Kategoriarkiv: Europæiske Kirker holder Generalforsamling i Lyon

I juli 2009 mødtes 750 mennesker fra protestantiske og ortodokse kirker i Europa til Generalforsamling for Konferencen af Europæiske Kirker (KEK). KEK er en sammenslutning af 125 kirker i Europa og arbejder bl.a. med emner som interreligiøs dialog, menneskerettigheder, fattigdom og immigration. Den danske delegation bloggede fra Generalforsamlingen, og du kan læse indlæggene her på siden. Du kan også besøge www.assembly.ceceurope.org for at læse mere og se billeder.

Den russisk-ortodokse kirke og KEK – en åben dør….

Følg generalforsamlingen live på www.assembly.ceceurope.org

Marie Vejrup Nielsen skriver:

En åben dør – den russisk-ortodokse kirke og KEK

Det var allerede før generalforsamlingen klart at den russisk-ortodokse kirke ikke ville sende delegerede til dette møde. Og det er også blevet nævnt både den første dag og i forhold til nedsættelsen af de arbejdsgrupper, som skal stå for KEK’s arbejde de næste 6 år. Det blev understreget i flere indlæg, at der er et ønske om at holde døren åben for den russisk-ortodokse kirke, så denne kirke kan indgå i arbejdet når den nuværende konflikt bliver løst. Og den måde det kan gøres på er ved at ”holde pladser” til dem, dvs. at andre ortodokse kirker får pladser, som så senere kan overdrages til repræsentanter for den russisk-ortodokse kirke. Igen er denne situation et tegn på, at der er mange forskellige dimensioner af KEK’s arbejde, og at også relationerne mellem f.eks. de ortodokse kirker internt spiller ind. Men samtidigt er den åbne dør et klart signal til den russiske kirke om, at denne generalforsamling ikke vil blive brugt til at holde dem uden for KEK’s arbejde i den næste periode. Men naturligvis har de ikke været her til at påvirke de forskellige prioriteringer af KEK’s arbejde og de strukturforandringer som fylder meget på dette møde. Det bliver interessant at se, hvornår den russisk-ortodokse kirke igen vil genoptage sit samarbejde i KEK og hvad det betyder for udviklingen af KEK fremover.

Migration og asyl – flytter "de gamle" kirker sig?

Generalforsamlingen byder på en række høringer om emner, der bliver arbejdet med blandt medlemmerne af konferencen af europæiske kirker. Marie tog til høring om migration:

Høringen om ”migration” begyndte med en øvelse der skulle vise, hvordan vi alle er migranter. Hvordan alle har flyttet sig fra deres oprindelige kontekst, f.eks. for at få en uddannelse. Øvelsen gik ud på at vi alle skulle stå op og så sætte os ned, hvis de sætninger der blev sagt, passede på os. Sætningerne var f.eks. ”Jeg bor ikke i det land hvor jeg er født”, ”jeg bor ikke i det land hvor mine forældre er født”, etc. Til sidst stod kun jeg og en enkelt anden tilbage og jeg begyndte at blive bekymret. Men så kom sætningen heldigvis ”Jeg bor ikke i den by hvor jeg er født”. Og så kunne jeg sætte mig ned og lade den sidste person stå tilbage. Men pointen er jo god nok, trods det at der åbenbart stadigvæk er mennesker, der ikke flytter sig så meget! Men migration er mange ting, mange historier fra forskellige individer. Der er mange årsager til at flytte sig. Det kan være frivilligt og af lyst, eller som mange migranter gør det; tvunget. Det kan være de er blevet tvunget direkte ud af de områder de er født i på grund af forfølgelse, eller på anden vis har de set sig nødsaget til at forlade deres hjemsteder. Høringens ledere understregede at vi lever i en mobil tidsalder, som har mange fordele. Men denne mobilitet har også sine skyggesider.

Hvem flytter sig og hvorhen?

