Tag Archives: anne mie skak johanson

Arusha blog: I Europa har kirkerne lang erfaring med sekularisering – den erfaring får afrikanske kirker måske brug for

Arusha, Tanzania, March 2018

Fredrick Onael Shoo, ledende biskop i den lutherske kirke i Tanzania, byder velkommen til åbningsgudstjenesten på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha. Foto: Albin Hillert/WCC.

I Afrika er kirkens historie kort og man er på mange måder fortsat i gang med at finde egen identitet og rødder. Derfor kan sekulariseringsprocessen komme til at gå meget hurtigt her. Det øger udfordringen for den afrikanske kirke, skriver Anne Mie Skak Johanson, formand for Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, 14. marts 2018.

 

I Mission Afrika har vi i år fokus på uddannelse af præster og ledere. Vigtigheden af teologisk og generel lederuddannelse i syd blev i dag aktualiseret for mig på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha.

Positiv udvikling

Som vi ved, sker der mange forandringer på det afrikanske kontinent i disse år. Flere nationer og folk udvikler sig i positiv retning. Flere steder er der en voksende bevidsthed om egen identitet og egen styrke. Det kender vi også fra vores partnerskaber i Mission Afrika.

Der er ikke, på samme måde som tidligere, brug for det store antal missionærer, simpelthen fordi afrikanerne er mere uddannede, mere selvbevidste og derfor selv går ind i de opgaver, som missionærerne tidligere varetog. Desuden opererer lokale naturligt i egen kultur og tager mere og mere ansvar for eget samfund og egen udfordring. Selvom der fortsat er store udfordringer og fattigdom er dette er en positiv, glædelig og ønskelig udvikling.

Ikke kun samfundsmæssigt og kulturelt har det afrikanske kontinent udviklet sig positivt flere steder. Også den kristne kirke har oplevet en enorm vækst både i deltagerantal og i styrke. Afrika ses af flere som det nye centrum for kristenheden. I løbet af det sidste århundrede er antallet af kristne i det Afrika, der ligger syd for Sahara, vokset eksplosivt. Evangeliet er solidt plantet i Afrikas røde jord. Det er en kæmpe velsignelse.

Sekularisering

Men i en samtale med den katolske præst Dr. Sahaya G. Selvam, som arbejder med udsatte unge og seksuelle minoriteter i Nairobi i Kenya og har boet på det afrikanske kontinent i 30 år, sættes endnu en udvikling på det afrikanske kontinent på dagsordenen. I øjeblikket er tendensen meget beskeden og opleves særligt blandt de unge. Den er forsat for ubetydelig til offentligt at blive genkendt og kan muligvis gå i sig selv igen.

Men Selvam hævder, at der med den generelt positive udvikling i samfundet også sniger sig sekularisme ind. Troen og kirkegangen er mindre betydningsfuld for de unge afrikanere end for deres forældre, og det samme gælder for den voksende middelklasse i byerne. Hvorvidt sekulariseringen for alvor vil gøre sit indtog i Afrika ved selvfølgelig ingen, men der kan være en fare for, at det kan ske for den  3. eller 4. generation af kristne og den øgede middelklasse.

Europas erfaringer

Nu har vi i Europa, og særligt i Danmark, stor erfaring med sekularisering. Som kirke og folk står vi midt i de udfordringer, som sekulariseringen bringer. Der er et tab af værdier og tryghed og spirituel praksis og sprog, som ikke er en ønskelig fremtid for vore brødre og søstre i syd.

I Europa har sekulariseringen udviklet sig over en længere periode. Der skyldes blandt andet, at kristendommen her har stærke rødder og er forankret dybt i den europæiske kultur. Det er desværre ikke tilfældet i Afrika. Her er kirkens historie kort og man er på mange måder fortsat i gang med at finde egen identitet og rødder. Derfor kan sekulariseringsprocessen komme til at gå meget hurtigt her. Det øger udfordringen for den afrikanske kirke.

Uddannelse

Hvordan kan vi stå sammen med vores brødre og søstre i syd også i denne udfordring? Kan vi hjælpe vores partnerkirker, sådan at de får mulighed for at udvide deres rodnet og forankring og stå mere sikkert i de udfordringer, som nu måtte komme i fremtiden?

Troens forankring og kirkens styrke er selvfølgelig et åndeligt anlæggende, men det handler også om teologisk skarphed og refleksion og dermed om teologisk uddannelse. Der er brug for teologisk arbejde og teologiske overvejelser, der kan skabe sund og dyb forankring i troen og som kan håndtere og bidrage i de udfordringer, som samfundsudviklingen skaber. Derfor er det så vigtigt, at vi skal støtte teologisk uddannelse.

