Tag Archives: andreas østerlund nielsen

Arusha blog: Discipelskab er at være kristen

Arusha, Tanzania, March 2018
Discipelskab gør noget gennemgribende ved et menneske, skriver Andreas Østerlund Nielsen. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Andreas Østerlund Nielsen, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 

Missionskonferencens undertitel er: ”Called to transforming discipleship” (kaldet til forvandlende discipelskab). Spørgsmålet er, hvad ”forvandlende discipelskab” betyder, og hvordan vi bedst sætter ord på det i en dansk, folkekirkelige sammenhæng? Jeg vil foreslå, at vi genintroducerer ordet kristen.

Transformation

Arrangørerne har med tilføjelsen ”transforming” angivet, at de mener, at der er brug for en forandring af vores opfattelse af, hvad ”discipelskab” indebærer. Transforming har en dobbelt betydning:

1) Discipelskab er noget, som forvandler disciplen. Dåbens nåde er ikke blot en tilsagt åndelig status, men en nyskabt tilstand af at leve rettet mod Kristus. Det gør noget gennemgribende ved et menneske.
2) Discipelskab indebærer, at disciple søger at forvandle verden til det bedre. At være rettet mod Kristus er ensbetydende med at være rettet mod sit medmenneske

Hvordan udtrykker vi denne dobbelthed i en dansk, folkekirkelig sammenhæng?

Danske disciple

Selv om vi ved hver eneste dåb hører Jesu befaling om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple”, er discipel eller discipelskab ikke begreber, som er bredt anvendt i Folkekirken eller forståelige for ret mange. Det er ikke kun et spørgsmål om utidssvarende sprogbrug, men først og fremmest et sagligt forhold: Dåben gør krav på os – at vi lever som disciple af Jesus. Det harmonerer dårligt med folkekirkens traditionelt ultimative målsætning om at ville være folkets kirke. Hvordan kan kirken – lokalt og nationalt – gøre børn, unge og gamle til disciple af Jesus, på måder som opleves inviterende i dagens Danmark?

Jesus kaldte mennesker til at blive hans disciple med opfordringen ”Følg mig!” Det var en almindeligt kendt oplæringsmodel i samtiden, som Jesus gjorde brug af: at være en læremester, som havde lærlinge, ”disciple”; det havde Johannes døber og farisæerne også.

At være kristen

Paulus bruger imidlertid aldrig udtrykket discipel, selvom sagen – at være i Kristus og at følge efter Jesus – er hovedsagen i alt, hvad han skriver. Han bruger forskellige betegnelser: ”Guds elskede”, ”de hellige”, ”de troende”, ”brødre” og ”søster”. Han kan også tale om at ”tilhøre Jesus Kristus” eller at være ”i Kristus”. Paulus havde ikke selv noget, der svarer til disciple omkring sig, men han havde ”medarbejdere”, som i perioder fulgtes med ham, og som han kan omtale som ”mit ægte barn”.

I stedet for at lede efter en nutidig oversættelse af udtrykket discipel, er vi bedre tjent med at finde en eller flere relevante betegnelser for det, som er sagen i udtrykket discipelskab. For det er sagen, som er vigtig: At kristendommen i Jesus Kristus både tilsiger en status i nåden og fordrer et liv i tro. (Vil man sige andet må man skippe halvdelen af Det nye Testamente; det kan vi ikke tage seriøst!)

Menighedsrådsmedlemmer forpligter sig på at arbejde for kirkens ”liv og vækst”. Vi kan forstå det som en afspejling af dåben. Dåben giver en identitet i Jesus Kristus og en retning efter ham ud i verden. ”Transforming discipleship” handler om identitet og retning.

Så hvad med at genintroducere udtrykket kristen? Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne (Apostlenes Gerninger 11,26). Det kan vi også gøre i Danmark. At være kristen er nemlig ikke et spørgsmål om etnicitet, kultur eller medlemskab. At være kristen er at få givet en identitet i Jesus Kristus og en retning for sit liv efter ham ud i verden. Det gør en positiv forskel, og alle er velkomne!

Reklamer

Arusha blog: “Er vi klar til at lære fra Afrika, hvad Guds mission er i dag?”

Arusha, Tanzania, March 2018

Leder af Rådet for Verdensmission og evangelisering, Jooseop Keum. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Den økumeniske bevægelse er virkelig i bevægelse, skriver Andreas Østerlund Nielsen, delegeret ved Kommissionen for Verdensmission og evangelisering, Arusha, 2018, på vegne af Dansk Missionsråd.

 

På besøg hos de liberale og venstreorienterede

Det var med spændt forventning, at jeg torsdag ankom her i Arusha, Tanzania, til min første økumeniske konference i regi af Kirkernes Verdensråd.

