Europas kirker har midt i denne omskiftelige tid, Europa er midt i lige nu, et ansvar for at skabe fred. Ikke mindst fordi mange konflikter har et religiøst bagtæppe, skriver Christian Roar Pedersen, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers (KEK) 15. generalforsamling i Novi Sad. Billedet er fra en gudstjeneste i Novi Sad d. 3. juni 2018 til minde om byens krigsofre. I midten i lilla ornat ses KEKs afgående præsident, biskop Christopher Hill, og til venstre for ham KEKs generalsekretær Heikki Huttunen. Foto: Mladen Trkulja/CEC
Af sognepræst Christian Roar Pedersen
Et spørgsmål kan printe sig ind i ens sind. Det kan vække eftertanke. Det kan gøre en klogere.
Til generalforsamlingen for Konferencen af Europæiske Kirker (KEK), var der en ung tysk kvinde, der tog mikrofonen til en workshop om fredsskabelse og spurgte: “Hvordan kan man undskylde, det som man ikke har oplevet? Jeg kan føle smerten, men hvordan kan jeg undskylde det, jeg ikke har gjort?”
Alle i salen vidste med det samme, at hun talte om nazisternes ugerninger, men det blev ikke nævnt med et ord. Der er en kollektiv bevidsthed om disse ting. Den unge tysker blev ofte konfronteret med sit lands fortid, når hun var ude at rejse.
Spørgsmålet er blevet hos mig siden. Det hænger i luften. Hvor lang er ikke historien, vi slæber med os? Ikke bare i Tyskland, men i alle europæiske lande. Vi mødes lige nu i Serbien, der for få årtier siden var midt i en blodig konflikt. Det mærkes tydeligt, at sårene endnu ikke er helede. Hvor lang tid skal der gå, inden det sker? Til generalforsamlingen er flere gæster fra Mellemøsten. Hvor lang tid skal der gå, før de retfærdigheder, mennesker udøver mod hinanden i Syrien er glemt?
Der er ingen nemme svar på spørgsmålet, men det vækker eftertanke, når man taler om fred og forsoning.
Konferencen for Europæiske Kirker vil have fredsarbejde som en af sine prioriteter for de næste fem år. Der skal nedsættes en Peace Task Force, og i 2019 afholdes en fredskonference i Paris. KEK blev grundlagt i 1959 i Nyborg. Europas kirker ville bygge bro mellem øst og vest og søge at hele sårene efter Anden Verdenskrig.
I dag er verdenskrigen langt væk, men som den tyske kvindes spørgsmål viser, er den ikke glemt. Hvor nemt er det ikke at skabe splid, krig og ødelæggelse? Hvor svært er det ikke at vinde freden og skabe forsoning?
Europas kirker har midt i denne omskiftelige tid, Europa er midt i lige nu, et ansvar for at skabe fred. Ikke mindst fordi mange konflikter har et religiøst bagtæppe. Man kan ikke forstå konflikten i Ukraine uden at forstå, hvordan den ortodokse kirke i landet er splittet. Her på Balkan har konflikterne både etniske og religiøse under- og overtoner. Religion er en del af problemet. Om man kan lide det eller ej.
Men religion kan af samme årsag blive en del af løsningen. Dels ved at anerkende sig arv og gæld. Dels fordi vi i kirken har et sprog for tilgivelse og forsoning. Men ikke mindst fordi vi ved, hvordan religiøse mennesker tænker. Det giver os et ansvar og en forpligtelse som kirker og enkeltindivider.
Årene der kommer vil vise, om Europas kirker kender deres besøgelsestid.
Mellemkirkelig blog 