Den 3.-8. juli er der generalforsamling i KEK, Konferencen for Europæiske Kirker. Vigtigste punkt på dagsordenen er den omfattende strukturreform, som kirkerne skal tage stilling til.
KEK er det absolut bredeste mellemkirkelige netværk, der findes på europæisk niveau. Her mødes protestanter, anglikanere, ortodokse og gammelkatolikker i gudstjenestefællesskab, i dialog og i samarbejde.
Folkekirken har været engageret i KEK siden 1959, hvor den første generalforsamling blev afholdt på Hotel Nyborg Strand. I år er der generalforsamling i Budapest. Fra folkekirken deltager biskop Elisabeth Dons Christensen, medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, sognepræst Mette Ladefoged, medlem af KEKs Centralkomité, sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen, medlem Folkekirkens mellemkirkelige Råd, lektor Karsten Fledelius og cand. mag. Christian Arffmann.
Hovedpunktet på dagsordnen er en omfattende strukturreform, som har været undervejs siden forrige generalforsamling i Lyon i 2009. Det er nu, kirkerne skal beslutte, hvordan de vil arbejde sammen fremover. Siden KEK blev stiftet, har flere mellemkirkelige sammenslutninger samlet sig under det, der er KEK i dag. Organisationsstrukturen er efterhånden blevet for tung at arbejde med, samtidig med at udfordringerne for kirkerne i dag ser ganske anderledes ud i dag, end de gjorde for 30 år siden. Der er derfor god grund til at gennemføre en reform.
En reform bliver dog ikke gennemført uden udfordringer. Den næste uges tid vil kirkernes begejstring og skepsis blive udfoldet dernede midt i Europa på bredden af Donau-floden. Det vil vise sig, hvad kirkerne lægger mest vægt på i fællesskabet, og om det forslag til nye vedtægter, der er fremlagt, vurderes at kunne understøtte det ønskede arbejde.
Følg med her på bloggen og på:
Generalforsamlingens officielle blog
Facebook
KEKs hjemmeside
Af Rebekka Højmark Svenningsen, Europamedarbejder hos Folkekirkens mellemkirkelige Råd
Pingback: Valg til bestyrelsen – og vejen fremad | Folkekirkens mellemkirkelige Råd