Discipelskab gør noget gennemgribende ved et menneske, skriver Andreas Østerlund Nielsen. Foto: Albin Hillert/WCC.
Af Andreas Østerlund Nielsen, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, Arusha, Tanzania, 12. marts 2018.
Missionskonferencens undertitel er: ”Called to transforming discipleship” (kaldet til forvandlende discipelskab). Spørgsmålet er, hvad ”forvandlende discipelskab” betyder, og hvordan vi bedst sætter ord på det i en dansk, folkekirkelige sammenhæng? Jeg vil foreslå, at vi genintroducerer ordet kristen.
Transformation
Arrangørerne har med tilføjelsen ”transforming” angivet, at de mener, at der er brug for en forandring af vores opfattelse af, hvad ”discipelskab” indebærer. Transforming har en dobbelt betydning:
1) Discipelskab er noget, som forvandler disciplen. Dåbens nåde er ikke blot en tilsagt åndelig status, men en nyskabt tilstand af at leve rettet mod Kristus. Det gør noget gennemgribende ved et menneske.
2) Discipelskab indebærer, at disciple søger at forvandle verden til det bedre. At være rettet mod Kristus er ensbetydende med at være rettet mod sit medmenneske
Hvordan udtrykker vi denne dobbelthed i en dansk, folkekirkelig sammenhæng?
Danske disciple
Selv om vi ved hver eneste dåb hører Jesu befaling om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple”, er discipel eller discipelskab ikke begreber, som er bredt anvendt i Folkekirken eller forståelige for ret mange. Det er ikke kun et spørgsmål om utidssvarende sprogbrug, men først og fremmest et sagligt forhold: Dåben gør krav på os – at vi lever som disciple af Jesus. Det harmonerer dårligt med folkekirkens traditionelt ultimative målsætning om at ville være folkets kirke. Hvordan kan kirken – lokalt og nationalt – gøre børn, unge og gamle til disciple af Jesus, på måder som opleves inviterende i dagens Danmark?
Jesus kaldte mennesker til at blive hans disciple med opfordringen ”Følg mig!” Det var en almindeligt kendt oplæringsmodel i samtiden, som Jesus gjorde brug af: at være en læremester, som havde lærlinge, ”disciple”; det havde Johannes døber og farisæerne også.
At være kristen
Paulus bruger imidlertid aldrig udtrykket discipel, selvom sagen – at være i Kristus og at følge efter Jesus – er hovedsagen i alt, hvad han skriver. Han bruger forskellige betegnelser: ”Guds elskede”, ”de hellige”, ”de troende”, ”brødre” og ”søster”. Han kan også tale om at ”tilhøre Jesus Kristus” eller at være ”i Kristus”. Paulus havde ikke selv noget, der svarer til disciple omkring sig, men han havde ”medarbejdere”, som i perioder fulgtes med ham, og som han kan omtale som ”mit ægte barn”.
I stedet for at lede efter en nutidig oversættelse af udtrykket discipel, er vi bedre tjent med at finde en eller flere relevante betegnelser for det, som er sagen i udtrykket discipelskab. For det er sagen, som er vigtig: At kristendommen i Jesus Kristus både tilsiger en status i nåden og fordrer et liv i tro. (Vil man sige andet må man skippe halvdelen af Det nye Testamente; det kan vi ikke tage seriøst!)
Menighedsrådsmedlemmer forpligter sig på at arbejde for kirkens ”liv og vækst”. Vi kan forstå det som en afspejling af dåben. Dåben giver en identitet i Jesus Kristus og en retning efter ham ud i verden. ”Transforming discipleship” handler om identitet og retning.
Så hvad med at genintroducere udtrykket kristen? Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne (Apostlenes Gerninger 11,26). Det kan vi også gøre i Danmark. At være kristen er nemlig ikke et spørgsmål om etnicitet, kultur eller medlemskab. At være kristen er at få givet en identitet i Jesus Kristus og en retning for sit liv efter ham ud i verden. Det gør en positiv forskel, og alle er velkomne!
Mellemkirkelig blog 