KEK blog: Vi har brug for håb i en uretfærdig verden

 

amalie cordes 3

Hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet, skriver Amalie Cordes (på billedet i midten), formand for Nødhjælpens Ungdom. På billedet taler hun på de unges vegne i en plenumdebat om Europas fremtid.  Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien 2018. Foto: Albin Hillert/CEC

 

Af Amalie Cordes, formand for Nødhjælpens Ungdom

Vi er nødt til at bevare håbet, selvom det kan være svært at gøre i en uretfærdig verden. Sådan lyder et af budskaberne på Konferencen for Europæiske Kirker, som jeg deltager i her i Serbien.

Verden kan let komme til at se håbløs ud, hvis vi fokuserer på de mange mennesker, der i dag lever i fattigdom eller nød. Gentagne gange minder deltagerne her i Novi Sad os alle sammen om, at vi lever i en verden, der lige nu ser på, imens mennesker flygter fra krigszoner, menneskerettighederne bliver truet af politiske kræfter og mennesker lider under negative konsekvenser af klimaforandringerne.

Astrid Lindgren har engang sagt: ”Alt stort som er sket i verden, skete først i et menneskes fantasi.” For at vi kan bevare håbet, kræver det af os, at vi åbner vores øjne og ikke kun husker det, som er håbløst. Vi er nødt til også at se mod det, der giver grund til håb og tro på forandring. Det håb må vi dele med andre. Det kan til tider være svært. Men hvis vi ønsker en mere retfærdig verden, så er nødt til at stå fast på, at vi kan gøre verden bedre, og ikke lade os blive påvirket af mennesker, der har mistet håbet. For der er grund til at bevare håbet.

Imens jeg har levet, er der sket to enormt store begivenheder for verdenssamfundet, som også er blevet nævnt her på KEK. Den første var en kold december dag i 2015, hvor jeg fulgte med live med tårer i øjnene, da Parisaftalen blev vedtaget. Det er den mest ambitiøse klimaaftale verdens ledere nogensinde er blevet enige om. Parisaftalen skaber håb for dem, der er hårdest ramt af de negative konsekvenser af klimaforandringerne.

En anden stor aftale, der også er blevet vedtaget i min livstid er FNs 17 verdensmål, som blev vedtaget i 2015. Verdensmålene sætter en vision for verden og et mål om, at vi ikke vil lade nogen blive efterladt tilbage, men at alle skal være med i udviklingen af en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Flere og flere virksomheder, regeringer og civilsamfundsorganisationer tager målene til sig og arbejder for at opnå dem. Her på generalforsamlingen har unge opfordret kraftigt til, at europæiske Kirker fortsætter med at tage verdensmålene til sig og arbejde med dem. Det håber jeg kirkerne vælger at prioritere, for vi har brug for verdensmålene som en vision for en mere retfærdig verden.

Vi mennesker har været med til at indrette verden, som den er i dag. Derfor bør vi også tro på, at vi mennesker kan være med til at ændre den – til det bedre. Det er lettest at være uden håb, men hvorfor være uden håb, når man kan være håbefuld?

Reklamer

KEK blog: Kirker skal hjælpe flygtninge med at vende tilbage til Irak og Syrien

Novi Sad, Serbia, 2018
Af domprovst Anders Gadegaard, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien. Gadegaard ses t.v. på billedet sammen med patriarken for den syrisk ortodokse kirke, Ignatius Aphrem II. Foto: Albin Hillert/KEK.

 

Anders Gadegaard, Novi Sad, den 1. juni 2018

 Dagens tema: ”Gæstfrihed”.