Men ikke kun teologisk uddannelse er nødvendig for at udvide rodnettet. Også kirkernes generelle lederuddannelse kan vi med fordel være med til at facilitere. Desuden har vi brug for at støtte særligt kvinder med lederuddannelse. Der er nemlig meget sandhed i ordsproget “Educate a woman and you educate a whole family, educate a man and you educate an individual”. (Uddan en kvinde, og du uddanner en hel familie, uddan en mand og du uddanner et individ).

Viden giver myndighed, det giver værdighed og mulighed for at foretage valg. En styrket og myndig kirke i syd er bedre rustet til fremtiden.

 

Reklamer

Arusha blog: Missionens mål er, at vi bliver til det, vi er skabt til at være

Arusha, Tanzania, March 2018
At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Anne Mie Skak Johanson, formand i Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 
Når vi har talt mission og forsøgt at beskrive den gode vej ind i efterfølgelse eller i discipelskab af Jesus Kristus, har jeg ofte hørt ordrækken – belong – believe – behave som en brugbar model.

Den rette adfærd

Her bliver adgangen ind til tro og efterfølgelse, at et menneske inkluderes i et fællesskab, hvor vedkommende kan høre til og føle sig hjemme (belong). I det fællesskab lever det kristne vidnesbyrd gennem forkyndelse og bøn og her får troen mulighed for at blomstre frem (believe). Og endelig begynder troens overbevisning og indre virkelighed at forme handlinger og holdninger (behave). Det er en langt bedre tilgang til mission og discipelskab end det tidligere fokus på ret tro og ret adfærd som adgangskrav til kirke og det kristne fællesskab i menigheden, altså believe – behave – belong.

At blive til

Men ordrækken har fået yderligere en afklarende vinkel. Rækkefølgen af ordene er den samme, men ét af ordene er helt blevet ændret. Det er ordet, som handler om adfærd (behave), og dermed forestillingen om, at en kristelig adfærd er discipelskabets mål. Det ord kan med fordel skiftes ud med ordet become, altså at blive til noget bestemt. Det giver et anderledes og sundere mål for mission.

At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. I troen på Jesus bliver vi Guds børn, skabt i Guds billede, til at gøre gode gerninger som Gud forud har lagt til rette for os (Efeserbrevet kap. 2).

Vi bliver i Kristus til det, som Gud fra starten har tænkt at vi skulle blive, nemlig Guds børn med den værdighed, kraft og ranke ryg denne identitet giver. Vi skal ikke passes eller presses ind i en bestemt adfærdsnorm, men genskabes som sønner og døtre af Gud, der kaldes til at rejse sig og tage del i Guds familieforetagende. Eller sagt med andre ord, blive en del af kirken, og med alt hvad man er og har, tager del i Guds mission.

Dette mål for mission om ”at blive til” som menneske og som Guds barn i den aktuelle kontekst, skinner igennem her på konferencen i Arusha. Det er missionens mål, både i kirken lokalt, men også når vi tænker global mission. Mission skal skabe mulighed for, at Guds skabning kan ”blive til” – blive til værdige, selvstændige, stærke, og bidragende individer og samfund.

Genoprejsning

Gennem mødet med den globale kirke, gennem samtaler og foredrag slås det igen og igen fast, at hver kultur har sine normer og sit moralske kodeks. Skulle vi enes om en adfærdsmodel på tværs som model for discipelskab stod vi over for en umulig og formålsløs opgave.

Men nu er missionens mål, at hvert folk og hvert menneske i troen på Kristus nyskabes til at blive til det, som de var skabt til at være, og at adfærd og holdninger fødes ud af denne identitet.

Det betyder ikke, at moral og etik er ligegyldige elementer i kristusefterfølgelsen, men at disse må fødes i en nyskabt identitet. Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden (Galaterbrevet kap. 5). Derfor kan mission ikke udelukkende være et hjælpeprojekt eller et dannelsesprojekt, men må være et genoprejsningsprojekt.

Målet må være værdighed, selvstændighed, styrke og delagtighed for kirker og kristne, uanset om de er i Nigeria, på Fiji-øerne eller i Danmark. Ingen er for store eller for ubetydelige til at bringe deres identitet og bidrag. Alle er vi skabt til at være hele mennesker og virke med de gaver Gud har givet os – og målet er at vi ”bliver til” netop det.

Arusha blog: “Guds globale familie er min familie”

Arusha, Tanzania, March 2018Et lokalt skolekor optræder på missionskonferencen i Arusha. Foto: Albin Hillert/WCC. 

