Kirkernes Verdensråd afholder i disse dage (24.-27. jan. 2012) en kristen-muslimsk dialogkonsultation i Beirut, Libanon, omhandlende de kristnes tilstedeværelse i Mellemøsten.
De kristnes tilstedeværelse og udfoldelsesmuligheder er selvsagt forskellige i de forskellige lande i Mellemøsten, spændende fra stor til begrænset udfoldelsesmulighed. Det i denne sammenhæng interessante er, at de unge forsøger at sætte en dagsorden, trods det faktum at de kun udgør et mindretal på konsultationen. Dette forhold bæres frem på baggrund af den rolle, den yngre del af befolkningerne har spillet i det arabiske forår. Det at mange af de unge har taget del i demonstrationerne, lader til at være en stor inspiration, også for de unge deltagere på konsultationen, som kommer fra forskellige lande i Mellemøsten. At de forsøger at sætte en dagsorden, nemlig de unges dagsorden, kan illustreres ud fra følgende eksempler. Første eksempel er, at gruppen af unge under en frokost beklagede sig til arrangørerne over ikke at blive hørt og få tildelt taletid på konsultationens første dag. Andet eksempel fandt sted under en af sessionerne, hvor en ung mand talte om begivenhederne i sit hjemland. På et tidspunkt spørger han ordstyreren, om han kan få et ekstra minut. Inden ordstyreren når at svare, griber en ung kvinde mikrofonen og bryder ordstyreren af med ordene: “Lad ham tale, – vi ønsker at høre, hvad han har at fortælle”. Ordstyreren giver sig. Det tredje og måske mest overraskende indslag kom ligeledes fra to unge mennesker, en mand og en kvinde. De udtrykte åbent og meget klart en kritik af henholdsvis kirkelederne i Egypten og Syrien, for ikke at tale regimet imod. Ydermere anklagede de kirkerne for at være på regimets side, og derved for at skille kirken fra dens medlemmer. Der var ingen kirkeledere fra Egypten tilstede, men en kirkeleder fra Syrien afviste kritikken, hvilket blot gjorde de unge mere oprørte.
Som bekendt findes sandheden ofte et sted mellem to synspunkter. Men der er ingen tvivl om, at ungdommens deltagelse i det arabiske forår, både giver selvtillid og er en inspiration for konsultationens yngre deltagere. De sidder ikke blot stiltiende og lytter til de ældre deltagere. De er ikke bange for at give udtryk for andre synspunkter. De synes at være overbevist om, at de er vidne til historiske forandringer. Mere uformelt giver de udtryk for, at de godt forstår de implikationer, der kan være på spil for kirkelederne, men at lederne skal passe på ikke at forpasse en unik mulighed.
Thorsten Rørbæk
Beirut, Libanon
Mellemkirkelig blog 