En uge om kultur, teologi og økumeni

Hundrede unge lutheranere mødtes i Wittenberg og diskuterede fattigdom, klima, sult, flygtninge og den store elefant i det lutherske rum: Homoseksualitet.

Af Marie Thybo Andersen

I lufthavnen i Berlin bliver jeg mødt af en busfuld unge mennesker, som udleverer Young Reformers key-hangers med vores navn og nationalitet. Nogle måneder forinden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i Workshop Wittenberg – en konference for over 100 unge mennesker fra mere end 60 forskellige lande. Dog med dét til fælles, at vi kalder os selv for lutheranere. Med dette udgangspunkt vil forsøget være, at vi sammen skal debattere, diskutere og måske endda blive klogere på, hvilket fælles ståsted og grundlag, som vi derudfra kan basere en tro på.

For mindre end et år siden havde jeg kun hørt navnet Det lutherske Verdensforbund (på engelsk the Lutheran World Federation, LWF) og pludselig sidder jeg i Wittenberg, en times kørsel fra Berlin, og føler mig meget langt væk hjemmefra – og det til trods for, at der sidder unge mennesker omkring mig, der er noget længere væk hjemmefra end jeg er!

Efter en dag med indkvartering og rundvisning i den hyggelige og historisk spændende by, var der velkomst ved Martin Junge, som arbejder som generalsekretær for LWF. Det var overvældende at blive budt officielt velkommen med store ord om, at det er et bevidst valg fra LWF’s side, at poste penge og kræfter i unge mennesker for at få en sådan konference op at stå, simpelthen fordi, reformatoren Martin Luther for snart 500 år siden selv var ung, da han begyndte at råbe højt, hvilket senere skulle vise sig at være begyndelsen på en reformation. Og med de store ord fra Martin Junge: ”It is allowed to be loud! ”, var konferencen for alvor skudt i gang.

Wittenberg1

Dagenes struktur mindede for så vidt om hinanden: Morgen-ceremoni, arrangeret af os deltagere på skift, oplæg, workshop. Så frokost, efterfulgt af mere dybdegående workshops om eftermiddagen.

Efter den første dag var jeg fyldt op til randen af tanker og spørgsmål: Hvad er det, vi skal reformere? Skal vi overhovedet reformere og ikke bare udvikle os selv og dét, vi kalder kirken? Kan man begynde en reformation af en kirke eller en teologi og bevare interessen for den respektfulde økumeni samtidig? Hvad kan vi samles om trods mange forskelle og uenigheder (fx sakramenter og synd, bare for at nævne eksempler)?

Der faldt dog i løbet af de følgende dage lidt ro på tankerne og spørgsmålene. Et af nøgleordene for denne konference/workshop blev hurtigt slået fast: dialog. Dialog er vigtigt, når der er noget i en kirke eller i en teologi, man ikke forstår eller er direkte uenig i. Dialog er vigtigt i økumeniske sammenhænge, lige så vel som i inter-religiøse sammenhænge. Som Martin Junge formulerede det: ”Økumeni skaber enhed på den måde, at dialogen skaber forståelse for andres vidnesbyrd og forståelse for andres kristendom. ”

Men så kom dagen, hvor provokatøren – eller reformatoren om man vil! – i mig blev vækket!
Fra den opsatte scene og talerstol, hvorfra oplæggene blev holdt, blev der debatteret mange emner, som man mente, var de emner, der lige nu fyldte meget i de forskellige verdensdele og regioner; fattigdom, klimaforandringer, sult, flygtninge, mangel på uddannelse osv. Mange reflekterede og engagerede unge og knap så unge mennesker forklarede om emnerne og gav bud på, hvordan man kan engagere endnu flere unge til at kæmpe for at hjælpe flygtninge eller fattige, både lokalt, globalt eller endda internationalt. Et spændende initiativ, som vi fra ’den nordiske region’ (Danmark, Norge, Sverige og Finland), snakkede om, hvorvidt og hvordan vi kan bidrage til.

Et emne, som dog på intet tidspunkt i dagene var blevet nævnt fra scenen, var homoseksualitet og/eller homoseksuelle ægteskaber. I min hverdag som teologi-studerende er det et emne, der ofte bliver vendt og heftigt diskuteret. Min overordnede holdning er, at kærlighedens sprog er ligesom det religiøse; det ligger uden for vores menneskelige begrebs- og formuleringsverden. Lige som jeg ikke selv bevidst valgte at blive forelsket i min kæreste, gælder det samme for dem, der bliver forelsket i én af samme køn. Kærligheden imellem dem er den samme – og efter min mening, er denne kærlighed lige smuk i Guds øjne uanset køn.

