LVF-blog: Grundtvig-foredrag trækker et verdenspublikum

Af lektor Hanna Broadbridge, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia. 

N-f-s-grundtvig-portræt

Grundtvig-centeret er til stede ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Her ses C. A. Jensens portræt af salmedigteren fra 1843. Foto: Wikimedia Commons/H. J Storgaard Andersen.

 

Edward Broadbridge holdt foredrag om Grundtvig for et publikum, der repræsenterede både Afrika, Asien, Europa og og Amerika. De mødte alle op med hver sin forudsætning.

En kvinde fra Minnesota havde haft aner i Danmark og sang “Dejlig er den himmel blå” hver jul derhjemme, mens en namibisk kvinde intet vidste om Grundtvig; hun var blot nysgerrig! En dansker ville høre om Grundtvig på engelsk, og en indisk biskop talte flydende dansk og sang for os alle det første vers af “Lille Guds barn, hvad skader dig” – på dansk, vel at mærke! Han havde tidligere tilbragt hele seks år i Danmark og havde taget Grundtvigs “glade kristendom” til sig under opholdet.

Selve foredraget varede en time med billeder af blandt andet Udby Kirke, Jellingestenene, Rødding Højskole og optoget til paladset i 1848, hvor Grundtvig ser på “folket” med både bekymring og begejstring.

Der blev vist et billede af Grundtvigs håndskrift, som er ved at blive tydet og digitaliseret på Vartov, samt en Grundtvig-sætning på ikke færre end 286 ord, hvor Edward Broadbridge forklarede hvordan han oversætter sådan en sætning ved at bruge “salamiteknikken”!

Foruden salmen blev der sunget sangen “Hvad er det, min Marie?” mens “Folkeligt skal alt nu være” blev læst op, begge i deres engelske udgave.

Til sidst skrev deltagerne sig på en emailliste, for at de kan modtage Edward Broadbridges nye initiativ: The Grundtvig Quarterly, en email som han vil rundsende 4 gange om året.

Interessen for Grundtvig kan nu fortsætte ved Grundtvig-centerets stand i det store telt for hele verdens lutherske organisationer. Her kan forbipasserende få et Grundtvig-badge og en snak om oversættelsesprojektet, som sætter i verden hele 5 bind af Grundtvigs værker på engelsk inden 2020.

LVF blog: Gud kommer til mig hver dag som 200 gram ris

Af Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

34478970101_2e55b8b9a2_k

Frelsen er ikke til salg, fastslog den indiske præst Monica Melanchton i sit oplæg til Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

“Frelsen er ikke noget, vi skal opnå. Frelsen er grundlaget for vores liv. Frelsen er i hverdagen, i de øjeblikke af omsorg og hjælp, hvor mennesker deler Guds nåde helt enkelt i at dele mad og drikke og livsfornødenheder. Frelse er solidaritet.”

Sådan sagde den indiske præst Monika Melanchton i sit oplæg over temaet “Salvation not for sale” (Frelsen er ikke til salg), som er et af hovedtemaerne på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. (Læg mærke til, at hun bærer det samme navn som Luthers nære medarbejder).

I går blev der under temaet “Human Beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg” sat fokus på den rædselsfulde og systematiske voldtægtskrigsførelse i Congo, der ødelægger hele samfund ved målrettet at ødelægge og ydmyge kvinder og børn. Dermed kom der også fokus på seksuel vold som et globalt og menneskefjendsk fænomen, der fratager kvinders og børn deres menneskelige værdighed.

Også i det perspektiv var det i dag håbefuldt at høre oplæg fra tre højt kvalificerede kvindelige lutherske teologer fra henholdsvis Indien, Tyskland og Surinam.

Melanchton tog fat i sammenhængen mellem teologiske doktriner og menneskers virkelighed – hvordan teologiske tolkninger kan have indflydelse på menneskers liv. Hvad forstår vi ved frelse? Er det et ensomt projekt og en spirituel oplevelse, hvor det enkelte menneske bliver forenet med Gud, eller en belønning for et dydigt liv?

