Author Archives: mellemkirkeligblog

LVF blog: Menneskeliv er ikke til salg, men til glæde og gavn

Af Jørgen Thomsen, rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

34498166751_4c8759160c_k
Foto: Albin Hillert/LVF.

Vi er til morgenandagt ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling. Oppe ved alteret går en række par, hvor den éne fører den anden i lænke. En efter en nævner de mennesker, der i dagens verden lever i ufrihed: gadebørn og gældsslaver, organsælgere, ofre for menneskehandel og fattige migrantarbejdere. Mennesker med det tilfælles, at de bliver tingsliggjorte – og faktisk solgt for penge.

Morgenandagten leder over i bibelrefleksion og foredrag om befrielse, menneskeværd og konklusionen: “Mennesker er ikke til salg” – dagens overskrift på generalforsamlingen.

34466553172_7047a2d96b_k

Den norske teolog Kjell Nordstokke holdt oplæg på temadagen “Mennesker er ikke til salg”. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Den norske teolog Kjell Nordstokke udfolder det sådan, at “menneskeliv ikke er til salg, men til liv, glæde og gavn.” Ifølge Nordstokke læser Luther Bibelen sådan, at “hvert eneste menneske er skabt med ret til at være et subjekt med en nobel bestemmelse til at tjene Gud og næsten. Ingen har ret til at reducere noget menneske til et objekt.”

Alligevel sker netop dét, når de nævnte grupper – og mange flere – presses ud af en underreguleret verdensøkonomi, hvor 8 mænd ejer lige så meget som verdens 3,6 milliarder fattigste tilsammen (jævnfør Oxfams rapport fra 2017 om ekstrem ulighed – FNs Verdensmål nr. 10). Det betyder, at pengetanke er så store og stærke, at de kan manipulere deres egen skattebetaling, drive lønninger i bund og købe indflydelse i politik.

Hvad er kirkens rolle i den virkelighed? Ifølge Nordstokke er kirkens rolle at være en røst i det offentlige rum, som fastholder retten til, at alle mennesker kan deltage i samfundet og økonomien på fair vilkår. En røst, der italesætter grænser for grådighed og prædiker og praktiserer enkelthed, mådehold og det fælles bedste.

Vi oplever en centrifugalkraft, der kaster alle af karrusellen, som ikke er stærke nok til at holde fast. Kirkens modspil er at samle, åbne op og inkludere. Ligesom dåben er åben for alle. Og nadveren samler høj og lav.

Under en blå, skyfri solskinshimmel vandrer tankerne videre. Hvad er det, der får os til umætteligt at rage til os og bygge forråd helt ude af trit med faktiske behov? Er det en personlig udgave af den samme frygt og sikkerheds-besættelse, som er på spil i storpolitik? Som opgiver troen på fællesskabet, rejser grænsehegn og melder sig ud – for at sætte “America first,” Storbritannien først, Denmark først – og mig først? Først og sidst.

I baghovedet har jeg et essay om “Frygt” af den amerikanske forfatter Marilyne Robinson – tidligere præsident Barack Obamas yndlingsforfatter og samtalepartner, En stærk og indflydelsesrig tekst, hvor hun analyserer, hvad der er gået galt i det amerikanske samfund og hvor hun viser, hvordan frygt, foragt for de fremmede og den rige elite samt længsel efter sikkerhed har skabt et samfund, der opnår det modsatte: skuddrab, ekstrem ulighed og endnu mere at være bange for.

Marilynne Robinson udnævner evangeliets “Frygt ikke” til at være kristentroens vigtigste bidrag til den moderne samfundsdebat. Og hun minder om ironien i, at de højrenationale kristne, der taler frygten op og i dag driver muslimer og mexicanere ud af det gode selskab, er efterkommere af dem, der selv blev jaget ud af Europa som calvinister og huguenotter, lutheranere og puritanere og andre uønskede børn af reformationen i modreformation i 1700-tallet. Hvor de flygtede til Den Nye Verden, til USA. Som bådflygtninge…

Heroverfor kalder hun til samling i USA, såvel som i Europa, om det ægte kristne “Frygt ikke!” Om den frygtløshed – om det mod – der tør møde ’den anden’ i åbenhed. Det er i dag, siger Robinson, den kristne humanismes vigtigste bidrag til samfundsdebatten og til demokratiet, at turde se ethvert andet menneske som skabt i Guds billede. Og netop ikke, tænker jeg, som en vare der kan sælges efter forgodtbefindende.

