Ny formand for Kirkernes Verdensråd: Rådet er ikke hvad det har været…!

 

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Af Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Der er Centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd. Repræsentanter fra de omkring 350 medlemskirker er samlet i Genève for at lytte til rapporter og for at tage beslutninger om Verdensrådets fremtidige opgaver og strategi. På podiet står kenyanske Dr. Agnes Abuom. Hun er ny formand for Kirkernes Verdensråd, valgt på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013, og hun aflægger nu sin første rapport til Rådets centralkomité, organisationens højeste beslutningsorgan. Folkekirken har sine to medlemmer på plads: Kirsten Auken og Sofie Petersen. Jeg selv er med som rådgiver.

Der sker en hel del i så stor en organisation, som Kirkernes Verdensråd er. Derfor er Agnes Abuoms rapportering lang. Adskillige tætskrevne sider fremlægges, og jeg må indrømme, at jeg efter en ret sen ankomst til Genève aftenen i forvejen, og som konsekvens deraf en relativ kort nattesøvn, nok ikke får fat i alle hendes ord og pointer. Dog går min opmærksomhed fra 0 – 100 på meget kort tid, da jeg hører Kirkernes Verdensråd nye formand proklamere, at Rådet har mistet sin berettigelse: ”The World Council of Churches has been loosing its usefulness…!”.

Det var en overraskelse, tænker jeg. En stor en af slagsen. Faktisk. Godt nok skal en ny formand jo altid benytte lejligheden ved første fremtræden at sætte sig i respekt og helst føre nye ideer og indsigter på banen. Men dette er dog overraskende. Ikke at jeg ikke med jævne mellemrum møder netop det udsagn i folkekirken: De store økumeniske organisationer er ligegyldige og i bedste fald uden effekt. Men derfra og så til at høre det erklæret indefra, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin berettigelse…?! Kan det virkeligt passe…?!

Da resten af salen ikke reagerer på samme måde som jeg, strejfer tanken mig, at jeg måske kan have hørt forkert. Jeg griber den udleverede trykte rapport og finder frem til det afsnit, som ifølge mine ører angiveligt skulle indeholde de kontroversielle ord. Således, i afsnit 47, finder jeg frem til det aktuelle udsagn og læser for mig selv: ”The World Council of Churches has been loosing its youthfulness…!” – Agnes Abuon talte ikke om Verdensrådets vigende ”usefulness” men pegede på, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin ”youthfulness”, sin ungdommelige friskhed. Ikke helt på samme vis en overraskende konstatering – om end en vigtig observation – når det nu handler om en organisation, der i 2014 kan se tilbage på 66 års aktiviteter.

Således beroliget kan jeg sammen med resten af salen vende opmærksomheden mod næste session på Centralkomitemødet: Tre vidneudsagn om kirkens situation og rolle i nogle af verdens brændpunkter. Præsten Peter Tibi fortæller om sit hjemland, ikke bare en af verdens yngste stater men også en af verdens skrøbeligste – den fejlslagne stat Sydsudan, hvor mennesker ikke længere kan regne med staten som ramme om fællesskabet, og kirkerne derfor med hjælp fra Kirkernes Verdensråd forsøger at opretholde menneskelig værdighed mod alle odds.

Dr. Sang Chang fra Korea beskriver dernæst situationen for iturevne familier på de to sider af konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Selv er hun født i Nord men flygtet til Syd. Savnet, som lever dybt i hendes familie, er et symbol på konflikten i det todelte folk på den koreanske halvø. Kirkernes Verdensråd har efter Generalforsamlingen i Sydkorea sidste år arbejdet på at etablere en freds- og forsoningskonference med deltagelse fra begge sider i konflikten. Kirken, som står stærkt i Sydkorea, er dybt involveret.

Slutteligt taler biskop Emmanuel Udofia fra Nigeria engageret, men også forstemmende, om kirkernes oplevelse af den ekstremistiske muslimske terrororganisation Boko Harams aktiviteter i det nordlige Nigeria. Senest er organisationen blevet kendt for at bortføre piger fra en kristen kostskole for derefter at holde dem i fangenskab og tvangskonvertere dem. Kirkerne i Nigeria arbejder sammen med Kirkernes Verdensråd på at samle moderate muslimer og kristne lokalt, som kan modarbejde Boko Harams modbydelige fremfærd.

Har man hørt disse fortællinger, ved man, at Kirkernes Verdensråd på ingen måde har mistet berettigelse. Tværtimod. Vi tænker ikke så meget over det i folkekirken, hvor vi hverken skal kæmpe med en fejlslagen stat, et delt folk eller ekstreme muslimske terrororganisationer. Men kirken er mere end folkekirken og verden mere end Danmark. Kirkernes Verdensråd er med til at sætte kirken og verden – og kirken i verden – på dagsordenen.

At Rådet så har mistet noget af sin ungdommelige friskhed, det er der nok noget om. Men sådan må det være efter 66 år. Og formanden ved det og har adresseret det i sin første tale til Centralkomiteen. Så det skal nok gå.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s