Nej, frelsen er Guds gave, som sætter mennesker fri til et liv i kærlighed. Luthers indsigt var, at troen udtrykker sig i hjælp til medmennesket. Frelsen betyder solidaritet. Eftersom Kristus blev kød og blev menneske, er også frelsen menneskelig.

Melanchton gengav et digt af en pige under en hungersnød, som i korthed lød “Hver dag klokken 12 kommer Gud til mig. Han kommer som 200 gram ris. Han opretholder mit liv. Før han kom, forstod jeg ikke, at Gud elsker mig.”

Jesus valgte mad og drikke som repræsentation for sig selv, og at være til stede, hvor mennesker deler det.

Forkyndelsen af frelsen må være forskellig i forskellige livssituationer. Hvis den teologiske tolkning af frelsen gør Gud til en ensom ulv, der kun forholder sig til det enkelte menneske, så har frelsen slet ikke noget med fællesskabet at gøre, og så står man altid i fare for at gøre frelsen til noget , det kan købes eller opnås af den enkelte. Men hvis vi tror på den treenige Gud, så er Gud selv jo et fællesskab, og forholdet til Gud kan ikke isoleres fra forholdet til andre mennesker.

34609660575_bf545677aa_k

Danielle Dokman, præst fra Surinam. Foto: Albin Hillert/LVF.

Danielle Dokman, en præst fra Surinam, stillede spørgsmål ved, om de rige virkelig kan og vil være solidariske med den fattige, og om vi virkelig vil gøre op med markedssystemer, der sender andre mennesker i fattigdom, men gavner vores egen velfærd. Og så sagde Dokman:

“Hvis vi altid tror, at frelsen er noget vi selv har og skal bringe den til andre, så ligner det noget, som jeg kun kender alt for godt fra mit lands historie som koloni: Der var altid nogen, der ville bringe os frelsen. Måske skulle vi hellere tro på, at den gavmilde Gud, der har givet os frelsen, også har givet den til andre. Måske kan vi vove at møde hinanden med mildhed og svaghed og ikke som “Jeg har noget, du ikke ikke har” – måske kunne vi opdage frelsen som noget, vi deler”.

At teologi og liv hænger sammen er en selvfølge, men måske glemmer vi det alligevel af og til. Og forståelsen af, hvad frelse er, skulle vi ikke gerne blive færdige med at tale om. Hvad er det, vi frelses fra? Fra sult og uværdige forhold, fra sygdom, fra selvoptagethed, skyld, synd, død, ensomhed, manglende selvværd eller storhedsvanvid? Og hvad frelses vi så til?

Frelse er Guds befrielse, og mennesker befinder sig i mange forskellige former for nød – udover den grundlæggende egoisme. Der er ganske vist langt mere at sige om Gud, end at Gud kommer som 200 gram ris – men altså også det.

LVF blog: Frelsen er ikke en salgsvare

Af Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling

 

34436573282_d6d93f7111_kSalvation not for sale (Frelsen er ikke til salg) er et af temaerne på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling. På billedet ses Elizabeth Fekadu, som er præst i den etiopiske kirke Mekane Yesus. Foto: LVF/Staff.

Den danske folkekirke er den største internationale organisation i Danmark. Det mærker men helt tydeligt her på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Medlemmer fra lutherske kirker fra 97 lande over hele verden er til stede. Sammen udgør vi over 78 millioner medlemmer.

Hver eneste kirke har helt sin egen identitet, og vi står over for meget forskellige udfordringer i for eksempel Indonesien, Nigeria og Danmark. Men vi har også utrolig mange ting som binder os sammen, og her i 500-året for reformationen vil vi sammen fortsætte den reformation, som Martin Luther fik sat i gang.

Hver eneste dag har sit tema.

I går var det “Frelsen er ikke til salg”. Netop det tema, som fik Luther til at slå 94 teser imod afladshandlen op på slotskirkedøren i Wittenberg for 500 år siden. Men temaet er stadig aktuelt.