Formanden for føderationen af italienske protestantiske kirker, Luca Negro, gav os fra morgenstunden en stærk bibelrefleksion ud fra Hebræerbrevet kap. 13,2:  ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”. Skriftstedet refererer til historien om Abraham, der modtager 3 gæster, som han sørger for på alle måder, og det viser sig, at det var Herren selv, der kom på besøg, sammen med to engle. Og Negro tolkede buddet om gæstfrihed som en opfordring til dem om at tage sig af de tusindvis af flygtninge, der lander i Italien på flugt fra krig og ekstrem fattigdom på den anden side af Middelhavet. Og samtidigt bidrage så meget de kan til at redde dem fra druknedøden, som søger over havet i overfyldte både.

Hjælp flygtninge med at vende tilbage til Irak og Syrien

Derefter fulgte en overordentlig interessant tale af patriarken for den syrisk ortodokse kirke, Ignatius Aphrem II. Også han tog udgangspunkt i, at gæstfrihed er en kristelig pligt og roste Libanon for at have modtaget over 1,5 millioner syriske flygtninge, selv om der nærmest ikke er plads til dem i det lille land.

Og så opfordrede han alle europæiske kristne til at minde sig selv og samfundet om de grundlæggende kristne værdier, herunder at tage vel imod de fremmede flygtninge – og det betyder både at give dem mulighed for at tilegne sig Vestens værdier og levevis og samtidigt at kunne holde fast på sine rødder, herunder religiøse tilhørsforhold.

Aphrem II opfordrede de vestlige lande til at tilbyde flygtningene programmer med økonomisk hjælp, som tilskynder dem til at vende tilbage, når dette bliver muligt. Selv om han ikke regner med, at ret mange vil gøre brug af sådanne ordninger, så vil det være vigtigt for især Irak og Syrien, at ressourcestærke borgere vender tilbage.

Endnu vigtigere ønskede han et internationalt fokus på at bistå flygtningene i nærområderne med at returnere til deres oprindelige områder. Aphrem II påstod lige ud, at rigtig mange syrere i Libanon er mere end rede til at vende tilbage, men ikke kan få tilladelse til det!

De er med andre ord gjort til dobbelt uskyldige ofre for et magtspil: Først som flygtninge fra krigen, derefter som ofre for et politisk spil om magten over Syrien. Aphrem II opfordrede de europæiske stater til at gøre dette emne til en hovedprioritet i hjælpen til Syrien, og han opfordrede KEK og alle dets medlemskirker, herunder Folkekirken i Danmark, til at udøve politisk indflydelse, så der kan tilbydes sikkerhed for flygtninge, der ønsker at vende tilbage til områder i Irak og Syrien, hvilket han mener i dag er muligt, hvis der er politisk vilje til at hjælpe dem med det.

 

KEK blog: Vi er landet i nationalpolitik lige fra starten

Af domprovst Anders Gadegaard, delegeret ved Konferencen for Europæiske Kirkers generalforsamling i Novi Sad, Serbien

Novi Sad, Serbia, 2018Den serbiske patriark Irinej deltog i åbningsgudstjenesten i Novi Sad. Foto: Albin Hillert/KEK.

Så åbnede 114 europæiske kirkesamfunds generalforsamling i Novi Sad, Serbien, med en velkomst ved den serbiske ortodokse patriark Irinej, som talte om behovet for at kirkerne øger samarbejdet i Europa. – Og så opfordrede han os til at kritisere den ødelæggelse, der sker af serbiske klostre i Kosovo og det tyveri af serbisk land, der sker der. Så vi er landet i nationalpolitik lige fra starten – en af de største udfordringer for det europæiske samarbejde!

Arusha blog: I Europa har kirkerne lang erfaring med sekularisering – den erfaring får afrikanske kirker måske brug for

Arusha, Tanzania, March 2018

Fredrick Onael Shoo, ledende biskop i den lutherske kirke i Tanzania, byder velkommen til åbningsgudstjenesten på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha. Foto: Albin Hillert/WCC.

I Afrika er kirkens historie kort og man er på mange måder fortsat i gang med at finde egen identitet og rødder. Derfor kan sekulariseringsprocessen komme til at gå meget hurtigt her. Det øger udfordringen for den afrikanske kirke, skriver Anne Mie Skak Johanson, formand for Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, 14. marts 2018.