Høringen var arrangeret af Churches Commission for Migrants in Europe (CCME: kirkernes kommission for migranter i Europa), en organisation som er blevet integreret i KEK som en kommission på linje med de to kommissioner som allerede er en del af KEK. CCME er en organisation som arbejder med, hvordan kirkerne kan agere i forhold til migration og de konsekvenser, det har for individer og grupper. Dette arbejde har f.eks. resulteret i en udgivelse, der giver et billede af migration i 47 europæiske lande i 2004. Denne rapport er meget interessant læsning af flere grunde. For det første kan man hurtigt få et overblik over situationen i de forskellige lande, og for det andet viser der sig forskellige tendenser. F.eks. at 67 % af migranter i Europa kommer fra andre europæiske lande, og at der altså primært er tale om en intern mobilitet.

Flytter ”de gamle” kirker sig?

Men høringens pointe var naturligvis ikke udelukkende at se på migration, men hvordan kirkerne relaterer sig til migration, f.eks. i mødet mellem ”gamle” kirker og migrantkirker rundt omkring i Europa. Det er noget der er kommet på den danske dagsorden, særligt efter arbejdet med www.migrantmenigheder.dk og de undersøgelser af den danske situation som ligger bag. Migrantspørgsmålet fylder meget på generalforsamlingen, og der lægges op til 2010 som er året for særlig opmærksomhed omkring migration (www.migration2010.eu).

Det blev fremhævet på høringen, at migration er et grundlæggende menneskeligt fænomen, og et fænomen som også fylder meget i de bibelske tekster. Det at flytte sig for på en eller anden måde at forbedre sit liv, uanset om det er for at redde sig fra forfølgelse eller for at søge nye muligheder, har altid været en del af menneskehedens historie. Fortællinger om menneskers vandringer er gennemgående i de bibelske tekster. Derudover bragte høringens ledere citater frem om mødet med den fremmede fra de bibelske tekster og om at overkomme afstande mellem mennesker. Høringen opfordrede kirkerne i Europa til at overveje hvordan de vil tage imod migranter, først og fremmest ud fra spørgsmålet om mødet med kristne individer og grupper. Men også mere generelle politiske spørgsmål, såsom forhold for asylansøgere og flygtninge i de forskellige lande. Et spørgsmål som jo må siges at være relevant i en dansk sammenhæng, hvor debatten har raset om afviste asylansøgere der søger ly i kirkerne. Men høringen berører også et generelt spørgsmål, som er interessant for alle, der interesserer sig for, hvordan religion ser ud i Danmark i dag. Hvordan vil mødet mellem majoritetskirken i Danmark og de nytilkomne kristne grupper udspille sig i de næste årtier og hvordan det vil påvirke det religiøse landskab i Danmark? (for mere om migrantkirker i Danmark i dag www.migrantmenigheder.dk eller www.teo.au.dk/csr/rel-aarbog09/jss).

Forandring fryder?

Marie Vejrup-Nielsen skriver:

Der er meget tale om skibe og sejlads her på generalforsamlingen. Det kommer sig både af logoet for mødet, et skib med et kors som mast, og så temaet, håb, og symbolet for håb: et anker. Og så er der færgen ”Bornholm” et sted i baggrunden fra KEKs tidlige begyndelse. De maritime metaforer blomstrer og særligt nu, hvor der er blevet stillet radikale forslag om at forandre KEK: Er KEK et skib under konstant rekonstruktion på vej mod skibskirkegården eller er KEK et strømlinet fartøj på vej for fulde sejl ind i fremtiden? Og hvem er kaptajnerne der styrer dette skib? Hvem kaster anker og hvem sætter kursen? Her fredag morgen har Den Evangeliske Kirke i Tyskland – EKD’s – forslag om at omstrukturere hele KEK fået alle op af stolene. De tyske kirkers forslag er stillet for at gøre KEK mere effektivt, ser det ud til. Særligt i forhold til de mange kommissioner, kontorer og andre dele af KEK’s struktur.

