Tag Archives: discipelskab

Arusha blog: Discipelskab er at være kristen

Arusha, Tanzania, March 2018
Discipelskab gør noget gennemgribende ved et menneske, skriver Andreas Østerlund Nielsen. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Andreas Østerlund Nielsen, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 

Missionskonferencens undertitel er: ”Called to transforming discipleship” (kaldet til forvandlende discipelskab). Spørgsmålet er, hvad ”forvandlende discipelskab” betyder, og hvordan vi bedst sætter ord på det i en dansk, folkekirkelige sammenhæng? Jeg vil foreslå, at vi genintroducerer ordet kristen.

Transformation

Arrangørerne har med tilføjelsen ”transforming” angivet, at de mener, at der er brug for en forandring af vores opfattelse af, hvad ”discipelskab” indebærer. Transforming har en dobbelt betydning:

1) Discipelskab er noget, som forvandler disciplen. Dåbens nåde er ikke blot en tilsagt åndelig status, men en nyskabt tilstand af at leve rettet mod Kristus. Det gør noget gennemgribende ved et menneske.
2) Discipelskab indebærer, at disciple søger at forvandle verden til det bedre. At være rettet mod Kristus er ensbetydende med at være rettet mod sit medmenneske

Hvordan udtrykker vi denne dobbelthed i en dansk, folkekirkelig sammenhæng?

Danske disciple

Selv om vi ved hver eneste dåb hører Jesu befaling om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple”, er discipel eller discipelskab ikke begreber, som er bredt anvendt i Folkekirken eller forståelige for ret mange. Det er ikke kun et spørgsmål om utidssvarende sprogbrug, men først og fremmest et sagligt forhold: Dåben gør krav på os – at vi lever som disciple af Jesus. Det harmonerer dårligt med folkekirkens traditionelt ultimative målsætning om at ville være folkets kirke. Hvordan kan kirken – lokalt og nationalt – gøre børn, unge og gamle til disciple af Jesus, på måder som opleves inviterende i dagens Danmark?

Jesus kaldte mennesker til at blive hans disciple med opfordringen ”Følg mig!” Det var en almindeligt kendt oplæringsmodel i samtiden, som Jesus gjorde brug af: at være en læremester, som havde lærlinge, ”disciple”; det havde Johannes døber og farisæerne også.

At være kristen

Paulus bruger imidlertid aldrig udtrykket discipel, selvom sagen – at være i Kristus og at følge efter Jesus – er hovedsagen i alt, hvad han skriver. Han bruger forskellige betegnelser: ”Guds elskede”, ”de hellige”, ”de troende”, ”brødre” og ”søster”. Han kan også tale om at ”tilhøre Jesus Kristus” eller at være ”i Kristus”. Paulus havde ikke selv noget, der svarer til disciple omkring sig, men han havde ”medarbejdere”, som i perioder fulgtes med ham, og som han kan omtale som ”mit ægte barn”.

I stedet for at lede efter en nutidig oversættelse af udtrykket discipel, er vi bedre tjent med at finde en eller flere relevante betegnelser for det, som er sagen i udtrykket discipelskab. For det er sagen, som er vigtig: At kristendommen i Jesus Kristus både tilsiger en status i nåden og fordrer et liv i tro. (Vil man sige andet må man skippe halvdelen af Det nye Testamente; det kan vi ikke tage seriøst!)

Menighedsrådsmedlemmer forpligter sig på at arbejde for kirkens ”liv og vækst”. Vi kan forstå det som en afspejling af dåben. Dåben giver en identitet i Jesus Kristus og en retning efter ham ud i verden. ”Transforming discipleship” handler om identitet og retning.

Så hvad med at genintroducere udtrykket kristen? Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne (Apostlenes Gerninger 11,26). Det kan vi også gøre i Danmark. At være kristen er nemlig ikke et spørgsmål om etnicitet, kultur eller medlemskab. At være kristen er at få givet en identitet i Jesus Kristus og en retning for sit liv efter ham ud i verden. Det gør en positiv forskel, og alle er velkomne!