Da jeg spurgte mine tre ”regions-fæller” ind til emnet, var de alle mere eller mindre enige med mig. De kunne også fortælle, at det også er et aktuelt emne, både i og uden for deres landes kirker. Hvor Martin Luther gik hen på Wittenbergs Slotskirkes dør og hamrede sine 95 teser op, gik jeg ud til den store idé-opslags-tavle og skrev med store bogstaver: ”CAN WE DISCUSS HOMOSEXUALITY? ”. Normalt er det ikke et emne, jeg brænder for. Min kæreste er en mand, jeg kender ikke mange homoseksuelle, men dét, at det føltes som ”den store elefant i rummet, som man ikke må nævne”, som repræsentanten fra Norge udtrykte det, gjorde, at jeg følte det som noget netop nævneværdigt!

Er det reformation de vil ha´, er det reformation de skal få!

Det, der efterfølgende skete, sker så ofte, når man handler provokativt; man skal stå til ansvar for sin handling. Jeg blev derfor spurgt, om jeg ville være ordstyrer og ansvarlig for god ro og orden til en halvanden times eftermiddags-workshop om homoseksualitet, hvilket jeg gik ind til med både spænding og nervøsitet. Især da det viste sig, at også mange fra Afrika, Latinamerika og Indien var interesseret i at debattere dette emne – hvor uenighederne viste sig at være store og mange! Uden at gå nærmere i detaljer kan det siges, at den gode ro og orden blev overholdt, men en enighed om emnet var umulig. Holdningerne var simpelt hen for langt fra hinanden.

Wittenberg2

For mit vedkommende sluttede hele ugen af med en stor kulturel aften, hvor alle regioner skulle forberede et kulturelt indslag. Det indeholdt flotte national-dragter, mærkeligt mad, smukke sange, henna-tatoveringer, sjove danseindslag og, vigtigst af alt; 100 unge mennesker, der på trods af workshops og diskussioner der ikke nødvendigvis når til enighed og spørgsmål der ikke nødvendigvis får et entydigt svar, ender ud i én stor salsa-dans i 100 farver.

Jeg ved endnu ikke, om jeg har fundet svaret på det spørgsmål, jeg også havde i begyndelsen om, hvor meget uenighed og forskelle én teologi/kirke kan rumme . Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at selvom begrebet dialog tit bliver brugt, er det ikke at undervurdere. Vi bliver kun klogere på hinanden og os selv ved at bruge ord og ved at erkende og anerkende, at vi ikke nødvendigvis når til enighed om alt, men at vi af den grund netop ikke må stoppe dialogen dér, men fortsætte.

Lige nu har jeg lyst til at opspore alle unge mennesker i Danmark, der kalder sig kristne, på den ene eller anden måde, til et kæmpestort økumenisk møde, hvor vi skal præsentere vores kristne liv og identitet med hinanden, være en masse i dialog, debattere og diskutere en masse om gudsforståelse og kærlighed og ligheder og forskelle. På den måde tænker jeg, at vi kan blive klogere på hinanden – vores næste – og på os selv.

Og midt i denne dans griber en repræsentant fra Ghana fat i mig og siger TAK for, at jeg bragte emnet op, selvom han ikke er enig med mig. Hans holdning om forskelle og uenigheder var i hvert fald klar: ”Du er lutheraner, jeg er lutheraner. Det er denne ramme af forskellige fortolkninger, som den lutherske identitet netop kan bære!”

Nye temaer og nyt dansk medlem i Faith and Order

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol. og ph.d.-studerende

Juli 2015

Siden Kirkernes Verdensråd blev oprettet i 1948, har kommissionen ”Faith and Order” (Tro og kirkeordning) udgjort en vigtig del af rådets arbejde. ”Faith and Order” er et teologisk diskussionsforum, som har det erklærede formål at arbejde for, at alle kristne kirker kaldes til synlig enhed. ”Faith and Order” udgiver løbende tekster, der dokumenterer den fortsatte samtale mellem verdens kirker.
Hvert syvende år vælges der nye medlemmer til ”Faith and Order”. Medlemmerne vælges fra de kirker, der har tilsluttet sig Kirkernes Verdensråd samt fra Den katolske Kirke. I 2014 valgtes 49 medlemmer til en ny kommission, og her iblandt var jeg selv efter at være blevet nomineret af Folkekirkens mellemkirkelige Råd som dansk kandidat og derpå valgt ind.
I dagene d. 17.-25. juni deltog jeg i mit første møde i ”Faith and Order”. Mødet blev afholdt på klosteret Caraiman i Rumænien. Klosteret ligger ved landsbyen Busteni, ca. halvanden times kørsel fra Bukarest, og er placeret så tilpas højt oppe i bjergene, at temperaturen er let kølig og udsigten pragtfuld.

