Tag Archives: dalit

Arusha blog: “Guds globale familie er min familie”

Arusha, Tanzania, March 2018Et lokalt skolekor optræder på missionskonferencen i Arusha. Foto: Albin Hillert/WCC. 

 

Jeg ruskes i, kaldes til at forholde mig til, og til at blive ved med at se og høre og smage. Her i Arusha stilles jeg igen ansigt til ansigt med, at Guds globale familie er min familie, skriver Anne Mie Skak Johanson, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering på vegne af Mission Afrika  

 I dag har jeg lyttet, set og smagt på en global virkelighed, som jeg må forholde mig til og som udfordrer mig. Jeg har lyttet til kvinden fra Congo, der med smerte fortalte om landets unge og de vilkår de lever under. Situationen i Congo er desperat, hundredvis af mennesker dør dagligt i urolighederne. Forældre ønsker at holder deres unge inden døre af frygt for, at de aldrig vil se dem igen, hvis de forlader huset.

Med stor smerte fortalte hun om at give håb til unge i en håbløs situation. Beretningen om Jesus, der sover i båden under sejladsen med disciplene, men dog vågnede og stilnede stormen, gav hende mod til at tro, at Jesus var i stormen og selvom han måske sov nu, ville han i sin time vågne og stilne stormen i Congo.

Bruger vi vores ressourcer rigtigt?

Dernæst mødte jeg en indisk præst, som også var dalit, altså tilhørte den laveste og mest undertrykte kaste i Indien. Heldigvis havde hans bedstemor, som én af de meget få daliter, lært at læse, da missionen startede skoler. Uddannelse blev vigtigt i familien, og nu er denne præst veluddannet og har fået en bedre plads i samfundet. Han bruger sin position til at advokere for de daliter, som fortsat lider under undertrykkelse og helt umenneskelige forhold.

Til aftenbønnen under den personlige refleksion smagte jeg på de ord, som min sidemand fra Finland delte som sin personlige opsummering af dagens oplevelser. Hun sagde: ”Det er virkeligt svært at komme fra den del af verden, hvor altid tilsyneladende bare fungerer, og der opleve, at missionens og kirkens folk er mere optaget af, hvem der skal bestemme eller om deres respektive holdninger bliver fremmet på den rigtige måde, end af at bruge deres mange ressourcer til at række ud til de dele af verden, som er i nød”.

Kirkernes Verdensråd holder konference i Arusha i Tanzania og har sat mission og evangelisering på dagsordenen. Det er begreber, som skal udforskes og defineres i dialog på tværs og globalt. Det er der på konferencen rig mulighed for. Som den opmuntrende oplevelse af unge fra alle dele af verden, som til middagens andagt under bøn lagde frø af håb for hver deres verdensdel på altret.

Den brutale, men også visse steder håbefulde globale virkelighed, altså den virkelige virkelighed, den delte personlige historie som jeg har været vidne til i dag, udfordrer mig. Ja, den presser sig ligefrem på. Som nordeuropæere og måske særligt som danskere kan vi glæde os over at leve et i samfund, som på mange måder er godt og velfungerende.

Guds globale familie

Vi kan selvfølgelig også hidse os op over, hvor udfordret vi er af globaliseringen og sekulariseringen. Men hvis vores holdning til livet sker på baggrund af, at vi ikke får set, ikke får hørt og ikke får smagt den virkelige virkelighed omkring os, så lever vi jo fattigt. Her i Arusha, i mødet med den globale virkelighed og den globale kirke mærker jeg igen et stik i hjertet og en udfordring til at stå sammen med det medmenneske og den kristne bror eller søster, der mangler eller ligefrem lider uanset om det er i Congo, i Indien eller på hjemmebanen i Danmark.

Jeg ruskes i, kaldes til at forholde mig, og til at blive ved med at se og høre og smage. Her stilles jeg igen ansigt til ansigt med, at Guds globale familie er min familie, og at Gud kalder mig og os til at bringe gode nyheder til den verden, som han elsker. Gode nyheder om Guds kærlighed i ord og handling.

aber

Det er så fattigt at være som de små aber, der holder sig for øjne, ører og mund for at udgå at forholde sig og være til stede. Selvom det nogle gange gør ondt at forholde sig og handle, så er det dog rigt og frem for alt levende. Det er min udfordring i dag, men i virkeligheden også min velsignelse. Nu sidder vi ikke alle til en international konference i Arusha – men heldigvis har vi missionsselskaber, og udsendte missionærer, og vi har venskabsmenigheder, og nydanskere fra andre kulturer og naboen og kollegaen til at hjælpe os til at være åbne og opmærksomme.

Jeg har brug for at lytte og se og smage og forholde mig til mennesker, som er anderledes end mig selv, og som lever i en anden kontekst end mig. Det har vi alle. I mødet kan vi nemlig lære og mærke og blive motiveret til aktion og græde og glædes, og vi kan involvere os og i det hele tage opleve, at det delte liv er livgivende.  Gud kalder til fællesskab og til enhed, ikke til enshed, for netop i fællesskabet er velsignelsen til at mærke efter og udvide vores forståelsesramme og erfare livet.

 

 

Reklamer