Kan en splittet kirke vidne om Kristus?

Af Christian Roar Pedersen

Kommunikation fremmer forståelsen. Det gælder også for Europas kirker. I disse dage er de samlet i Budapest i Ungarn til generalforsamling for Konferencen for Europæsiske Kirker (KEK).

Meget symbolsk at samles i en by, hvor ni broer forbinder bydelene Buda og Pest. KEK har nemlig haft en vigtig rolle med at forbinde Europas kirker, siden organisationen blev grundlagt i 1959 i Nyborg. Dengang var opgaven at slå bro mellem øst og vest henover jerntæppet.

Idag er forholdet et andet. Kirkerne i Østeuropa er ikke længere fanger i kommunistiske lande. Der er andre mure, der opdeler Europa af økonomisk og social karakter, og KEK søger at give svar og være en kristen stemme ikke mindst i det kriseramte EU. Mere end nogensinde er der brug for, at kristne løfter deres røst og taler om ånd og etiske værdier på et kontinent, hvor økonomisk tænkning hersker, og der er fare for, at mammon at bliver gjort til Gud. Vi skal tjene vores næste og ikke tjene på ham eller hende. Der er en forskel!

Spørgsmålet er, om kirkerne kan være troværdige i deres vidnesbyrd, når de indbyrdes er splittede. Vi kender det fra Danmark, hvor splid i et menighedsråd kommer i aviserne og vidner mod den kristne næstekærlighed. Hvordan kan de prædike næstekærlighed, og så slås de indbyrdes, spørger en undrende avislæser sig selv med rette.

Vores kirker er med til at opdele Europa og dets befolkninger. Siden kristendommens begyndelse har der været splittelser, og idag er vi opdelt i katolikker, ortodokse, anglikanere, protestanter og hvad grupperingerne ellers hedder. Derfor er kirkernes dialog også selvransagelse. Vi bliver nød til at besinde os på, at vi har en fælles Herre.

Splittelserne skyldes ægte uoverensstemmelser, men nogle gange også fejlslagen kommunikation, hvor man taler forbi hinanden. Derfor er det så vigtigt at vi taler sammen. For at lære af hinanden og vores forskellige traditioner, men ikke mindst for at vise verden, at vi står sammen i vidnesbyrdet.

Morgenbøn i ortodox tradition.

Morgenbøn i ortodox tradition.

Hvordan foregår det så, når kirkerne mødes? Når biskopper, metropolitter, præster, lægfolk og andre syndere mødes? Bønnen er det første. Vi starter hver dag med morgenbøn og slutter med aftenbøn. Sådan bør det være. Men mest fylder de såkaldte business sessions, hvor kirkelederne sidder i en mørk plenary hall i træk fra airkondition det meste af dagen (der er program fra 08.30 til 22). Der tales om KEK’s forfatning, om kommende arbejdsområder for de næste mange år. Kommunikationen fremmer forståelsen. Også selv om man ind i mellem taler forbi hinanden på grund sprog, kultur eller simpel træthed.

Måske er kaffepauserne det vigtigste. Der kan man tale uformelt sammen og høre, hvordan situation er for de kristne i de forskellige lande. Men hvad skal man sige, når man står med kaffekoppen i hånden og møder en ortodoks biskop med stort skæg og panagia i guldkæde om halsen? Måske kunne et “godmorgen” bruges. Det var det ord Jesus mødte kvinderne med, efter han var opstået fra de døde.

Europas kristne og kirker har brug for at møde hinanden med et “godmorgen”, så de kan genopstå samlet i vidnesbyrdet om den fælles herre Jesus Kristus.

Christian Roar Pedersen er medlem af folkekirkens delegation på KEKs 14. generalforsamling.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s