 

I Mission Afrika har vi i år fokus på uddannelse af præster og ledere. Vigtigheden af teologisk og generel lederuddannelse i syd blev i dag aktualiseret for mig på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha.

Positiv udvikling

Som vi ved, sker der mange forandringer på det afrikanske kontinent i disse år. Flere nationer og folk udvikler sig i positiv retning. Flere steder er der en voksende bevidsthed om egen identitet og egen styrke. Det kender vi også fra vores partnerskaber i Mission Afrika.

Der er ikke, på samme måde som tidligere, brug for det store antal missionærer, simpelthen fordi afrikanerne er mere uddannede, mere selvbevidste og derfor selv går ind i de opgaver, som missionærerne tidligere varetog. Desuden opererer lokale naturligt i egen kultur og tager mere og mere ansvar for eget samfund og egen udfordring. Selvom der fortsat er store udfordringer og fattigdom er dette er en positiv, glædelig og ønskelig udvikling.

Ikke kun samfundsmæssigt og kulturelt har det afrikanske kontinent udviklet sig positivt flere steder. Også den kristne kirke har oplevet en enorm vækst både i deltagerantal og i styrke. Afrika ses af flere som det nye centrum for kristenheden. I løbet af det sidste århundrede er antallet af kristne i det Afrika, der ligger syd for Sahara, vokset eksplosivt. Evangeliet er solidt plantet i Afrikas røde jord. Det er en kæmpe velsignelse.

Sekularisering

Men i en samtale med den katolske præst Dr. Sahaya G. Selvam, som arbejder med udsatte unge og seksuelle minoriteter i Nairobi i Kenya og har boet på det afrikanske kontinent i 30 år, sættes endnu en udvikling på det afrikanske kontinent på dagsordenen. I øjeblikket er tendensen meget beskeden og opleves særligt blandt de unge. Den er forsat for ubetydelig til offentligt at blive genkendt og kan muligvis gå i sig selv igen.

Men Selvam hævder, at der med den generelt positive udvikling i samfundet også sniger sig sekularisme ind. Troen og kirkegangen er mindre betydningsfuld for de unge afrikanere end for deres forældre, og det samme gælder for den voksende middelklasse i byerne. Hvorvidt sekulariseringen for alvor vil gøre sit indtog i Afrika ved selvfølgelig ingen, men der kan være en fare for, at det kan ske for den  3. eller 4. generation af kristne og den øgede middelklasse.

Europas erfaringer

Nu har vi i Europa, og særligt i Danmark, stor erfaring med sekularisering. Som kirke og folk står vi midt i de udfordringer, som sekulariseringen bringer. Der er et tab af værdier og tryghed og spirituel praksis og sprog, som ikke er en ønskelig fremtid for vore brødre og søstre i syd.

I Europa har sekulariseringen udviklet sig over en længere periode. Der skyldes blandt andet, at kristendommen her har stærke rødder og er forankret dybt i den europæiske kultur. Det er desværre ikke tilfældet i Afrika. Her er kirkens historie kort og man er på mange måder fortsat i gang med at finde egen identitet og rødder. Derfor kan sekulariseringsprocessen komme til at gå meget hurtigt her. Det øger udfordringen for den afrikanske kirke.

Uddannelse

Hvordan kan vi stå sammen med vores brødre og søstre i syd også i denne udfordring? Kan vi hjælpe vores partnerkirker, sådan at de får mulighed for at udvide deres rodnet og forankring og stå mere sikkert i de udfordringer, som nu måtte komme i fremtiden?

Troens forankring og kirkens styrke er selvfølgelig et åndeligt anlæggende, men det handler også om teologisk skarphed og refleksion og dermed om teologisk uddannelse. Der er brug for teologisk arbejde og teologiske overvejelser, der kan skabe sund og dyb forankring i troen og som kan håndtere og bidrage i de udfordringer, som samfundsudviklingen skaber. Derfor er det så vigtigt, at vi skal støtte teologisk uddannelse.