 

Reklamer

LVF blog: Mennesker skal ikke være til salg

Af Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

33785611004_a6103162cb_k

Fra temadagen om “Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Foto: Albin Hillert/LVF.

Lørdagen på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling begyndte med et modbydeligt syn. Ved morgenandagten opførte en lokal namibisk dansegruppe et lille optrin, som bestod i, at halvdelen af dem havde en tung kæde om halsen og blev trukket afsted med bøjede hoveder.

Ubehaget ved at overvære dette var slående. Mennesker skal ikke være slaver. Mennesker skal ikke være til salg. Men det er de.

33818757263_02178189e6_k

Fra temadagen om “Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

Denne dags tema ”Human beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg) er desværre rystende aktuelt, også selvom man ser bort fra alle de mere psykologiske og eksistentielle bånd, der binder os alle sammen på forskellig vis.

Dagen blev indledt med et oplæg af den norske professor Kjell Nordskokke, som har brugt et langt liv på at arbejde med diakoni blandt andet i Det Lutherske Verdensforbunds regi. Oplægget handlede om verdens voksende ulighed både mellem befolkningerne i verdens forskellige lande og internt blandt de enkelte landes befolkninger.

Kløften mellem dem, der har og dem, der ikke har, bliver større og større. Det gælder økonomisk og som følge heraf også i mange andre sammenhænge, for eksempel hvad angår uddannelsesmuligheder, retfærdighed og frihed.

Hvilke ”slavehistorier” har dagen så bragt i samtale med lutheranere fra hele kloden om dette alvorlige emne?

Den har bragt de mere forudsigelige historier om ulykkelige mennesker, der udgør billig, uuddannet arbejdskraft og lever under slavelignende forhold på et eksistensminimum. Eller gruopvækkende beretninger fra de områder i verden, som i særlig grad leverer sexarbejdere (handlede eller ej) og pornoindustri til et stort internationalt sexmarkeds udbud af kvinder, børn og diverse grænseoverskridende afvigelser.

Den har også bragt historier om socialt og økonomisk forarmede samfund, hvor børn oplever, at deres far er rejst hundredvis af kilometer for at arbejde 12 timer om dagen under kummerlige og farlige forhold, og deres mor er rejst til et andet land for at arbejde som hushjælp eller på hotel for en endnu dårligere løn.

Jeg lærte i den sammenhæng et nyt ord i dag: ”social orphans” (socialt forældreløse) kaldes børn, der har forældre, men reelt vokser op uden dem og ofte lever særligt usle liv, fordi myndigheder ikke træder til, så længe forældrene findes.

Fra Hong Kong fortaltes historier om en overbefolket en by uden mulighed for geografisk ekspansion eller udflytning, som derfor lider under absurd høje kvadratmeterpriser for selv bittesmå lejligheder.

Resultatet er, at folk må arbejde meget hårdt på et kynisk arbejdsmarked for at tjene til en bolig og i øvrigt bo hele familier i lejligheder på størrelse med en bil, som det blev beskrevet.

I Tanzania opererer villige ågerkarle, som låner penge til desperate familier eller kvindegrupper, som herefter bliver dybt forgældede under de urimelige renter og må trælle for udlånerne. Ofte sælges deres arbejdskraft videre til andre, og deres situation bliver at sammenligne med slaveri.

En rød tråd gennem alle disse beretninger er, at der er tale om mennesker, som lever under slavelignende forhold af sociale og økonomiske grunde. Der er tale om mennesker, som må sætte sig selv og deres liv til salg, fordi de ikke ser anden mulighed.

Forudsætningen for disse forhold er naturligvis, at der på den anden side er nogle, der vil og har økonomisk kapacitet til at købe disse mennesker, nogle, der vil og kan udnytte deres situation. Stigende ulighed er med andre ord med til at fastholde og befordre denne ulykkelige situation.