Nye teologiske fokusområder
Under mødet besluttede den nye kommission sig for at fokusere på især tre overordnede temaer i de kommende syv år. Temaerne blev løst defineret undervejs, og kommissionens medlemmer blev inddelt i tre studiegrupper, der skal gå videre med de enkelte emner.
Kirkernes Verdensråd arbejder for tiden under temaet ”Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsfærd”. På mødet i Rumænien blev det bestemt, at ”Faith and Order” skal se sit arbejde i forhold til dette overordnede pilgrims-tema, som i vid udstrækning må forstås symbolsk. I sig selv er temaet inspireret af Salme 85,11: ”retfærdighed og fred kysser hinanden”.

Kommissionen lagde sig fast på de følgende tre temaer:
1) Kirken på retfærdighedens og fredens pilgrimsvandring i verden af i dag (The Church on a Pilgrimage of Justice and Peace in Today’s World),
2) En pilgrimsfærd mod en fælles forestilling om og vision for Kirken (Pilgrimage towards a Common Vision of the Church),
3) En retfærdighedens og fredens pilgrimsrejse ift. moralske spørgsmål (The Pilgrimage of Justice and Peace and Moral Discernment).

Gruppebillede.FO kopi beskåret

Et udsnit af den nye Faith and Order-kommission. Maria Munkholt Christensen står i tredje række lige foran manden med solbrillerne.

Jeg blev selv en del af arbejdsgruppe nr. 2, der skal beskæftige sig specifikt med Kirken. Emnet er altså ekklesiologi, læren om kirken. Vi skal blandt andet se på, hvad kirken er; hvad kirken bør være; hvad kirken kan være osv. Den forrige kommission udarbejdede et dokument, The Church towards a Common Vision, som har en traditionel, vestlig og temmelig højkirkelig stil. Vi vil i arbejdsgruppen arbejde videre med dokumentets ideer og samtidig forsøge at indhente og inddrage perspektiver fra kirker, der endnu ikke er kommet til orde i ”Faith and Order”. Når man ser på verdens kirker, må man konstatere, at meget er i forandring, og vi vil forsøge at have blik for nye måder at være kirke på. Ikke dermed sagt, at vi absolut skal være kirke på en ny måde, men vi kan overveje, hvordan man teologisk kan og bør tale om kirken i verden.
De øvrige to arbejdsgrupper skal behandle andre spørgsmål, bl.a. om kirkernes rolle i en multireligiøs verden, og om hvordan kristne kirker kan forholde sig til forskellige ”moralske spørgsmål”. En opgave er for eksempel at undersøge, hvordan forskellige kirker træffer afgørelse i moralske spørgsmål. Det er i høj grad såkaldte ”moralske spørgsmål”, der i dag skiller kirkerne, i modsætning til de dogmatiske spørgsmål, der traditionelt har været kirkesplittende.

Uendelige perspektiver
Jeg har store forventninger til kommissionens videre arbejde. Personligt har det allerede efter en uge været en stor oplevelse at være en del af ”Faith and Order”. Her finder man pludselig sig selv i samtale med en amerikansk franciskaner-munk, en jamaicansk baptist og en indisk ortodoks. Det er som at møde kirkehistorien ansigt til ansigt.
På mødets første dag besøgte Kirkernes Verdensråds norske generalsekretær, Olav Fykse Tveit, kommissionen og talte til os om alles ret til håb. På mødets sidste dag afsluttede ordstyreren Susan Durber med at påpege den passion, hvormed Jesus selv bad om enhed iblandt troende, da han bad om, at ”de alle må være ét” (Joh. 17,21). Med sådanne bemærkninger blev mødet indrammet af væsentlige ord, som i sig selv giver anledning til videre teologiske samtaler.

Porvoo: Perspektiver i fællesskab

Af Maria Munkholt Christensen, cand.theol., styrelsesmedlem i Økumenisk Ungdom

Ulig de danske vikinger, der underlagde sig Yorkshire i 800-tallet, ankom den danske delegation med fredelige hensigter til ”Porvoo Church Leaders’ Consultation” i York d. 17. september 2014. Mødet strakte sig over tre dage og havde det sympatiske, men noget abstrakte tema ”Mod større enhed og tættere fællesskab”.

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Mødets vært John Sentamu, ærkebiskop af York, sammen med Maria Munkholt Christensen

Jeg rejste med som 28-årig ungdomsrepræsentant, udsendt af Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Vi var tre deltagere fra Danmark, og i alt deltog 45 repræsentanter fra de 15 kirker, som Porvoo-fællesskabet nu omfatter (heraf seks anglikanske og ni lutherske kirker). Stemningen under mødet var mild, ligesom vejret, og munter, ligesom ærkebiskoppen af York, hvis residens vi besøgte i Bishopthorpe.