Der stilles både forslag om at rette EKD’s forslag til, forslag om at udsætte forslaget – og i det hele taget er der mange, mange stemmer der bringes i spil. Og midt i det hele forsøger mødelederne at styre debatten som allerede har bragt programmet nogle timer bagud. Men det er jo også nu det helt centrale er på bordet. KEK fylder 50 år, – og organisationen er vokset ud af et meget anderledes Europa, og de fleste virker enige i at der skal se noget. Men hvordan og hvem skal sætte dagsordenen? Salen summer og folk går frem og tilbage mellem de borde hvor de forskellige konfessioner og kirker sidder og prøver at finde ud af hvor de forskellige står. Der er mange perspektiver på forandring, juridiske og økonomiske såvel som mere værdimæssige visionsspørgsmål. Der er historiske forhold og nutidige omstændigheder. Det er en spændende formiddag på generalforsamlingen! Men de demokratiske processer syder og bobler om ørerne på os og de næste par dage vil vise om de radikale forandringer vil blive støttet af et flertal her på generalforsamlingen og i hvilken form.

Er der håb for mellemøsten?

 

”Mit håb er et opstandelseshåb. Det falmer ikke i krisetider,” sagde biskop i den evangelisk lutherske kirke i Jordan og det hellige land, Munib A. Younan, da han torsdag talte på KEKs generalforsamling under temaet ”håb.” Biskop Younan var ikke i tvivl om perspektivet for det håb, vi som kristne kirker bærer i verden: ”Når kirken er fokuseret på Kristus, så er der håb for verden,” sagde han.

 

Biskop Younan fik stående applaus efter sin karismatiske tale om håb og specielt håb for Israel-Palestina. Den evangelisk lutherske kirke tæller blot 2% af befolkningen i Palestina, men Younan udtrykte håb for fremtiden: ”Så længe kirken arbejder mod uretfærdighed er der en fremtid for kirken i mellemøsten,” sagde han. ”Jeg opfordrer mine med-palestinensere til at se Gud i israelerne og jeg opfordrer israelerne til at se Gud i palestinenserne for at anerkende menneskeligheden i hinanden. Kun med den erkendelse kan Israel blive et land, der flyder med mælk og honning for alle.”

 

Kirken skal ikke bare forkynde håb fra prædikestolen, understregede biskoppen i sin tale: ”Kirker må være profetiske. Vi [kirken] må ikke sige at verdens problemer ikke er vores. Vi må tage prædikestolen ud til folk i krise.”

 

Om der er en løsning for Palestina, kunne Biskop Younan ikke svare på, men hans perspektiv for håb, rakte ud over den situation, som kirken og regionen står i: ”Jeg ved ikke, om der vil være en løsning for Palestina men jeg ved, at Jesus kommer. Jeg kender en opstået Herre.”

 

Farver, forskelle og forventninger

 

Marie Vejrup Nielsen – dansk delegeret på KEKs generalforsamling – skriver:

 