Men hvad har en verdenssammenslutning af kirker at sige om dette? Hvad har en kristen teologi at sige? Et kristent menneskesyn må fastholde, at et menneske ikke kan ejes af et andet. Det må fastholde menneskelig værdighed, integritet og ukrænkelighed. Dette er givet mennesket som skabt i Guds billede. I dåben lyder det videre, at vi er Guds. Vi er Guds børn og vi er dermed både omfattet af Guds kærlighed og pålagt at være hans redskaber i verden.

Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamlings temadag om mennesket handler dermed ikke kun om verdens lidende, handlede, slavebundne og ufrie mennesker. Den handler også om os, der er forpligtede på at gøre noget ved disse forhold overalt, hvor vi møder dem, både som kirker, individer og samfund.

I Det Lutherske Verdensforbund kan det ske via den store nødhjælpsindsats, programmer og måske ikke mindst uddannelsestiltag. For mennesker skal ikke være til salg.

 

LVF-blog: Grundtvig-foredrag trækker et verdenspublikum

Af lektor Hanna Broadbridge, delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia. 

N-f-s-grundtvig-portræt

Grundtvig-centeret er til stede ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Her ses C. A. Jensens portræt af salmedigteren fra 1843. Foto: Wikimedia Commons/H. J Storgaard Andersen.

 

Edward Broadbridge holdt foredrag om Grundtvig for et publikum, der repræsenterede både Afrika, Asien, Europa og og Amerika. De mødte alle op med hver sin forudsætning.

En kvinde fra Minnesota havde haft aner i Danmark og sang “Dejlig er den himmel blå” hver jul derhjemme, mens en namibisk kvinde intet vidste om Grundtvig; hun var blot nysgerrig! En dansker ville høre om Grundtvig på engelsk, og en indisk biskop talte flydende dansk og sang for os alle det første vers af “Lille Guds barn, hvad skader dig” – på dansk, vel at mærke! Han havde tidligere tilbragt hele seks år i Danmark og havde taget Grundtvigs “glade kristendom” til sig under opholdet.

Selve foredraget varede en time med billeder af blandt andet Udby Kirke, Jellingestenene, Rødding Højskole og optoget til paladset i 1848, hvor Grundtvig ser på “folket” med både bekymring og begejstring.

Der blev vist et billede af Grundtvigs håndskrift, som er ved at blive tydet og digitaliseret på Vartov, samt en Grundtvig-sætning på ikke færre end 286 ord, hvor Edward Broadbridge forklarede hvordan han oversætter sådan en sætning ved at bruge “salamiteknikken”!

Foruden salmen blev der sunget sangen “Hvad er det, min Marie?” mens “Folkeligt skal alt nu være” blev læst op, begge i deres engelske udgave.

Til sidst skrev deltagerne sig på en emailliste, for at de kan modtage Edward Broadbridges nye initiativ: The Grundtvig Quarterly, en email som han vil rundsende 4 gange om året.

Interessen for Grundtvig kan nu fortsætte ved Grundtvig-centerets stand i det store telt for hele verdens lutherske organisationer. Her kan forbipasserende få et Grundtvig-badge og en snak om oversættelsesprojektet, som sætter i verden hele 5 bind af Grundtvigs værker på engelsk inden 2020.

LVF blog: Gud kommer til mig hver dag som 200 gram ris

Af Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia

 

34478970101_2e55b8b9a2_k

Frelsen er ikke til salg, fastslog den indiske præst Monica Melanchton i sit oplæg til Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling. Foto: Albin Hillert/LVF.

 

“Frelsen er ikke noget, vi skal opnå. Frelsen er grundlaget for vores liv. Frelsen er i hverdagen, i de øjeblikke af omsorg og hjælp, hvor mennesker deler Guds nåde helt enkelt i at dele mad og drikke og livsfornødenheder. Frelse er solidaritet.”

Sådan sagde den indiske præst Monika Melanchton i sit oplæg over temaet “Salvation not for sale” (Frelsen er ikke til salg), som er et af hovedtemaerne på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. (Læg mærke til, at hun bærer det samme navn som Luthers nære medarbejder).