Jengwe fra Nigeria, en ældre dame i nationaldragt, fortalte en uhyggelig historie fra Nigeria, hvor Boko Haram rykker ind i landsbyer og dræber og voldtager kvinder og børn – og tvinger dem til at undsige kristendommen for at frelse deres liv.

Gichamo fra Etiopien fortalte om, hvordan karismatiske kirker i hendes land forfører en masse unge mennesker ved at lave forretning på frelsen: Kom og køb dette vand, som er helligt vand, eller køb denne flaske med jord, som du kan sprede i dit hus og opnå lykke og rigdom. Eller køb denne nøglering til en bilnøgle, og du vil få dig en fantastisk bil.

Hvad har disse beretninger at gøre med vores danske virkelighed? Jo, vi kender også til en “frelse,” som er til salg hos os.

Vi kender den fra reklamerne, som lover et lykkeligt liv, hvis vi blot køber denne chokolade, dette hus, denne bil eller denne operation. Men værre er, at vi tudes ørene fulde af, at vi skal skabe vores egen identitet. Vi er kun noget i forhold til det, vi præsterer. Du skal gøre det lidt hurtigere og lidt bedre, for kun den bedste vinder i konkurrencestaten.

Der er stadig brug for at blive mindet om, at frelsen ikke er en salgsvare. Frelsen – det grundlæggende i vores identitet  -er noget, vi får givet. At intet menneske er overgivet til sig selv, men er sat i et fællesskab med livets Gud og vores næste. Også i dag er der mange som lever i bundethed. Også i dag har vi brug for at blive sat frie – sådan som Luther så stærkt har understreget det.

Ny præsident for Det Lutherske Verdensforbund har et særligt forhold til Danmark

 Af Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd og delegeret ved Det Luherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia
LWF-Assembly-Musa-Panti-Filibus
Den nyvalgte præsident for Det Lutherske Verdensforbund hedder Musa Panti Filibus og er ærkebiskop i Nigeria. Foto: LVF

Ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Lutheran Church of Christ in Nigeria (LCCN) er valgt som ny præsident for det Lutherske Verdensforbund.

Musa har tidligere været leder for Det Lutherske Verdensforbunds afdeling for mission og udvikling og har siden 2013 været først biskop og siden 2016 ærkebiskop i LCCN. LCCN er Mission Afrikas partner, og den kirke, som Mission Afrikas grundlægger Brønnum var med til at starte i det nordlige Nigeria.

Musa skitserede i sin tale LVF’s fremtid ud fra en række pejlemærker. Verdensforbundet skal være globalt og diverst, fastslog han, vel med en henvisning til de diskussioner, som i de senere år har præget forbundet omkring vielse af to af samme køn.

Samtidigt skal LVF være økumenisk og være lokalt engageret for økumeniske forhold. I de lutherske kirkers liv bør både teologi og mission stå stærkt, sagde Musa, og forbundet vil gerne engagere lokale kirker i tænkning og nye praksisformer.

Kirkernes diakonale respons, sådan som vi ser det i Lutheran World Service, er central, fortsatte Musa. Retfærdighed, fred og forsoning er i en række kontekster udfordringen for lutherske kirker.

Især hvor der er tale om minoriteter vil LVF gøre mere for at løfte deres situation og behov frem. Det sidste lyder som gode nyheder i forhold til de steder, hvor kirkers plads i civilsamfundet bliver mindre som følge af diskrimination og forfølgelse.

Sidst, men ikke mindst, er der en interessant krølle på historien i forhold til Musa selv: Hvad der blev sået i det små, i vestjyske sogne som besluttede sig for at støtte Brønnums udsendelse til Nigeria i 1910’erne og opbyggelsen af LCCN gennem årtiers arbejde, bærer nu en ikke forudset frugt i form af den nye præsident Musa for Det Lutherske Verdensforbund.