Men ikke kun teologisk uddannelse er nødvendig for at udvide rodnettet. Også kirkernes generelle lederuddannelse kan vi med fordel være med til at facilitere. Desuden har vi brug for at støtte særligt kvinder med lederuddannelse. Der er nemlig meget sandhed i ordsproget “Educate a woman and you educate a whole family, educate a man and you educate an individual”. (Uddan en kvinde, og du uddanner en hel familie, uddan en mand og du uddanner et individ).

Viden giver myndighed, det giver værdighed og mulighed for at foretage valg. En styrket og myndig kirke i syd er bedre rustet til fremtiden.

 

Arusha blog: Discipelskab er at være kristen

Arusha, Tanzania, March 2018
Discipelskab gør noget gennemgribende ved et menneske, skriver Andreas Østerlund Nielsen. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Andreas Østerlund Nielsen, delegeret på Kirkernes Verdensråds konference om verdensmission og evangelisering, Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 

Missionskonferencens undertitel er: ”Called to transforming discipleship” (kaldet til forvandlende discipelskab). Spørgsmålet er, hvad ”forvandlende discipelskab” betyder, og hvordan vi bedst sætter ord på det i en dansk, folkekirkelige sammenhæng? Jeg vil foreslå, at vi genintroducerer ordet kristen.

Transformation

Arrangørerne har med tilføjelsen ”transforming” angivet, at de mener, at der er brug for en forandring af vores opfattelse af, hvad ”discipelskab” indebærer. Transforming har en dobbelt betydning:

1) Discipelskab er noget, som forvandler disciplen. Dåbens nåde er ikke blot en tilsagt åndelig status, men en nyskabt tilstand af at leve rettet mod Kristus. Det gør noget gennemgribende ved et menneske.
2) Discipelskab indebærer, at disciple søger at forvandle verden til det bedre. At være rettet mod Kristus er ensbetydende med at være rettet mod sit medmenneske

Hvordan udtrykker vi denne dobbelthed i en dansk, folkekirkelig sammenhæng?

Danske disciple

Selv om vi ved hver eneste dåb hører Jesu befaling om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple”, er discipel eller discipelskab ikke begreber, som er bredt anvendt i Folkekirken eller forståelige for ret mange. Det er ikke kun et spørgsmål om utidssvarende sprogbrug, men først og fremmest et sagligt forhold: Dåben gør krav på os – at vi lever som disciple af Jesus. Det harmonerer dårligt med folkekirkens traditionelt ultimative målsætning om at ville være folkets kirke. Hvordan kan kirken – lokalt og nationalt – gøre børn, unge og gamle til disciple af Jesus, på måder som opleves inviterende i dagens Danmark?

Jesus kaldte mennesker til at blive hans disciple med opfordringen ”Følg mig!” Det var en almindeligt kendt oplæringsmodel i samtiden, som Jesus gjorde brug af: at være en læremester, som havde lærlinge, ”disciple”; det havde Johannes døber og farisæerne også.

At være kristen

Paulus bruger imidlertid aldrig udtrykket discipel, selvom sagen – at være i Kristus og at følge efter Jesus – er hovedsagen i alt, hvad han skriver. Han bruger forskellige betegnelser: ”Guds elskede”, ”de hellige”, ”de troende”, ”brødre” og ”søster”. Han kan også tale om at ”tilhøre Jesus Kristus” eller at være ”i Kristus”. Paulus havde ikke selv noget, der svarer til disciple omkring sig, men han havde ”medarbejdere”, som i perioder fulgtes med ham, og som han kan omtale som ”mit ægte barn”.