Reklamer

Arusha blog: Missionens mål er, at vi bliver til det, vi er skabt til at være

Arusha, Tanzania, March 2018
At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Anne Mie Skak Johanson, formand i Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 
Når vi har talt mission og forsøgt at beskrive den gode vej ind i efterfølgelse eller i discipelskab af Jesus Kristus, har jeg ofte hørt ordrækken – belong – believe – behave som en brugbar model.

Den rette adfærd

Her bliver adgangen ind til tro og efterfølgelse, at et menneske inkluderes i et fællesskab, hvor vedkommende kan høre til og føle sig hjemme (belong). I det fællesskab lever det kristne vidnesbyrd gennem forkyndelse og bøn og her får troen mulighed for at blomstre frem (believe). Og endelig begynder troens overbevisning og indre virkelighed at forme handlinger og holdninger (behave). Det er en langt bedre tilgang til mission og discipelskab end det tidligere fokus på ret tro og ret adfærd som adgangskrav til kirke og det kristne fællesskab i menigheden, altså believe – behave – belong.

At blive til

Men ordrækken har fået yderligere en afklarende vinkel. Rækkefølgen af ordene er den samme, men ét af ordene er helt blevet ændret. Det er ordet, som handler om adfærd (behave), og dermed forestillingen om, at en kristelig adfærd er discipelskabets mål. Det ord kan med fordel skiftes ud med ordet become, altså at blive til noget bestemt. Det giver et anderledes og sundere mål for mission.

At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. I troen på Jesus bliver vi Guds børn, skabt i Guds billede, til at gøre gode gerninger som Gud forud har lagt til rette for os (Efeserbrevet kap. 2).

Vi bliver i Kristus til det, som Gud fra starten har tænkt at vi skulle blive, nemlig Guds børn med den værdighed, kraft og ranke ryg denne identitet giver. Vi skal ikke passes eller presses ind i en bestemt adfærdsnorm, men genskabes som sønner og døtre af Gud, der kaldes til at rejse sig og tage del i Guds familieforetagende. Eller sagt med andre ord, blive en del af kirken, og med alt hvad man er og har, tager del i Guds mission.

Dette mål for mission om ”at blive til” som menneske og som Guds barn i den aktuelle kontekst, skinner igennem her på konferencen i Arusha. Det er missionens mål, både i kirken lokalt, men også når vi tænker global mission. Mission skal skabe mulighed for, at Guds skabning kan ”blive til” – blive til værdige, selvstændige, stærke, og bidragende individer og samfund.

Genoprejsning

Gennem mødet med den globale kirke, gennem samtaler og foredrag slås det igen og igen fast, at hver kultur har sine normer og sit moralske kodeks. Skulle vi enes om en adfærdsmodel på tværs som model for discipelskab stod vi over for en umulig og formålsløs opgave.

Men nu er missionens mål, at hvert folk og hvert menneske i troen på Kristus nyskabes til at blive til det, som de var skabt til at være, og at adfærd og holdninger fødes ud af denne identitet.

Det betyder ikke, at moral og etik er ligegyldige elementer i kristusefterfølgelsen, men at disse må fødes i en nyskabt identitet. Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden (Galaterbrevet kap. 5). Derfor kan mission ikke udelukkende være et hjælpeprojekt eller et dannelsesprojekt, men må være et genoprejsningsprojekt.

Målet må være værdighed, selvstændighed, styrke og delagtighed for kirker og kristne, uanset om de er i Nigeria, på Fiji-øerne eller i Danmark. Ingen er for store eller for ubetydelige til at bringe deres identitet og bidrag. Alle er vi skabt til at være hele mennesker og virke med de gaver Gud har givet os – og målet er at vi ”bliver til” netop det.