stifts repræsentant i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet. Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Ikke ens men ét i Kristus

På denne tredie dag af Leuenbergfællesskabets generalforsamling i Firenze, har de delegerede søgt at nå frem til, hvordan man på konkrete punkter kan udtrykke at være ét uden at være éns. Unity in Diversity er det engelske udtryk , som gang på gang lyder. Dagen har båret præg af såvel ophedede diskussioner som demokratiske overraskelser.

I arbejdsgruppen hvor dokumentet ”Ministry, Ordination, Episkopé” blev behandlet, var diskussionslysten høj. Det var tydeligt, hvor stor en opgave det er for de delegerede at finde frem til det, man er fælles om, samtidig med at man også får understreget sin egen kirkelige traditions syn på embedet.

Et andet vigtigt punkt i dag var behandlingen af en mulig udtalelse fra generalforsamlingen om den nuværende situation i Europa med hensyn til den finansielle krise. Her blev det klart, at de deltagende kirker har forskellig tradition og mulighed for sådanne udtalelser. Den danske situation er på mange måder markant anderledes end andre deltagende kirker. Som den er nu, har Folkekirken hverken tradition eller mulighed for at udtale sig i politiske spørgsmål, da der ikke er et organ og ej heller en struktur, som kan gøre sådan. Den danske delegation gav udtryk for, at man ikke vil støtte en formulering, hvor specifikke forslag til ændret politik stilles.

Det er et stort privilegium at få lov at være steward, og det er øjenåbnende at få indsigt i, hvordan kirkepolitiske beslutninger tages – både i konferencelokalerne og i kaffepauserne – og møde engagerede teologer og kirkeledere fra forskellige kirkesamfund og lande. Jeg håber, at også den danske folkekirke må få endnu mere mulighed for at tale med, også i økumeniske sammenhænge, så den må forstå sig selv som en kirke med sine egne særpræg, men også som en kirke, som er en del af Guds store kirke midt i verden, som går på tværs af geografiske og konfessionelle skel. Hertil er Leuenbergfællesskabet et godt forum, som arbejder på, at de protestantiske kirker må finde fællestræk og fællesskab, så vi alle må være – ikke ens, ikke enige om alt, – men ét i Kristus.

Af Karen Frendø Ebbesen
Stud. teol og steward på generalforsamlingen.

 

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet.
Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

 

 

Hvem er bedst til at læse samfundet?

I Firenze har vi tilbragt atter en dag i kælderen under det smukke gamle kloster, hvor Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa (Leuenberg-fællesskabet) holder den 7. generalforsamling i fællesskabets historie.

Et højdepunkt på denne fredag er generalforsamlingens teologiske foredrag, som prof. Michael Beintker fra Münster holder. Det får virkelig folk op af stolene og hen til mikrofonerne: Teologien fænger og ægger både til anerkendelse og modsigelse og skaber en levende teologisk samtale mellem protestanter af mange aftapninger. Den samtale, som fællesskabet først og fremmest er ramme om.

Beintker taler om et Europa uden religion. Hvor mangel på religion er blevet et ”massefænomen”. Det, han egentlig mener, er, at den kristne tro er blevet svagere, og at mennesket derfor også er blevet svagere og har brug for krykker i form af forskellige trossurrogater, altså erstatninger for troen. Hertil regner han det, han kalder kropskulten, coaching, fritidsindustrien og forskellige former for esoterisk spiritualitet.

Jeg synes, at Beintker har uret. Undersøgelser viser faktisk, at 75% af europæerne siger, at de er troende. Og alle de fænomener, som han omtaler som erstatninger for troen  –   ”krykker” –  kunne man lige så vel betragte som andre og nye måder at tro på. Hvis man tænker sådan, så er opgaven ikke at fylde tro på de tro-løse, men at tale som troende med andre troende om netop tro. Det kommer an på, hvordan man læser kulturen, og hvordan man forstår samfundet.

Det er desværre ikke altid, vi teologer er så gode til at læse samfundet. Ofte går det lidt stærkt med at blive færdige med analyserne. Og sommetider ser vi måske det, vi gerne vil se, frem for at gøre det langsommelige og besværlige arbejde med at danne os et nuanceret billede.