I løbet af mødets seks sessioner kom det ikke til voldsomme diskussioner, hvilket undrede mig lidt. Det var vigtige spørgsmål, der blev behandlet: Hvad skal kirken? Hvordan? Og hvad skal vi med Porvoo-fællesskabet? Der synes at være en stiltiende enighed om at undlade unødige provokationer. Men tavshed kan jo være sigende, og visse forskelle skinnede selvfølgelig igennem. For eksempel kunne de forskellige syn på embedet nok aflæses, da alle biskopperne gjorde sig klar til gudstjeneste. De fleste iførte sig farverige kåber, undtagen den danske biskop, der fremstod som klerikal kontrast i sort fløjl. På den ene side hersker altså uudslettelig forskellighed og farverigdom, på den anden side anerkendes forskelligheden som en styrke for det overordnede fællesskab imellem kirkerne.

Vejen og vejens teologi fremhæves

Der var enighed om, at majoriteten har brug for minoriteten, og der var enighed om de store linjer. Kirkerne i Porvoo-fællesskabet er på vej mod tættere sammenhold, som mødets overskrift sagde. Men nøglen ligger netop i vej-metaforen, vi er på vej, mente den anglikanske biskop i Church of Ireland Michael Jackson. Målet nås ikke, og det er selve bevægelsen, der er vigtig. Han sammenlignede forholdet kirkerne imellem med forholdet imellem Treenighedens personer. Vej-metaforen blev gentaget under flere af mødets sessioner – også som billede på, hvad kirken bør være. Flere påpegede, at kirken må være til stede ”uden for murene”. Kirken må ud på vejen og møde folk, hvor de er, fysisk og mentalt. Den svenske ærkebiskop Antje Jackelén påpegede, at vi må bedrive theologia viatorum – det er teologi for dem, der befinder sig på livets vej. Vejens teologi er den ufærdige teologi, der bliver til, mens vi går i verden. Endnu findes der ingen theologia beatorum, de saliges teologi, den afsluttede teologi. Biskop Robert Giles fra The Scottish Episcopal Church fremsatte et handlings-orienteret budskab ved at udlægge Jesu lignelser og påpege den strenghed, de indeholder. Han sagde, at kirken må gå selvopofrende mod korset. Det blev uddybet som det, at kirken altid må fortsætte og må acceptere, at lønnen ligger i selve arbejdet. Robert Giles kaldte på radikalitet i kirkens arbejde – at vaske sin egen menigheds allerede rene fødder skærtorsdag er der ingen mening i. Ja, kirken skal gå mod Emmaus, sagde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen i et andet indlæg. Kirken må ikke være en pralende og selvgod kirke, men må være en lyttende kirke, der er i stand til at rumme også de søgende, anonyme Nikodemus-kristne. Hvordan kirken konkret skal gebærde sig, blev der ikke givet svar på. Vejen bliver til, når vi går.

Et fællesskab i frihed

På sin vis er Porvoo-fællesskabet ”under-struktureret”, som en af deltagerne formulerede det. Der er hverken økonomi eller personel til rådighed for fællesskabet, som drives af skiftende lederskab, fundet blandt kirkernes biskopper og præster. Den løse struktur gør det vanskeligt at søsætte konkrete tværkirkelige initiativer, men heri ligger muligvis også hemmeligheden bag fællesskabets levedygtighed. Der er ingen, der har magt til at diktere eller definere, og derfor kan mange kirker føle sig hjemme inden for rammerne af Porvoo-erklæringen. Selvom jeg kunne ønske lidt mere diskussion og handlekraft, finder jeg, at rummeligheden er en velsignelse. Der er store perspektiver i at blive bekendt med de andres perspektiv og så gå frit, enhver til sit.

Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsvandring?!

– Refleksioner efter et centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd

Af Kirsten Auken, Den danske Folkekirkes medlem af KV’s Centralkomité

En lang gåtur kalder smilene frem hos KV's Centralkomité. © WCC/Peter Williams

En lang gåtur kalder smilene frem hos KV’s Centralkomité. © WCC/Peter Williams

På Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan i november blev det vedtaget, at overskriften for de næste syv års arbejde skal være ”A Pilgrimage of Justice and Peace”.  Hvad der mere præcist lå i dette, havde vi stadig til gode at finde ud af, da vi rejste hjem, selvom vi da var blevet præsenteret for nogle skitser og tanker.

Nu har vi netop afsluttet det første møde i den Centralkomité, der blev valgt i Busan, og ”Pilgrimage” var et vigtigt, gennemgående tema på mødet. Blev vi – jeg – så klogere på, hvad det går ud på? Både ja og nej. Og måske skyldes det, at der slet ikke er noget færdigt svar – og heller ikke skal være det. Men her er nogle lommeteologiske overvejelser om, hvad det går ud på.

På centralkomitémødet vedtog vi en ”Invitation to the Pilgrimage of Justice and Peace”. Når man læser den, bliver man i hvert fald lidt klogere – også på det spørgsmål der følger lige efter: er det noget vi i Danmark (Folkekirkens mellemkirkelige Råd, andre i folkekirken, andre kirker, Folkekirkens Nødhjælp) behøver at beskæftige os med?

