Monthly Archives: september 2014

Porvoo: Perspektiver i fællesskab

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol., styrelsesmedlem i Økumenisk Ungdom

Ulig de danske vikinger, der underlagde sig Yorkshire i 800-tallet, ankom den danske delegation med fredelige hensigter til ”Porvoo Church Leaders’ Consultation” i York d. 17. september 2014. Mødet strakte sig over tre dage og havde det sympatiske, men noget abstrakte tema ”Mod større enhed og tættere fællesskab”.

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Jeg rejste med som 28-årig ungdomsrepræsentant, udsendt af Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Vi var tre deltagere fra Danmark, og i alt deltog 45 repræsentanter fra de 15 kirker, som Porvoo-fællesskabet nu omfatter (heraf seks anglikanske og ni lutherske kirker). Stemningen under mødet var mild, ligesom vejret, og munter, ligesom ærkebiskoppen af York, hvis residens vi besøgte i Bishopthorpe.

I løbet af mødets seks sessioner kom det ikke til voldsomme diskussioner, hvilket undrede mig lidt. Det var vigtige spørgsmål, der blev behandlet: Hvad skal kirken? Hvordan? Og hvad skal vi med Porvoo-fællesskabet? Der synes at være en stiltiende enighed om at undlade unødige provokationer. Men tavshed kan jo være sigende, og visse forskelle skinnede selvfølgelig igennem. For eksempel kunne de forskellige syn på embedet nok aflæses, da alle biskopperne gjorde sig klar til gudstjeneste. De fleste iførte sig farverige kåber, undtagen den danske biskop, der fremstod som klerikal kontrast i sort fløjl. På den ene side hersker altså uudslettelig forskellighed og farverigdom, på den anden side anerkendes forskelligheden som en styrke for det overordnede fællesskab imellem kirkerne.

Vejen og vejens teologi fremhæves

Der var enighed om, at majoriteten har brug for minoriteten, og der var enighed om de store linjer. Kirkerne i Porvoo-fællesskabet er på vej mod tættere sammenhold, som mødets overskrift sagde. Men nøglen ligger netop i vej-metaforen, vi er på vej, mente den anglikanske biskop i Church of Ireland Michael Jackson. Målet nås ikke, og det er selve bevægelsen, der er vigtig. Han sammenlignede forholdet kirkerne imellem med forholdet imellem Treenighedens personer. Vej-metaforen blev gentaget under flere af mødets sessioner – også som billede på, hvad kirken bør være. Flere påpegede, at kirken må være til stede ”uden for murene”. Kirken må ud på vejen og møde folk, hvor de er, fysisk og mentalt. Den svenske ærkebiskop Antje Jackelén påpegede, at vi må bedrive theologia viatorum – det er teologi for dem, der befinder sig på livets vej. Vejens teologi er den ufærdige teologi, der bliver til, mens vi går i verden. Endnu findes der ingen theologia beatorum, de saliges teologi, den afsluttede teologi. Biskop Robert Giles fra The Scottish Episcopal Church fremsatte et handlings-orienteret budskab ved at udlægge Jesu lignelser og påpege den strenghed, de indeholder. Han sagde, at kirken må gå selvopofrende mod korset. Det blev uddybet som det, at kirken altid må fortsætte og må acceptere, at lønnen ligger i selve arbejdet. Robert Giles kaldte på radikalitet i kirkens arbejde – at vaske sin egen menigheds allerede rene fødder skærtorsdag er der ingen mening i. Ja, kirken skal gå mod Emmaus, sagde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen i et andet indlæg. Kirken må ikke være en pralende og selvgod kirke, men må være en lyttende kirke, der er i stand til at rumme også de søgende, anonyme Nikodemus-kristne. Hvordan kirken konkret skal gebærde sig, blev der ikke givet svar på. Vejen bliver til, når vi går.

Et fællesskab i frihed

På sin vis er Porvoo-fællesskabet ”under-struktureret”, som en af deltagerne formulerede det. Der er hverken økonomi eller personel til rådighed for fællesskabet, som drives af skiftende lederskab, fundet blandt kirkernes biskopper og præster. Den løse struktur gør det vanskeligt at søsætte konkrete tværkirkelige initiativer, men heri ligger muligvis også hemmeligheden bag fællesskabets levedygtighed. Der er ingen, der har magt til at diktere eller definere, og derfor kan mange kirker føle sig hjemme inden for rammerne af Porvoo-erklæringen. Selvom jeg kunne ønske lidt mere diskussion og handlekraft, finder jeg, at rummeligheden er en velsignelse. Der er store perspektiver i at blive bekendt med de andres perspektiv og så gå frit, enhver til sit.