Nye temaer og nyt dansk medlem i Faith and Order

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol. og ph.d.-studerende

Juli 2015

Siden Kirkernes Verdensråd blev oprettet i 1948, har kommissionen ”Faith and Order” (Tro og kirkeordning) udgjort en vigtig del af rådets arbejde. ”Faith and Order” er et teologisk diskussionsforum, som har det erklærede formål at arbejde for, at alle kristne kirker kaldes til synlig enhed. ”Faith and Order” udgiver løbende tekster, der dokumenterer den fortsatte samtale mellem verdens kirker.
Hvert syvende år vælges der nye medlemmer til ”Faith and Order”. Medlemmerne vælges fra de kirker, der har tilsluttet sig Kirkernes Verdensråd samt fra Den katolske Kirke. I 2014 valgtes 49 medlemmer til en ny kommission, og her iblandt var jeg selv efter at være blevet nomineret af Folkekirkens mellemkirkelige Råd som dansk kandidat og derpå valgt ind.
I dagene d. 17.-25. juni deltog jeg i mit første møde i ”Faith and Order”. Mødet blev afholdt på klosteret Caraiman i Rumænien. Klosteret ligger ved landsbyen Busteni, ca. halvanden times kørsel fra Bukarest, og er placeret så tilpas højt oppe i bjergene, at temperaturen er let kølig og udsigten pragtfuld.

Nye teologiske fokusområder
Under mødet besluttede den nye kommission sig for at fokusere på især tre overordnede temaer i de kommende syv år. Temaerne blev løst defineret undervejs, og kommissionens medlemmer blev inddelt i tre studiegrupper, der skal gå videre med de enkelte emner.
Kirkernes Verdensråd arbejder for tiden under temaet ”Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsfærd”. På mødet i Rumænien blev det bestemt, at ”Faith and Order” skal se sit arbejde i forhold til dette overordnede pilgrims-tema, som i vid udstrækning må forstås symbolsk. I sig selv er temaet inspireret af Salme 85,11: ”retfærdighed og fred kysser hinanden”.

Kommissionen lagde sig fast på de følgende tre temaer:
1) Kirken på retfærdighedens og fredens pilgrimsvandring i verden af i dag (The Church on a Pilgrimage of Justice and Peace in Today’s World),
2) En pilgrimsfærd mod en fælles forestilling om og vision for Kirken (Pilgrimage towards a Common Vision of the Church),
3) En retfærdighedens og fredens pilgrimsrejse ift. moralske spørgsmål (The Pilgrimage of Justice and Peace and Moral Discernment).

Et udsnit af den nye Faith and Order-kommission. Maria Munkholt Christensen står i tredje række lige foran manden med solbrillerne.

Jeg blev selv en del af arbejdsgruppe nr. 2, der skal beskæftige sig specifikt med Kirken. Emnet er altså ekklesiologi, læren om kirken. Vi skal blandt andet se på, hvad kirken er; hvad kirken bør være; hvad kirken kan være osv. Den forrige kommission udarbejdede et dokument, The Church towards a Common Vision, som har en traditionel, vestlig og temmelig højkirkelig stil. Vi vil i arbejdsgruppen arbejde videre med dokumentets ideer og samtidig forsøge at indhente og inddrage perspektiver fra kirker, der endnu ikke er kommet til orde i ”Faith and Order”. Når man ser på verdens kirker, må man konstatere, at meget er i forandring, og vi vil forsøge at have blik for nye måder at være kirke på. Ikke dermed sagt, at vi absolut skal være kirke på en ny måde, men vi kan overveje, hvordan man teologisk kan og bør tale om kirken i verden.
De øvrige to arbejdsgrupper skal behandle andre spørgsmål, bl.a. om kirkernes rolle i en multireligiøs verden, og om hvordan kristne kirker kan forholde sig til forskellige ”moralske spørgsmål”. En opgave er for eksempel at undersøge, hvordan forskellige kirker træffer afgørelse i moralske spørgsmål. Det er i høj grad såkaldte ”moralske spørgsmål”, der i dag skiller kirkerne, i modsætning til de dogmatiske spørgsmål, der traditionelt har været kirkesplittende.

Uendelige perspektiver
Jeg har store forventninger til kommissionens videre arbejde. Personligt har det allerede efter en uge været en stor oplevelse at være en del af ”Faith and Order”. Her finder man pludselig sig selv i samtale med en amerikansk franciskaner-munk, en jamaicansk baptist og en indisk ortodoks. Det er som at møde kirkehistorien ansigt til ansigt.
På mødets første dag besøgte Kirkernes Verdensråds norske generalsekretær, Olav Fykse Tveit, kommissionen og talte til os om alles ret til håb. På mødets sidste dag afsluttede ordstyreren Susan Durber med at påpege den passion, hvormed Jesus selv bad om enhed iblandt troende, da han bad om, at ”de alle må være ét” (Joh. 17,21). Med sådanne bemærkninger blev mødet indrammet af væsentlige ord, som i sig selv giver anledning til videre teologiske samtaler.