Svaret er for mig at se, at det kan vi næsten ikke undgå at komme til, hvis vi vil noget som helst med Kirkernes Verdensråd. ”Pilgrimage of Justice and Peace” er nemlig ikke bare et afgrænset projekt men den samlende “overligger” for hele KV’s arbejde de næste syv år – symbolsk/teologisk og praktisk: Både når KV fungerer som koordinator/facilitator for samarbejde med medlemskirkerne og ”de økumeniske partnere” (fx Folkekirkens Nødhjælp), og i forhold til KV’s eget teologiske og praktiske arbejde.

Ny enhedsforståelse
”Pilgrimsvandringen” knytter sig tæt til den nye enhedsforståelse, der udspringer af generalforsamlingen i Busan: Hvor man hidtil har talt om ”staying together”, taler man nu om ”moving together”. En bevægelse hvor vi både ER sammen og GØR NOGET sammen. Og enheden og fællesskabet er bredere end det kristne fællesskab. Det omfatter sådan set hele menneskeheden og hele den skabte verden. En åben invitation til alle, der vil være med.

Så når Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp deltager i KV’s ledsagerprogram til Israel og Palæstina, kan dette siges at være et konkret udtryk for denne ”pilgrimsvandring”. Det samme kan arbejdet med forfulgte kristne, med migrantkirker og meget af det, vi laver sammen i Danske Kirkers Råd – også selvom det slet ikke sker i regi af Kirkernes Verdensråd.

Djævlens så berømte advokat kunne måske finde på at sige, at vi så slet ikke behøver at gøre noget nyt – vi har bare fundet på en fin ny overskrift. Gammel vin på nye flasker. Og et stykke hen ad vejen er dette måske rigtigt, men så alligevel ikke. Det nye ligger for mig at se især i den nye forståelse af enheden. Det er en meget rummelig enhed, som uden videre har plads til mangfoldigheden, og som jeg tænker at mange i folkekirken måske lettere kan finde sig til rette i (jeg skal nok vare mig for at sige alle!). Vi kan blive ved at være os selv og samtidig være en del af dette større fællesskab – og vi har fælles anliggender med dette fællesskab. Vi mødes ikke bare og siger ’nøj hvor er vi enhedsagtige’. Nej, vi gør noget sammen, og i takt med, at vi gør det, vokser vores fællesskab med de andre også. Og det vi gør sammen, er det, der giver mening i vores sammenhæng, og hvor ordene ”fred” og ”retfærdighed” kalder på handling.

Hvordan oversætter vi det til dansk?
”Pilgrimsvandringen” kan således både være symbolsk og meget konkret. I den engelske invitation lægges der meget vægt på, at det er en pilgrimsvandring ”OF” justice and peace, ikke ”for” eller ”towards” justice and peace. Denne hårfine skelnen er vanskelig at oversætte til noget der fungerer på dansk. Vores nordiske søsterkirker taler om ”En Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsvandring”. Ikke så mundret synes jeg, men mere ydmyg og mindre triumfalistisk end En Pilgrimsvandring for Retfærdighed og Fred. Det er ikke bare en eller anden fredsdemonstration vi er ude på!

Ordet ”vandring” optræder slet ikke i det engelske ”pilgrimage”, og måske gør det den bredere symbolske forståelse lidt lettere end det noget mere demonstrative ”pilgrimsvandring”?
(Dermed være ikke sagt at man ikke også gerne må gå ud og vandre. Det kan faktisk være særdeles forfriskende og konkret hvis man er ved at kløjs i alle de fine ord. Det oplevede vi under centralkomitémødet da vi om søndagen var inviteret ud på en 3 timers (pilgrims)vandring som sluttede på Bossey, Kirkernes Verdensråds Økumeniske Studieinstitut, naturskønt placeret for foden af Jurabjergene med udsigt over Genèvesøen).

Vi kan selvfølgelig også vælge at blive sure – eller bare vende ryggen til: ”Det der med pilgrimsvandringer var vist ikke lige Luthers kop te, og det er noget patetisk nymodens pjat, der ikke har nogen plads i folkekirken”. Nem reaktion – men også lidt kedelig, synes jeg. Hvad med at prøve en lidt mere åben og nysgerrig tilgang: ”Hvad er det vi har af fælles anliggender med de andre kirker og kristne – og bredere end det? Hvad kan den ”Retfærdighedens og Fredens Pilgrimsvandring” nu betyde i vores sammenhæng? Hvordan ser vores bidrag ud? Hvor langt kan vi gå med? Måske er det fint at bare nogle af os går med? Måske er der noget af det vi laver sammen med andre kirker her i Danmark, der allerede kvalificerer sig til at være en del af ”pilgrimsvandringen”? Og hvad sker der med vores forståelse af det arbejde, vi allerede laver, hvis vi ser på det i dette lys? Måske får vi ligefrem nogle nye ideer til, hvad vi kan gøre sammen? Og måske kan vi vove os lidt længere ud sammen uden nødvendigvis helt at vide, hvor vi ender? Ja, måske har vi endda noget at bidrage med?