Min lette irritation over, at vi er nok kan være gode teologer, men at det ikke automatisk gør os til gode kulturanalytikere og politiske eksperter forstærkes om eftermiddagen, da generalforsamlingen møder Rosangela Jarjour fra sammenslutningen af de mellemøstlige kirker. Jarjour er syrer og taler passioneret om den aktuelle situation for de kristne syrere. Hun modtager stående ovation og endog en erklæring fra salen om at støtte Assad imod rebellerne.  Helt ærlig tror jeg ikke, at nogen af os i salen er i stand til at gennemskue det morads, de stakkels syrere befinder sig i pt. Og hvorfor er det nu, at de kristne i Syrien i 40 år ikke har kritiseret Assad-familiens diktatur? Ej heller i de første måneder af oprøret, da det stadig var ikke-voldeligt?

At være en god kristen betyder ikke, at man automatisk har overblik over komplekse politiske scenarier eller er i stand til at analysere ligeså komplekse kulturelle forhold. Det tænker jeg over dernede i kælderen langt væk fra sollys og slagmarker. Og er glad for at de danske stemmer i Leuenberg-fællesskabet er enige om, at det er godt og nødvendigt at diskutere alt muligt, der angår vores menneskeliv, men at vi skal afholde os fra at skrive dokumenter, der er alt for skråsikre, når det gælder om at analysere vores kultur eller som fortæller politikerne, hvad de skal gøre.

Af Kirsten Jørgensen

21.09.2012

I Firenze afvikles den 7. generalforsamlingen i Leuenberg Kirkefællesskabet den 20.-26. september 2012. Folkekirkens delegation blogger fra mødet. Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa består af ca. 100 lutherske, reformerte og metodistiske kirker foruden Valdeserkirken og De bøhmiske Brødre. Det bygger på Leuenbergkonkordien fra 1973, som lægger op til forsoning og fællesskab mellem kirker, som tidligere var adskilt.

Kan Europas protestantiske kirker samles igen?

Reformationen betød, at kirken i Vesteuropa blev opdelt i katolikker og protestanter. Den romersk-katolske kirke forblev en enhed og har hele tiden haft deres pave i Rom, men den protestantiske gruppe blev i sig selv opdelt i en række kirker og teologiske traditioner.

Torsdag begyndte i Firenze en generalforsamling for en række protestantiske kirker i Europa, samlet i organisationen: Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa (tidligere Leuenberg-fællesskabet).

Det første indtryk af generalforsamlingen er den store forskellighed. Vi tre, som repræsenterer Folkekirken, kommer fra en kirke, der har en lang historie som folkekirke og flertalskirke. Andre lutherske delegater, fx fra Sydeuropa og Irland, kommer fra kirker, der i deres historie er blevet forfulgt og overset. Nogle kommer fra østeuropæiske lande med få resurser, mens andre af os er anderledes godt stillet. Endelig er det med til at gøre generalforsamlingen forskelligartet, at der er både lutherske og reformerte, metodister og valdesere, som ikke har samme bekendelser eller samme traditioner.

Forsamlingen kunne dog godt være endnu mere farvestrålende. Blandt de hvide mænd og kvinder savner man repræsentanter for de mange nye migrantkirker, der skyder frem over store dele af Europa. Der er heller ingen med fra pinsekirkerne, der ellers fylder en stor plads blandt Europas evangeliske kirker. Heller ikke baptisterne er med, selvom de har en baggrund tilbage til reformationstiden. ”Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa” er således et navn, der – måske – skal arbejdes for at leve bedre op til.

Hvorom alting er: Vi kan i de fem kommende dage se frem til spændende drøftelser og personlige samtaler med andre protestantiske kristne. Så tæt på – og dog så anderledes.

Hvad fremtidsmålet med bevægelsen er, vil der sikkert blive megen debat om.  Under alle omstændigheder: Det virker vigtigt, at den danske kirke er med – for at vi som delegater kan lære af andre. Og for at nogle af vores anliggender kan være hørt og være med til at præge.

Kurt E Larsen

Lektor, delegat ved generalforsamlingen for Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa.