Af Karsten Fledelius
Søndag 7.7. kl. 7 aften
Ved den detaljerede 2. behandling lørdag af udkastet til nye vedtægter for CEC opstod der to kriser: den ene omkring rettighederne for kirkelige organisationer associeret med CEC, det som i de nye vedtægter defineres som ”Organisations in Partnership”. Det oprindelige vedtægtsudkast fra reformgruppen i den såkaldte Uppsala-rapport forsøgte at begrænse deltagelse fra de associeredes organisationer (for eksempel de tværeuropæiske kirkelige ungdoms- og kvindeorganisationer) så meget, at deres repræsentanter spurgte sig selv, hvorfor de overhovedet skulle fortsætte med at betale medlemsbidrag til CEC?
Tilhængerne af reduktionsforslaget argumenterede med, at CEC skal være en organisation alene af kirker, ikke en bredere organisation, mens modstanderne understregede de frie organisationers traditionelt store organisatoriske og økonomiske bidrag til CECs arbejde og deres betydning for rekrutteringen til CEC og medlemskirkerne selv. De tyske repræsentanter stillede i denne situation det dramatiske krav, at spørgsmålet skulle drøftes på et møde alene med deltagelse af de valgberettigede delegater, altså med udelukkelse af organisationernes repræsentanter.
Med en lille margen blev dette forslag vedtaget, og et dramatisk møde i mødet blev afholdt for lukkede videokameraer. Lidenskaberne var stærke og atmosfæren tæt, spørgsmålet truede med at blokere hele reformprocessen. For hvis der kun kunne gennemføres noget med en lille stemmemargen, kunne man risikere at få det reviderede vedtægtsforslag forkastet i 3. og sidste behandling, hvor der kræves 2/3 flertal. Det lykkedes i sidste øjeblik for tyskerne og danskerne sammen at foreslå et kompromis, som på en klarere måde præciserede de associerede organisationers plads i CEC. Det blev præciseret, hvordan deres tilslutning skal ske, nemlig at de skal inviteres til at være repræsenteret ved generalforsamlingerne, men at de ikke skal have stemmeret på disse. Og dette blev vedtaget med et klart flertal.
Dagens andet drama handlede om kvoterne. I de gamle regler fra 1992 fastsattes der mindstekvoter ved valget til centralkomiteen for kvinder, unge, lægfolk, præster og ortodokse repræsentanter. Disse kvoter har det ofte været vanskeligt at leve helt op til, hvad der har trukket valgene i langdrag. Det var reformgruppens forslag helt at fjerne disse kvoter fra vedtægterne og i stedet formulere en generel regel om en fair fordeling, hvor de hidtidige kvoter blev set som normsættende, men ikke ufravigelige kriterier. Efter diskussionen i arbejdsgrupperne syntes der enighed om denne ændring. Men i plenum gik slaget løs. Det endte med, at kvoterne blev fjernet fra vedtægterne undtagen på ét enkelt punkt: et minimum for repræsentation for de ortodokse på 25%. De 40% til hhv. mænd og kvinder faldt med en ganske lille margen. Også et forslag om en mindsterepræsentation for små kirker og mindretalskirker på 25% blev nedstemt. Hvordan kan det så være, at de ortodokse som de eneste fik deres mindstekrav igennem?
Baggrunden var en forståelse hos et betydeligt antal protestanter og anglikanere, at der bag det ortodokse ønske lå en dyb bekymring for at blive marginaliseret i organisationen. Vi var fra folkekirkens delegations side oprindelig mod forslaget, fordi vi ikke ønskede den ortodokse repræsentation begrænset til 25%, i tidligere centralkomiteer har den altid ligget højere. Da det ortodokse forslag således var meget moderat og udsprang af en bekymring, vi så det vigtigt at imødekomme, lykkedes det at fastholde et flertal for det, selv om det brød med det generelle princip, at bløde kvotesystemet op. Og generalforsamlingens nomineringskomités forslag til den nye centralkomité har faktisk levet op til alle fordelingskriterier, herunder 25% til de mindre kirker – og 30% til de ortodokse!
Det vigtigste ved diskussionen om de 25% var imidlertid det, at der var protestanter fra Nordeuropa, som talte for at imødekomme de ortodokse, ud fra en respekt for deres behov. Reaktionen bagefter viste, at de ortodokse nu igen følte sig som en del af familien! At der var protestanter fra Vest- og Nordeuropa, som sagde, at et CEC uden en substantiel ortodoks deltagelse ikke gav nogen mening for dem, var det tegn, de havde brug for!
Det der viser sig ved disse følelsesladede diskussioner, er både kulturelle forskelle, divergerende kirkesyn og forskellige traditioner for demokratiske procedurer. Da de fleste yderligere diskuterer på sprog, der ikke er deres modersmål, og med tolkning mellem engelsk, tysk og fransk, kan man ikke undre sig over, at der opstår misforståelser. Derfor er det et voldsomt job at kaste sig ud i en stor vedtægtsreform – den gældende vedtægt stammer helt tilbage fra 1992, tiden lige efter kommunismens fald. Men alle har været enige om, at det nu er nødvendigt at slanke organisationen. Og at alle må give noget for at få det til at glide.
Folkekirkens delegation stemte for de nye vedtægter for CEC.
Derfor lykkedes det lørdag eftermiddag at komme over krisens højdepunkt og få anden behandling afsluttet, godt nok med en halv dags forsinkelse. Efter gudstjenesterne søndag og lidt fritid søndag eftermiddag går arbejdet nu videre uden større pauser frem til afslutningen mandag ved frokosttid. Der har ikke været megen tid til at nyde den smukke by i sommervejret, især ikke for dem, der sidder i de forskellige arbejdskomitéer. Selv måtte jeg sammen med et medlem af staben droppe den smukke fælles flodtur på Donau lørdag aften for at gøre udkastet til Public Issues rapporten færdig til oversættelse og trykning søndag morgen. Men sådan er vilkårene. Og arbejdet i netop den komité har været utrolig spændende. Nu skal vi se, hvordan udkastet bliver modtaget af generalforsamlingen.
Søndag 7. 7. kl. 21:25: Den afsluttende afstemning: De nye vedtægter blev vedtaget med 160 stemmer for, 7 mod og 7 blanke stemmer. Hermed går vi videre til al den business, der har måttet vente indtil nu: Valget til den nye centralkomité/bestyrelse på 20 (mod før 40) medlemmer og behandlingen af de forskellige rapporter, herunder den fra Public Issues Committee. Herom senere på bloggen.
Karsten Fledelius er medlem af den folkekirkens delegation på Konferencen for Europæiske Kirkers 14. generalforsamling i Budapest.
Mellemkirkelig blog 