I går blev der under temaet “Human Beings not for sale” (Mennesker er ikke til salg” sat fokus på den rædselsfulde og systematiske voldtægtskrigsførelse i Congo, der ødelægger hele samfund ved målrettet at ødelægge og ydmyge kvinder og børn. Dermed kom der også fokus på seksuel vold som et globalt og menneskefjendsk fænomen, der fratager kvinders og børn deres menneskelige værdighed.

Også i det perspektiv var det i dag håbefuldt at høre oplæg fra tre højt kvalificerede kvindelige lutherske teologer fra henholdsvis Indien, Tyskland og Surinam.

Melanchton tog fat i sammenhængen mellem teologiske doktriner og menneskers virkelighed – hvordan teologiske tolkninger kan have indflydelse på menneskers liv. Hvad forstår vi ved frelse? Er det et ensomt projekt og en spirituel oplevelse, hvor det enkelte menneske bliver forenet med Gud, eller en belønning for et dydigt liv?

Nej, frelsen er Guds gave, som sætter mennesker fri til et liv i kærlighed. Luthers indsigt var, at troen udtrykker sig i hjælp til medmennesket. Frelsen betyder solidaritet. Eftersom Kristus blev kød og blev menneske, er også frelsen menneskelig.

Melanchton gengav et digt af en pige under en hungersnød, som i korthed lød “Hver dag klokken 12 kommer Gud til mig. Han kommer som 200 gram ris. Han opretholder mit liv. Før han kom, forstod jeg ikke, at Gud elsker mig.”

Jesus valgte mad og drikke som repræsentation for sig selv, og at være til stede, hvor mennesker deler det.

Forkyndelsen af frelsen må være forskellig i forskellige livssituationer. Hvis den teologiske tolkning af frelsen gør Gud til en ensom ulv, der kun forholder sig til det enkelte menneske, så har frelsen slet ikke noget med fællesskabet at gøre, og så står man altid i fare for at gøre frelsen til noget , det kan købes eller opnås af den enkelte. Men hvis vi tror på den treenige Gud, så er Gud selv jo et fællesskab, og forholdet til Gud kan ikke isoleres fra forholdet til andre mennesker.

34609660575_bf545677aa_k

Danielle Dokman, præst fra Surinam. Foto: Albin Hillert/LVF.

Danielle Dokman, en præst fra Surinam, stillede spørgsmål ved, om de rige virkelig kan og vil være solidariske med den fattige, og om vi virkelig vil gøre op med markedssystemer, der sender andre mennesker i fattigdom, men gavner vores egen velfærd. Og så sagde Dokman:

“Hvis vi altid tror, at frelsen er noget vi selv har og skal bringe den til andre, så ligner det noget, som jeg kun kender alt for godt fra mit lands historie som koloni: Der var altid nogen, der ville bringe os frelsen. Måske skulle vi hellere tro på, at den gavmilde Gud, der har givet os frelsen, også har givet den til andre. Måske kan vi vove at møde hinanden med mildhed og svaghed og ikke som “Jeg har noget, du ikke ikke har” – måske kunne vi opdage frelsen som noget, vi deler”.

At teologi og liv hænger sammen er en selvfølge, men måske glemmer vi det alligevel af og til. Og forståelsen af, hvad frelse er, skulle vi ikke gerne blive færdige med at tale om. Hvad er det, vi frelses fra? Fra sult og uværdige forhold, fra sygdom, fra selvoptagethed, skyld, synd, død, ensomhed, manglende selvværd eller storhedsvanvid? Og hvad frelses vi så til?

Frelse er Guds befrielse, og mennesker befinder sig i mange forskellige former for nød – udover den grundlæggende egoisme. Der er ganske vist langt mere at sige om Gud, end at Gud kommer som 200 gram ris – men altså også det.

LVF blog: Frelsen er ikke en salgsvare

Af Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling

 

34436573282_d6d93f7111_kSalvation not for sale (Frelsen er ikke til salg) er et af temaerne på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling. På billedet ses Elizabeth Fekadu, som er præst i den etiopiske kirke Mekane Yesus. Foto: LVF/Staff.