Den første dag startede med en fælles gudstjeneste, som gav et godt billede af hvordan KEK er en ramme omkring meget forskellige kirker og traditioner. Når man ser ud over de over 700 deltagere, ser man disse forskelle på mange måder. Påklædning er noget der springer i øjnene med det samme –  de klassiske røde og lilla farver pryder biskopper og nogle enkelte kardinaler fra den Romersk-Katolske kirke. De sorte, hvide og gyldne farver præger de ortodokse, mens langt de fleste protestanter holder sig til sorte og lysere skjorter med den hvide flip. En enkelt delegeret har en samisk dragt på. Ingen har i den over 30 grader varme kirke valgt den traditionelle lutherske klædedragt som vi kender den i Danmark. Mange er iklædt deres helt almindelige sommertøj. Kontrasterne er tydelige i rummet – alt fra sorte lange kåber til lette sommerkjoler. Udfordringen er dermed også klar – for under disse forskelle i klædedragt ligger mange andre forskelle, ikke kun formet af teologiske, kirkelige traditioner, men også forskelle i kulturer og samfund. Hvad er det mest presserende problem i dag for kirkerne? Hvad forener dem? Det er vel de spørgsmål der hele tiden spøger nedenunder de mange punkter på dagsordenen. Mange af de spørgsmål der diskuteres relaterer til de samfund disse kirker lever indenfor. Hvad er KEK’s rolle i forhold til migration og de sociale problemer der opstår som følge heraf? Hvad er KEK’s rolle i forhold til udviklingen af forskellige politiske tiltag i EU og Europa som sådan? KEK er nu en ældre organisation, 50 år, og er naturligvis farvet af sin egen historie som er bundet til Europas historie efter 2. verdenskrig. Men det er nu 20 år siden at muren faldt i Berlin og Europa har ændret sig. Spørgsmålet er hvad konsekvensen bliver for KEK’s medlemskirker? Hvad er formålet med KEK i bund og grund? Det er tydeligt at KEK gør et stort arbejde. Gennem kommissioner og arbejdsgrupper er der tale om et unikt netværk af kontakter mellem de mange kirker. De mennesker der er samlet til generalforsamling er en ressource, som alle medlemskirker kan bruge. Her er der repræsentanter fra lutherske minoritetskirker, hvis situation er meget, meget anderledes end den lutherske majoritetskirke i Danmark, og samtaler med dem siger noget om den situation det lutherske befinder sig i Europa i dag. Her er der unge repræsentanter, som er engageret i at arbejde for deres kirkers udtryk i fremtiden, og som kan fortælle noget om hvad der rører sig blandt unge kristne i Europa. Her er der repræsentanter fra migrantkirkerne, som for nylig er kommet på dagsordenen også i en dansk sammenhæng og her kan man hente viden om hvordan situationen er i resten af Europa. På den måde, ved at bringe alle disse mennesker sammen, har KEK opnået en del, fordi der her opnås reelle kontakter og netværk på tværs af konfessionelle grænser. Men hvad med de store linjer og ambitioner om at være samlende for alle disse forskellige kirkesamfund, farvet som de er af forskellige historier og kulturer? Det spørgsmål er der ikke noget simpelt svar på. Der er på den ene side tydelige forskelle og brudflader og på den anden er der visioner og forventninger om enhed og samarbejde. Der er nok at tage fat på for de mange mennesker der er samlet i Lyon i disse dage.

 

Når håb følges af tro, aktiveres Guds gaver til os

Vi er i Lyon – luftfugtigheden er krøbet op over 80 og den krydrede duft fra de mange nåletræer blander sig med byens støv og travle summen. Rohnen flyder jadegrøn og doven under de mange historiske broer. De fleste indbyggere er krøbet i skyggen under halvtaget fra en fortovsrestaurant, hvor frokosten indtages i et tempo, der er passende for de høje varmegrader. Ved Eglise St. Bonaventure, middelalderkirken som ligger ved floden og lidt klemt mellem nyere mondæne bygninger, strømmer mennesker til. En broget forsamling af sommerklædte og biskopper i fuld ortodoks ornat og protestantiske præster med hvid flip. St. Bonaventure kirken er katolsk, men i dag vært for den økumeniske gudstjeneste, der skal åbne KEKs generalforsamling under temaet ”håb”.