 

Jeg ruskes i, kaldes til at forholde mig til, og til at blive ved med at se og høre og smage. Her i Arusha stilles jeg igen ansigt til ansigt med, at Guds globale familie er min familie, skriver Anne Mie Skak Johanson, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering på vegne af Mission Afrika  

 I dag har jeg lyttet, set og smagt på en global virkelighed, som jeg må forholde mig til og som udfordrer mig. Jeg har lyttet til kvinden fra Congo, der med smerte fortalte om landets unge og de vilkår de lever under. Situationen i Congo er desperat, hundredvis af mennesker dør dagligt i urolighederne. Forældre ønsker at holder deres unge inden døre af frygt for, at de aldrig vil se dem igen, hvis de forlader huset.

Med stor smerte fortalte hun om at give håb til unge i en håbløs situation. Beretningen om Jesus, der sover i båden under sejladsen med disciplene, men dog vågnede og stilnede stormen, gav hende mod til at tro, at Jesus var i stormen og selvom han måske sov nu, ville han i sin time vågne og stilne stormen i Congo.

Bruger vi vores ressourcer rigtigt?

Dernæst mødte jeg en indisk præst, som også var dalit, altså tilhørte den laveste og mest undertrykte kaste i Indien. Heldigvis havde hans bedstemor, som én af de meget få daliter, lært at læse, da missionen startede skoler. Uddannelse blev vigtigt i familien, og nu er denne præst veluddannet og har fået en bedre plads i samfundet. Han bruger sin position til at advokere for de daliter, som fortsat lider under undertrykkelse og helt umenneskelige forhold.

Til aftenbønnen under den personlige refleksion smagte jeg på de ord, som min sidemand fra Finland delte som sin personlige opsummering af dagens oplevelser. Hun sagde: ”Det er virkeligt svært at komme fra den del af verden, hvor altid tilsyneladende bare fungerer, og der opleve, at missionens og kirkens folk er mere optaget af, hvem der skal bestemme eller om deres respektive holdninger bliver fremmet på den rigtige måde, end af at bruge deres mange ressourcer til at række ud til de dele af verden, som er i nød”.

Kirkernes Verdensråd holder konference i Arusha i Tanzania og har sat mission og evangelisering på dagsordenen. Det er begreber, som skal udforskes og defineres i dialog på tværs og globalt. Det er der på konferencen rig mulighed for. Som den opmuntrende oplevelse af unge fra alle dele af verden, som til middagens andagt under bøn lagde frø af håb for hver deres verdensdel på altret.

Den brutale, men også visse steder håbefulde globale virkelighed, altså den virkelige virkelighed, den delte personlige historie som jeg har været vidne til i dag, udfordrer mig. Ja, den presser sig ligefrem på. Som nordeuropæere og måske særligt som danskere kan vi glæde os over at leve et i samfund, som på mange måder er godt og velfungerende.

Guds globale familie

Vi kan selvfølgelig også hidse os op over, hvor udfordret vi er af globaliseringen og sekulariseringen. Men hvis vores holdning til livet sker på baggrund af, at vi ikke får set, ikke får hørt og ikke får smagt den virkelige virkelighed omkring os, så lever vi jo fattigt. Her i Arusha, i mødet med den globale virkelighed og den globale kirke mærker jeg igen et stik i hjertet og en udfordring til at stå sammen med det medmenneske og den kristne bror eller søster, der mangler eller ligefrem lider uanset om det er i Congo, i Indien eller på hjemmebanen i Danmark.

Jeg ruskes i, kaldes til at forholde mig, og til at blive ved med at se og høre og smage. Her stilles jeg igen ansigt til ansigt med, at Guds globale familie er min familie, og at Gud kalder mig og os til at bringe gode nyheder til den verden, som han elsker. Gode nyheder om Guds kærlighed i ord og handling.

aber

Det er så fattigt at være som de små aber, der holder sig for øjne, ører og mund for at udgå at forholde sig og være til stede. Selvom det nogle gange gør ondt at forholde sig og handle, så er det dog rigt og frem for alt levende. Det er min udfordring i dag, men i virkeligheden også min velsignelse. Nu sidder vi ikke alle til en international konference i Arusha – men heldigvis har vi missionsselskaber, og udsendte missionærer, og vi har venskabsmenigheder, og nydanskere fra andre kulturer og naboen og kollegaen til at hjælpe os til at være åbne og opmærksomme.

Jeg har brug for at lytte og se og smage og forholde mig til mennesker, som er anderledes end mig selv, og som lever i en anden kontekst end mig. Det har vi alle. I mødet kan vi nemlig lære og mærke og blive motiveret til aktion og græde og glædes, og vi kan involvere os og i det hele tage opleve, at det delte liv er livgivende.  Gud kalder til fællesskab og til enhed, ikke til enshed, for netop i fællesskabet er velsignelsen til at mærke efter og udvide vores forståelsesramme og erfare livet.