Den danske folkekirke er den største internationale organisation i Danmark. Det mærker men helt tydeligt her på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia. Medlemmer fra lutherske kirker fra 97 lande over hele verden er til stede. Sammen udgør vi over 78 millioner medlemmer.

Hver eneste kirke har helt sin egen identitet, og vi står over for meget forskellige udfordringer i for eksempel Indonesien, Nigeria og Danmark. Men vi har også utrolig mange ting som binder os sammen, og her i 500-året for reformationen vil vi sammen fortsætte den reformation, som Martin Luther fik sat i gang.

Hver eneste dag har sit tema.

I går var det “Frelsen er ikke til salg”. Netop det tema, som fik Luther til at slå 94 teser imod afladshandlen op på slotskirkedøren i Wittenberg for 500 år siden. Men temaet er stadig aktuelt.

Jengwe fra Nigeria, en ældre dame i nationaldragt, fortalte en uhyggelig historie fra Nigeria, hvor Boko Haram rykker ind i landsbyer og dræber og voldtager kvinder og børn – og tvinger dem til at undsige kristendommen for at frelse deres liv.

Gichamo fra Etiopien fortalte om, hvordan karismatiske kirker i hendes land forfører en masse unge mennesker ved at lave forretning på frelsen: Kom og køb dette vand, som er helligt vand, eller køb denne flaske med jord, som du kan sprede i dit hus og opnå lykke og rigdom. Eller køb denne nøglering til en bilnøgle, og du vil få dig en fantastisk bil.

Hvad har disse beretninger at gøre med vores danske virkelighed? Jo, vi kender også til en “frelse,” som er til salg hos os.

Vi kender den fra reklamerne, som lover et lykkeligt liv, hvis vi blot køber denne chokolade, dette hus, denne bil eller denne operation. Men værre er, at vi tudes ørene fulde af, at vi skal skabe vores egen identitet. Vi er kun noget i forhold til det, vi præsterer. Du skal gøre det lidt hurtigere og lidt bedre, for kun den bedste vinder i konkurrencestaten.

Der er stadig brug for at blive mindet om, at frelsen ikke er en salgsvare. Frelsen – det grundlæggende i vores identitet  -er noget, vi får givet. At intet menneske er overgivet til sig selv, men er sat i et fællesskab med livets Gud og vores næste. Også i dag er der mange som lever i bundethed. Også i dag har vi brug for at blive sat frie – sådan som Luther så stærkt har understreget det.

Ny præsident for Det Lutherske Verdensforbund har et særligt forhold til Danmark

 Af Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd og delegeret ved Det Luherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia
LWF-Assembly-Musa-Panti-Filibus
Den nyvalgte præsident for Det Lutherske Verdensforbund hedder Musa Panti Filibus og er ærkebiskop i Nigeria. Foto: LVF

Ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Lutheran Church of Christ in Nigeria (LCCN) er valgt som ny præsident for det Lutherske Verdensforbund.

Musa har tidligere været leder for Det Lutherske Verdensforbunds afdeling for mission og udvikling og har siden 2013 været først biskop og siden 2016 ærkebiskop i LCCN. LCCN er Mission Afrikas partner, og den kirke, som Mission Afrikas grundlægger Brønnum var med til at starte i det nordlige Nigeria.

Musa skitserede i sin tale LVF’s fremtid ud fra en række pejlemærker. Verdensforbundet skal være globalt og diverst, fastslog han, vel med en henvisning til de diskussioner, som i de senere år har præget forbundet omkring vielse af to af samme køn.

Samtidigt skal LVF være økumenisk og være lokalt engageret for økumeniske forhold. I de lutherske kirkers liv bør både teologi og mission stå stærkt, sagde Musa, og forbundet vil gerne engagere lokale kirker i tænkning og nye praksisformer.

Kirkernes diakonale respons, sådan som vi ser det i Lutheran World Service, er central, fortsatte Musa. Retfærdighed, fred og forsoning er i en række kontekster udfordringen for lutherske kirker.

Især hvor der er tale om minoriteter vil LVF gøre mere for at løfte deres situation og behov frem. Det sidste lyder som gode nyheder i forhold til de steder, hvor kirkers plads i civilsamfundet bliver mindre som følge af diskrimination og forfølgelse.