I stedet for at lede efter en nutidig oversættelse af udtrykket discipel, er vi bedre tjent med at finde en eller flere relevante betegnelser for det, som er sagen i udtrykket discipelskab. For det er sagen, som er vigtig: At kristendommen i Jesus Kristus både tilsiger en status i nåden og fordrer et liv i tro. (Vil man sige andet må man skippe halvdelen af Det nye Testamente; det kan vi ikke tage seriøst!)

Menighedsrådsmedlemmer forpligter sig på at arbejde for kirkens ”liv og vækst”. Vi kan forstå det som en afspejling af dåben. Dåben giver en identitet i Jesus Kristus og en retning efter ham ud i verden. ”Transforming discipleship” handler om identitet og retning.

Så hvad med at genintroducere udtrykket kristen? Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne (Apostlenes Gerninger 11,26). Det kan vi også gøre i Danmark. At være kristen er nemlig ikke et spørgsmål om etnicitet, kultur eller medlemskab. At være kristen er at få givet en identitet i Jesus Kristus og en retning for sit liv efter ham ud i verden. Det gør en positiv forskel, og alle er velkomne!

Arusha blog: Missionens mål er, at vi bliver til det, vi er skabt til at være

Arusha, Tanzania, March 2018
At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. Foto: Albin Hillert/WCC.

 

Af Anne Mie Skak Johanson, formand i Mission Afrika og delegeret på Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha, Tanzania, 12. marts 2018. 
Når vi har talt mission og forsøgt at beskrive den gode vej ind i efterfølgelse eller i discipelskab af Jesus Kristus, har jeg ofte hørt ordrækken – belong – believe – behave som en brugbar model.

Den rette adfærd

Her bliver adgangen ind til tro og efterfølgelse, at et menneske inkluderes i et fællesskab, hvor vedkommende kan høre til og føle sig hjemme (belong). I det fællesskab lever det kristne vidnesbyrd gennem forkyndelse og bøn og her får troen mulighed for at blomstre frem (believe). Og endelig begynder troens overbevisning og indre virkelighed at forme handlinger og holdninger (behave). Det er en langt bedre tilgang til mission og discipelskab end det tidligere fokus på ret tro og ret adfærd som adgangskrav til kirke og det kristne fællesskab i menigheden, altså believe – behave – belong.

At blive til

Men ordrækken har fået yderligere en afklarende vinkel. Rækkefølgen af ordene er den samme, men ét af ordene er helt blevet ændret. Det er ordet, som handler om adfærd (behave), og dermed forestillingen om, at en kristelig adfærd er discipelskabets mål. Det ord kan med fordel skiftes ud med ordet become, altså at blive til noget bestemt. Det giver et anderledes og sundere mål for mission.

At dele evangeliet, og at modtage det i tro, kan aldrig have adfærd eller særlige holdninger eller moralske kodeks som mål. Det må handle om noget dybere, nemlig om vores identitet. I troen på Jesus bliver vi Guds børn, skabt i Guds billede, til at gøre gode gerninger som Gud forud har lagt til rette for os (Efeserbrevet kap. 2).

Vi bliver i Kristus til det, som Gud fra starten har tænkt at vi skulle blive, nemlig Guds børn med den værdighed, kraft og ranke ryg denne identitet giver. Vi skal ikke passes eller presses ind i en bestemt adfærdsnorm, men genskabes som sønner og døtre af Gud, der kaldes til at rejse sig og tage del i Guds familieforetagende. Eller sagt med andre ord, blive en del af kirken, og med alt hvad man er og har, tager del i Guds mission.

Dette mål for mission om ”at blive til” som menneske og som Guds barn i den aktuelle kontekst, skinner igennem her på konferencen i Arusha. Det er missionens mål, både i kirken lokalt, men også når vi tænker global mission. Mission skal skabe mulighed for, at Guds skabning kan ”blive til” – blive til værdige, selvstændige, stærke, og bidragende individer og samfund.