Overvejelserne slutter ikke her. Jeg håber andre vil tænke med – og være med.

Læs mere om pilgrimsfærd og KV’s møde i Centralkomitéen her.

“Kirkerne bliver nødt til at flytte”

Kirkernes Verdensråd, Genève den 6. juli 2014, interview af Susan Kim

Klimaforandringer ændrer livet ved Grønlands kyster
Selvom biskop Sofie Petersen kan tale overbevisende om de videnskabelige årsager til klimaforandringer, vil hun hellere tale om, hvad der er ved at ske med folk i hendes hjemområde, Grønland.

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Biskop Sofie Petersen, medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité. © WCC/Peter Williams

Som biskop i Grønlands stift i folkekirken, bor Sofie Petersen i det samme grønlandske kystsamfund, som hun er vokset op i. ”Lige nu er der to kirker, som er bygget ud til Grønlands kyst, hvis fundamenter bøjer og bukker, fordi permafrosten forsvinder i vores land. Store dele af landet ændrer sig,” siger hun. Der er ikke noget, man kan gøre for at redde disse bygninger, hvor de er, tilføjer hun. ”Disse kirker bliver nødt til at flytte.”

Sofie Petersen ser sig selv som en del af et samfund af oprindelige folk i Grønland. Hun voksede op med en dyb forståelse for den jæger- og fiskerkultur, som stadig omgiver hende. ”Vi mærker implikationerne af klimaforandringerne, fordi mange af vores kirkemedlemmer er jægere og fiskere, som nu må arbejde under ekstreme vejrforhold. Deres hustruer og børn er også dybt berørte.” Rejebestanden reduceres fortsat, mens fiskestimer, som ikke naturligt hører til i Grønland, flytter ind i farvandene. ”Fiskerne er nødsagede til at udskifte deres udstyr,” siger hun.

Ekstremerne forværres
For de oprindelige folk, som Sofie Petersen siger lever ”tættere på naturen”, har klimaforandringerne påvirket dyrebestande på en måde, som ikke blot er bemærkelsesværdig men direkte alarmerende. ”For eksempel kommer isbjørnene nu ind i byerne, ind i beboede områder, fordi de er sultne.”

Gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité, organisationens besluttende organ, har Sofie Petersen kunne dele historierne om oprindelige folk fra Grønland samt høre nyt fra oprindelige folk fra andre regioner. ”Vi har set det i Canada, i Alaska – huse der falder i vandet.”

Sofie Petersen har et tæt forhold til sit lokalsamfund. Hendes far var præst, og hun besluttede som 11-årig, at det ville hun også være. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle,” siger hun.

Hun mener, at oprindelige folk kan fortælle deres historie og hjælpe resten af verden til bedre at forstå den globale opvarmning.”Det er en vigtig sag, som påvirker i hele verden,” siger hun.

Sofie Petersen ønsker, at folk bliver bedre til at forstå, at klimaforandringer ikke nødvendigvis resulterer i højere temperaturer året rundt. ”Det betyder, at vejrekstremerne er værre – det bliver koldere, og det bliver varmere, og ekstremerne bliver mere og mere ekstreme. I ville ønske, folk havde bedre forståelse af dette. I Grønland regner det nu, som det plejer i Danmark. I Danmark regner det nu som det plejer i troperne. Uanset hvilket land du bor i – det er i gang.”

Interview med Sofie Petersen under møde i Kirkernes Verdensråds Centralkomité.
Oversættelse: Rebekka Højmark Svenningsen, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Læs mere om KV’s arbejde om klimaretfærdighed og varetagelse af skaberværket her.

Ny formand for Kirkernes Verdensråd: Rådet er ikke hvad det har været…!

 

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Agnes Abuom, formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité taler ved mødets åbning. Foto: @WCC

Af Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Der er Centralkomitémøde i Kirkernes Verdensråd. Repræsentanter fra de omkring 350 medlemskirker er samlet i Genève for at lytte til rapporter og for at tage beslutninger om Verdensrådets fremtidige opgaver og strategi. På podiet står kenyanske Dr. Agnes Abuom. Hun er ny formand for Kirkernes Verdensråd, valgt på generalforsamlingen i Busan, Sydkorea, 2013, og hun aflægger nu sin første rapport til Rådets centralkomité, organisationens højeste beslutningsorgan. Folkekirken har sine to medlemmer på plads: Kirsten Auken og Sofie Petersen. Jeg selv er med som rådgiver.