LVF blog: Lad nåden få frit løb i DR Congo

På Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Windhoek, Namibia, holdt den congolesiske læge Denis Mukwege et foredrag om sit virke i DR Congo og om, hvordan troen giver ham et glimt af håb for en bedre verden. To af de danske deltagere beretter her fra foredraget:

34553135066_471b4757dc_k

“Vi fik alle et glimt af håb”

Blogindlæg af Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia:

 

Jeg er lige kommet ud fra en bevægende time sammen med den congolesiske læge Denis Mukwege. Han var blevet bedt om at holde hovedoplægget i Det Lutherske Verdensforbund, som i disse dage mødes. Han talte om forsoning og kvinders rettigheder. Baggrunden var dyster og grusom, men det, han kunne fortælle gav os alle et lille glimt af håb.

 I 1990’ernes borgerkrig i Den Demokratiske Republik Congo blev et nyt og grusomt ’våben’ opfundet, nemlig den systematiske voldtægt af kvinder i alle aldre. De fysiske og psykiske skader efterlod hele samfund ydmygede og ødelagte, uden værdighed og uden håb. Denis Mukwege begyndte at operere kvinderne, men selv efter årtiers operationer af tusindvis af kvinder er der stadig et næsten uoverkommeligt behov. Selv er han talrige gange blevet truet på livet, og hans egne døtre er blevet kidnappet.

 Da Mukwege blev spurgt om, hvad der gav ham håb, gav han et fantastisk svar: “Det som giver mig håb, er ikke, at mennesker bliver bedre. Det som giver mig håb, er at Gud er en fast borg,” sagde han.

“For at være en del af Guds mission, og for at give nåden frit løb, så må vi involvere både mænd og kvinder.  Begge har krav på værdighed og respekt,” fortsatte han.

Mange steder er kvinder udsat for vold og umenneskelig behandling. Kirkerne har her et specielt ansvar. For at være befriet af Guds nåde gælder lige fuldt for kvinder som for mænd.

Mange af vores danske missionsorganisationer er sammen med deres partnere engageret i kvindeprojekter – sundhed og mikrofinans er de mest prominente eksempler.

Denne pinse vil jeg specielt tænke på disse kvinder, og på den befrielse, som også de har ret til at få del i.

————————————————–

Skal kultur overdøve moral og kristentro?

Blogindlæg af lektor Hanna Broadbridge, medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia:

I mange områder i verden foregår der uhyrlige overgreb mod kvinder og børn. Vold er for dem en dagligdags ting, og voldtægt oplever mange børn og unge kvinder.

Selv helt små børn og babyer bliver udsat for seksuelle angreb der ofte ender med døden, eller i det mindste med forfærdelige skader på både krop og sjæl.

Denis Mukwege, en fremstående læge fra DR Congo fortalte på Det Lutherske Verdensforbunds Generalforsamling i Namibia torsdag om sit arbejde, undertiden med eget liv og sikkerhed som indsats,  med at hjælpe disse voldsofre via operationer og traumebehandling, tilbage til et liv der kan leves, om end med mange ar og smerter.

Reaktionerne blandt de mange delegerede var voldsom og næsten entydig. Men der var også enkelte stemmer, mandlige, der forsøgte at tale for kulturelle rettigheder og stillede spørgsmål om kvindernes egen indstilling til deres rolle som kvinder i en kultur, der stadig er mandsdomineret med ulige rettigheder.

Kirkerne kan spille en stor rolle her og formidle oplysning om rettigheder, om ligeret, om selvbestemmelse. De første skridt for begge parter er oplysning og undervisning, i hjemmene, i skolerne og i kirkerne.

 

LVF blog: Det Lutherske Verdensforbund er som et stykke musik

Det Lutherske Verdensforbund fortolker evangeliet ind i verden, og hver kirke er en tone i melodien.

34533163506_67e6deb765_z

Blogindlæg af biskop Marianne Christiansen, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Windhoek, Namibia, 11. maj 2017

“Det, der forener os, er større end det, der skiller os”.

Sådan sagde Martin Junge, generalsekretær for Det Lutherske Verdensforbund i dag i sin beretning her i Namibia.

Hvert 6. år holder dette fællesskab af lutherske kirker fra hele verden generalforsamling – på god gammeldags foreningsmaner med beretninger og afstemninger og vedtægter og alt, hvad der hører sig til.