Spændt, fordi jeg var ankommet til Afrika for blot anden gang, men også fordi det, jeg som dansk ”evangelikal” altid har lært er, at Kirkernes Verdensråd er ”de liberale” og ”venstreorienterede” – teologisk, moralsk, kirkeligt, politisk. Hvordan vil det opleves at være en del af det?

Og i forventning: Dels fordi det var min fornemmelse, at den økumeniske og den evangelikale bevægelse synes at have nærmet sig hinanden, men først og fremmest fordi konferenceprogrammet ”Moving in the Spirit – transforming discipleship” lovede os at bevæge os i Ånden – discipelskab der forvandler og forvandles. Jeg ville gerne bevæges og forvandles!

Det Globale Syd

Det, som vi har mødt de første to dage, er i høj grad en økumenisk bevægelse i bevægelse. Det har gennem et årti og flere konferencer været en bevægelse mod en stærkere Helligåndsteologi inspireret af særligt den ortodokse kirke, men også de pentekostale-karismatiske kirker i Det Globale Syd; således også konferencetemaet her: Moving in the Spirit

Men ved denne missionskonference er det imidlertid blevet erklæret mere tydeligt og eksplicit end måske nogensinde før, at det også er en bevægelse mod et stærkere fokus på Kristus, her ved konferencen udtrykt ved begrebet ”discipelskab”.

En bevægelse, der her sker under inspiration fra evangelikal kristendom i det Globale Syd. Denne bevægelse sker i erkendelse af og som reaktion på, at kristendommens majoritet og centrum nu befinder sig i det globale syd, hvor majoriteten af kirkerne er evangelikale.

Afrika viser vejen frem

Jooseop Keum er leder af Rådet for Verdensmission og -evangelisation (CWME), som er arrangør af missionskonferencen. I den rapport, han aflagde på konferencens første dag, slog han fast, at det er Afrika, der er dynamiske og ledende i mission i dag. Han spurgte retorisk: ”Er vi klar til at lære fra Afrika, hvad Guds mission er i dag? Er vi klar til at blive ledt fremad af Afrika, sammen for livet?”

Keum noterede sig en øget overensstemmelse mellem den økumeniske og den evangelikale forståelse af mission. Han sagde: ”I missionens forandrede landskaber i dag må man spørge, om opsplitningen mellem økumeniske og evangelikale perspektiver stadig er relevant, for at se verdenskristendommens fremtid for os… er det tværtimod en hindring for at reformulere fremtiden for mission?”

Det er, sagde han, nødvendigt at revitalisere mission gennem samspil (convergence) og samarbejde mellem disse to forståelser af mission… Vi skal udvikle en ny synergi mellem de to.

Keum peger på Missionskonferencen i Edinburgh 2010 og den fælles udgivelse af dokumentet “Christian Witness in a Multi-Religious World” (Kristent vidnesbyrd i en multireligiøs verden) som foreløbige højdepunkter for en øget udveksling og gensidig respekt.

Udfordringen til de evangelikale bevægelser må være, hvorvidt de er lige så villige til at tilnærme sig den økumeniske bevægelse – eller om de vil føle sig overlegne, fordi kristendommens bevægelse mod Syd nu globalt har givet dem en dominerende stilling? Det har de ikke råd til, for Europa er ikke Afrika. En relevant, evangelisk tro og kirke i Danmark er ikke en kopi af afrikansk kristendom.

Hvordan og hvor langt opleves denne tilnærmelse så på missionskonferencen her i Arusha? Den fornemmes tydeligt i mange indlæg og tilkendegivelser, og ikke mindst i den stærke spiritualitet – at lade sig bevæge af Ånden sker i bøn, lovprisning, meditation og over Skriften.

Sammen om bøn og lovprisning

Samtidig er det, som om den bredere enhed primært høres i udsagn og begreber som ”evangelisation”, ”Kristus-centreret”, ”discipelskab”. Konferencen bevæger sig derimod kun hen til kanten af de traditionelt centrale teologiske spørgsmål om frelse, Gudsbillede, retfærdiggørelse, synd og troens betydning.

Spørgsmålet er, om ikke det er helt som det skal være. Og det er måske der, hvor jeg selv lader mig bevæge. Er det ikke i den fælles bøn og lovprisning og samtale om bibeltekster – uden nødvendigvis at være teologisk enige og uden at mene, at det er underordnet om vi er enige eller uenige! ­­– at vi kan opbygge den gensidige tillid, som er forudsætningen for med nødvendighed at søge sandheden om Gud og om os selv sammen? Tør vi tro på, at vi er hinandens brødre og søstre i Kristus?

Om det bliver til en ”forvandling”, må de næste dage vise; men det er i hvert fald bevægende at være en del af den økumeniske mangfoldighed i Kristus.