Der sker en hel del i så stor en organisation, som Kirkernes Verdensråd er. Derfor er Agnes Abuoms rapportering lang. Adskillige tætskrevne sider fremlægges, og jeg må indrømme, at jeg efter en ret sen ankomst til Genève aftenen i forvejen, og som konsekvens deraf en relativ kort nattesøvn, nok ikke får fat i alle hendes ord og pointer. Dog går min opmærksomhed fra 0 – 100 på meget kort tid, da jeg hører Kirkernes Verdensråd nye formand proklamere, at Rådet har mistet sin berettigelse: ”The World Council of Churches has been loosing its usefulness…!”.

Det var en overraskelse, tænker jeg. En stor en af slagsen. Faktisk. Godt nok skal en ny formand jo altid benytte lejligheden ved første fremtræden at sætte sig i respekt og helst føre nye ideer og indsigter på banen. Men dette er dog overraskende. Ikke at jeg ikke med jævne mellemrum møder netop det udsagn i folkekirken: De store økumeniske organisationer er ligegyldige og i bedste fald uden effekt. Men derfra og så til at høre det erklæret indefra, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin berettigelse…?! Kan det virkeligt passe…?!

Da resten af salen ikke reagerer på samme måde som jeg, strejfer tanken mig, at jeg måske kan have hørt forkert. Jeg griber den udleverede trykte rapport og finder frem til det afsnit, som ifølge mine ører angiveligt skulle indeholde de kontroversielle ord. Således, i afsnit 47, finder jeg frem til det aktuelle udsagn og læser for mig selv: ”The World Council of Churches has been loosing its youthfulness…!” – Agnes Abuon talte ikke om Verdensrådets vigende ”usefulness” men pegede på, at Kirkernes Verdensråd har mistet sin ”youthfulness”, sin ungdommelige friskhed. Ikke helt på samme vis en overraskende konstatering – om end en vigtig observation – når det nu handler om en organisation, der i 2014 kan se tilbage på 66 års aktiviteter.

Således beroliget kan jeg sammen med resten af salen vende opmærksomheden mod næste session på Centralkomitemødet: Tre vidneudsagn om kirkens situation og rolle i nogle af verdens brændpunkter. Præsten Peter Tibi fortæller om sit hjemland, ikke bare en af verdens yngste stater men også en af verdens skrøbeligste – den fejlslagne stat Sydsudan, hvor mennesker ikke længere kan regne med staten som ramme om fællesskabet, og kirkerne derfor med hjælp fra Kirkernes Verdensråd forsøger at opretholde menneskelig værdighed mod alle odds.

Dr. Sang Chang fra Korea beskriver dernæst situationen for iturevne familier på de to sider af konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Selv er hun født i Nord men flygtet til Syd. Savnet, som lever dybt i hendes familie, er et symbol på konflikten i det todelte folk på den koreanske halvø. Kirkernes Verdensråd har efter Generalforsamlingen i Sydkorea sidste år arbejdet på at etablere en freds- og forsoningskonference med deltagelse fra begge sider i konflikten. Kirken, som står stærkt i Sydkorea, er dybt involveret.

Slutteligt taler biskop Emmanuel Udofia fra Nigeria engageret, men også forstemmende, om kirkernes oplevelse af den ekstremistiske muslimske terrororganisation Boko Harams aktiviteter i det nordlige Nigeria. Senest er organisationen blevet kendt for at bortføre piger fra en kristen kostskole for derefter at holde dem i fangenskab og tvangskonvertere dem. Kirkerne i Nigeria arbejder sammen med Kirkernes Verdensråd på at samle moderate muslimer og kristne lokalt, som kan modarbejde Boko Harams modbydelige fremfærd.

Har man hørt disse fortællinger, ved man, at Kirkernes Verdensråd på ingen måde har mistet berettigelse. Tværtimod. Vi tænker ikke så meget over det i folkekirken, hvor vi hverken skal kæmpe med en fejlslagen stat, et delt folk eller ekstreme muslimske terrororganisationer. Men kirken er mere end folkekirken og verden mere end Danmark. Kirkernes Verdensråd er med til at sætte kirken og verden – og kirken i verden – på dagsordenen.

At Rådet så har mistet noget af sin ungdommelige friskhed, det er der nok noget om. Men sådan må det være efter 66 år. Og formanden ved det og har adresseret det i sin første tale til Centralkomiteen. Så det skal nok gå.

Lutheranere, interfaith og indonesiske inspirationer

“Da vi besøgte Toba Lake forklarede en indfødt, at de var blevet protestanter, fordi de havde spist to missionærer, men ikke den tredje. Og han var altså protestant!”, skriver Ulla Morre Bidstrup fra luthersk rådsmøde i Indonesien.

