KEKs generalforsamling fra en stewards perspektiv…

Af Janni Persson

Unge på formøde
For mig, begyndte rejsen i mandags (1.juli). Jeg skulle til Budapest, hvor Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) holdt generalforsamling. KEK holder generalforsamling cirka hvert femte år efter de gamle vedtægter, der på dette års møde blev ændret til en mere effektiv, gennemskuelig og fleksibel ordning, der dog er for kompliceret at beskrive her.

Jeg ankom til Boat Fortuna Hotel, der ligger på Donau-floden på Pest-siden i Budapest, som er adskilt af Donau. De fleste af de 30 stewarder var indlogeret her. Stewardernes opgave under generalforsamlingen er, kort fortalt, at hjælpe tilmed alt det praktiske, men de første to dage stod den på forberedelse og diverse selskabslege, for før man kan arbejde godt sammen må man kende hinanden i hvert fald en lille smule.

Vi blev kastet lige ud i det med en frokost. Dette gav mig mulighed for at komme i snak med mine med-stewarder. Stewarderne er unge kristne, fra mange lande i Europa og fra forskellige kirkeretninger. Med på introdagene deltog også de unge delegerede til generalforsamlingen, dvs dem under 30 år. Det, at de unge fik to dage for sig selv forud for generalforsamlingen, gjorde, at man fik muligheden for også at høre om deres kirker og hvilke sociale problemer og diskussioner de slås med i deres hjemland, som fx i forhold til vielse af homeseksuelle og accept af kvindelige præster.

Hvis jeg skal pege på det bedste ved at være med på generalforsamlingen, vil jeg pege på de samtaler og erfaringer, der blev udvekslet før og under mødet mellem de unge. De unge delegerede kunne fortælle om deres erfaringer, hvis de havde været stewarder før, og vi havde jo det tilfælles at vi alle er unge og på en eller anden måde involveret i en kristen kontekst og interesseret i økumeni.

Eftermiddagen sluttede med et cityrally-løb, hvor vi bl.a. så tre kirker; en luthersk, en ortodoks og en katolsk. Om aftenen var alle trætte, men der var en arbejdsgruppe, som blev ved med at arbejde på ‘The youth contribution’, der blev præsenteret senere på generalforsamlingen.

Stud. theol. Janni Persson er steward på KEKs generalforsamling.

Stud. theol. Janni Persson er steward på KEKs generalforsamling.

Dagen efter brugte vi på forberedelse til vores forskellige arbejde på selve konferencen den efterfølgende dag. Vi blev inddelt i grupper, så nogle arbejdede i selve hallen, andre med planlægning af andagt og andre igen med dokumenterne. Jeg arbejdede med dokumenterne, et arbejde, der gik ud på at printe og kopiere dokumenter til de delegerede.

Kirkemøde set fra sidelinjen
Selve generalforsamlingen har været et større kaos, end jeg umiddelbart gik ud fra. Det, der skulle diskuteres, var en ny organisatorisk form, men mødet er indtil nu (lørdag den 6.) endt i diskussioner mellem enten minoritetskirkerne og de større kirker eller mellem de forskellige kirkefamilier (ortodokse vs. protestanterne).

Dagene er rimeligt ens. Mødet begynder kl 8.30 med morgenbøn og fortsætter med diskussioner og afstemninger, afbrudt af frokost, middag og bøn. Der er dog også noget gruppearbejde, hvor der diskuteres om de artikler, der skal diskuteres i plenum. Det er rigtig godt, mener jeg, da det giver mulighed for at forberede og høre de andres tanker om emnet og kan udvide forståelsen for de andre kirkesamfund – og det er vel egentlig derfor vi er her, ikke?
Dagene slutter altid med aftenbøn – en fredelig måde at gå hjem på.

Forståelse og dialog er generelt svært – fx som nævnt mellem protestanter og ortodokse – for på hvilket grundlag skal dialogen være, og hvad er målet for dialogen? Det er også vigtigt at sætte sig grundigt ind i hvilken teologi og hvilken historie, de deltagende kirkesamfund har for rigtigt at kunne forstå hinandens forskellige traditioner og drive økumeni. Økumeni handler om forståelse og respekt mere end det handler om assimilation eller accept. Det er vigtigt at huske på, når man sidder i det. Det som sådan en generalforsamling mangler, er måske at de (ofte ældre) delegerede også bliver rystet sammen og får mulighed for at være sammen og tale i et afslappet atmosfære, for jeg tror det vil gavne fællesskabet i CEC. Men jeg ser jo kun det hele fra sidelinjen, fra en stewards perspektiv.

Generalforsamlingen har givet mig et unikt indblik i det økumeniske arbejde i Europa og åbnet en ny dør i økumeniens verden for mig. Jeg er taknemlig for at jeg fik mulighed for at tage med og håber at kunne udbrede kendskabet til CEC og økumenisk dialog i Danmark, når jeg vender hjem med den danske delegation på mandag.

Janni Persson er stud. theol. og steward, dvs. medhjælper, på KEKs 14. generalforsamling i Budapest, 3.-8. juli.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s