Porvoo: Perspektiver i fællesskab

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol., styrelsesmedlem i Økumenisk Ungdom

Ulig de danske vikinger, der underlagde sig Yorkshire i 800-tallet, ankom den danske delegation med fredelige hensigter til ”Porvoo Church Leaders’ Consultation” i York d. 17. september 2014. Mødet strakte sig over tre dage og havde det sympatiske, men noget abstrakte tema ”Mod større enhed og tættere fællesskab”.

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Jeg rejste med som 28-årig ungdomsrepræsentant, udsendt af Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Vi var tre deltagere fra Danmark, og i alt deltog 45 repræsentanter fra de 15 kirker, som Porvoo-fællesskabet nu omfatter (heraf seks anglikanske og ni lutherske kirker). Stemningen under mødet var mild, ligesom vejret, og munter, ligesom ærkebiskoppen af York, hvis residens vi besøgte i Bishopthorpe.

I løbet af mødets seks sessioner kom det ikke til voldsomme diskussioner, hvilket undrede mig lidt. Det var vigtige spørgsmål, der blev behandlet: Hvad skal kirken? Hvordan? Og hvad skal vi med Porvoo-fællesskabet? Der synes at være en stiltiende enighed om at undlade unødige provokationer. Men tavshed kan jo være sigende, og visse forskelle skinnede selvfølgelig igennem. For eksempel kunne de forskellige syn på embedet nok aflæses, da alle biskopperne gjorde sig klar til gudstjeneste. De fleste iførte sig farverige kåber, undtagen den danske biskop, der fremstod som klerikal kontrast i sort fløjl. På den ene side hersker altså uudslettelig forskellighed og farverigdom, på den anden side anerkendes forskelligheden som en styrke for det overordnede fællesskab imellem kirkerne.

Vejen og vejens teologi fremhæves

Der var enighed om, at majoriteten har brug for minoriteten, og der var enighed om de store linjer. Kirkerne i Porvoo-fællesskabet er på vej mod tættere sammenhold, som mødets overskrift sagde. Men nøglen ligger netop i vej-metaforen, vi er på vej, mente den anglikanske biskop i Church of Ireland Michael Jackson. Målet nås ikke, og det er selve bevægelsen, der er vigtig. Han sammenlignede forholdet kirkerne imellem med forholdet imellem Treenighedens personer. Vej-metaforen blev gentaget under flere af mødets sessioner – også som billede på, hvad kirken bør være. Flere påpegede, at kirken må være til stede ”uden for murene”. Kirken må ud på vejen og møde folk, hvor de er, fysisk og mentalt. Den svenske ærkebiskop Antje Jackelén påpegede, at vi må bedrive theologia viatorum – det er teologi for dem, der befinder sig på livets vej. Vejens teologi er den ufærdige teologi, der bliver til, mens vi går i verden. Endnu findes der ingen theologia beatorum, de saliges teologi, den afsluttede teologi. Biskop Robert Giles fra The Scottish Episcopal Church fremsatte et handlings-orienteret budskab ved at udlægge Jesu lignelser og påpege den strenghed, de indeholder. Han sagde, at kirken må gå selvopofrende mod korset. Det blev uddybet som det, at kirken altid må fortsætte og må acceptere, at lønnen ligger i selve arbejdet. Robert Giles kaldte på radikalitet i kirkens arbejde – at vaske sin egen menigheds allerede rene fødder skærtorsdag er der ingen mening i. Ja, kirken skal gå mod Emmaus, sagde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen i et andet indlæg. Kirken må ikke være en pralende og selvgod kirke, men må være en lyttende kirke, der er i stand til at rumme også de søgende, anonyme Nikodemus-kristne. Hvordan kirken konkret skal gebærde sig, blev der ikke givet svar på. Vejen bliver til, når vi går.

Et fællesskab i frihed

På sin vis er Porvoo-fællesskabet ”under-struktureret”, som en af deltagerne formulerede det. Der er hverken økonomi eller personel til rådighed for fællesskabet, som drives af skiftende lederskab, fundet blandt kirkernes biskopper og præster. Den løse struktur gør det vanskeligt at søsætte konkrete tværkirkelige initiativer, men heri ligger muligvis også hemmeligheden bag fællesskabets levedygtighed. Der er ingen, der har magt til at diktere eller definere, og derfor kan mange kirker føle sig hjemme inden for rammerne af Porvoo-erklæringen. Selvom jeg kunne ønske lidt mere diskussion og handlekraft, finder jeg, at rummeligheden er en velsignelse. Der er store perspektiver i at blive bekendt med de andres perspektiv og så gå frit, enhver til sit.