Det lutherske Verdensforbunds Council (”bestyrelse”) holder møde denne uge. Hvert andet år finder mødet sted i Geneve, hvor Det lutherske Verdensforbund har hovedsæde. De øvrige år mødes de ca. 150 mennesker (inklusive rådgivere og embedsfolkene fra de mellemkirkelige organisationer) et helt andet sted på kloden for at fordele rejsebyrden en smule.

Gudstjeneste i luthersk indonesisk kirke. Foto: HKBP/Fernando Sihotang

Gudstjeneste i luthersk indonesisk kirke. Foto: HKBP/Fernando Sihotang

Dette år finder mødet sted i Indonesien. Mange både praktiske og politiske forhold gør sig gældende, når værtslandet for et internationalt arrangement skal udvælges. Det gælder hvad enten, der er tale om verdensmesterskabet i fodbold med mange års forberedelse og milliardbudgetter eller det årlige lutherske sammenrend fra hele kloden, som klarer sig med en hel del mindre.

Inspiration fra interreligiøst samfund
Når valget er faldet på Medan og det omkringliggende område på Nord-Sumatra er det bl.a. fordi de her er ualmindeligt gode til det, der i den internationale kirkelige sammenhæng hedder ”interfaith-relations”.

Det handler altså ikke bare om forholdet mellem forskellige kirker, som den klassiske økumeni retter sig mod, men om forholdet mellem forskellige religioner. Dermed kommer også omgivelserne her i Indonesien til at tematisere, hvad der er blevet et nyt og stort tema i den lutherske verdensorganisation.

For i Det lutherske Verdensforbund råder en meget stolt tradition for at prioritere sobre og teologisk gennemtænkte økumeniske samtaler – bl.a. med udgangspunkt i Strasbourginstituttet for økumenisk forskning, som er kendetegnet ved et særdeles højt teologisk og videnskabeligt niveau.

Men nu udtrykkes ønsket om at supplere dette arbejde med samtaler med helt andre religioner. Blandt andet fordi der efterhånden er langt flere lutheranere kloden over, der lever i samfund med mennesker af anden religion end mennesker af anden kirkelig konfession. Det gælder lande, som vores eget, hvor vi de sidste 40 år har haft tilflytning af især (men ikke kun) muslimer. Det gælder også mange af de lande, hvor kristendommen kun har været til stede i omkring halvandet hundrede år som følge af kolonialisering.

Hvorfor luthersk i Indonesien?
Indonesien hører til de sidste. Øerne var hollandsk koloni, men også andre drev mission på øerne i kolonitiden. Det kunne nogle steder være risikabelt. Blandt nogle af Nord-Sumatras stammer, der hører til inde i landet, var kannibalisme udbredt helt op i 1800-tallet. Da vi besøgte Toba Lake forklarede en indfødt, at de var blevet protestanter, fordi de havde spist to missionærer, men ikke den tredje. Og han var altså protestant! Blandt andre var den tyske Rhenish Mission aktiv på Nord-Sumatra. Hermed er det lutherske forklaret.

Som sagt lever de i netop dette område (og vel at mærke ikke i alle områder i Indonesien) i harmoni mellem kristne og muslimer. Noget særligt ved området er, at de to verdensreligioner kristendom og islam ramte det nogenlunde samtidig i 1800-tallet. Her er altså ikke bare tale om et møde mellem kristendom og islam, men tale om et møde mellem kristendom og islam inkorporeret i den kultur, der eksisterede i forvejen og dermed er fælles for de to grupper. Jeg er sikker på, at det ville glæde gamle Grundtvig, at man her kan konstatere, at den levende fælles folkelige historie og kultur bagom eller forud for de nye religioners tilkomst tilsyneladende knytter befolkningen tæt sammen på trods af de forskellige religioner. De var altså mennesker sammen først og kristne og muslimer så, om jeg så må sige.

En sådan situation kan vi selvfølgelig ikke rulle tiden tilbage og opnå i Danmark og lande med tilsvarende historie. Men vi kan lægge mærke til den alligevel og måske overveje, om der findes måder, hvorpå en sådan fælles folkelig og kulturel tilknytning kan opnås også, hvor det ikke kan ske forud for religionen, men måske ”bagom” religionen. I en insisteren på, hvor vigtigt det er, at vi – i hvert fald i nogen grad – går i skole sammen, køber ind samme steder, ser nogle af de samme programmer på TV og synger nogle af de samme sange og kender nogle af de samme historier.

I går holdt de indonesiske værter ”cultural evening” og en traditionel dansetrup sang og dansede til musik, som har hørt de omkringboende stammer til i århundreder i traditionelle dragter. Ingen talte om, hvorvidt de dansende er kristne eller muslimer. Adspurgt svarede arrangøren, at koret sikkert bestod af begge dele.

Der er meget at lære i Medan.

Af Ulla Morre Bidstrup, Advisor for Det lutherske Verdensforbunds Council