Genoprejsning

Gennem mødet med den globale kirke, gennem samtaler og foredrag slås det igen og igen fast, at hver kultur har sine normer og sit moralske kodeks. Skulle vi enes om en adfærdsmodel på tværs som model for discipelskab stod vi over for en umulig og formålsløs opgave.

Men nu er missionens mål, at hvert folk og hvert menneske i troen på Kristus nyskabes til at blive til det, som de var skabt til at være, og at adfærd og holdninger fødes ud af denne identitet.

Det betyder ikke, at moral og etik er ligegyldige elementer i kristusefterfølgelsen, men at disse må fødes i en nyskabt identitet. Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden (Galaterbrevet kap. 5). Derfor kan mission ikke udelukkende være et hjælpeprojekt eller et dannelsesprojekt, men må være et genoprejsningsprojekt.

Målet må være værdighed, selvstændighed, styrke og delagtighed for kirker og kristne, uanset om de er i Nigeria, på Fiji-øerne eller i Danmark. Ingen er for store eller for ubetydelige til at bringe deres identitet og bidrag. Alle er vi skabt til at være hele mennesker og virke med de gaver Gud har givet os – og målet er at vi ”bliver til” netop det.

Arusha blog: Kan man forkynde evangeliet for mennesker i nød?

Arusha, Tanzania, March 2018

Er mission forkyndelse af evangeliet eller samtale med mennesker i nød – eller er det begge dele? Foto: Albin Hillert/WCC.

Af Niels Iver Juul, sognepræst og delegeret ved Kirkernes Verdensråds missionskonference i Arusha, Tanzania, 12. marts 2018

Kan man forkynde evangeliet for mennesker i nød? Et par dage inde i missionskonferencen i Arusha løb vi ind i det spørgsmål i den gruppe, som jeg sad i efter morgenens bibeltime.

En formel for forvandling

Bibeltimen blev holdt af en katolsk præst fra Nairobi i Kenya. Med afsæt i konferencens tema: “Moving in the Spirit: called to transforming discipleship” gennemgik han saligprisningerne i Mathæusevangeliet. Det gjorde han på en kraftfuld måde understøttet af et lydanlæg, der, som det vist er almindeligt her i Afrika, var skruet helt op.

Han konkluderede sin bibeltime med en tegning, som han havde brugt det meste af natten på at få til at fungere i Power Point. Den viste formlen for det forvandlede discipelskab, som konferencen skal inspirere til. Første punkt er, at man må ind i sig selv. Næste punkt er, at man må kigge opad til Kristus, fordi han kan forløse os og give os den Ånd, der bevæger. Og endelig sendes man som disciple ud til mennesket og til resten af det skabte.

Forkyndelse og livshjælp

Den morgen sad jeg til bords med en irer, en englænder, en waliser og en schweizer, og de tilhørte alle hver deres kirkeretning. Vi kom hurtigt ind i en intens samtale om hvad mission er. Dagen før havde vi hørt en congolesisk kvinde sige, at mission er samtale med mennesker om deres livsproblemer. Derigennem kunne vi være med til at give dem nåde og gøre dem frie. Men den katolske præsts gennemgang af saligprisningerne sagde noget andet: at mission både er at forkynde Jesus som verdens frelser og give mennesker livshjælp.

En kvinde ved bordet havde en anden holdning. Hun sagde, at man ikke kunne forkynde om Jesus for eksempel til en mor, hvis to piger var blevet bortført af Boko Haram og slået ihjel. Her måtte det alene handle om at tage vare på et menneske i dybeste nød.
Et andet synspunkt var, at sammen med livshjælp måtte det være forkyndelsen af evangeliet om ham, som selv har været i det dybeste mørke og skabt en vej gennem det, der gives til kvinden.

Der blev ikke enighed ved bordet, men såvel bibeltime og samtale satte vigtige tanker i gang om, hvad mission er, og om det er at tage vare på et menneske i nød at bringe evangeliet som en del af den livshjælp, som Gud sender os med.