Sidst, men ikke mindst, er der en interessant krølle på historien i forhold til Musa selv: Hvad der blev sået i det små, i vestjyske sogne som besluttede sig for at støtte Brønnums udsendelse til Nigeria i 1910’erne og opbyggelsen af LCCN gennem årtiers arbejde, bærer nu en ikke forudset frugt i form af den nye præsident Musa for Det Lutherske Verdensforbund.

LVF blog: Lad nåden få frit løb i DR Congo

På Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Windhoek, Namibia, holdt den congolesiske læge Denis Mukwege et foredrag om sit virke i DR Congo og om, hvordan troen giver ham et glimt af håb for en bedre verden. To af de danske deltagere beretter her fra foredraget:

34553135066_471b4757dc_k

“Vi fik alle et glimt af håb”

Blogindlæg af Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia:

 

Jeg er lige kommet ud fra en bevægende time sammen med den congolesiske læge Denis Mukwege. Han var blevet bedt om at holde hovedoplægget i Det Lutherske Verdensforbund, som i disse dage mødes. Han talte om forsoning og kvinders rettigheder. Baggrunden var dyster og grusom, men det, han kunne fortælle gav os alle et lille glimt af håb.

 I 1990’ernes borgerkrig i Den Demokratiske Republik Congo blev et nyt og grusomt ’våben’ opfundet, nemlig den systematiske voldtægt af kvinder i alle aldre. De fysiske og psykiske skader efterlod hele samfund ydmygede og ødelagte, uden værdighed og uden håb. Denis Mukwege begyndte at operere kvinderne, men selv efter årtiers operationer af tusindvis af kvinder er der stadig et næsten uoverkommeligt behov. Selv er han talrige gange blevet truet på livet, og hans egne døtre er blevet kidnappet.

 Da Mukwege blev spurgt om, hvad der gav ham håb, gav han et fantastisk svar: “Det som giver mig håb, er ikke, at mennesker bliver bedre. Det som giver mig håb, er at Gud er en fast borg,” sagde han.

“For at være en del af Guds mission, og for at give nåden frit løb, så må vi involvere både mænd og kvinder.  Begge har krav på værdighed og respekt,” fortsatte han.

Mange steder er kvinder udsat for vold og umenneskelig behandling. Kirkerne har her et specielt ansvar. For at være befriet af Guds nåde gælder lige fuldt for kvinder som for mænd.

Mange af vores danske missionsorganisationer er sammen med deres partnere engageret i kvindeprojekter – sundhed og mikrofinans er de mest prominente eksempler.

Denne pinse vil jeg specielt tænke på disse kvinder, og på den befrielse, som også de har ret til at få del i.

————————————————–

Skal kultur overdøve moral og kristentro?

Blogindlæg af lektor Hanna Broadbridge, medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds 12. generalforsamling i Namibia:

I mange områder i verden foregår der uhyrlige overgreb mod kvinder og børn. Vold er for dem en dagligdags ting, og voldtægt oplever mange børn og unge kvinder.

Selv helt små børn og babyer bliver udsat for seksuelle angreb der ofte ender med døden, eller i det mindste med forfærdelige skader på både krop og sjæl.

Denis Mukwege, en fremstående læge fra DR Congo fortalte på Det Lutherske Verdensforbunds Generalforsamling i Namibia torsdag om sit arbejde, undertiden med eget liv og sikkerhed som indsats,  med at hjælpe disse voldsofre via operationer og traumebehandling, tilbage til et liv der kan leves, om end med mange ar og smerter.

Reaktionerne blandt de mange delegerede var voldsom og næsten entydig. Men der var også enkelte stemmer, mandlige, der forsøgte at tale for kulturelle rettigheder og stillede spørgsmål om kvindernes egen indstilling til deres rolle som kvinder i en kultur, der stadig er mandsdomineret med ulige rettigheder.

Kirkerne kan spille en stor rolle her og formidle oplysning om rettigheder, om ligeret, om selvbestemmelse. De første skridt for begge parter er oplysning og undervisning, i hjemmene, i skolerne og i kirkerne.