Når håb følges af tro, aktiveres Guds gaver til os, siger ærkebiskop Anastasios fra Albanien, der prædiker under gudstjenesten. Ærkebiskoppen kom til Albanien fra Grækenland i 1992 for at bygge den ortodokse kirke op efter 46 års kommunistisk styre. Det giver vægt til de store ord om det håb, vi som kristne bærer i en verden præget af krise og ulighed og som Anastasios prædiker om.”Som kristne tør vi håbe, også i en tid hvor millioner af mennesker over hele planeten lever i håbløshed, under pres fra den globale økonomiske krise, og er overvældet af usikkerhed, ” siger han. Men advarer samtidig – hvis vi som kristne er splittede, kan vi ikke bringe håb i verden.
Efter prædikenen synger forsamlingen ”håb er en flamme, forsigtigt tændt, lyser på vejen foran os. Kristus er flammen, skinner foran os, lyser på vejen hvor hans fodspor har ledt.” Det danske kor (ledet af Betty og Peter Arendt) som har taget turen ned for at bidrage til generalforsamlingen, løfter sangen, der klinger flerstemmigt og kastes frem og tilbage mellem hvælvingerne i det store kirkerum.
Victoria Kamondji, some er vice-præsident i sammenslutningen af protestantiske kirker i Frankrig  giver et stærkt vidnesbyrd under gudstjenesten om økumeni i praksis. Victoria kommer oprindeligt fra Sierra Leone, men kom til Frankrig i forbindelse med sine studier. Hun har været aktiv i mange forskellige kirker og er nu engageret i en af migrantkirkerne i Frankrig. Hun siger: ”Der er stigende kontakt, på den ene side, mellem de traditionelle kirker og, på den anden side, en meningsfuld kontakt mellem traditionelle kirker og migrantkirker,”  som er grundlagt af kristne migranter i Europa.” Engang sendte europæerne missionærer til Afrika – nu kommer afrikanerne til Europa i stigende grad og inspirerer kirkerne i Europa. Victoria siger: ”mens grænserne, der separerer kirkerne bliver mere ”porøse” ser vi også en mangesidet indsats der sigter mod at vokse sammen og mod enhed samtidig med at man respekterer mangfoldighed, forskellighed og særpræg.”
Og med ordene om enhed i mangfoldighed i ørerne, beder vi fadervor i kor – hver på vores modersmål – og slutter gudstjenesten i Bonaventure kirken for at sætte kursen mod det konferencecenter, der skal danne rammen for diskussionerne om KEKs fremtid og det økumeniske samarbejde de næste 6 år.

 

 

 

"De taler om økumeni, vi udfører økumeni."

Frivillige unge – stewards – fra hele Europa, var nogle af de første, der ankom til Konferencen af Europæiske Kirkers Generalforsamling, hvor 750 kirkefolk samles i disse dage. Foran dem ligger lange arbejdsdage, men også en økumenisk oplevelse for livet.

Steward Christian Arffman beretter:

“De taler om økuemni, vi udfører økumeni.”
Det er et af de udsagn, der har præget stewardernes forberedelsesdage forud for Konferencen af Europæiske Kirkers (KEK) 13. generalforsamling 15.-21. juli 2009 i Lyon. Jeg deltager som steward sammen med 48 andre unge europæere. Vi arbejder frivilligt med praktiske, tekniske, administrative og øvrige forefaldende opgaver. Vores fælles drivkraft er at skabe „Unity in Diversity“, det vil sige at skabe enhed ud af mangfoldighed. Vi er fra forskellige kulturelle og kirkelige baggrunde, (lutheranere, ortodokse, anglikanere, baptister  osv.) og er således et levende bevis på økumenien og fremtidens Europa. Gennem teambuilding, workshops, temaftener, rollespil, bibelstudiegrupper osv. har vi reflekteret og diskuteret ud fra

temaet for generalforsamlingen, som i år er „Called to one Hope in Christ“( “Kaldet til eet håb i Kristus.”) Titlen er hentet fra Paulus’ brev til Efeserne).

„Hope“ er et ord, der vil blive sagt igen og igen på generalforsamlingen. Håb for Europa, håb for kirkerne, håb for økumenien. Det bliver spændende at se, hvordan det konkret vil komme til udtryk. Vi er alle optaget af, hvad der vil blive sagt til generalforsamlingen, og hvilke beslutninger der vil bive truffet i de naeste par dage.

Generalforsamlingen åbner officielt den 15. med en gudstjeneste Bonaventure kirken i Lyon, hvor His Beatitude Anastasios of Albania vil prædike for de 750 deltagere.