Kun, at denne forening består af mennesker fra  – ja, hele verden. 98 lande har medlemskirker, og fra talerrækken i dag kan nævnes kvinder og mænd fra Holland, Malaysia, Indien, Finland, Uganda, Sydafrika, Nordamerika, Columbia og Chile for bare at nævne nogle få. Kirker, hvis medlemmer har vidt forskellige vilkår og kultur og klædedragter og sprog, men som deler tro.

Det Lutherske Verdensforbund besluttede i i 1984 at lave kvoter for deltagerne (sådan noget, som vi normalt har stor skepsis overfor i Danmark): Mindst 40% skal være kvinder, og mindst 20% under 30 år.

Det betyder noget for forsamlingen og talerrækken. For selv om vi derhjemme er hurtige til at slå os selv og hinanden oven i hovedet med, at det er forfærdeligt, at der er så mange kvinder i det offentlige, og at det betyder prestigetab for præsteembedet, at så mange kvinder er blevet præster, så kan jeg fra Namibia hilse og sige, at det er, hvad man i andre lande drømmer om og længes efter som et fjernt mål.
Jeg sender her bare en kort hilsen, for der er så mange indtryk, at jeg ellers kommer til at skrive alt for langt. Martin Junge fortalte i sin beretning om Det Lutherske Verdensforbunds arbejde med nødhjælp og myndiggørelse, med udveksling mellem kirkerne og teologisk arbejde. Han tog udgangspunkt i billedet af Verdensforbundet som et stykke musik, der fortolker evangeliet ind i verden, og hvor hver kirke er en tone i melodien: “Ingen kirke er så lille, at dens tone kan undværes i melodien, og ingen er så stor, at den kan bære hele melodien alene.”

34413938902_5edbca36f7_z

Generalforsamlingens overskrift er “Liberated by Gods grace”, “Befriet af Guds nåde” og under den er temaerne: “Salvation not for sale”, “Human Beings not for sale” og “Creation not for sale”.

Lige nu hørte jeg to japanere i samtale, hvor ordene “Liberated by God´s grace” gled ind midt i det japanske.

På billedet øverst ses LVFs formand, biskop Younan, som er palæstinenser, og generalsekretær Martin Junge, som er chilener. Billederne er fra beretningen, bl,.a. og LVFs flygtningearbejde, der i sin tid grundlagde organisationen i hjælpen til Europas flygtninge efter 2. verdenskrig, og i dag (som på billedet) gælder bl.a. “Moder Afrika”, som hjælpes til at hvile sig efter flugten til Uganda fra Sydsudan.

lvf marianne billede

MR20_1

Også det økumeniske (fælleskirkelige) aspekt spiller en stor rolle, som det ses på billedet ovenfor fra reformationsmarkeringen i Lund Domkirke, hvor paven og den svenske ærkebiskop omfavner hinanden.

Det, der forener, er større end det, der skiller.

 

Blog: Vi skal gøre en særlig indsats for migranterne i folkekirken

Der er kommet flere hundrede nye medlemmer i folkekirken, og der bliver ved med at komme flere. De er migranter, og de taler blandt andet farsi og arabisk. Men vi skal ikke bare tage for givet, at de bliver ved med at være i folkekirken, hævder Søren Dalsgaard i et blogindlæg på kristendom.dk. Tværtimod skal kirken gøre en særlig indsats for at beholde dem:

Personer med migrantbaggrund i folkekirken skal ansættes som lederskikkelser for migranternes menighedsfællesskaber i folkekirken, slår Dalsgaard til lyd for. Personer, som taler migranternes sprog og kender deres kultur, vil være en stor ressource for kirken.

“En person med migrantbaggrund, der ikke er fuldt assimileret, har noget særligt at bidrage med til den folkekirkelige selvforståelse som kristen kirke i en globaliseret verden,” skriver Dalsgaard.

Du kan læse resten af  Dalsgaards blogindlæg ved at klikke på linket her:

https://www.kristendom.dk/kommentaren/migranter-skal-ogsaa-traekke-i-praestekjolen