“Da vi besøgte Toba Lake forklarede en indfødt, at de var blevet protestanter, fordi de havde spist to missionærer, men ikke den tredje. Og han var altså protestant!”, skriver Ulla Morre Bidstrup fra luthersk rådsmøde i Indonesien.
Det lutherske Verdensforbunds Council (”bestyrelse”) holder møde denne uge. Hvert andet år finder mødet sted i Geneve, hvor Det lutherske Verdensforbund har hovedsæde. De øvrige år mødes de ca. 150 mennesker (inklusive rådgivere og embedsfolkene fra de mellemkirkelige organisationer) et helt andet sted på kloden for at fordele rejsebyrden en smule.
Gudstjeneste i luthersk indonesisk kirke. Foto: HKBP/Fernando Sihotang
Dette år finder mødet sted i Indonesien. Mange både praktiske og politiske forhold gør sig gældende, når værtslandet for et internationalt arrangement skal udvælges. Det gælder hvad enten, der er tale om verdensmesterskabet i fodbold med mange års forberedelse og milliardbudgetter eller det årlige lutherske sammenrend fra hele kloden, som klarer sig med en hel del mindre.
Inspiration fra interreligiøst samfund
Når valget er faldet på Medan og det omkringliggende område på Nord-Sumatra er det bl.a. fordi de her er ualmindeligt gode til det, der i den internationale kirkelige sammenhæng hedder ”interfaith-relations”.
Det handler altså ikke bare om forholdet mellem forskellige kirker, som den klassiske økumeni retter sig mod, men om forholdet mellem forskellige religioner. Dermed kommer også omgivelserne her i Indonesien til at tematisere, hvad der er blevet et nyt og stort tema i den lutherske verdensorganisation.
For i Det lutherske Verdensforbund råder en meget stolt tradition for at prioritere sobre og teologisk gennemtænkte økumeniske samtaler – bl.a. med udgangspunkt i Strasbourginstituttet for økumenisk forskning, som er kendetegnet ved et særdeles højt teologisk og videnskabeligt niveau.
Men nu udtrykkes ønsket om at supplere dette arbejde med samtaler med helt andre religioner. Blandt andet fordi der efterhånden er langt flere lutheranere kloden over, der lever i samfund med mennesker af anden religion end mennesker af anden kirkelig konfession. Det gælder lande, som vores eget, hvor vi de sidste 40 år har haft tilflytning af især (men ikke kun) muslimer. Det gælder også mange af de lande, hvor kristendommen kun har været til stede i omkring halvandet hundrede år som følge af kolonialisering.
Hvorfor luthersk i Indonesien?
Indonesien hører til de sidste. Øerne var hollandsk koloni, men også andre drev mission på øerne i kolonitiden. Det kunne nogle steder være risikabelt. Blandt nogle af Nord-Sumatras stammer, der hører til inde i landet, var kannibalisme udbredt helt op i 1800-tallet. Da vi besøgte Toba Lake forklarede en indfødt, at de var blevet protestanter, fordi de havde spist to missionærer, men ikke den tredje. Og han var altså protestant! Blandt andre var den tyske Rhenish Mission aktiv på Nord-Sumatra. Hermed er det lutherske forklaret.
Som sagt lever de i netop dette område (og vel at mærke ikke i alle områder i Indonesien) i harmoni mellem kristne og muslimer. Noget særligt ved området er, at de to verdensreligioner kristendom og islam ramte det nogenlunde samtidig i 1800-tallet. Her er altså ikke bare tale om et møde mellem kristendom og islam, men tale om et møde mellem kristendom og islam inkorporeret i den kultur, der eksisterede i forvejen og dermed er fælles for de to grupper. Jeg er sikker på, at det ville glæde gamle Grundtvig, at man her kan konstatere, at den levende fælles folkelige historie og kultur bagom eller forud for de nye religioners tilkomst tilsyneladende knytter befolkningen tæt sammen på trods af de forskellige religioner. De var altså mennesker sammen først og kristne og muslimer så, om jeg så må sige.
En sådan situation kan vi selvfølgelig ikke rulle tiden tilbage og opnå i Danmark og lande med tilsvarende historie. Men vi kan lægge mærke til den alligevel og måske overveje, om der findes måder, hvorpå en sådan fælles folkelig og kulturel tilknytning kan opnås også, hvor det ikke kan ske forud for religionen, men måske ”bagom” religionen. I en insisteren på, hvor vigtigt det er, at vi – i hvert fald i nogen grad – går i skole sammen, køber ind samme steder, ser nogle af de samme programmer på TV og synger nogle af de samme sange og kender nogle af de samme historier.
I går holdt de indonesiske værter ”cultural evening” og en traditionel dansetrup sang og dansede til musik, som har hørt de omkringboende stammer til i århundreder i traditionelle dragter. Ingen talte om, hvorvidt de dansende er kristne eller muslimer. Adspurgt svarede arrangøren, at koret sikkert bestod af begge dele.
Der er meget at lære i Medan.
Af Ulla Morre Bidstrup, Advisor for Det lutherske Verdensforbunds Council
Mellemkirkelig blog 